Issuu on Google+


1

Wulf, ved et vindue, i byen “Den er der stadig!” “Hvilken?” “Alliken i træet.” Sunia stod bagerst i rummet og øvede sig med sværdet, præcis som hun gjorde hver morgen. Om dagen var det mig, som måtte bære rundt på det, men hver morgen og aften, når ingen andre så os, tog hun det tilbage, så hun kunne træne. For min skyld kunne hun godt have haft det hele tiden. Jeg hadede at blive tynget ned af det, så skiene hele tiden gik imod noget, når jeg bevægede mig. Men det var nemmere sådan her. Vi slap for alle de forbavsede blikke. Alle de nysgerrige spørgsmål. Og allerede da vi vandrede med hirdjægerne, havde de tvunget mig til at bære sværdet. “Nå.” Sunia trak på skuldrene og så ikke ud ad vinduet. Hun var ikke overrasket, og når alt kom til alt, var jeg det heller ikke. Alliken havde siddet der i flere uger – i strid regn og bidende vind – den ventede altid på os, men jeg kunne alligevel godt lide at kigge på den hver morgen. Det var spændende at se, om den stadig sad der. Jeg kravlede op og satte mig i vindueskarmen. Som alt andet i dette hus var den stor – unødigt stor. Det var, som om det gamle Imperium havde ønsket, at dets magt kunne D3d

Ildbærerne.indd 3

24/08/11 16.52


mærkes i hvert eneste hjem, hvor folk af Blodet boede. Så det hus, som omgav os, var fuld af lange tomme søjlegange, hvor hestevogne kunne have passeret hinanden, med sale, hvor menneskene så ud til at krympe til småfolk, og hvor soveværelserne var store nok til, at Sunia kunne træne der om aftenen. Jeg så ud ad vinduet igen. Uden for ruden var forårsdagen grå og kold, men herinde holdt man sig varm. I en enorm sal et andet sted i huset brændte en vældig ild med hvide flammer og varmede blodet i mig, i Sunia og i alle andre, der boede her. Vi mærkede ikke noget til forårskulden, der krøb ind i stenmurene, bortset fra når vi slog hul på isen i vaskefadet om morgenen. Alliken sad øverst oppe i et gammelt lindetræ, som voksede på skråningen uden for vores vindue. Den ene fod sad fastkilet i en tør gren, som pegede direkte op i luften, og når vinden blæste, tog den fat i vingerne og gyngede fuglen frem og tilbage. Alliken var død. Hvordan den var havnet deroppe, vidste jeg ikke. Måske var den kommet i klemme og var så sultet ihjel. Måske havde sygdom eller sår svækket den, så den døde i trætoppen og satte sig fast i en grengaffel, da den faldt. Den havde været der, da vi kom til huset første gang, tør, stiv og sort, og trods strid regn og forårsstorme var den blevet siddende. Nu syntes jeg, at den var ligesom en ven. En, der forstod, hvordan vi havde det, Sunia og jeg. Nogle gange troede vi – håbede vi – at der var ved at ske noget. Skyggehoffet, her og i de andre huse på Kasan, trak os med ind i en intrige. Eller også kom der bud fra den anden side af bymuren, der D4d

Ildbærerne.indd 4

24/08/11 16.52


gav os fornyet håb. Men det var kun vinden, som legede med vores udbredte vinger. I virkeligheden sad vi fast med foden og kunne kun gynge frem og tilbage, frem og tilbage. Så snart vinden løjede af, var vi tilbage, hvor vi begyndte. På den anden side af lindetræet med alliken kunne jeg se bymuren og mylderet af huse, der hævede sig over den, og som var den nye stad. Der befandt statholderen sig, som ikke længere ville træffe os, og Hug, som måske gerne ville, men formentlig ikke vidste, at vi eksisterede. Oven over byen rejste klippen sig, og borgruinen stirrede ned mod mig med tomme vinduesglugger. Og bag den, som en tynd nål op mod himlen, lå vagttårnet, som vi måtte ind i, før det blev for sent. Foråret masede spæde skud ud af træernes grene og bredte et tyndt grønt skær over jorden. Men det var en forræderisk genfødsel. Snart ville kulden komme. Snart ville krigen være over os. Vi var alene blandt alle menneskene, og vi var meget langt hjemmefra. Jeg satte mig til rette i vinduet. Så Sunia hvirvle frem og tilbage over gulvet med sværdet, og jeg huskede mig selv på, hvorfor vi var havnet her.

