Han fik moderne til at tilstå

Tom Christensen

Han fik morderne til at tilsta o

LINDHARDT OG RINGHOF

FORORD Ret tidligt i mit liv som strisser fandt jeg ud af, at jeg instinktivt var god til at tale med folk. Jeg havde ikke nemt ved det, for det er aldrig nemt. Men jeg formåede altså alligevel at skabe tillid.

Jeg kunne lytte uden at lade mine egne følelser stå i vejen. Jeg var især god til – skulle det vise sig – at få kriminelle til at fortælle ærligt om deres ugerninger. I mine 29 år på Rigspolitiets Rejsehold har godt 40 drabsmænd tilstået over for mig. Når jeg sad over for dem, rykkede de ud med sproget. Det var så min styrke.

Jeg har nok været tættere på flere drabsmænd end nogen som helst anden i det her land. Jeg har været helt inde i hovedet på dem. Og de erfaringer, jeg har gjort mig – den indsigt jeg har fået i, hvorfor forbrydere gør, hvad de gør – afslører meget om det at være menneske sådan generelt. Jeg har opdaget, at der i os alle er nogle grundlæggende psykologiske mekanismer, som betyder, at vi hver som en – også drabsmænd – inderst inde er bange for at være alene, bange for ensomheden. Vi vil gerne ses. Vi har brug for, at nogen lytter til os. Derfor tilstår drabsmænd.

Dengang jeg var aktiv politimand, havde jeg absolut ingen planer om at skrive en bog. I min verden var bøger om livet i politiet mest noget cheferne skrev, når de var kommet op i årene.

7

Og de bøger handlede efter min smag lidt for meget om, hvor dygtige de havde været, cheferne, og hvor mange store bedrifter, de havde klaret, helt på egen hånd. Da jeg så gik på pension i 2010, var der til min overraskelse en del aviser og tv-stationer, som henvendte sig og interesserede sig for mig. Samtidig blev jeg kontaktet af flere forlag, som spurgte, om jeg ville fortælle om Rejseholdet, især selvfølgelig om, hvordan jeg havde arbejdet med at afhøre drabsmænd.

Jeg sagde i begyndelsen nej til alle. Jeg havde for mange forbehold over for den selvpromovering, som sådanne erindringer så nemt kommer til at rumme. Der har aldrig været plads til almindelige, hårdtarbejdende politifolk. Alligevel – eller måske netop derfor – blev jeg også nysgerrig, desto mere jeg tænkte over tilbuddet. Det her var en mulighed for at fortælle en anden historie om politiarbejde, hvor jeg ikke skulle være en supermand, der klarede alle problemerne selv, men derimod blot en almindelig politimand med en evne til at tale med forbrydere.

Jeg indvilgede i et møde med Lindhardt & Ringhof og forklarede, at hvis vi skulle gå videre med det her, skulle det være på min måde. Ikke noget med, at jeg helt alene opklarede sagerne og løb rundt med magiske evner, der kunne få selv den mest hårdkogte kriminelle til at bryde sammen på ti sekunder. Hele holdet skulle altid nævnes i de sager, jeg talte om i bogen. Ordet “jeg” skulle bruges så lidt som muligt, da det altid er et “vi”, som står for en efterforskning. Jeg kunne ikke – ingen kan – udrette noget ved at stille op alene. Det var altid gruppen, alle de samarbejdende betjente, inklusive lederen, der gjorde det store arbejde.

Og så var der mig, den lidt tossede, der senere, når der var fokus på en potentiel gerningsmand eller -kvinde, kunne sætte sig ind i et rum med vedkommende og få sandheden til at folde sig ud i en samtale, der for det meste endte med en tilståelse.

Samtidig var det vigtigt for mig, at detaljerne i historierne om 8

de efterforskninger af drab, jeg har deltaget i, ikke blev unødigt udpenslede. Jeg har naturligvis været tæt på ufattelig ondskab.

Der er tale om barske historier – og man kan ikke fortælle ærligt om Rejseholdets arbejde og mine mange afhøringer uden også at delagtiggøre læserne i nogle af menneskets skyggesider, for drab er grusomme, men mit fokus i bogen skulle være, understregede jeg, på tilståelserne, og hvad der ledte op til dem. Jeg ville ikke svælge i det chokerende – dels er det ikke det interessante i arbejdet med at opklare drab, dels ville det være respektløst over for de dræbtes efterladte.

Jeg endte med at sige ja. Det gjorde jeg, fordi jeg tror på, at der inde bag al den brutalitet og sorg, som er en del af en drabssag, også er noget andet. Jeg understreger, at jeg ikke på nogen som helst måde har den mindste sympati med drabsmænd. Al min sympati er i alle årene gået til ofrene og deres efterladte. Det var dem og kun dem, jeg arbejdede for i afhøringslokalet. Det var for deres skyld, at jeg søgte sandheden og ville afdække, hvad der var sket. Det var for dem, jeg arbejdede for at få en tilståelse i hus, så vi kunne få buret den mand eller kvinde inde, der havde begået uhyrlighederne. Det skal der aldrig herske tvivl om.

Men det blev samtidig min oplevelse, selvom det kan være svært at forstå, at der i næsten alle mennesker, selv i de værste forbrydere, som har begået uhyrligheder og skabt så megen for­­tvivlelse og destruktion, gemmer sig noget godt. Jeg bruger ordet godt i mangel af bedre. Man kunne også sige et glimt af noget menneskeligt. Og min interesse som strisser har været at bearbejde den dobbelthed. Hvordan kan det være, at der er mennesker, som er i stand til at begå så onde handlinger?

Det blev altså alligevel vigtigt for mig at fortælle om og dermed afmystificere det arbejde, politiet laver under efterforskningen af alvorlig kriminalitet, især drabssager. At give den brede befolkning et indblik i en verden, der kan være meget lukket og 9

omgærdet af myter, og som lidt for ofte – i både pressen og fiktionen – bliver fremstillet måske unødigt dramatisk.

Til sidst er der blot to ting, jeg skal have sagt. For det første er flere navne og steder ændret af hensyn til de pårørende og det juridiske. Ligesom visse detaljer om personer og lokaliteter er udeladt. For det andet er dette mine, og kun mine, erindringer om et langt og begivenhedsrigt liv som rejsemand og afhører – og om en række konkrete drabssager og mennesker. Det her er altså alene min fortælling om, hvordan jeg husker begivenhederne. Andre husker dem måske anderledes.

