Egernfolket: Ild og jord - af Lars Holmgaard Jørgensen

6

EGERNFOLKET 4 I ld og jord

Af samme forfatter bl.a.

Lige om hjørnet Lige om næste hjørne Sabotøren Niclas og krigen Dødelig Pakke (Skyggesider 1) Den polske forbindelse (Skyggesider 2) Flugten fra Nørrebro (Skyggesider 3) Peggyfriend og andre øjeblikke I samme serie Egernfolket 1. Menneskejægere Egernfolket 2. Flugt over is Egernfolket 3. Shamanens lærling

Lars Holmgaard Jørgensen

Egernfolket 4 Ild og jord

HØST & SØN

Egernfolket 4. Ild og jord © Lars Holmgaard Jørgensen og Høst & Søn/rosinante&co, København 2013 2. udgave, 1. oplag, 2014 Omslagsgrafiker: Henrik Koitz; Koitz animation & graphics Bogen er sat med Caslon hos Christensen Grafisk og trykt hos Nørhaven, Viborg isbn 978-87-638-3208-3 Printed in Denmark 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | dk-1019 København K www.rosinante-co.dk

indhol d Griseunger Gift Læderstikke Ild Rejsen Kvinderåd ... og mandelist Vano Den tomme cirkel Skovbrænderne Holo Forkert ild Ildpile Rådslagning På vej Elskov De boende Bron Voksen

7 15 30 41 45 62 68 77 83 99 108 118 124 132 139 149 157 171 181

6

Griseunger »Hvordan kan den være tegn for en gris, når den ikke ligner en gris?« Vano fulgte med en fingerspids figurens streger rundt på træstykket. »Man skal bare vide, at det er en gris,« svarede Eeta. »Er det hemmeligt?« Vano lagde hovedet på skrå og så på hende, han kneb et øje sammen mod solen, strålerne slog smut mellem de nøgne grene i trækronen over dem. »Næh ...« »Hvad skal du bruge det til?« »Vano, dit fjols, jeg laver pjat med dig. Det betyder ikke gris, mærket er et tegn for en bestemt plante og navnet på den sygdom, den skal bekæmpe.« »Hvad skal den bekæmpe?« »Smerter i maven. Inde i maven, som når man har spist alt for meget efter lang tids sult.« »Smart! Men stadigvæk ... hvorfor tegner du det?

Hvad skal du bruge tegningen til?« »Ikke til noget, jeg sidder bare og ridser i træet. Men mærket er faktisk det mærke, jeg har på en pose med medicin lavet på den plante.« »Nåh, en pose med medicin, gab, hvor spændende ... kommer han ikke snart?« 7

Eeta rettede sig op, forårskulden krøb ind under tøjet. »Hvis han ikke er kommet, når solen er væk bag bakken der, går vi hjem.« »Hvorfor må kvinderne egentlig ikke vide noget?« »Det er svært at forklare, Vano.« »Prøv alligevel!« »Kvinderne er ikke blevet spurgt! Det er Furos og min ide. Og du skal bare holde mund med det, er du med? Lad være med at sige noget til mine brødre, de plaprer ud med det uden at tænke sig om.« »Som om jeg ville ... de pattebørn!« Eeta lo. »Ja, uha, de er flere år yngre end dig!« Pludselig rettede Vano sig op, han stivnede og lyttede. »Kan du høre det?« Eeta fulgte hans blik, også hun hørte de skingre halvkvalte hvin. De rejste sig, Eeta smed træstykket fra sig og satte kniven i bæltet – så fortrød hun og samlede træstykket op og satte også det i bæltet, ved siden af kniven. Vano var allerede på vej ned ad den tætte bladdækkede skovskrænt, og hun satte i løb efter ham. Ved bakkens fod indhentede hun ham. De tørnede sammen, han lo og lod sig falde forover i det tykke lag af løv. Med armene spredt ud som vinger landede han med ansigtet nedad. Eeta bøjede sig og trak ham op at stå. »Furo har brug for vores hjælp!« stønnede hun.

De løb videre, og lyden af griseunger, der klagede sig, voksede i styrke, og så dukkede Furo op mellem 8

de nøgne egetræer. Han var svedt og forpustet af anstrengelse. Han sank i knæ med en smågris under hver arm. De gulstribede unger var kneblet om kæberne, så deres hyl fandt kun vej gennem trynen, den ene af dem havde bagbenene surret sammen, og Eeta gættede på, at alle både forben og bagben havde været bundet, da Furo tog af sted med sit bytte. »Åh, det var godt, I kom!« råbte han. »Utroligt, som de små bæster kan gøre modstand, jeg var tæt på at opgive hele projektet og stikke dem i halsen. De er noget nemmere, når de er døde!« Han smilede taknemmeligt til Vano, som tog det ene af de små dyr.

