Issuu on Google+

ENSOMME HJERTERS KLUB

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 3

27-06-2011 12:06:07


Kapitel 1

Datoen var den 13. august, stedet var Polititorvet i København, vejret var gråt og blæsende. Natten i den indre by var forløbet forholdsvis fredeligt: et par værtshusslagsmål, et knivstikkeri med overfladiske skrammer, en håndfuld fyldebøtter, der måtte sove branderten ud i detentionen, en narkoluder, som var død af en overdosis – ingenting alvorligt eller usædvanligt. Det værste var en spritbilist, som tidligt på morgenen havde kørt racerløb gennem byens gader i et forsøg på at undslippe to forfølgende patruljevogne. Til sidst var det lykkedes. Med hvinende dæk og over hundrede kilometer i timen var han drejet fra Sydhavnsgade ned ad Sluseholmen, derefter til højre ad Ved Stigborderne, hvor han trykkede speederen i bund, mens han triumferende kiggede i bakspejlet og kørte i havnen. Nu ledte dykkerne efter ham, men strømmen var stærk der, så det kunne tage tid, før han blev fundet. Alle håbede, at han var nået ud af bilen i tide og havde reddet sig i land, men det var tvivlsomt. Drengen, der skråede over Polititorvet, var svært overvægtig. Ved fodgængerovergangen foran Politigården kiggede han sig grundigt for til begge sider, før han vovede sig ud på gaden, besværet og langsomt. Da han kom over på den anden side, stoppede han og tørrede sine kinder og pande med et lommetørklæde, som han hev frem fra sin bukselomme, hvorefter han fortsatte ned ad Niels Brocks Gade. Han havde ondt i sine fødder, og der var stadig en god bid vej at gå, før han var fremme ved sin skole. Enkelte mennesker, der passerede ham, kiggede bekymret og sendte ham måske et flygtigt, medlidende blik, inden de hastede videre. De fleste ignorerede ham. Drengens påklædning var trist som han selv. Hans forældre manglede ellers ikke penge, men det var hans måde at prote5

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 5

27-06-2011 12:06:07


stere på. En af dem. Han var i hvide, udtrådte kondisko, sidste års tilbud i det lokale supermarked, forvaskede cowboybukser, der hang under hans mave, og en beige vindjakke, halvt lynet ned, så hans ene håndled kunne hvile på lynlåsen, som om han havde brækket armen. Jakken forstærkede hans transpiration, og med sin naturlige polstring kunne han udmærket have undværet den, så koldt var det heller ikke. Men den var nødvendig. I hånden inden for jakken holdt han en maskinpistol. Klokken var 8.16, og det var onsdag. * Hvis chefkriminalkommissær Konrad Simonsen havde rejst sig fra sin stol og kigget ud ad vinduet på det rigtige tidspunkt, kunne han have set drengen passere nedenfor. Men det gjorde han ikke. I stedet betragtede han politidirektøren, mens hun talte i telefon. Hun var kendt for sin smagløse, ofte outrerede påklædning, og i dag var ingen undtagelse, det var tydeligt selv for ham. Hun var i en figursyet blåoggrønternet jakke med stribede bukser i næsten, men ikke helt, samme farver. Han tænkte, at hun kun manglede et eller andet dødt dyr om halsen, en ræv for eksempel, så ville hun have ramt det perfekt grimme. Det var hans første arbejdsdag i otte uger, og han havde været nervøs, da han mødte til morgen, mærkeligt nok. Nu var nervøsiteten væk. Han kiggede rastløst på billedet af dronningen, som hang på væggen bag politidirektøren, og forsøgte at undertvinge sin irritation. Så skar han en grimasse op mod majestæten, som om han havde en allieret i hende, og skævede derefter igen til sagsmappen på skrivebordet foran sig. Den så tynd ud. Endelig afsluttede politidirektøren sin samtale. Hun smilede et varmt smil, der enten var nøje indlært eller kom fra hjertet, og fortalte ham omstændeligt om de mange mennesker, der havde kontaktet hende, mens han var syg, for at høre hvordan han havde det. – En del har oven i købet ringet til mig privat. – Ja så, jamen dog. Det må jeg nok sige. 6

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 6

27-06-2011 12:06:07


– Det må du nemlig, og du skulle lade være med at lade som om, det er lige meget, og så være glad for, at der er kollegaer, der interesserer sig for dig. Hun havde ret, han fortalte hende, at han var glad, hun fortsatte: – Jeg har valgt ikke at lave om på din formelle status. Du er stadig leder af Drabsafdelingen, men i praksis lader du Arne Petersen om at … – Arne Pedersen, han hedder Pedersen ikke Petersen. Arne Pedersen var en af Konrad Simonsens nærmeste medarbejdere, en mand sidst i tredverne, kompetent og hurtig i hovedet. Det havde altid ligget i luften, at han på et tidspunkt skulle afløse Konrad Simonsen som leder af Drabsafdelingen, når den tid kom, og han havde naturligt nok vikarieret som leder de seneste to måneder. Politidirektøren sagde: – Beklager, det skal jeg huske. Nå, men han vedbliver med at være de facto-leder, indtil jeg vurderer, at du er rask nok til at tage over. Og til start har du lov at arbejde tre, allerhøjst fire timer om dagen. Er du med? Han var med. Hun gentog langsomt, smagende på hvert ord, tre, allerhøjst fire timer om dagen, hvorefter hun fortalte, hvordan alle omkring ham havde ordre til at rapportere til hende, hvis han ikke overholdt sine tidsgrænser. – Og føler du dig træt, bliver du hjemme. Husk, kirkegården er fyldt med uundværlige mennesker. – Selvfølgelig. Må jeg selv bestemme, hvornår mine timer ligger, eller afgør du også det? Ironien var spildt, hun svarede ham alvorligt: – Du kan jo starte med at bestemme selv, så må vi se, om det går. – Tak. Får jeg nu min sag? Hun overhørte ham. – Vi har ombygget dit kontor, mens du har været syg. Du har fået et ekstrarum med en sofa. Hvis du har brug for at hvile lidt. Det var tydeligt, at hun havde glædet sig til at fortælle ham det. Han takkede igen, akavet, og følte sig gammel. Så endelig 7

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 7

27-06-2011 12:06:08


åbnede hun sagsmappen foran sig, og hendes blik flakkede, da hun sagde: – Det er altså ikke sådan en rigtig sag. Det er mere mig, der har brug for, at det her bliver lukket på en ordentlig måde. Hun slog med hånden oven på papirerne i mappen og gennemgik indholdet for ham. Han lyttede med stigende undren og konstaterede, at hun havde ret, det var absolut ikke en rigtig sag. Han spurgte indigneret: – Går næstformanden for Folketingets retsudvalg direkte til dig for at blande sig i politiets arbejde? Det er da uhørt. – Jeg ved godt, at det er noget rod, Simon. Men kan du ikke afhøre nogle vidner, og … ja, bare sætte dig lidt ind i sagen. Og bagefter skrive en rapport, som … Hun tøvede, han fuldførte sætningen: –… som du kan vise til næstformanden. Politidirektøren nikkede og tilføjede: – Du kan også uddelegere arbejdet, jeg vil ikke blande mig i, hvad du laver, blot sørge for at du ikke tager for hårdt fat. Men jeg tænkte, at det måske var en god sag for dig at starte med. Jeg mener, sådan at komme i gang igen på. Konrad Simonsen hev sagsmappen til sig og sagde: – Det er ikke nogen sag. Så pludselig hørte han musikken. Samme ubestemmelige toner fra fortiden, som trængte ind i ham, da han vågnede på hos­pitalet for nu snart syv uger siden. Angsten greb ham, sugede sig fast i ham, lammede ham – som han efterhånden havde oplevet det så mange gange siden operationen. Hans chef spurgte bekymret: – Er der noget i vejen? Bliver du dårlig? Han svarede med en kraftanstrengelse. – Kan du også høre musik? Hun lo hjerteligt, og i et par endeløse sekunder vidste han ikke, om hun hørte det samme som han, eller hun blot var tolerant over for andres vrangforestillinger. Så rejste hun sig fra sin stol og gik hen og bankede med knyttet hånd et par gange på væggen. Musikken stoppede. 8

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 8

27-06-2011 12:06:08


– Det er resonans. Vi har fået en ny elev inde i sekretariatet, og hun har en af de der små, fladmaste båndoptagere med ørepropper, en iPod hedder det vist, og når hun læner hovedet ind mod væggen, virker hendes kranium og hele muren som en højtaler. Han slappede af og følte sig med ét træt. Det var det kendte mønster, først dødsangst, så træthed. – Hvorfor forbyder du hende ikke at høre musik? – Det har jeg også gjort, men desværre er hendes forhold til autoriteter … hvad skal jeg sige? … afslappet, og … Konrad Simonsen holdt op med at høre efter. * Drengen med maskinpistolen nåede frem til sin skole. Den lå i Marmorgade, en kort gade mellem H.C. Andersens Boulevard og Vester Voldgade, og bestod af en trelænget, rød murstensbygning i fire etager opført i begyndelsen af nittenhundredtallet. Skolegården vendte ud mod gaden og var kun adskilt fra fortovet med et hegn. I den bagerste bygning befandt hovedindgangen sig i form af en pompøs granittrappe, der førte op til en overdimensioneret, grøn dobbeltdør, som virkede uharmonisk og stod dårligt til den øvrige arkitektur. Det var den, drengen langsomt bevægede sig hen mod. Gennem et vindue i nordfløjen spottede hans klasselærer ham. I forvejen skulle hun tale med ham om hans mødetid; det havde været galt før sommerferien, og det nye skoleår var startet nøjagtig så dårligt, som det gamle sluttede. Desuden havde hun en stak papirer til hans klasse, og hun tænkte, at hvis hun tog snakken med ham nu, var hun samtidig fri for at gå op på tredje sal. Hun kunne så at sige slå to pædagoger med ét smæk, så hun åbnede vinduet og kaldte på ham, men til hendes forbløffelse reagerede han ikke, skønt han var mindre end fem meter fra hende. Hun sukkede, sådan plejede han ikke at være, men han havde det vel heller ikke altid nemt, stakkels knægt. Da drengen langt om længe havde kæmpet sig op ad trapperne og hen ad gangen til sit klasseværelse, satte han sig på 9

