Page 1


Lad kætterne komme til mig. Med dem vil jeg frembringe et helvede.

Patricio Sturlese

En rigtig god bog, som varmt kan anbefales. Interessante og spændende karakterer og godt plot ... Er spændende fra start til slut. entrelectores.com Umulig at lægge fra sig! bolpress.com Imponerende og genial Lecturalia


Patricio Sturlese er født i Buenos Aires i 1973. Han studerer teologi ved universitetet ”The Jesuit Theologate of Colegio Máximo” i San Miguel City, Argentina. Sturlese lever og skriver i Bella Vista Town, Buenos Aires. ”Inkvisitoren” er hans første roman, og den er oversat til mere end 10 sprog. Han har desuden skrevet ”Den sjette vej”, som også udgives af Jentas.

***

ÅR E T E R 1597. Angelo DeGrasso, inkvisitor i Ligurien, bliver kaldt i privat audiens i Vatikanet af pave Clemens VIII, storinkvisitoren og en mystisk stjernetyder. De fortæller ham, at en kætter ved navn Eros Gianmaria, som er blevet overført fra Venedig, bærer på en frygtelig hemmelighed: Han er den eneste, der ved, hvor den sidste afskrift af en forbudt bog, Necronomicon, ligger gemt, og Angelo skal nu med alle midler få ham til at tale. Men tiden er knap, om få dage skal han rejse til den Nye Verden på en mission, som han ikke vil blive indviet i, før hans skib har lagt fra kaj. Den uforsonlige inkvisitor finder snart ud af, at ikke engang han selv er den, han giver sig ud for …


PROLOG HEKSEJÆGERNE Der var gået et århundrede, siden benediktinermunkene fra Ferrara havde forladt præstekirken i Portomaggiore. På én og samme dag blev den storslåede kirke vanhelliget og plyndret for alt, så kun nogle fresker var tilbage. I det svage skær fra en olielampe, nær højalteret, hvor der tidligere havde stået en prægtig døbefont af marmor, skraber et par rystende hænder, som tilhører en hætteklædt skikkelse, mellem de fliser, som endnu ligger på gulvet. Og endelig giver det efter. Nøjagtig det sted, det burde. Olielampen går ud. Nattens mørke bemægtiger sig kirken. Og det, den så omhyggeligt har skjult. Hastigt og nervøst skriver en kvinde de sidste linjer af en besked på et stykke tyndt gulnet papir. Fra tykningen hører hun vagthundenes endnu fjerne glammen, en lyd, som jager hende en skræk i livet og tvinger hende til at sætte sit pennestrøg: Isabella, heks og Djævlens vidne, oktober 1597 Hundenes glammen er blevet tydeligere, og man kan nu også høre den dumpe lyd af galoperende heste: Rytterne trænger gennem den mørke skov. De vil snart være fremme. Isabella rejser sig og kigger fra sit skjulested ud ad et lille, tarveligt vindue. Hun kan ikke se dem, hun har stadig lidt tid. Hun


løber hen til døren, skyder slåen for, puster det svage lys i den eneste kandelaber ud, og i ly af en dunkel stilhed tager hun papiret, folder det sammen til en lille klump, løfter op i sit skørt og stikker det ind mellem benene, helt ind, som om hun forlystede sig under et af sine mange orgier. Hendes hjerte banker hurtigt, som ved følelsen af begær, men det er ikke det. Det er ikke det: Det er en skræk for nattens ryttere. Hun kryber sammen i et hjørne og venter. Hundene gør ikke længere. Rytterne er fremme ved døren. Isabella kan ingenting høre. Ingenting. Ikke før kirkedøren bliver slået ud af hængslerne og falder til jorden med et brag, så det runger i den spændte og lammende stilhed. Der står rytterne, syv korpulente og hætteklædte mænd, som ved hjælp af lyset fra to fakler leder efter hende og straks finder hende, idet hun forsøger at komme op at stå. – Hvad leder I efter? jamrer hun, da hun er kommet på benene. Ingen svarer. – Hvis I vil more jer, er I kommet til det rette sted, fortsætter hun, mens hun gramser på sin svulmende barm, som vælter frem af det løsnede kjoleliv. – Hvem skal være den første til at smage lidt på denne godte? Isabella har blottet det ene bryst og byder det udfordrende frem for mændene. Brystvorten, mørk som et modent agern, er stiv, hård og fristende. En af rytterne, den højeste, trækker hætten ned og gennemsøger med en fakkel alle skjulestedets kroge. Han har overskæg, hageskæg og lyst hår, som er samlet i to lange fletninger. Hans blå øjne er udsædvanligt klare og virker næsten gennemsigtige. Han fører faklen hen mod heksen. – Nå? Skal du være den første … viking? hvisker hun og smiler vellystigt. – Isabella Spaziani? spørger manden. Men han får intet svar. – Er jeres navn Isabella Spaziani? prøver han stædigt.


Heksen kigger nysgerrigt på ham og drister sig til at tale udenom. – Hvem spørger …? Du er måske … en heksemester? – Er du Isabella Spaziani? gentager han roligt. – Måske … Isabella tøver, og i denne tøven skjuler der sig en tavs bekræftelse, som rytteren opfanger, han sender sine kammerater et bekræftende blik, rækker dem faklen, så han uden besvær kan åbne sin kappe. Heksen smiler. Det lader faktisk til, at disse mænd kun er ude på at få lidt sjov. Men det, som kommer til syne mellem folderne i kappen, er ikke det, hun forventer, og måske allerede begærer, men en armbrøst, som efter en næsten umærkelig bevægelse peger direkte mod hendes mund. Rytteren justerer med et iskoldt blik sit sigte, og uden tøven affyrer han våbnet. Isabellas smil bliver gennemboret af jern, som rykker nogle af hendes tænder ud og fortsætter videre gennem kraniet. Instinktivt og til ingen verdens nytte fører heksen hænderne op til kæben, mens hun synker sammen på gulvet. Det eneste, hun får ud af det, er et par hænder sølet til med det blod, som gurgler og bobler fra svælget. Rytteren iagttager opmærksomt Isabellas dødskamp, og for at forsikre sig om at hun er død, dasker han prøvende til det pilespiddede hoved med foden. Blodet fra heksen flyder stille og jævnt ud over gulvet. Rytterne plyndrer skjulestedet, tager det, de tilsyneladende er kommet efter, en gammel trolddomsbog, inden de igen forsvinder ud i den sorte nat i skjul af den tåge, som dækker de genovesiske skove, og fulgt af vagthundenes glammen, som ikke længere skyldes hestene, der bevæger sig gennem tykningen, men noget, som invaderer luften; et varsel om ulykke.