Skiftet fra Furo fik griseungen til at sætte i et voldsomt skrigeri, ungen strittede med benene og spjættede, og Vano måtte virkelig anstrenge sig for at holde den.

Eeta ville tage den anden unge, men Furo rystede på hovedet og lagde den i skovbunden og satte et knæ på siden af den. »Den slipper bare fra dig, Eeta,« råbte han for at overdøve de to dyrs larmen. Han tørrede sveden af pande og nakke. »Jeg kan godt fortælle jer, at det er noget mere indviklet end jagt med bue og pil, det var da helt tosset.« Griseungen under hans knæ syntes at falde til ro ved kontakten til den lugt af skovbund, som den kendte så godt. Da dens hvinen tog af, slappede grisen i Vanos favn også af, og der blev øredøvende stille i skoven.

Vano kiggede på den stribede unge, og grisen kiggede på ham, den snuste og bevægede trynen, så kiggede 9

den til siden og lirkede for at komme ned på jorden.

Vano sænkede den forsigtigt og fik den til at ligge under sit knæ, ligesom Furo havde den anden unge. »Jeg har jo holdt øje med hunnen i lang tid,« sagde Furo henvendt til Eeta. »Soen havde fundet en tom rævegrav, og hun havde lavet sin fødegryde lige i indgangen, altså oppe på jorden. Jeg så faktisk de små komme til verden fra mit skjul – seks i alt! Jeg har tit været forbi, jeg skulle jo finde ud af, hvornår ungerne kunne tages fra uden at dø af det. Soen er gammel og klog, og når hun fik mistanke om, at noget var galt, gryntede hun, så det hoppede i patterne, og så skulle I se ungerne styrte ned i rævehulens indgang, væk fra de fjender, der måtte være i nærheden.« Furo vendte blikket mod Vano. »I morges ventede jeg, til soen kom tilbage til gryden med sit kuld for at hvile oven på en ædetur. I det samme den lagde sig ned på siden, sprang jeg frem – med det resultat at to af ungerne søgte ned i rævegravens indgang, og fire af dem sprang op i skoven. Soen satte efter de fire i skoven.

Jeg kravlede ned og anbragte mig lige over rævegravens åbning og ventede på, at de to små ville løbe ud til deres mor. Og så!« Furo pegede stolt på de to griseunger i skovbunden. »Du er en stor jæger, Furo!« sagde Vano med respekt i stemmen. »Det er rigtigt,« sagde Furo. »Men hvorfor går du rundt med en pige i stedet for at lave noget fornuftigt med dine fædre?« 10

»Jeg bad ham gå med,« sagde Eeta hurtigt. Vano nåede at åbne munden for at svare, men han tav og blev varm i ansigtet. »Jaså?« Furo så på hende, så rystede han på hovedet og koncentrerede sig om grisen under sit knæ. »Nå, men alt andet lige er jeg nu glad for, at du er med, Vano, ellers ville jeg nok ikke kunne få begge unger med hjem til bopladsen.« Kata stod og betragtede dem, da de kom ind ad stranden langs vigen, Eeta vinkede til hende, og Kata vinkede tilbage. Moren vendte sig og sagde et eller andet. Doba og Naia viste sig ved siden af hende. De pegede og snakkede, Eeta gættede på, at de nu havde regnet ud, hvad Furos indhegning skulle bruges til.

Furo havde brugt en hel dag ene mand på at flette et højt hegn af pilegrene. Hegnet var lukket i en stor firkant, og den eneste måde at komme ind i indhegningen på, var ved at kravle over kanten. Flere havde spurgt, hvad den skulle bruges til, men Furo havde ikke svaret, kun grinet hemmelighedsfuldt. Fløjtende havde han arbejdet, til indhegningen var færdig. Herefter var der gået flere dage før dette øjeblik, hvor Furo havde afgjort, at griseungerne kunne tages fra soen.

Eeta havde været indviet. Siden hun engang havde spurgt Furo og morens to andre mænd, hvorfor de slog dyreunger ihjel i stedet for at holde liv i dem, til der var mere kød på deres kroppe, var Furo flere gange vendt tilbage til emnet. Bopladsens andre jægere havde kun smil tilovers for tanken.