Tom Christensen

2.

HYGGESTUEDRABET I VEJLE 1985. Hvor jeg fik min første tilståelse

Sommeren 1985 tilbragte jeg i Vejle. Det var den sommer, hvor jeg for alvor fandt ud af, at jeg var god til noget usædvanligt.

Nemlig at komme ind i hovedet på mennesker, der har begået drab, og få dem til at indrømme, hvad de har gjort. Det var sommeren, da min rejse ind i sindets mørke side tog sin begyndelse.

Jeg var 38 år, og det var mit tredje år som kriminalassistent på Rigspolitiets Rejsehold.

Jeg havde på det tidspunkt været med til et par drabsefterforskninger, blandt andet sad jeg i det sene forår 1985 i Aalborg sammen med en hel flok fra Rejseholdet, hvor vi deltog i opklaringen af det såkaldte banegårdsdrab. En kvinde var blevet brutalt myrdet med kniv på et offentligt toilet. De fleste på holdet var mere garvede end mig. Chefen, Ernst Søndergaard, var på det tidspunkt kendt som en af de bedste til at afhøre i dansk po­liti. En god chef og en fremragende og grundig efterforsker, en slags mentor for mig, men også en mand af den gamle skole, der ikke brød sig om kvindelige betjente, sagde tingene ligeud og forlangte nærmest uhørt meget af sine medarbejdere.

Hans temperament og personlighed kan bedst illustreres med en anekdote. For mange år siden skulle jeg på en varm sommerdag, en lørdag først på dagen, hente Ernst. En 10-årig 23

avispige var dagen forinden blevet taget op af en bilist i Maribo, og ingen havde siden set hende. Da vi senere på dagen nåede frem til politigården i Nykøbing Falster, fik vi af den stedlige kriminalkommissær den glædelige nyhed, at avispigen var fundet i god behold i et sommerhus i Nordsjælland, så der var ingen sag, men køreturen til Nykøbing Falster var … interessant. Det var eks­tremt varmt, og dengang var der ikke noget, der hed aircondition, i vores biler. Jeg havde derfor iført mig et par tækkelige shorts, der gik helt ned til knæene, en nydelig ensfarvet T-shirt, der matchede bukserne, samt et par sejlersko. Ingen sokker. Jeg går aldrig med sokker om sommeren, hvilket altid har været et kæmpe irritationsmoment for Rejseholdets ledelse. Som rejseholdsmand skal man være nobelt klædt på. Den holdning delte Ernst Søndergaard. Da jeg mødte op ved hans hus i Køge for at hente ham, sagde han med det samme: “Hvad fanden er det for en mundering, kan du se at få nogle lange bukser på, Rejseholdet møder ikke op i en politikreds iført shorts.” Jeg nægtede selvfølgelig, og vi begav os mod politigården i Nykøbing Falster. Da vi var kommet over Storstrømsbroen, beordrede Ernst Søn­ dergaard, der jo var min overordnede, mig ind på en rasteplads, hvor han i klare vendinger fik mig fortalt, at jeg enten kunne blive efterladt på pladsen eller skifte bukser. Jeg adlød chefen, og vi fortsatte vores køretur. Siden er den rasteplads blevet kaldt “Toms plads” af folk fra Rejseholdet.

Med på holdet i Aalborg var også Bent Isager-Nielsen, der siden hen selv kom til at stå i spidsen for Rejseholdet, en mand med stor psykologisk indsigt og en lun personlighed. En født leder. Og Kurt Kragh, der allerede dengang var meget optaget af det teoretiske – og af sig selv. Det siger jeg med venlighed, for Kurt er i dag en af mine bedste venner, men han har altid været forfængelig. Hans kone, Jinni, er damefrisør, og hun sætter hans hår perfekt. Hver dag. Og så er han fra naturens side stor.

24

“Arnold” kaldte vi ham, fordi han var – og er – utrolig muskuløs.

Endelig var jeg med, gruppens sludrechatol, der nok var mere impulsiv og direkte end de fleste af de andre.

Drabet i Aalborg blev først opklaret 13 år senere, da drabsmanden meldte sig selv, tynget af dårlig samvittighed. Vi fandt aldrig ud af, hvad der havde drevet ham. Men det var, mens vi sad i Aalborg og svedte i sommerheden i almindelighed og over sagen i særdeleshed, at de ringede fra Vejle Politi om et drab i det lokale værtshusmiljø. Der havde allerede været rejseholdsfolk på sagen, men de folk skulle videre, og efterforskningen var låst.

Der skulle nye kræfter til.

Så tog vi sydpå. Jeg kunne mærke adrenalinen, det prikkede i huden, da vi rykkede ind på pensionatet Studsdal, som ligger lige over for Kryb-i-ly Kro i Taulov. Pensionatet var en gammeldags, dansk perle, der blev drevet af tre søde ældre damer. Det var et af den slags steder, hvor kartoflerne altid blev kogt bløde, og hvor Familie Journalen blev nærlæst i pejsestuen. Jeg havde hørt en del om pensionatet fra Rejseholdets gamle og garvede folk.

Det var deres faste base, når de var på opgave i trekantsområdet.

Så det føltes rigtigt, da jeg smed min rejsetaske på sengen i det blomstertapetserede værelse. Nu var det min tur. Med årene blev dette pensionat i Taulov også mit andet hjem i Jylland.

Men i 1985 var det stadigvæk eksotisk og nyt for mig at rykke ind der som en del af inderkredsen i efterforskningen af et drab.

Nok havde jeg indtil nu haft spændende og lærerige år – og masser af gode kolleger – først som ordensbetjent i Glostrup og siden som kriminalassistent i Odense, men Rejseholdet var stort.

Nu var jeg med. På et hold af erfarne og dygtige efterforskere. Vi stod over for et uopklaret drab og helt klar til at gå på jagt efter den skyldige. Det var i sig selv en euforisk fornemmelse. Også selvom jeg ikke vidste, at jeg stod over for at få min allerførste rigtige tilståelse.