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 9

27-06-2011 12:06:08


en bænk og pustede ud. Pausen blev længere, end han havde tænkt sig, men han var træt og nervøs og havde hårdt brug for at samle sig. Først da han nogle minutter senere fik øje på sin klasselærer, der kom gående mod ham med papirer under armen og et målrettet smil, rejste han sig og gik ind i lokalet. Indenfor tog ingen af hans klassekammerater synderlig notits af ham, heller ikke, da han skar igennem deres synsfelt for at nå hen til sin plads. Drengen pustede igen, men satte sig ikke. Han stillede sig ved siden af sit bord op mod væggen. Heller ikke årsvikaren, der stod ved tavlen og bøjede uregelmæssige engelske verber, lod sig forstyrre af drengens ankomst. Han drejede hovedet og sendte ham et kort, ligegyldigt blik, inden han fortsatte sin undervisning. Drengen betragtede ham i fem lange sekunder og mærkede, hvordan hadet boblede og gav ham mod. Årsvikaren var en lyshåret, lidt lapset klædt mand først i tredverne med et vindende væsen og en smuk klassisk profil, populær hos både piger og drenge – og tillige en udmærket underviser. Som om han havde en forudanelse, drejede årsvikaren igen hovedet og kiggede sig over skulderen. Da så han våbnet, hvis korte, sorte løb var rettet direkte mod ham. Tunnelsyn, adrenalinet, der pumpede. Han reagerede med imponerende hastighed, i tre spændstige spring var han henne ved døren, og han nåede at gribe fat i dørhåndtaget, inden maskinpistolen hakkede sine kugler ud. 37 skud på mindre end et halvt sekund. Senere blev hvert skud nøje rubriceret: elleve havde ramt offeret i ryggen, tre i hovedet, et enkelt i venstre overarm. Årsvikaren var død, inden han faldt om på gulvet. De resterende 22 skud var alle gået igennem døren, deraf de fleste over to en halv meter fra gulvet, formentlig fordi drengen var uvant med våben og ikke havde korrigeret for, at løbet trak opad, da han skød. Tre kugler havde dog gennemhullet døren cirka halvanden meter oppe, og heraf havde det ene ramt drengens klasselærer, der netop befandt sig på den anden side. Skuddet var gået igennem hendes hånd. Desuden havde et andet skud revet 10

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 10

27-06-2011 12:06:08


en træsplint fra døren, og den var fløjet ind i hendes højre øje, hvor den kilede sig fast mellem øjeæblet og kindbenet uden at gøre andet end overfladisk skade. Da klasselæreren blev ramt, følte hun ingen smerte, kun forbavselse. Refleksivt tog hun sig til øjet og hev træsplinten ud. Så kiggede hun undrende på sin hånd og besvimede. Hun led af hæmofobi, en angst, der er kendetegnet ved sygelig frygt for blod. Indenfor gik klassen i panik. De fleste elever skreg og søgte sammen så langt væk som muligt fra drengen. En elev sprang resolut ud ad et åbent vindue bagerst i klassen. Han var ualmindelig heldig, idet han ikke ramte asfalten i skolegården nedenfor, men derimod taget på en varebil, der var ved at læsse varer af til husgerning. Han slap med et brækket håndled og en grim hudafskrabning på kinden. En pige krøb ind i et skab, hvor det lykkedes hende at trække lågen til indefra. Her lå hun i fosterstilling og rystede, så stille og lydløst det var hende muligt. Resten af klassen klumpede sig sammen i det fjerneste hjørne fra katederet, nogle liggende eller siddende, andre trykkende sig ind til væggen, som om det ville hjælpe, hvis de blev skudt på. Skrigene tonede ud og blev erstattet af spredt gråd. Alle kiggede forfærdet på morderen og fulgte med bange øjne hver lille bevægelse af hans våben. Drengen satte sig på en stol, forvirret og diffus. Også han græd. * Efter sit møde med politidirektøren gik Konrad Simonsen til sit kontor med sin sagsmappe under armen. På vejen blev han enig med sig selv om, at det i grunden passede ham helt fint at starte stille og roligt med en ligegyldig opgave, en tanke, der på samme tid undrede og beroligede ham. Som hans chef havde fortalt, var hans kontor blevet udvidet, mens han havde været væk, idet rummet ved siden af var blevet inddraget. Det havde været et lager, der primært havde indeholdt papirvarer og skriveredskaber i den ene ende og udrangerede computere med tilhørende skærme i den anden. 11

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 11

27-06-2011 12:06:08


Nu fungerede det som en slags uformelt ekstrakontor for ham. Rummet var nymalet, forsynet med væg-til-væg-gulvtæppe og desuden udstyret med en noget ramponeret lædersofa, et køleskab og en kaffemaskine samt et 50-tommers tv, som han måtte have arvet efter Poul Troulsen, hans tidligere nære medarbejder, der var gået på pension. På et aflangt bord foran sofaen stod kaffe og rundstykker samt en overdådig buket blomster, og langs væggene ventede en håndfuld kollegaer på ham, deriblandt Komtessen, en af hans nærmeste medarbejdere og tillige hans kæreste. De boede sammen i hendes hus i Søllerød og havde gjort det i godt et år, selvom han stadig beholdt sin lejlighed i Valby og i øvrigt sov i sit eget værelse på førstesalen, vistnok på grund af sine hjerteproblemer. Hun mødte ham med et kys, en sjælden begivenhed, når de var på arbejde. Han så sig omkring og sagde: – Det har du holdt godt hemmeligt. – Ja, det skulle jo være en overraskelse. Arne kommer om lidt, han fik lige et telefonopkald. Han hilste rundt til de tilstedeværende og fik øje på Pauline Berg, en kvinde sidst i tyverne og en af hans nærmeste medarbejdere. Tidligere, i alle tilfælde. Det var første gang, han så hende i næsten et år. I september sidste år havde hun været ude for en kidnapning i forbindelse med en sag, Drabsafdelingen på det tidspunkt arbejdede med. En syg mand havde bortført hende og en anden ung kvinde og holdt dem indespærret i en bunker i Hareskoven. Den anden kvinde havde manden slået ihjel for øjnene af Pauline Berg, som han derefter havde ladet sidde i sit fangenskab for at rådne op. Hun var blevet fundet i sidste øjeblik. Siden dengang havde han kun sporadisk hørt nyt om hende: Hun havde solgt sit hus i Reerslev og købt en lejlighed på sjette sal i et højhus i Rødovre, hvor hun boede alene. I lange perioder efter sit hospitalsophold havde hun været bange for at gå uden for en dør, oven i en række andre ting, der fremkaldte angst hos hende, fra katte til kældre. Dertil kom kraftige humørsvingninger og problemer med at omgås mennesker, hun ikke kendte, specielt mænd. Medmindre 12

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 12

27-06-2011 12:06:08


hun selv opsøgte dem. Hun måtte være startet på arbejde igen, mens han var syg. Så snart han så hende, fik han dårlig samvittighed. Han burde som hendes chef mere målrettet have fulgt med i, hvordan det gik hende. Men det var den slags ting, han var dårlig til, og på det sidste havde han jo også haft sit eget at slås med. Han hilste venligt og bemærkede, at hun var klippet korthåret, samt at hendes påklædning var uformel, for ikke at sige sjusket. Hun rettede sig op i sofaen og smilede til ham, et bedrøvet, næsten ironisk smil, efterfulgt af en skuldertrækning, der bedre end ord fortalte, at hun kunne have ønsket sig alting anderledes. Han tænkte, at det gjaldt dem begge to, og sagde henvendt til alle: – Tak for modtagelsen, og tak for de fine blomster. Mere kunne han ikke finde på, og han tilføjede kejtet: – Måske vi skulle gå i gang med morgenbrødet. Det ser jo godt ud. I det samme blev døren til hans kontor smækket op, og Arne Pedersen kom løbende ind i rummet med et vildt udtryk i øjnene. Han tog fat i Konrad Simonsens arm og råbte: – I skal alle sammen komme med det samme. Der er et skoleskyderi i gang, og det er herovre på Marmorgades Skole. Han fægtede med sin frie arm og pegede i en bred vifte på tres grader den stik modsatte retning af, hvor skolen befandt sig. – En elev er gået amok med et automatvåben. Det er en massakre. * Da Konrad Simonsen ankom til skolegården på Marmorgades Skole, var alt kaos. Ingen havde tilsyneladende overblik over situationen, og det var vanskeligt at finde ud af, hvad der præcis var sket. Hvad værre var, foregik rømningen af skolen tilfældigt og ukoordineret med det resultat, at børn og voksne løb forvirret rundt mellem hinanden. En eller anden havde aktiveret skolens brandalarm, således at mange lærere troede, at der 13

