Rod - En fighters fortælling

En fighters fortælling

Janus Nabil Bakrawi Lene Møller Jørgensen ROD_forside_300dpi.indd 1

18/01/12 10.02

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 2

22-12-2011 14:36:46

Janus Nabil Bakrawi & Lene Møller Jørgensen

ROD

En fighters fortælling

Pretty Ink

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 3

22-12-2011 14:36:46

Rod. En fighters fortælling © Janus Nabil Bakrawi, Lene Møller Jørgensen og Pretty Ink/rosinante&co, København 2012 1. udgave, 1. oplag, 2012 Forsidefoto: Mikkel Bache Omslag: Ann-Britt Balle Sat med The Antiqua hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia, Riga ISBN 978-87-638-2177-3 Printed in Latvia 2012 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

For enkelte af bogens fotos har det ikke været muligt at finde frem til rettighedshaver. Ved spørgsmål angående dette kontaktes forlaget.

Pretty Ink er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 4

22-12-2011 14:36:46

»Why grow the branches now the root is wither’d?

Why wither not the leaves that want their sap?« »Kan grenen gro, når træets rod er borte?

Må løvet ikke dø, når saften mangler?« shakespeare: Richard den Tredje, II-2

5

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 5

22-12-2011 14:36:46

6

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 6

22-12-2011 14:36:46

prolog

Jeg har fået brev fra dronningen. En kraftig, flødefarvet kuvert adresseret til skuespiller Janus Bakrawi, og indeni ligger en officiel invitation til middag og dans på Christiansborg Slot.

Middag, tænker jeg forvirret, mig og dronningen? Og så på en hverdag, tirsdag aften, hvor jeg spiller på Nørrebro Teater.

Jeg ringer til en ven, læser invitationen op og spørger, om han ved, hvad den slags invitationer går ud på? Ja da, godt gået, bro’!, siger han, det er dronningens hofbal. Du er inviteret til hofballet for skuespillere, musikere, kunstnere, sportsfolk, du ved, hele flokken, kultureliten, som dronningen vil vise sin anerkendelse. Det gør hun så cirka hvert tiende år. Kunstnerbal?

Anerkendelse? Jeg bliver lidt stolt, og også lettet over, at der kommer andre – to, tre hundrede andre – til middagen med dronningen.

En måned senere står jeg og venter på at blive præsenteret for dronningen i mit nye, sponsorerede jakkesæt. Stylisten insisterede på, at jakken skulle være kort og stram. Meget stram, og jeg sveder og føler mig som en bombe, der, hvad øjeblik det skal være, kan eksplodere, så knapper og syninger springer til alle sider. Mit navn bliver kaldt op, jeg bliver præsenteret for dronningen, og går videre ind i Riddersalen, hvor en flok kolleger står og snakker og straks driller mig med, at alle andre mænd i salen faktisk er klædt i smoking. Nå, okay, det stod åbenbart i 7

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 7

22-12-2011 14:36:46

invitationen. Dansen begynder. Kvinder i enorme balkjoler og mænd i korrekte smokinger fylder det blanke, sort-hvide gulv.

Dér er statsminister Anders Fogh Rasmussen, han danser ikke, men styrer direkte over til mig og hilser. Han siger, at jeg er en rollemodel for nye danskere. Han siger, at det er godt, at der er sådan nogle som mig, nogle der er synlige på den positive måde, og han spørger interesseret til min baggrund og barndom. Hmm, hvor skal jeg begynde, tænker jeg, jeg har en del at fortælle. Jeg kan fortælle om dengang, jeg var syv og skilsmissebarn, og min mor og jeg troede, at jeg skulle på udflugt til Tyskland med min far, men at han i stedet tog mig med hjem til sin fjerne landsby i Jordan og beholdt mig der i fire år. Om opdragelsen på gaden blandt de rå drenge, og om opdragelsen i familien med en antenneledning. Eller jeg kan fortælle om at komme hjem igen og blive afleveret på et børnehjem i halvandet år, inden retten endelig når frem til, at det er bedst, at jeg bliver og bor hos min far. Denne gang i København. Jeg kan fortælle om nætterne, hvor jeg sov i telefonboksen på Lyngby Station, fordi jeg ikke havde lyst til at gå hjem, eller om den store klump af smerte, der vokser i maven, når man ikke har haft chancen for at slå rod noget sted, i en mor eller far, en familie eller et land. Men jeg nøjes med at sige, at det er vigtigt, at hver enkelt kæmper for sin egen tilværelse, og mit drive har været at vise, at jeg er noget og kan noget. Jeg vil bryde det fasttømrede billede af indvandrere og brune som én stor, passiv gruppe, og hvis nogen ser mig som en rollemodel, ja, så er jeg glad. Jeg når lige at tale mig rigtig varm, men så kommer statsministerens kone, Anne Mette, og lægger en hånd på hans arm og redder ham fra mig – der er andre, han skal tale med.