25

Rejseholdet og politiet i Vejle havde været i gang med efterforskningen siden april. Sagen havde fået landsdækkende opmærksomhed, især formiddagsaviserne fulgte den tæt, fordi den havde antydninger af både sex, stoffer og penge, men helt overordnet rystede drabet befolkningen i Vejle, som også dengang var en fredelig provinsby, hvor man som så mange andre steder i det danske samfund går stille med dørene og foretrækker, at enhver passer sit. Tingene havde stået i stampe i længere tid, der var en del blindgyder i opklaringsarbejdet, men nu så det ud, som om der var hul igennem til noget interessant. Kort efter vores ankomst mødtes jeg og de andre rejseholdsfolk med de lokale betjente til en kop kaffe og en gennemgang af sagen.

Dette første møde fandt sted på kriminalkommissær Ib Told­ bods kontor. Han var chef for kriminalpolitiet i Vejle og i øvrigt gammel rejseholdsmand.

Onsdag 10. april klokken 23.25 modtog Vejle Politi et opkald fra en ophidset, lokal skovfoged. Han fortalte, at der ude ved Bybæk Runddel i Nørremarksskoven, ikke langt fra hvor han selv boede, lå en stærkt blødende mand på jorden bag ved en sølvgrå bil med tændte lygter. Cirka 45 minutter tidligere var skov­ foge­den blevet ringet op af et ægtepar fra sin vennekreds, som havde hørt lyden af tre til fire skud ude fra skoven. Skovfogeden havde haft problemer med krybskytteri, og sammen med sin kone kørte han ud for at finde ud af, hvad der foregik. Mørket havde ligget som en tung dyne over landskabet, da ægteparret var ankommet til Bybæk Runddel, et populært udflugtsmål med fri udsigt over Vejle Fjord, hvor de unge tager op for at kysse og drikke. “Danmarks smukkeste gerningssted”, som den lokale efterforskningsleder udtrykte det. Aftenen var blæksort, men bilens tændte lys gjorde, at de kunne se blod. De kørte med det samme hjem og ringede til politiet.

Kort tid efter skovfogedens opkald ankom ambulance og po­liti 26

til stedet. De lokale betjente fandt ud af, at den sølvgrå bil, en Volvo model 244 GLE, tilhørte den 41-årige restauratør Arne Jensen, indehaver af værtshuset Hyggestuen på Vesterbrogade i Vejle. De konstaterede, at manden på jorden var den samme Arne Jensen, og at han var død. Han lå på ryggen med let spredte ben, udstrakte arme og næsten lukkede øjne. Han var iført grå bukser, røde strømper, sorte ruskindssko, en lys skjorte med blå tern og en brun skindjakke. Skjorten var trukket op af bukserne foran og stod åben fra livet og opefter. I det blottede bryst var der to svære sår, der så ud, som om de kom fra haglskud. Første sår lå lige ved hjertet, og her var den dræbtes tøj smurt ind i store mængder blod. Andet sår, i højre side af brystet, virkede som et strejfskud. På højre skulder var der mærker efter et strejfskud til og i Arne Jensens baghoved var der en stor læsion, som fra et slag.

En pakke cigaretter og en lighter og andre småting flød på jorden. Teknikerne fandt to grå plastdækpropper til haglpatroner og en del papirskiver til hagl og haglpatroner. Omkring liget var der flere aftryk fra dæk og sko, men de så ud til at være sat inden drabet. Der var dog en enkel undtagelse. Nemlig et nyere aftryk fra en kondisko oven i hjulsporet fra den dræbtes bil. Aftrykket var altså sat, efter at Arne Jensens Volvo var ankommet, og måtte være gerningsmandens eller hvert fald sat af en person, der havde været på stedet, efter Arnes bil var ankommet, men før politiet kom til stedet. Tæt på det sted, hvor den døde krop lå, var der også spor efter opkast.

Inde i bilen, sammenkrøllet under højre forsæde, blev der fundet en grøn Hummel-bluse. Blusen var påtrykt ordene “Hygge­ stuen, Anna og Arne” og smurt ind i blod. Hyggestuen var et lille lokalt værtshus, der viste sig at være styret af en hård klike af stamgæster, men ved første øjekast levede det faktisk op til navnet. Et hyggeligt sted med rød- og hvidternede duge på bordene og dæmpet belysning. Havde jeg været i Vejle på ferie, kunne 27

jeg sagtens have fundet på at sætte mig derned og drikke en øl.

Det gav sig ud for at være et helt almindeligt, godt gammeldags udskænkningssted.

Vi lyttede alle sammen koncentreret til Ib Toldbods beretning.

“Et par folk kørte ind til Hyggestuen omkring midnat. Der var gang i den. Der blev danset til jukeboksens slagere, mens der blev langet masser af bajere over disken. Da vi troppede op, satte det dog en vis dæmper på festlighederne,” konstaterede han med den tørhed, der kan være brug for, når man fortæller brutale historier.

“Ret hurtigt samlede vores efterforskning sig omkring et par folk, som vi mødte den aften. Folk, som er en del af miljøet om­­ kring Hyggestuen,” tilføjede han.

Konkret var der fokus på to personer: Uffe på 35 år, der var tjener på Hyggestuen, og arbejdsmanden Lasse på 37 år. De var venner og en del af byens værtshusmiljø, og de kendte Arne Jensen godt. Ud over at arbejde fast på Hyggestuen var Uffe logerende hos Arne Jensen og hans hustru, Anna, ja faktisk var han en slags uofficiel husven, eller hvad man kalder det. For det viste sig, at han havde en affære med Anna. Teorien i Vejle var, at Uffe og Lasse havde planlagt drabet sammen med hende. Hun havde bevillingen til Hyggestuen. Og måske havde Uffe lovet Lasse, at der også ville falde lidt af til ham, når han – Uffe – fik prinsessen og det halve værtshus. Under afhøringerne kom det desuden frem, at Arne Jensen var blevet mere og mere upopulær i Hyggestue-miljøet. En mand med fjender.

“Han var et dumt svin. Han havde mildest talt behandlet folk omkring sig som skidt, og i lange perioder var han svært fordrukken. Enken Anna har blandt andet fortalt, at han tævede hende, ligesom han ofte i fuldskab blev så irriteret på hende og deres tre børn, at han smed dem ud af huset. Så gik de rundt på gaden, indtil han var faldet i søvn, før de turde gå tilbage,” fortalte Ib Toldbod og de lokale betjente.

