I forreste række

90 mm

156 mm

232 mm

Martin Walldén Jespersen

(f. 1975) med kaldenavnet SPE er officer i flyvevåbnet og uddannet pilot fra Sheppard Air Force Base i Texas. Han er i dag operativ F-16-pilot ansat ved Fighter Wing Skrydstrup, hvor han bl.a. er ansvarlig for standardisering og evaluering af F-16-operationer. Han er desuden instruktør ved den europæiske F-16 Fighter Weapons School i Holland.

SPE tager os også med til basen i Sigonella på Sicilien, hvor det danske personel knokler i døgndrift for at forberede missionerne og gøre flyene klar til togter både nat og dag.

» I FORRESTE RÆKKE giver et fantastisk indblik i den store opgave, vores forsvar løser. « LENE ESPERSEN, TIDL. UDENRIGSMINISTER I BOGENS FORORD

I FORRESTE RÆKKE

Martin Walldén Jespersen med kaldenavnet SPE deltog som F-16-pilot og missionsleder i den danske del af luftkrigen mod Gadaffis styrker i Libyen og var den første danske pilot i libysk luftrum. I bogen beskriver han de mange intense og dramatiske timer i cockpittet, hvorfra han er med til at sikre en fremtid for det libyske folk. Han fortæller om de enorme forberedelser, enhver mission kræver for at sikre, at bombningen aldrig går ud over civilbefolkningen. Og han fortæller om den tvivl, der nogle gange opstår i skarpe situationer, og hvordan man kommer videre og fokuserer på opgaven.

MARTIN WALLDÉN JESPERSEN

» Som jagerpilot oplever man mange ting, der ikke er helt normalt. At flyve på hovedet.

At blive udsat for så kraftige g-kræfter, at farvesynet forsvinder. At flyve 900 km/t i 30 meters højde. At flyve i alt vejr, nat og dag.

At deltage i øvelser i ind- og udland. Intet af dette står dog mål med de ting, jeg har oplevet i luften over Libyen.«

24 mm

156 mm

90 mm

I FORRESTE RÆKKE

MARTIN WALLDÉN JESPERSEN

» The operations in Libya could not have been as effective had it not been for the precision and the excellence of the Danish armed forces and their pilots.« PRÆSIDENT BARACK OBAMA, USA

JAGERPILOT I LIBYENKRIGEN LINDHARDT OG RINGHOF

Omslagsfotos: Casper Tybjerg Omslagsdesign: Simon Lilholt / imperiet.dk

Martin Walldén Jespersen I forreste række Jagerpilot i Libyenkrigen

© 2012 Martin Walldén Jespersen & Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Forlagsredaktion: Elise H. Nørholm Omslag: Simon Lilholt/Imperiet med fotos af Casper Tybjerg Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook ISBN 978-87-11-38072-7 1. udgave, 1. oplag 2012

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

Kontakt til forfatteren vedrørende foredrag eller andet: F16SPE@gmail.com

Martin Walldén Jespersen

I FORRESTE RÆKKE JAGERPILOT I LIBYENKRIGEN

Lindhardt og Ringhof

Kapitel 3

DE FØRSTE BOMBER Jeg møder på arbejde efter cirka seks timers søvn og påbegynder planlægningen til aftenens mission. Jeg er beordret til Dynamic Targeting med min wingman, hvilket er en missionstype, hvor vi ikke på forhånd får tildelt en opgave. Vi har ikke fået nogen særlig information om, hvad vi kan forvente denne dag, så vi beslutter os for at lade flyene op med den mest fleksible last – i alt fire styk GBU-49, 500 punds laser/GPS dual mode-bomber.

