Vilde kvinder, milde kvinder - af Maria Helleberg

55010_om_vilde kvinder

16/02/06

13:36

Side 1

O M S L A G : Neel Dich Abrahamsen

I SISBN B N 87-638-0344-5 87-638-0344-5

9 788763 803441

SAMLEREN

Landesmuseen, Schloss Gottorf.

KVINDER

1785; Schleswig-Holsteinische

milde

Julie Reventlow, olie på lærred,

KVINDER

Forside: Udsnit af Jens Juel:

FOTO: © MORTEN HOLTUM

BOGEN ER ILLUSTRERET

vilde

Maria Helleberg, født 1956, debuterede 1986 med den historiske roman Seersken. Hun har også udgivet samtidsromaner som Pigerne, Konebytning og En andens hjerte, men det er stadig de historiske romaner, som gør hende til en af Danmarks mest læste forfattere. På det seneste bl.a. Kærlighedsbarn om Struensees og Caroline Mathildes “uægte” datter.

Moderen havde Maria Helleberg udgivet en roman om allerede i 1991, Mathilde, og med Dronningeskolen om “kærlighedsbarnets” barn, der blev dronning af Danmark som Christian den Ottendes hustru, har Maria Helleberg færdiggjort den tredje generation af markante kvinder i Danmarks historie.

Maria Helleberg har også udgivet børne- og ungdomsbøger, rejsebøger, teaterstykker og biografier. I 2005 udkom romanen Cæsar og Kleopatra.

MARIA HELLEBERG

Kvinder – i hvert fald kvinder i de førende kredse – kunne omkring år 1800 leve et meget friere liv end deres formødre. Det blev måske kun en lille tidslomme med frihed, for allerede omkring 1825 begynder mulighederne for kvinder igen at lukke sig. Man skulle helt ind i det 20. århundrede før kvinder igen for alvor kunne sprænge grænser og leve selvstændigt.

Der er naturligvis opstået en del misforståelser omkring denne frie periode, og Maria Helleberg vil med denne bog vise, hvor overskridende der (også) blev levet i guldalderens borgerlighed.

Her er i levende biografisk form 12 kvindeliv fra guldalderen. Tre inspirationskilder og formødre fra Frankrig og ni danske kvinder. Med Kamma Rahbek og Thomasine Gyllembourg som et par af de bredest kendte.

MARIA HELLEBERG

vilde KVINDER

milde KVINDER 12 kvindeliv fra guldalderen SAMLEREN

vilde

KVINDER,

milde

KVINDER

1

A F S A M M E F O R FAT T E R

Seersken, 1986 Så mangen sti vild, 1988 Som en vredens plov, 1990 Marskallens kvinde, 1991 Statholderens hustru, 1991 Mathilde, 1991 Slavebarnet, 1992 Fremmede naboer. Polens historie, 1992 Børnejægeren, 1993 Undtagelsestilstand, 1993 Lucrezias ægteskab, 1994 Louise længe leve, 1994 Knivstikkeren, 1995 Valeria, 1995 Svanekød, 1996 Pigerne 1997 At gå i barndom, 1997 Leonora, 1997 Lady Hamilton og hendes tid, 1998 Milady, 1998 Beth, 1999 Under huden på Rom, 1999 Under huden på Napoli, 1999 Konebytning, 1999 Martha, Marie og Anna, 1999 Rigets Frue, 2000 En andens hjerte, 2001 Miss Suzanna, 2001 Kærlighedsbarn 1-2, 2002

2

MARIA HELLEBERG

vilde KVINDER

milde KVINDER 12 kvindeliv fra guldalderen

SAMLEREN

3

VILDE KVINDER, MILDE KVINDER

© Copyright Maria Helleberg, 2003 2. udgave, 1. oplag 2006 Omslag og tilrettelægning: Neel Dich Abrahamsen Bogen er sat med Janson Text hos Christensen Grafisk ApS og trykt hos Narayana Press, Gylling

