Liselott WillĂŠn

Intet andet navn under himlen Oversat af Lilian Kingo

I

Han fjerner håndklædet fra hofterne, hænger det på plads. Fingerspidserne over halsen, begge sider. Ingenting. I nakken, ved nøglebenene. Ingenting. I lysken. Ingenting. I højre armhule. Ingenting. I venstre. Ingenting. Stellas utålmodige skridt uden for badeværelsesdøren. I spejlet inspicerer han sit ansigt: De kraftige kindben, det velklippede, rødblonde hår, i det hvide i øjnene det finmaskede net af blodkar, som forsvinder, så snart han har dryppet øjnene. Han bliver til stadighed fascineret over deres forsvindingsnummer. Fordi det er så elegant, så endegyldigt. Fordi det ikke afsætter spor. Hvis de fik ham at se inden øjendråberne, ville de vel tro, han drak. Og så ville de begynde at lede efter en årsag. Han nikker til sig selv i spejlet. Lukker lågerne. Hvis det lykkes ham at nå ud med sit budskab i aften, går forslaget sandsynligvis igennem. Så vinder han. Ikke at han plejer at tabe. Han er vant til, næsten uden undtagelse, at være den, der går af med sejren. Som overvinder alt. Han tænker, at han skal have en lille sjat whisky i sit arbejdsværelse, inden han tager af sted. Adsprede tankerne. Han skal lige til at slå sig ned i lænestolen og hælde whiskyen op, da han får øje på brevet. Et af den slags breve. Det ligger øverst i posten på hans skrivebord. Stella må have lagt det ind til ham. Om en halv time skal han være i studiet. Han tænker, det var dumt overhovedet at gå herind, at det var uheldigt. Han drejer hånden og kigger på sit armbåndsur. Lader whiskyen stå. Der er ikke meget tid tilbage. — 9 —

Tid. Det er en mangelvare nu om dage. Noget der handler om mellemrum. De tynde streger i kalenderen, som adskiller den ene opgave fra den anden. En spørgerunde i Rigsdagen, en samling i Justitsudvalget, et møde med en politisk journalist. Et interview, hvis eneste formål er at udstille eventuelle personlige skavanker, som om de var vigtigere end det ideologiske. De forsøger at opsnuse mangler i alt, hvad han foretager sig. Som om de vil finde et andet menneske under overfladen, et der ligner dem selv. Så hvad finder de? Ingenting. Kun tidsspilde. Han plejer at tale om Beni. Og det kan de godt lide. Mod deres vilje lader de sig forføre af naturens lunefuldhed, at det, de søger, trods alt er at finde. Det, der ikke er helt perfekt, og det lader de sig så nøje med. Bilen henter dem uden for gadedøren. Stella sidder tavs ved siden af ham, ser ud ad vinduet. Før i tiden opfattede han hendes selvbeherskelse som en form for gådefuldhed. Et kraftfelt omkring hendes person. Noget det burde være muligt at forcere. Men nu kan den give ham følelsen af at blive afvist. Den kan oven i købet irritere ham. At vinde, hvad enten det handler om kærlighed eller tilhørere, handler om at give afkald. Hver eneste sejr dækker over et tab, i større eller mindre grad, et eller andet sted undervejs. Hun har lagt benene over kors under den stramme nederdel. Håret sat op i nakken. På halsen en knap synlig bevægelse under den tynde hud. Pludselig får han en følelse af at være på vej et andet sted hen, til en anden destination. Det er en besynderligt befriende følelse. Han kvæler den med det samme. Han rækker hen over midtersædet, tager hendes hånd. En uvant gestus, når det ikke sker foran kameraer, vælgere, fremmede. Når det eneste formål er gestussen i sig selv. Berøringen. Hun vender sig væk fra vinduet og hen imod ham. “Er du nervøs?” — 10 —

“Det her vil ændre på ting og sager. Denne her ... eksponering.” Hendes hånd hviler ubevægelig i hans. Fingerspidserne en sval perlekæde mod huden. “Engang fortalte du mig, at det er det, alting handler om. At blive hørt. At blive set. At det er det, der skal til, hvis man skal komme nogen vegne. Sætte sit aftryk.” “Ja,” siger han. Hun giver hans hånd et hårdt tryk, inden hun giver slip på den og lægger sin egen i skødet igen. De stiger ud af bilen foran tv-huset. En lok af hendes hår løsner sig fra frisuren. Han stryger den om bag øret på hende. En blitz i udkanten af hans synsfelt får det til at give et sæt i ham. Han kan ikke forhindre det. Det er det brev. De sætninger, han endnu ikke har læst, men som han ville kunne gengive ord for ord, også selv om han ikke vil. For det er en tro kopi af de andre breve, han allerede har åbnet. Det er de samme ord. Det samme indhold. Han ved det, uden at han behøver læse det. Det er en fotograf. Han får lynhurtigt samling på sig selv igen, ser for sig, hvordan billedet kommer til at se ud i morgen på en eller anden avisside. Den kærlige gestus, da han retter på hendes hår. Stella, der smiler mod kameraet, et perfekt tilpasset smil, ikke helt uden lighed med en del indsmigrende journalisters, sådan et, som hun har fundet ud af virker bedst, et der får flest mennesker til at sympatisere med hendes person og den politik, han står for. Konceptet for Två sidor er to interviews à tyve minutter med repræsentanter for to synspunkter angående et og samme emne. De sidste tyve minutter bliver brugt på at kommentere de to interviewedes indsats på samme måde som efter en valgdebat. Men det er ikke nogen debat. Det er tyve minutter, hvor han uimodsagt kan fremføre sit eget budskab. Det kan Peter Stahl ganske vist også, men han er afhængig af intensiteten hos en — 11 —

