Issuu on Google+


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 1 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

Før jeg brænder ned


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 2 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 3 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

Gaute Heivoll

Før jeg brÌnder ned roman

Oversat af Camilla Christensen

Samleren


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 4 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

Før jeg brænder ned er oversat fra norsk af Camilla Christensen efter Før jeg brenner ned. Copyright © Tiden Norsk Forlag 2010 [All rights reserved.] Denne udgave: © Samleren / rosinante&co, København 2011 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslag: © Stian Hole Sat med Sabon hos Bookpartner Media og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 978-87-638-1732-5 Printed in Denmark 2011 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse har fået støtte fra Nordisk Ministerråd

Samleren er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 5 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

Det mesta är så betydelseslöst. Men så finns det någonting oerhört som stiger upp som ett glödande moln på himlen och förtär allt. Då bliver allting förvandlat och du själv förvandlad och det som nyss tycktes dig av största värde har inget värde alls för dig mer. Och du går bort genom alltings aska och er själv aska. Pär Lagerkvist


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 6 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 7 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 8 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 9 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

En historie dukkede op under besøget hos Alfred. I begyndelsen troede jeg ikke, den havde noget med brandene at gøre. Jeg havde ikke hørt den historie før, den er helt igennem hjerteskærende, men samtidig fyldt med, ja. Hvad skal man egentlig kalde det? Kærlighed? Det skete for lidt over hundrede år siden i den bygd, jeg er født og opvokset i. En mand tog livet af sig ved at sprænge sig selv i luften. Han var femogtredive år gammel. Han brugte dynamit. Bagefter blev det sagt, at hans mor gik rundt og samlede delene sammen i sit forklæde. Efter en kort ceremoni nogle dage senere blev alt, hvad der var tilbage, lagt i grav nummer 35. Ifølge kirkegårdsprotokollen. Under bemærkninger blev der tilføjet sindssyg. Jeg ved ikke, om det er sandt. Men ikke desto mindre er det muligt at forstå det. Hvis bare man sætter sig ned og tænker efter, forstår man det lidt efter lidt. Til sidst virker det som det eneste rigtige. Det er jo det, man gør. Man har ikke noget valg. Man går rundt og samler delene sammen i sit forklæde.


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 10 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 11 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

1


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 12 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 13 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

I Et par minutter over midnat mandag den 5. juni 1978 slukkede Johanna Vatneli lyset i køkkenet og lukkede forsigtigt døren. Hun gik de fire skridt gennem den kolde gang, åbnede døren til kammeret på klem, så en stribe lys faldt hen over det grå uldtæppe, de havde over sig, selv om det var sommer. Inde i mørket lå Olav, hendes mand, og sov. Et par sekunder stod hun på dørtærsklen og lyttede til hans tunge åndedræt, så gik hun ud i det lille badeværelse, hvor hun lod vandet løbe stilfærdigt fra vandhanen, som hun plejede. Hun stod foroverbøjet i lang tid og vaskede ansigtet. Der var koldt derude, hun stod barfodet på kludetæppet og mærkede det hårde gulv under fødderne. Et øjeblik så hun sig selv i øjnene. Det var ikke noget, hun plejede at gøre. Hun lænede sig lidt frem og kiggede længe ind i de sorte pupiller. Så ordnede hun håret og drak et glas koldt vand fra hanen. Til sidst skiftede hun trusser. De gamle var fulde af blod. Hun foldede dem sammen og lagde dem i en balje med vand, så de kunne ligge i blød natten over. Hun trak natkjolen over hovedet, og i samme øjeblik mærkede hun stikket i maven, det stik der altid var der, men som var blevet værre i den sidste tid, især hvis hun strakte sig eller løftede noget tungt. Som en kniv. Inden hun slukkede lyset, tog hun tænderne ud og lod 13