Printed in Denmark 2006

ISBN-10: 87-638-0344-5 ISBN-13: 978-87-638-0344-1

4

INDHOLD

O M AT G E N F I N D E K V I N D E R

7

FORBILLEDERNE

13

Madame Tallien Madame de Staël Madame Récamier

13 23 44

S Y B I L L E S C H U B A RT- R E V E N T L O W

55

JULIE SCHIMMELMANN-REVENTLOW

89

L O U I S E R E V E N T L O W- V O N G R A M M - S T O L B E R G

114

C H A R L O T T E S C H U B A RT- S C H I M M E L M A N N

149

THOMASINE BUNTZEN-HEIBERG-GYLLEMBOURG

184

F R IE D E R I K E M Ü N T E R - B R U N

252

CHRISTIANE HEGER-OEHLENSCHLÄGER/ KAREN MARGRETHE HEGER-RAHBEK

302

E L I S E A H L E F E L D T- L Ü T Z O W

339

O M AT S V Æ R M E I L U N D E

367

L I T T E R AT U R

369

5

6

OM AT GENFINDE KVINDER

Lige siden år 1800 har generation efter generation været fascineret af århundredskiftets kvinder. Enten i beundring – eller i forfærdelse. Da århundredet blev gammelt og skrøbeligt, indtog kvinder en ganske anden og langt mere tilbagetrukken stilling i samfundet, og kvinderollen var veldefineret – af mænd – og meget smal. De vildeste af kvinderne glemte man høfligt, mens andre, der syntes at leve op til tidens krav, fik lov at stikke hovedet frem i al diskretion. Det var egentlig først slutningen af 1900-tallet, som vovede at tage kvinderne fra 1800 alvorligt, og da var det for sent: kravene havde ændret sig. Radikale bevægelser inden for historieforskningen ønskede at beskæftige sig med de store massers bevægelser, ikke med elite, individer og normbrydere. De velhavende kvinders natursværmeri og følelsesfuldhed blev lagt for had.

Og kvindebevægelsen følte sig fremmed over for disse milde kvinder.

Nye landvindinger gjorde en energisk og grådig generation blind for, at fortidens kvinder ikke hele tiden havde arbejdet målbevidst for retten til at blive universitets-lektorer. Alle andre drømme end de, kvinder år 1975 nærede, blev suspekte. Og ud røg Christiane, Lotte, Bille og Elise.

Men spændende er de nu, disse kvinder som føjede sig under vilkårene og alligevel opnåede hvad de ville. De spildte ikke tiden med at beklage sig over manglende rettigheder. De udnyttede simpelthen de forhåndenværende muligheder – og flyttede hele tiden grænserne for det mulige. Lige til ustyrlige kræfter puffede grænserne langt tilbage.

Da demokratiet definerede en borger, blev kvinderne relegeret til samfundets bagerste rækker. Det var ikke tilfældet omkring år 1800.

Nej, de kunne ikke blive hverken embedsmænd, professorer eller officerer. De accepterede begrænsningerne, der jo også var klassemæssige, og fandt en vej. Uden nogen bevidst strategi, man levede og mødte udfordringerne, voksede og påtog sig de pligter skæbnen pålagde én.

7

Tiden omkring 1800 blev allerede af næste generation opfattet som en ren vildfarelse. Spændende, men skræmmende. En kulørt, usædelig vildfarelse, man heldigvis var kommet sig over. Da Johanne Luise Heiberg omkring 1850 skulle spille et stykke, der foregik omkring år 1800, insisterede skuespillerne først på at iføre sig historisk korrekte kostumer. Så kom man på bedre tanker.

Vi to damer, som spillede i stykket, turde (…) ikke indlade os på at overholde kostumet strengt fra den tid. Enhver, som kan erindre kejserinde Josephines dragt eller madame Récamiers fra hin første kejsertid med kjolelivet af et par tommers længde oppe under armene, og i den grad blottet, at bryst og arme så godt som var ubedækkede, kan vel begribe, at den art af korrekthed ikke lod sig fremstille uden i høj grad at støde blufærdigheden og forrykke vore to pæne, anstændige dameroller.

Som klædedragten, så moralen. Og kvinderollen. Allerede i 1820erne var verden blevet en anden. Den økonomiske velstand var forbi efter statsbankerotten, der var ikke længere overskud – det selskabelige liv indskrænkedes til familiebesøg om søndagen, den eneste ugentlige fridag, og til at more sig over vaudeviller i Det kongelige Teater. Borte var de forgangne årtiers tro på evig opgang og opsving. Borte var kapernes nyrige nydelsessyge. Borte var Lotte Schimmelmann og den internationale glans. Tilbage var blevet familien og ”det nære”.

Men ikke for nogen pris det kropsnære! Efter betagelsen af krop og køn kom en inderlig kropsforskrækkelse, der senere i århundredet skulle udarte til direkte frygt. For den victorianske husfader var privatlivet ikke længere nødvendigvis en kilde til glæde, et sted for afslapning og afkobling, men et område der rummede utallige risici, fordi man her kom tæt på de lavere klasser, på kvinder, børn og tjenestefolk, og derigennem på dele af hans egen personlighed, som helst ikke måtte komme til syne i offentligheden.