8

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 8

22-12-2011 14:36:46

Diskret tester jeg det glatte gulv, glider ned over det mod baren og kollegerne. En skuespillerkarriere, et hofbal og en borgerlig statsminister, der synes, at jeg er en positiv rollemodel – det lå aldrig lige for, når jeg ser tilbage. Jeg tvivler også på, at det er den slags fremtidsscenarier, mine kontaktpædagoger, sagsbehandlere og skolelærere så for mig – og heller ikke min psykolog fra teenageårene på ungdomspensionen, selvom jeg altid takkede pænt for kiks og te efter vores nyttesløse samtaler. Som barn overvejede jeg aldrig selv, hvad der skulle ske med mig – for jeg blev ikke hørt, og det var altid andre, først min mor, så min far og senere de sociale myndigheder, der havde magten i mit liv. Selv håbede jeg bare, at alt ville blive lidt bedre i morgen.

9

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 9

22-12-2011 14:36:46

10

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 10

22-12-2011 14:36:46

kapitel 1

Kastrup, juni 2011 Vi tjekker ind på fly TK 1784 i Københavns Lufthavn. Flyet skal bringe os til Jordan – og tilbage til fortiden. Med i sin kuffert har Janus et album med fotografier fra sin barndom og ungdom – ét foran juletræet i stuen i Nærum, sammen med mor i haven og et klassebillede af 2.b på Nærumgårdskolen. Janus sidder i cowboybukser og rød sweater som nummer tre fra højre, og det er et af de sidste fotos, der bliver taget af Janus, inden hans far bortfører ham til sin hjemby i det nordlige Jordan i fire år, inden kaos sætter ind.

I dag er Janus Nabil Bakrawi skuespiller, kendt og anerkendt, med mange og bærende roller på tv, film og især på teatret – på Det Kongelige Teater og andre store københavnske teatre gennem de sidste 15 år. Han er den rå, skaldede fyr, den stærke, følsomme kæreste, den sitrende, sårbare – han har spillet Strindberg, Shakespeare, Hamsun, musicals og nyt, eksperimenterende teater. Mange gange har han selv været på som manuskriptforfatter og har bragt episoder, oplevelser og erindringer fra sit eget liv ind i historien. Der er råmateriale til små og store fortællinger.

Janus er åben og ærlig, frygtindgydende ærlig, det har han sådan set altid været, men bliver det mere og mere, siger han selv. Der er brug for ærlighed, når man er i gang med at gøre sig 11

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 11

22-12-2011 14:36:46

fri af fortiden. Han husker alt det negative, al lortet og alt det, der trækker ned og ødelægger, siger han og mener, at han har sorte huller i hukommelsen – der, hvor det gode, positive skulle have været. Vi vil lede efter det hele, det lyse og det mørke.

I Københavns Lufthavn står der boarding ud for fly TK 1784, og vi stiger om bord.

KASTRUP, EFTERÅR, 1982

Jeg er syv et halvt år gammel, og min far køber et Casio armbåndsur til mig i en butik i Københavns Lufthavn, mens vi venter på et fly. Det er en meget fin gave. Et digitalt ur, noget helt nyt, som jeg kun har set en gang eller to før. Tallene klikker af sted, mens jeg stirrer på dem. 16:39:41, 16:39:42, 16:39:43. Og der er stopur og små knapper og indstillinger.

Bip! Bip, jeg trykker og smiler. Vi venter på et fly, far, mig og min lillebror, for vi skal på udflugt. Til Tyskland, og jeg glæder mig. Senere, lang tid senere, går det op for mig, at det flotte Casio ur er tænkt som et plaster på det sår og den smerte, der skal komme.

Til daglig bor jeg i Nærum i Nordsjælland hos min mor. Det samme gør min lillebror, Martin. Min mor og far er skilt, jeg kan ikke huske, at de nogensinde har boet sammen, og min mor er gift igen. Hver anden eller hver tredje weekend kommer min far og henter Martin og mig, og jeg er altid spændt.