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 14 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

dem med et plop falde ned i vandglasset på spejlhylden ved siden af Olavs. Så hørte hun en bil. I stuen var der mørkt, men det skinnede mærkelig blankt og sort i vinduerne som fra et svagt lys ude i haven. Hun gik roligt hen til vinduet og kiggede ud. Månen var nået op over trætoppene mod syd, hun så kirsebærtræet, der stadig stod i blomst, og hvis det ikke havde været for tågen, ville hun have kunnet se helt ned til Livannet mod vest. En bil med slukkede lygter kørte forbi huset og fortsatte langsomt ind ad vejen mod Mæsel. Den var helt sort, eller måske rød. Det var ikke muligt at se. Bilen kørte meget langsomt, og til sidst rundede den svinget og forsvandt. Hun blev stående ved vinduet og ventede i et, to, måske tre minutter. Så gik hun ind i kammeret. »Olav,« hviskede hun. »Olav.« Intet svar, han sov tungt, som han plejede. Hun skyndte sig ind i stuen igen, stødte ind i armlænet på stolen, så det sved i låret, og da hun kom hen til vinduet, nåede hun lige at se den mørke bil komme kørende tilbage. Den kom ud af svinget og fortsatte langsomt forbi lige uden for stuens væg. Den måtte have vendt henne ved Knutsens hus, men der var jo ingen hjemme, de var rejst tilbage til byen aftenen før, hun havde selv set dem køre. Hun hørte det knase under bildækkene derude. Den lave motorbrummen. Lyden af en radio. Så standsede bilen. Hun hørte bildøren gå op, derefter stilhed. Hjertet steg op i halsen på hende. Hun skyndte sig ind i kammeret igen, tændte lyset og ruskede i manden. Denne gang vågnede han, men han nåede ikke at stå op, før de begge to hørte et højt smæld og klirren af glas ude i køkkenet. Allerede da hun kom ud i gangen, mærkede hun den gennemtrængende lugt af benzin. Hun rev køkkendøren op og blev mødt af en mur af flammer. Rummet var fuldstæn14


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 15 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

dig overtændt. Det måtte være sket i løbet af få sekunder. Gulvet, væggene, loftet, flammerne slikkede og jamrede som et stort, såret dyr. Fuldstændig lamslået blev hun stående i døren. Langt inde i den jamrende lyd genkendte hun – selv om hun aldrig havde hørt den før – lyden af glas, der sprak. Hun blev stående, lige til varmen blev for intens. Det var, som om ansigtet løsnede sig, det blev trukket nedad fra panden over øjnene, kinderne, næsen, munden. Det var i det øjeblik, hun så ham. Det varede ikke mere end to, måske tre sekunder. Han stod som en sort skygge lige uden for vinduet, på den anden side af flammehavet. Han var som frosset fast. Og det samme var hun. Så rev han sig løs og forsvandt. Gangen var allerede fyldt med røg, den sivede ind gennem væggen fra køkkenet og lagde sig oppe under loftet som tæt tåge. Hun fandt vej hen til telefonen, løftede røret og drejede nummeret til Ingemann på Skinnsnes, det nummer hun efter de sidste døgns hændelser havde skrevet med sort tusch på en seddel. Hun tænkte på, hvad hun skulle sige, mens fingeren drejede på skiven. Det er Johanna Vatneli. Vores hus brænder. Telefonen var død. I det samme kortsluttede strømmen, det smældede fra eltavlen, gnisterne slog ud af stikkontakten ved spejlet, lyset gik ud, og alting blev fuldstændig mørkt. Hun greb Olavs hånd, og de var nødt til at famle sig frem, hen over gulvet, indtil de nåede hoveddøren. Den kølige natteluft blev suget ind med det samme, og straks fik branden også bedre fat; de hørte flere dumpe smæld og så et brøl, da flammerne brød igennem gulvet på førstesalen og straks slikkede op ad indersiden af vinduerne. Jeg har set den brand for mig så mange gange. Flammerne havde ligesom ventet på det øjeblik, på den nat, de 15