Det var svært for eftertiden at finde hoved og hale i denne opbrudstid. Man læste måske nok stadig Knud Lyne Rahbeks rørstrømske skildring af kvindens rolle i samfundet som opdrager og forædlende faktor, 8

men man læste teksterne ud fra den nye verdensorden. Den nye borgerlige verdensorden. Den ægte borger var en mand, han havde rettigheder og pligter. Kvinden defineredes ud fra, hvad hun ikke var – derfor manglede hun både rettigheder og pligter. Mens manden blev samfundsborger, blev kvinden formindsket til en biologisk enhed.

Hvor ungkarlen og den evigt platonisk forelskede Rahbek havde lovprist kvinden, ægteskabet, kønnenes dobbelthed og kompleksitet, så eftertiden kun løshed, slaphed, ja den rene opløsning. Det skulle vare helt op til det nye århundredskifte, før man igen tog ægteskabet op til debat, og da endte man faktisk med den modsatte konklusion af kvinderne år 1800. I stedet for at reformere ægteskabet og satse på det, gjorde kvinderne ny åbent mytteri, de ville ud. Det kan man ikke fortænke dem i. Et helt århundrede havde faktisk svigtet sine idealister.

Jane Austen kaldte i begyndelsen af 1800-tallet ægteskabet for ”kvindens profession”. Ægteskabet var ikke kun privatliv, sex, afslapning og affodring af fælles børn. Ægteskabet bestod for denne bogs hovedpersoner i et intrikat væv af pligter og handlinger. Enhver sammenkomst krævede minutiøse forberedelser og overblik. Salonerne krævede en bred og grundig orientering på alle tænkelige områder – politik, litteratur, militær, musik, malerkunst, mode, filosofi og økonomi.

Flere af kvinderne var med til – eller alene om – at styre store godskomplekser, med tilhørende skoler, seminarium, landbrugsskole og landbrugs-forskningscenter. Det var en ulønnet opgave, men den vægtede nok lige så tungt som hos en nutidig administrerende direktør for en koncern.

Og vel fik Kamma Rahbek ikke løn for sine collage-æsker, men de repræsenterede allerede en værdi i hendes egen levetid. Disse kvinder arbejdede, men de ”havde” ikke et arbejde, og de fik aldrig løn. Ganske som deres mænd led flere af disse kvinder under alle symptomer på stress. For selv om man i fortiden havde bedre tid til alt end vi har, så anede folk år 1800 jo ikke, at man 200 år senere ville få endnu mere travlt.

9

Sandheden om guldalderen er mangetydig. Samfundet var både ufattelig brutalt og komisk sentimentalt. Styreformen var både stift enevældig – og ekstremt lydhør over for signaler. Ufattelig skønhed og nedrig grusomhed trivedes side om side, uden at nogen tænkte på revolte.

Den overordnede retfærdighed var uantastet.

På nogle områder bød perioden fra 1775 til 1825 dog på nogle helt enestående muligheder. Især for kvinder. Og de forstod at gribe dem alle.

1700-tallet opfattes populært som ”kvindens århundrede”. Det ville mange kvinder, som levede i 1700-tallet, nok være ret forbavsede over at høre. Men kvindelige kunstnere gjorde sig gældende på lige fod med mandlige, og principper som samtiden opfattede som specifikt feminine, stod i høj kurs.

I tiden fra 1770 til 1830 var den begavede, aktive, udfarende og stærke kvinde ubetinget erotisk attraktiv. Til trods for at man uafladeligt ledte efter det søde, det milde og det barnlige hos hinanden, satte samtiden pris på en vis kontrolleret vildskab brugt i ”den gode sags” tjeneste.

Påklædningen signaliserede forandringerne. Disse kvinder voksede op i rokokotidens strengt regulerede verden, modnedes mens Louis Seize blomstrede, forkastede pudret opsat hår, korset og pocher og stive sko, men opdagede til gengæld natur og familie.

De kom til at danse i musselinskjoler så lette, at de kunne trækkes gennem en ring, og at opleve en hidtil ukendt kropslighed. For så igen at iføre sig korset og sløre kroppen og skovle håret op på hovedet, da Napoleonskrigene ebbede ud og Europas gamle orden blev restaureret. Krop og politik hang sammen.

Ingen af de vilde danske kvinder kom til at opleve politisk eller personlig forfølgelse. Deres frihed var langt større end deres franske ”forbilleders”. Hvor de franske kvinder hele tiden måtte reagere på veritable politiske jordskælv, formidlede kun ekkoet sig til København. Deres danske tryghed var langt mere grundfæstet. De kunne svaje med, udvikle sig med tiden, og udnytte dens stadig skiftende muligheder.