Ildbærerne.indd 5

24/08/11 16.52


IldbĂŚrerne.indd 6

24/08/11 16.52


Første del

AD GAMLE VEJE

Ildbærerne.indd 7

24/08/11 16.52


IldbĂŚrerne.indd 8

24/08/11 16.52


2

Fortabt i erindringer Vi var faret vild i erindringer, som ikke var vores egne. Ingen af os kunne sige, hvor længe det havde været sådan. I begyndelsen var det anderledes – det var vi enige om. Men hvor længe var det siden, at tingene begyndte at forandre sig? Måneder? År? Ingen af os vidste det med sikkerhed. Vi var Wulf, og vi var Sunia, og båndet mellem os var stærkt, men alt andet var flydende. Verden omkring os var tågeslør og spøgelseslys – for selv om alting så virkeligt og håndgribeligt ud, kunne man ikke stole på noget. Vi var inde i Dommerringen – en cirkel af rejste sten på en højderyg, ikke mere end halvtreds skridt på tværs. Det var et sted, hvor det burde være helt umuligt at fare vild. Alligevel var det det, vi gjorde. Hvordan det så ud for den, som befandt sig uden for ringen, vidste vi intet om, men herinde flakkede vi rundt i en endeløs labyrint af minder og erindringer uden mulighed for at finde ud – uden nogen som helst anelse om, hvorvidt vi kunne kende udgangen, hvis vi så den. Vi blev aldrig sultne, vi blev aldrig trætte, men et sted indeni føltes det, som om vi blev strakt ud og blev tyndere og blegere. Som et stykke slidt stof, der D9d

Ildbærerne.indd 9

24/08/11 16.52


havde hængt ude i solen og regnen for længe, og som man kunne se lige igennem. Det var Atlevis, som havde lukket os inde her. Fars gamle ven, forræderen, kejsermorderen, der havde givet sit liv for os inde i Dommerringen. Og stedet var vågnet, havde fordrevet vores fjender og bagefter slugt os helt. Vi sad ved fødderne af en kolossal statue af glat, mørk sten. Hoved, arme og krop var faldet af eller blevet slået i stykker for længe siden, og nu endte skulpturen et stykke over knæene. Knæskallerne var godt og vel tre mandslængder fra jorden, og deroppe havde jord og rødder fået fat, så et virvar af grene og slyngplanter hang ud over kanten og skyggede for os. Himlen var bleggrøn, og middagssolen sved græsset brunt på bakkerne omkring os. Det var kvælende varmt, men selv om vi mærkede varmen – og den luft, vi indåndede, var tør og smagte af jern – var vi ikke varme. Det var bare erindringen om stegende varm sol, der skinnede ned på os. Det var et billede af noget, som var sket for længe siden. Spørgsmålet var bare, hvis erindring det var, og hvor længe siden det var sket. “Kan du se ham nogen steder?” “Sig ’den’. Der er vist ikke meget tilbage af Atlevis længere.” “Så den? Kan du se den?” Sunia rystede på hovedet. Det var Wulf, som spurgte, og hende, der svarede, men det kunne lige så godt have været omvendt. Så stærkt var båndet imellem os inde i Dommerringen, at vi næsten aldrig behøvede at tale med hinanD 10 d