modstander, er først og fremmest debattør, han har brug for modstand i realtid for at brænde igennem på skærmen. Alene er han ikke i stand til det. Studieværten er en frelst, tidligere alkoholiseret, hurtigskydende journalist, for hvem det i løbet af de sidste par år er lykkedes at få karrieren op at stå igen. Hun skjuler formentlig sit kors under den højhalsede, sorte trøje. Hun vender sig om mod kameraet og går i gang med præsentationen. “Vores første gæst i aften er en kendt politiker og debattør, som mange mener har ført samfundet et stort skridt videre i kampen mod kriminalitet, mens andre mener, hans synspunkter er til fare for vores grundlæggende menneskerettigheder. For vores frihed og integritet. I aften handler det om det nationale dna-register. Velkommen, Christian Weber!” Han træder ind i studiet og hen til podiet i midten. Studieværtens hånd er kold og en smule svedig. Hun bliver ved med at tale, mens han slår sig ned i lænestolen på den anden side af det afrundede, nyreformede bord. “Du er en af de ivrigste fortalere for et nationalt dna-register, det vil sige et register, som omfatter hele landets befolkning. Forslaget har mødt voldsom modstand, men er alligevel nået så langt som til et lovforslag. Om mindre end en måned skal Rigsdagen stemme for eller imod dette forslag, en stor personlig sejr for dig. Havde du regnet med at nå så langt, da du skød projektet i gang?” Christian undertrykker et ønske om at tjekke mikrofonen, om den sidder, som den skal. “Det handler om, at vi lever i et samfund, der har forandret sig på mange måder. Vi stiller større og større krav til vores nærmiljø, vores personlige tryghed, vores børns tryghed. Og udviklingen bevæger sig fremad, teknologien, vi skal have modet til at benytte os af den. Kriminalitet er ikke længere en isoleret foreteelse blandt kriminelle, den rammer repræsentanter for — 12 —

retsvæsenet, politikere, helt almindelige mennesker, der går på udsalg mellem jul og nytår for aldrig at komme hjem igen.” Han tier. Venter på det naturlige følgespørgsmål. “Ja, jeg skulle lige til at komme til det,” siger hun. “Hvor stor en betydning har Sergel-attentatet haft for folks holdning til registret?” “Stor betydning, naturligvis,” siger han og gør det korte ophold, som tragedien kræver. Lenes forskrifter. Respekt, Christian. Hvis du fejler der, fejler du over hele linjen. “Det er også et tegn på, at samfundet er i forandring. Vi er ikke længere en isoleret del af verden. Vi er i allerhøjeste grad en del af den. Og kriminaliteten er blevet en del af vores hverdag.” Han sænker stemmen. “Det er vi nødt til at lave om på. Vi kan ikke bare lade dem vinde gang på gang. Vi må i gang med at slå igen.” Studieværten nikker kort. “Men hvorfor denne massive kritik?” “Det her handler om retssikkerhed og integritet. I og med den nye organisations særlige håndtering af registret med håndhævelse ét sted og kontrol et andet kan der ikke herske nogen tvivl, hvad angår retssikkerheden. Den genetiske kode er en række tal. Den afslører ikke noget om anlæg eller sygdomme. Det er et moderne fingeraftryk. Mere kompliceret end som så er det ikke. Hvad angår en eventuel krænkelse af folks integritet, er vi nødt til at spørge os selv, hvilken slags samfund vi gerne vil leve i. Et, der er i lommen på den organiserede kriminalitet, eller et, der er i besiddelse af redskaber, der er gode nok til at bekæmpe den?” “Hvad siger du til dem, der ikke foretager den samme afvejning?” “Jeg respekterer deres standpunkt, men beder dem om at tænke sig om en gang til. Der er ting og sager, som de ikke ved og aldrig ville kunne forestille sig kan ske for dem eller for deres pårørende. Pludselig en dag bliver de ofre for en forbrydelse, — 13 —