I Peterskirken stopper en af Inkvisitionens kardinaler op. Det er sent. Han står og stirrer på en gammel, sort bronzeskulptur af Skt. Peter, som om han vil bede den om beskyttelse. Han har en ubehagelig fornemmelse. Han ved, at den Store Heksemester er i færd med at samle sin hær. Dæmonen er løs.


I RIDDEREN AF DEN HELLIGE ORDEN 1 O

ver for mig sad Kristi stedfortræder og iagttog mig i tavshed med et dybsindigt blik. På den ene hånd bar han fiskerens ring, og hans gamle ansigt røbede en træthed, som den man ser hos mænd, der sejler på oprørt hav og til stadighed og forgæves kaster garn ud. Det var svære tider for troen. Mellem skum og bølgegang skar kirkens skib sig gennem Renæssancens urolige ocean med en pave, der klamrede sig til roret, fast besluttet på ikke at kuldsejle i Reformationen og kætteriet. Såvel pave Clemens VIII som Inkvisitionens øverstbefalende, den florentinske kardinal Vincenzo Iuliano, havde netop indviet mig i årsagen til, at jeg var blevet kaldt til Rom. Og selvom jeg ikke havde fået alle de oplysninger, jeg mente, jeg behøvede, så var det nok til at planlægge min nært forestående fremtid. Det var i dette øjeblik, det gik op for mig, at en af verdens mest magtfulde og indflydelsesrige menigheder havde valgt mig ved på skrift at give mig nogle beføjelser, som kun ganske få inkvisitorer får. Paven af universalkirken, som jeg tjener og er dommer for, havde udpeget mig. Jeg var blevet kaldt i privat audiens i de pavelige værelser den 22. november 1597. Både Sixtus V og siden Clemens VIII havde


taget de vidunderlige værelser med den mageløse Rafaels udsmykninger til Julius II, den krigeriske pave, i besiddelse. Det var svært ikke at lade blikket glide hen over de fresker, som prydede væggene, og som med deres afbildninger af forskellige hændelser i Den Hellige Skrift og i historien viste, hvordan Gud altid havde stået kirken bi, forsvaret den imod enhver trussel og hjulpet de tvivlende med at genfinde og styrke deres tro. Der var englen, som befriede Skt. Peter fra hans fangenskab, og nadverbrødet med det dryppende blod i Bolsena, som skulle vise den skeptiske præst, at brødet og vinens forvandling til Kristi legeme og blod ikke blot var en smuk metafor. Der var Peter og Paulus, som hjalp Leo den Store med at forhindre Attila i at invadere Italien, og Heliodorus, som ville stjæle skatten fra kong Salomons Tempel og blev uddrevet af en guddommelig rytter. Der var også det magre, strenge og noget aldrende ansigt af en mand, som havde ladt trediverne bag sig og været vidne til så mange ting, et ansigt med et efterhånden tyndt kastanjebrunt hår og et par øjne med et inkvisitorisk blik, som alene blev formildet af den varme farve, som også lagret honning har. Angelo DeGrassos ansigt. Mit ansigt. Jeg tog blikket fra spejlet og gik hen mod det sted, hvor paven og Inkvisitionens øverstbefalende sad og ventede på mig. Iuliano gjorde med en håndbevægelse tegn til, at jeg skulle finde mig til rette på en tom stol, som stod foran dem. Efter en kort, høflig indledning bevægede samtalen sig ind til sagens kerne. – Broder DeGrasso, vi har på tæt hold fulgt jeres arbejde som storinkvisitor i Ligurien, begyndte kardinalen med en alvorlig og omklamrende stemme, mens han så på mig med et gennemtrængende blik. – Og vi har erfaret, at der blandt de sager, I har haft ansvaret for, er én, som skiller sig særligt ud. Den har fanget vores fulde opmærk-


somhed: den, som vedrører kætteren Eros Gianmaria, sagde Iuliano, mens paven iagttog os i tavshed. – Gianmaria har siddet indespærret i godt fire år og heraf kun ét i min retskreds, svarede jeg, mens jeg kiggede forundret på dem. – Jeg kan ikke fortælle så meget nyt, for den anklagede venter stadig på at få sin dom. – Det drejer sig ikke om noget nyt, svarede kardinalen, – men om en gammel sag, som kætteren har forstået at holde godt skjult. – Hvad hentyder I til, hr. kardinal? spurgte jeg forbavset. – Den anklagede, som sidder indespærret hos jer i Genova, formåede at narre storinkvisitoren i Venedig, og nu er han tilsyneladende i færd med at gøre det samme med jer. – Hverken denne eller nogen anden kætter er sluppet godt fra mine forhør, og slet ikke fra mit fængsel, svarede jeg tøjlesløst hovmodigt. – Hvad er det for en hemmelighed, som Gianmaria skjuler, og som I, Excellence, ikke har fundet i hans sagsmappe? Kardinal Iuliano kælede med langsomme bevægelser for det krucifiks, han havde om halsen. Så løftede han hovedet og kiggede længe på mig, mens han ventede på et passende øjeblik til at tale igen, men da var det ikke ham, som tog ordet, men derimod en fremmed mand, som stilfærdigt var kommet ind i værelset og havde stillet sig bag ved mig. – Kætteren Gianmaria skjuler en bog. Den nyankomne gik de få skridt, der var mellem ham og Hans Hellighed, og satte sig til venstre for ham. Hans spidse ansigt med ørnenæse og fine læber, der var blålige som hos et lig, havde dybe rynker og røbede en lovprist mands beslutsomhed. Jeg forstod ikke, hvorfor denne mand var kommet, og det stod malet i mit ansigt. Iuliano fik snart rådet bod på min forvirring. – Broder DeGrasso, lad mig præsentere jer for Darko,