10

Paradoksalt nok skulle der skønlitterære behandlinger til, før flere af disse kvinder fik et værdigt liv. Charlotte Dorthea Biehl har været genstand for hån, nedvurdering og udelukkelse lige siden sin død. Først med Mette Winges ”Skriverjomfruen” kunne en anden kvindelig skribent pege på hendes storhed og på sammenhængen i hendes liv og værk. Biehl var ikke en latterlig ”slots-sladdertaske”, men et værdifuldt øjenvidne, måske netop fordi hun stod udenfor og havde så godt et udsyn fra sin ophøjede position.

Ligeledes fandt Thomasine Gyllembourg vej ud af skyggen som hustru, mor og svigermor, og blev placeret i sin egen tid i Annemarie Ejrnæs’ roman ”Som Svalen”, der tilmed formåede at ignorere hovedpersonens livsværk for i stedet at fortælle kroppens og sindets historie.

Det er et indlevelsesprojekt som samtidig viste den historiske romans format – og historieskrivningens grænser.

11

12

FORBILLEDERNE

Forbillederne var mange, men tre skiller sig ud, tre overlevere. Hver på sin måde forstod de at klare sig i en verden, der var langt mere voldelig, konsekvent og kulørt end den samtidige danske hverdag.

MADAME TALLIEN

Madame Tallien begyndte livet som Theresa Cabarrus, fra en spanskfransk adelig familie, hendes far var skatmester hos den spanske konge.

Ganske ung blev hun bortgiftet til en marquis de Fontenay, og konstaterede hurtigt at hun ville ud af ægteskabet for enhver pris. Som den eneste kvinde blev hun ganske ung optaget i en diskussionskreds, der bl.a. rummede filosoffen og samfundsteoretikeren Condorcet, der legede med teorier om almindelig valgret – også for kvinder.

Theresa var en slags revolutionens vidunderbarn, der formåede at leve på egen hånd, fraskilt og selvsikker, med skiftende partnere. Hun blev også beviset på, at bare man gav kvinder en god uddannelse, var de mænds – ja, der findes intet andet ord end ligemænd.

Denne iagttagelse gik helt imod revolutionens elskede Rousseaus lære, men ingen benægtede Theresas evner.

Hun gav sig til at studere uddannelsespolitik: et sted måtte man jo begynde omformningen af samfundet. Revolutionen hyldede hende først som selve symbolet på kvindelig skønhed, begavelse og handlekraft forenet med mildhed, skønhed og ungdom. Det kom bag på hende, at rædselsperiodens politiske ledere var både kvindefjendske og kvindeskræmte. Hun forsøgte at skjule sig i Bordeaux, hvor hun opdagede at en gammel bekendt, den deputerede Tallien, var udsendt for at udrydde al kontrarevolutionær bevægelse – også liberale revolutionære som hun selv. De to mødtes, forelskede sig og flyttede sammen. Henrettelsesbølgen stilnede i Bordeaux, Theresa havde taget den blide Tal13

lien i skole, men det varede kun kort før hans manglende iver blev bemærket og han blev kaldt til Paris. Theresa fulgte efter – og blev prompte arresteret. Fra sit fængsel skrev hun fortvivlet og vred til Tallien og opfordrede ham til at redde sig. Og landet. Underforstået: den, der tog magten fra Robespierre, satte sig i hans sted som landets leder.

Tallien havde i mellemtiden taget kontakt med andre utilfredse hovedpersoner i det politiske liv, og sammen gennemførte de kuppet mod Robespierre og afsluttede terroren.

Theresa blev befriet sammen med de tusinder som afventede henrettelse i fængslerne – og hun blev igen symbol på revolutionen som ”Notre Dame du Thermidor”, den måned hvor Robespierres styre blev bragt til fald. Deres kærlighed fremstillet som indbegrebet af en bedre tid. Nu skulle udviklingen tilbage på ret kurs, man ville genskabe antikkens frie republik og skabe en fri sanselighed.

Theresa var ikke den eneste, som var undsluppet døden og nu legede, livsgrådig og indædt. De led af overlevelsessyndrom, disse unge mennesker, som bandt stramme røde bånd om halsene for at vise at de kunne være blevet guillotineret. De afholdt fester, hvor man hilste på hinanden ved at give et hårdt nik med hovedet, som om det faldt ned i en kurv. De kunne ikke få nok af noget, og de var sygeligt optaget af kroppen og kropslighed efter at have siddet indespærret i månedsvis uden at kunne tage bad eller se solen.

Hvis Theresa havde troet, at hun skulle gå over i historien som en stor reformator af det franske uddannelsessystem, så tog hun fejl: hun blev Direktoriets dronning, symbolet på en kaotisk mellemperiode.

