Page 1

125 m m

7, 6 0

125 m m

zoom on Anja Hitz

„Jeg kender INGEN andre, der ikke har kontakt med deres far. Hvad har han gjort dig?“

Anja Hitz

Jeg tager fat i mors arm. Hun reagerer, som om hun får stød. Jeg trækker hånden til mig, mens en rød bølge af vrede skyller igennem mig. „JEG HADER DIG,“ råber jeg. „Det er DIG, der ikke vil ha‘ det.“ Mor ser på mig med triste øjne. Jeg er sikker på, at de er triste, fordi hun ikke bare får sin vilje.

210 m m

Som hun plejer. Triste, fordi hun mærker, at jeg snart har kræfter nok til at bestemme det hele selv. P er vred på sin mor. Vred over at være flyttet, vred over at skulle lege glad, ny familie, og vred over ikke at måtte se sin far. Men P har en plan ...

Forum

Zoom on_Skrid mor_omslag_FINAL.indd 1

19/02/14 12.50


2


SKRID, MOR

1


2


ANJA HITZ

Skrid, mor

forum

3


Skrid, mor © Anja Hitz og Forum/rosinante¤co, København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3287-8 Printed in Latvia 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Lix 19 (ml 7,9 + lo 11,6)

Arbejdet er støttet med midler fra Copydan tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening.

Forum er et forlag i rosinante¤co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk

4


Indhold

P 9 Fake 10 Alle andre

13

P for ...

16

Snelag 19 Hundrede millioner

22

På rejse

24

Bogen 31 Mønter 36 Det gamle

39

Hegn 49 Vattæppe i hjernen

53

Billeder og ord

57

ID 61 Tværs over landet

68

Svæver 71 Godnat, P

73

Drømmerejsen 75 Blue 79 Hej notesbog

81

5


6


* Mor siger: Smil til verden, og den smiler til dig. Jeg siger: Skrid!

7


8


P

Hun kan smile alt det, hun vil. Jeg gør det bare ikke. Hun kan fuppe enhver med sine smil. Så de tror, at alt er okay. Det er det bare ikke. Jeg er 14 år og hedder P. Kun P. Hun har døbt mig noget andet, selvfølgelig, men det hedder jeg ikke mere. Det er en beslutning, jeg har taget, og sådan er det.

9


Fake

»Nille-skat, der er mad!« Hun kan råbe lige så tosset, hun vil. Jeg har sagt, at jeg ikke reagerer på det navn. Ingen af hendes navne. Mange gange har jeg sagt det. Fatter hun ingenting? »Nille-musse, det er nu, det er varmt.« Varmt ... Så er det altså ikke raw-food i dag. Eller råkost. Men måske stenaldermad? Eller low carb high fat? Loud fart high crap kalder jeg det. Det er kun mors kæreste Müller, der griner, når jeg siger noget sjovt. To korte bank med knoer på min dør. Müller stikker hovedet ind med Jenny på armen. Jenny er også hans barn. Det er jeg ikke. »Kommer du, P?« »Nu du spø’r så pænt, så ja,« siger jeg. Jeg flytter den bærbare fra mine lår. Rejser mig fra sengen og tøffer efter Müller og Jenny ud i køkkenet. 10


»Kød i karry,« smiler mor og slår ud med armen. Det dufter rigtigt. Det ser næsten også rigtigt ud. »Mmm, så er vi klar til Thailand,« smiler Müller og klapper mor bagi. »Skal det forestille ris?« spørger jeg og kigger på det lyse fnuller i lerskålen. »Ja, netop,« siger mor. »Men i virkeligheden er det ... hvad?« »Blomkål,« siger hun med ryggen til. Jeg sukker og skæver til stenalder-kogebogen, der ligger slået op på køkkenbordet. »De havde jo ikke ris dengang, vel,« siger hun og smækker bogen sammen. »Man må gøre tingene ordentligt. Gennemføre.« Det sidste siger hun med sit bredeste smil. Det pisser mig af, at hun smiler, når det er så tydeligt, at det er fake. »Jeg er ikke sulten.« Jeg drejer om på hælen og går tilbage mod mit værelse. Jeg har en banan i tasken og en pose chips i tøjskabet. Så klarer jeg mig. »Nille!« Det lyder, som om hun sukker. Men så rømmer hun sig og går videre i en helt ny tone. 11