sagde kardinalen, idet han slog hånden ud mod den fremmede, – en moldovisk munk, som tjener vores kirke. – Må Kristus være med jer, sagde jeg, idet jeg bøjede hovedet. Munken lod et svagt smil undslippe de knoklede kindben. – Forlad mig, at jeg er så taktløs, men jeg undrer mig over jeres dragt. Hans Excellence har netop fortalt, at I tjener vores kirke, men I er iført en græskkatolsk munkedragt … – I skal ikke lade jer forvirre af min dragt: Min loyalitet tilhører Rom, ikke Konstantinopel, svarede broder Darko bidsk. Jeg måtte spare min nysgerrighed omkring hans dragt til et andet tidspunkt og i stedet vende den mod det, han tilsyneladende vidste om Gianmarias hemmelighed. – I hævder, at min kætter skjuler en bog … – Det er korrekt, sagde munken. Jeg stirrede på ham og forsøgte at skjule min interesse, mens jeg indåndede den duftende røgelse, som bredte sig i værelset, for at berolige mig selv, inden jeg igen talte. – Han er anklaget for værre ting, svarede jeg i et tonefald, som øjeblikkelig fik kardinalen til at bryde ind. – Hverken afvigelser, krænkelser, sataniske skikke eller de djævelske mord, som kætteren er anklaget for, har for nuværende vores interesse. Hans værste synd er ikke at være et uhyre, men at han skjuler noget for os, sagde Iuliano utålmodigt. – Den bog, som broder Darko taler om? fortsatte jeg stadig mere forundret. – Netop. En bog … som er forbudt, slog kardinalen højtideligt fast, hvorpå der lagde sig en tung stilhed over værelset. Paven så på mig med sine barmhjertige øjne, et blik, som skjulte en indtrængende bøn, og som fik mig til at reagere.


– Og hvad skal jeg så gøre, hr. kardinal? spurgte jeg, idet jeg så på Iuliano. – Finde den. – Titlen? spurgte jeg endelig, hvorpå kardinalen tog en dyb indånding, inden han udtalte bogens giftige navn. – Necronomicon. – En græsk bog? spurgte jeg, optaget af mine egne tanker, for navnet klimprede i mig som strengene på en harpe. – Nej, rettede broder Darko mig bedrevidende. – Den fik dette tilnavn af sin oversætter, en græsk filosof, som introducerede den i Europa. Originalen er ikke græsk, den er arabisk … Den eksisterer ikke længere, for kirken konfiskerede og tilintetgjorde den i 1231 i Toledo. Det eksemplar, vi leder efter, er en italiensk oversættelse og det sidste af en række afskrifter, som systematisk er blevet lokaliseret og tilintetgjort. – Jeg forstår, svarede jeg uforbeholdent, for jeg begyndte nu at forstå, hvorfor jeg i al hast var blevet kaldt i audiens og blev mødt af så højtstående gejstlige. – Det eneste spørgsmål, der til min store nysgerrighed (og naturligvis bekymring) trænger sig på, drejer sig om bogens indhold. Hvad er det, der står i den og kræver min øverstbefalende og Hans Helligheds opmærksomhed? spurgte jeg, mens jeg så Clemens VIII direkte i øjnene. Den hellige fader sad med bøjet hoved, indsunken i sine egne tanker og med blikket tabt i sit tætte, hvide skæg. Det var ikke ham, men Iuliano, der svarede mig. – Det er en satanisk bog, slog Inkvisitionens øverstbefalende fast. – Sidernes indhold trækker beklageligvis et spor af synd … Det er tørt brænde på det kætterske bål, som ophidser vort folk. – Necronomicon beskriver stjernernes mysterium, brød


Darko ind med en lærd mands overbevisning i stemmen. Under moldoverens græskkatolske munkedragt gemte der sig en lærelysten mand med en umættelig interesse for himmelhvælvingen; det var ikke uden grund, at han i Rom var kendt som Stjernetyderen. – Det siges, at man i denne gamle bog afdækker hemmeligheden bag fiksstjernernes oprindelse, et gammelt mysterium, som vi slet ikke kan gøre os begreb om … – Men … kender I bogens indhold? måtte jeg spørge, for sådan lød det af Darkos beretning, og da han blev klar over den fælde, han i sin begejstring havde lagt for sig selv, vendte han blikket mod kardinalen for at bede om hjælp. – Det er ikke bogens indhold, som for nuværende kræver vores opmærksomhed, slog Iuliano fast. – Det vigtigste er, at vi finder den, og til det formål gælder det først og fremmest om at få kætteren til at fortælle, hvor han har gemt den. – Gianmaria er en vanskelig forbryder … Det bliver svært at få ham til at tale, svarede jeg og vidste udmærket, hvad jeg talte om, men så fæstnede kardinalen sine mægtige øjne til mine, mens han i et formildende tonefald forsøgte at opveje vreden i sit blik og det voldsomme forslag: – Om nødvendigt må I anvende tortur. Men sørg for, at han ikke udånder før han har givet os de nødvendige oplysninger. Jeres evner til som storinkvisitor at bløde de mest hårdhjertede kættere op er kommet os for øre fra klostret i Genova, hvor I har jeres bispesæde … og jeres fængsel. Det er derfor, vi har valgt jer, broder DeGrasso, og ikke en anden. Og dermed regnede øverstbefalende Iuliano denne del af samtalen for afsluttet. Da de nu havde givet udtryk for deres tillid til mig, og jeg var blevet sat ind i opgaven, manglede jeg kun at få at vide, hvornår de havde brug for denne indrømmelse.