Dette våben kan styre efter enten et GPS-koordinat eller en laserstråle. Desuden er den monteret med et programmerbart brændrør, som man kan styre fra cockpittet. Det betyder, at bomben kan programmeres til at detonere enten cirka ti meter over jorden, når den rammer jorden, eller efter at den har begravet sig et antal meter under overfladen. Vi er som sædvanligt også bevæbnet med luft til luft-missiler samt en fuld last i kanonen. Denne fleksibilitet gør, at vi noget nær optimalt kan løse næsten alle de opgaver, vi vil kunne få tildelt. Gennem hele konflikten er vi stort set alene med denne fleksible våbenpalette. Desuden har vi også et bredt udvalg af GPS- og laserstyrede bomber i forskellige størrelser liggende klar, hvilket samlet set betyder, at de danske kampfly kan blive klædt passende på til enhver lejlighed.

Min wingman er en erfaren pilot, der har deltaget i kamphandlinger for små ti år siden i Afghanistan, og jeg briefer mis39

sionen detaljeret med fokus på mulige trusler, og vigtigst: hvordan vi undgår at skulle gå hjem. Efter missionsbriefingen går vi som vanligt ind i efterretningslokalet, hvor vi får vores Combat Search and Rescue (CSAR)-briefing, der handler om, hvordan vi skal opføre os, hvis vi bliver skudt ned over Libyen. Briefingen er obligatorisk før hver eneste kampmission, og alle piloter er meget opmærksomme og sørger for, at alle detaljer bliver gennemgået.

Vi gennemgår også vores overlevelsesudstyr, som vi bærer i en vest tæt på kroppen inden under al vores flyveudrustning som g-dragt og faldskærmsharness. Der er blandt andet en masse vand, en radio med GPS, nødblus, lygter, et leatherman multitool og en 9-mm-pistol med nogle ekstra magasiner. Jeg håber virkelig ikke, at der bliver behov for at bruge den.

Da CSAR-briefingen er overstået, får vi en efterretningsupdate om, hvor de sidste beskydninger af allierede fly har fundet sted, og hvor de dele af det libyske luftforsvar, man stadig har mistanke til fungerer, er lokaliseret. Disse informationer er i forvejen plottet på vores kort og lagt ind på vores missionsharddisk, som vi loader i flyet, således at vi kan se positionerne på vores systemer.

Derudover får vi en opdatering på situationen på jorden og de seneste positioner på Gaddafis tropper. Efter alle disse briefinger giver Duty Ops os information om vejret i vores flyveperiode, og da vi har iklædt os flyveudrustningen, går vi ud til flyene.

Opstarten og turen ned til Libyen går som smurt, og selvom det kun er min anden tur hernede, føler jeg mig fint tilpas og ovenpå. Efter den første gang lufttankning tjekker vi ind med kommandocentralen med kaldenavnet Icepack. Der er først lidt ventetid, som vi benytter til at få gennemgået vores checks og gøre flyene klar til kamp. Pludselig lyder det over radioen »Viper 21, this is Icepack. Report ready to receive 10-line.« Jeg svarer prompte: »Icepack, Viper 21, go ahead with briefing.« Jeg har aftalt med min wingman, at vi skiftes til at skrive brie40

finger ned, bruge systemer og lave checks – altså groft sagt at have hovedet inde i cockpittet – og til at kigge ud, så vi opdager, hvis vi bliver beskudt; en taktik, som kaldes shooter-cover.

Selvom det er nat, har vi et særdeles godt overblik over landskabet fra vores position, da det er fint vejr, og den libyske kyst træder tydeligt frem i det grønlige skær, som natbrillerne giver. Der er en del lys nede på jorden, men langtfra så meget, som man kunne forvente fra en by af den størrelse, som vi kigger på. Jeg kan se på Link 16-billedet på en af flyets skærme, at fire andre F-16 fra USA er i færd med at operere i området, og jeg kan høre på radioen, at der er gang i krigen.

Jeg skriver den ti linjer lange besked ned på mit notespapir på højre lår, som er oplyst af et spinkelt grønt lys fra flyets små lamper. Jeg konstaterer, at vi har fået tildelt fire forskellige mål, der ligger tæt i samme område. Da vi kommunikerer med kommandocentralen over en ukrypteret forbindelse, modtager jeg koordinaterne i bogstaver, som vi efterfølgende kan afkode ved hjælp af nogle kodeord. Dette foregår, mens jeg flyver i otte kilometers højde over Middelhavet, uden synligt lys og uden for rækkevidde af de fleste libyske luftforsvarssystemer med min wingman cirka fire kilometer nord for min position. Flyets autopilot hjælper med at holde højden, mens vi afkoder alle koordinaterne (i alt fire styk med 17 cifre hver) og verificerer dem med hinanden over en intern krypteret radio samt ved hjælp af vores Link 16-system.