Ildbærerne.indd 10

24/08/11 16.52


den. Det var en tryg fornemmelse, det eneste, vi havde at klamre os til, når alt andet var uforståeligt. I næsten hele vores liv havde vi kunnet stole på, at vi altid forstod hinanden. At vi aldrig var isoleret fra den anden. Senere havde alt forandret sig. Senere var Ondvinteren kommet og havde taget alt fra os. “Hvor mon vi er?” spurgte Wulf. “Er det her Atlevis’ erindringer eller noget helt andet?” Sunia så sig omkring. “Det er ikke til at vide. Statuen kan være noget fra Imperiets dage. Men græs og bakker ...” Hun slog ud med hånden og gjorde ikke sætningen færdig. Det var længe siden, vi forstod, at det ikke kun var Atlevis’ erindringer, vi vandrede igennem. Gradvist havde noget andet sneget sig ind mellem hans minder. Noget ældre. Noget vildt og uforudsigeligt. Noget, som huskede ting fra tågede urtider, langt hinsides selv Blodets unormalt lange liv. Sunia var den, som først forstod, hvad der var ved at ske. “Det er den anden grim,” sagde hun. “Den, som allerede fandtes under stencirklen, da Atlevis døde.” Da Atlevis ofrede sig selv for at redde os, var han på en måde blevet en del af Dommerringen. Et genfærd sat til at vogte stedet. En grim. “Men hvorfor viser den os sine erindringer?” spurgte Wulf. “Atlevis vil vel gerne lære os noget. Hvad er meningen med det andet her?” “Den gamle grim tager vist over,” svarede Sunia. “Jeg tror, at Atlevis er ved at fare vild.” Og det virkede, som om hun havde ret. Hver gang vi forD 11 d

Ildbærerne.indd 11

24/08/11 16.52


søgte at få Atlevis til at forklare, hvad der foregik, undlod han at svare. I begyndelsen verfede han spørgsmålene væk, men snart så han bare på os med stadigt mørkere og mere dyriske øjne, når vi forsøgte at aftvinge ham et svar. Og nogle gange grinede han os direkte op i ansigtet. Det var et grin, som væltede op ad hans strube, ikke som en lyd, men som et mørke, som en tilstand, der skyllede hen over verden og forandrede den. Bagefter forsvandt han altid ind i en ny erindring, og så måtte vi løbe for at følge med. Med tiden blev han endnu mere mærkelig. Han holdt helt op med at være vores vejviser gennem erindringerne. I stedet måtte vi skynde os efter ham gennem den ene association efter den anden, og vi fik stadig sværere ved at forstå sammenhængen. Så kunne vi gå gennem blodige, uforståelige krige, usynlige for alle, der sloges, og se hvordan hundredvis af mennesker af Blodet kæmpede mod for længst besejrede fjender. Så kunne vi befinde os i fremmede huse og være tvunget til at høre Atlevis hviske ømme ord i ørerne på ukendte kvinder. Så kunne vi befinde os midt i voldsomme skænderier mellem personer, vi ikke vidste noget om, om ting, vi aldrig nogensinde havde hørt om. Senere blev det endnu værre. Atlevis forandrede sig mere og mere. Hans øjne blev mørkere, ansigtet dyrisk, og ud af hans sorte hår voksede der hjortehorn. Tøjet hang i laser på hans krop, og der stak lodden pels ud af hullerne. Samtidig dukkede en ny slags minder op. Vilde landskaber helt uden spor af mennesker. Skove, som emmede af fugt, og hvor mørke ting med alt for mange ben myldrede i skyggen af grotesk store slangebunker. Sorte områder med D 12 d