– Hvor lang tid har jeg? – Ikke lang tid, kun nogle dage. Derefter skal I videre til en anden sag, svarede Iuliano og gjorde mig igen forvirret. Der var altså mere? – En anden sag? Hvilken slags sag? spurgte jeg forundret. Stjernetyderen sagde ingenting, men hans øjne funklede, og det virkede ikke blot som et genskær af den knitrende ild i kaminen i det pavelige værelse. Det var igen Iuliano, som svarede på mit spørgsmål. – Dagen efter den kætterbrand, som I er ved at forberede, den 1. december, rejser I fra havnen i Genova om bord på et spansk skib. I skal være væk i lang tid. – ”Væk i lang tid”? Hvad mener I med det? Og bogen? Jeg forstod ingenting: Jeg skulle forhøre kætteren for at finde ud af, hvor bogen var; en svær opgave, som jeg ikke fik megen tid til at løse. Men det lød, som om min undersøgelse skulle stoppe med det, eftersom jeg straks derefter skulle tage af sted på en rejse. Iuliano vendte det døve øre til mine spørgsmål, rejste sig, gik hen til skrivepulten, fandt noget frem og rakte det til mig: – Den er til jer. Det var en kuvert af læder, som var lukket og forseglet med Inkvisitionens laksegl. Synet af vores emblem fyldte mig med stolthed og en vis ængstelse ved det ansvar, jeg netop havde påtaget mig. – I skal rejse til den Nye Verden, fortsatte kardinalen. – Det drejer sig ikke om en almindelig inspektion for Inkvisitionen, der vil ikke blive tid til at afsige domme … I skal alene og nøje følge de ordrer, I finder i kuverten. – Hvor skal jeg hen? – Til en skrøbelig koloni af franciskanere og jesuitter i


vicekongedømmet i Peru, nærmere bestemt Paraguay, ved Paraná-flodens forgrening, ikke så langt fra Asunción. – Hvad skal jeg lave der? Jeg stirrede spændt på ham. – I vil ikke blive indviet i kommissionens planer, svarede Iuliano i et tonefald, som afviste ethvert yderligere spørgsmål, men jeg kunne ikke lade være med at insistere, for jeg var så overrasket over dette hemmelighedskræmmeri. – Forlanger I, at jeg skal rejse til Asunción uden at vide hvorfor? – I vil ikke blive indviet i kommissionens planer, gentog Iuliano, – før I kan åbne den kuvert, jeg netop har givet jer, og læse indholdet. I skal åbne den, når I ankommer til jeres kloster. Deri vil I finde de nøjagtige instrukser til at tage hånd om sagen. Det er livsvigtigt, at I ikke ved besked på nuværende tidspunkt. Men fortvivl ikke, for der vil tidsnok blive kastet lys over de ting, I endnu ikke ved, og som lige nu foruroliger jer. Min forvirring, det usædvanlige ved deres ordre, det at skulle skride til handling uden først at vide besked, havde sammen med den beslutning, som min øverstbefalende allerede havde taget, Stjernetyderens forventningsfulde tavshed og den forstummede pave, fortyndet luften, og det var, som om den dirrede i takt til mit bankende hjerte. – Forlanger I virkelig, hr. kardinal, at jeg skal tage på en så lang rejse uden at vide præcis hvorfor? Det var min sidste chance for at få et svar. – Sådan bliver det nødt til at være, afsluttede kardinalen bidsk. Darko sendte mig et dystert blik. Den behørige underdanighed gjorde mig et øjeblik tavs, men jeg var så ivrig efter at protestere, at ordene snart flød igen. – Jeg plejer ikke at tage fat på tingene omgivet af tåge, ud-


brød jeg vredt fra sjælens inderste. – Jeg mener heller ikke, at kirken plejer at lægge et slør for mine øjne i stedet for at fjerne det. Jeg er storinkvisitor i Ligurien, agtet og frygtet vogter af rettroenheden, og som sådan har jeg brug for, at I udpeger mine fjender for mig, ikke at I slører tingene til. Mine ord susede som daggerter gennem luften med kurs mod Iulianos forviklinger. Så brød pave Clemens sin tavshed, og idet han eftertænksomt strøg sig over skægget, begyndte han, omend besindigt, at tale med begejstring i stemmen. – Jeg kan se, at vi har gjort et klogt valg, bemærkede den hellige fader, – og derfor sætter vi også vores lid til, at I vil udføre den opgave, I er blevet betroet, med samme omhu, som I betingelsesløst har tjent vores kirke fra jeres kloster i Genova. Det var, som om pavens stemme lidt efter lidt begyndte at give efter, som strengen på en træt bue. – Det er naturligt og meget menneskeligt, at I protesterer mod denne uvished, men sådan ønsker vi det nu engang i dag. Sådan har vi personligt bestemt, det skulle være, og sådan bliver det. – Ja, Deres Hellighed, svarede jeg uden tøven, og som svar på den loyalitet, der lå i mit samtykke, antydede Clemens VIII et smil for derefter at afrunde denne indgriben med en af sine foretrukne allegorier. – Broder DeGrasso … I skal vide, at den romerske hunulv giver alle sine unger die, og inden I afkræver den mælk, bør I lytte til de brødre, som har gjort plads til jer ved yveret. Vis os tillid, så jeres tvivl ikke lægger et slør, som slet ikke eksisterer, for jeres øjne. Sker det, vil I miste troen, og blind i sjælen vil I risikere at blive ført bag lyset af et vildfarent menneske. Som en farisæer eller en gudsbespotter. – Ja, Deres Hellighed, sagde jeg sagte og turde ikke gøre mere.