Revolutionens hovedpersoner blev hurtigt verdensberømte, i alt fald fulgte hele det oplyste Europa med i begivenhederne, men kun på anden hånd. Fyrsterne blev afbildet jævnligt og portrætterne gengivet i kobberstik, så man kunne danne sig et billede af hvordan Louis den Sekstende eller Katarina den Store så ud. Men med revolutionsheltene var det anderledes, de havde meget andet at passe end at stå model, og de kom fra samfundslag hvor det ingenlunde var en selvfølge at blive foreviget. På denne baggrund blev Theresa en vigtig identifikationsfigur, en af de få kvinder som gled i ét med revolutionen. Og nysgerrig14

heden var glubende. I det Schimmelmannske hjem i København blev alt lagt til side, den aften hvor hertugen af Augustenborg med posten havde modtaget portrætter af revolutionens ledere, nu kunne man omsider lære dem at kende. Theresa var sikkert en af de afbildede.

I 1794-5 malede Jacques-Louis David et af sine politisk korrekte kæmpelærreder. Denne gang valgte han en utraditionel scene fra antikken: sabinerinderne hindrer krigen mellem deres mænd og fædre. Forhistorien er selvfølgelig at romerne efter byens grundlæggelse røvede sabinske kvinder for at skaffe sig hustruer. Nu var ægteskaberne fuldbyrdet og der var børn og børnebørn.

Billedet var desuden en raffineret kunsthistorisk replik til Nicolas Poussins berømte værk fra 1624, forestillende romerne bortrøvende de forsvarsløse sabinske kvinder. Hvor 1600-tallet viste vold og ulykke, kunne den franske republik nu vise forsoning og fred. Hvor mændene hos Poussin er de aktive, er historien vendt på hovedet hos David.

For os er hverken motiv eller udførelse måske nogen provokation, men samtiden var målløs. Nok er mændene fremstillet med arkæologisk præcision, men det er kvinderne som virker mest levende, soldaterne ligner statuer. Midt i billedet ses en kvindelig furie, der alligevel formår at virke forbavsende elegant. David kunne ikke lade være med at idealisere. Han ville bevise at den nye stat var udviklingens slutsten.

Det var helt nyt at fremstille kvinder som aktive, som fredbringere og forsonere. Ellers havde David fremstillet sine historiske kvinder som magtesløse iagttagere til mændenes brutale politiske spil – i ”Brutus” – eller som sørgende, passive figurer – i ”Horatiernes Ed”.

Nu havde kvinderne fået en ny historisk rolle, og David måtte skildre denne rolle.

Kvinden i billedets midte er en hyldest til Theresa Tallien. Fredbringeren, Notre Dame du Thermidor.

Sammen med sin nye ægtemand Tallien skabte hun forsoning og en ny regeringsstil. Men Talliens storhedstid var forbi, han blomstrede op som lederen af kuppet i Thermidor, men kunne ikke manøvrere gen15

nem det mere krævende, nuancerede politiske liv i en opbygningstid.

Hvor hun stadig formåede at spille revolutionens skiftende roller, blev han som politiker fanget af sin egen fortid. Før Theresa kom til Lyon, havde han været en af de rabiate unge, som bragte Robespierre til magten – og håndhævede hans justits. Han havde sin del i skylden for ”septembermordene”, d.v.s. den systematiske nedslagtning af de mennesker, som mere eller mindre tilfældigt befandt sig i fængslerne i september 1792, den dag hvor revolutionen mistede sin uskyld og for alvor kørte af sporet. Det rystede Theresa at høre, at når hun blev kaldt ”Notre Dame du Thermidor”, råbte folk ”Notre Maitre de Septembre” efter hendes mand.

Mens hun kunne bruges som frontfigur med stor signalværdi, var hendes mand ved at blive et politisk problem. Han ville have dividende af sin bedrift og spille en betydelig politisk rolle i fremtiden. Men kravene var for store. Theresa blev udvalgt til demonstrativt at lukke Jakobiner-klubbens lokaler og dermed slutte rædselsherredømmet for altid.

I maj 95 fik parret en datter, Rose-Thermidor: Rose efter Theresas nærmeste veninde Rose de Beauharnais, senere kendt som kejserinde Joséphine, og Thermidor efter befrielsen. Dette barn skulle senere komme til at skifte navn hver gang historien og den politiske nødvendighed spillede ind. Men ægteparrets gode tid var allerede forbi. Ægteskabet med Tallien havde paradoksalt nok hæmmet Theresas politiske ambitioner, de facto ødelagt hendes karriere. Hun kunne holde stort hus med salon, invitere gæster, og forsøge i blinde at influere på de politiske beslutninger. Men i virkeligheden blev beslutningerne taget helt andre steder.

