Page 1

1. Umulig at gøre forskrækket Da Karou gik hen over de sneklædte brosten på vej til skole, havde hun ingen dystre forudanelser om dagen. Det virkede som enhver anden mandag, harmløs bortset fra den grundlæggende mandagsfølelse, for ikke at tale om den grundlæggende januarfølelse. Det var koldt, og det var mørkt – her midt om vinteren stod solen ikke op før otte – men det var også smukt. Den faldende sne og det tidlige klokkeslæt gav tilsammen Prag et spøgelsesagtigt skær som på et ferrotypi, lutter sølv og tågeslør. På den brede vej langs floden buldrede busser og sporvogne forbi og forankrede dagen i det enogtyvende århundrede, men i de mere stille gader var vinterfreden som taget ud af en anden tid. Sne og brosten og spøgelseslys, Karous egne trin og fanen af damp fra hendes kaffekrus, og hun var alene og opslugt af hverdagsagtige tanker: skolen, ting, der skulle gøres. Af og til bed hun sig bittert i kinden, når et stik af hjertesorg trængte sig på, som hjertesorg nu gør, men hun skubbede dem resolut til side, besluttet på, at alt det skulle være overstået. Hun holdt kaffekruset i den ene hånd og knugede frakken ind til kroppen med den anden. Hun havde en tegnemappe slængt over skulderen, og hendes hår – udslået, 9


langt og påfugleblåt – blev dækket af et blondelag af snefnug. En dag som alle andre. Men så. En knurren, hurtige trin, og så blev hun grebet bagfra og trukket hårdt ind mod en mands brede bryst. Hænder flåede hendes tørklæde til side, og hun mærkede tænder – tænder – mod halsen. De nappede. Angrebsmanden nappede. Irriteret forsøgte hun at ryste ham af sig uden at spilde kaffen, men der sjaskede noget ud af kruset alligevel og endte i den beskidte sne. ”Kaz, for pokker, slip mig så,” snerrede hun og snurrede rundt mod ekskæresten. Gadebelysningen faldt blidt på hans smukke ansigt. Hans åndssvagt smukke ansigt, tænkte hun og skubbede ham fra sig. Åndssvage ansigt. ”Hvordan kunne du vide, at det var mig?” spurgte han. ”Det er altid dig. Og det virker aldrig.” Kazimir levede af at springe frem fra skjulesteder, og det frustrerede ham, at han aldrig kunne få Karou til at reagere det mindste på det. ”Du er umulig at gøre forskrækket,” jamrede han og lavede den sure mund, som han troede var uimodståelig. Indtil for nylig ville hun heller ikke have kunnet stå for den. Hun ville have stillet sig på tæer og slikket på den surt krængede underlæbe, slikket den længselsfuldt dvælende og så taget den mellem sine tænder, leget drillende med den og til sidst givet sig hen i et kys, der fik hende til at smelte imod ham som honning i solen. 10


Den tid var bare helt forbi. ”Måske er du bare ikke særlig skræmmende,” sagde hun og gik videre. Kaz kom op på siden af hende og slentrede med, med hænderne i lommen. ”Jeg er altså skræmmende. Jeg knurrede. Og bed. Ethvert normalt menneske ville have fået et hjerteslag. Bare ikke dig, du har isvand i årerne.” Hun ignorerede ham, og han tilføjede: ”Josef og jeg har gang i en ny rundvisning nu. Vampyrtur i den gamle bydel. Turisterne kommer til at sluge den råt.” Det kommer de helt sikkert til, tænkte Karou. De betalte gode penge for Kaz’ ”spøgelsesture”, der bestod i at blive slæbt rundt i Prags kringlede gader i mørket og standse op på steder, hvor der angiveligt havde fundet mord sted, så ”genfærd” kunne springe frem fra døråbninger og få dem til at hvine. Hun havde selv spillet rollen som genfærd ved flere lejligheder, havde stønnet og klaget og holdt et blodigt hoved i vejret, mens turisternes skrig gik over i latter. Det havde været sjovt. Kaz havde været sjov. Dengang. ”Held og lykke med den,” sagde hun i et udtryksløst tonefald og stirrede frem for sig. ”Vi kunne godt bruge dig,” sagde Kaz. ”Nej tak.” ”Du kunne spille en sexet vampyrtøs –” ”Nej tak.” ”Lokke mændene til –” ”Nej.” ”Du kunne have din kappe på og …” Karou stivnede. 11