– Vi er overbeviste om, at I er en god kristen. I gør jeres arbejde godt. Paven rakte sin slanke, behandskede hånd frem mod mig og regnede dermed mødet for slut. Jeg trådte et lille skridt frem, knælede og kyssede pavens ring. – Hellige fader, sagde jeg dybfølt, – jeg vil vende tilbage til Peterskirken med de ønskede resultater. – Det er vi overbeviste om, at I vil, broder DeGrasso. Vi vil vente på jer her og bede for jer, sagde paven, og så løftede han sin hånd op foran mit ansigt og velsignede mig. – Må Gud være med jer … In nomine Patris et Filii et Spiritus Sancti. Amen. Kardinal Iuliano og Darko så tavst til. Det lod ikke til, at de havde den mindste bekymring i forhold til missionen. Jeg havde derimod fået mange. En bog og en rejse skulle krydse min vej.


2 Jeg forlod stilfærdigt Vatikanpaladset gennem basilikaen og gik i retning af et Rom, som tog sig gråt og ligegyldigt ud. Den iskolde efterårsluft bed i ansigtet, så jeg måtte slå hætten i min ordensdragt op og trække næverne ind under kappen. Jeg gik hen over Peterspladsen, sådan som jeg plejede, mens jeg i mine allerdybeste tanker ledte efter et svar på mine talløse tvivlsspørgsmål, et svar, som jeg forsøgte at finde, mens jeg betrådte denne indviede jord, som også var blevet bestænket med såvel blod som barmhjertighed. Paradoksalt nok havde imperatorerne på netop denne plads underholdt såvel højtstående folk som plebejere med blodige henrettelser af kristne. I cirkusset, som nu var dækket af hellige sten, blev selveste Skt. Peter korsfæstet under kejserrigets rasende kristenforfølgelser. På denne plads, som jeg nu gik hen over, havde han oplevet de sidste øjeblikke af sit liv, draget sit sidste suk, fået sin sidste åbenbaring. Et sagnomspundet liv, som til sidst gjorde Peter til martyr og Kristi kirkes suveræne overhoved på jorden. Tvivlede Peter, som jeg havde tvivlet, på denne tro, som endte med at sende ham i døden? Eller hjalp denne tro ham til at udholde pinslerne og bære den uundgåelige skæbne? Er hans død et vidnesbyrd om Kristi liv? Beviser Peters død, at han troede på det, han så? Jeg gik fortabt i disse tanker, da mine øjne mødte obelisken, som stod i al sin pragt midt på pladsen. Jeg standsede og vendte mig om mod basilikaen. Var det sådan, Peter havde kigget på sin kirke, eller havde han holdt blikket rettet mod Neros Cirkus? Jeg sukkede. Der er nogle ting, som ingen bør


betvivle, men kødet er skrøbeligt, og der findes ikke et øjeblik i et menneskes liv, hvor et spørgsmål uden svar ikke skaber et tomrum, og i mange tilfælde et tomrum i troen. Jeg følte mig mere menneskelig. Jeg følte mig mere menneskelig, da jeg begyndte at opfatte kirken som skabt af mennesker. Og dér døde apostlen, fordi han ville udbrede sin tro, han blev korsfæstet på hovedet foran hundreder, tusinder, af mennesker, som tilbad hedenske guder. Peter måtte have været bange. Bestemt. Han måtte havde lidt, og idet han så op mod himlen, tænkte han måske ved sig selv, at det hele var et frygteligt vanvid. Min ånde dampede, og i mine øjne begyndte der så småt at ophobe sig vand til den slags tårer, der drives frem af angsten, og som altid vældede frem, når jeg gik forbi dette sted. Mine tanker kredsede om det spørgsmål, som altid dukkede op, når jeg tænkte på Peter på min vej hen over Vatikanpladsen: Ville jeg, Angelo, være i stand til at ofre mit liv for Kristus? Forvildet i mine tanker forlod jeg pladsen og gik i retning af Tiberen. Den følgende dag ville jeg gå i Inkvisitionens arkiv. Jeg havde brug for at få genopfrisket sagen om Gianmaria og få bekræftet, at der ikke gemte sig noget vigtigt, som ikke var blevet overdraget til mit kloster. Og jeg ville desuden undersøge nogle ting omkring den mystiske bog. Men først og fremmest så jeg frem til at møde en gammel ungdomsven, som jeg ikke havde set i flere år. Købmanden Tommaso D’Alema. Da jeg fik besked på at indfinde mig i Rom, havde jeg bedt ham om at modtage mig i hans hus, for jeg foretrak at logere hos ham frem for et hvilket som helst andet sted i byen. Jeg gjorde mig slet ingen forestillinger om de følger, dette besøg skulle få. Den første aften i Tommaso D’Alemas hjem efter så


lang tids adskillelse var der dækket op til et overdådigt måltid. Bordet bugnede af mad og god vin, og hans kone, Libia, og Raffaella, hans datter, gjorde os selskab under middagen. Roms kulde ville tilsyneladende sætte sig som et dårligt minde, fordunklet af mødet med min gamle ven. Men sådan blev det ikke: Det forhindrede Tommaso. Efter så mange års adskillelse og i kraft af det, han havde hørt om mig, var han meget frygtsom. Mit ophold hos denne familie skulle ikke blive let. – Jeg ved, du tjener Inkvisitionen, sagde min ven. – I Rom svæver nyhederne i luften. Du har måske tillagt dig nogle skikke … Eller rettere sagt, her i huset har vi nogle andre skikke, som måske vil undre dig. Libia iagttog os i tavshed, som en saltstøtte. Hun opførte sig meget anderledes og var ikke lige så venlig som tidligere. – Skræmmer det dig, at jeg ved, du ikke beder bordbøn? spurgte jeg ham spydigt. – Eller er det i virkeligheden det at have en … inkvisitor … til bords, som skræmmer dig? Mine ord blev fulgt af en dyb tavshed. – Det kan godt være …, stammede Tommaso nervøst, men ærligt. – Du må ikke tro, at jeg gransker dit liv. Jeg forsøger bare at leve et stilfærdigt liv … uden at gøre mig bemærket. – Det er rigtigt … Jeg er inkvisitor. Men hvad er det, du forsøger at beskytte din familie imod? Mig? Sig mig engang, Tommaso … har man nogensinde dømt et menneske for ikke at bede bordbøn? – Altså … Det ved jeg ikke. – Nej, aldrig, slog jeg eftertrykkeligt fast. – Selvom årene adskiller folk, så gør det ingen skade på den åbenhjertighed, der har været mellem dem, og det glæder mig meget. Jeg er taknemmelig for dit ærlige svar, og det ville også glæde mig,