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 16 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

minutter. De ville ud i mørket, strække sig mod himlen, lyse op, blive fri. Og straks efter var de virkelig fri. Flere ruder sprang samtidig, glasset klirrede, og flammerne blev sluppet fri, de strakte sig ud og op i luften og lagde straks hele haven i et gult, uvirkeligt lys. Ingen har kunnet beskrive branden, for ingen var der, bortset fra Olav og Johanna, men jeg har set det hele for mig. Jeg har set, hvordan de nærmeste træer rykkede endnu nærmere i lysskæret, hvordan de ligesom samlede sig og gled tavst og umærkeligt indad i haven. Jeg har set, hvordan Johanna var nødt til at trække Olav de fem trin ned ad trappen, ned i det lange græs, under det gamle kirsebærtræ, der stod som forstenet med tyk, grå mos op ad stammen, gennem haven og helt ud på vejen, hvor hun følte, at de var i sikkerhed. Der stod de og kiggede på huset, som de havde boet i siden 1950. De sagde ikke et ord, der var ingenting at sige. Efter et minut eller måske to løsrev hun sig alligevel, mens Olav blev stående i den bare natskjorte. I det flakkende skær lignede han et lille barn. Munden stod halvvejs åben, og læberne bevægede sig en lille smule, som om han forsøgte at forme et ord, der ikke fandtes. Johanna skyndte sig tilbage gennem haven, forbi bærbuskene og æbletræerne, der kun få dage tidligere havde stået i blomst. Der var faldet dug i græsset, og hun blev våd nederst på natkjolen og op ad anklerne. Da hun stod på trappen, mærkede hun den voldsomme, bølgende varmen fra køkkenet og hele loftsetagen, der vendte mod øst. Så gik hun ind. Inde i gangen var en del af røgen sluppet ud, så det var muligt at se både døren til køkkenet, der stadig var lukket, og døren til stuen, der stod på vid gab. Hun tog nogle forsigtige skridt hen over gulvet. Det drønede og smældede overalt omkring hende, men det var op ad trappen, hun skulle. Det huggede til nederst i maven for hvert skridt. Kni16


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 17 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

vene blev trukket ud og stukket ind. Hun greb fat i gelænderet og trak sig selv opad, lige til hun stod på afsatsen mellem værelserne på førstesalen. Hun åbnede døren til det, der havde været Kåres værelse, og derinde stod alt som før. Hans seng stod hvid og opredt, som den havde stået i alle årene siden hans død. Hans skab stod der, stolen han havde stillet krykkerne op ad, billedet af de to børn der legede ved fossen, og Herrens engel som svævede over dem, det hele var der. Også hendes taske, den der indeholdt tre tusinde kroner. Den lå i den øverste skuffe i kommoden, der stadig var fuld af Kåres tøj, og i det øjeblik hun fik øje på en af hans gamle skjorter – det var den med en lille flænge på brystet – mærkede hun, at hun ikke havde kræfter til at nå ned igen. Det var, som om hun pludselig, bare ved synet af skjorten, opgav alt. Hun slap tasken, så den faldt på gulvet med et klask, og satte sig roligt på sengen. Hun mærkede affjedringen i madrassen og den gode, trygge knirken under sig. Røgen steg op gennem sprækker i gulvet, samlede sig og steg op mod loftet. Det virkede, som om en rolig skikkelse af røg langsomt tog form lige foran hendes øjne. Den fik arme, hænder, fødder og et uklart ansigt. Så bøjede hun hovedet og bad en stille bøn, som var uden begyndelse eller slutning, bare en sætning eller to, mens læberne bevægede sig. Men så smældede det pludselig højt og skarpt lige bag hendes ryg, og det var nok til, at hun glemte alt andet, kom på benene igen og rykkede baglæns. Hun var tilbage i sig selv, skikkelsen af røg var væk, i stedet var værelset blevet fuldstændig tåget, og det var svært at trække vejret. Hun rev tasken til sig og nåede ud på afsatsen. Hun skyndte sig ned ad trappen og steg ned i et tykt, surt tæppe af røg, der sved i hele ansigtet. Det gik op for hende, at det var alt deres tøj inde i kammeret, der nu lå og ulmede og snart ville stå i lys lue. Halsen snørede sig sammen, hun mærkede, at hun 17