og i mange tilfælde kan de intet gøre for at forsvare sig eller få oprejsning. Gerningsmændene får ingen straf, gentager sine forbrydelser, finder nye ofre.” Der er ting og sager, som de ikke ved og aldrig ville kunne forestille sig. Hvad fanden er det, han sidder og siger? Studieværten bøjer sig frem og sænker stemmen. “Men man kan vel ikke komme udenom, at nogen med vilje kan plante dit dna på et gerningssted, og at du dermed risikerer at blive dømt for forbrydelsen, selv om du er uskyldig?” Christian ryster de tanker af sig, han lige har siddet og tænkt. De der ord. Han lader bevidst svaret vente på sig, vil have, at seerne skal kunne se alvoren. “Selv om det er teoretisk muligt, er risikoen forsvindende lille. Et enkelt dna-spor er ikke nok som bevis. Der kræves yderligere beviser, som peger mod den samme person. Et fingeraftryk på et gerningssted er ikke automatisk et bevis på, at den person, der satte aftrykket, også er den skyldige. Det kan være blevet sat på stedet langt tidligere og behøver overhovedet ikke have noget med den pågældende forbrydelse at gøre.” Han lader det synke ind, ser hende lige i øjnene. “Ingen vil blive dømt for en forbrydelse, han ikke har begået. Ingen uskyldige vil blive ramt.” Han rækker ud efter glasset med mineralvand. Mærker, at det ikke kommer til at fungere, at hånden vil begynde at ryste, så han trækker den tilbage. Begynder igen at tale, som om han afbrød bevægelsen, fordi han skulle til at sige noget. “Der findes derimod mange uskyldige mennesker, som man har kunnet frikende takket være en dna-prøve. En mand, hvis kæreste blev fundet død i deres lejlighed, forsøgte forgæves at overbevise politiet om, at en ukendt mand var trængt ind i lejligheden og havde slået hende ihjel, men de troede selvfølgelig ikke på ham. Først da han afleverede en dna-prøve, som ikke — 14 —

matchede sporene på hendes krop, gik det op for dem, at han talte sandt, og han blev frikendt.” Han fortsætter, inden studieværten når at indskyde noget. “Hvis den ukendte mands profil havde været tilgængelig i et landsomfattende register, havde de kunnet finde ham med det samme og have anholdt ham og derved forebygget, at han gør andre mennesker fortræd, men som det er nu, så ligger den ukendte mands dna-profil i sporregistret og venter på, at han skal begå ny kriminalitet.” Studieværten tillader sig et kort smil. “Jeg formoder, at den mand ikke er en af dine tilhængere.” Christian trækker på smilebåndet, kaster et blik på glasset, men vælger endnu en gang at lade det stå. Studieværten vender sig om mod kameraet. “Hvis Rigsdagen stemmer forslaget igennem, vil det betyde, at man vil begynde at registrere dna-prøver fra samtlige nyfødte og indvandrere tidligst om et år, men hvad angår øvrige voksne, vil der være tale om en frivillig registrering og om, at eksisterende profiler ikke slettes fra registret. Under alle omstændigheder betyder det, at det vil vare et stykke tid, inden registret er dækkende.” “Vi regner med, at det vil tage et par generationer, ja.” “Hvorfor åbner man ikke bare PKU-registret?” “Desværre,” siger han. “Det er helligt. Det har vi kun lov til at røre i undtagelsestilfælde og i katastrofesituationer.” “Og det er du ikke enig i.” “Nej.” “Har integriteten overhovedet noget at sige for dit standpunkt?” “Det er som sagt en afvejning.” “Og dig selv? Vil du lade dig registrere?” “Selvfølgelig. Det er en helt enkel procedure. Faktum er, at jeg afleverer en prøve i et direkte morgenprogram i denne uge. Formålet er at vise, hvor enkelt og smertefrit det er, og hvad der sker med prøven bagefter.” — 15 —

Hun retter på sneglen i øret, en anden tone nu, en anden vinkling. “Er du ikke bange?” “Hvorfor skulle jeg være bange?” “Din integritet, for at udlevere dig selv. For at give nogen mulighed for at følge i dine fodspor, aldrig at kunne gå forbi et sted helt anonymt.” Han ryster på hovedet. “Jeg ser det som en tryghed. Ikke en trussel.” “Apropos trussel. Jeg formoder, at du bliver udsat for en del. Hvordan håndterer du det?” “Lige i øjeblikket eksisterer der ikke noget trusselsbillede.” Sandsynligvis. Der eksisterer sandsynligvis ikke noget trusselsbillede. Lige bagefter ved han ikke, om han har udtalt ordene, eller om han bare har tilføjet dem i sit stille sind. Han forsøger at tyde udtrykket hos studieværten, om ordet har sneget sig ud eller ej. Om der er noget tegn på usikkerhed. Han kan hverken bestemme sig for det ene eller det andet. Der går fem sekunder på den måde, så er det overstået. Der er ting, du ikke ved, ikke kender til, aldrig ville kunne forestille dig. Studieværtens vage gestus, det eneste tegn på, at nogen har lagt mærke til det, der lige er sket. Men ud fra hendes ansigtsudtryk forstår han, at det for hende bare er et spørgsmål om tid, at hun gerne vil til at afslutte, at de med disse fem sekunder har overskredet den afmålte tid for programmet. At det er alt, hvad de betyder for hende. Han tænker på Stella, på det, hun plejer at sige. De elsker dig, Christian. Det er snart vores tur. “Vi har teknikkerne,” siger han. “Vi har redskaberne. Min bror Beni plejede at fjerne snegle fra cykelstien uden for vores hus. Han kunne blive ved i timevis. Jeg spurgte ham, hvorfor han gjorde det. Han kiggede på mig, som om han ikke forstod — 16 —