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 13

27-06-2011 12:06:08


var tale om en brandøvelse, hvorefter de – som alarmplanen foreskrev – gennede eleverne ned i virvaret i skolegården, hvor de forsøgte at tælle deres klasse. Udenfor på gaden var der samlet et større opløb af nysgerrige, som trængte sig på ved hegnet til skolen, og i ejendommen overfor hang beboerne ud ad vinduerne for at få et glimt af begivenhederne. Politiet var talstærkt til stede, men også betjentenes indsats var uden sammenhæng, og de fleste stod og ventede, mens de kiggede op mod lokalerne på anden sal. Efter at have spurgt sig for blandt tilfældige lærere, der ingenting konkret vidste, var Konrad Simonsen heldig. En skolesekretær havde talt med en elev, som var sprunget ud ad vinduet for at komme væk fra sin klasse. Eleven var siden kørt på hospitalet, men gengivelsen af hans udsagn var det tætteste, Konrad Simonsen kom på faktuel viden. Det stod således rimeligt fast, at en tiendeklasses elev, Robert Steen Hertz, havde skudt og dræbt to lærere, og at han var i besiddelse af et automatvåben. På nuværende tidspunkt befandt drengen sig i sit klasseværelse på anden sal, hvor han holdt sine kammerater som gidsler, hvis han da ikke allerede havde skudt dem; det vidste ingen. Klasselokalet havde fire vinduer, der vendte ud mod skolegården, skolesekretæren udpegede dem for ham. De var cirka midt i bygningen. Konrad Simonsens kendskab til skoleskyderier var begrænset, men én ting var han da klar over, nemlig at drabsmændene i samtlige tilfælde, han kendte, var gået bersærk i en blodrus og havde gjort sig store anstrengelser for at dræbe så mange mennesker som muligt, simpelthen for at slå dem ihjel. Han kiggede rundt i skolegården og gøs. Et automatvåben affyret ud ad et vindue fra anden sal ville resultere i snesevis af døde. Mindst. Hans prioriteter var derfor indlysende. Det gjaldt om at få ryddet gården hurtigst muligt, derefter at få tilskuerne på vejen væk og gaden spærret af samt at sørge for, at beboerne i ejendommen over for skolen holdt sig væk fra deres vinduer. Han instruerede Arne Pedersen, han måtte klare vejen. Han skreg 14

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 14

27-06-2011 12:06:08


ordren ind i øret på ham. Få den ryddet og derefter afspærret i begge ender. Så hev han fat i de betjente, han umiddelbart kunne se omkring sig, supplerede med et antal tilfældige lærere og forklarede hektisk. Alle skulle ud på gaden og væk. I hurtig gang, men ingen i løb og frem for alt uden masen op mod hegnet. Han gentog sine ordrer, hvorefter han løb ind midt i skolegården og fandt en ny gruppe, som han kommanderede til det samme. En betjent rakte ham en megafon. Hans stemme rungede mellem bygningerne. Gå ud på gaden, og gå væk, nu! Gå hurtigt, løb ikke. De store passer på de små. Hold udgangen fri, ingen løber, ingen maser, brug stavene eller peberspray, udgangen skal være fri. Det sidste var naturligvis til de tilstedeværende betjente, og selvom han ingen præmie ville få i præcis kommunikation, blev han forstået. Han gentog. Gå ud på gaden, og gå væk, løb ikke. Mas ikke. De store passer på de små. Hold udgangen fri, udgangen skal være fri. Ordrerne virkede, situationen stabiliserede sig. Forbavsende hurtigt blev skolegården tømt, snart efter også gaden foran bygningen. Konrad Simonsen slap megafonen, der faldt ned på asfalten og rullede frem og tilbage i en halvcirkel. Han befandt sig midt i skolegården, og først nu kom han til at tænke på sin egen sikkerhed. – Vi skal væk, Simon. Komtessen stod bag ham. Hun havde en skudsikker vest på og en anden i hånden. Hendes blik var fast rettet mod vinduerne på anden sal, mens hun talte til ham. Han spurgte: – Hvor pokker bliver aktionsstyrken af? Ved du noget om det? Det kan sgu da ikke være rigtigt, at der skal gå evigheder, før den får snøvlet sig sammen? Det er jo for fanden i sådan nogle situationer … Hun afbrød ham ved at lægge en hånd på hans skulder. – De er her inden for fem minutter. Han kiggede på sit ur og konstaterede, at han selv kun havde været der i ti. Det føltes som en time. – Der er flere elever i bygningen. – De bliver ledt ud ad andre veje, kom så. 15

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 15

27-06-2011 12:06:08


Hun hev af sted med ham, de småløb. Han spurgte imens: – Har du tjek på, hvad der er sket? – Alt tyder på mindst to døde, begge lærere. Gangen på anden sal er sikret, men vi går ikke ind, det lader vi de professionelle om. Liget af elevernes klasselærer ligger foran døren til klasseværelset. Hun er skudt i hovedet og med stor sandsynlighed død. Vi lader hende blive indtil videre. – Hvad med børnene i klassen? – Det er der ingen, som ved. – Hvor mange er der? – Omkring femogtyve. De fandt sikkerhed bag en politibil, der var parkeret på gaden foran skolen. Komtessen gav Konrad Simonsen den skudsikre vest, hun holdt i hånden. Han tog den på og konstaterede til sin overraskelse, at den passede perfekt. Omkring dem herskede der endnu forvirring. Indsatsgruppen var ankommet i to biler, men havde besvær med at trænge igennem afspærringen oppe ved Vester Voldgade. To dårligt parkerede ambulancer samt en større mængde nysgerrige blokerede adgangen. Han drejede overrasket hovedet. Bag ham var en journalist fra Danmark News eksalteret begyndt at rapportere i sin mikrofon om kuglerne, der snart igen kunne flyve i alle retninger, og om at ingen var sikre, så længe massemorderen løb frit omkring inde i skolen. Også hun krøb sammen bag bilen, mens hendes fotograf uden frygt stod op og filmede bag hende. Konrad Simonsen beordrede en betjent til at fjerne dem. Så spurgte han Komtessen: – Er vi sikre på, at han er i besiddelse af et automatvåben? – Nej, men alt tyder på det. – Sikke noget forbandet lort. * Drengen græd. Efter drabet på årsvikaren havde han apatisk sat sig bag katederet på lærerstolen uden at vide, hvad han skulle stille op. Så langt havde han ganske enkelt ikke tænkt. Ved to lejligheder havde han rejst sig, den ene gang for at kig16

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 16

27-06-2011 12:06:08


ge ud ad vinduet ned i skolegården, hvor alle gik eller løb forvirret rundt mellem hinanden, den anden gang for at vælte sit bord – en handling, der ingen logik havde, men som fik hans klassekammerater bagerst i rummet til at klumpe sig yderligere sammen, som om deres angst på den måde kunne deles. De fleste holdt en anden i hånden, og alle fulgte med opspilede, bange øjne hver en bevægelse, han foretog. Han rejste sig, gik gennem lokalet og stillede sig et par meter foran dem. Mange gemte hovedet, et par stykker begyndte at hvine ynkeligt. Han pegede på en pige med sit våben og kommanderede: – Gå din vej, Maja. Pigen, han udvalgte, forstod i første omgang ikke, hvad han sagde, og han gentog ordren, denne gang råbende, desperat: – Skrid, Maja. Du kan gå … du kan gå ad helvede til. Han vraltede besværet tilbage til sin plads ved tavlen og så, hvordan pigen langsomt, med tryglende blik smøg sig langs væggen hen mod udgangen. Hun måtte hive hårdt i døren, før liget af årsvikaren gav plads til, at hun kunne klemme sig forbi. Samtidig gled hun i blodet og kravlede nærmest ud over klasselæreren, der lå på gangen. Udenfor begyndte hun at hyle vildt. Umiddelbart efter forsøgte tre andre piger at følge hende, drengen skød op i loftet over dem. Pigerne skreg og løb tilbage til deres plads bagerst i lokalet. Hvorfor han havde forhindret dem i også at komme væk, vidste han ikke selv. Måske fordi deres flugt repræsenterede en forandring, han ikke havde sagt god for, en slags manglende kontrol, måske fordi han ikke brød sig om dem. Han fyrede en kort salve ind i liget foran døren, men følte ingen glæde ved det. Så begyndte han at græde igen og ønskede, at det hele snart var overstået. * Konrad Simonsen og Komtessen tog imod pigen, da hun kom løbende. Hun havde tabt sin ene sko og var indsmurt i blod fra top til tå. Hendes hvide bluse, hendes stramme cowboybukser, hendes ansigt og lyse hår var blodigt. Der gik lidt tid, før de to kriminalbetjente fandt ud af, at hun ikke var såret. Komtessen 17