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 18 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

skulle kaste op, og det svimlede for øjnene, men hun vidste præcis, hvor hun skulle gå for at komme hen til døren. De sidste meter famlede hun i blinde, men hun havde jo gået den vej så mange gange før og fandt døren så let som ingenting, og da hun kom ud på trappen, var det, som om varmen pressede mod hendes ryg og skubbede hende flere meter væk fra huset. Hun fyldte lungerne med frisk, ren natteluft og sank ned på knæ. Jeg har set hende for mig, knælende i græsset, mens lyset omkring hende skiftede fra gult til næsten hvidt, til orange og til næsten rødt. Sådan sad hun med ansigtet mod græsset i flere sekunder, mens hun langsomt kom til sig selv igen. Til sidst kæmpede hun sig på benene, men da var hverken Olav eller nogen andre at se. Hun skyndte sig op ad skråningen til nabohuset, der nu lå fuldstændig oplyst af branden. Hun nåede ikke at banke på, før naboen kom stormende ud på trappen. Det var Odd Syvertsen. Han var vågnet ved lyset. Hun greb ham i armen, holdt ham ligesom fast eller støttede sig til ham for ikke at falde omkuld. Hun var kun lige i stand til at hviske, men han hørte hvert ord. »Jeg kan ikke finde Olav.« Odd Syvertsen løb først ind for at ringe, imens skyndte Johanna sig ned ad skråningen og ud på vejen igen. Hele huset stod i lys lue nu. Der lød stadig høje, knitrende smæld, som gav genlyd ud over Livannet og i bakkerne mod vest. Det lød, som om selve himlen revnede. Flammerne lignede store, vilde fugle, der snoede sig omkring hinanden, over hinanden, ind i hinanden, de ville rive sig løs fra hinanden, men var ude af stand til det. Branden var på få minutter blevet stor og mægtig. Alligevel var alt omkring hende mærkeligt stille. Jeg har set det for mig. Det er et hus, der brænder om natten. Det er de første minutter, før mennesker kommer til. Alt omkring det er stille. Der er kun branden. Huset 18


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 19 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

står alene der, og ingen kan redde det. Det er overgivet til sig selv og sin egen ødelæggelse. Det er flammerne og røgen, der ligesom bliver suget direkte op i himlen, knitren, og smældene der svarer et sted langt væk fra. Det er skræmmende, det er forfærdeligt, og det er ikke til at forstå. Og det er næsten smukt. Johanna kaldte på Olav. Først en gang, så to, så fire. Det var pludselig uhyggeligt at høre sig egen stemme sammen med lyden af flammerne. Træerne var ligesom nået endnu nærmere huset nu. De rakte grenene frem. Nysgerrige, skrækslagne. Hun løb om til udhuset, mens smerterne huggede nederst i maven. Det føltes, som om der var gået hul på en stor byld derinde, og at blodet løb varmt fra den. Han stod mellem huset og laden, ligesom fanget i det intense lys. Natskjorten flagrede omkring hans krop, selv om der ikke var så meget som et vindpust, og han stod helt ubevægelig. Da hun nærmede sig, opdagede hun, at vinden kom fra selve branden som et ildevarslende pust, et pust der på én gang var iskoldt og fortærende varmt. Hun trak ham med sig, de nåede igen op på vejen, og der stod de tæt sammen, da Odd Syvertsen kom løbende ned ad skråningen. Han var forpustet og ophidset, da han stillede sig ved siden af de to gamle. Han prøvede at få dem væk fra den voldsomme hede, men det var ikke muligt. De ville stå og se deres hus brænde ned. Ingen kunne få et ord frem. Olav stod som forstenet, mens natskjorten gjorde ham blød, det hvide stof foldede køligt over skuldrene og ned ad begge arme. Ansigterne var lyse, klare, rene, som om alderen blev visket ud. Så fik ilden pludselig fat i det gamle kirsebærtræ uden for køkkenvinduet. Det der altid blomstrede så tidligt, og som Kåre plejede at klatre op i. I sensommeren blev det tungt af bær, har jeg fået fortalt, og de største og sødeste hang altid yderst på grenen. Nu flammede det straks op. Der gik et skred af 19