Jeg glæder mig og sidder parat med pakket rygsæk, når han ringer på døren til vores rækkehus og tager os med hjem, ind til byen, ind til København.

Mine forældre, Atif og Barbara, mødte hinanden i Polen. I et 12

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 12

22-12-2011 14:36:46

tog i Warszawa, siger historien, selvom deres historier om det første møde ikke er helt ens. Min far er palæstinenser, født i byen Tiberias ved Genezaret Sø i Palæstina, men han er vokset op i en landsby i Jordan, som hans familie flygtede til under krigen, da staten Israel blev oprettet. Det var i 1948, og familien troede, at de skulle tilbage til deres hus og jorder efter en uge eller to, men grænsen blev trukket og lukket, og de kom aldrig tilbage. I dag bor min fars familie, eller i hvert fald dens efterkommere, stadig i byen Shuna og omegn. I Shuna er der plantager med bananer, dadler, appelsiner og ikke så meget andet, og allerede som 17-årig forlod min far familien og landsbyen for at søge arbejde og et nyt liv uden for Jordan. Først blev det Bagdad i Irak, senere i Europa – Tyskland, et par andre lande, og til sidst kom han til Danmark, hvor han fik arbejde på knivfabrikken Rådvad ved Kongens Lyngby på Sjælland. Men det er altså på en ferie til Polen, under et besøg i Warszawa, at Atif ser min mor for første gang. Hun sidder i et tog, og han står og vifter med en bog – det er en tysk-polsk ordbog – og han forsøger at få en samtale i gang: Hvad betyder det? Hun afviser ham først, men han følger efter hende, og de lærer hinanden at kende. Det er min fars historie. Min mors lyder sådan her: Hun er på vej hjem med toget, og en stor, sort mand sidder og stirrer og stirrer og stirrer på hende. Der er ikke så mange mørke mænd i Polen, der i 1970, så han vækker lidt opsigt. Hun står af og ser til sin skræk, at den sorte mand også rejser sig og følger efter hende. Hun traver hurtigt gennem de smalle gader, skæver over skulderen, forsøger at ryste ham af, men det lykkes ikke, og til sidst løber hun direkte hjem. Min mormor er hjemme, hun kikker ud ad vinduet og er rystet: Der står en 13

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 13

22-12-2011 14:36:46

sort mand uden for mit hus!, råber hun. Hvad laver han der?!

Mormor løber ud, griber ned efter sin sutsko og kaster den efter ham, mens hun råber: Pist! Pist! Væk med sig! Endelig lusker han af, men dagen efter står han der igen. Denne gang har han chokolade og gaver med, og han bliver åbenbart lukket ind. I de følgende år vender han tilbage til Barbara – som alle kalder Basia – og min mormors hus mange gange, og hurtigt bliver han gode venner – god drukkammerat, tror jeg – med en gammel ven af familien, Bogdan. Og Bogdan bliver hans vej til familiens accept. Sådan lyder min mors, Barbaras historie.

Hun var 16 år. Min far 26. Hendes familie var fattig, meget fattig, ligesom det meste af Polen var dengang, og katolsk, selvom religion var undertrykt og ildeset under det brutale, kommunistiske styre. Min mor er det ottende barn ud af en søskendeflok på ni, og hun og familien troede, at min far var en velhavende mand. Og det var han også i forhold til dem. Nogle år efter det første møde i toget tager Barbara med Atif til Danmark, og de bliver gift i Lyngby. Her går det op for hende, at Atif ikke er helt så velhavende en mand i Danmark som i Polen. Det nygifte par skal dele en etværelses lejlighed i Rådvad med et andet ægtepar – med en af min fars venner og hans kone. Det var ikke, hvad hun havde håbet på, og jeg tror ikke, at min mor er glad for sit nye liv. Hun er vant til at se brødre, søstre, niecer, nevøer, onkler og tanter konstant. Her er hun alene – eller så alene, som man nu er i en etværelses med fire beboere. Min far vil have hende til at gå med tørklæde, nu er hun jo hans kone, og sådan gør de palæstinensere, han kender, men det vil Barbara ikke. I 1974, dagen før juleaften, bliver jeg født på Virum Fødeklinik. Janus Nabil Klimek Bakrawi.