28

Arne Jensen havde tilmed fra Hyggestuen drevet en ganske omfattende hælervirksomhed med især guld og videoudstyr.

Han havde også arrangeret ulovligt spil og pushet hash fra stedet. Der var kort sagt ikke tale om et af Guds – eller Vejles – allerbedste børn. Der begyndte at tegne sig et billede. Måske endda et motiv.

Uffe og Lasse var begge blevet afhørt af både Rejseholdet og Vejle Politi flere gange, og de havde begge ændret forklaringer undervejs. Flere og flere ting pegede på de to. Ikke konkrete beviser endnu, men en masse unøjagtigheder og dermed mistænkelige forhold. Der var tvivl om, hvor de havde været hvornår – og så var der deres påtrængende tydelige afsky over for Arne Jensen. Ikke mindst lykkedes det at forbinde dem begge til et indbrud i en villa i Grindsted, som fandt sted få dage før drabet. Et indbrud, der skulle vise sig at få afgørende betydning for sagen.

“Hvor er de to gutter nu?” spurgte jeg en af de lokale betjente.

“Uffe taler vi allerede en del med. Lasse er ikke sådan at få fat i. Han er rejst om på den anden side af jorden,” sagde han.

Det indbrudstyveri, som Uffe var sigtet for at have begået, og som Vejle Politi også mente Lasse havde deltaget i, viste vejen mod et gennembrud og senere opklaring. Det og meget andet ville vi gerne tale med Lasse om. Problemet var bare, at han var rejst til Australien seks dage efter drabet på Arne Jensen.

Umiddelbart så det ud til, at rejsen var planlagt lang tid inden drabet. Det lignede altså ikke en egentlig flugt. Det ændrede dog ikke på, at efterforskerne på sagen allerede tidligt i forløbet besluttede, at de gerne ville have ham hjem i en fart, så der kunne foretages yderligere afhøringer. Det er vigtigt at huske på, at vi befandt os midt i fattigfirserne. I en anden tid. Der var kun én tv-station og ingen computere eller mobiltelefoner. Australien var langt væk, endnu længere væk end i dag. En rejse dertil var besværlig. Og dyr. Så dyr, at det krævede en ekstraordinær 29

ind­sats fra politimesteren i Vejle at skaffe penge til at sende to mand fra Jylland til Brisbane i Queensland på den australske østkyst. Det kan godt være, at politiet i Hollywoods version rej­ser verden rundt efter forbrydere og i det hele taget lever i overhalingsbanen, men i Vejle og virkeligheden er det en noget mere lavpraktisk affære. Desuden, og det er værre, var der ikke nogen udleveringsaftale med Australien, sådan som der er det i dag.

Lasse skulle altså overtales til at tage frivilligt med til Danmark.

Sagde han “rend mig i røven, jeg bliver her i solen,” var der ikke en hujende fis, vi kunne gøre ved det.

“Hvorfor helvede tog du med hjem?” spurgte jeg, mens jeg tænkte med mild længsel på de store og varme australske stran­ de, som jeg kun havde hørt om, og stirrede ud på den jævne danske sommer og det flade jyske landskab gennem forruden på tjenestebilen, en mørkeblå Ford Escort, jeg delte med Bent Isager-Nielsen.

Lasse sad og bredte sig omme på bagsædet. Jeg fangede hans blik i bakspejlet.

“Hva’? Hvorfor gjorde du det?”

Lasse trak på skuldrene: “Det er da lige meget. Jeg har jo in­­ genting gjort. I morgen tager jeg tilbage til Brisbane, det har de lovet mig, strisserne,” svarede han.

Det var 20. juli om morgenen.Vi var på vej til Vejle Kriminalret.

Dagen forinden var Lasse landet i Kastrup Lufthavn sammen med de to betjente, som havde fået til opgave at afhøre ham i Australien og få ham til frivilligt at tage med hjem til Danmark.

Det var en lokal betjent fra Vejle, Steen Frydensbjerg, og så Palle Mosegaard, en smadderflink og dygtig kollega fra Rejseholdets bedrageriafdeling. Og Palle fik Lasse overtalt til at tage med hjem til Vejle.

Sikke en øjenåbner for mig. Tænk, hvad de rigtige ord kan få et andet menneske til! Her var en mand med en småkriminel 30

fortid, som ingen interesse havde i at tage med to tilfældige strissere til Danmark, uanset om han havde begået drabet eller ej.

Han var ikke den skarpeste kniv i skuffen, men han var klog nok til at vide, at de to gæster fra dansk politi var netop det, gæster.

De ville få rigtig svært ved at tvinge ham om bord på et fly. Det vidste Lasse. Jeg fattede ganske enkelt ikke, hvad der havde fået ham til at følge med betjentene. Men måske troede han, det var ufarligt. Han troede, han kunne tale sig ud af det, at det blot var en formalitet for ham at blive renset.

“Jeg tror sgu ikke, du skal tilbage til Brisbane og drikke kolde øl i solen,” sagde jeg og kiggede igen op i bakspejlet. “Jeg tror tværtimod, at den står på en varetægtsfængsling. Vi har dig. Du er dødens sikre pattegris på det her.”

“I har ikke en skid på mig,” sagde han og grinede.

Lasse var tydeligvis en gambler og en charmetrold. Jeg så det allerede dagen inden, da jeg hentede ham i Kastrup Lufthavn.

Palle var taget direkte hjem til Sjælland efter den lange flyvetur, mens Steen, Lasse og jeg kørte videre på tværs af landet til Vejle.

Steen havde jetlag og sov hele vejen, og imens begyndte jeg at sludre med Lasse. Det viste sig hurtigt, at vi talte ret godt sammen. Der var god kemi. Ja, man kan nærmest sige, vi hyggede os. Han var en spinkel mand, ikke særlig høj, proper og pænt klædt – en flot fyr, der garanteret var populær hos kvinderne.

Jeg havde ikke den store erfaring, når det gjaldt om at tale med drabsmænd, og jeg vidste i virkeligheden ikke så meget om den konkrete sag. Men det betød bare, at jeg kunne tillade mig at spørge dumt. Og jeg opdagede, at det virkede. Den gode stemning var der stadigvæk dagen efter på vores lille køretur fra arresten ned til Vejle Kriminalret.