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 17

27-06-2011 12:06:08


lagde et tæppe om skuldrene på hende. Hun rystede, og der var ingen tvivl om, at hun skulle på hospitalet. De stod nu bag aktionsstyrkens gruppevogn, altid kaldet Gulfen, selvom det i dette tilfælde var en Mercedes Vito. Den var pansret, og desuden var der ikke længere fare for, at der ville blive skudt fra vinduerne. Ikke ret længe i alle tilfælde, indsatslederen havde netop fået besked om, at hans finskytte var på plads i lejlighedskomplekset bag dem. Komtessen spurgte forsigtigt pigen: – Hvad skete der? Hvordan undslap du? Svaret kom stødvist, og Komtessen tænkte, at ret meget mere end tre-fire spørgsmål var uforsvarligt. – Han lod mig gå, men de andre, der fulgte efter, skød han. – Nogle af dine klassekammerater er blevet skudt? Hun holdt sig for ørerne med sine blodige hænder og bøjede nakken. – Han skød dem med koldt blod, den sindssyge psykopat. De havde ikke en chance. Bare fordi de også gerne ville væk. Med koldt blod. Komtessen holdt blidt om hende. Komtessen rystede hende blidt. Indsatslederen og Konrad Simonsen, som stod ved siden af, sendte hinanden et sigende blik. – Hvor mange af dine kammerater er i live? – Nogle er levende, nogle er døde, det er ikke til at tælle, og han plaffer resten ned om lidt. Som om det er kaniner. – Siger han det? Hun forstod tilsyneladende ikke spørgsmålet, og Komtessen gentog: – Siger Robert Steen Hertz, at han vil skyde dine kammerater? – Han siger ingenting, han høvler bare kugler ind i os, når han synes. Det fede svin. Hvorfor er der ikke nogen, som gør noget? Kan I ikke blæse hovedet af ham? Komtessen rynkede brynene, Arne Pedersen, der lige havde sluttet sig til dem, mumlede: – Det der kan vi ikke bruge til noget. 18

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 18

27-06-2011 12:06:08


Konrad Simonsen sagde: – Kan du ikke få hende over i en ambulance, Komtesse? Indsatslederen kiggede med sammenknebne øjne op mod vinduerne i klasseværelset, som om han på den måde kunne få et sandfærdigt billede af situationen indenfor. Det var hans afgørelse, hvad der skulle ske. Om hans mænd skulle trænge ind og uskadeliggøre drabsmanden, om han skulle forsøge sig med forhandling, hvordan det så end kunne ske, eller om finskytten skulle have ordre til at skyde, når han fik chancen. Han følte sig ikke overbevist af pigens forklaringer, dels var hun åbenlyst chokeret, og dels var hendes sprog utroværdigt. Som taget fra en amerikansk film. Han havde ikke meget lyst til at beordre skytten i aktion på den baggrund. Omvendt kunne en indtrængning i klasseværelset også resultere i yderligere dræbte. Igen spejdede han op mod vinduerne, så traf han sin beslutning: – Vi trænger ind efter en chokgranat, jeg håber sgu, der er tid til det. I det samme åbnede skolens hoveddør sig, og en kvinde kom langsomt til syne. Selv på afstand kunne man se, at hun var gennemvædet af blod. Hun vaklede ned ad trappens få trin, tilsyneladende alvorligt såret. En umiddelbar bekræftelse på pigens udsagn. Få skridt inde i skolegården kollapsede klasselæreren igen og sank livløs sammen. Indsatslederen pegede på to af sine mænd og derefter på kvinden i gården, som han troede var en elev. Mændene løb ind for at hente hende. Imens foldede indsatslederen reversen på sin jakke ud og kommanderede i den lille mikrofon, der var fastspændt på bagsiden. – Lima her. Hvis du får et frit skud, Palle, så dræb ham. Derefter råbte han ud i luften: – Få tilkaldt en ambulance. * Finskytten havde været heldig. Da han med sit team ankom til skolen, fandt han hurtigt det bedste sted, hvis han skulle have frit udsyn til vinduerne på anden sal i skolens hovedbygning, hvor dramaet udfoldede sig. Det var uden tvivl på tred19

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 19

27-06-2011 12:06:08


je sal i boligbebyggelsen overfor. Han tog sin riffel fra Gulfen, løb hurtigt til den udvalgte opgang og op ad trapperne. Der var to lejligheder at vælge mellem, men døren til den ene stod halvt åben, så han valgte den. Indenfor var en betjent ved at forklare beboeren, at han skulle holde sig væk fra vinduerne ud mod gaden. Det var her, han var heldig. Indehaveren viste sig nemlig at være en pensioneret oberst, der trods sine næsten firs år meget hurtigt forstod situationen og finskyttens behov. Betjenten åbnede et af stuevinduerne, løftede det forsigtigt af hængslerne og stillede det indenfor. Finskytten ryddede vindueskarmen imens. Sammen bar de derefter oberstens tunge mahognispisebord hen foran vinduet, det passede i højden med vindueskarmen på nær et par centimeter. Finskytten lagde sig op på bordet og gjorde sin riffel klar. Det var en Heckler & Koch PSG1A1, en af de mest præcise rifler i verden, og som erfaren skytte kunne han ramme et mål op til otte hundrede meter væk. Det var ikke nødvendigt her, afstanden over til skolen var kun omkring halvandet hundrede meter. Alt var så perfekt, som det kunne blive. Han meddelte sin indsatsleder, at han var på plads. Tre gange så han i kikkertsigtet målet i klasseværelset overfor, alle gange flygtigt. Første gang væltede drengen et bord, anden og tredje gang gik han forbi vinduerne henholdsvis den ene og den anden vej. Desværre havde han vist sig for hurtigt til, at det var muligt at bestemme hans våben. Så modtog finskytten ordren, som han havde håbet på aldrig kom. Han bad om en bekræftelse og fik den umiddelbart. * I klasseværelset havde drengen med maskinpistolen endelig besluttet, at det bedste, han kunne gøre, var at slippe sine kammerater løs og overgive sig. Han var træt, han var bange, han var sulten, og han ville væk. Ligegyldigt hvorhen, bare væk. Så var det, at han hørte ambulancen, og han gik hen til vinduet nærmest tavlen, hvor han med hånden skærmede for lyset, mens han spejdede ned på gaden for at se, hvad der skete. 20

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 20

27-06-2011 12:06:08


Projektilet ramte drengen i panden over venstre øje og gik ud ved undersiden af kraniet, derefter fortsatte det, strejfede bordbenet på et væltet bord, rikochetterede i en nedadgående vinkel, gennembrød lågen til klasseskabet og knæet på pigen, der lå derinde, fortsatte ind i hendes hals og ud gennem hendes rygsøjle, indtil det satte sig fast i væggen. Begge børn døde øjeblikkeligt. På gaden gav skuddet genlyd mellem husene. Konrad Simonsen kiggede uvilkårligt i retning af lyden og bagefter på Komtessen, alvorligt, uden ord. Indsatslederen trådte hen til dem. Han sagde: – Det er overstået. * Klokken var hen ad tolv, og situationen på Marmorgades Skole var under kontrol. Aktionsstyrken havde forladt gerningsstedet, teknikerne arbejdede i klasseværelset, og krisepsykologer var tilkaldt. Alle var nedtrykte, og samtalerne mellem betjentene blev indskrænket til det rent forretningsmæssige. Konrad Simonsens arbejdsdag var slut, Arne Pedersen insisterede på at køre ham hjem. Komtessen måtte tage over som efterforskningsleder så længe, han ville være tilbage inden for en time. Hun accepterede. I bilen spurgte Konrad Simonsen: – Har du ikke andet at lave end at være chauffør for mig? – Jo, men jeg vil gerne vende mine dispositioner med dig. – Det er vel lige ud ad landevejen. Det faktuelle forløb bliver klarlagt i løbet af i dag, så du mangler et motiv samt naturligvis, hvordan Robert Steen Hertz fik fingre i en maskinpistol. Du bliver jo nok nødt til at holde et pressemøde, men ellers ville jeg først og fremmest koncentrere mig om at sikre mig, at drengen handlede alene. For hvis han har kammerater med lignende våben og intentioner, skal du vide det snarest muligt. Og så lige en ting mere: Såfremt du har problemer med budgettet, så er det her tidspunktet at bede om en ekstrabevilling. De diskuterede et stykke tid. Arne Pedersen havde en ræk21

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 21

27-06-2011 12:06:08


ke spørgsmål, Konrad Simonsen besvarede dem. Da de drejede fra til Søllerød, var emnet uddebatteret, og Arne Pedersen spurgte: – Hvad med dig selv? Fik du en sag? Jeg mener, hvordan gik det hos politidirektøren? Det var tydeligt, at spørgsmålet kun blev stillet af høflighed. Hans tanker var stadig ved skoleskyderiet. – En form for en sag fik jeg vel. Arne Pedersen svarede ikke, og Konrad Simonsen tilføjede: – Og så hørte jeg musik. – Musik? Hvad var det for noget musik? – Et eller andet, hvor der er garanti for et smil. Han forklarede om resonansen. Arne Pedersen spurgte forundret: – Er det noget, som har nogen betydning? Han rystede på hovedet. Nej, det havde ingen betydning. Da han vågnede efter sin kollaps, betød det alt. Den muntre, dragende ouverture fra markedspladsen, hvor alle var velkomne. Franske horn, der flåede den gamle verden itu og hev sit vidunderlige publikum ind i fremtiden. Forsangeren, som greb hans sjæl med sin optimistiske vokal og en stakket stund dulmede smerterne i hans bryst. Det var, som om han havde fået en ekstra chance, en mulighed for at vælge om, ændre sit liv, ja, måske endda forstå det. Så trængte lyset sig på, hans krop tyngede ham ned, og alt gjorde ondt. Forgæves rakte han ud efter musikken, da de sidste toner fadede bort, og bevægelsen fik ham til at vånde sig. Nogen tog ham i hånden, og han åbnede øjnene. * Konrad Simonsen mødte tidligt på arbejde, alt for tidligt, hvis han selv skulle bestemme, men han var fulgtes med Komtessen, og hun havde mere end nok at se til med efterforskningen af skoleskyderiet på Marmorgades Skole. Hans mødetid måtte derfor indrettes efter hendes, hvis de skulle følges ad. Hun smilede og var morgenfrisk. Så er du også det tidligere hjemme, Si22