14

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 14

22-12-2011 14:36:46

Min dåbsdag med mor og far, Barbara og Atif. Jeg er katolsk døbt, og det havde min far, som er muslim, ikke noget imod dengang i 1975.

15

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 15

22-12-2011 14:36:47

Janus er et ret almindeligt navn i Polen – Janusz, siger min mor – og Nabil er et arabisk navn. Klimek er min mors polske navn, og Bakrawi er min fars palæstinensiske navn. Fra begyndelsen står det altså lige, to-to, til mor og far, til hendes polske rødder og til hans arabiske. Barbara er katolik, og Atif er muslim, uden at de er voldsomt og dybt troende, mest er religionen vigtig for dem som kultur, normer, et symbol og familietraditioner. Jeg bliver døbt, og det er helt fint med min far, og hans gamle drukkammerat, Bogdan, er min gudfar.

Mine forældres konflikt og kamp om mig og religion, eller nærmere deres kamp om kultur og de religiøse dogmer og normer, kommer først senere sammen med skilsmissen, jalousien og vreden. Da jeg bliver ældre, siger min mor: Du er katolik. Du er døbt, Helligånden har været der og velsignet dig. Det kan ingen tage fra dig! Min far siger: Du er muslim, fordi din far er muslim, og du er født muslim – det kan ingen lave om på! Men inden det kommer dertil, mens de stadig er sammen, flytter de fra delelejligheden til deres eget sted i Lyngby, og i november 1976, en måned før jeg fylder to år, bliver min lillebror, Martin, født. To år senere går mine forældre fra hinanden. Min tidlige barndom, den som jeg selv husker, den er i Nærum, i et gult rækkehus på Nærumgårdsvej 62 hos min mor og min stedfar, Jurik, som er polsk ligesom min mor.

På et tidspunkt sletter min mor sit fornavn og tager et nyt, Nicole. Nærum er grøn og tryg, jeg kender byen og cykler selv rundt, og to gange om ugen kører jeg tidligt om morgenen til bageren for at hente brød på Nærumvænge Torv. Det er mit ansvar, jeg synes selv, at jeg klarer det ret godt, selvom jeg er 16

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 16

22-12-2011 14:36:47

Jeg er tre år. Min mor kunne bruge timer på at frisere og sætte mit hår.

lille. Jeg begynder i skole, og mine to bedste venner i klassen er Jesper og Michel. Vi leger sammen efter skole, hjemme hos hinanden eller i skoven, og vi cykler mellem mit rækkehus på Nærumgårdsvej, Michels lejlighed rundt om hjørnet og Jespers hus i et villakvarter lidt længere væk, og i en ferie tager Jesper og hans familie mig med i sommerhus ved Vesterhavet.

Jeg kan også lide at lege alene i skoven, strejfe rundt i min egen fantasi, og jeg har voksne venner i nabolaget, som jeg 17

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 17

22-12-2011 14:36:47

dumper ind hos, når jeg trasker forbi. Det er den gamle mand på plejehjemmet og ham, der har et værksted i sin kælder, og som viser mig, hvordan man kan bore hul i en mønt, trække den på en snor og gå med den rundt om halsen. Vores kvarter er pænt og rent, det tænker jeg tit senere, at der er pænt og rent, og min mor sørger med stor grundighed for, at jeg også er det. Jeg tilbringer timer i badekarret sammen med lillebror og et par badeænder, mens min mor skrubber os, til vi skinner. Hun går ekstremt meget op i det ydre, vi skal se pæne ud, og hun klipper mine negle, vasker mit hår, som er stort og krøller lidt, og som hun kan bruge tre kvarter på at frisere og sætte. Det nytter ikke at protestere, for min mor kan blive ret hidsig, hun ved præcis, hvordan hun vil have tingene, og hun skal føjes, for ellers bliver der problemer. Det nytter ikke at sige, at man ikke kan lide sin frisure, blodpølse til frokost eller turen i byen – hun sitrer af energi, og det meste bliver, som mor vil have det.

