Page 1

JoĂŤl Dicker

Roman

Sandheden om Harry Quebert sagen Rosinante


Sandheden om Harry Quebert-sagen

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 1

24-01-2014 12:06:58


Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 2

24-01-2014 12:06:58


JoĂŤl Dicker

Sandheden om Harry Quebert-sagen ROMAN

Oversat af Mette Olesen

ROSINANTE

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 3

24-01-2014 12:06:58


SANDHEDEN OM HARRY QUEBERT-SAGEN er oversat fra fransk af Mette Olesen efter La Vérité sur l’Affaire Harry Quebert Copyright © Editions de Fallois/L’Âge d’Homme, 2012 Denne udgave: © Rosinante / ROSINANTE&CO, København 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Rothfos & Gabler, Hamburg, dansk versionering: Imperiet Forsideillustration © Edward Hopper, American 1882-1967, Portrait of New Orleans, 1950, oil on canvas 66 x 101,6 cm, The Fine Arts Museums of San Francisco, gift of Jerrold and June Kingsley, 1991.32 Sat med Minion Pro hos ROSINANTE&CO og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-2943-4 Printed in Latvia 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Cet ouvrage a bénéficié du soutien des Programmes d’aide à la publication de l’institut français.

rosinante er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

kolofon.indd 4

30-01-2014 13:23:29


Til mine forĂŚldre

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 5

24-01-2014 12:06:58


Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 6

24-01-2014 12:06:58


INDHOLD Den dag hun forsvandt (lørdag den 30. august 1975).................................. 9 PROLOG Oktober 2008 (33 år efter forsvindingen)..................................................... 11 FØRSTE DEL

FORFATTERSYGEN

(otte måneder før bogens udgivelse)

31. Erindringens bundløse dyb...................................................................... 17 30. Den Mageløse............................................................................................ 41 29. Kan man forelske sig i en pige på 15?..................................................... 63 28. Vigtigheden af at kunne falde (Burrows Universitet, Massachusetts, 1998-2002)............................................. 85 27. Der hvor de havde plantet hortensiaer.................................................. 107 26. N-O-L-A (Aurora, New Hampshire, lørdag den 14. juni 1975)........................................ 135 25. Det handler om Nola.............................................................................. 147 24. Minder fra en nationaldag..................................................................... 171 23. Dem der havde kendt hende godt......................................................... 185 22. Politiets efterforskning........................................................................... 211 21. Om den vanskelige kærlighed............................................................... 229 20. Havefesten................................................................................................ 249 19. Harry Quebert-sagen.............................................................................. 267 18. Martha’s Vineyard (Massachusetts, slutningen af juli 1975)......................................................... 293 17. Flugtforsøg................................................................................................ 313 16. Ondskabens oprindelse (Aurora, New Hampshire, 11.-20. august 1975)............................................... 339 15. Før stormen.............................................................................................. 363

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 7

24-01-2014 12:06:59


ANDEN DEL

FORFATTERKUREN (Bogen skrives)

14. Den skæbnesvangre dag, 30. august 1975............................................ 385 13. Stormen..................................................................................................... 401 12. Manden der malede billeder.................................................................. 431 11. Mens vi venter på Nola...........................................................................449 10. Pige på 15 efterlyses (Aurora, New Hampshire, 1.-18. september 1975)...........................................465 9. En sort Monte Carlo.................................................................................. 481 8. Den anonyme brevskriver........................................................................ 507 7. Efter Nola.................................................................................................... 535 6. Barnaskis princip...................................................................................... 549 TREDJE DEL

FORFATTERNES PARADIS (Bogen udkommer)

5. Pigen der havde rørt hele Amerika......................................................... 571 4. Sweet home Alabama................................................................................ 597 3. Election Day............................................................................................... 613 2. Slutspil........................................................................................................ 633 1. Sandheden om Harry Quebert-sagen.....................................................649 EPILOG Oktober 2009 (Et år efter bogens udgivelse).............................................. 691 Tak................................................................................................................... 697

