Ildenglen

den rette stil. Det var de færreste ballerinaer, der havde lyseblåt hår eller et udvalg af tatoveringer på arme og ben, og Karou havde begge dele.

De eneste tatoveringer, der var synlige, da hun gravede skitsebogen frem og rakte den til Zuzana, var dem, hun havde rundt om håndleddene som armbånd – et enkelt ord på hver: sand og historie.

Idet Zuzana tog bogen, stillede et par af de andre elever, Pavel og Dina, sig hen for at kigge hende over skulderen.

Karous skitsebøger var kult på skolen og gik dagligt på omgang og blev beundret. Den her – nummer tooghalvfems i en livslang række – var viklet ind i elastikker, og så snart Zuzana tog dem af, sprang den op. Hver side var så belagt med grunder og maling, at indbindingen knap kunne holde sammen på dem. Bogen gik op som en vifte, og Karous kendte figurer fremstod på de blafrende sider, fantastisk afbildede og yderst sære.

Der var Issa, slange fra livet og nedefter og kvinde fra livet og opefter med nøgne, kuppelformede bryster som på Kama Sutra-relieffer, hætte og hugtænder som en kobra og et ansigt som en engel.

Twiga med girafhalsen, der sad krumbøjet med diamantluppen fastgjort til det sammenknebne øje.

Yasri med papegøjenæb og menneskeøjne og en krans af orange krøller, der slap fri af hovedtørklædet. Hun bar på et fad frugt og en kande vin.

Og Sulfur, selvfølgelig – han var skitsebøgernes stjerne.

Her blev han vist sammen med Kishmish, der sad på rundingen af et af hans store vædderhorn. I de fantastiske historier, Karou fortalte i sine skitsebøger, drev Sulfur 17