11

»Du kan ikke holde liv i et vildt dyrs unge, Furo!

Tænk dig om!« Xaso var den skarpeste kritiker. Kaso var også skeptisk. »Hundene ... hvordan fik vi hundene?« spurgte Furo retorisk. »De var også vilde engang.« »Hunde er rovdyr,« sagde Kaso. »De skal bare have noget kød, så behøver man ikke binde dem eller lukke dem inde. De bliver, hvor maden er, og forsvarer menneskene, der giver dem mad, som de ville forsvare en hundemor, fordi hun har mælk i patterne.« Men Eeta havde støttet sin far, ikke mens de andre mænd lyttede, men når Furo og hun var på tomandshånd. »Jeg har tænkt over det,« sagde hun til ham. »Det vil nok være vanskeligt at holde hjorteunger. De kan ikke spærres inde, de springer ud af en indhegning.

Man skulle binde dem, men så ville hundene være et problem. Jeg tror ikke på, at de ville lade ungerne være i fred, når der ikke var mennesker i nærheden.« Furo havde tænkt de samme tanker, han mente, at et par griseunger måtte kunne vokse sig store i en fold. »Svin æder hvad som helst! Foder vil ikke være et problem!« »Det mener du ikke seriøst!« råbte Kata, da Furo, efterfulgt af Eeta og en grinende Vano, havde kæmpet sig op ad stien til bopladsen på plateauet. Kvinderne samlede sig om dem, Eetas små brødre, Tono og Noko, var ellevilde af ophidselse; de dansede rundt om Furo og Vano, der holdt de hvinende unger højt 12

– grisene havde fået øje på flokken af nysgerrige hunde, der med alle sanser vakt samlede sig og snerrende jog hinanden væk for at være tættest på det, de forestillede sig kunne blive til hundemad. Larmen var øredøvende, og Furo og Vano løb hen mod indhegningen, der var placeret tæt på Katas mænds hytte.

De lænede sig ind over hegnet og slap ungerne, og øjeblikkeligt blev der stille. Eeta og de andre samledes ved folden og betragtede de to stribede unger, der nu pludselig syntes at have glemt enhver angst – gryntende og smaskende gik de i gang med at rode i græsset med deres bevægelige snuder. Nu og da skottede de op mod tilskuerne, men de måtte føle sig i sikkerhed bag den næsten mandshøje indhegning, for de åd og tyggede og tog et par pjattede spring og skubbede til hinanden.

Furo så på kvinderne. »Her ser I, hvad der til efteråret vil blive til to kæmpesvin, som jeg ikke engang skal ud at jage. Jeg kan kravle ind og stikke en kniv i dem – de vil sikkert være tamme som hunde til den tid og ikke ane uråd.« Han smilede triumferende. »Og hvad skal de æde, når der ikke er mere at finde i indhegningen?« spurgte Naia spydigt.

Furo pegede ud over vigen mod de to skindbåde, der var på vej ind efter formiddagens fisketogt. »De indvolde, som vi plejer at slæbe op på møddingen bag bopladsen, får grisebasserne. De vil æde med stor fornøjelse, og vi slipper for slæbet med at bringe fiskeindvolde op på møddingen. Og stanken – tænk lige 13

over, hvor rædsomt møddingen stinker på en varm sommerdag.« Biar dukkede op bag Eeta, han havde jagtbue og pile med sig, nu bøjede han sig ned og opdagede grisene. »Er det en han og en hun?« spurgte han. »Det ved jeg ikke,« vrissede Furo. »Det er vel også lige meget.« »Hvis det er en han og en hun, kan du jo lade dem få unger, og så har du pludselig seks eller otte grise at slagte,« brummede Biar og traskede hen mod stien ned til vigen. En hund ville med ham, men han vendte sig og jog den tilbage. »Ja!« råbte Furo lidt for højt, snakken var forstummet efter Biars bemærkning. »Det er jo selvfølgelig også noget, jeg har overvejet, det med at de kan formere sig. Men nu må vi se.« Han gav tegn til Vano, fiskerne var ved at være fremme.

Eeta gik med kvinderne til deres hytter, hvor de fandt knive og kurve; alle gjorde klar til at rense fangsten. Tono og Noko var svære at rive fra grisene – drengene hang i armhulerne over hegnets kant, de måtte støtte med tæerne på pilefletningerne på siden for ikke at falde ned.