Tallien var kommet let til sin position og havde skaffet sig fjender, der regnede med, at han var let at skaffe sig af med. Vedholdende rygter kædede Tallien sammen med royalisterne, og hævdede at han forsøgte at få sønnen af den henrettede franske konge på tronen – mod god betaling og en post som minister i en ny formynderregering.

Rygterne var svære at mane i jorden, ikke mindst fordi Tallien og hans nærmeste faktisk var meget optaget af, hvad man skulle stille op 16

med den overlevende prins. Rygterne begyndte at true Talliens karriere.

Nu var han tvunget til at vise sin revolutionære ånd. Man havde taget 700 fanger, da den royalistiske flåde forsøgte sin mislykkede invasion i Frankrig, og de blev henrettet, trods Talliens løfte om benådning. De gamle dage lå trods alt ikke særlig langt tilbage.

Theresa og Tallien skændtes og sloges, Tallien flygtede fra hjemmet, drak og spillede formuer op. Omverdenen iagttog undrende dette ideal-ægteskabs forbavsende hurtige opløsning. I august 1795 var Theresa allerede engageret i et nyt forhold. Hun flyttede sammen med den nye regeringsleder Paul Barras, og nu blev hun omsider hvad hun havde ønsket, en politisk frontfigur.

Langt senere skulle Napoleon på Skt. Helena i sine erindringer forsøge at stemple Barras som en homoseksuel, der slørede sit egentlige liv ved hele tiden at skifte sine elskerinder ud. Måske forsøgte han blot at dække over det faktum, at hans egen kone Joséphine de Beauharnais havde været Barras’ officielle elskerinde. Hvis Barras var bøsse, så skulle der formentlig en Theresa Tallien til for at åbne hans øjne for andre muligheder. Men datiden var ikke så snæversynet som nutiden, og biseksualitet var faktisk mere almindelig end homoseksualitet.

Desværre for Napoleons ræsonnement skrev den kyniske ironiker Barras også sine erindringer og beskrev nøje forskellen på Joséphine og Theresa som erotiske partnere; mens Joséphine altid kalkulerede og aldrig gav slip på sig selv, var Theresa en overdådig elskerinde, altid i sansernes vold.

Theresa ville næppe have fulgt Barras’ råd om at gifte sig med en uappetitlig, dårligt klædt korsikansk indvandrer, det kunne være praktisk at have i baghånden. Napoleon forsøgte faktisk at gøre tilnærmelser til Theresa, der fandt ham komisk, men donerede stof til et nyt par uniformsbukser til ham. Rose tog korsikaneren, blev til Joséphine, kejserinde og myte. Theresa fik sin korte sommer – og Barras.

Paul Barras havde både adelige og militære rødder og forlenede Direktoriet med en vis gammeldags elegance. Efter hungersnød og puritanisme væltede man sig i luksus, kostbarheder og god mad, sidste ny17

este mode og spiste udsøgte retter. Revolutionen havde opløst alle de store huse og gjort deres kokke arbejdsløse, nu fandt de ansættelse i restauranter og hos de ledende politiske personligheder. For første gang siden 1789 så det ud som om Frankrig var inde i en stabil politisk periode, og der var mulighed for vækst.

Theresa var Barras’ trofæ: han havde erobret selve symbolet på revolutionen, hun som havde optrådt i amazonedragt på Marsmarken, oplæsende endeløse taler om fremtidens lykke. Hun havde været den perfekte frihedsbringer i Thermidor. Hun repræsenterede den positive kontinuitet. Tallien havde været med til alle rædslerne og taget ansvaret for de fleste. Theresa, derimod, var politisk ren og nyttig – hendes signalværdi var uovertruffen. Måske vidste hun det selv. Men stille og roligt bevægede hun sig væk fra den politiske slagmark og ind i en helt ny rolle. Mens hendes mand styrede landet, skabte hun en ny omgangsform.

Tidligere havde selv en ægtemand næppe turdet berøre den stol, hvorpå en kvinde sad. Men når Barras og Theresa modtog gæster, kom de ud arm i arm, han med armen bag ryggen på hende, hun med hånden hvilende på hans skulder. Denne gestus blev mode og genfindes i portrætter overalt i Europa, som symbolet på det nye, ømme og følsomme ægteskab. Tidligere havde det været lettere komisk og ”borgerligt” at elske sin ægtefælle, nu var de borgerlige dyder blevet både mode og norm.

Theresa drev det nye ægteskab ud i sin ekstreme konsekvens, hun levede kun sammen med sine mænd til forelskelsen var blegnet, så lod hun sig lede af nye, stærke følelser ind i et nyt forhold.