Når jeg kigger til højre, kan jeg se min wingman igennem mine natbriller. Jeg kigger ud under mine natbriller og konstaterer, at han har sat sine eksterne lys til covert – en infrarød indstilling, der gør, at lyset ikke kan ses med det blotte øje. Uden natbrillerne ser jeg blot den sorte nattehimmel. Dette er et sidste sikkerhedstjek, der bekræfter, at min wingman har lavet sit FENCE-check, hvilket betyder, at han har armeret alle selvbeskyttelsessystemer, lavet alle checks af våben samt slukket lys 41

for at være usynlig for fjenden, der står nede på jorden i mørket.

Efter at jeg har tjekket min makkers fly, løber jeg igennem min egen tjekliste en ekstra gang. Jeg sikrer mig desuden, at mine bomber er sat korrekt op: »Function delay 25 millisekunder.« Bomben skal altså trænge igennem noget beton og detonere inde i bygningen.

Jeg kigger ind mod målet igennem mine natbriller og kan se eksplosioner nede på jorden. Et kort blik på skærmen inde i flyveren afslører, at det er den amerikanske fireskibsformation, der arbejder i samme målområde. Jeg kontakter dem på radioen og aftaler en separationsplan, således at vi ikke risikerer at støde ind i hinanden (eller hinandens bomber) undervejs. Kort tid efter får jeg besked fra dem: »Attack complete. Egressing North East.« »Viper 21 copies. Timber good.« Jeg fortæller hermed, at jeg kan se deres position på Link 16.

Både min wingman og jeg har fået sat vores systemer op således, at vi kan aflevere alle fire bomber i ét angreb, og efter at have lavet vores checks drejer vi mod syd og flyver direkte ind mod målet. Min wingman ligger i perfekt formation, og kort tid efter afleverer jeg mine to bomber, som styrer efter GPS-koordinator. »Viper 21, bombs away,« kalder jeg, da begge bomber har forladt mit fly. Min wingman kalder kort tid efter: »Viper 22, bombs away.« Jeg manøvrerer herefter flyet kraftigt til venstre og påbegynder et højredrej, samtidig med at jeg trækker gashåndtaget lidt tilbage, således at jeg flyver i en cirkel rundt om målet. Jeg kan se i min targeting pod, at der er tale om enten hangarer eller ammunitionsdepoter, men hvad de indeholder, ved jeg ikke med sikkerhed. Mine to mål ligger meget tæt, og jeg koncentrerer mig om at producere den bedst mulige film til evaluering senere.8 Den første bombe rammer.

42

»Viper 21, splash one.« Hangaren er ødelagt. Døren blæser ud. Jeg fører min targeting pod over på det næste mål, og inden for få sekunder rammer den anden bombe. »Splash two.« Denne eksplosion er lidt større end den første, men stadig normal for bombens størrelse. Det er den næste ikke.

Mens jeg filmer nedslaget af min anden bombe, ser jeg i mit perifere syn, hvad der minder om en sol, der tændes nede på jorden. Den første bombe fra min wingmans fly har ramt et ammunitionslager af gigantisk størrelse. Den sekundære eksplosion er så voldsom, at billedet fra targeting pod’en bliver fuldstændig udvisket, og da jeg kigger ud ad vinduet, ser det ud, som om ildsøjlerne vil komme helt op til mit fly. De aftager dog i styrke, før de når op i vores højde. Vi er begge helt målløse over synet og giver udtryk for vores forbløffelse over radioen på vores interne frekvens. Jeg tænker samtidig på, at det er godt, at dette mål ligger inde midt i et militærkompleks langt væk fra civile strukturer, da eksplosionen er gigantisk og kan anrette skade langt væk.