14

Gift »Hvorfor spiser hunde ikke frøer og tudser, Tand?« spurgte Eeta og tog om hundens hoved, så hun kunne se den i øjnene. Hunden smaskede forlegent, den prøvede at trække sig fri. »Og hvorfor er der aldrig spist af den grønne læderstikkes blade? Hvorfor undgår de sultne dyr planten selv i de hårde vintre? De må da friste, de tykke grønne blade, når alt er dækket af is og sne.« Hun slap hunden, og den traskede et skridt væk og lagde sig, den buskede hale vippede et par gange som for at sige, at alt var i orden. »Alle børn ved, at læderstikkes røde bær er giftige, men er bladene det så også?« Eeta havde siddet ved vandhullet, siden solen stod op. Hen på eftermiddagen dagen før havde hun hørt fl øjte-frøens underlige kvækken, der lød, som når man puster svagt og lidt skævt i en dybtonet fl øjte.

Hun var gået op til Biars hytte, kæmpen havde som sædvanligt holdt sig langt væk fra arbejdet med rensningen af fisk. Over hans bål hang en hastigt plukket stormmåge. Søvnigt drejede han spiddet og havde ikke opdaget, at Eeta var på vej, før hun pludselig stod ved hans side. »Du får ikke noget at spise her, min pige,« mumlede 15

han. »Selv om du skulle være træt af fisk, hvilket man jo ellers godt kan forstå.« »Jeg vil ikke spise din måge,« sagde hun og klappede ham på den enorme skulder. De strittende sorte hår på huden var stride som børsterne på et vildsvins ryg. »Jeg vil spørge, om du har set, hvor de fløjte-frøer holder til, som man kan høre om eftermiddagen.« Biar vidste naturligvis besked, han havde forklaret hende, hvor hun kunne finde frøerne, og hvordan hun kom derhen. »Når det bliver lyst, og solen kommer frem, kravler de ud fra deres natte-gemmesteder og søger ned mod vandet. De er nemlig kuldskære, selv om de helst vil være i vand. Det er derfor, de først kan høres om eftermiddagen, når solen har varmet vandet. Men du skal passe på, Eeta. De er meget giftige!« Moren havde løftet hovedet, da Eeta var stået op før solen, forvirret havde hun kigget på sin datter. »Hvor skal du hen? Er du dårlig?« havde hun spurgt. »Tand og jeg skal hente noget!« Eeta havde hvisket, selv om der ikke var andre end moren og hende i hytten. »Åh, er det nu igen noget af det, Taio har lært dig ... hvorfor bliver du ved med det, Eeta? Er det ikke bedst, at ... åh, lige meget!« Moren havde trukket skindet op om skuldrene og havde lagt sig om på siden for at sove videre.

Kata var med tiden kommet mere og mere i tvivl om Eetas særlige evner. Eeta tænkte, at morens enorme 16

modvilje mod shamanen Taio fik hende til at være skeptisk over for de ting, Eeta havde lært af ham. To år var gået, siden Eeta havde rejst rundt med shamanen, og i morens hoved var balladen dengang efterhånden blevet til noget, der havde handlet om en sindssyg shamans forelskelse i en purung pige, som han havde fordrejet hovedet på med giftige rus-urter og sære ritualer.

Godt nok havde Eeta samme sommer reddet en kvindes liv, da denne opsøgte bopladsen med et betændt bidsår. Og Eetas samling af urter havde da også gjort godt, når kvinder havde haft blun-ondt i mave og lænd, og da Eetas små brødre på en og samme dag lagde sig med høj feber og for Tonos vedkommende voldsomme kramper. Men det var, som om moren skubbede disse ting væk. Hun var over Eeta, når lejlighed bød sig. »Du har lært de ting, du har lært, og det er godt.

Men hører du ånderne tale til dig? Ser du ting, vi andre ikke ser? Altså medmindre du indånder røgen fra afbrændingen af giftige urter i den der lumo, du stjal fra Taio? Nå ja, eller spiser svampe, som alle ved, kan få et øre til at se blomster i ens næse!