Ildbærerne.indd 12

24/08/11 16.52


sylespidse klipper, hvor selve stenen klagede sig og lækkede stinkende dunster op mod en svovlgul himmel. Enorme bjergmassiver, hvor regnen havde ædt tunneler gennem stenen, så klipperne lignede råddent træ, hvor myrer havde bygget deres broer. Den grim, som havde været Atlevis, glemte, at den var vores ledsager. Den blev et stykke vildt, som vi jagtede med stadig større desperation. Ofte mistede vi den af syne, men for det meste fandt vi den igen, inden en erindring gik over i en anden. Vores store skræk var, at den skulle gå videre uden os. Hvad ville der så ske – hvis vi blev efterladt i et eller andet dunkelt minde? Kunne vi selv finde ud? Kunne vi fare så meget vild, at vi måtte blive her altid? Efterladt inde i en erindring? “Hvad kan man egentlig gøre med en erindring?” tænkte Wulf højt. Han havde forladt skyggen mellem stenfødderne og stillet sig op for at se ud over bakkerne og græsset. “Hvad mener du?” spurgte Sunia. Hun tvang sig selv til at være søvnig og håbede at kunne slumre lidt i varmen. Men vi havde prøvet det før. Udmattede, trætte, kraftesløse – sådan kunne vi godt have det. Men aldrig søvnige, aldrig døsige, aldrig sådan at vi faktisk kunne falde i søvn. “Er det her ligesom en drøm?” fortsatte Wulf. “Er det lige meget, hvad vi gør? Eller kan vi ændre på en erindring, hvis vi vil? Vil grimen så huske det på en anden måde? Er det overhovedet muligt at gøre noget her? Ingen, vi møder, kan se os. Støder vi ind i nogen, kan de ikke mærke det. Hvad sker der, hvis vi slår ting i stykker? Hvis vi sætter ild til noget?” Sunia tænkte sig lidt om. Det var længe siden, at vi D 13 d

Ildbærerne.indd 13

24/08/11 16.52


havde set grimen. Hvor længe kunne vi naturligvis ikke afgøre. Tiden herinde var lige så lidt virkelig som det, vi så og hørte. Inden i os gnavede en bekymring, som langsomt voksede sig stærkere og stærkere. Vi delte den, men forsøgte alligevel at skjule den for hinanden – at lade, som om vi ikke ville kendes ved den. Men vi tænkte det samme: Hvor længe skal vi vente, før vi kan være sikre på, at vi er alene? Før vi ved, at vi er faret uigenkaldeligt vild? “Prøv,” sagde Sunia lidt efter. Wulf åbnede munden for at spørge, men kendte svaret, før han var nået så langt. “Synes du, at jeg skal sætte ild til ... hvad?” Sunia sagde ingenting. Hun lod ham finde svaret selv. Det var nemmere end at forklare. Ord var trods alt noget, vi kun brugte for at høre vores stemmer. For at bryde tavsheden med noget andet end svage erindringer om lyd. “Det hele?” sagde Wulf. “Skal jeg sætte ild til det hele?” Han lød forbavset, men i virkeligheden forstod vi det begge to nu. Hvorfor ikke se, om vi kunne sætte et aftryk på den erindring, vi var spærret inde i? Hvorfor ikke for alvor finde ud af, hvor meget af det, der fandtes rundt om os, vi trods alt kunne påvirke? Sunia lagde nogle grene til rette ved statuens fødder. Wulf samlede en lille bunke tørt græs og visne blade sammen, tog så sin dolk og skar en lang, tynd strimmel læder fra skaftet af sin støvle. Sunia rakte ham en kvist, et par alen lang og stadig så spændstig, at den kunne bøje, og af den og læderstrimlen lavede han en lille bue. Imens snittede Sunia et ildbor til af en kort, tyk gren. Hun spidsede den i den ene ende, lavede en fure, som remmen kunne D 14 d