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 8

24-01-2014 12:06:59


Den dag hun forsvandt (lørdag den 30. august 1975)

– Alarmcentralen, hvad drejer det sig om? – Hallo? Mit navn er Deborah Cooper, jeg bor på Side Creek Lane. Jeg tror at jeg lige har set en ung pige der blev forfulgt af en mand inde i skoven. – Hvad skete der helt præcist? – Det ved jeg ikke! Jeg stod og kiggede ud ad vinduet, over mod skoven, og så fik jeg øje på pigen der løb inde mellem træerne … Der var en mand som løb efter hende … Jeg tror hun prøvede at flygte fra ham. – Hvor er de nu? – Jeg … Jeg kan ikke se dem mere. De er inde i skoven. – Jeg sender straks en patrulje, ma’am. Med dette telefonopkald startede den sag som skulle komme til at ryste byen Aurora i New Hampshire. Det var den dag Nola Kellergan, en 15-årig pige fra egnen, forsvandt. Sporløst.

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 9

24-01-2014 12:06:59


Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 10

24-01-2014 12:06:59


PROLOG

Oktober 2008

(33 책r efter forsvindingen)

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 11

24-01-2014 12:06:59


Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 12

24-01-2014 12:06:59


Alle talte om bogen. Jeg kunne ikke længere gå i fred i New York, jeg kunne ikke jogge som jeg plejede på stierne i Central Park uden at folk genkendte mig og udbrød: »Hov, det er Goldman! Forfatteren!« Enkelte gik så vidt at de satte i småløb ved siden af mig for at udspørge mig: »Er det sandt hvad du skriver i din bog? Gjorde Harry Quebert virkelig det?« På min stamcafé i West Village var der cafégæster som uden videre slog sig ned ved mit bord: »Jeg er ved at læse din bog, Goldman, og jeg kan ikke lægge den fra mig! Den første var god, men den her – wow! Har du virkelig fået en million dollars for at skrive den? Hvor gammel er du? Ikke engang 30 år? 30! Og så har du allerede scoret kassen!« Selv dørmanden i min ejendom, som stod og læste når han ikke åbnede og lukkede døren, fangede mig da han var blevet færdig med bogen, og blev længe stående foran elevatoren for at lette sit hjerte: »Nå, så det var det der skete med Nola Kellergan? Forfærdeligt! Men hvordan kan det gå så galt? Hvordan er det muligt, Goldman?« Hele New York var vild med min bog – den var udkommet to uger tidligere og tegnede allerede til at blive årets absolutte bestseller på det amerikanske kontinent. Alle ville vide hvad der var sket i Aurora i 1975. Man talte om det alle vegne – i fjernsynet, i radioen, i aviserne. Jeg var knap tredive, og med denne bog, blot den anden i min karriere, var jeg blevet landets mest omtalte forfatter. Den sag der oprørte hele USA, og som min bog handlede om, var eksploderet nogle måneder forinden da man først på sommeren fandt knogleresterne af en ung pige som havde været forsvundet i 33 år. Det blev starten på de begivenheder i New Hampshire som der skal fortælles om her. Uden dem ville den lille by Aurora utvivlsomt være forblevet ukendt for resten af USA.

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 13

24-01-2014 12:06:59


Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 14

24-01-2014 12:06:59


FØRSTE DEL

Forfattersygen

(otte måneder før bogens udgivelse)

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 15

24-01-2014 12:06:59


Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 16

24-01-2014 12:06:59


31. Erindringens bundløse dyb – Første kapitel er afgørende, Marcus. Hvis læserne ikke synes om det, så læser de ikke resten af bogen. Hvordan har du tænkt dig at starte? – Det ved jeg ikke, Harry. Tror du nogensinde jeg klarer det? – Klarer hvad? – At skrive en bog. – Det er jeg sikker på du gør.