”Du har den stadig, ikke, skat?” sagde han med blidt lokkende stemmeføring. ”Det er det smukkeste, jeg nogen sinde har set, dig med den sorte silke mod din hvide hud –” ”Hold kæft,” hvæsede hun og standsede op midt på Malteserpladsen. I guder, tænkte hun. Hvor dumt havde det lige været af hende at falde for denne åh-så-kønne gøgler, klæde sig ud for ham og give ham sådan nogle minder? Yderst dumt. Ensomhedsdumt. Kaz førte hånden op for at børste et snefnug væk fra hendes øjenvipper. ”Hvis du rører mig,” sagde hun, ”får du kaffen i fjæset.” Han sænkede hånden. ”Rolig nu, min hidsige Karou. Hvornår holder du op med at kæmpe imod mig? Jeg har jo sagt, at jeg er ked af det.” ”Så vær ked af det. Bare gå et andet sted hen og vær det.” De talte tjekkisk, og hendes tillærte udtale svarede fuldstændig til hans indfødte. Han sukkede irriteret over, at Karou stadig ikke ville tage imod hans undskyldning. Det var ikke en del af hans manuskript. ”Kom nu,” lokkede han. Hans stemme var ru og blid på en gang, som en bluessangers blanding af grus og silke. ”Vi er jo bestemt for hinanden, du og jeg.” Bestemt. Hvis Karou var ”bestemt” for nogen, håbede hun oprigtigt, at det ikke var Kaz. Hun så på ham, smukke Kazimir, hvis smil engang havde virket så bydende på hende, kaldt hende til at være ved hans side. Og det havde virket som sådan et pragtfuldt sted at være, som om farverne var klarere dér, sansningerne og følelserne stærkere. 12


Det havde også, havde hun opdaget, været et populært sted at være, et sted andre piger befandt sig, når hun ikke var der. ”Få Svetla til at være din vampyrtøs,” sagde hun. ”Hun har da tjek på tøsedelen.” Han så forpint ud. ”Jeg vil ikke have Svetla. Jeg vil have dig.” ”Trist. Jeg er ikke en mulighed.” ”Lad nu være med at sige det,” sagde han og prøvede at tage hendes hånd. Hun trak sig tilbage, og en bølge af hjertesorg vældede op i hende på trods af alle bestræbelser på at føle sig hævet over den. Han er det ikke værd, sagde hun til sig selv. Kommer ikke engang i nærheden. ”Det her kaldes at stalke, det ved du godt, ikke?” ”Bah. Jeg stalker dig ikke. Jeg skal tilfældigvis denne vej.” ”Klart,” sagde Karou. De var kun et par opgange fra skolen nu. Bøhmens Kunstgymnasium var en privatskole beliggende i et lyserødt barokpalæ, hvor to unge tjekkiske nationalister under den nazistiske besættelse havde snittet struben på en Gestapo-officer og skrevet frihed på væggen med hans blod. Et kortvarigt, modigt og navnkundigt oprør, der hurtigt var endt med, at de var blevet fanget og spiddet på korsblomsterne på gitterporten. Nu flokkedes eleverne rundt om den selv samme port, hvor de stod og røg eller ventede på deres venner. Men Kaz var ikke gymnasieelev – han var tyve, flere år ældre end Karou – og hun havde aldrig oplevet, at han var stået op før ved middagstid. ”Hvorfor er du overhovedet vågen nu?” 13


”Jeg har fået et nyt arbejde,” sagde han. ”Hvor jeg skal møde tidligt.” ”Hvad, holder I vampyrrundvisninger om morgenen?” ”Ikke det. Noget andet. En slags … afsløring.” Han grinede smørret. Hoverende. Han ville have hende til at spørge, hvad det nye arbejde gik ud på. Hun ville ikke spørge. ”Nå, men så god fornøjelse,” sagde hun med fuldstændig mangel på interesse og gik sin vej. Kaz råbte efter hende. ”Vil du slet ikke vide, hvad det er?” Det smørrede grin var der stadig. Hun kunne høre det i stemmen. ”Næ, jeg er ligeglad,” råbte hun tilbage og gik ind ad porten. Hun burde virkelig have spurgt.