På en reol i stuen ligger Biblen, og over min seng hænger et kors, der er kors i stuen, i køkkenet, i alle husets rum, og om aftenen folder jeg hænderne i min seng og beder aftenbøn, inden jeg skal sove. Vi beder bordbøn og takker for maden, inden vi spiser, og om søndagen tager vi i kirke, enten i Nærum eller i den katolske kirke i København. Jurik, min stedfar, er sjov, og jeg kan lide ham, han er tit lidt fuld, men han er god, flink ved mig og Martin. Jurik er også ret flot i forhold til andre voksne, flot og charmerende og smart i tøjet, og mange dage kommer han hjem med en overraskelse, en legetøjsbil, en lille sportsvogn med døre, der kan åbnes, og som bliver trukket op, når man trækker den tilbage, og skyder frem, når 18

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 18

22-12-2011 14:36:47

Nærum 1981. Martin (nederst) og mig sammen med Jurik, min mors mand, som var en god stedfar. Jurik døde i 1998.

man giver slip. Så ligger Martin og jeg i hver sin ende af den trange gang på 1. sal i rækkehuset og sender bilen frem og tilbage imellem os. Eller vi konkurrerer om, hvem der kan få den til at køre længst, og måler præcist op. Dertil! En aften kommer Jurik hjem med en filmfremviser, han mørklægger stuen, og så ser vi tegnefilm på væggen. Godt nok uden lyd, for det lykkes ham aldrig at få lyden til at fungere, men det gør næsten heller ikke noget, for det er stort at have levende billeder på sine egne vægge. Jeg er seks år gammel, da jeg får en lillesøster, Laila.

Vi rejser tit til Polen på familiebesøg og bor hos min mor19

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 19

22-12-2011 14:36:48

mor i lange perioder ad gangen, hele somre og indimellem også i en vinterferie. Rejsen begynder, når vi tager toget til Østerbro i København, til kajen, hvor Polensfærgen til Swinoujscie lægger til. Videre over landgangsbroen, der svajer for hvert skridt, jeg tager. Jeg kikker ned i vandet langt under mig, hvor bølgerne skvulper op ad træværket, og solen skinner, for solen skinner altid, når vi rejser til Polen. På færgen står besætningen i uniformer og tager imod passagererne, de tager imod mig, så jeg bliver helt tavs og højtidelig stemt, og når færgen sejler, efterlader den et kilometerlangt spor af hvidt skum i det sorte hav bag sig, så jeg ved, at jeg altid kan finde hjem til Danmark igen. Jeg udforsker skibet, løber op og ned ad smalle lejdere og gennem gange, der fortsætter i det uendelige med døre på begge sider – kahyt 227, kahyt 228, kahyt 229 – holder det aldrig op? Folk taler fremmede sprog – selv taler jeg to sprog, dansk og polsk – og jeg vil lige kikke ind til Jurik, som sidder i en sal, hvor der stinker af røg, men hvor han elsker at være. Der sidder en mand i hvid skjorte og butterfly, og de spiller Blackjack, siger Jurik, og jeg keder mig og løber videre. Når færgen kommer i havn i Polen, skal vi med tog igen, vi finder en kupé, og inden toget overhovedet når at sætte i gang, haler mor og alle de andre passagerer mad frem fra poser og tasker. Mad i bøtter, i papirpakker, på glas, og så skal der spises. Mor byder alle i kupeen af vores mad, og de byder os af deres. Toget er gammelt og træt og arbejder sig besværligt frem til stop mellem de store stationer, hvor Jurik hopper ud og strækker benene på perronen. Så slentrer han roligt frem og tilbage eller over mod kiosken for at købe cigaretter, og jeg hopper nervøst op og ned i døren, 20

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 20

22-12-2011 14:36:48

halvdød af skræk. Kom nu, Jurik, kom nu, inden toget kører videre! Endelig kommer han ud igen, og i sidste øjeblik springer han med et grin på det prustende tog, og vi fortsætter mod Warszawa. Mormor – babcia Helena – har et hus med to værelser, gammeldags brændekomfur og en stor have, som man næsten kan fare vild i, og med god plads til grøntsager, frugttræer, vasketøj, udendørs lokum og vandpumpe. Det var uden for det her hus, mormors hus, at min far stod og ventede og ventede på min mor, og her boede hun, indtil hun blev gift og flyttede til Danmark. Straks vi kommer, bliver der sat et fad med kanapka’er på bordet, det er franskbrødsmadder med smør og pålæg, og de serveres i høje stabler på fadet. Vi spiser hele tiden kanapka’er hos mormor, og jeg er omgivet af mostre, onkler, kusiner, fætre og tanter i det lille hus. Jeg er i centrum. Mormor og jeg passer godt sammen, synes jeg.