Samtidig begynder flere luftværnskanoner at skyde op i luften i håb om at ramme os. Vi ser lyssporene og kan hurtigt konstatere, at de ikke er radarstyrede, men blot affyret på må og få.

Heldigvis er risikoen for at blive ramt under de omstændigheder ret lille, og det forstyrrer ikke vores opgave synderligt. Min wingman har kun afleveret den ene bombe, og vi drejer derfor mod nord igen for at gøre klar til endnu et angreb. Det næste angreb forløber gnidningsløst, og vi filmer begge nedslaget fra bomben. Efter at have sikret videooptagelser af målene, manøvrerer vi hurtigt formationen mod kysten og fører gashåndtaget frem til det første stop for at komme hurtigst muligt væk fra området. Det er nat, så vi bruger ikke flyets efterbrænder, som er meget nem at se fra jorden, og da vi lige er blevet beskudt, vil 43

jeg ikke risikere, at soldaterne på jorden får et nemt mål at sigte mod. Det skal helst blive ved tilfældig skydning op i luften. Efterbrænderen kan hurtigt accelerere F-16-flyet langt på den anden side af lydens hastighed, men da vi allerede er ved kysten, er prioriteten at komme uset ud over vandet.

Da vi igen er i sikkerhed, langt ude over Middelhavet, sikrer vi vores våben, desarmerer selvbeskyttelsessystemerne og sætter kursen mod Sigonella. På vej hjem taler vi kort om oplevelsen på vores interne krypterede radio, men ellers forløber turen hjem i stilhed under stjernerne i cirka 12 kilometers højde. Vi lander på Sigonella efter godt to en halv time i luften og skynder os ind for at debriefe missionen. Det har været en relativt kort tur, men den enorme intensitet gør, at det føles som en evighed, siden jeg sidst havde mine støvler plantet på Sicilien. Jeg erfarer, at flere andre danske formationer også har afleveret våben denne dag, hvilket skal vise sig at blive normen for det næste lange stykke tid. Det tyder ikke på, at opretholdelsen af no-fly zonen bliver den største udfordring. Det bliver til gengæld en hård kamp mod de styrker på jorden, der har til hensigt at angribe de store byer, der stadig er under kontrol af civile libyske oprørere. Selvom jeg er ved at nå frem til denne erkendelse, har jeg på dette tidspunkt ikke den fjerneste ide om, hvilke store udfordringer der venter forude.

Heller ikke denne nat bliver det til meget søvn. Jeg sover nogle timer, står op og spiser morgenmad med BOA. Vi træder ind i morgenmadsrestauranten på vores hotel – et femstjernet strandhotel i Catania – der ud over os er beboet af en masse turister. Der er champagne til brunchmenuen og fem forskellige slags brød samt alt, hvad hjertet kan begære af tilbehør. Det siger sig selv, at champagnen forbliver urørt. Tiden på hotellet er meget surrealistisk og en stor kontrast til det job, vi udfører over Libyen.

Desuden tager transporten til basen tid, som kunne have været 44

brugt på at sove. Jeg håber derfor meget, at vi snart kan komme ud på basen og bo, da det vil give mere arbejdsro og fjerne de forvirrende indtryk, som synet af de velhavende turister efterlader i min bevidsthed. Da vi har spist og er på vej ud ad døren, møder vi to andre piloter, der har fløjet senere på natten end os og er på vej ind for at sove. De fortæller, at de har smadret en bygning på størrelse med hotellet. En voldsom oplevelse. Jeg erfarer senere, at der var tale om en stor kommandocentral, der var en kritisk komponent i den libyske kommandostruktur. Bygningen blev fuldstændig jævnet med jorden af fire 2000-punds betonbrydende bomber afleveret fra de to danske fly.9 Vi kører ud til basen og skal begge flyve. Jeg har KIN med som wingman, og vi skal flyve en dynamisk mission. Vi ved altså endnu ikke, hvor vi skal hen, men jeg kan se, at vi skal lufttanke tæt på Tripoli, og derfor er det mest sandsynligt, at vores opgave ligger i nærheden af hovedstaden. Jeg kan godt mærke, at jeg kun har sovet mellem tre og fire timer, men trætheden er ikke værre, end at den kan kureres med en dobbelt espresso. Jeg erfarer også, at det har været en meget voldsom nat, hvor alle de danske fly har afleveret deres last af bomber på mange forskellige mål, ligesom koalitionspartnere fra de få andre lande, der opererer i øjeblikket, er gået til stålet.