14


2. En slags afsløring Mandag, onsdag og fredag havde Karou croquistegning i første time. Da hun kom ind i atelieret, var hendes veninde Zuzana der allerede og havde stillet staffelier op til dem foran modellens podium. Karou tog sin tegnemappe og frakken af, viklede sig ud af tørklædet og meddelte: ”Jeg bliver forfulgt.” Zuzana hævede et øjenbryn. Hun var mester i hævede bryn, noget Karou misundte hende. Hun kunne ikke selv bevæge brynene hver for sig, hvilket hæmmede hendes udtryk for mistænksomhed og ringeagt. Zuzana mestrede begge dele til perfektion, men dette var en mere dæmpet brug af øjenbrynet, blot distanceret nysgerrighed. ”Lad være med at sige, at Narrøv prøvede på at skræmme dig igen.” ”Han er inde i en vampyrfase. Han bed mig i halsen.” ”Skuespillere,” mumlede Zuzana. ”Du skal give den taber med en strømpistol. Så skal han nok lære at lade være med at springe på folk.” ”Jeg har ikke nogen strømpistol.” Karou tilføjede ikke, at hun ikke havde brug for nogen. Hun kunne udmærket forsvare sig uden elektriske stød. Hun havde en usædvanlig baggrund. ”Så få dig én. Jeg mener det. Dårlig opførsel skal straf15


fes. Desuden kunne det være sjovt. Synes du ikke? Jeg har altid haft lyst til at give nogen stød. Zap!” Zuzana lavede krampebevægelser. Karou rystede på hovedet. ”Nej, min lille voldelige ven, jeg synes ikke, det kunne være sjovt. Du er forfærdelig.” ”Vel er jeg ej. Det er Kaz, der er forfærdelig. Det behøver jeg vel ikke minde dig om.” Hun så skarpt på Karou. ”Jeg håber ikke, at du så meget som overvejer at tilgive ham.” ”Nej,” fløj det ud af Karou. ”Men prøv at få ham til at fatte det.” Kaz kunne simpelt hen ikke forstå, at nogen pige med fuldt overlæg ville unddrage sig hans charme. Og hvad havde hun gjort andet end netop at bekræfte hans forfængelighed de måneder, hvor de havde været sammen, og hun bare havde stirret på ham med store beundrende øjne og givet ham … alt? Hans tilnærmelser nu, tænkte hun, var et spørgsmål om stolthed. Han ville gerne vise sig selv, at han kunne få hvem som helst. At det var op til ham. Måske havde Zuzana ret. Måske skulle hun bruge en strømpistol på ham. ”Skitsebog,” beordrede Zuzana og holdt hånden frem som en kirurg, der bad om en skalpel. Karous bedste veninde var dominerende i omvendt forhold til sin størrelse. Hun var ikke meget mere end halvanden meter iført plateaustøvler, mens Karou var 1,68, men virkede højere, på samme måde som ballerinaer gør med lange halse og smækre lemmer. Hun var ingen ballerina, men hun havde det rette udseende, om ikke 16