Ildbærerne.indd 14

24/08/11 16.52


løbe i på midten og skar en lille tap øverst. Så lavede hun en fordybning i et andet træstykke og kontrollerede, at tappen passede i den. I fordybningen lagde hun en flad sten, som skulle ligge mellem tappen og håndtaget. Hun ville gerne have haft noget at smøre fordybningen med, men som det var, måtte vi klare os uden. At finde et passende ildbræt var sværere. Træet skulle være tilstrækkelig gammelt og tørt for at kunne antændes let, men stadig hårdt nok til ikke at gå i stykker, når ildboret drejede rundt mod det. Til sidst fandt vi et stykke træ bag statuens venstre fod, som kunne bruges. Vi trak ildboret på remmen, trykkede det mod ildbrættet med håndtaget og begyndte at snurre pinden ved at trække buen frem og tilbage. Det gik ikke stærkt. Vi skiftedes til at trække buen i langsomme tag. Et stykke tid så det ud, som om ildbrættet var for hårdt, og at pinden ikke ville få bugt med det, men så begyndte en fordybning langsomt at forme sig under spidsen, og snart snoede en tynd stribe røg sig op fra træet. Wulf skar en rende, som gløderne kunne samle sig i, og så drejede vi hurtigere og hurtigere på pinden, indtil en hvid røg steg op, og gløderne var kraftige. Så skyndte vi os at føde gløderne med græs og tørre blade og pustede, indtil de første flammer viste sig. Bagefter tog det ikke lang tid, før en lille ild brændte mellem den ødelagte statues fødder. Vi så på hinanden. Hvordan skulle vi fortsætte? Ikke en vind rørte sig, og terrænet så ens ud i alle retninger. Det var umuligt at forudse, hvordan ilden ville brede sig. Sunia så ud over landskabet og trak på skuldrene. Det D 15 d

Ildbærerne.indd 15

24/08/11 16.52


var lige meget. Vi havde ikke andet formål med ilden, end at den skulle brænde. Vi var begge overraskede over, at det faktisk var lykkedes os at tænde ild. Og nu, hvor vi havde den, kunne vi lige så godt se, hvor meget skade vi kunne gøre. Når alt kom til alt, var disse bakker faktisk et slags fængsel, og det værste, der kunne ske, var, at ilden lokkede vores fangevogtere til. Wulf satte ild til en lang gren og lod den feje hen over græsset. De tørre strå sugede flammerne til sig lige så sultent, som havde det været vand. På den anden side af stenfødderne gjorde Sunia det samme. På nogle øjeblikke var flammerne meget mere end et tamt bål. Ilden brølede, kastede sig op mod himlen og for hen over græsset. Røgen – sort og stinkende – var snart overalt. Den sved i vores øjne og fandt vej ned i vores lunger, indtil vi måtte bøje os forover og hoste, så hele kroppen rystede. Varmen slog imod os, som om det var noget fast og hårdt og fik os til at tabe vejret og snappe vildt efter det igen mellem hosteanfaldene. Sunia kravlede hen til Wulf. “Hvad er det her!” skreg hun over brølet fra græsbranden, og stemmen var hæs og utydelig. “Hvad mener du? Det er ild. Det er, hvad det skal være. Det er alting, som brænder.” “Men er det erindringen om en ild?” blev Sunia ved. “Hvem er det, som husker den? Hvem siger, at den ikke kan skade os? Er vi sikre på, at vi ikke kan brænde?” Wulf svarede ikke, men stak resolut hånden ind i de nærmeste flammer. Han trak den til sig igen med et skrig og så skrækslagent på Sunia. D 16 d