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 22

27-06-2011 12:06:08


mon, tænk på det. Hun havde naturligvis ret, men at komme tidligt hjem var ikke specielt positivt. Tiden alene i Søllerød kunne godt føles lang, og Komtessen kom formentlig først hjem ud på aftenen. Han følte sig ynkelig og blev irriteret på sig selv. Endnu havde han ikke formået at indrette sit liv efter sit hjerteanfald, tænkte han og forsøgte at koncentrere sig om noget andet. På sit kontor opdagede han, at Pauline Berg også var mødt. Hun sad i sofaen i hans anneks, som rummet hurtigt var blevet døbt, og så morgen-tv. Han stillede sin mappe på sit skrivebord og gik ind til hende. Hun slukkede fjernsynet, og de hilste, uden den store hjertelighed fra nogen af siderne. Så betragtede han hende et stykke tid, stadig stående, og længe nok til, at hun kiggede væk. Han satte sig i den anden ende af sofaen. – Du ligner en hjemløs. Han havde ret. Hun var i et par aflagte jeans og en gråblå herreskjorte, som var slemt slidt på ærmerne og kraven. Hendes sandaler var udtrådte og læderet revnet. – Hvis du vil arbejde sammen med mig, har du at møde op i noget ordentligt tøj. – Jeg tror, jeg har et par ufo pants bagerst i skabet, dem kan jeg tage på i morgen. Da hun så, at truslen prellede af på ham, snerrede hun: – Jeg går klædt, som det passer mig. – Nej, fra og med i morgen går du klædt, som det passer mig. Ellers kan du gå din vej. Det er dit valg. Hun sendte ham et vredt blik, men blev siddende. Han gav hende den sagsmappe, han havde fået af politidirektøren. – Jørgen Kramer Nielsen, født 1951 i København, civilstand: ugift, og hans erhverv var postbud. Bosiddende i Hvidovre og død efter fald på en trappe i sit hjem omkring den 20. februar, altså for et halvt års tid siden. Det eksakte dødstidspunkt er ukendt, da han lå en del dage, før han blev fundet. Hun indskød udeltagende: – Tja, den slags ting sker. Han kiggede småirriteret på hende og fortsatte: – Om eftermiddagen fredag den 29. februar finder underbo23

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 23

27-06-2011 12:06:08


en Jørgen Kramer Nielsens lig på deres fælles trappe. Manden har været død et stykke tid, og legemet er begyndt at lugte. Underboen ringer efter en ambulance, og vi bliver rutinemæssigt tilkaldt. En patruljevogn med to betjente ankommer til ulykkesstedet og lidt efter desuden kredslægen. Han sender betjentene af sted igen, undersøger omstændighederne ved dødsfaldet og skriver en dødsattest, hvoraf det fremgår, at Jørgen Kramer Nielsen ved et uheld har brækket halsen, da han faldt ned ad trappen. Altså: intet kriminalpoliti, ingen teknikere, ingen retsmedicinske undersøgelser, bare af sted med ham til køl og kiste. – Hold da kæft en idiot. – Ja, det tør antydes, men der er en forklaring. Lægen kom direkte fra en gedigen herrefrokost, stank som en spritfabrik og kunne dårligt gå lige. – Var han fuld? – Som en allike, herom er alle parter enige. Nå, så langt, så skidt, men det bliver værre. Den ene betjent, Hans Ulrik Gormsen … Han kiggede spørgende på hende for at se, om hun kendte ham. Hun rystede på hovedet, og han gik videre: –… fattede efter eget udsagn allerede ved sin ankomst mistanke om, at postbuddet var myrdet. Ja, det er desværre citat. Hans mistanke skyldtes ligets placering samt det faktum, at den trappe, Jørgen Kramer Nielsen faldt ned ad, kun har syv trin. Han tog en række billeder af liget og trappen med sin mobiltelefon, målte trappen op, så godt han kunne, og afhørte underboen, som han blandt andet truede med anholdelse. Underboen er i øvrigt præst. Lægen blev han også uvenner med, og det er muligvis en medvirkende årsag til, at sagen blev lukket på den utraditionelle vis, som den blev. Altså en slags trodsreaktion kombineret med en pæn portion alkohol. – Jeg er med, men hvor kommer vi ind i billedet? Selvom det hele naturligvis er noget rod, så er mennesker, der bliver fundet neden for trapper med brækket hals, kun yderst sjældent blevet slået ihjel. 24

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 24

27-06-2011 12:06:08


– Nej, og det er der absolut heller ikke noget, der tyder på, at Jørgen Kramer Nielsen er blevet, hvilket Hans Ulrik Gormsen, til sin store fortrydelse, da også klart fik at vide, da han viste sine billeder til politiadvokaten. Derefter skete der ikke mere en måneds tid, indtil Hans Ulrik Gormsen fik nyt job, som sikkerhedschef i et privat firma. Her tog han postbudsagen, som han kalder den, op igen – denne gang med sin svigermor. Og hun var noget nemmere at overbevise om, at der er sket en forbrydelse. Desværre er svigermor næstformand i Folketingets Retsudvalg. – Gud fader bevares. – Det må man sige, men bundlinjen er, at vi forventes at bruge et par dage eller fem på Jørgen Kramer Nielsens død, hvorefter vi skriver en rapport, der fastslår, at manden er faldet ned ad sin trappe. Pauline Berg gættede: – En rapport, som politidirektøren kan vise svigermor? – Præcis, ja. Er du stadigvæk interesseret? Eller skal jeg sige til Arne, at du hellere vil arbejde med skoleskyderiet ligesom alle andre? Hun slog irriteret med hænderne i luften. – Den fede dreng? Nej tak, den sag er deprimerende. Hun ignorerede Konrad Simonsens tal ordentligt og stirrede ud i luften et stykke tid. Han ventede tålmodigt. Endelig sagde hun: – Hvad ved vi om ham postbuddet? Straffeattest? Konrad Simonsen rystede på hovedet – Vi ved næsten intet, kun det her. Det er det eneste. Han rakte hende et stykke papir fra mappen. Den 5. marts 1996 var Jørgen Kramer Nielsen blevet overfaldet og gennemtævet på sin postrute. Voldsmanden var en fyrreårig smed fra Rødovre, der i øvrigt ikke før havde været i forbindelse med politiet. Jørgen Kramer Nielsen blev banket godt og grundigt, indtil en patruljevogn ankom og stoppede volden. Han blev kørt på Hvidovre Hospital, men bagefter ville ingen af mændene udtale sig, og postbuddet nægtede at foretage an25

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 25

27-06-2011 12:06:08


meldelse. Smeden blev sigtet, men senere blev anklagen frafaldet. Pauline Berg læste rapporten to gange, hvilket hurtigt var gjort, så rakte hun den tilbage og sagde alvorligt: – De andre betragter mig som tabu, selv Komtessen har det svært med mig, og ingen ved, hvad de skal stille op med mig. De behandler mig som en hadegave, en ting, man ikke kan lide, men som man heller ikke kan smide væk. Jeg ville også enormt gerne have min egen sag, men det vil Arne ikke give mig. – Nå. – Hver morgen, når jeg står op, føler jeg, at det er den sidste dag i mit liv. Og det der med tøj … altså, jeg kan ikke lide mit gamle tøj, det jeg havde på før … det skete. Det gør mig bange. – Så tag din uniform på, jeg kan ikke have dig med ud i den mundering. Pludselig smilede hun til ham, varmt, næsten optimistisk. – Okay, fortæl mig, hvor jeg skal starte. * Arne Pedersen havde sat mange ressourcer af til at afdække baggrunden for skoleskyderiet på Marmorgades Skole, og det gav hurtigt resultater. Læreren, der blev dræbt, viste sig, som Arne Pedersen udtrykte det, at have været noget af et røvhul. Han hed Tobias Juul, var toogtredve år og havde en bibeskæftigelse som pusher, fortrinsvis for unge teenagepiger, heriblandt et par stykker fra den tiendeklasse, han underviste. Hjemme havde han et større sortiment af narko: ecstasy, amfetamin, methamfetamin og kokain, men han havde også gang i andre lyssky aktiviteter. På det tidspunkt hans piger, sådan havde han omtalt dem, blev tilstrækkeligt afhængige af stoffer og samtidig havde oparbejdet en god gæld til ham, udnyttede han dem seksuelt. Først for sig selv, siden til salg. Arne Pedersen informerede Konrad Simonsen. Ikke fordi Konrad Simonsen var involveret i, endsige ledede efterforskningen af skoleskyderiet, men nærmere for at have en spar26