Hun skabte sin egen lille verden af ny æstetik i den ombyggede bondegård La Chaumiere, en sær blanding af ydre enkelhed og indre glans – Direktoriet i en nøddeskal. Men intet var, hvad det gav sig ud for. Her ankom man til et demonstrativt landligt hus – og trådte ind i et byhus indrettet efter den nyeste, klassicistiske mode. Sko blev til sandaler, stole til curuler, senge til græske gravmæler og kvinderne klædte sig (af) i flortynde gevandter, der skulle illudere antikkens Rom og Athen.

18

Theresa udnyttede sin fysiske skønhed skamløst, den nye mode fremhævede hendes overdådige former, og hun trivedes åbenbart med opmærksomheden. Flere portrætter fra Direktoriets muntre dage viser hende trodsigt ekshibitionistisk ligefrem blotte sig for beskueren.

Det var slut med revolutionens prægtige teaterstykker, ikke flere unge kvinder i hvide kjoler bekransende statuer. Desværre betød Direktoriet ikke opbygning og demokrati, som mange håbede. Korruption, ligegyldighed over for materiel nød, opbygning af svimlende formuer og hensynsløst forbrug blev det aftryk, perioden affødte. Det kunne ikke vare ved.

Da Barras’ stjerne blegnede, indledte Theresa et langt samliv med bankieren Ouvrard, en af de mange spekulanter, der skabte sig formuer på leverancer til den nye republikanske hær. Det skulle vise sig at være et klogt valg, uden Ouvrard ville hun være havnet i en fortvivlet situation, da førstekonsulen Bonaparte begyndte sin gen-moralisering af samfundet. Ouvrard lod sig aldrig skille, men gennemførte et gammeldags dobbeltliv med to familier – endnu en nyskabelse, den borgerlige patriark med ret til flere forskellige familier.

Ingen lod til at vente, at de store franske sejre på slagmarken ville medføre et militærdiktatur. Disse oplyste mennesker kendte ikke den antikke historie godt nok, især ikke den romerske republiks sidste hundrede år. Barras og Theresa Tallien befordrede selv Napoleon Bonapartes karriere, men meningen var at han skulle vise sig nyttig og sikre republikkens grænser. Italiens-felttoget i 1797 ændrede billedet totalt.

Republikken blev aggressor – og Bonaparte blev til Napoleon.

Efter hans magtovertagelse blev Theresa ostrakiseret, kejseren opfattede og omtalte hende som en gemen prostitueret, en kvinde hvis nedbrydende påvirkning samfundet skulle beskyttes imod. Hun havde afløst hans kejserinde Joséphine som Barras’ elskerinde, og han ønskede at udslette ethvert minde om Direktoriets vilde kvinder. I virkeligheden havde hun i en periode simpelthen været det nye kvindeideal: den seksuelt frigjorte, moderne kvinde – som tilmed var politisk magtfuld. Den tid var grundigt forbi. Nye helte dukkede op på stjernehim19

melen, generaler og deres hustruer, og Theresa sad tilbage som et levn fra en allerede meget fjern fortid, for altid forsynet med sin anden mands efternavn, Tallien.

Joséphine havde fået forbud mod at kontakte sin bedste veninde, og det lykkedes faktisk Napoleon at fordrive madame de Staël og at skræmme madame Récamier – men aldrig at nå Theresa Tallien. Hun forpuppede sig i sit luksuriøse hjem med sine børn og sin elskede Ouvrard, der tjente millioner på kejserens krige. Drømmenes tid var forbi, for mange andre var tiden blevet storslået og fuld af muligheder, for hende var det modsatte sket. Hendes storhedstid blev lagt for had eller simpelthen fortiet i skam.

Senere historikere har haft svært ved at forholde sig til Direktoriet – enten fordi man beundrede revolutionens råstyrke eller Napoleons ordnende kraft. Eller fordi kønsfordomme fik det værste op til overfladen ved tanken om, at en række kvinder havde haft indflydelse på det politiske liv. Ingen har nogensinde virkelig elsket og beundret denne mellemperiode. Direktoriet opfattes stadig som en national svaghedsperiode, hvor scenen domineredes af letlevende kvinder, hvor moralsk fordærvelse, letsind og ødselt pengeforbrug tog magten. Men faktisk var Direktoriets hektiske forbrugersamfund mindre ødselt end det senere kejserhof, der havde hele Europa at stjæle fra. Og Direktoriet var den eneste periode under revolutionen, hvor man gav sig tid til at standse op og overveje fremtidens veje seriøst, under inddragelse af andre end de faktuelle magthavere. Det sidste tidspunkt, hvor alle nærede håb om, at samfundet kunne udvikles på baggrund af kvalificerede menneskers velformulerede ønsker.