Vi flyver ned mod den libyske kyst, som ser væsentlig mere fredelig ud, end da jeg natten før var med til at skabe en kæmpe eksplosion på jorden, og himlen samtidig var lyst op af lysspor fra luftværnskanoner. En af grundene til, at det her i dagslyset virker mere roligt, er, at antiluftskyts næsten er umuligt at se om dagen, medmindre der er tale om meget stor kaliber, som detonerer i luften. Derfor ved vi rent faktisk ikke, om vi bliver beskudt, men vi opererer sædvanligvis i en højde, der gør, at de fleste typer antiluftskyts ikke kan nå os.

Vi flyver samtidig med en anden toskibsformation af danske fly, og vi følges næsten til tankeren. De bliver dog befalet at ope45

rere længere mod øst end min formation, der som forventet skal operere omkring Tripoli. Vi drejer vores to F-16-fly mod vest og flyver parallelt med kysten mod den store havneby, der træder tydeligt frem mellem Middelhavets lyseblå skær og Sahara-ørkenens brune sand. Det ser helt indbydende ud fra min position ni kilometer oppe i himlen. Mine tanker afbrydes pludselig af den inciterende stemme fra controlleren, der videregiver ordren fra kommandocentralen. Det er nærmest deja-vu, da jeg hører den anden af de ti linjer, ordren består af: »Line two: SMACK.« Igen er der noget, der øjeblikkeligt skal destrueres. Jeg hører resten af ordren og synker lige en ekstra gang, da jeg finder ud af, hvad vi skal indsættes imod: et SA-6-missilsystem.

Dette missilsystem er specifikt bygget til at nedskyde jagerfly i medium til stor højde og er derfor en betydelig trussel for os. Vi har naturligvis nogle modforanstaltninger, men under alle omstændigheder er situationen potentielt meget farlig og kræver, at vi er på mærkerne. Morgenens træthed er borte som dug for solen og afløst af et kraftigt skud adrenalin, der pumper rundt i min krop.

Efter at jeg har tastet den formodede position ind i mit system, flyver vi ind mod Tripoli. Byen, der fra luften ligner enhver anden kystby, skjuler en hel del militære installationer og store komplekser, som Gaddafis styrker anvender til alt fra hemmeligt politi til luftforsvar. Området, vi skal afsøge, ligger tæt ved kysten, hvilket er godt, da vi således har en god ide om, hvornår vi vil være inden for rækkevidde af systemet. Selvom det er mobilt, kan det trods alt ikke køre ud i vandet, så vi er i sikkerhed, så længe vi holder en vis afstand til kysten. KIN og jeg armerer vores selvbeskyttelsessystemer, jeg briefer løsningen af opgaven på vores krypterede radio, og så flyver vi ind mod kysten.

I samme øjeblik hører vi på radioen: 46

»Falcon 41 – turn north NOW. SA-6 launch south of your position.« Vi drejer instinktivt nordpå i fuld efterbrænder, selvom det ikke er os, der bliver kaldt. Det er den anden danske formation, som arbejder i et område tæt på. Vi kigger begge bagud for at se, om der er missiler på vej mod os og kigger så mod øst over mod Falcon. Jeg er for langt væk til at kunne se missiler affyret mod dem, men de forsvarer sig, så godt de kan, og bliver ikke ramt.