den rette stil. Det var de færreste ballerinaer, der havde lyseblåt hår eller et udvalg af tatoveringer på arme og ben, og Karou havde begge dele. De eneste tatoveringer, der var synlige, da hun gravede skitsebogen frem og rakte den til Zuzana, var dem, hun havde rundt om håndleddene som armbånd – et enkelt ord på hver: sand og historie. Idet Zuzana tog bogen, stillede et par af de andre elever, Pavel og Dina, sig hen for at kigge hende over skulderen. Karous skitsebøger var kult på skolen og gik dagligt på omgang og blev beundret. Den her – nummer tooghalvfems i en livslang række – var viklet ind i elastikker, og så snart Zuzana tog dem af, sprang den op. Hver side var så belagt med grunder og maling, at indbindingen knap kunne holde sammen på dem. Bogen gik op som en vifte, og Karous kendte figurer fremstod på de blafrende sider, fantastisk afbildede og yderst sære. Der var Issa, slange fra livet og nedefter og kvinde fra livet og opefter med nøgne, kuppelformede bryster som på Kama Sutra-relieffer, hætte og hugtænder som en kobra og et ansigt som en engel. Twiga med girafhalsen, der sad krumbøjet med diamantluppen fastgjort til det sammenknebne øje. Yasri med papegøjenæb og menneskeøjne og en krans af orange krøller, der slap fri af hovedtørklædet. Hun bar på et fad frugt og en kande vin. Og Sulfur, selvfølgelig – han var skitsebøgernes stjerne. Her blev han vist sammen med Kishmish, der sad på rundingen af et af hans store vædderhorn. I de fantastiske historier, Karou fortalte i sine skitsebøger, drev Sulfur 17


handel med ønsker. Nogle gange kaldte hun ham Ønskekræmmeren, andre gange bare ”gnavpotten”. Hun havde tegnet disse væsener, siden hun var en lille pige, og hendes venner talte om dem, nærmest som om de var virkelige. ”Hvad har Sulfur så bedrevet i weekenden?” spurgte Zuzana. ”Det sædvanlige,” sagde Karou. ”Han har købt tænder af mordere. Han fik nogle nilkrokodilletænder i går fra en forfærdelig somalisk krybskytte, men idioten forsøgte at stjæle fra ham og var ved at blive kvalt af slangekraven. Han skal prise sig lykkelig for, at han overlevede.” Zuzana fandt illustrationer til historien på de sidste sider, hvor der var blevet tegnet: somalieren, der vendte det hvide ud af øjnene, mens slangen snoede sig som en tynd pisk om hans hals og strammede til som en garrotte. Mennesker, havde Karou tidligere forklaret, måtte gå med til at tage en af Issas slanger om halsen, før de trådte ind i Sulfurs butik. På den måde var det let at overmande dem, hvis de prøvede på noget lusket – ved kvælning, som ikke altid havde dødelig udgang, eller ved et bid i halsen, som havde. ”Hvordan finder du på det, din galning?” spurgte Zuzana med misundelig forundring. ”Hvem siger, at det er noget, jeg finder på? Det er alt sammen virkeligt, det har jeg jo sagt.” ”Åh ja. Og dit hår også vokser ud i den farve.” ”Hvad? Vel gør det så,” sagde Karou og førte fingrene gennem en blå lok. ”Klart.” Karou trak på skuldrene, samlede håret i en sjusket 18


knude og stak en pensel gennem for at fæstne den i nakken. Rent faktisk havde hendes hår den farve, når det voksede ud, ren som ultramarin lige ud af farvetuben, men det var en sandhed, hun fortalte med et særligt skævt smil, som om hun sagde noget absurd. Med årene havde hun fundet ud af, at det var alt, hvad der skulle til, dette dovne smil, så kunne hun sige sandheden uden at risikere, at folk troede på hende. Det var lettere end at holde styr på løgnene, og det blev en del af hendes identitet: Karou med det skæve smil og den tossede fantasi. Faktisk var det ikke hendes fantasi, der var tosset. Det var hendes liv – med blåt hår og Sulfur og det hele. Zuzana rakte bogen til Pavel og gav sig til at bladre i sin egen kæmpestore tegneblok for at finde en blank side. ”Gad vide, hvem der sidder model i dag.” ”Sikkert Wiktor,” sagde Karou. ”Det er lang tid siden, han har været her.” ”Jep. Jeg håber, han er død.” ”Zuzana!” ”Hvad? Han er otte millioner år gammel. Vi kunne lige så godt tegne et skelet som den ækle gamle sæk knogler.” Der var en lille snes modeller, både mænd og kvinder af alle former og aldre, der gik på skift i klassen. De varierede fra den vældige madame Svobodnik, der snarere havde et landskab af kød end en skikkelse, til den lille nipsgenstand Eliska med hvepsetaljen, drengenes yndling. Ældgamle Wiktor var den, Zuzana brød sig mindst om. Hun påstod, at hun fik mareridt, når hun havde skullet tegne ham. ”Han ligner en mumie, der er blevet viklet ud.” Hun 19