Ildbærerne.indd 16

24/08/11 16.52


“Men hvis ...” Han behøvede ikke at sige mere. Vi forstod alt for godt, hvilken fejl vi havde begået. Vi havde været så længe i Dommerringen, at vi var begyndt at tage for givet, at intet af det, som skete her, kunne gøre os noget. Alt, hvad vi havde set og følt herinde, havde været drømmesyn – erindringen om, hvordan kulden havde bidt en kold vinterdag, en næsten glemt følelse af at trække fingrene gennem pelsen på en hund. Erindringer, som blev hængende, ekkoer af virkelige fornemmelser. Men denne ild var noget nyt. Den brændte, den var gloende varm og virkelig. Virkelig og livsfarlig. Vi satte i bevægelse i præcis samme øjeblik. Der var ikke tid til tøven, og vi vidste begge to, hvad vi skulle gøre. Vores eneste mulighed var statuen. Måske ville røgen under alle omstændigheder dræbe os deroppe, men flammerne burde ikke kunne nå så højt. Sunia stemte ryggen mod statuens venstre ben og kilede sig fast med fødderne mod det højre, så højt oppe hun kunne. Hun rakte Wulf hånden og hjalp ham op, så han kunne sidde på hende. Så bevægede Wulf sig et stykke til på samme måde, og det lykkedes ham også at trække Sunia længere op. Bagefter blev det lettere. Sprækker og huller, hvor dele af statuen var brækket af, gav et sikkert fodfæste, og vi kunne bevæge os videre hver for sig. Det sidste stykke klatrede vi på rødder og nedhængende grene. Græsbranden sved nakkehårene, da vi kravlede op på den brækkede top af statuens venstre ben, og gispende og hostende stod vi og så ud over ødelæggelsen nedenfor. Ilden angreb ivrigt bakkerne omkring statuen og eroD 17 d

Ildbærerne.indd 17

24/08/11 16.52


brede hele tiden ny jord. Nogle steder var jorden allerede sortsveden og udslukt, men næsten alt andet var et hav af orangerøde flammer, som slikkede mod himlen og dansede med hinanden i den sitrende varme. Sunia spejdede uroligt ud over sletten. “Hvor er den?” spurgte hun. “Den må da komme frem nu. Hvorfor kan vi ikke se den?” “Den har måske allerede forladt denne erindring,” sagde Wulf opgivende. “Måske er vi fanget her og kommer til at brænde op sammen med alt det andet.” Sunia sagde ikke noget. Hun vendte sig om og gik hen til statuens anden side. Der satte hun sig på hug og sad lidt for sig selv uden at sige noget. En fremmed følelse strejfede Wulfs tanker. En slags opdagelse. Men han havde ikke tid til at dvæle ved den. “Der er ikke længere nogen steder, hvor den kan gemme sig,” råbte han tilbage til Sunia. “Kun heroppe brænder det ikke. Heroppe og ...” Han indså, hvad han sagde, før han havde afsluttet sætningen, og Sunia forstod det i samme øjeblik og rejste sig op. Vi vendte os langsomt mod statuens andet ben. Deroppe, blandt nøgne, strittende buske under et kroget træ med en bred og flad krone, stod grimen. Der var næsten intet tilbage af Atlevis. Den sorte frakke var borte, og skabningen stod på alle fire. Kun bagbenenes bøjning antydede, at det var et væsen, som engang havde gået på to ben. Pelsen var mørk og lodden, og flammerne badede den i rødt lys, så den så såret og blodig ud. Hovedet var et dådyrs, men øjnene var dybere, farligere, og Atlevis’ sorte hår voksede som en manke ned over nakken. D 18 d