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 17

24-01-2014 12:06:59


Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 18

24-01-2014 12:06:59


I begyndelsen af 2008, omtrent halvandet år efter at min debutroman udkom, og jeg var blevet amerikansk litteraturs nye darling, fik jeg et frygteligt anfald af skriveblokering. En lidelse der efter sigende ikke er ualmindelig blandt forfattere der har oplevet pludselig og bragende succes. Sygdommen ramte mig ikke med et slag, den bredte sig langsomt i mig. Det var som om min hjerne langsomt gik i stå. Da de første symptomer viste sig, ignorerede jeg dem med vilje – jeg sagde til mig selv at inspirationen ville komme igen dagen efter, eller den næste, eller måske den næste igen. Men nu var der gået dage, uger og måneder, og inspirationen var endnu ikke vendt tilbage. Min nedstigning til helvede var forløbet i tre etaper. Den første, som er uundgåelig forud for et svimlende styrt, var en kometagtig optur: Min første roman havde solgt to millioner eksemplarer, og i en alder af 28 år var jeg pludselig succesforfatter. Det var i efteråret 2006, og i løbet af et par uger kendte alle mit navn – man så mig overalt, i fjernsynet, i aviserne, på forsiden af magasiner. Mit ansigt var udstillet på undergrundsstationernes gigantiske billboards. Selv de mest kritiske anmeldere ved de store østkystaviser var enige: Den unge Marcus Goldman ville blive en virkelig stor forfatter. Én eneste bog, og mit liv blev et helt andet, nemlig et liv som ung stjernemillionær. Jeg flyttede fra mine forældres hus i Montclair, New Jersey, og ind i en superfed lejlighed i The Village, jeg byttede min udslidte Ford ud med en splinterny sort Range Rover med tonede ruder, jeg begyndte at komme på de hippe restauranter, jeg fik en litterær agent som styrede min kalender og kom og så baseball på storskærm i mit nye hjem. Et stenkast fra Central Park lejede jeg et kontorlokale hvor Denise, en sekretær der var lidt forelsket i mig, sorterede min post, lavede min kaffe og arkiverede vigtige dokumenter.

19

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 19

24-01-2014 12:06:59


I det første halve år efter bogen var udkommet, havde jeg bare svælget i mit nye søde liv. Om morgenen gik jeg forbi kontoret for at se hvad der var kommet af artikler om mig, og læse de mange fanbreve jeg modtog dagligt, og som Denise ordnede i store ringbind. Da det var gjort, mente jeg at jeg havde arbejdet nok for den dag, og tilfreds med mig selv slentrede jeg ud i Manhattans gader hvor det summede fra folk når jeg gik forbi. Resten af dagen gik med at nyde de privilegier som fulgte med min berømmelse. Jeg kunne købe lige hvad jeg havde lyst til, sidde i VIP-logen i Madison Square Garden og følge Rangers’ kampe, gå op ad den røde løber sammen med rockstjerner hvis plader jeg havde købt da jeg var yngre, og date den ombejlede Lydia Gloor der spillede hovedrollen i en tv-serie som alle talte om på det tidspunkt. Jeg var en berømt forfatter, og jeg syntes jeg havde verdens bedste job. Og overbevist som jeg var om at min succes ville vare evigt, bekymrede jeg mig ikke om de første advarsler fra min agent og min forlægger der opfordrede mig til at genoptage arbejdet og begynde på min roman nummer to. I løbet af det følgende halve år gik det op for mig at vinden var ved at vende – det tyndede ud i fanbrevene, og på gaden blev henvendelserne sjældnere. Snart begyndte de folk der endnu genkendte mig, at spørge: »Goldman, hvad skal din næste roman handle om? Og hvornår udkommer den?« Jeg forstod at jeg måtte se at komme i gang, og jeg kom i gang – jeg havde noteret nogle ideer på løse ark og lavet udkast til synopsis på computeren. Men ikke noget der duede. Så fik jeg andre ideer og lavede andre udkast. Stadig med lige lidt held. Til sidst købte jeg en ny computer, i håb om at der fulgte geniale ideer med i købet. Men forgæves. Så forsøgte jeg at skifte metode: Jeg lagde beslag på Denise til langt ud på natten for at hun skulle tage diktat af det jeg troede var elegante formuleringer, velvalgte ord og knivskarpt litterært vid. Men dagen efter syntes jeg mine formuleringer var tamme, sætningerne flade og det litterære niveau håbløst. Jeg trådte ind i sygdommens anden fase. I efteråret 2007 var der gået et år siden bogen var udkommet, og jeg havde stadig ikke skrevet en eneste linje af den næste. Da der ikke var flere breve at ordne, da ingen længere genkendte mig på offentlige steder, og plakaterne med mit portræt var pillet ned hos de store boghandlere