om du stadig så mig som den gamle kammerat, der nok går klædt i ordensdragt, men vel at mærke ikke er dommer over dine skikke. Tommaso nikkede, så jeg fortsatte: – Det er ikke umagen værd at bortødsle natten på at tale om disse ting. Jeg vil bede bordbøn, og så vil jeg bede dig og din familie om ikke at afholde jer fra at gøre eller sige det, der nu engang falder jer ind. Når alt kommer til alt, er jeg gæst i jeres hus, og jeg ville nødig være til besvær. Tommaso nikkede igen, inden alle foldede deres hænder for at lytte til min bøn på latin, som lød hul mellem de glødende vægge. I løbet af middagen blev der langsomt løst op for den spændte begyndelse, men Libia forholdt sig tavs længere, end jeg havde forventet. Nu og da greb jeg hende i at iagttage mig og med blikket sige det, hun ikke sagde med ord. Mine besøg havde altid været korte, så hun havde aldrig rigtigt lært mig at kende. Nu passede hun mere end nogensinde på sin familie, som en løvinde, der ligger på lur og fornemmer, at denne munk, hvervet af Inkvisitionen, kan være en trussel. Jeg iagttog hende med en inkvisitors erfaring, jeg lod blikket dvæle ved det sted, hvor kæben laver et knæk, så ved den afrettede hage; jeg bed mærke i den lige næse, den jævne pande, de uens læber, som stod halvt åbne og havde en blussende kulør. Jeg sluttede, at hun uden tvivl havde dunkle øjne og hals som en heks, og selvom hendes bryster var skjult under tøjet, kunne man ane, at de var velformede og faste, ligesom hendes talje. Et øjeblik så jeg hende nøgen for mig på pinebænken; hun blev tortureret og sendte mig et forventningsfuldt blik med en blanding af smerte og nydelse. Jeg iagttog hende, mens hun talte, og idet hendes læber udtalte ordene og afslørede nogle perlemorsfarvede tænder, kunne jeg fornemme vellysten i hendes tunge, tænderne, som løb i


vand. Hun var den perfekte heks ... der havde skjult sig i kødet af denne Libia, som var både hustru og mor, og som havde bevaret sin frodighed på trods af årenes gang. I Pisa havde Tommaso og jeg som unge og uerfarne mænd ikke brugt tid på at rende rundt i byen om natten, og ingen af os havde haft svært ved at undvære kvinder: For mit vedkommende, fordi jeg aldrig holdt op med at se dem som en kilde til synd, og fordi jeg besluttede mig for at holde mit klosterløfte; og han, fordi han lige siden, han mødte Libia, ikke havde haft øjne for nogen anden kvinde. – Kan du genkende min lille pige efter al den tid? spurgte Tommaso og afbrød mig i mine tanker, der med et brag splintredes som krystal. Jeg smilede og sendte ham et bekræftende blik, og så vendte jeg mig mod den unge pige. Raffaella havde forandret sig, og hendes mørke øjne blev mere og mere spørgende, mens hun iagttog mig med en intensitet, som afvæbnede mig. Jo, hun var vokset meget siden mit sidste besøg hos familien. Denne pige, som jeg huskede som smilende, men fuldkommen uinteresseret i virkeligheden, havde som femtenårig forvandlet sig til en nydelig ung pige, der opmærksomt lyttede til de voksnes snak. Raffaella var familien D’Alemas dyrebare skat, hun var selskabelig, begavet, venlig som sin far, og noget så smuk … Som sin mor. Hendes kløgt og inderlighed gjorde et stærkt indtryk på mig i ånden. Min ven talte stadig og afbrød mig igen i mine tanker. – Lad mig finde noget, du vil synes godt om … Han rejste sig hurtigt for at finde noget frem fra en træreol ikke så langt fra bordet. Så satte han sig igen, skubbede to glas ind foran os og viste mig den overraskelse, han havde til mig: en buttet og støvet flaske grappa. Tommaso vidste udmærket, at jeg havde en svaghed for denne drik.


– Et godt middel til at få bugt med kulden, spøgte jeg begejstret. – Der er selvfølgelig altid en god undskyldning, når det gælder grappa … Jeg er meget taknemmelig for, at du har tænkt på mig. Flasken var forseglet, og jeg vidste udmærket, at han ville have foretrukket sød rødvin frem for denne stærke brændevin. – Jeg har købt den af en ven i udkanten af byen. Det er en grappa fra nord, fra Veneto, forklarede han som en anden krovært, mens han trak proppen af flasken. – Vær hilset, velsignede vand! udbrød han muntert. – Vil du gøre mig selskab? Og så hævede jeg mit glas og kiggede først på Tommaso, så på flasken. Han sendte mig et af de oprigtige smil fra vores ungdom, mens han skænkede den gennemsigtige væske op i vores glas. Og så spurgte han noget mere afslappet: – Hvor længe har du været inkvisitor, Angelo? – I ti år, svarede jeg. Tommasos ansigt snørede sig sammen i en spørgende grimasse. Livet var gået temmelig hurtigt, lige så hurtigt som en kæmpe, og det slog ham pludselig. – Hvad skete der så med dit gamle abbedi? – Åh, jo … Det gamle abbedi, det husker du stadig? – Naturligvis, jeg husker det tydeligt, du beskrev det til fuldkommenhed i dine breve. Indimellem kendte jeg det næsten lige så godt, som havde jeg selv været der. Er du der stadig? – Nej … Jeg underviser ikke længere i det gamle abbedi, jeg har været nødt til at forlade kapucinerne og skolastikken. Inkvisitionens domstol og de sager, jeg har ansvaret for, kræver mig et andet sted og al min tid. Men jeg er stadig i Genova. At tænke på mit omskiftelige livsforløb gjorde mig urolig. Det havde været min hensigt at blive resten af mit liv i det