Jeg følger hende i hælene, når hun arbejder i køkkenhaven, henter vand og laver mad. Og jeg kan sagtens følge med, for hun halter på grund af et gammelt skudsår, som hun fik, da hun som ung sygeplejerske arbejdede i Palæstina. Et skudsår i Palæstina – jeg hører mange historier i mormors hus, og nogle af dem er uhyggelige, for engang hængte en mand sig dér fra bjælken i stuen – eller var det to mænd, der havde hængt sig?

Sådan er mormors hus altså også. Mormor laver mad, god polsk mad, siger hun, og hun vil lære mig alt om svampe. Vi tager toget ud af byen, ud til de enorme og øde birke- og nåleskove og samler svampe. Hjemme igen hænger vi svampene til at tørre side om side på en tørresnor i haven i et par uger, og siden lægger vi dem i glas og sætter på hylder, så der er til supper og retter i de kommende måneder. Også her kikker jomfru 21

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 21

22-12-2011 14:36:48

Juleaften hos mor i Nærum, 1981. Den sidste jul i Danmark, inden far bortførte os.

22

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 22

22-12-2011 14:36:48

Maria og Jesus ned på os fra væggene, og vi beder bordbøn og aftenbøn sammen med mormor. Gud er der altid.

Min far ser jeg ikke så tit, måske et par gange om måneden, og jeg glæder mig altid til den fredag, hvor han henter mig og Martin hjemme i Nærum. Om søndagen afleverer han os til mor igen. Allerede et par dage inden han skal hente os, begynder det at krible i maven af spænding og savn, og fra det øjeblik jeg vågner fredag morgen, er jeg fuld af forventning – vi skal på tur, og når han endelig ringer på døren, sidder jeg parat og venter sammen med Martin og min rygsæk, der er pakket for længst. Far bor i lejlighed inde i byen, i København, det er en lang rejse med Nærumgrisen, og vi skal i Tivoli, på legeplads eller ned i parken på Vesterbro med det kæmpestore soppebassin, hvor vi kan bade og pjaske en hel, lang eftermiddag om sommeren. Jeg kommer med på besøg hos hans venner, drikker cola og ser fjernsyn. Weekenderne med far er eventyr og forkælelse, og fuldstændig anderledes end hverdagene hjemme i Nærum. Min far taler dansk og polsk til os – han er god til polsk efter sine mange rejser i landet, men det sker alligevel, at Martin og jeg opsnapper et enkelt arabisk ord, som vi går og siger, når vi kommer hjem. Men det holder vi hurtigt op med, for det betyder skældud – min mor vil ikke høre arabisk i sit hjem. Ikke et eneste ord.

En af fredagene med far begynder, som den plejer, tog til København, legeplads, men så går vi hen til en anden lejlighed et andet sted, end vi plejer. Den er mærkelig, synes jeg, uden rigtig at vide hvorfor – er det noget med lugten, de store møbler, tæpperne på væggen, puderne og madrasserne på 23

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 23

22-12-2011 14:36:48

gulvet? Lejligheden og stuen ligner bare ikke noget, jeg har set før, hverken hjemme eller hos legekammerater. Senere forstår jeg, at det er et arabisk hjem, men på det her tidspunkt har jeg aldrig set sådan et før. Jeg stirrer rundt, og det giver et sæt i mig – der sidder en fremmed i stuen. En kvinde med et tørklæde på, og ligesom lejligheden er hun mærkelig og ligner heller ikke nogen af de kvinder, jeg er vant til. ‘Det er Jamilla,’ siger far, ‘det er min kone.’ Jamilla hilser ikke, siger ikke noget, hun sender mig bare et blik, som gør mig utilpas og bange.

Hun siger noget til min far på et sprog, jeg ikke forstår, og han svarer hende på samme sprog. Det er skræmmende. Jeg kan ikke lide fars nye lejlighed, og jeg fornemmer, at kvinden med tørklædet – Jamilla, fars nye, palæstinensiske kone – ikke kan lide mig. Forsigtigt holder jeg mig langt væk fra hende. Da far senere følger os hjem, og vi går hånd i hånd fra stationen til Nærumgårdsvej, knuger jeg hans hånd hårdt. Så kan jeg senere, når han har sagt farvel, snuse til min hånd og stadig fornemme lugten af hans cigaretter. Lugten af nikotin er min fars lugt, den er dejlig og velkendt, den skaber en forbindelse til ham og knytter os sammen lidt endnu. Det er en teknik, udviklet over mange weekender, som jeg bruger til at fastholde min far lidt længere, og hvis det lykkes mig at undgå min mors sæbevand, kan nikotinlugten sagtens blive hængende natten over og langt op ad næste dag.

