Jeg lever, far

dz ¤ Þǡ ǡ § dz Siri på Utøya, fredag den 22. juli, klokken ca. 16.45

Dette informationsmøde står ikke på programmet, tænker jeg ved mig selv, mens Storsalen fyldes op. Beskeden om, at vi skal samles i Storsalen, kommer slet og ret ud af det blå.

Regnen vælter stadig ned udenfor, og der ligger tunge skyer over øen. Indenfor er der trangt og klamt. Der er mange mennesker i vådt regntøj forsamlet herinde. Ude i gangen ligger et bjerg af gummistøvler.

Klokken nærmer sig fem.

Jeg har lige akkurat fundet mig en plads mellem Stine Elise og nogle andre fra den lokale afdeling, da far ringer, samtidig med at centralbestyrelsen med Eskil Pedersen i spidsen kommer ind i salen.

Deres ansigter er ikke, som de plejer. Smilene er væk. De står helt alvorlige foran os.

Eskil er tydeligt berørt, det samme er resten af bestyrelsen. En følelse af uro sænker sig tungt og brat over Storsalen. Det er, som om alle er klar over, at det ikke er nogen glad melding, vi skal høre.

I samme sekund hører jeg far i mobilen: – Hej Siri, har du hørt om bomben ved Regjeringskvartalet i Oslo?

Det løber mig koldt ned ad ryggen.

– Vinduerne i VG-bygningen er knust. Jeg har det fint. Onkel har det fint. Han er på ferie. Og jeg kunne ikke finde bilnøglerne, så jeg blev heldigvis lidt forsinket på vej ind til byen, siger far.

Selvom jeg er chokeret, mærker jeg en enorm lettelse over, at far er uskadt, og over, at onkel er o.k.

Det er ikke så meget, far kan fortælle. Alt er usikkert, og det er meget sparsom information, der er kommet ud på nyhederne. Al-

41

ligevel farer ord som bombe i Oslo, politi overalt, flere sårede og mindst én omkommet rasende gennem mit hoved. Er dette en dårlig spøg, eller er terroren også kommet til lille Norge?

Teorierne i hovedet kan ikke blive andet end spekulationer med så lidt information.

Jeg tager mig sammen og får fremstammet nogle få ord til far.

– Tak fordi du ringede! Jeg er glad for, at du er uskadt, hvisker jeg, inden jeg lægger på.

Eskil tager ordet. Han har ikke mere information end den, jeg allerede har fået fra far.

– Statsministeren er i sikkerhed, og det samme gælder de andre ministre, siger Eskil. Mere ved man ikke. Desuden fortæller Eskil, at AUF’s hovedkontor på Youngstorget er blevet beskadiget, men at der heldigvis ikke befandt sig nogen der.

Folk begynder at snakke dæmpet sammen. Nogle stiller spørgsmål, men hverken Eskil eller nogen af de andre i hovedbestyrelsen kan give svar på nogen af dem.

Eftermiddagens program bliver aflyst. Et suk går gennem forsamlingen. Skuffelsen er stor, men samtidig er der en gensidig forståelse i salen. ”Mor Utøya” – Monica – tager ordet og oplyser, at aftensmaden fortsat indgår i programmet. Dette er første gang, jeg ser hende, men jeg forstår hurtigt, at hun er en af de voksne, der har ansvaret for det, der foregår på Utøya. Med venlig stemme, lige så rolig som en mor, der fortæller sine børn, hvad de skal gøre, står hun foran os og giver klare og tydelige beskeder. Hendes trygge fremtoning får mig til et øjeblik at slappe lidt mere af.

– I skal jo have mad! Vi spiser pølser og følger med i nyhederne.

Og finder alle de lækkerier, vi har … Vi er på det tryggeste sted, vi kan være – på en ø i Tyrifjorden! Og I har sikkert forståelse for, at dagens program bliver aflyst.

Dermed er det sidste ord sagt.

Mere er der ingen, der ved.

42

Stemningen i Kafé-bygningen er dæmpet. Det er uvirkeligt, hvad vi har fået at vide, der er sket i Oslo.

Jeg rejser mig op, jeg må ud og ringe. Tjekke, at mine venner er o.k. Snart skal Oslo- og Akershus-delegationerne have et ekstra informationsmøde, men jeg når nogle telefonopringninger inden da.

Jeg forsøger at få fat i Bettina, en veninde, der bor i Oslo. Intet svar, men jeg prøver igen. Stadig intet svar. Jeg mærker uroen brede sig i kroppen. Jeg går over til spisesalen, hvor vi skal samles til næste møde. Jeg sætter mig ned og sender en sms til Bettina. Håber så inderligt, at hun og Erik, hendes samlever, ikke er ramt.

Eskil tager ordet igen, men der er ikke noget nyt.

Jeg fryser og er ængstelig. Stadig ikke noget svar fra Bettina. Der er mange, der har familie og venner i det ramte område, og mange, som er bange. Telefonen vibrerer. Det er en besked fra far. ”Tager ind til VG, de har brug for hjælp,” skriver han.