mig. ‘Hvorfor skulle jeg ikke gøre det?’ svarede han.” Studieværten fingererer ved halslinningen med højre hånd. Hun siger tak, fordi han ville medvirke. De giver hinanden hånden, og han går ud af studiet. Kan ikke undgå at møde Peter Stahl, der har stået og ventet på at komme ind. Der er noget ved den måde, Stahl betragter ham på. Som om han har gjort noget, han ikke burde, noget uanstændigt. Den mand har en evne til at trænge ind i og sønderrive hver eneste omhyggeligt afvejede replik på samme måde, som når man med en hånd trænger ind i og river indvoldene ud af en endnu sprællende ørred. Peter Stahl ved intet om hans bror og det savn, han stadig føler. Det er kun i offentligheden, han bærer Beni som et trofæ, bærer ham, ligesom Stella bærer sit smil. Mørke udenfor, lysene, der omgærder det. Fra tid til anden lyden af en bil langt nede på gaden. “Du var fantastisk, Christian.” Stellas ansigt hviler i skygge. I hånden holder hun glasset med champagne, som de har gemt til netop denne anledning, netop denne aften. På uforklarlig vis bliver han ramt af en følelse af sorg. Hun er smuk. Hendes nøgne ben hviler mod sofastoffet, knæet let bøjet. Hun smiler. Hun smiler det der smil. Det giver ham lyst til at vende ryggen til hende og gå sin vej. Han er så træt. Alt det, han har arbejdet for. Snart vil det være overstået. Men han går ikke sin vej. Han sætter sig på knæ ved sofaen, lægger hovedet i hendes skød. “Vi kunne rejse væk sammen, du og jeg, det føles som en evighed siden.” Hun stryger ham over håret. “Hvor skulle vi rejse hen?” “Et sted hvor ingen kan finde os.” Den lette berøring holder op. “Hvad er der, Christian?” — 17 —

Han svarer ikke, føler sig med ét kraftesløs. “Er der sket noget?” “Glem det,” siger han så og fjerner hendes hånd. “Det var bare en tanke. Det betyder ikke noget.” En tid sidder hun tavs. Så siger hun: “Du har gjort det før. Trukket dig væk. Er forsvundet.” “I guder, Stella,” siger han, da han forstår, hvor hun vil hen. “Det er jo en evighed siden.” Hun vender blikket væk. “Tænker du nogensinde på det ... på hende?” Han ved, hvad det koster Stella at stille det spørgsmål. Han spekulerer på, hvorfor hun gør det. Så længe siden. Tretten år. Er det brevene? Denne trang til at flygte. Følelsen af en trussel, som er navnløs, ubestemmelig. Den der følelse af, at tingene kommer til at forandre sig på uigenkaldelig vis. Hun kan selvfølgelig mærke det. Genkender den følelse, det vækker i ham. De har aldrig talt om det. En tavs overenskomst. Hans tavshed for hendes tilgivelse. Til sidst forsvinder det, det som ingen taler om. Hende. “Nej,” siger han. “Jeg tænker aldrig på hende.” Han lyver ikke. Det er på sin vis sandheden. Han tænker på alt muligt andet, på sygdommen, døden, den grænseløse taknemmelighed, ambitionen om at gøre sig fortjent til at være en, der overlever. Det, han ikke siger, er, at han aldrig har følt sig så levende, som han gjorde dengang. At han aldrig kommer til at føle på den måde igen. Stellas fingre gennem hans hår. Han lader sine glide ind i slidsen på hendes kjole, fingerspidserne glider opad langs indersiden af låret og skubber hendes trusser til side. Hun kaster hovedet bagud og klynker. Glasset står skævt i hånden på hende. Drypper på gulvet. Han tager det fra hende og stiller det på bordet. — 18 —

Fingrene fugtige af champagne, af hende. Alting handler om tid. Det er præcis fireogtyve minutter siden, de åbnede flasken, og om en time vil alt være slukket og stille, og en aften mere vil være gået.

— 19 —

Der er ting, du ikke ved, ikke kender til, aldrig ville kunne forestille dig. Det er på tide at holde op nu. Hvis du vil leve. En almindelig, hvid kuvert. Ingen afsender. Hans navn og adresse prentet med en smuk, flydende håndskrift. Et brev, som formentlig er uden spor. Intet dna. Ingen fingeraftryk. Det ser ud præcis som de to andre, han tidligere har fået, de samme sætninger, de samme ord. Det første kom for halvandet år siden, lige efter at han havde kommenteret den nyligt afsluttede opfølgende undersøgelse omkring genetiske fingeraftryk. Og det andet kom i forbindelse med lovforslaget. Det er det ubønhørlige, gentagelsen, som adskiller disse breve fra alle de andre. Alle grovhederne, ederne, de vulgære ord. Tonsvis af dem. De skræmmer ham ikke. Det er øjeblikkets vrede. Vreden går over, den lægger sig. Det her er noget andet. Han har forsøgt at skubbe det fra sig, den uregelmæssighed, med hvilken de er sendt, tiden imellem dem. Men der er alligevel et mønster, nemlig hans store mediesucceser. Det er i forbindelse med en sådan periode med øget eksponering, at han har fået dem. Med dette tredje brev bliver det tydeligt. Der er nogen derude, som iagttager ham, observerer. Et menneske, som følger hans optræden i medierne. Læser hans indlæg og artikler. En der læser hans kalender på hjemmesiden, som ved, hvor han kommer fra, og hvor han er på vej hen, som ville kunne gøre ham fortræd. Han lægger brevet tilbage i kuverten og tager handskerne af. Han vil indlevere det senere. Selv om han er klar over, at det — 20 —