Du er ikke nogen shaman, min datter, du er en kvik pige, som har lært et håndværk, og det skal du gøre brug af. Men gør os alle sammen en tjeneste og glem ideen om, at du skulle have større forbindelse til den usynlige verden, end vi andre har, når vi taler med vores selu ved vandhullerne.« Pludselig var frøen der foran hende, kravlende som en tudse, med kurs mod vandhullet – det var en fløjte17

frø, der var ikke nogen tvivl. Biar havde beskrevet den: verdens eneste frø, som havde en blåsort bug med røde eller gule pletter. Hurtigt lagde hun det tynde rotteskind over frøen og greb om den, hun tog den op og kiggede nysgerrigt på dens tynde, blålige hud. Frøens ben sprællede i luften, forsigtigt rørte hun ved dens hud. Det lille dyr sprællede endnu mere, og Eeta holdt det op til sine øjne og så, at en fedtet væske næsten usynligt og langsomt dannedes på hudens overflade. »Tand, kom her!« sagde hun skarpt. Hunden rejste sig og nærmede sig; da den så frøen i hendes hænder, stoppede den og bakkede, vejrende i luften og med rejste ører. »Det, du ser her, er en tværpil,« sagde Eeta med et skævt smil. Vano løftede øjenbrynene og rystede på hovedet. »Hvad er der med dig, Eeta?« spurgte han træt. »Mine fædre bliver rasende, hvis jeg ikke snart står hos dem med min bue og mine fuglepile. Det er nu, gæssene trækker op fra syd.« »Sådan en tværspidspil kan ikke dræbe en okse eller en hjort,« fortsatte Eeta tålmodigt og belærende. »Og hvorfor kan den ikke det?« »Fordi jægeren ikke rammer,« svarede Vano surt og kastede et blik over skulderen mod mændene, som samledes ved Furos svineindhegning. De gjorde klar til fuglejagt med de lange pile med runde kuglelignende hoveder af træ, som kunne knuse brystkassen 18

på en flyvende gås. Hundene var så småt begyndt at forstå, hvad der skulle ske, de peb og småhylede og bed efter hinanden for at komme tæt på jægerne. »Nej, fordi tværspids-pile ikke kommer langt nok ind i så stort et dyr, at de kan ødelægge noget.« Eeta indså, at hun ikke kunne holde på Vano ret meget længere. Hurtigt kom hun op at stå, hun rakte ham de to pile med tværspids. »Vær sød at skyde de her pile mod storvildt, hvis du ser noget af den slags. Hjort, svin ... alt andet end fugle.« Vano grumlede og snuppede pilene og rejste sig. »Vano! Vil du ikke nok?« spurgte hun. »Du siger jo selv, at sådan nogle pile ikke dræber så store dyr!« vrængede han. »Vano, det er vigtigt!« Hun så ham i øjnene, længe så de på hinanden, Vanos tvære blik ændrede sig, han blev lidt genert og pludselig forlegen, og han vendte sig brat og løb af sted mod jægerne. »Hvad laver du nu, pigebarn?« Moren kom ud fra hytten, hun rakte Eeta den ene af to store gryder – der skulle koges vand i stor stil. Når jægerne kom tilbage med gæs, skulle fuglene skoldes og plukkes. »Med Vano?« Eeta hankede op i gryden og begyndte at gå i retning af skoldepladsen ved kilden, og moren fulgte med, hun bar den anden gryde. »Ja,« svarede Kata. »Med Vano og de pile.« »Pilene er et eksperiment.« Eeta smilede til moren. »Jeg har smurt gift på tværpilenes spidser. For at se, om det kan dræbe et dyr, selv om pilen ikke kommer 19

ordentlig ind i kødet. Måske tager blodet giften med rundt.« »Eeta!« Moren rystede på hovedet. »Du tænker på de underligste ting. Hvor har du gift fra?« »Fløjte-frøens hud. Mor, lad være med at tænke mere på det, og lad være med at fortælle nogen om det, ikke?« »Jeg holder gerne mund med min datters mærkelige opførsel,« sagde moren. »Nu angående Vano ... du går meget rundt med ham, gør du ikke?« »Går jeg meget rundt med ham? Det passer altså ikke, han hjælper mig med nogle ting. Han hjalp Furo og mig med at slæbe de levende grise hjem.« »Eeta!« »Og ja, jeg kan godt lide ham. Er det galt?« Moren slog ild under de store kogebål, mens Eeta fyldte vand fra kilden i gryderne. »Du er for egenrådig, Eeta. Du laver om på ældgamle skikke og regler. Drenge går ikke rundt med piger. Når du får din egen hytte, kan du interessere dig for ham. Alt det med drenge skal vente, til du har været blun første gang.« »Så er alt jo godt,« sagde Eeta roligt. »For det har jeg været.« Moren rettede sig op og trak håret væk fra ansigtet. »Hvad har du?« spurgte hun uroligt og så forskrækket på sin datter. »Det er et stykke tid siden. Faktisk fire måneder siden, nu jeg tænker over det. Nej, tre ... det var omkring 20