gøs. ”At skulle stirre på en nøgen gammel mand, hvad er det for en måde at starte dagen på, spørger jeg bare?” ”Bedre end at blive angrebet af en vampyr,” sagde Karou. Faktisk havde hun ikke noget imod at tegne Wiktor. For det første var han så nærsynet, at han aldrig havde øjenkontakt med eleverne, hvilket var et plus. Selv om hun havde tegnet nøgenmodeller i årevis, gjorde det hende stadig usikker at tegne en af de yngre mandlige modeller, når hun så op efter nøje at have studeret hans penis – hvilket var nødvendigt, for man kunne jo ikke bare lade området være blankt – og konstaterede, at han stirrede tilbage på hende. Karou havde ved adskillige lejligheder mærket sine kinder blusse og dukket sig ned bag staffeliet. Disse lejligheder skulle, viste det sig, komme til at fremstå ganske ubetydelige sammenlignet med dagens ydmygelse. Hun sad og spidsede en blyant med et barberblad, da Zuzana med mærkelig halvkvalt stemme udbrød: ”Åh gud, Karou!” Før hun overhovedet kiggede op, vidste hun det. En afsløring, havde han sagt. Åh, hvor snedigt. Hun hævede blikket fra blyanten og blev mødt af synet af Kaz stående ved siden af profesorka Fiala. Han var barfodet og havde en kappe om sig, og hans skulderlange, gyldne hår, der få minutter forinden havde bølget i vinden og glitret af snefnug, var nu trukket tilbage i en hestehale. Hans ansigt var en perfekt blanding af skarpe slaviske træk og blid sensualitet: kindben, der kunne være formet på en diamantslibers drejebænk, læber, man havde lyst til at berøre 20


med fingerspidserne for at finde ud af, om de føltes som fløjl. Hvilket Karou vidste, at de gjorde. Dumme læber. Der blev mumlet rundt omkring i lokalet. En ny model, åh gud, han er lækker … Én mumlet bemærkning skar sig gennem alle de andre: ”Er det ikke Karous kæreste?” Ekskæreste, havde hun lyst til at snerre. I meget høj grad eks. ”Det tror jeg. Se ham lige …” Karou så faktisk på ham med ansigtet stivnet i, hvad hun håbede, var en maske af upåvirkelig ro. Lad være med at rødme, beordrede hun sig selv. Lad være med at rødme. Kaz så lige tilbage på hende. Han havde et smilehul i den ene kind, hans blik var dovent, og han så ud, som om han morede sig. Og da han var sikker på, at hun også så på ham, var han fræk nok til at blinke. En byge af fnis brød løs omkring Karou. ”Det lede møgsvin altså …” hviskede Zuzana. Kaz trådte op på podiet. Han så direkte på Karou, mens han løsnede sit skærf, og så på hende, mens han rystede kappen af sig. Og så stod Karous ekskæreste foran hele klassen, så smuk, at det stak i hjertet, og nøgen som Michelangelos David. Og på brystet lige over hjertet havde han en ny tatovering. Det var et kunstfærdigt svunget K. Der lød endnu mere fnisen. Eleverne vidste ikke, hvem de skulle se på, Karou eller Kazimir, og kiggede fra den ene til den anden og ventede på, at der skulle udspille sig et drama. ”Stille,” kommanderede profesorka Fiala oprørt og klappede i hænderne, indtil latteren forstummede. Så 21