Ildbærerne.indd 18

24/08/11 16.52


Så snart den fik øje på os, rejste den sig og flygtede hen mod den anden kant. Vi havde hverken tid til tanker eller ord. “Stop!” skreg vi begge, som om vi håbede, at det ville standse grimen, og kastede os så over kløften mellem statuens ben. Vi klarede begge springet og landede blandt stikkende kviste. De forsøgte at rive og flå os, men de var kun erindring, og vi fik filtret os ud af dem, længe før vi nåede at mærke erindringen om en smerte. Grimen var allerede på vej ud over kanten, og vi kastede os efter den uden at tænke. Et kort øjeblik virkede det, som om vi alle tre faldt ned af statuen og direkte ned i ildhavet. Men så forsvandt flammerne, som om de aldrig havde været der. Og sammen med dem forsvandt også alt det andet. Græsset, statuen, bakkerne, varmen. Vi landede blødt i sne og nåede akkurat at se, hvordan grimen smuttede ind ad en åben dør i et velkendt hus. Sammen med grimen var vi sprunget mellem erindringerne, og nu lå vi i sneen på gårdspladsen ude foran Atlevis’ hus i byen med lygterne. Vi kom på benene og så på hinanden. Tørrede soden af hinandens ansigter og gik så op mod huset. “Du tror vel ikke, at vi er ude af ringen nu?” spurgte Wulf. Sunia så sig omkring, men rystede på hovedet. “Det føles stadig forkert. Det føles ikke rigtig som de andre minder, men stadig forkert.” “Det er sandt,” sagde Wulf. “Det føles tungere på en eller anden måde. Tættere. Men det føles ikke, som om vi virkelig er her.” D 19 d

Ildbærerne.indd 19

24/08/11 16.52


Inde i huset var lyset varmt og mildt. Sidst vi havde været her – i den virkelige verden uden for stencirklen – havde rummene været øde og kolde, og møblerne var væltet eller ødelagt. Nu lyste olielamperne i loftet, og stole og borde stod pænt langs væggene. Det her var Atlevis’ hjem, som han huskede det. Men der var noget galt. Fremmede lugte hang i luften. Skarpe, vilde lugte, som førte tankerne hen på rovdyr på jagt, men også til skræmt vildt. Dørene i forhallen rystede og bævede, og de lyde, som kom fra den anden side, lød som hvæsen, knurren, skrig og kaglen – i et så stort virvar, at det var umuligt at sige, om det var et eller tusinde dyr, der forårsagede dem. Vi forstod begge to, hvad det betød. Tiden i Dommerringen havde på en eller anden måde givet os en forståelse af de regler, som gjaldt her. Men vi følte begge, at vi havde brug for at klæde følelsen i ord. Gøre den til andet end en vag, ubestemmelig anelse. Sunia begyndte. “Det er Atlevis,” sagde hun. “Han vil vise os noget.” “Og han holder den gamle grim på afstand,” fortsatte Wulf. “Han vil have, at vi skal se noget, som kun er hans. Som ikke er blandet med alt det vilde.” Og i munden på hinanden sagde vi så: “Det haster!” Vi tog hinandens hænder og gik hurtigt gennem forhallen. Vi så lige frem for os og forsøgte at lade være med at tænke på dørene, som slog buler og knagede, som om tunge kroppe kastede sig imod dem. Vi vidste ikke, hvad der var bag dem, men vi havde en anelse. Alle de fremmede og fjerne erindringer, som vi var gået vild i. Alle de D 20 d

Ildbærerne.indd 20

24/08/11 16.52


ældgamle steder og glemte landskaber, som var en del af Dommerringens oprindelige grim. Hvad der ville ske, hvis dørene brast, og det hele strømmede ind i erindringen om Atlevis’ hus, kunne vi ikke forestille os. “Det er derfor, det føles anderledes her,” hviskede Sunia. “Han har forstærket denne erindring. Huset er en fæstning, som skal holde alle andre erindringer ude.” Wulf svarede ikke. Han kiggede lige ud og gjorde tegn til Sunia om at være stille. Hun skærpede blikket og så ind i det skarpe lys, ind i rummet foran os. Det var en stor sal midt i bygningen – her havde en død galgemand ligget, sidst vi var i huset. Nu lå der frosne efterårsblade strøet hen over gulvet, og solen skinnede klar og kold over en skrænt og en åbning i de høje træer. Det var et lille stykke vildmark, som havde fundet vej ind i Atlevis’ hjem. En erindring, som havde gemt sig inden i en anden. Alt var stille. Alt ventede på, at noget skulle ske. Vi greb hinandens hænder, og så skete det. Det var far. Han kom snublende ind i lysningen og faldt omkuld i løvet. Det knagede og knustes under ham, og han rullede et stykke ned ad skråningen, før han kom op på knæ. I det samme faldt fire skygger over ham – galgemænd med løkkerne parat. Far greb efter spyddet, som han havde tabt i faldet, men en af galgemændene var allerede bag ham med løkken udspændt mellem hænderne. Vi vidste godt, hvad der ville ske. Atlevis havde allerede fortalt det. Men at høre og at se det var noget helt andet. Det gjorde ondt. Det gjorde frygtelig ondt at se ham der på jorden. Stadig i live, stadig parat til at kæmpe, samtidig D 21 d