20

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 20

24-01-2014 12:06:59


på Broadway, forstod jeg at berømmelse var et flygtigt fænomen. Den var en grådig Medusa, og dem der ikke stillede dens sult, blev hurtigt erstattet med andre: toppolitikere, den seneste reality-tv-stjerne, det hotteste nye band, havde taget den opmærksomhed der før tilkom mig. Der var ikke gået mere end 12 måneder siden min bog udkom – efter min mening et latterligt kort tidsrum, men som, set i forhold til menneskeheden som sådan, svarede til en evighed. I løbet af det år var, alene i USA, en million børn blevet født, en million mennesker var døde, godt og vel ti tusind personer var blevet skudt, en halv million var blevet narkomaner, en million var blevet millionærer, 17 millioner havde fået ny mobiltelefon, 50 tusind var omkommet i en bilulykke, og to millioner var blevet mere eller mindre alvorligt kvæstet i trafikken. Alt imens jeg blot havde fået udgivet én bog. Schmid & Hanson, det prestigefyldte newyorkerforlag der havde tilbudt mig en net sum penge for at udgive min første roman og haft store forventninger til mig, rykkede min agent, Douglas Claren, som straks kastede sig over mig. Han sagde at det hastede, jeg var nødt til snart at aflevere et nyt manuskript, og jeg beroligede ham så godt jeg kunne, for at berolige mig selv, og sagde at det skred fremad med min anden roman, og han ikke skulle bekymre sig det mindste. Men til trods for at jeg sad i timevis lukket inde på mit kontor, forblev siderne blanke – inspirationen var forsvundet uden varsel, og jeg kunne ikke finde den igen. Og om aftenen lå jeg søvnløs og tænkte at den store Marcus Goldman snart, allerede før han blev 30, ville være fortid. Den tanke var så skræmmende at jeg besluttede mig for at tage på ferie for at tænke på noget andet. Jeg forærede mig selv en måned på et luksushotel i Miami under påskud af at ville samle kræfter, dybt overbevist om at jeg ved at slappe af under palmerne ville genfinde mine kreative årer. Men Florida var bare endnu et flugtforsøg, to tusind år før mig havde filosoffen Seneca allerede gjort den samme smertelige erfaring: Uanset hvor du flygter hen, vil dine problemer smutte med i bagagen og følge dig overalt. Det var som om en flink cubansk portør var kommet løbende efter mig uden for lufthavnen i Miami og havde sagt: – mr. Goldman? – Ja, det er mig.