“Vi kan da vædde en halv flaske brændevin på, at jeg er ude igen i morgen. Hvad siger du til det, Tom, tør du satse noget?” lød det kækt omme fra bagsædet.

31

Lasse tilføjede, at han og Palle – altså en af de to betjente, som havde hentet ham i Brisbane – havde lavet den klare aftale, at Lasse ville blive anholdt og sigtet for drabet, når han landede i Danmark. Han ville så blive fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Blev han løsladt efter grundlovsforhøret, skulle politiet til gengæld betale en billet retur til Australien lige med det samme.

“Top,” svarede jeg skråsikkert. “Vi har et væddemål.”

Det var måske lige lovlig friskt af mig. Meget pegede på, at Lasse var vores mand, men hvad nu hvis der ikke var beviser nok, og vi endte med at måtte lade ham gå?

Lasse nægtede pure at have noget med drabet på Arne Jensen at gøre. Også selvom det stod i skærende kontrast til den virkelighed, der tårnede sig op omkring ham. Først og fremmest var der indbruddet i villaen ude i Grindsted, som fandt sted mellem 4. april og 7. april. Under efterforskningen kom det frem, at man­den i huset, en lokal smed, var en bekendt af tjeneren Uffe fra Hyggestuen. Desuden var Uffe og Lasse tilfældigvis blevet taget i en fartkontrol nær villaen i Grindsted 6. april om aftenen.

Derfor besluttede Vejle Politi at undersøge indbruddet nærmere.

Det var en af den slags tilfældigheder, der præsenterede sig mere usandsynligt, end tilfældigheder gør i al almindelighed.

Det viste sig, at der var blevet stjålet seks flasker spiritus, et jagtvåben, et gevær af mærket Miroku og seks til otte jagtpatroner af mærkerne Gyttorp og NIKE, kaliber 12/70. Det viste sig også, at kvinden i huset var blevet så vred over, at politiet aldrig havde undersøgt sagen ordentligt, at hun havde ladet de blodspor, som tyvene havde efterladt, ligge. Ud fra en betragtning om, at der da “måtte komme nogen og ordne det”. Tilsyneladende havde en af tyvene skåret sig, da han knuste glasset i en dobbelt termorude i en terrassedør.

En nærmere undersøgelse fastslog, at det stjålne gevær var 32

drabs­våbenet, og patronerne matchede i kaliber og mærke. Sam­­ men­­ligninger foretaget på Retsmedicinsk Institut dokumenterede, at blodet fundet på den grønne Hummel-bluse, der var forsøgt gemt under forsædet i Arne Jensens bil, og i pletterne på gulvet i villaen, hvor våbenet blev stjålet, kom fra det samme menneske. Blodtypen matchede hverken tjeneren Uffe eller Arne Jensen selv. Derimod var det næsten helt sikkert, at det var Lasses blodtype. Indbruddet i Grindsted var det, som Palle og Steen afhørte Lasse om i Australien. Allerede før de ankom, havde Lasse afgivet en blodprøve, så hans blodtype kunne sammenlignes med den fundne.

Vi arbejdede slet ikke med dna og den slags endnu, så der var en større usikkerhed, end der ville have været i dag. Da vi stod foran dommeren i Vejle, var blodet afgørende, men fordi der var en teoretisk – men kun teoretisk – mulighed for, at blodet ikke var Lasses, blev det sagt, at der statistisk set kunne være to mennesker i Vejle og omegn, der matchede blodtypen. Lasse var den ene.

“Så må I sgu ud og finde ham den anden,” sagde Lasse med et grin.

Den købte dommeren trods alt ikke. Lasse blev varetægtsfængslet.

Der sad vi så. Dagen efter. I et anonymt udseende lokale på Vejle Politigård. Vi drak lunken kaffe og røg cigaretter mere eller mindre nonstop. Jeg røg Cecil.

“Må jeg ikke nasse en smøg,” sagde Lasse og rakte ud efter den grøn-hvide pakke.

Jeg tændte for ham og så hans ansigt forsvinde i en røgsky.

“Du skylder mig en halv flaske brændevin,” sagde jeg.

Lasse grinte svedent. Varetægtsfængslingen havde ikke ramt hans selvtillid. I hvert fald ikke endnu. Den havde heller ikke ramt den gode kemi mellem os. Jeg var ellers smaddernervøs. Det var helt nyt. Jeg tænkte, at jeg fanme skulle have ham til at tilstå.

33

Når man skal afhøre i en stor sag, gør man sig selvfølgelig en masse tanker – og det gjorde jeg også, da jeg skulle i gang med Lasse. Han vidste ikke, hvad jeg vidste. Han troede kun, jeg kendte til blodsporene fra villaindbruddet. Under de indledende afhøringer nægtede han alligevel alt.

Men efterforskningen fortalte os, at vi nok havde fat i den lange ende. Vi havde blandt andet talt med en gut, der kom i miljøet omkring Hyggestuen. Han fortalte, at Lasse havde sagt til ham, at han – Lasse – havde slået Arne Jensen ihjel sammen med tjeneren Uffe. Kort efter havde vi talt med Stine, en gift kvinde med børn, som havde en affære med Lasse. En flot dame, som han var faldet pladask for, ligesom hun var blevet forført af hans charme. Hun fortalte, at hun var sammen med ham, den dag drabet fandt sted – efter det fandt sted. Han sad hjemme hos sig selv sammen med hende og tudede og sagde, at “det var frygteligt, det der var sket”.

Så vi havde altså drabsvåbenet, blodsporet og to gode vidner. Og der var endda flere vidner, der kom med belastende udsagn. Der var Lasses svigerinde, som forklarede, at han 14 dage før drabet havde sagt til hende, at han ville “blæse hovedet af Arne, inden han tog til Australien”, og at han siden havde været på besøg med blodspor på jakken. Både svigerinden og hendes mand, der altså var Lasses bror, havde desuden set fire jagt­patroner ligge i en skuffe hos ham på trods af, at han aldrig havde interesseret sig for jagt.

Senere, under en afhøring af Lasses mor, der var hårdt ramt af hele sagen og indlagt på Vejle Sygehus med dårlige nerver, kom det frem, at han dagen efter drabet havde bedt hende fjerne en lille pakke fra sin bil. Hun gjorde som sønnike sagde. Pakken indeholdt et par blå og hvide kondisko og et rødternet tæppe med et stort hul i. Kondiskoene matchede vi senere til det fodaftryk, der blev fundet ude på gerningsstedet. Vi var med andre ord godt med.