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 26

27-06-2011 12:06:08


ringspartner, én at læne sig op ad. Han uddybede om Tobias Juul: – Men det var alt sammen i mindre målestok, nogen stor fisk var han ikke. – Og hvor kommer skyderiet ind i billedet? – Vi tror, at det var et banalt jalousidrama. Robert Steen Hertz, altså drengen, som skød, har muligvis villet hjælpe en af pigerne, nemlig Maja Nørgaard. Hun var antageligt en af Tobias Juuls piger, for nu at bruge hans egen jargon. Muligvis har drabsmanden været forelsket i hende, men han havde jo ikke en chance med det korpus. Måske har han villet redde hende, eller hvad man nu vil kalde det. – Det lyder, som om du snart har afdækket motivet. Hvad med våbnet, hvor havde han det fra? – Godt spørgsmål. Hvordan skaffer en 16-årig dansk dreng sig en 9 millimeter ArmyTocx SA-5 maskinpistol? Jeg ved det ikke, ikke endnu. Og din optimisme med hensyn til motivet er desværre nok forhastet. De der to piger, hvoraf Maja Nørgaard er den ene, hjælper os nemlig ikke et hammerslag. Begge nægter at kende noget som helst til … ja, til alt, hvad vi spørger dem om. Så det er temmelig meget op ad bakke. Og forældrene støtter dem, specielt Maja Nørgaards mor. Hun har sgu oven i købet hyret en advokat. Jeg siger dig, hun er en kvinde af de værre, frygtindgydende stor og arrogant som ind i helvede. Datteren er tæskeræd for hende, og det forstår man godt. I realiteten er det moren, der blokerer min efterforskning, men der er ikke meget, jeg kan gøre ved det. Så som alternativ må vi stykke vores viden sammen ad omveje og basere den på andenhåndsberetninger. – Hvad er morens motiv til det? – Vides ikke konkret, men jeg tror ikke, at moren kan klare, hvis det kommer frem, at hendes lille søde pus er indblandet i noget forkert. Hvordan ungen så i realiteten har det, er åbenbart ligegyldigt. Men sig mig, hvordan går det med din postbudsag? Arne Pedersen smågrinede, da han spurgte. – Den skrider fremad. 27

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 27

27-06-2011 12:06:09


– Hvad med Pauline? Har du problemer med hende? – Overhovedet ikke. * Konrad Simonsen var startet hos præsten, underboen til afdøde postbud Jørgen Kramer Nielsen, dels for at bese villaen, hvor dødsfaldet fandt sted, dels for at tale med det vidne, der formentligt kunne fortælle mest. Så havde han noget at skrive i sin rapport. Præsten viste sig at være en venlig mand sidst i tredverne, der gættede Konrad Simonsens tanker, da han så hans lidt overraskede blik mod sin hvide præsteflip. – Det er rigtigt, jeg er katolik. Det synes at gøre folk en smule usikre, hvis de ikke ved det på forhånd, så lad mig starte med at sige, at jeg ikke bider. Han lo varmt. Konrad Simonsen lo med, og de gav hånd. Mandens oplevelser den 29. februar var hurtigt gennemgået. Han var kommet hjem fra ferie og havde opdaget sin døde overbo. Snart var de fremme ved det centrale spørgsmål: – Du flyttede ikke liget eller ændrede dets stilling på nogen måde, inden ambulancen ankom? – Hvorfor i alverden skulle jeg gøre det? Jørgen var jo tydeligt død, så der var ingenting, jeg kunne stille op. – Nej, det forstår jeg. Hvad med politifolkene? Var der nogen af dem, som ændrede den måde, han lå på, i forhold til, hvordan du fandt ham? – Du mener, indtil falckredderne bar ham væk? – Ja, naturligvis. Præsten tænkte sig om og svarede så en smule usikkert: – Den unge kriminalbetjent stillede en tændstikæske ved siden af ansigtet, før han gik i gang med mobilkameraet. For at have et referenceforhold med hensyn til størrelser, tænker jeg. Og jeg kan huske, at det undrede mig, at han havde tændstikker, jeg mener, hvem går rundt med den slags nu til dags? Men han rørte ham ikke. – Det er du sikker på? 28

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 28

27-06-2011 12:06:09


– Ja … ja, det er jeg sikker på. – Han er i øvrigt ikke kriminalbetjent. – Det er betryggende at vide. – Det synes jeg også. Er hoveddøren normalt låst? – Altid. – Hvem har nøgler? – Jeg har selvfølgelig, og mine nye lejere ovenpå har. Jørgen havde selvsagt også, to sæt, går jeg ud fra, men det er kun noget, jeg gætter mig til. – Og ingen andre? Rengøringshjælp eller lignende? – Nej, ikke mig bekendt. – Mens vi er ved rengøring – hvor ofte bliver trappen gjort rent? – Hver fjortende dag er aftalen. Vi skiftes, men … ja, det er jeg altså ked af. Hvis du tænker på tekniske spor, eller hvad I nu kalder det, så er der desværre blevet skuret og skrubbet to gange siden februar. For det første var jeg efterfølgende selv rimelig omhyggelig med både støvsuger og tæpperens, liget havde jo trods alt ligget der et stykke tid. Han stoppede en smule beklemt, Konrad Simonsen pressede på: – Og for det andet? – Jo, mine nye lejere syntes, at der lugtede. Nej, det er uretfærdigt, kvinden syntes det, og det var først efter, at hun hørte, hvordan Jørgen kom af dage. Jeg og manden splejsede til et professionelt rengøringsfirma, som kom og gav gangen den helt store tur. Sådan nærmest for husfredens skyld, hvis du forstår? Konrad Simonsen sukkede. – Det er der ikke noget at gøre ved. Har du noget imod, at jeg går lidt rundt derude alene? Det havde præsten ikke. Gangen fremstod, som gange var flest. Hoveddøren førte ind til en lille flisebelagt entré, derfra tre korte trin op til første repos, hvor indgangsdøren til stuelejligheden fandtes, og hvor det lange løb af trappen fortsatte op til næste repos. Her havde Jørgen Kramer Nielsen ligget. Til sidst yderligere en kort trap29

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 29

27-06-2011 12:06:09


pe op til den øverste repos, med et stort klædeskab og entrédøren til første sals lejlighed. Alle gulvfladerne undtagen entréfliserne var tæppebelagt, gelænderet var nymalet og skinnede i sort højglans, mens væggene synede hvide og rene med et par ligegyldige indrammede reproduktioner af en kunstner, han ikke kendte. En stor, hvid glaspendel, der hang fra første sals loft, trængte slemt til en afstøvning, og vinduet i gulvhøjde på øverste repos brød med sine blyindfattede, røgfarvede glas indtrykket af sikker, småborgerlig smag. Konrad Simonsen gik langsomt op og ned en del gange med åbent sind og sanser, uden andet udbytte, end at han blev øm i benene. * Pauline Berg havde undersøgt Jørgen Kramer Nielsens efterladte papirer. En gennemgang, der ikke var uproblematisk. Hun refererede til Konrad Simonsen: – Hans ting er opbevaret i Express Flyts lagerhal på Peter Adlers Vej i Hvidovre. Men da jeg kom derud, var de ved at blive hentet af en opkøber. Så jeg måtte true med alle mulige ulykker og derefter drøne til Glostrup Skifteret og få bobestyreren til at båndlægge hans ting igen, selvom de var frigivet. Det gav en masse bureaukratisk bøvl, og det kan godt være, at du får et par klager over mig, for jeg var nødt til at råbe et par sandheder i skifteretten og andre steder, før jeg fik min vilje. Men det er sgu politidirektørens fejl, hun burde have givet besked for længst. – Var hun så en af dem, du måtte råbe nogle sandheder til? – Ja, blandt andet, selvom hun ikke var den værste. Men de der sløve jakkesæt i skifteretten, de var godt nok tunge at danse med. Tænk dig, jeg fandt hans testamente, eller mere nøjagtigt, en gul kuvert, hvor der stod testamente udenpå. Hvad der er indeni, ved jeg ikke, jeg lod den ligge uåbnet, men ringede selvfølgelig tilbage til bobestyreren og fortalte om mit fund. Tror du måske, han blev glad, eller bare lidt flov over sit eget sløsede arbejde? Ikke det mindste, tværtimod havde han den frækhed at forlange, at jeg skulle køre omkring Glostrup med 30

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 30

27-06-2011 12:06:09


kuverten. Jeg fortalte ham naturligvis, at han kunne rende og skide. – Naturligvis gjorde du det. Hun smilede som for at undskylde sin opførsel. – Jeg havde en vred dag, det kan jeg godt se nu, men hvad ville du da have gjort? – Kørt omkring Glostrup, men det er underordnet. Jeg tager mig af det, hvis der bliver ballade. Siden du nu er så velklædt til en afveksling. Pauline Berg var i en tækkelig, knælang nederdel og en enkel rullekravesweater, begge grå og yderst passende, hvis hun havde været en bibliotekar i halvtredserne, men helt sikkert en klar forbedring i forhold til hendes påklædning i sidste uge. Hun smilede skævt, han spurgte: – Fandt du ellers noget interessant? – Altså der var jo alt, alt for mange papirer til, at jeg kunne gennemgå dem minutiøst, så det blev ret overfladisk. Blandt andet havde han en million stilehæfter med matematiske udregninger, jeg tror, det har været hans hobby. Han opbevarede også sine boner fra den lokale Netto, sirligt bundet år for år hele elleve år tilbage, med to tal anført på bagsiden. Det ene er bonens beløb, det andet kan jeg ikke greje. Men noget decideret interessant … nej, egentlig ikke, men det var vel heller ikke meningen. Han gav hende ret, nej, det var ikke meningen. Hun fortsatte tøvende: – Der er jo altid noget, som undrer. Sådan vil det vel være med alle mennesker. Eksempelvis havde postbuddet haft et gammelt fotografiapparat samt et forstørrelsesapparat med tilhørende udstyr, men nogle fremkaldte fotografier var hun ikke stødt på. Desuden kunne hun ud fra hans regninger se, at han jævnligt købte taletidskort, og hun havde også fundet en mobiloplader, men ingen mobiltelefon. Hendes konklusion var, at bedemanden nok havde scoret den. Konrad Simonsen tvivlede, men sagde det ikke. – Andet? 31