Affyringsstedet blev ikke erkendt, og det er muligt, at der var tale om en falsk alarm. Det ved vi ikke noget om på dette tidspunkt, men tanken om, at to af mine gode kolleger netop er blevet beskudt af præcis den type missil, jeg selv om et øjeblik skal lokalisere og nedkæmpe, er nok til at få min puls til at stige en smule mere. En af piloterne i den anden formation passerer på netop denne mission 2000 timer i F-16. En i sig selv mindeværdig oplevelse, men nu er jeg sikker på, at han aldrig nogensinde glemmer denne tur.

Under manøvren nordpå konstaterer jeg, at jeg har fået en fejl på et af mine selvbeskyttelsessystemer, som gør, at jeg vil have svært ved at se, om jeg bliver belyst af et fjendtligt missilsystems radar. Det betyder, at vi ikke kan udføre planen som briefet, men må tage nogle andre forholdsregler. Blandt andet sørger jeg for, at vi flyver så tæt på hinanden, at KINs systemer kan detektere radarenergien fra det fjendtlige missilsystem, såfremt de skulle forsøge at låse mit fly op.

Vi er nu tæt på Tripoli, alle systemer på nær mit radarvarslingssystem er klargjort, og begge vores targeting pods peger ind mod det koordinat, vi har modtaget. Vi flyver ind mod området i relativt stor højde og flyver i zigzag for hele tiden at kunne se direkte ned på jorden, i tilfælde af at der skulle blive affyret missiler mod vores fly. Jeg kigger ind på skærmen og styrer min targeting pod rundt i området uden at finde nogen objekter, der kunne minde om SA-6-systemet. Da vi når kysten, vender vi 47

rundt og flyver ud mod vandet igen, mens vi hele tiden kigger bagud for at se efter missiler. Der sker heldigvis intet. Vi forsøger igen med en lignende afsøgning, men også denne er resultatløs.

Det er enormt frustrerende, da jeg er sikker på, at systemet står dernede et sted, og at vi blot skal have lokaliseret det. Det ville passe mig fint at få nedkæmpet lige netop dette mål, som er en direkte trussel mod mig og mit fly.

Der er heller ikke nogen indikationer på, at systemet er aktivt i øjeblikket, hvilket gør det endnu sværere for os at finde. Dog ved jeg, at denne type missilsystem kan engagere jagerfly med meget kort varsel, hvis operatørerne er dygtige nok. Med andre ord har vi stor respekt for flere af de jordbaserede missilsystemer. Jeg erfarer senere, at de libyske soldater har skjult en del af deres systemer i bygninger netop i den del af Tripoli, som jeg denne dag eftersøger. Såfremt vognene var blevet kørt i skjul, før vi ankom, har vi aldrig haft en chance for at finde dem. Lige meget gør det, vi må returnere til tankflyet med uforrettet sag.

Jeg kan endelig slappe af igen, og frustrationen over ikke at have fundet målet afløses af en lettelse over, at vi er sluppet helskindet fra opgaven.

Tilbage på tankflyet får vi fyldt brændstoftankene, før vi får en ny eftersøgningsopgave i et andet område. Opgaven er noget mere triviel end den første og resulterer ikke i våbenaflevering.

Da denne er afsluttet, flyver vi mod Sigonella og lander efter godt fire timers flyvning, stadig med vores bomber på flyene, men en del oplevelser rigere. Det er ikke et problem for mig at falde i søvn den aften.

Operationstempoet er imidlertid ved at sætte sine spor. To af vores piloter har lagt sig med influenza, et resultat af meget pressede arbejdsdage og ekstremt trange lokaler i vores bygning.

Desuden er der ingen aircondition, og klimaet derinde er ikke særlig godt. Alle lige fra missionsplanlæggere, assistenter og pi48

loter tager dog det hele i stiv arm og arbejder hårdt for at gennemføre operationerne så effektivt som muligt.