34

Da dagen kom for den første store og rigtige afhøring af Lasse, var min dagsorden klar: Først at lade Lasse fortælle sin version af sagen for derefter at gennemgå de mange belastende beviser, vi havde imod ham – vidnerne, gummiskoene, patronerne, de skif­tende forklaringer om forløbet, den aften Arne Jensen blev dræbt. Han skulle med andre ord anspores til at komme med en generel forklaring om alt uden at blive afbrudt eller få forelagt vores viden om sagen, heller ikke selvom det stod klart, at han løj eller fortiede ting. Alt, hvad han forklarede, skulle til gengæld skrives ned. Næste skridt var så at spørge igen – til de hændelser, som han bevisligt lige havde siddet og løjet om. Men det gik overhovedet ikke efter planen. Først og fremmest fordi Steen Frydensbjerg, den betjent, der var med i Australien for at hente Lasse hjem, var med til denne store afhøring, og vi havde slet ikke fået afklaret vores roller på forhånd. En stor fejl, for hvad jeg ikke vidste dengang var, at det var den sikre vej til en dårlig afhøring. Vis aldrig svaghed eller usikkerhed.

Jeg skrev ned, hvad der blev sagt, det foregik direkte på min rejseskrivemaskine, sådan en model Brother med gennemslagspapir og hele svineriet. Men Steen var alt for utålmodig. Det var jeg også et eller andet sted; for pokker, det var jo spændende, men jeg formåede bare at tøjle det bedre. “Vent nu, Tom, vent nu,” sagde jeg til mig selv hele tiden. Men hver gang jeg havde spurgt om en ting og sad og skrev svaret ind, begyndte Steen at spørge om det næste. Inden der var gået et kvarter, havde vi været igennem over halvdelen af de oplysninger, vi lå inde med, og jeg havde ikke fået skrevet en pind ned, der kunne bruges til noget. Alt var kaos. Alligevel havde jeg ikke lige med det samme nosser nok til at sige, at det var min afhøring, og at kollegaen skulle holde sin kæft.

Hvad der var endnu værre var, at der blev sagt alt for meget. Vi viste alt for mange af vores kort. I stedet for at lade Lasse fortælle 35

sin historie – og så bagefter forholde ham de steder i historien, hvor han helt sikkert løj i forhold til den viden, vi sad inde med, var tonen pludselig en anden. Den var mere konfronterende, aggressiv og anklagende. Det er nemt at falde i den fælde.

Under den såkaldte Joachim-sag i Randers året efter – hvor en lille dreng blev dræbt – kom jeg ud for nøjagtig samme problematik.

Jeg var til stede under en afhøring af en potentiel ger­ningsmand.

Denne afhøring blev foretaget af en ny rejseholds­mand, og afhøringen løb fuldstændig af sporet. Der var overhovedet ikke struktur i tingene, der var ikke noget gennemtænkt afhøringstema.

Den person, der blev afhørt, og den unge rejsemand kom da også meget hurtigt ud i et heftigt skænderi omkring hvem, der havde sagt hvad. Jeg afbrød her afhøringen og gik i enrum med kollegaen – for i al fredsommelighed at fortælle ham, hvordan jeg ville foretage afhøringen …

Under afhøringen af Lasse fortsatte mundhuggeriet. “Vi ved, at du var der og der på det og det tidspunkt.”

“Det kan ikke passe, det du siger lige nu …”

Den slags.

Jeg kunne mærke, at det ikke fungerede. Den gode kontakt, jeg havde haft til Lasse, og det spirende tillidsforhold, som jeg havde opbygget først på køreturen fra Kastrup til Vejle og siden til Vejle Kriminalret, var faretruende tæt på at smuldre bort. Forsvinde.

Jeg måtte have det stoppet. Så meget var jeg klar over.

“Steen, kan vi lige gå udenfor på gangen et øjeblik,” spurgte jeg med rolig stemme.

Steen kiggede på mig. Så rejste han sig op og begyndte at gå hen imod døren. “Hør her, Steen. I dag er det mig, som afhører, og du er nødt til at holde dig i baggrunden. Ellers mister vi Lasse helt og aldeles,” sagde jeg til ham, da vi var nået udenfor.

Jeg svedte lidt. Kunne mærke, at det var nyt for mig, det her.

Men Steen, der var både ældre og mere erfaren, end jeg var på 36

det tidspunkt, lyttede faktisk til, hvad jeg havde at sige, han blev ikke vred og gav mig ret. Resten af den dag holdt han sig i baggrunden, og der gik ikke lang tid, før jeg følte, vi var tilbage på sporet. Alligevel kom der ikke nogen tilståelse.

Til sidst var jeg så frustreret, at jeg gik ned til min chef, Ernst Søndergaard. Han havde fået rigtig mange tilståelser i drabssager på det tidspunkt.

“Nu har jeg spurgt ham om alt, og der sker ikke en skid, jeg orker ikke mere, kan du ikke komme ned og vise mig, hvordan man gør?” bjæffede jeg frustreret til Ernst.

Ernst drejede sit glatbarberede og velsoignerede ansigt i min retning og smilede stille.

“God tid giver det bedste resultat. Det gælder i alle livets forhold,” sagde han. Siden hen erfarede jeg, at det var det svar, han gav på stort set alt, han blev spurgt om.

“Man kan ikke lære det. Fortsæt og find din egen måde,” tilføjede han.

Så gik jeg tilbage til boksen, til min afhøring, nu skulle det være. Jeg gik ind til Lasse og forsvareren – der sad med under alle afhøringerne – med en større selvsikkerhed. Omgivelserne var måske nok de samme gamle, men der var noget nyt i luften.

Der var noget forandret over Lasse. Han sad uroligt, rastløst, og trommede i bordet. Der var lidt sved på hans overlæbe. Jeg fornemmede, at noget var i gære. Der var en sitren i lokalet. Plud­ selig kom gennembruddet da også.

“Der er noget, som jeg er ked af,” sagde han.

“Stine har ikke en skid med det her at gøre. I siger, at hun har fortalt om, at jeg sad og græd den … dag … Jeg vil ikke have, at hendes navn kom­mer frem i sagen,” tilføjede han.