skønne San Fruttuoso-abbedi sammen med kapucinerne, mine sande sjælefrænder. Men jeg rettede mig efter den beslutning, som min læremester, Piero Del Grande, tog, og som det aldrig rigtig lykkedes mig at forstå, og forlod abbediet for at færdiggøre mine studier, lade mig præstevie og blive dominikanermunk. Og selvom jeg vendte tilbage til abbediet for at undervise i teologien for en tid, så forlod jeg det igen for at indtræde i Inkvisitionen, som om det altid havde været min skæbne: Titlen som dominikanermunk var absolut nødvendig for at kunne blive storinkvisitor. Pavedømmet havde ved oprettelsen af Inkvisitionen betroet dominikanerne denne kommission, så de med alle midler kunne forsvare rettroenheden. Jeg var meget glad for mit embede som vogter af troen, men jeg holdt aldrig op med at savne den stille og simple glæde ved klosterlivet, brødrene og jordens nærhed foruden de teologiske diskussioner, som kunne bringe dig så tæt på Gud. – Så du forlod dit hjem gennem så mange år …, sagde Tommaso med samme sælsomme vemod, som jeg selv følte. – Sådan er det … Men jeg forlod det ikke. Ikke helt. Jeg besøger det nu og da. Jeg har tilbragt en stor del af mit liv inden for de mure. – Hvordan er dit nye hjem? spurgte Tommaso, der var interesseret i at høre om mit nuværende liv. – Det er et gammelt kloster i den østlige del af byen, det ligger på et forbjerg nær havet. Det er Inkvisitionens delegation. Jeg strøg mig over hagen og blev et øjeblik overvældet af minder. – Der er en smuk have med appelsintræer, oliventræer og vinstokke. Deroppefra kan man se ud over det endeløse Middelhav, og på skyfrie dage et sløret omrids af Korsika. – Der må være dejligt, fantaserede Tommaso og for-


søgte at se det for sig. Hans øjne funklede på grund af grappaen. – Et sted, hvor det er værd at leve. – Det er meget smukt … Det er det. Som en smuk rose på trods af sine torne … – Hvad mener du? For Tommaso var det ikke nok med denne metafor, som jeg brugte i et forsøg på at undgå en længere forklaring. – Du er et begavet menneske, og du lever ikke fjernt fra den virkelige verden, vel? Tommaso trak på skuldrene. – I klostret finder man Inkvisitionens fængsel, som til min store ærgrelse ikke har stået tomt i al den tid, jeg har forvaltet det. Der kan gå længe imellem, at jeg mærker den salte luft fra havet eller hører mågerne, for jeg sidder gerne indespærret i mine værelser og studerer de anklagedes sager. Og ofte ser jeg ikke dagens farver … fordi jeg er nede i kældrene for at granske fangernes ansigter … Det er tornene på min rose. – Uanset om vi kan lide det eller ej, så er der en ulempe ved ethvert arbejde, slog Tommaso fast og forsøgte dermed at løse op for alvoren i mine ord. – Jeg er ked af, at der sidder så mange mennesker i fangehullerne, for det bedrøver mig at se menneskets laster. Du kan sammenligne det med en læge, som bedrøves ved synet af sygdom. Det gør mig bedrøvet at se folk, som er blevet besmittet af kætteri, en dårligdom, som gnaver sig ind gennem kødet og fordærver sjælen. – Hvem fylder fangehullerne op med forbrydere? ville Tommaso vide. – Det er mig, der fylder dem op, måtte jeg forklare. – Det er mig, som giver ordrer til arrestationerne. Det er mig, som kæmper mod kætteriet i min retskreds. Tommaso sank tavst sammen. Ingen ønskede at vide noget om eller så meget som at høre ordet kætteri, og slet


ikke når man sad over for en inkvisitor. Men tavsheden varede kun et øjeblik. – Og er der meget af den slags i Ligurien? – Ligesom alle andre steder. Nok til at holde mig vågen om natten. Mine ord opmuntrede Tommaso til at gå videre og stille det spørgsmål, han så længe havde gemt på. – Og … synes du, det er retfærdigt at brænde et menneske på bålet, fordi han eller hun afviger fra den sande tro? Jeg kiggede på ham. Jeg sagde ikke noget, men så bare på ham, mens jeg førte glasset med grappa op til munden for derpå at mærke alkoholen brænde i brystet på mig. Jeg havde kun brug for en lille smule tid til at vælge mine ord, for hvad ville et menneske uden teologiske studier bag sig forstå og godtage som svar? Tommaso var meget kløgtig, det vidste jeg, og derfor krævede det et velbegrundet svar, som han kunne forstå, et svar, som en præst fra den katolske kirke var forpligtet til at give ham. Hans spørgsmål var identisk med det, som havde holdt teologerne beskæftiget lige siden kirkens oprindelse. Jeg skulle sammenfatte alle de komplicerede diskussioner, så de var til at begribe for en mere simpel forstand. Ordensdragtens tyngde og forbandelsen af mit embede havde igen bemægtiget sig rummet, og det gjorde mine venner ubehageligt til mode. Der var så stille og spændt en stemning, at jeg til sidst besluttede mig for at tage hul på det svar, de ønskede, næsten behøvede, at høre fra en storinkvisitor. Lige så enkelt og ligefremt som spørgsmålet selv. – Ja, det er det, sagde jeg uanfægtet. Tommaso fortrak ikke en mine. Sagde ikke et ord. – Tommaso …, irettesatte jeg ham venligt. – Betaler du dine skatter? – Naturligvis.