rødmede Karou. Hun kunne ikke lade være. Hun mærkede først varmen på brystet og halsen og i ansigtet. Kaz’ blik var hele tiden rettet mod hende, og smilehullet blev dybere af tilfredshed, da han konstaterede hendes forfjamskelse. ”Kazimir, ét-minuts positurer, tak,” sagde Fiala. Kaz indtog den første positur. Den var dynamisk, som det også var meningen med ét-minuts positurerne – vreden overkrop, spændte muskler, lemmerne strakt i simuleret bevægelse. Disse opvarmningsskitser handlede alle sammen om bevægelse og løse linjer, og Kaz benyttede lejligheden til at vise sig selv frem. Karou syntes ikke, hun hørte så mange blyanter kradse mod papiret. Sad de andre piger bare og stirrede lige så dumt som hende? Hun sænkede hovedet, tog den spidse blyant – og tænkte på andre måder, hun med glæde ville bruge den på – og gav sig til at tegne. Hurtige, glidende streger, og alle skitser på samme ark. Hun lod dem overlappe, så det lignende en illustration af dans. Kaz var elegant. Han tilbragte tilstrækkelig tid med at se sig i spejlet til at vide, hvordan han skulle bruge sin krop for effektens skyld. Det var hans arbejdsredskab, ville han have sagt. Sammen med stemmen udgjorde kroppen en skuespillers værktøj. Ganske vist var Kaz en elendig skuespiller – der var derfor, han klarede sig ved at lave spøgelsesrundvisninger og lejlighedsvise lavbudgetopsætninger af Faust – men han var glimrende som tegnemodel, som Karou vidste efter at have tegnet ham masser af gange. Første gang Karou havde set hans krop … afsløret … havde den fået hende til at tænke på Michelangelos 22


skulpturer. I modsætning til visse renæssancekunstnere, der foretrak slanke, kraftesløse modeller, var Michelangelo gået efter styrke og havde tegnet bredskuldrede stenbrudsarbejdere og formået at fremstille dem som kødelige og elegante på en gang. Det var Kaz: kødelig og elegant. Og svigefuld. Og narcissistisk. Og hvis man skulle være ærlig, lidt dum. ”Karou!” Den engelske pige, Helen, hviskede skarpt for at få hendes opmærksomhed. ”Er det ham?” Karou reagerede ikke. Hun tegnede og lod, som om alt var normalt. Endnu en ganske almindelig skoledag. Hvad så, hvis modellen sad med et flabet smilehul og ikke ville fjerne blikket fra hende? Hun ignorerede det efter bedste evne. Da klokken lød, samlede Kaz roligt sin kappe op og tog den på. Karou håbede, at det ikke ville falde ham ind, at han kunne gå frit rundt i atelieret. Bliv, hvor du er, tænkte hun. Men det gjorde han ikke. Han slentrede hen mod hende. ”Hej, narrøv,” sagde Zuzana. ”Du er ikke genert af dig.” Han ignorerede hende og spurgte Karou: ”Kan du lide min nye tatovering?” Eleverne rejste sig for at strække sig, men i stedet for at forsvinde ud at ryge eller gå på toilettet blev de nonchalant hængende inden for hørevidde. ”Ja da,” sagde Karou i et let tonefald. ”K for Kazimir, ikke?” ”Hvor er du sjov. Du ved godt, hvad det står for.” ”Tja,” sagde hun eftertænksomt og satte sig som Grubleren, ”jeg ved jo, at der kun er ét menneske, du virkelig 23


elsker, og hans navn starter ganske rigtigt med K. Men jeg kan finde på et bedre sted end ved hjertet.” Hun tog blyanten, førte den hen til den sidste tegning af Kaz og prentede et K lige på hans klassisk velproportionerede balle. Zuzana lo, og Kaz fik et stramt drag om munden. Som de fleste forfængelige mennesker kunne han ikke tåle at blive drillet. ”Jeg er jo ikke den eneste, der har en tatovering, vel, Karou?” spurgte han. Han så på Zuzana. ”Har hun vist dig den?” Zuzana så på Karou med den mistænksomme udgave af det hævede øjenbryn. ”Jeg ved ikke, hvilken du mener,” løj Karou roligt. ”Jeg har masser af tatoveringer.” For at bekræfte det viste hun hverken sand eller historie frem eller slangen, der snoede sig om hendes ankel, eller nogen af de andre skjulte kunstværker. I stedet rakte hun hænderne frem for sig med håndfladerne udad. Midt i hver håndflade sad et øje i det mørkeste indigoblå blæk og forvandlede i praksis hendes hænder til hamsaer, de ældgamle symboler, som skal beskytte mod det onde øje. Tatoveringer på håndfladerne er berygtede for at falme, men det skete ikke for Karous. Hun havde haft de øjne, så længe hun kunne huske tilbage. Så vidt hun vidste, kunne hun være født med dem. ”Ikke dem,” sagde Kaz. ”Jeg mener den, hvor der står Kazimir, lige over dit hjerte.” ”Sådan en tatovering har jeg ikke.” Hun sørgede for at lyde forundret og knappede de øverste knapper af sin sweater op. Hun havde en undertrøje under, som hun trak ned i og afslørede nogle centimeter for at vise, at hun 24