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 31

27-06-2011 12:06:09


– Han havde et overforbrug af vinduesspray, det fremgår også af hans Netto-boner. Jeg aner ikke hvorfor, men man skulle tro, han havde et drivhus, hvad han altså ikke havde. Og så var han i øvrigt rig. Da han døde, stod der et anseeligt beløb på hans bankbog, næsten 1,7 millioner kroner, penge, han erhvervede, da han i 1999 solgte huset til præsten og selv fik status som lejer af villaens første sal. Men han havde ingen bemærkelsesværdige udtræk eller indskud de sidste fem år, ud over at han afleverede 440 kroner om måneden til sin katolske menighed. – Så han var katolik? Hun nikkede, det var han, så kiggede hun på sit ur. – Jeg er ked af det, men jeg skal være hos psykiateren om en halv time, og du bliver også snart hentet. Hvad skal jeg lave på mandag? Han anede det ikke og lovede at ringe, så gik hun. Han kiggede på sit eget ur og konstaterede, at hun havde ret: Han blev snart hentet. De skiftedes til at køre ham hjem, måske havde de aftalt en turnusordning, han vidste det ikke, og han havde ikke spurgt, men han håbede på, at det var Komtessens tur i dag. Det var ikke meget, de så til hinanden, hun kom sent hjem og var ofte taget på arbejde, når han stod op. Nu var det så weekend, men formentlig skulle hun arbejde med skoleskyderiet alligevel. Han sukkede og glædede sig til, at han igen måtte køre bil. Så bankede det på døren, præcis på klokkeslæt, ja, de holdt skam øje med ham. Det var en ung betjent, han ikke kendte. * Mandag formiddag spildte Konrad Simonsen tiden med at interviewe de to falckreddere, der i februar havde fjernet liget af Jørgen Kramer Nielsen fra dennes opgang. Det tog tid at opspore dem, og deres vidneudsagn resulterede i ingenting. Et opkald til lægen, der havde skrevet dødsattesten, gav heller intet resultat. Han kunne desværre ikke huske sagen, hvilket Konrad Simonsen absolut troede på. Hans Ulrik Gormsen kunne han ikke få fat i, og andet fik han ikke udrettet den dag. Det var utroligt, så hurtigt fire timer gik. 32

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 32

27-06-2011 12:06:09


Dagen efter, en smuk tirsdag med sol og høj, blå himmel, startede han med en samtale med Hans Ulrik Gormsens makker. Den kvindelige betjent var ankommet i fnugfri uniform med politikasketten overkorrekt placeret under venstre arm. Strunk som en tinsoldat stoppede hun op midt på gulvet i hans kontor og svedte tran, indtil han bød hende en stol, hvorefter hun formåede at sidde ret, lige så stift og rigtigt som hun før stod. Konrad Simonsen spurgte hende ud om hændelsesforløbet uden at forvente andre informationer, end han allerede havde. Men det viste sig, at hun huskede en detalje, som han selv havde overset. Det handlede om blod, eller nærmere bestemt om manglen på blod. – Ja, han lå jo der og var død, altså uden rigtigt blod eller noget, han var bare død. – Han havde vel ikke blødt? – Nej, ikke sådan rigtigt, jeg så intet decideret blod. – Decideret? – Javel. Han følte lyst til at ruske hende til en mere afslappet holdning, desværre lod det sig næppe udføre i praksis. – Så du da noget, der kunne minde om blod, men ikke var det? Spørgsmålet var tåbeligt, men han kunne ikke finde et bedre. – Intet. – Prøv at lukke øjnene, og forestil dig, at du er tilbage i trappeopgangen, og fortæl mig så, hvad der gør, at du på et tidspunkt ikke helt vidste, om der var blod eller ej. Hun lukkede øjnene og sagde: – Fordi liget havde et sår på sin ene hånd. Sådan en slags skrabemærke, men det havde ikke blødt, det var en hudafskrabning, sikkert efter faldet. Man kan måske se det på de billeder, Hans Ulrik tog med sin mobiltelefon. Det vil jeg bestemt tro. Konrad Simonsen greb et ringbind fra bogreolen bag sig og hev sine papirer med fotografierne frem og konstaterede, at 33

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 33

27-06-2011 12:06:09


hun havde ret. Mærket på Jørgen Kramer Nielsens højre hånd fremgik på næsten halvdelen af billederne. Rimeligt tydeligt, når man vidste, at det var der. – Må jeg åbne øjnene igen? – Ja for pokker, naturligvis må du det, og mange tak for hjælpen. – Er jeg færdig? Han så, hvordan hun nærmest dirrede af nervøsitet, mens hun forskræmt kiggede ned i gulvet, så anspændt havde han aldrig set en kollega være. Han foldede hænderne foran hagen, betragtede hende et par sekunder og sagde: – Ja, du er færdig. Hun var ude af kontoret, inden han kunne nå at sige fri. Så ringede han til Pauline Berg og fortalte om hudafskrabningen. Pauline Berg kendte udmærket den kvindelige betjent, som hun havde arbejdet sammen med, før hun fik job i Drabsafdelingen. Da hun og Konrad Simonsen mødtes dagen efter, sagde hun: – Det lyder helt vanvittigt. Sådan har jeg aldrig oplevet hende, nærmere modsat. – Så var det ærgerligt, at du ikke var her, for jeg har ikke set noget lignende. Men hvad sagde Melsing? Han havde bedt hende tage på Kriminalteknisk Afdeling for at få afdelingens chef, Kurt Melsing, til at kigge mobilbillederne af det døde postbud igennem. Blot for at høre hans umiddelbare reaktion. Pauline Berg sagde: – Han brummede og bladede i billederne, og bagefter sagde han, at et fald ad en trappe jo kunne ske på mange måder. – Det var det hele? – Noget nær. Hvis vi vil have det undersøgt rigtigt, skal han opmåle gangen, helst have de originale billeder, og så må vi desuden vente et halvt år. De har købt et program fra USA, der muligvis kan hjælpe os, men ingen har lært at bruge det endnu. Du eller Arne skal ringe til ham, hvis vi vil have en officiel undersøgelse. Konrad Simonsen rystede på hovedet. 34

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 34

27-06-2011 12:06:09


– Nej, det er lige meget. – Det sagde jeg også, at vi nok ikke ønskede. Det er i øvrigt mig, der kører dig hjem i dag, og vi skal snart af sted. I bilen talte de ikke meget sammen. Kun et par spredte bemærkninger. – De har fundet ud af, hvordan ham den fede unge fik fingre i en maskinpistol. Arne ringer til dig senere i dag. – Tal ordentligt om drengen. Hvor tit skal jeg sige det? Og lidt senere: – Er du sikker på, at hun ligefrem rystede? Det ligner hende bestemt ikke. – Når jeg siger, at hun rystede, så rystede hun. – Har du noget imod, at jeg taler med hende? Han drejede hovedet og kiggede på hende. – Jørgen Kramer Nielsens mobiltelefon? – Ja! * Arne Pedersen ringede ganske rigtigt, som Pauline Berg havde sagt, til Konrad Simonsen om eftermiddagen. Konrad Simonsen halvt sov, halvt dagdrømte, og han lød fortumlet, da han besvarede opkaldet. – Hvad laver du? Sov du? – Jeg sad og tænkte på en pige, jeg kendte engang for længe siden. Arne Pedersen beklagede, at han havde afbrudt, en smule blufærdig over det direkte svar. Den slags plejede Konrad Simonsen at holde for sig selv. Han forklarede om maskinpistolen. Robert Steen Hertz, drengen, der skød sin lærer Tobias Juul på Marmorgades Skole, havde en god ven i USA. Vennen hed Russ Andrews og var fra Burlington i Vermont. Robert Steen Hertz mødte ham for godt et år siden, da han og hans niende klasse var i USA på lejrskole. Det viste sig, at begge drenge interesserede sig for våben eller rettere var besatte af våben. Efter at Robert Steen Hertz kom hjem til Danmark, skrev de to 35

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 35

27-06-2011 12:06:09


drenge jævnligt med hinanden på internettet, netop om våben. I marts var Russ Andrews så blevet atten og kunne nu i Vermont lovligt erhverve sig våben, idet staten sammen med Arizona og Alaska har USA’s mest liberale våbenlovgivning. Hvilket han derefter gjorde. Så mange våben hans pengepung tillod, herunder en maskinpistol til sin ven. Problemet med at få våbnet til Danmark løste drengene ved, at Robert Steen Hertz først sendte en pakke til en ikkeeksisterende adresse i Burling­ ton, en pakke, som vejede cirka det samme som en ArmyTocx SA-5 og fire æsker ammunition. Knap en måned senere leverede postbuddet pakken retur til Robert Steen Hertz med beklagelse, adressaten var ukendt. Samme dag sendte Robert Steen Hertz en ny pakke, denne gang ekspres, så hurtigt som frimærker kunne betale for. Pakken indeholdt pappet med alle de rigtige stempler og returmærkater fra den gamle pakke og blev adresseret til Russ Andrews. Han placerede herefter våbnet og ammunitionen i emballagen fra den første pakke, som for anden gang blev sendt retur til Danmark med lidt hjælp fra Russ Andrews’ ældste storebror, der arbejdede for det private firma, Burlington bystyre havde entreret med til at dele byens pakkepost rundt. Som drengene havde regnet med, undgik returpakken alle sikkerhedssystemerne, den var jo blevet skannet én gang på udturen, og efter yderligere en god måneds ventetid modtog Robert Steen Hertz sin maskinpistol, denne gang med en formaning fra pakkepostbuddet om at sikre sig noget bedre med adresserne, når han sendte pakker til USA. Arne Pedersen fuldendte sin forklaring: – Resten var a piece of cake for Robert Steen Hertz. Ved hjælp at en umbraconøgle, en metalfil samt en vejledning fra internettet ændrede han pistolen fra halvautomatisk til fuldautomatisk med en skudkadence på cirka ti skud i sekundet. Konrad Simonsen brummede: – Der er nogle toldmyndigheder, som har røde ører, formoder jeg. – De er vist ved at ændre deres procedurer omkring returpakker, både i Danmark og i USA. 36