sandsynligvis er nyttesløst, at de heller ikke finder noget brugbart denne gang. At der heller ikke er nogen spor på dette brev. Men de vil kunne se mønstret akkurat ligesom ham, handle i forhold til det. Måske får han ekstra overvågning for en tid. Allerede nu er han blevet lovet lejede biler ved længere rejser, ikke familiens bil. Til og fra større offentlige optrædender har han to sikkerhedspolitifolk, den slags optrædener, der er skrevet ind i hans politiske dagsorden, og som derfor udgør en større risiko, fordi det er lettere at planlægge et større angreb. Det er foranlediget af alt for mange episoder, men han vil ikke have endnu mere overvågning. Han sætter pris på sin frihed. Ønsker ikke at se den indskrænket uden grund. Indskrænkninger er forbeholdt dem, der har gjort sig fortjent til dem, dem der ikke har udvist respekt for andre mennesker eller det samfund, de lever i. Han lægger brevet øverst i bunken på skrivebordet, inden han går. Da Torun Jakobsson dukker op i frokostrestauranten lige til tiden, behøver han ikke kigge op for at konstatere, at det er hende. Han hører den klikkende lyd af hæle mod gulvet. Hun synker ned i læderstolen over for ham. Et strejf af kulde fra hendes tøj. Hun er lille. Når hun sidder ned, ligner hun næsten et barn. De har kendt hinanden siden deres studietid, da han tog sin juridiske kandidateksamen, inden han gik i gang med sin afhandling. Efter det skiltes deres veje, og de har kun haft sporadisk kontakt med hinanden gennem årene. Efter at hun blev politimester to år tidligere, har han sørget for, at kontakten blev genoplivet. Han ved, at hun ikke vil nægte ham det, han skal til at bede hende om. Ikke engang, når hun finder ud af, at han har annonceret indslaget på forhånd og således har taget hende for givet. Hun plejer ikke at sige nej til ham. “Du klarede dig godt i går,” siger hun. “Bedre end Stahl. Lagde du mærke til slipset?” — 21 —

“Jeg har ikke nået at se det endnu,” siger han. “Jeg forstår ikke, at han ikke lærer det.” “Han vil ikke lære det. Han vil ganske enkelt ikke have, at verdslige fænomener som tøj og skægstubbe skal have nogen betydning.” “Og derfor taber han.” “Ikke altid.” “Det er passionen,” siger hun. “Den skinner igennem det der sjuskede ydre, og til tider lyser den så klart, at man ikke længere får øje på skavankerne. Passion, Christian, det er hemmeligheden.” “Du mener, at han har den, og jeg har ikke?” “Jeg mener, at for ham er sagen, dét han kæmper for, vigtigere end alt andet. Det er sådan en passion, der får et menneske til at overskride grænser, begå forbrydelser, ofre sig selv for en anden.” Hun ler stille og drikker af sin mineralvand. “Hvad har du på hjerte?” Han siger det, som det er. Hans optræden er sat til næste morgen. Så det haster altså lidt. “Men jeg ved jo, hvor effektiv du er,” tilføjer han. “Du kender min holdning,” siger hun uden at tage sig af hans smiger. “Og rigspolitichefen støtter det også. Udgifterne bliver jo ikke pålagt politiet, men den nye myndighed. Efterforskningstiden vil blive kortere. Vi vil få en højere opklaringsprocent på mindre alvorlige forbrydelser, og folk bliver mere tilfredse. Det er, som om rigspolitichefen aldrig har haft andre synspunkter.” “Du lader ham ikke knække dig.” “Der er ikke noget, der knækker mig, Christian.” Men hun ser træt ud. Han tænker, at hun er blevet ældre. Måske er der noget derhjemme, der ikke er, som det skal være. Men han spørger ikke. Han har lært at lade være. Sommeren efter deres kandidateksamen havde de fejret det, — 22 —

og han havde drukket for meget og var gået hjem til sig selv, tidligere på aftenen havde Torun og han kysset hinanden, men ikke mere end det. De var venner. Kyssene havde været af den venskabelige slags. Et par timer senere stod hun uden for hans dør med en flaske vin i hånden, og han havde holdt en vis afstand, for han troede, hun måske ville noget mere, men det viste sig, at hun bare ville snakke. Hun havde netop fået et sommervikariat på et velrenommeret advokatkontor, og hun havde sine bekymringer om det og om fremtiden, og disse bekymringer fortalte hun detaljeret om hen over resten af natten, og til sidst orkede han ikke mere. Han sagde, han havde hovedpine og bad hende gå. Resten af den sommer havde han undgået hende, så godt han kunne, havde ikke kunnet klare hendes kontaktforsøg. Efter sommervikariatet var der kommet gang i hendes karriere, og i årenes løb var de blevet ved med at mødes indimellem for at gøre hinanden tjenester. Men det er muligt, at Torun ville kalde det noget helt andet. Det er muligt, hun ville kalde det venskab. I taxaen på vej til Rigsdagen åbner han sin mappe og kigger dagens aviser igennem. Tonen er en helt anden end for halvandet år siden, da den nye dna-undersøgelseskommission blev igangsat. Klimaet har forandret sig. Kritikken er ret nuanceret, ikke latterliggørende og ironisk. Han ved, at det drejer sig om små forandringer, en trinvis tilpasning. Det, der var politisk ukorrekt før i tiden, har via gradvise forskydninger forvandlet sig til noget selvfølgeligt. Han læser aviserne en efter en, men lader den sidste ligge. Huse og fortove udenfor, i evig bevægelse, og alligevel så underligt ens. Den der følelse af, at det er muligt at vælge. Eller sådan er det måske ikke? Justitsministeren havde nedsat den nye dnakommission. Dette burde have været hendes mærkesag, hun burde have stået for udtalelserne. Men eftersom de tilhører — 23 —