Da forholdet til Ouvrard kølnedes, stod Theresa tilbage med en større børneflok, der havde tre forskellige fædre. Tallien var i dyb unåde, fattig og fordrukken, men stadig en god og trofast ven. Han havde forsøgt at skaffe sig et arbejde under først konsulatet, siden kejserdømmet, og Napoleon slæbte ham med i trænnet til Egypten, hvor han ikke fik udrettet meget nyttigt, men opsugede enhver tænkelig tropesygdom og mistede sit ene øje. Han vendte desillusioneret tilbage til Frankrig og 20

genoptog kontakten med sin datter, men turde ikke vise sig for sin fraskilte kone, han havde jo mistet sit gode udseende.

De to ophørte aldrig med at korrespondere; milde og kærlige breve flød mellem to gode venner, der engang havde elsket hinanden. Om ikke andet, kunne de være stolte af deres civiliserede skilsmisse.

I sin alderdom blev Tallien en mytisk figur, krumbøjet og klædt i laset tøj var han altid på vej gennem byen for at pantsætte levn fra fortiden, mere end villig til at rive en god historie af sig, hvis man gav et glas på den nærmeste café. Skattene, han solgte, stammede fra Theresa. Han havde skabt hendes ry, og hun forsøgte at beskytte ham, men måtte erkende sin egen magtesløshed.

Den sidste mand i Theresas liv førte hende tilbage til udgangspunktet.

Han var meget yngre end hende og havde – efter hvad han selv påstod – forelsket sig i hende midt under revolutionen, og siden da afventet det rette tidspunkt. Nu friede han til hende, og tilbød at tage den enlige mors store børnefamilie med sig. Ind i den franske adel, endda en af de ældste og mest selvbevidste familier, der havde lidt under revolutionen.

Nu skulle hun glide ind i et gammeldags, adeligt liv som fyrstinde af Chimay. Hendes svigerfar blev dybt chokeret over sønnens valg, en halvgammel kone med en flok børn, en revolutionær, en sansculotte, hvad tænkte han dog på? Var det meste af hans familie ikke blevet guillotineret under revolutionen?

Hun måtte opbyde al sin charme og alle sine argumenter på skrift for at få svigerfaderen til at acceptere ægteskabet. Hun kæmpede som en løve på sine børns vegne. Resten af familien undgik hende, men godsernes bønder var spændt på den nye fornemme og mærkelige revolutionsdame, Notre Dame du Thermidor.

Hverken ægtemandens familie eller det hollandske hof, hvor han virkede som fransk ambassadør, anerkendte Theresa, der fødte sin nye mand et utal af børn, styrede hans godser og blev matriark. Og æret af sine nærmeste for sin diskrete optræden. Hun havde spillet så mange roller, nu spillede hun aristokrat, en forbavsende let rolle.

21

I 1814 forsøgte hun at besøge Louvre med alle sine børn – og blev nødt til at flygte på grund af nysgerrige skarer. Hendes tid som frontfigur var ikke forbi, selv om hun omsider havde fået nok af offentlighed.

Barras levede stadig og opfattede sin forhenværende elskerindes sociale rutschetur opad med sædvanlig ironi, især hendes ophøjelse til fyrstinde! Mens han kunne trække sig tilbage og leve undrende iagttagende, uden at spille nogen som helst politisk rolle, skånet af både Napoleon og kongerne, havde Theresa hele tiden befundet sig i en udsat position.

Hendes sidste ægteskab udsprang af kærlighed, men var også på mange måder et klogt træk, en måde at gå i dækning på. Nok stod hun uforstående over for restaureringen af alle de gamle former efter 1815, men hun kendte dem jo og kunne håndtere dem.

Hun havde haft sin tid i solen og blev for udlandet et symbol på revolutionens ekstreme holdninger og handlinger. Enten beundret eller ynket, aldrig ligegyldig. Ingen danske kvinder fik hendes muligheder, men heller ikke hendes problemer. Men mens madame Tallien kun i en kort periode kunne udøve egentlig magt, var tiden moden til den første kvindelige politiker og systemkritiker uden for fyrstehusene.

Hvor Theresa druknede i sit køn, formåede hendes afløser som verdens bedst kendte kvinde at pendle mellem traditionelle feminine og maskuline kvaliteter. Hun var tillige den første kvindelige bestsellerforfatter og den første af en række kvindelige berømtheder – men hun var så enestående at hun umuligt kunne danne skole, og så dominerende at hun snarere fremprovokerede afsky end beundring.

22