Vores mandat fra Folketinget bemyndiger os til at sende fire fly i luften to gange om dagen – i gennemsnit. På grund af det ekstremt store behov for offensiv kapacitet flyver de danske fly i perioder en del mere. Jeg husker blandt andet, at vi inden for en 30-timers periode fløj 16 gange for at levere våbeneffekt på kritiske mål. Dette er kun muligt, hvis alle i hele detachementet yder en stor ekstraindsats, men er naturligvis ikke en måde, vi kan blive ved med at gennemføre operationer på med de få fly og det lille mandskab, detachementet består af. Alligevel formår vi at flyve alle de tildelte missioner uden at aflyse en eneste på grund af tekniske eller personelmæssige problemer.

Næste dag går med at evaluere alle de angreb, der er gennemført indtil nu, og jeg udfærdiger i samarbejde med MEL et dokument, alle piloter skal læse og kvittere for. Dokumentet beskriver, hvorledes man på mest effektiv vis nedkæmper kampvogne. Det er lidt specielt, da vi er vant til, at de hjemlige briefinger for det meste handler om nye radiofrekvenser, ændringer i bestemmelser og lignende. Her er der simpelthen tale om, at vi nøgternt analyserer vores fjende og finder frem til den mest effektive måde at bekæmpe ham på, og samtidig sørger for, at alle piloter kommer i besiddelse af denne viden. Det er det første af en række lignende dokumenter, jeg er medforfatter af i den næste tid, og som alle har samme formål: at gøre det danske kampflybidrag endnu mere slagkraftigt og effektivt.

Om aftenen vender den første formation tilbage fra dagens mission, hvor de har nedkæmpet flere kampvogne tæt på Ajdabiya. Ajdabiya er den næststørste by i det østlige Libyen, og i øjeblikket holdes indbyggerne som gidsler af Gaddafis pansrede styrker, der er i færd med at angribe Benghazi cirka 160 kilometer længere nordpå. Kort efter at de er trådt ind i bygningen, kommer ERA ind og meddeler, at han skal viderebringe ros fra 49

statsminister Lars Løkke Rasmussen. Vores fly har arbejdet godt sammen med de engelske kolleger denne aften, hvilket de tilsyneladende har rapporteret hjem. Beskeden er lynhurtigt gået videre til den engelske premierminister, som sidenhen har informeret statsministeren – alt i løbet af en times tid, hvorefter beskeden så er gået igennem det danske system ned til os på Sigonella. Det er ret surrealistisk at få den besked, samtidig med at vi står og kigger på videooptagelserne fra piloternes fly, og det begynder lige så stille at stå klart for os alle, at vi er en del af noget virkelig stort.

Selvom jeg ikke har brugt ret meget tid på at se nyheder, er der dog nogle enkelte emner, som trænger igennem. Blandt andet er der en historie i en avis om, at vi bor på dyre hoteller, og det mere end antydes, at det er, fordi forholdene på basen ikke er gode nok til os. Det gør mig ret sur, da virkeligheden er en helt anden. Basen er fyldt op med personel, og de få værelser, der er tilbage, undergår i øjeblikket renovering. Hotellet, vi bor på, var det eneste ledige i byen, og vores chef, ERA, presser dagligt på for at få os flyttet ind på basen, så vi kan få mere tid til at sove. Det lykkes ham nogle dage senere at få piloterne ind på militær indkvartering, og vores teknikere følger med lidt senere, da flere rum bliver ledige. Vi hører sidenhen, at de amerikanske enheder på basen bliver befalet at bo op til fire mennesker i enkeltværelser for at tilgodese vores indlogeringsbehov. Det har vi stor respekt for, og det sætter den omtalte artikel i et endnu dårligere lys.

Der er desuden en reporter fra DR, der på DR Update fortæller, at de danske F-16 står i anden række og kun har symbolsk betydning i koalitionen. Den pågældende reporter har tydeligvis ikke det mindste begreb om, hvad der egentlig sker hernede, og hvor stor en del af operationerne danskerne egentlig udfører.

Men det indslag er heldigvis ikke symptomatisk for det generelle og ret sobre mediebillede.

50

MARTIN WALLDÉN JESPERSEN

I FORRESTE RÆKKE

232 mm

156 mm 24 mm 156 mm