Hans øjne var alvorlige. Det stod klart, at elskerinden betød noget for ham. Han var også ked af, at han have draget sin gamle mor med ind i det hele – ved at bede hende om at smide 37

kondiskoene ud, og ved at have lånt forældrenes bil på drabsaftenen.

“Hvis jeg fortæller alt, lover I så at holde Stine og mine for­ ældre ude af det her?”

Vi sagde til ham, at den slags kunne vi ikke lave en aftale om, men vi ville da gerne høre, hvad han havde at sige, og så måtte vi se på det. Situationen var ret klassisk – har jeg senere erfaret.

Den viser, at det er noget møg at gå og gemme på ting. Det kender vi andre også til, hvor utrolig ensomt og klaustrofobisk det er ikke at kunne tale med en ven om det, der går en på. Det har jeg siden brugt meget. Jeg er den “ven”.

Endelig. For pokker, det føltes godt. Det kan virke kynisk, men når man står midt i sager, der er brutale, ulykkelige og voldsomme, er der kun én mulighed, og det er at anskue arbejdet som en slags psykologisk boksekamp. Jeg er strisser, så jo, jeg vil gerne have lov og orden, men når jeg sidder i rummet, er det også en konkret kamp mod ham eller hende, der sidder derovre. Det er en boksering, og jeg vil vinde. Det mærkede jeg den eftermiddag i Vejle i min mave, i min krop.

Forbryderen tænker på samme måde. Han eller hun vil også gerne gå derfra som vinder. Og så er det jo også sådan, at den døde er død. Ham eller hende kan vi ikke hjælpe længere. Men vi kan sørge for at få stillet de skyldige til ansvar. Og for at de pårørende får svar.

Jeg skulle nærmest holde mig selv for munden for ikke at sige noget til Lasse, for ikke at sige “kom nu, for pokker, sig det!”.

Jeg var spændt som en flitsbue. Han så op og sagde, at han ville fortælle alt, først ville han dog tale med sin bror.

“Det ved jeg ikke, Lasse,” sagde jeg. Og gik ud til Ernst Søn­ der­gaard igen.

“Lasse er klar til at tale, men han vil have brormand derind først,” fortalte jeg.

38

Ernst sagde, at det var ok, men at forsvareren skulle være til stede, og sådan blev det. Jeg glemmer aldrig det øjeblik. Jeg gik i cirkler, mens de sad derinde. Jeg var ved at eksplodere. Senere har jeg forstået, at det ikke blot er en følsom situation for sådan en strisser som mig, men at det naturligvis især er et alvorligt øjeblik for en forbryder.

Han eller hun lægger kortene på bordet, og det er ikke kun en hurdle at fortælle Tom Christensen, at du har slået et andet menneske ihjel, nej det rigtigt svære, det næsten uoverkommelige for mange, er at sikre sig tilgivelse fra de nærmeste. Familien.

Vennerne. De skal love at komme på besøg i fængslet. Flere drabssager er blevet opklaret under såkaldt kontrollerede besøg, det vil sige besøg hos en varetægtsfængslet fra den nærmeste familie.

Det var også det, der skete, da jeg i 2009 hjalp politiet oppe i Holstebro med ham, der havde dræbt sin kone og sat ild til liget.

Min sidste tilståelse. Jeg har tit sagt til den mistænkte, “prøv nu at høre efter, din familie slår ikke hånden af dig, hvis du tilstår,” og så kigger han eller hun op på sin mor, far, kone, søn, datter eller bror og siger forsigtigt: “Gør I ikke?” Når familien så siger: “Nej, det gør vi ikke,” falder tilståelsen. Dybest set vil de gerne fortælle, hvad de har gjort, men de er meget bange for at være alene. Afvisningen og ensomheden og udsigten til at blive isoleret fra deres kære, det frygter de alle sammen.

Få minutter efter de gik ind i lokalet, kom forsvareren ud og fortalte, at Lasse var klar til at tale. Sådan! Jeg vidste godt, at det ikke var mig, der havde klaret det. Det var holdet. Opklaringen af et drab er som et puslespil, hvor alle bidrager til at finde og placere de forskellige brikker. Men selv om jeg vidste alt det, så var det en stor oplevelse for første gang at kunne gå fra afhøringslokalet ud til de andre og sige “han har sgu gjort det. Og tilstået”. Derefter fortalte Lasse sin historie.

39

Omkring 1. april havde han en snak med Uffe, som sagde, at Arne Jensen havde meddelt ham, at han ville have fat i en pistol.

Uffe frygtede, at han ville bruge den til at slå sin hustru, Anna, ihjel med. Lasse kunne huske, at Uffe i den forbindelse sagde til ham, at “nu rabler det sgu for idioten”, altså Arne. Uffe fortalte, at han hadede Arne Jensen, fordi han behandlede sin familie dårligt. Under samtalen gav Uffe udtryk for, at han godt kunne finde på at tage livet af Arne Jensen Det antydedes også, at der ville falde en skilling af til Lasse, hvis han hjalp til. Ugen efter begik Uffe og Lasse sammen indbruddet i villaen i Grindsted, hvor de stjal det jagtgevær og de patroner, der siden blev brugt til at slå Arne Jensen ihjel med.

10. april 1985 klokken cirka 22.20 kørte Lasse ud til Bybæk Runddel i sine forældres bil, en Austin Allegro, som han havde lånt til lejligheden. Han medbragte jagtgeværet og patronerne fra indbruddet. Han havde også et par gummihandsker på sig. Han parkerede bilen ved det sted, der kaldes Albuen, og klatrede så op ad en skrænt til Bybæk Runddel, hvor han ladede geværet og gemte sig bag et træ.

Kort efter, klokken cirka 22.35, ankom Uffe sammen med Arne Jensen i Volvoen. Helt som det var aftalt. Arne Jensen var blevet lokket med ud i skoven med en historie om, at Uffe og Lasse var i besiddelse af et parti stjålne cigaretter, de ville sælge ham. Ved ankomsten fløjtede Uffe efter Lasse, der på signalet trådte frem fra sit skjul og affyrede jagtgeværet. Han skød en gang på cirka 10 meters afstand. Arne Jensen blev ramt i skulderen, snurrede rundt og faldt. Lasse løb forbi den sårede mand, der lå på ryggen og “brokkede sig”. Han ville væk. Men Uffe råbte efter ham og fik ham til at stoppe op. Herefter tog Uffe geværet og to patroner, ladede, og gik hen til Arne Jensen. Han affyrede to skud mod ham. Så bad Uffe om yderligere to patroner, ladede igen, og skød atter mod Arne Jensen, der nu så ud til 40

at være død. Arne Jensens overkrop nærmest lettede fra jorden, da han blev ramt i brystet. Derefter lukkede Lasse øjnene af frygt, så han så ikke, hvor det sidste – femte – skud ramte.