»Jeg vil gerne ha’ du spiser sammen med os. Vi skal have snakket om rejsen. Hvad vi skal have pakket og sådan.« Jeg har fundet på noget nyt. Fordi hun holder fast i at kalde mig Nille – eller Pernille, som hun kan finde på ude i byen – så kalder jeg hende M. Aldrig mere mor. Jeg ved slet ikke, hvornår jeg har sagt mor til hende sidst. Jeg lader døren til mit værelse stå åben og begynder at synge på melodien til Lille Peter Edderkop: M du er så fake, så fake M du er så fake. M du er fake, fake M du er så fake. FAKE, FAKE, FAKE, FAKE M du er så fake M du er så fak’e-lake M du er så fake. Jeg hører, at hun skramler med sit bestik og sine lerskåle. Jeg hører, at Müller beroliger hende. Ingen af dem kommer ind til mig. De snakker blødt til Jenny. Og til hinanden om rejsen. Jeg finder posen med chips i skabet, propper munden og knaser, så højt jeg kan. 12


Alle andre

Jeg beslutter mig på vej hjem fra skole. I dag siger jeg det! Jeg ved, at mor er tidligt hjemme med Jenny om tirsdagen. Da jeg træder ind, kan jeg høre deres lyde fra badeværelset. Jenny pludrer og plasker. Jeg standser ved den åbne dør til badeværelset. »Jamen, hej skat,« siger mor overrasket. »Jeg vil være hos far juleaften,« siger jeg fast. Mors blik stivner. Hele hendes krop går i stå et øjeblik. »Vi er jo ude at rejse i julen.« Mor hiver Jenny op af badevandet. Lægger hende på pusle-pladsen. Hun frotterer Jenny med ryggen til mig. »Alle andre skilsmisse-børn er hos deres mor den ene jul og hos deres far den næste. ALLE andre!« »Det er anderledes for dig,« siger hun med et suk. »Din far bor langt væk.« »Hvorfor rejser vi så ikke derhen, hvor han 13


er? Hvorfor skal vi til fucking Asien, når han er i Dubai?« Jenny begynder at græde. Mor tager hende op til sig, vugger hende. Så vender hun sig mod mig. Hendes blik er sort, men hendes stemme er rolig. »Fars kontrakt slutter om halvandet år. Så kan I se hinanden. Indtil da må du nøjes med brevene.« »Jeg kender INGEN andre, der ikke har kontakt med deres far. Hvad har han gjort dig?« Jeg tager fat i hendes arm. Hun reagerer, som om hun får stød. Jeg trækker hånden til mig, mens en rød bølge af vrede skyller igennem mig. »JEG HADER DIG,« råber jeg. »Det er DIG, der ikke vil ha’ det.« Jenny græder højere og højere. Mor ser på mig med triste øjne. Jeg er sikker på, at de er triste, fordi hun ikke bare får sin vilje. Som hun plejer. Triste, fordi hun mærker, at jeg snart har kræfter nok til at bestemme det hele selv. Alt det, hun plejer at bestemme. »Du vil forstå det en dag,« siger hun med blanke øjne. »Som om DU har noget at tude over,« skriger 14


jeg til hende. Sü højt, at mine egne türer bliver presset helt tilbage i baghovedet. Jeg skal fandeme ikke tude foran hende.

15

Skrid, mor - af Anja Hitz  

Skrid, mor er en stærk fortælling om teenagepigen P, der er vred på sin mor. Vred over at være flyttet, vred over at skulle lege glad ny fam...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you