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 20 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

ild gennem blomsterne og grenene, og så brændte hele kronen med en særegen knitren. Lige efter hørtes en lys stemme, men det var umuligt at afgøre, om den tilhørte Johanna eller Olav: Herre Jesus. Herre Jesus. Jeg har set det hele for mig. Det var den ottende brand, klokken var lidt over halv et om natten den 5. juni 1978. Så kom brandbilen. De hørte sirenerne helt ude på Fjeldgårdssletta, eller måske endda endnu længere væk, måske helt oppe ved bedehuset på Brandsvoll, måske hørte de også alarmens tuden på Skinnsnes? Det er jo ikke utænkeligt, når man kunne høre den helt op til kirken. Men brandbilen hørte de i hvert fald, sirenerne blev højere, lysere, skarpere, og snart kunne de ane de blå blink, der susede forbi det gamle sandstøberi for enden af Livannet, forbi slagtehuset, Shelltanken, og præstegården med balkonen, forbi den gamle skole i Kilen og Kaddebergs butik, inden farten blev sat ned op ad bakken til Vatneli. Da brandbilen standsede, sprang en ung mand ud og kom løbende hen imod dem. »Er der mennesker derinde!« råbte han. »De nåede ud,« sagde Odd Syvertsen, men manden hørte det tilsyneladende ikke. Han løb tilbage til brandbilen, løsnede flere slangeruller og kastede dem tilfældigt, så de rullede som hjul et stykke hen ad vejen og blev liggende. Så åbnede han nogle skydedøre, smed et par økser på jorden sammen med en brandhjelm, der lå i gruset og vuggede for sig selv. Derefter stod han et par sekunder med armene hængende slapt ned langs siden, mens han kiggede på flammerne. Et øjeblik stod han ved siden af Olav og Johanna og Odd Syvertsen, og de stod ligesom sammen der og betragtede det uforståelige, der var ved at ske. Så kom fire biler kørende med stor fart. De standsede alle 20


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 21 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

sammen et stykke bag ved brandbilen, lygterne blev slukket, og fire sortklædte mænd kom løbende. »Måske er der mennesker derinde,« råbte den unge mand. Han havde en tynd, hvid skjorte på, der flagrede omkring hans magre overkrop. Han koblede to af slangerne til den kraftige vandpumpe foran på brandbilen, mens to andre stod klar, da vandet kom. Netop da smældede det så højt inde i flammerne, at jorden rystede, og alle, der var til stede, krummede sig sammen, som om et projektil havde ramt dem i maven. Nogen begyndte at le, det var ikke muligt at se hvem, og i det samme lagde Odd Syvertsen en arm omkring både Olav og Johanna, og med et ømt, men fast greb trak han dem væk og ledte dem med op ad skråningen mod sit hus. Denne gang fulgte de med uden et ord. Han fik dem med indenfor og drejede nummeret til Knut Karlsen. Han og hans kone kom med det samme, de var jo vågnet af sirenerne og det voldsomme flammehav, og i løbet af de følgende timer blev det bestemt, at Olav og Johanna skulle indlogeres i kælderen hos Karlsen, indtil situationen var faldet til ro. Flammehavet bølgede hen over himlen, men Olav og Johanna så det ikke. Lyset skiftede fra hvidt til rustrødt, derefter næsten violet og orange. Det var lidt af et syn. En knitrende regn af gnister steg op, da husets træskelet styrtede sammen, det svævede vægtløst nogle sekunder, slukkedes og forsvandt. Træernes blade krøllede sammen. De vilde fugle var væk, de havde omsider revet sig løs fra hinanden. Nu brændte det stille, med høje, lodrette flammer. Der kom flere biler til. Folk steg ud, lod bildørene stå åbne, trak jakkerne tættere om kroppen og nærmede sig langsomt branden. Blandt dem var også min far. Jeg har set for mig, at han er kommet kørende i den blå Datsun, at han nøjagtig som de andre er standset et stykke væk og steget ud, men det er 21