21

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 21

24-01-2014 12:06:59


– Så tilhører det her Dem. Og så ville han have rakt mig en konvolut med en stak papir. – Er det mine blanke sider? – Ja, Mr. Goldman. De ville vel ikke rejse fra New York uden dem? Den måned i Florida tilbragte jeg altså alene, lukket inde i en hotelsuite med mine dæmoner, elendig og ærgerlig. På min computer, der var tændt døgnet rundt, forblev det dokument jeg havde kaldt ny roman. doc, sørgeligt tomt. At jeg led af en sygdom der er meget udbredt blandt kunstnere, forstod jeg den aften jeg bød pianisten på hotellets bar på en margarita. Vi stod og hang ved bardisken mens han fortalte at han i hele sit liv kun havde skrevet én sang, som til gengæld var blevet et kæmpe hit. Han havde haft så stor succes med den at han aldrig siden havde kunnet skrive andre, og nu levede han, fattig og ulykkelig, af at klimpre andres hits for tilfældige hotelgæster. »Dengang tog jeg på de fedeste turnéer til landets største koncertsteder,« fortalte han mig og greb fat i min skjortekrave. »Ti tusind mennesker der skrålede mit navn, og piger der besvimede eller smed deres trusser op til mig. Det var tider.« Og efter at han, som en lille hund, havde slikket saltet af kanten på sit glas, tilføjede han: »Jeg forsikrer dig at det er sandt.« Det værste var at jeg allerede vidste det. Min ulykkelige tilstands tredje fase begyndte i det øjeblik jeg vendte tilbage til New York. I flyet hjem fra Miami læste jeg en artikel om en ung forfatter der netop havde udgivet en roman som var blevet skamrost af anmelderne, og da jeg ankom til lufthavnen LaGuardia, så jeg hans ansigt på store billboards i ankomsthallen. Livet gjorde nar af mig – ikke alene blev jeg glemt, jeg var endda ved at blive skiftet ud med en anden. Douglas, der kom og hentede mig i lufthavnen, var helt ude af den: Schmid & Hanson havde snart mistet tålmodigheden og krævede et bevis på at det gik fremad, og jeg snart ville være i stand til at aflevere et nyt gennemarbejdet manus. – Den er helt gal, sagde han i bilen på vej hjem til Manhattan. – Vær sød at fortælle at Florida har fyldt dig med ny energi, og at du allerede er rigtig godt i gang med en ny bog! Der er en ny fyr som alle snakker om … Hans bog bliver julens store bestseller. Hvad med dig, Marcus? Hvad har du at byde på til jul?

22

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 22

24-01-2014 12:06:59


– Jeg skal nok gå i gang! udbrød jeg panisk. – Jeg skal nok klare det! Vi laver en stor reklamekampagne, og så skal det nok gå godt! Folk elskede min første bog, de vil også elske den næste! – Marc, prøv nu at forstå: Det kunne vi have gjort for nogle måneder siden. Det var planen: at surfe videre på din succes, holde publikum varmt, give dem hvad de ville have. Publikum ville have Marcus Goldman, men eftersom Marcus Goldman stak af for at nyde livet i Florida, så gik de hen og købte en anden mands bog. Kender du bare en lille smule til økonomi, Marcus? Bøger er blevet en udskiftelig vare – folk vil have en bog de kan lide, de vil slappe af, de vil underholdes. Og hvis du ikke giver dem den bog, så bliver det en anden der gør det, og du er glemt og borte. Skrækslagen over Douglas’ profetier tog jeg fat som aldrig før. Jeg begyndte at skrive klokken seks om morgenen og stoppede ikke før ni eller ti om aftenen. I flere dage sad jeg sådan på mit kontor og skrev nonstop, drevet frem af fortvivlelse, jeg stablede ord oven på hinanden, stykkede sætninger sammen, byggede ideer til en roman. Men til min store græmmelse frembragte jeg intet der duede til noget. Denise tilbragte dagene med at bekymre sig over min tilstand. Da hun ikke havde andet at lave, ingen diktater at tage, ingen post at ordne, ingen kaffe at brygge, gik hun rastløst frem og tilbage ude i gangen. Og når hun ikke kunne klare det længere, hamrede hun på min dør. – Søde Marcus, vil du ikke nok lukke op! klagede hun. – Kom ud af det kontor, gå en tur i parken. Du har jo ikke fået noget at spise i dag! Jeg råbte tilbage: – Jeg er overhovet ikke sulten! Ingen bog, ingen mad! Hun var lige ved at græde. – Sig ikke sådan noget, Marcus. Nu går jeg ned på deli’en på hjørnet og henter en roastbeef-sandwich, den du så godt kan lide. Jeg er straks tilbage! Jeg hørte hende gribe sin taske og løbe hen til hoveddøren for at styrte ned ad trappen, som om hendes hastværk kunne ændre noget ved min situation. For jeg havde endelig fattet omfanget af den lidelse der havde ramt mig: at skrive en bog da jeg var nul og niks, var faldet mig