Jeg er begyndt i 2.b, og jeg har konstant en sang siddende i baghovedet. ‘Video, video, den kører nat og dag ..., mmmm, video, video – åååååh, jeg er videoman!’ Det er et hit! Det er min yndlingssang, og jeg synger konstant. ‘Video! Åååååh ..., videoman!’

24

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 24

22-12-2011 14:36:48

Klassebillede, 2.b, Nærumgårdskolen. Taget i begyndelsen af skoleåret 1982, og kort tid før jeg forsvinder fra Danmark. Jeg er nummer tre fra højre i nederste række.

En fredag sidder jeg med sommerfugle i maven og rygsækken pakket. Jeg venter. Far er sent på den. Det bliver eftermiddag, han kommer ikke. Det bliver aften og sengetid. Ingen far. Det er sket før, det kan jeg godt huske, måske en gang eller to eller tre. Mørket er faldet på, da jeg vågner ved lyden af stemmer og tumult nedenunder. Jeg kan høre min mor skælde ud med lav stemme, så kommer nogen buldrende op ad trappen, og det er far, som sætter sig på sengekanten og kysser mig. Han lugter ud af munden, af noget stærkt, og han er ikke helt, som han plejer. Han mumler, hvisker, måske hvisker han undskyld, og så stikker han noget ind under min hovedpude og går. Jeg venter lidt, inden jeg famler under hovedpuden – det er en 25

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 25

22-12-2011 14:36:49

100-krone-seddel. Ikke ret lang tid efter sker der noget, som gør mig rigtig bange en dag efter skole. Martin og jeg spiser frokost hjemme i køkkenet, og vi kan høre mor tale i telefon – hun taler hårdt og indædt ned i røret, og vi sidder helt stille og siger ingenting, da hun smækker på. Vi sidder stadig ved køkkenbordet, da far pludselig står i døren – mor råber op, men han går lige forbi hende, og slår armene om Martin og mig. Han knuger os ind til sig og svajer lidt. Jeg kan lugte den velkendte cigaretrøg og nu også det andet, det stærke, sprut eller øl, da han bøjer sig mod mig. Mor råber rasende et sted i baggrunden, og inden jeg ved af det, løfter far mig hurtigt op, også Martin, går ud på kældertrappen og låser døren efter os. Så sætter han sig der på trappen i kælderen med et barn under hver arm, græder, kysser os og siger, at han elsker os, mens mor hamrer på den låste dør. Jeg sidder stiv og forlegen – min far græder! – og jeg er forvirret. Hvad vil han? Hvad skal vi? Der går lang tid, tror jeg, og oppe i køkkenet er der blevet stille. Pludselig lyder et brag, som støvle mod rude, som knust glas, der falder på stengulv. Et nyt brag, og kældervinduet er sparket ind, en politimand maser sig gennem vinduesrammen og flår først Martin, så mig ud af armene på far. Endnu en politibetjent kommer til, griber fat i far og lægger ham i håndjern. Med en betjent på hver side snubler han af sted.

Væk. Langsomt begynder jeg at ryste af skræk – fordi min far græder, fordi politiet kommer brasende, men allermest fordi politiet tager min far med. Hvor tager de ham hen? Hvad gør de ved ham? De gør ingenting ved ham, viser det sig senere, for han kommer snart tilbage og henter os igen. Men hans gråd, det knuste vindue, angsten – det er alt sammen en op26

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 26

22-12-2011 14:36:49

takt, den første etape til det, der skal ske. Min far er i gang med at gruble over sin egen fremtid, sine sønners fremtid og vores fælles liv. Min far snakker med familie og venner, overvejer, planlægger. Og min mor – hun ser det slet ikke komme. Hun ser ikke advarselslamperne blinke, aner ikke uråd. Der går uger, måske mange, og jeg glemmer skrækken og forvirringen fra kælderen. Næsten. Jeg synger stadig ‘Video, video, den kører nat og dag! Mmmm ... jeg er videoman!’ og glæder mig til på fredag, hvor jeg skal på tur med far. Til Tyskland.

27

34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 27

22-12-2011 14:36:49