Uf, nu må du være forsigtig, far, tænker jeg, inden jeg sender en sms med samme budskab.

Det korte møde er ved at være forbi, og lederne slutter igen af med at forsikre os om, at vi er trygge her på Utøya, at Utøya må være det tryggeste sted i verden lige nu.

Jeg går ud i gangen. Knuger mobilen i hånden. Pludselig vibrerer den igen. Det er fra Marianne. Jeg skynder mig at læse beskeden.

Marianne skriver også om det ufattelige, der er sket i Oslo. Jeg ringer hende op og bliver lettet over at høre en venindes kendte stemme.

Det føles rart. Heller ikke Marianne har noget nyt at fortælle. Jeg kan høre, at hun er rystet, og med ét får jeg en kraftig følelse af at være det forkerte sted. Jeg føler mig alt for langt borte, helt isoleret fra Oslo og fra det, der er sket der. Med ét kommer Marianne i tanke om noget, hun må fortælle: – Siri, du var blevet stærkt irriteret, hvis du havde set Facebook nu.

Hun fortæller, at det vælter ind med meldinger om, at det er muslimer, der står bag eksplosionen i Oslo. Folk poster klager over

43

indvandrerpolitikken, og det meldes, at alle snart må indse, at det er Fremskrittspartiet (FrP), der har ret.

Jeg gyser.

– Det er slemt, at nogen lægger den slags meldinger på sociale medier, inden de ved noget som helst, siger jeg. Jeg mærker, at jeg får kvalme. At anklage muslimer som gruppe, inden politiet har pågrebet nogen eller sagt et ord om, hvem gerningsmanden eller gerningsmændene er!

Det er ingen hemmelighed, at indvandrerpolitikken er et stridsspørgsmål i norsk politik. Partierne er uenige og har forskellige forslag til løsninger. Og det er noget, jeg respekterer. Vi lever i et land, hvor der er ytringsfrihed, og hvor det er tilladt at sige, hvad man mener. Men skidtet – de mest rå og grove fordomme, al den utilslørede racisme, folk hælder af sig – burde vi oftere tage et opgør med, hvad enten den foregår på Facebook eller andre steder.

Det er jeg heller ikke den, der er bedst til.

Marianne og jeg afslutter samtalen, og jeg går ind igen. Stemningen i Kafé-bygningen er trykket, og den ængstelse, der præger os alle sammen, er nærmest til at tage og føle på.

Jeg traver frem og tilbage i den lange, smalle gang i Kafé-bygningen, en bygning, der er præget af meget af det, der er sket i årenes løb. Væggene i gangen er prydet med arbejderbevægelsens plakater. Derudover hænger der en del fotografier fra tidligere års sommerlejre på Utøya.

Jeg sjosker rundt på strømpesokker som alle andre. Herinde er det ikke tilladt at have sko på. Den smalle gang er fuld af støvler og sko, i alle farver og størrelser. Hulter til bulter og i bunker, med en sti i midten, så man kan komme frem uden at snuble.

Jeg er ude af stand til at falde til ro. Det er umuligt at sætte sig ned, jeg kan bare ikke. Det føles, som om mine ben bare går, helt af sig selv.

Jeg taster endnu et nummer, denne gang til min veninde Stine.

Selvom hun bor i Lillestrøm, kan det godt være, at hun har været i

46

Oslo i dag. Måske har hun også hørt noget fra Bettina? Bettina er en fælles veninde, så jeg kan jo håbe. Det ringer og ringer.

– Så tag dog telefonen, Stine! Jeg snakker højt med mig selv. Det ringer stadig.

– Kom så!

Så.

Jeg skynder mig at spørge, hvordan hun har det, og om alt er i orden. Jeg får formidlet, at alt er i den skønneste orden hos mig. Også Stine er rystet. Ikke så underligt, dette ryster jo en hel nation. Jeg kan mærke, at det er godt at vide, at Stine i hvert fald har det godt. Men har hun hørt noget fra Bettina? Nej, Stine har heller ikke hørt noget.

Vi lægger på efter at have lovet at holde hinanden opdateret.

Rundt om mig er der stadig en masse mennesker. Nogle står.

Andre sidder. Drenge og piger mellem hinanden. Kafé-bygningen er stadig fyldt med unge. Nogle venter på, at storskærmen bliver sat op, så vi kan følge nyhedsudsendelserne. Andre sidder bare helt stille. Jeg er definitivt blandt dem, der venter på nyhederne. Andre venter på, at aftensmaden, som er ved at blive tilberedt i køkkenet, snart skal blive færdig.

De tunge, grå skyer på himlen uden for vinduerne letter ikke. Det er, som om det dystre vejr beskriver den stemning, som præger hele øen nu. Sådan føles det sikkert i hele landet, tænker jeg.

Et rystet Utøya, et rystet Norge.

Pludselig lyder der et knald.

Jeg farer sammen.

Tre hastige knald.

Et lille ophold.

Og så tre til.

47