Da han åbnede øjnene igen, var Arne Jensen tydeligt død.

Liv­løs. Lasse bukkede sig ned og rev en stor ring af Arne Jen­ sens finger. Derefter løb Uffe og han ned ad skrænten, væk fra ger­nings­stedet. De skilte geværet ad og kastede de mange dele ud i Vejle Fjord. Lasse proppede Arne Jensens ring ned i en af gum­mihandskerne og gemte handsken under en sten på strandområdet ved fjorden. Hvorfor vidste han egentlig ikke. Så kørte de to ind til byen igen, hvor de skyndte sig ned på værtshuset Borgerkroen. Her gav Uffe en omgang til alle i baren.

Meningen var, at de skulle ses, så de havde et alibi. Derefter kørte de tilbage til Hyggestuen. Her skiftede Uffe tøj, og han gav sine kondisko til Lasse, der lovede at skille sig af med dem for ham. Lasse kørte Austin Allegroen hjem og bad moren om at smide skoene ud.

Det var det. Da han var færdig med at fortælle, løftede han sig lidt i sædet. Blev mere rank. Som om en dødvægt var væk. Men samtidig var hans øjne tomme. Blanke.

I dagene efter at tilståelsen var faldet, talte jeg meget med Lasse om alle detaljerne. Nu med en ny makker. Steen Frydensbjerg kastede sig over andre opgaver i efterforskningen, og jeg blev parret med en anden lokal betjent fra Vejle, der hed Bjarne Hasselbach. Han og jeg svingede sammen lige fra begyndelsen.

Han var en stille mand, gjorde ikke meget væsen af sig, men han var yderst respekteret af alle i Vejle for sit gode politiarbejde.

Godt var det også, at Lasse og Bjarne havde kendt hinanden hele livet. I alle de år, hvor Lasse havde begået småforbrydelser i Vejle, var Bjarne efter ham. De havde leget politi og røvere med hinanden, siden de var knægte. Og der var derfor en særlig kemi imellem dem. For eksempel stammede Bjarne, han kunne kun 41

vanskeligt få sagt bestemte ord. Det betød, at Lasse konsekvent fuldførte hans sætninger, når det gik for langsomt.

“Lasse, hvor var du om m-m-m-m-m-m-m-m …,” sagde Bjarne en dag. “… andagen, Bjarne, om mandagen. Der var jeg hjemme hos mine forældre,” svarede han.

Lasse havde tydeligvis respekt for Bjarne.

Efter Lasses tilståelse talte vi naturligvis også mere med Uffe om sagen, men han nægtede i begyndelsen, at han skulle have været med til at planlægge drabet. Han sagde, at han troede, at han og Lasse blot skulle lokke Arne Jensen ud i skoven for at give ham en god, gammeldags røvfuld og lære ham at opføre sig pænt over for sin familie. Og det kom helt bag på ham, at Lasse pludselig trak et gevær frem og begyndte at skyde.

Da vi genafhørte et par vidner – det gør man tit i slutningen af en efterforskning for at få alle brikkerne til at passe – fandt vi ud af, at Uffe havde talt om at “nakke” Arne Jensen ved flere lejligheder. Det sagde blandt andet hans elskerinde. Det fik Uffe til at skifte forklaring. Igen. Han erkendte, at han og Lasse planlagde drabet af de grunde, som Lasse havde fortalt om. Hævn, fordi Arne Jensen var et dumt svin. Og profit, fordi hans død ville give de to kumpaner kontrol over værtshuset. Men han nægtede at stå bag de dræbende skud. Han fastholdt, at det var Lasse, som skød, mens han, Uffe, stak af, fordi han ikke kunne bære det. En klassisk twist. Den var svær at udrede. Vi fik aldrig styr på, hvem der affyrede de dræbende skud.

Men vi fik de to. Uffe og Lasse blev begge sigtet for meddelagtighed i drab, og i december 1985 blev de dømt ved landsretten i Viborg. Anklageren ville ikke sigte dem begge for drabet, netop fordi de skød skylden på hinanden, og der derfor var en risiko for, at et nævningeting ville frikende både den ene og den anden,

42

hvis det absolut skulle tage stilling til, hvem der bevisligt havde dræbt Arne Jensen.

De fik 14 år hver. De sad begge i Horsens Statsfængsel. Uffe havde jeg aldrig rigtig noget at gøre med, men Lasse havde jeg kontakt med i en del år. Han døde omkring 2000, ikke så lang tid efter at han var kommet ud af spjældet. Af en overdosis. Han var ikke narkoman, da han kom i fængsel. Det blev han derinde.

Kriminalfolkene i Vejle var fantastiske. Imødekommende og sociale. Der var altid en særlig stemning på stationen. Politi­ meste­ren, Ralf Gøbel, betalte for en stor og munter opklaringsfest, da vi endelig havde fået sat punktum. Han mødte selv op i fuld uniform.

“Hvorfor så fin i tøjet?” spurgte jeg.

“Det er en festdag,” sagde han blot.

Hvis alle politimestre var som ham, ville det være nemmere at være betjent. En handledygtig chef. Han tog den afgørende beslutning om, at der skulle folk til Australien efter Lasse.

Tilståelsen, og den måde den kom hjem på, har sat sine spor hos mig, forstået på den måde, at jeg lærte rigtig meget af denne sag. Dels at huske på, at der én mand, som har ansvaret under en afhøring, dels at forarbejdet til en tilståelse som regel bliver gjort under kammeratligt samvær med den sigtede. Altså i bilen og den slags.

Jeg har stadig en 20-kroneseddel fra 1980’erne, som Lasse gav mig. Den ligger i min pung. Han har foldet den sammen på en helt særlig måde, til en lillebitte, hård firkant med skarpe hjørner, som ikke kan foldes ud igen, uden at den bliver ødelagt.