Ildbærerne.indd 21

24/08/11 16.52


med at galgemanden lagde løkken om hans hals og trak til. Og fra det øjeblik var der ingen vej tilbage. Far var død. Han levede på lånt tid. Tid nok til at nå hjem til os. At dø hjemme. At bede os om at gøre ting, som vi ikke rigtigt forstod. Nu kom erindringen om Atlevis farende ud af skoven og begyndte at drive galgemændene væk med sit sværd. Løkken omkring fars hals blev slap, og det lykkedes ham at få fat i spyddet og slutte sig til Atlevis. Straks var fjenden som blæst væk, men omkring fars hals løb et ildrødt bånd, der snart skulle blive hvidt og stramme til. Far lænede sig tungt mod Atlevis og gispede efter vejret. Atlevis’ ansigt var blegt af bekymring og anger. Han vidste, at han var skyld i det, som var sket. At han havde ført galgemændene til far. Han forsøgte at sige noget, men far rystede bare på hovedet. Søvngængeragtigt gik vi nærmere, men blodet brusede i vores ører, og det føltes, som om vi var ved at drukne i vores egne følelser. Hvorfor skulle vi se dette? Hvorfor skulle vi mindes om, hvordan vores far var død? “Det har altid været en mulighed.” Fars stemme var hæs og stakåndet. Atlevis svarede noget – eller spurgte om noget – vi kunne ikke høre hvad. “Men det kan stadig nå at blive, som jeg håber på,” fortsatte far. “Du har stadig en rolle at spille. Du vil selv kunne mærke det.” Atlevis ville spørge om noget, men far viftede utålmodigt med hånden. Han stønnede, og der kom en uhyggelig hvæsende lyd fra ham, når han hev luften ned i lungerne. Så fortsatte han, mere stille denne gang, og vi blev nødt til at gå endnu nærmere for at høre, hvad han sagde. D 22 d

Ildbærerne.indd 22

24/08/11 16.52


“Det er slutningen, jeg er bekymret for. Børnene er så langt hjemmefra. Alting så usikkert. Det vil virke så håbløst, og jeg ved ikke, om de til sidst vil forstå det.” Nu var fars stemme ikke meget mere end en hvisken. Vi bøjede os frem, så tæt på, at vi kunne mærke begge mænds åndedræt; Atlevis’ tungt og nervøst, fars svagt og pibende. “Sunia har svaret i sig. Jeg gemte min hemmelighed hos hende, da hun var mindre. Men hun kan stadig miste den. Jeg vil gerne have, at du også forstår mig. Så der er en anden udvej.” Hans stemme var så svag, at Atlevis måtte presse øret mod hans mund for at høre. Vi forsøgte at lukke alt andet ude. Lyden af vilde dyr bag os, vinden, som begyndte at tude i træerne, vores eget hjerteslag. Vi brugte nu al energi på at høre, hvad far sagde. Så pludseligt helt uden varsel var det forbi. Det ene øjeblik stod vi helt tæt på far og Atlevis, det næste stod vi og så forbavset på hinanden der på skrænten, hvor stencirklen stod.

Ildbærerne.indd 23

24/08/11 16.52


Ildbærerne