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 22 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

aldrig lykkedes mig at se hans ansigt tydeligt. Han var der, jeg ved, at han var der den nat, uden for Olav og Johannas brændende hus, men jeg ved ikke, hvad han tænkte, eller hvem han snakkede med, og jeg er ikke i stand til at se hans ansigt for mig. Aske lagde sig over haven, store flager svævede længe i luften, før de dalede ned over træerne og lagde sig på de parkerede biler, stille som sne. En motorcykel startede og forsvandt med to unge mænd. Den ene med, den anden uden hjelm. Der var ingenting, man kunne gøre. Olav og Johanna Vatnelis hus brændte ned til grunden. Til sidst stod kun skorstenen tilbage. Da var det næsten blevet morgen, og de fleste af bilerne var væk. Kun røgen hang som en tynd, gennemsigtig tåge over haven og inde mellem de nærmeste træer. De to i kælderen hos Knut Karlsen havde ikke andet tøj end det nattøj, de gik og stod i. Og tasken. Og i den lå der altså tre tusinde kroner. Klokken fire var det blevet så lyst, at fuglene begyndte at synge. Det var en intens, forunderlig sang, en dirrende jubel, der blandede sig med lyden af vandpumperne, som stadig durede og kørte. Der var brug for meget vand, og man havde rullet slangerne ned ad den uvejsomme skråning til Livannet, derfra pumpede man vandet tredive meter højere op. Tre journalister og flere fotografer kredsede rundt på brandtomten. Først talte de med lensmand Knut Koland, derefter gik de op ad skråningen og bankede på døren til kælderen. De var nødt til at tale med Johanna, for Olav lå inde på divanen med et tæppe over sig, mens han stirrede lige op i loftet og var i en anden verden. Johanna svarede roligt og behersket på alle deres spørgsmål, hun sagde det 22


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 23 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

samme hver gang. Langsomt, så de havde god tid til at notere. Så blev der taget billeder af hende. Flere billeder fra forskellige vinkler, men det var alligevel kun de billeder, som viste hendes fortvivlede ansigt, der allerede samme dag kom på tryk i både Fædrelandsvennen, Sørlandet og Lindesnes. Hun havde afsvedne øjenbryn, sod på kinden, en rift i panden og lignede en overlevende efter en mineulykke. Ellers var hun rolig. Bagefter, da de alle sammen var gået, kom hun til at tænke på tænderne, der lå i glasset på spejlhylden ved siden af Olavs, men så kom hun i tanke om, at der ikke længere fandtes en spejlhylde, eller et glas, eller tænder, hverken hendes eller Olavs tænder fandtes mere. Jeg har set det for mig, det mærkeligt klare, iskolde øjeblik, hvor det gik op for hende, at hun havde mistet absolut alt, endda sine egne tænder, og at tårerne først da begyndte at løbe stille ned over kinden.

II Helt fra jeg var lille, har jeg hørt historien om brandene. I begyndelsen var det mine forældre, der fortalte, men først da jeg blev ældre og hørte den fra andre, gik det op for mig, at det hele faktisk var sandt. I lange perioder har historien været fuldstændig fraværende for så at dukke op igen i en samtale, en avisartikel eller ganske enkelt i min bevidsthed uden nogen anledning. Den har fulgt mig gennem tredive år, uden at jeg vidste nøjagtig, hvad der skete, eller hvad den egentlig handlede om. Jeg kan huske, at jeg som barn sad på bagsædet i den blå Datsun på vej til farmor og farfar i Heivollen, og på vej derop kørte vi forbi det hus, hvor pyromanen boede. Det var, som om jeg mærkede et anstrøg af 23