23

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 23

24-01-2014 12:06:59


let, men nu hvor jeg befandt mig på toppen, nu hvor jeg skulle leve op til mit talent og atter begive mig ud på den lange udmattende vandring som det er at skrive en god roman, følte jeg mig ikke længere i stand til det. Jeg var helt slået ud af forfattersygen, og ingen kunne hjælpe mig: Dem jeg talte med om det, sagde at det ikke var noget at bekymre sig om, at det sikkert var helt almindeligt, og at hvis jeg ikke skrev min bog i dag, skulle jeg nok skrive den i morgen. I to dage forsøgte jeg at arbejde på mit gamle værelse, hjemme hos mine forældre i Montclair, det sted hvor jeg havde fundet inspirationen til min første roman. Men også det endte som en fiasko, hvilket delvis skyldtes min mor som begge dage sad plantet ved siden af mig og stirrede på skærmen på min bærbare computer mens hun gentog: – Det er rigtig godt, Markie. – Mor, jeg har jo ikke skrevet en linje, svarede jeg til sidst. – Jamen, jeg kan fornemme at det bliver virkelig godt. – Mor, hvis du kunne lade mig være lidt alene … – Alene? Hvorfor det? Har du ondt i maven? Er det luft? Du kan bare prutte selvom jeg er her, min skat, jeg er jo din mor. – Nej, mor, jeg skal ikke slå en prut. – Hvad så, er du sulten? Vil du have nogle pandekager? Vafler? Eller noget rigtig mad? Et æg, for eksempel? – Nej, jeg er ikke sulten. – Hvorfor vil du så have at jeg skal gå? Hvad er det du prøver at sige – at det generer dig at være i nærheden af den kvinde der satte dig i verden? – Nej, du generer mig ikke, men … – Men hvad? – Ikke noget, mor. – Du skulle få dig en kæreste, Markie. Tror du ikke jeg ved at du har slået op med hende tv-skuespilleren? Hvad var det nu hun hed? – Lydia Gloor. Vi var alligevel ikke rigtig kærester. Jeg mener, det var bare for sjov. – Bare for sjov, bare for sjov! Ja, det er sådan de unge mennesker gør i dag! De er sammen bare for sjov, og når de er 50, så sidder de der uden hår og uden familie!

24

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 24

24-01-2014 12:06:59


– Hvad har det at gøre med at tabe håret, mor? – Ingenting. Men synes du det er normalt at jeg intet ved om at du er sammen med den pige, før jeg læser det i et ugeblad? Hvad er det for en søn der udsætter sin mor for dét, kan du sige mig det? Nu skal du høre, lige før du rejste til Florida, kommer jeg ind til Scheingetz – altså frisøren, ikke slagteren – hvor alle glor på mig. Jeg spørger hvad der sker, og mrs. Berg, der sidder med permanenthjelmen på hovedet, viser mig det blad hun sidder og læser: Der er et billede af dig og denne Lydia Gloor, I går på gaden, sammen, og i overskriften står der at I er gået fra hinanden. Alle i salonen vidste at I havde slået op, og jeg vidste ikke engang at du kendte den pige! Jeg ville selvfølgelig ikke se ud som en idiot, så jeg sagde at hun var en virkelig sød ung dame, og at hun ofte var kommet til middag hjemme hos os. – Mor, jeg havde ikke fortalt dig om hende fordi det bare var for sjov. Hun var ikke den rigtige, forstår du nok. – Jamen, det er jo aldrig den rigtige! Du møder aldrig en ordentlig pige, Markie! Det er problemet. Tror du at tv-skuespillere kan holde hus? Ved du hvad, jeg mødte mrs. Emerson i supermarkedet i går. Hendes datter er også single. Hun ville passe perfekt til dig. Og så har hun meget smukke tænder. Skal jeg lige høre om hun vil komme over nu? – Nej, mor, jeg forsøger at arbejde. I samme øjeblik ringede det på døren. – Nå, det må være dem, sagde min mor. – Hvad mener du med dem? – Mrs. Emerson og hendes datter. Jeg bad dem komme til te klokken fire. Den er præcis fire. En god kone er præcis. Elsker du hende ikke allerede? – Har du inviteret dem til te? Smid dem ud, mor! Jeg vil ikke se dem! Jeg skal skrive en bog, for fanden! Jeg er ikke kommet for at lege teselskab, jeg skal skrive en roman! – Åh, Markie, du trænger sådan til en kæreste. En kæreste som du kan forlove dig og gifte dig med. Du tænker for meget på bøger og for lidt på ægteskab … Ingen fattede situationens alvor: Jeg måtte absolut have en ny bog