vitterlig ikke havde nogen tatovering over brystet. Huden på stedet var mælkehvid. Kaz blinkede. ”Hvad? Hvordan –?” ”Kom.” Zuzana tog Karous hånd og trak hende med. Mens de siksakkede mellem staffelierne, var alles blikke rettet mod Karou og lyste af nysgerrighed. ”Karou, har I slået op?” hviskede Helen på engelsk, men Zuzana hævede hånden i en bydende gestus, som fik hende til at tie, og hun trak Karou ud af atelieret og ind på pigetoilettet. Dér spurgte hun, stadig med hvælvet øjenbryn: ”Hvad helvede var det?” ”Hvad?” ”Hvad? Du stod jo nærmest og blottede dig for fyren.” ”Helt ærligt. Jeg blottede mig ikke.” ”Så siger vi det. Hvad var det med den tatovering over hjertet?” ”Det har jeg lige vist dig. Der er ikke nogen.” Hun så ingen grund til at tilføje, at der havde været én. Hun foretrak at lade, som om hun aldrig havde været så dum. Desuden kunne hun ikke ligefrem forklare, hvordan hun var sluppet af med den. ”Nå, godt. Det sidste, du har brug for, er at have idiotens navn stående på kroppen. Hvad forestiller han sig? Tror han, at du kommer pilende efter ham, hvis bare han dingler med kronjuvelerne som kattelegetøj?” ”Selvfølgelig tror han det,” sagde Karou. ”Det er hans forestilling om romantik.” ”Du behøver bare sige til Fiala, at han stalker dig, så får han et los i røven ud herfra.” Karou havde tænkt den tanke, men hun rystede på ho25


vedet. Hun burde kunne finde på en bedre måde at få Kaz ud af klassen og ud af hendes liv på. Hun havde metoder til rådighed, som de fleste andre ikke havde. Hun skulle nok komme på noget. ”Han er så ikke det værste, man kan tegne.” Zuzana gik hen foran spejlet og daskede mørke hårtjavser hen foran panden. ”Det må man give ham.” ”Ja. Ærgerligt, at han er sådan et kolossalt røvhul.” ”En ubegavet kæmpeanus,” istemte Zuzana. ”Ikke andet end en omvandrende revne.” ”En omvandrende revne.” Zuzana lo. ”Det er godt.”’ Karou fik en idé, og der gik et let skurkagtigt smil hen over hendes ansigt. ”Hvad?” spurgte Zuzana, der opfattede det. ”Ikke noget. Vi må hellere komme ind igen.” ”Er du sikker? Det behøver du ikke.” Karou nikkede. ”Det gør ikke noget.” Kaz havde fået al den tilfredsstillelse, han ville få, af sin lille juleleg. Nu var det hendes tur. Da hun gik tilbage ind i atelieret, førte hun hånden op og rørte ved sin halskæde, der bestod af flere kæder med afrikanske handelsperler i alle mulige farver. De lignede i det mindste afrikanske handelsperler. De var mere end det. Ikke meget mere, men nok til det, Karou havde planer om.

26


Ildenglen  

Mød Karou. Hun fylder sine skitsebøger med monstre, som muligvis er virkelige, muligvis ikke. Hun har en tendens til at forsvinde på mystisk...

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you