det samme parti, og han i mange år har lobbyet for netop det spørgsmål, blev det hans. Han havde allerede sat sit aftryk i medierne. Han var den med flest presseklip på væggen i partikontorets gang. Den plads, han havde skabt sig i det offentlige rum, havde givet pote, hvad angik personlige stemmer. Lige fra starten havde han sørget godt for sine kontakter, været rundhåndet med oplysninger og altid givet dem mere, end de bad om. Men er denne sag afhængig af ham? Han har kæmpet for det her i lang tid. Al denne modstand. Alle de år det har taget ham at nå så langt. At blive et menneske, hvis ord er noget værd. Et menneske der gør en forskel. Han tænker på Peter Stahl. Selvfølgelig har han set programmet. Han har siddet med fjernbetjeningen på sit kontor i rigsdagsmedlemmernes kontorbygning og spolet frem og tilbage i en halv time mellem to møder, kun afbrudt af den sekretær, han har fået tildelt på grund af den store mængde indkommende post og tiden, som ikke slår til til at åbne den. Han har set udsendelsen og er nået frem til, at Stahl ikke har tyngde nok. Han duer ikke til at spille spillet. Men alligevel bliver han hængende. Alligevel findes der ting, Stahl siger, som bliver ved med at nage Christian. Hans nedsættende kommentarer efter en af deres første debatter. Om at han har stået og spekuleret på, hvad det er, der ikke passer. Hvad er det, der ikke passer? Og så fandt jeg ud af det. Det er den der polerede overflade, du omgiver dig med. Det er underligt, for det er, som om du er trukket i et jakkesæt, som ikke rigtigt passer, men det ser man ikke ved første øjekast. Man fornemmer det bare. At det er en forestilling. Christian havde mødt angrebet med en mild overbærenhed. Han havde tænkt: Alt er en forestilling. Hvad skulle det ellers være? Passion? Han går direkte hen til sit kontor, lukker sig inde, tager fjernbetjeningen. Han er nødt til at undersøge, hvad det er, Torun — 24 —

mener. Han spoler frem og tilbage, ser det, hun ser, men kan ikke finde ud af, hvor det kommer fra. Han kan ikke finde mønstret, strukturen. Stemmelejet, blikket. Figurerne. Der burde findes nøgler. Det gør der til sproget. Til retorikken. Tydelige regler, og kunsten består i helt slavisk at følge dem, men samtidig omhyggeligt at dække over deres eksistens. Retorikken kan fungere som en hæmsko. Tilbage står kun smukke vendinger, følsomhed, tomme ord. Man er nødt til at bryde mønstrene, komme med det uventede. Det er ordene, som fascinerer ham. Det er ordene og magten over dem og den magt, der ligger i dem. Når læger fortæller dem, at nu er der ikke langt igen. Måske et par uger. Benis hjerte kan ikke mere. Så protesterer han. Nej! De kigger på ham. Hans forældre, lægen, og inden for glasdøren i undersøgelsesværelset ligger Beni med elektroder som miniature-målskiver på brystkassen. Det gør mig ondt, siger lægen. Vi kan ikke bestemme over det. Over døden. Jo, vel kan vi så, siger han. Vi kan hoppe ud fra en bro, lige ned på landevejen, kan vi ikke? Så er det os, der bestemmer. Den der følelse af at kunne overvinde alt gennem ordene. De fjerner elektroderne fra Benis bryst. Så kører de væk. Og så snart de er steget ud af bilen, tager Christian Beni i hånden og løber. Han standser båndet. Afstemningssignalet lyder i samme øjeblik. Om seks minutter skal han være i Rigsdagssalen. Han retter på sine briller. Når at bladre den sidste avis igennem, inden han bliver tvunget til at styrte af sted.