25

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 25

24-01-2014 12:06:59


klar, om ikke andet så for at overholde betingelserne i den kontrakt jeg havde indgået med mit forlag. I løbet af januar 2008 var jeg blevet kontaktet af Roy Barnaski, Schmid & Hansons magtfulde direktør, der bad mig møde op på hans kontor på 51. etage i en skyskraber på Lexington Avenue for at blive sat alvorligt på plads: »Nå, Goldman, hvornår får jeg dit nye manus?« bjæffede han. »Vores kontrakt lyder på fem bøger – se så at komme i gang, og det i en fart! Jeg vil se resultater, jeg vil se profit! Du har overskredet tidsfristerne! Du har overskredet alt! Har du set ham dér som udgav en bog lige før jul? Han har taget din plads hos læserne! Hans agent siger at hans anden roman næsten er færdig. Hvad med dig? Du er penge ud ad vinduet! Så tag dig nu sammen, og gør noget ved det. Giv den en skalle, skriv en god bog til mig, og red dit skind. Du får et halvt år, du får indtil slutningen af juni.« Et halvt år til at skrive en bog når jeg havde haft skriveblokering i næsten halvandet. Det var umuligt. Og hvad værre var: Da Barnaski satte min deadline, havde han ikke oplyst mig om konsekvenserne hvis jeg ikke adlød. Det tog Douglas sig af to uger senere da vi snakkede om det for hundrede syttende gang hjemme i min lejlighed. Han sagde: »Du er nødt til at skrive, gamle ven, du slipper ikke. Du har skrevet kontrakt på fem bøger! Fem bøger! Barnaski er rasende, han vil ikke vente længere … Han har fortalt mig at han gav dig frist til og med juni. Og ved du hvad der sker hvis du fejler? Så bryder de kontrakten, lægger sag an og flår dig. De tager alle dine penge, og du kan vinke farvel til dit luksusliv, din lækre lejlighed, dine blærede italienske sko, din fede bil – du kommer til at stå tilbage uden noget. De ribber dig for alt.« Således var jeg, der et år forinden blev betragtet som landets nye litterære stjerne, nu blevet den store skuffelse, den nordamerikanske forlagsverdens døde sild. Erkendelse nummer to: Berømmelsen var ikke blot et flygtigt fænomen, den havde også følger. Samme aften tog jeg telefonen og ringede til den eneste person som jeg mente kunne få mig ud af denne knibe: Harry Quebert, min gamle universitetslærer og en af USA’s mest læste og anerkendte forfattere, som jeg havde haft et nært forhold til i ti år, lige siden jeg havde studeret hos ham på universitetet i Burrows, Massachusetts. På det tidspunkt var det over et år siden jeg havde set ham, og næsten