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 24 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

noget fremmed og lokkende, når vi kørte forbi, og lige bagefter passerede vi Sløgedals hus, han var komponist og domorganist i Kristiansand, og der plejede min far at pege på den gamle opkørselsrampe, der ikke passede til det nye hus, der var bygget. Der brændte det, da du blev døbt, sagde han, og sådan gik det til, at jeg på en eller måde har forbundet brandene med mig selv. Der var så meget, jeg ikke vidste, og derfor var det aldrig faldet mig ind, at jeg skulle skrive om brandene. Det var for stort, for omfattende og for tæt på. Historien har været der som en skygge, lige indtil jeg bestemte mig for at skrive den ned. Det skete pludselig, i foråret 2009, da jeg var flyttet hjem. Det, der skete, var følgende: Nogle uger tidligere, i april, sad jeg alene oppe på det gamle skoleloft på Lauvslandsmoen og rodede i kassen med gamle lærebøger, gulnede kladdehæfter og papirer af forskellig art. Fra min egen tid på skolen husker jeg loftet som meget kaotisk og fyldt med rod. Vi plejede sommetider at gemme os deroppe; når vi havde sløjd nede i kælderen, skete det, at vi sneg os op ad alle trapperne, forbi musiklokalet og op ad den sidste, buldermørke trappe og sad musestille på det iskolde loft og ventede på, at nogen skulle opdage, at vi var væk. Bøgerne var råkolde, og mine fingre satte aftryk på de fugtige papirer. De havde vel ligget deroppe i tyve-tredive år. Efter et stykke tid faldt jeg over en bunke sort-hvide fotografier, der var pakket ind i plastic, og det var med en uklar følelse af forventning, at jeg begyndte at bladre gennem alle disse billeder. Jeg genkendte straks ansigterne, men var umiddelbart ude af stand til at placere dem. De fleste var børn, men indimellem var der også en gruppe voksne. Langsomt gik det op for mig, at billederne var fra min egen tid på 24


JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 25 SESS: 19 OUTPUT: Thu May 12 11:17:49 2011 /first/Rosinante/odt2/1462_For_jeg_brander_ned_Sabon_140x220/Materie

skolen. Det var børn, jeg havde gået i klasse med, og nogle ældre, andre lidt yngre billeder fra skolegården og inde fra klasseværelserne, og der var flere af mine lærere fra dengang. Der var også et billede af en lille dreng, der stod på en scene og sang. Han var nyklippet og havde en strikket trøje på med en skjorte, der lige stak op af halsudskæringen. Anledningen så ud til at være en eller anden juletræsfest, for i baggrunden anede man et pyntet træ og juleguirlander. Der stod andre sammen med ham, og de stod med hver sit tændte stearinlys i hånden. Der gik måske fire-fem sekunder. Så pludselig: Det var jo mig. Det var i det øjeblik, ved synet af drengen, der intetanende stod og sang, at det hele begyndte. Jeg så mig selv, kiggede på mit eget ansigt i adskillige sekunder, uden at opdage, hvem det var. Det er svært at forklare, men det ramte mig voldsomt. Det var, som om jeg både forstod og ikke forstod, at det var mig. Og at det kom ud på et. Jeg ved det ikke. Men det var på det tidspunkt, som en slags forlængelse af det syn, at historien om brandene igen dukkede op. Det var billedet af mig selv med en tynd, rolig flamme, der så at sige steg op fra hånden, som førte til, at det en sommeraften i begyndelsen af juni stod klart for mig, at jeg skulle gøre et forsøg på at skrive historien om brandene. Det var som at trække vejret dybt. Og så.

III Da det første gang brændte hjemme i Finsland i begyndelsen af maj 1978, var jeg endnu ikke to måneder gammel. Nogle dage efter fødslen kom min far og hentede mor og mig på 25


Før jeg brænder ned