— 25 —

Han tager langsomt tøjet på, omhyggeligt. Beslutter sig for en uformel, men alligevel stram stil. Hvid skjorte. Kashmirtrøje med V-udskæring. Et par mørke bukser. Strømper i samme farve som skoene. Han tøver, inden han vælger overtøj. Vælger nu alligevel den mørkegrå frakke. Det er tidlig oktober. Trenchcoaten er varm nok, men den beige tone virker alt for ordinær, nærmest intetsigende. Vielsesringen, armbåndsuret. Brillestellet med de uslebne glas, som forstærker irissernes blå farve, der giver hans ansigt karakter, en dybde, det ellers mangler. Han tager dem af, tjekker det hvide i øjnene i spejlet. Lige inden han skal ud ad døren, kommer Natanael ud i gangen. Med håret klistret til panden i tjavser, og over panden og kinden geometriske røde streger, som om han har ligget og sovet hen over sit skrivebord. Han er lige fyldt tolv. Han ligner ikke Stella. Han ligner ikke nogen af dem. Indimellem slår det Christian, at han minder om Beni. Men det er i bestemte øjeblikke, et tonefald, hans måde at smile på. I næste øjeblik er det der ikke længere, og han forstår ikke, hvordan han overhovedet har kunnet tænke den tanke. Han fejler jo ikke noget. Natanaels nuværende projekt er et puslespil med ni tusind brikker, som han har arbejdet med i snart et år. Big World Map, 1611. Et køb Christian havde fortrudt med det samme. Det var gjort i et forsøg på at afskrække ham. Et ønske om, at han i stedet for at bruge sin tid på disse isolerede aktiviteter skulle være sammen med sine venner lidt oftere, være mere social. — 26 —

Men det havde vist sig at være en fejlbedømmelse. De mange brikker havde virket stimulerende snarere end afskrækkende, og i stedet for at gøre det lettere for sig selv og lægge det i sektioner, havde han startet hele projektet med at hælde alle ni tusind brikker i en kasse og blande dem. “Faldt du i søvn over bordet?” Natanael nikker. “Hvor skal du hen?” “Sige noget på tv.” “Om hvad?” “Det har med registret at gøre.” “Hvad for et register?” “Har du glemt det igen?” Christian kaster et blik på sit armbåndsur. Han skal på om lidt over en time. “Du kan jo tænde for fjernsynet om lidt, så får du det at se.” Han står stadig med brillerne i hånden. Natanael følger ham med blikket, da han tager dem på. Christian venter på de ord, der altid plejer at komme. Jamen hvorfor, far? Hvorfor tager du briller på, når du ikke har brug for dem? Men kommentaren udebliver, og så står han endelig uden for døren. Der er kommet en hel del trusler på mails og i posten til Rigsdagen i anledning af hans seneste offentlige fremtræden. Derfor bliver han denne morgen fulgt hen til Tv-huset. Det kritiske øjeblik består i at tilbagelægge strækningen fra bilen og over i bygningen og tilbage igen. Et bevis på, hvor indrammet og forudsigeligt hans liv i grunden er, hvor let det er for nogen at finde ud af den slags, som det ikke burde kunne lade sig gøre at finde ud af. Hvilket hustag, hvilket vindue, hvilken vinkel der er bedst egnet til det, de er kommet for at gøre. Det er blevet sværere at fortrænge ubehaget, efter at han fik det tredje brev. Dét de endnu ikke ved noget om. Det hænder, at der står en — 27 —

journalist der og beder om en kommentar. Så bliver han tvunget til at standse op, i et par sekunder havner han uden for sig selv, ser sig selv udefra, ovenfra. Hvor let det i grunden ville være. Men han lader sig ikke påvirke af de tanker i længere tid end som så. Han svarer omhyggeligt på deres spørgsmål. Lader sig ikke gennemskue. Torun Jakobsson har sendt en mager, uniformeret politi­ kvinde til studiesofaen. Det er tydeligt, at hun er blevet instrueret i at gennemføre det her på sædvanlig vis og se bort fra, at hun er med i en direkte udsendelse. “Et såkaldt FTA-sæt,” siger studieværten og gør tegn med hånden hen imod det prøvetagningssæt, som den uniformerede er i gang med at pakke ud på bordet. Sofagruppen står midt i rummet på en forhøjning på gulvet. Han læner sig mageligt tilbage i den ene ende af den grå sofa med armen hvilende mod en mønstret sofapude. På den lave hylde skråt bag ham står der en lysestage med en høj glasfod. Et enkelt levende lys. Ellers er der vaser overalt. De fleste uden noget i, med matte farver, som matcher de lærreder, der med regelmæssige mellemrum bryder det lyse, blomstrede tapet. På den modsatte side, bag studieværten, er der en stor tv-skærm. Da politikvinden er parat, vender hun sig om mod Christian og beder ham om at identificere sig. Han opgiver sit navn, rækker sit kørekort frem. Hun har et specielt, udtryksløst ansigt. Christian tænker, at Torun godt kunne have valgt en mere seervenlig og mindre korrekt person, en der bedre kunne komplementere ham. Hun kigger grundigt på kørekortet, som om det tilhørte en for hende ukendt person. Christian tillader sig at trække på smilebåndet til studieværten, som følger med i proceduren. Hun blinker til ham. Fra tid til anden kommenterer hun det, der sker. Christian noterer sig, at blanketten er udfyldt, som om det her var en rigtig prøvetagning. Kameraet følger prøvetagerens behandskede hånd, den skumgummibe— 28 —