26

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 26

24-01-2014 12:06:59


lige så længe siden jeg sidst havde ringet til ham. Jeg tastede nummeret til hans hjem i Aurora, New Hampshire. Da han hørte min stemme, sagde han drillende: – Åh, Marcus! Er det virkelig dig der ringer til mig? Utroligt. Siden du er blevet en stjerne, hører man aldrig mere fra dig. Jeg prøvede at ringe til dig for en måned siden og fik fat i din sekretær der sagde at du ikke besvarede nogen henvendelser. Jeg svarede lige ud af posen: – Det går dårligt, Harry, jeg tror ikke jeg kan kalde mig forfatter længere. Han blev straks alvorlig igen: – Hvad er det for noget sludder, Marcus? – Jeg ved ikke længere hvad jeg skal skrive, jeg er gået i stå. Skriveblokering. Det har stået på i måneder. Måske et år. Han brød ud i en hjertelig, beroligende latter. – En mental blokering, Marcus, det er hvad det er! Skriveblokering er lige så banalt som impotens på grund af præstationsangst – det er geniets panik, den samme som den der gør din lille pik helt slap når du prøver at lege trillebør med en af dine beundrerinder og kun tænker på at give hende en orgasme der kan måles på Richterskalaen. Du skal ikke tænke på at være genial, du skal bare sætte ordene sammen. Så kommer det geniale af sig selv. – Tror du? – Jeg er overbevist om det. Men du burde holde en lille pause med dine mondæne selskaber og pindemadder. Skrive, det er ikke noget man gør for sjov. Det troede jeg at jeg havde fået banket ind i hovedet på dig. – Jamen, jeg arbejder hårdt! Jeg bestiller ikke andet! Og jeg kommer alligevel ingen vegne. – Så er det fordi du savner de rette rammer. New York er helt fin, men alt for larmende. Hvorfor kommer du ikke og besøger mig, ligesom dengang du studerede? Tage væk fra New York, få luftforandring. Aldrig havde en invitation til at gå i eksil givet mere mening. Søge inspiration til en ny bog ude på landet i selskab med min gamle læremester – det var lige præcis hvad jeg behøvede. Sådan gik det til at jeg, en uge senere, midt i februar

27

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 27

24-01-2014 12:07:00


2008, flyttede til Aurora, New Hampshire. Kun få måneder forud for de dramatiske begivenheder jeg her vil fortælle om.

Før den sag der oprørte USA i sommeren 2008, havde ingen endnu hørt om Aurora. Det er en lille by ved havet, et kvarters kørsel fra grænsen til Massachusetts. På hovedgaden ligger der en biograf – med et program der er permanent bagud i forhold til resten af landet – et par forretninger, et posthus, en politistation og en håndfuld restauranter, deriblandt Clark’s, byens historiske diner. Udenom ligger kun fredelige beboelseskvarterer: malede træhuse udstyret med hyggelige forverandaer og skifertage, omgivet af haver med upåklageligt velholdte græsplæner. Det er et Amerika i Amerika, hvor indbyggerne ikke låser deres hoveddør – et af den slags steder der kun findes i New England, så roligt at man tror intet kan ske én der. Jeg kendte allerede Aurora fordi jeg ofte havde besøgt Harry dengang jeg studerede. Han boede i et skønt hus af sten og massivt fyrretræ uden for byen, ved Route 1 i retning af Maine, beliggende yderst på en landtange, et sted der på kortet var benævnt Goose Cove. Det var den perfekte forfatterbolig, med udsigt over havet og en veranda til solskinsdage hvorfra en trappe førte lige ned til stranden. Omgivelserne bød udelukkende på fredfyldt vild natur: den skovbevoksede kyst med striber af små rullesten og store klippestykker, de fugtige krat af bregner og mos, et par vandrestier langs stranden. Hvis man ikke vidste at man kun befandt sig nogle få kilometer fra civilisationen, kunne man undertiden tro at man var kommet til verdens ende. Og man kunne let se for sig hvordan den gamle forfatter sad på sin veranda og frembragte sine mesterværker, inspireret af tidevandet og lyset over havet. Jeg forlod New York den 10. februar 2008 på et tidspunkt hvor min skriveblokering havde nået sit klimaks. Hele landet var allerede begyndt at koge under optakten til det kommende præsidentvalg – nogle dage forinden, på Super Tuesday (der undtagelsesvis fandt sted i februar og ikke i marts, et tegn på at det ville blive et helt usædvanligt år), var

28

Dicker - Sandheden om Harry Quebert (638-2943-4) - 704 sider - 155x230 - IB.indb 28

24-01-2014 12:07:01

Sandheden om Harry Quebert - af Jöel Dicker  

Den verdensberømte forfatter Harry Quebert lever et fredeligt liv i Aurora, en rendyrket amerikansk lillebysidyl. Lige indtil den dag man f...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you