– Følger du den offentlige lov? – Ja. – Agter du autoriteterne? – Ja, selvfølgelig gør jeg det. – Betragter du så dig selv som en god borger? – Det er jeg uden tvivl. Jeg var teolog, skriftklog, og det var i virkeligheden en ulige diskussion. Vi kæmpede på mit territorium, med mine våben, men det var den eneste måde, hvorpå jeg kunne få ham til at forstå det. – Så du agter normerne for det verdslige liv, og du mener, at det er rimeligt, at de bliver agtet, fortsatte jeg. – Jeg gør det samme: Jeg agter kirkens love, jeg mener, det er rimeligt, at de bliver agtet, men med den forskel at jeg er dommer og en del af kirken og derfor påtager mig at beskytte dem. Ingen, som ikke kender til troen, bliver sendt på bålet. Kun dem, som kender loven og undsiger sig den, ligger den til last, når de tilbeder falske guder eller, værre endnu, ansporer andre til at tilbede dem. Det var måske med forsæt, at du ikke bad bordbøn? – Nej, det var det ikke … Det er bare fordi … Jeg lod ham ikke forsvare sig, for det var ikke hensigten med min tale. – Du bad ikke, men dit hjerte er rent, og det er jeg udmærket klar over. Hvilken slags mennesker tror du, vi dømmer ved vores domstole? Dem, som ikke beder bordbøn eller ikke siger bønnen højt? Nej! fortsatte jeg ivrigt. – Du kan slet ikke forestille dig, hvad det er for nogle mennesker, for du har aldrig set dem, men lyt til mig, som ser dem hver eneste dag … Jeg kan fortælle dig, at du skal tro for at få indsigt. Hvis du tror på Den Hellige Skrift, så må du agte indsigten, barmhjertigheden og forskrifterne. – Og hvad er det for nogle forskrifter, du retter dig efter? spurgte Tommaso undersøgende.


– Dem, som fremgår af Den Hellig Skrift, dem, som fik nyt liv med Frelseren, gik i arv til apostlene, som overleverede dem til os, så vi ville holde sammen og holde al modgang på afstand. De samme forskrifter, som senere blev tolket af paverne, og som er vores læresætninger. Det virkede, som om jeg havde tabt Tommaso, så jeg valgte en mere åbenlys forklaring, den eneste, som kunne bekræfte alle mine påstande. – Den Hellige Skrift er min forskrift. Med disse ord rejste jeg mig et øjeblik fra bordet og gik ind i mit værelse for at finde den bibel, jeg altid har med mig. Jeg vendte tilbage til bordet, satte mig ned og valgte så en side. Jeg kunne have reciteret de hellige ord udenad, men jeg foretrak at vise ham ordene, sådan som de stod skrevet. Tommaso kiggede på bogen, mens jeg lagde et nydeligt vævet bogmærke på den side, jeg ville læse for ham. Jeg rykkede en af kandelabrene tættere på bogen og begyndte så at læse. Han lyttede opmærksomt til mig, og i løbet af nogle minutter blev jeg overbevist om, at mine ord gjorde et dybt indtryk på ham. Måske var det på grund af den højtidelige stemning, som fulgte ordene. Denne aften var dog ikke det rette tidspunkt til at fordybe sig i teologiske spørgsmål. Det var nok for en aften, den første, men jeg kunne ikke dy mig for at afrunde den med en af de lignelser, jeg havde brugt lige siden min tid som novice. – Jeg er dommer og dømmer efter Guds lov, som står i denne hellige bog, og jeg har min åndelige indsigt som dominikanermunk. Husk dette, min ven: Da Jesus Kristus blev spurgt af sine apostle, hvorfor de ikke kunne drive en dæmon ud af en lille dreng, svarede Han: ”Fordi I har så lille en tro. Sandelig siger jeg jer: Har I en tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: ’Flyt dig herfra og


derhen!’ og det vil flytte sig. Og intet vil være umuligt for jer.” Hvis du mener, at vores kamp mod heksemestre og troldmænd er et politisk anliggende, kan jeg umuligt overbevise dig … Men for mig har det været en rigtig og åben kamp gennem århundreder. Og jeg vil fortsætte med at kæmpe den og helmer ikke, før den er vundet, for jeg har min tro, og med den kan jeg flytte bjerge … Resten af aftenen var et almindeligt gensyn mellem to gamle venner, en opremsning af fælles minder, hvor vi genvandt hinandens hengivenhed. Men jeg var udmattet efter den lange rejse. Vi var i virkeligheden alle sammen trætte, så da flasken med grappa blev stillet tilbage i reolen, sagde vi godnat og trak os tilbage til vores værelser for at komme en ny dag i møde. Tommaso takkede for min forklaring, og jeg for den imødekommenhed, de alle tre havde vist mig. Med en olielampe til at oplyse vejen for mig gik jeg ind i mit værelse, som var beskedent, men havde det nødvendige: en seng, et lille skab, en skrivepult og et vaskefad fyldt med vand, som stod klar til mig på et lille bord. Deri vaskede jeg mine hænder og mit ansigt, inden jeg knælede for at bede, som jeg gjorde hver eneste aften i mit liv. Inkvisitionens arkiv ventede mig den følgende dag.

Inkvisitoren  

Året er 1597. Angelo DeGrasso, inkvisitor i Ligurien, bliver kaldt i privat audiens i Vatikanet, som fortæller ham, at en kætter ved navn Er...

Advertisement