klædte pind, der bliver gnedet mod indersiden af begge hans kinder, under tungen, for så at blive presset ned mod et specielt stykke papir, der skifter farve fra rosa til hvidt, da prøven er overført. Hun slutter af med at lægge blanketten med prøven i en kuvert. Studieværten vender sig om mod manden, der er dukket op på tv-skærmen. “Vi har Sten Josefsson, afdelingsleder for Statens Kriminaltekniske Laboratoriums biologiske afdeling, med os. Hvad sker der med prøven nu?” “Den går videre til os til analyse,” siger han. “Samtidig bliver der sendt en digital begæring om dna-analyse til os. Oplysningerne skal naturligvis stemme overens.” Han holder en kort pause. “En spytprøve, der er blevet afleveret frivilligt, og hvor personen hverken er genstand for mistanke om en forbrydelse eller står i kriminalregistret, må for indeværende ikke registreres i dna-registret og må heller ikke sammenholdes med sporregistret, som indeholder dna-spor fra tidligere uopklarede forbrydelser. Den må kun sammenholdes med spor i den aktuelle sag.” Han nikker hen mod Christian i sofaen. “I Christians tilfælde har vi gjort en undtagelse, så hans prøve vil blive behandlet, som om han var under begrundet mistanke. Der vil blive foretaget en søgning, og resultatet vil blive sammenkørt med sporregistret. Det er også det, der fremover vil ske med hver enkelt prøve, hvis det nye lovforslag bliver vedtaget.” Studieværten vender sig smilende om mod Christian. “Så må jeg nok hellere ønske dig held og lykke,” siger hun. Christian smiler tilbage. Hun henvender sig til Sten Josefsson igen. “Hvor hurtigt kan man færdigbehandle en dna-profil?” “Med den nye analysemetode tager det i dag mindre end et døgn. Og endnu hurtigere i forbindelse med sager med høj prioritet.” — 29 —

Studieværten runder af og fortæller om deres næste indslag. Christian forlader studiet sammen med en af sikkerhedspolitifolkene. I den brede gang bliver han bedt om at vente. Tumulter uden for bygningen. En eller anden form for protestaktion. Politimanden taler med chaufføren, diskuterer muligheden af at forlade bygningen via en alternativ udgang. Christian læner sig op ad væggen. En besynderlig ro herude i gangen, selv om der hele tiden er gang i aktiviteterne bag den lukkede dør. Den går op igen, og den uniformerede kommer ud med kuverten med hans dna-prøve i hånden. Han går hen til hende for at give hende et anerkendende håndtryk og takke hende for hendes medvirken. På kinderne en svag rødmen, som af irritation. Så går hun hurtigt sin vej hen ad gangen, som om hun har travlt med at komme væk. Livvagten nikker til Christian. Det er på tide at gå nu. Uden for hovedindgangen er der roligt. Bilen er kørt frem. Den står der og venter på ham. Han spekulerer på, hvorfor de talte om en alternativ udgang, hvad diskussionen udsprang af, men han spørger ikke. Han lader dem passe deres job. Det, han har brug for at finde ud af, finder han alligevel ud af. De giver ham tegn til, at han kan gå ud til bilen nu. Han rører sig ikke ud af flækken. Han tænker på brevet, som ligger i arbejdsværelset. Han tænker på, at de ikke kender til det. At hvis de kendte til det, så ville de se med andre øjne på, hvilket trusselsbillede der eventuelt foreligger. At de i så fald måske ville have tjekket tagene rundtomkring, valgt en alternativ udgang til ham. Alligevel siger han ikke noget. Han ser bilen og den åbne dør, de få meter der er igen. Så snart han træder ud på asfalten, vil han være ubeskyttet. Hovedet, brystkassen, maven. Blodet sivende ud mellem fingrene. Indvolde, tarme. Eller et lille, rundt hul midt i panden, som mærket efter Natanaels femårstommelfinger dyppet i rød fingermaling. Og på bagsiden en klistret masse af klæbrigt, tykt hår og hjernemasse, og han har aldrig før følt sig så udsat, så forfærdelig skrøbelig. Aldrig — 30 —

kunnet se med så stor tydelighed, hvor let et menneskes krop bukker under, går tabt, går i stykker. Hvor let en krop kan sønderrives. Pludseligt, uden kontrol. Men det ved han jo. Han ved det. Han har været syg engang og har overlevet. Han er sådan en, der overlever, og det her er ikke meningen. Han skal ikke dø i dag. Det er bare et enkelt brev. De beskytter ham, også selv om de ikke kender til det. De er hans øjne, det er ikke ham, der skal være øjnene. Han borer blikket ned i gulvet, da han begynder at gå. Entrémåtten, asfalten, den åbne dør, som fører ind på bagsædet af bilen med skudsikre, tonede ruder. Der sker ikke noget. Han sidder i bilen, i sikkerhed. De kører forbi en gruppe unge på vej mod centrum. Letpåklædte på trods af den kølige morgenluft. Hver eneste del af den blottede hud dækket af tal. Rækker af tal, og i næste øjeblik er de bag ham, og han vender sig ikke om. Nej, han skal ikke dø i dag. Han er sådan en, der overlever. Det meste kan læges, kroppen og psyken har en forunderlig evne til at tilpasse sig, hærdes, og snart vil forslaget være i havn, snart vil det være overstået. Snart vil der ikke længere findes noget at kæmpe for eller imod, ingen grund til at ønske at skade ham.

— 31 —