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 36

27-06-2011 12:06:09


– Hvad med penge, eller var pistolen ligefrem en gave fra hans ven? – Nej, fra hans fars kreditkort. Faren er vekselerer i den dubiøse ende af skalaen, men det er åbenbart en profitabel forretning, for han opdagede ikke, at hans konto pludselig manglede fire tusinde kroner. Den slags småbeløb er ikke noget, han beskæftiger sig med. Ja, sådan sagde han ved gud. Konrad Simonsen takkede for informationen, som han ret beset lige så godt kunne have fået næste dag, og ventede tålmodigt på, at Arne Pedersen kom frem til sit egentlige ærinde. Der gik noget tid, før det skete, og det handlede, som han havde gættet, om Maja Nørgaard, hvis manglende samarbejde efterhånden havde udviklet sig til et kæmpeproblem, men uden hendes medvirken ville Robert Steen Hertz’ motiv næppe kunne fastslås endegyldigt. Arne Pedersen var løbet tør for gode idéer. Konrad Simonsen indvilgede i at deltage i et møde næste dag, selvom han havde svært ved at se, hvad han kunne bidrage med. * Knap en uge efter at Konrad Simonsen var startet på arbejde efter sin sygdom, færdiggjorde han sin rapport til politidirektøren om Jørgen Kramer Nielsens død. Rapporten fastslog, ikke overraskende, at postbuddets endeligt skyldtes et uheldigt fald på en trappe og ikke var resultatet af nogen forbrydelse. Konrad Simonsen printede rapporten ud, læste den igennem en sidste gang, rettede et par småting, printede ud igen og tog papirerne med til sit møde med Arne Pedersen. Da han overrakte den, spurgte han: – Vil du fremsende den, det er jo dig, der styrer biksen i øjeblikket? Arne Pedersen nægtede: – Nej, ellers tak. Jo mindre jeg har med hende at gøre, jo bedre. Han mente politidirektøren. Konrad Simonsen rynkede brynene, men kommenterede ikke. Kort efter ankom mødedeltagerne, fire betjente, heriblandt Komtessen, alle beskæftiget med skoleskyderiet. Arne Peder37

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 37

27-06-2011 12:06:09


sen lagde for, emnet var Maja Nørgaard, og hans informationer var primært henvendt til Konrad Simonsen. – Som du ved, formoder vi, at Robert Steen Hertz’ motiv til drabet var banal jalousi. Han var ulykkeligt forelsket i Maja Nørgaard, som han havde gået i skole med fra børnehaveklassen. Hun var grunden til, han valgte at gå i tiende klasse på trods af, at han sagtens kunne være kommet på gymnasiet. Men han var ikke dum. Han vidste udmærket, at han ingen chancer havde hos hende, så han nøjedes med at elske hende på afstand, om man så må sige. Men da hun så kom i kløerne på Tobias Juul, hvad vi kraftigt antager, at hun gjorde, slog det klik for ham, selvom det tog sin tid, før han fandt ud af, hvad der foregik. Han måtte samle informationerne sammen bid for bid, ved at opsnappe … Længere nåede Arne Pedersen ikke. Pauline Berg brasede ind på kontoret og afbrød. Hun havde en mobiltelefon i hånden, som hun holdt hen foran Konrad Simonsen uden at bekymre sig om de tilstedeværendes vrede blikke. – Det er Jørgen Kramer Nielsens. Konrad Simonsen beherskede sig. – Kan det ikke vente, Pauline? Hun svarede ikke, men trykkede i stedet på et par taster, så displayet på mobiltelefonen viste et portræt af en ung kvinde, lyshåret og smilende. Så trykkede hun igen, og billedet skiftede. Den samme pige stod ret op og ned i en dagligstue, man kunne se et fjernsyn og en lysekrone bag hende, hun var nøgen. Denne gang smilede hun ikke. Konrad Simonsen udbrød forbløffet: – Maja Nørgaard!? Det var halvt et spørgsmål, halvt en konstatering. Pauline Berg bekræftede: – På Jørgen Kramer Nielsens mobil! Det var langt fra første gang, Drabsafdelingen oplevede, at to tilsyneladende uafhængige sager krydsede hinanden. Den slags skete fra tid til anden. Mobiltelefonen gik rundt, og Pauline Berg supplerede: 38

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 38

27-06-2011 12:06:09


– Tobias Juul har sendt billederne som MMS den 23. januar i år med teksten: Søndag 10.00. Ikke andet. Men jeg ved ikke, hvor de er taget. Det vidste Komtessen: – I Tobias Juuls dagligstue. Jeg kan genkende lysekronen. Men hvor kendte Tobias Juul og Jørgen Kramer Nielsen hinanden fra? Arne Pedersen smilede bredt. – Det ved jeg ikke, men jeg ved, at Maja Nørgaard garanteret vil gøre ganske meget for, at hendes mor ikke ser de billeder. Jeg skal blot have hende alene, uden mor og uden advokat. Hvordan arrangerer jeg det, Komtesse? Du kender hendes vaner. Komtessen var ikke i tvivl. – På fredag mellem klokken seks og otte på værtshuset Gåseøjet, Balle Allé 4 lige over for Enghave Station. Der har hun og en håndfuld veninder tradition for at varme op, inden de tager på diskotek i centrum. Konrad Simonsen lod diskret sin rapport dumpe i papirkurven. Så sagde han: – Jeg tager hende selv. Ingen protesterede. * Gåseøjet var et mindre stamværtshus af den gammeldags slags. Etablissementet bestod kun af ét rum med en bar i den ene ende og en række blinkende spilleautomater i den anden. De otte borde med tilhørende stole var tunge og mørkbejdsede, perfekt matchende rummets høje mahognipaneler. Ved hver plads lå en ellipseformet bordskåner, alle med sorte brændemærker i den røde plastic efter tabte cigaretter, og i loftet snurrede en ældre ventilationsvifte i kobber. Musikken var dæmpet, danske hits i den lette genre. Værtshuset var halvtomt. Gæsterne bestod af ældre mænd, fra midten af halvtredserne og opefter, bortset fra tre teenagepiger, der sad ved det fjerneste bord fra baren, tydeligt uinter­ esserede i at blande sig med de øvrige tilstedeværende. 39

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 39

27-06-2011 12:06:09


Konrad Simonsen gled en smule besværet op på en barstol og bestilte en øl, da bartenderen et øjeblik løsrev sig fra det terningespil, han havde gang i med to lettere overrislede kunder. Han skænkede op og nippede forsigtigt. Hvis han skulle bryde sin kur, skulle det i alle tilfælde ikke være her. Kort efter var bartenderen ledig. Han var en mand i fyrrerne med energiske bevægelser og et åbent smil, opmærksom og ædru. Konrad Simonsen vinkede ham hen til sig og viste ham diskret sit politikort. Så lænede han sig ind over disken og sagde lavmælt: – Jeg er fra Drabsafdelingen, og jeg er ikke interesseret i at genere hverken dig eller værtshuset. Og slet ikke, hvis du samarbejder. Bartenderen tøvede ikke et sekund: – Jeg samarbejder. Konrad Simonsen pegede ned mod pigerne for enden af lokalet og sagde: – De passer ikke rigtigt ind her? Det var et spørgsmål. Bartenderen forklarede – onklen til den rødhårede havde halvpart i etablissementet, hvilket åbnede mulighed for både kredit og billigere varer. Konrad Simonsen spurgte: – Om lidt, når jeg sætter mig ned til dem, kan du så sørge for, at de to med ryggen til bliver smidt ud? – Ja, hvis det er det, du ønsker. – Det gør jeg, og de skal helt væk, jeg vil ikke have, at de står og flagrer udenfor. Bartenderen tøvede. – De er vist i øvrigt mindreårige alle tre, jeres bevilling kunne … Han lod ordene hænge i luften, manden kapitulerede med et smil: – Helt væk, ikke noget med at stå udenfor. Pigerne brokkede sig højlydt, da Konrad Simonsen satte sig på den frie stol ved deres bord, forståeligt nok. Uden at lade sig mærke med de fornærmelser, han fik i hovedet, betragtede han 40

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 40

27-06-2011 12:06:09


tavst Maja Nørgaard og glædede sig over, at hun sad inderst. Hvis hun ville ud, måtte hun kravle under bordet. Resten af værtshuset fulgte optrinet, specielt da bartenderen holdt ord og relativt udramatisk gennede pigens to veninder ud på gaden og satte dem i en taxa. Det blev Maja Nørgaard, som fik det første ord: – Er du strømer? Dum var hun ikke, han viste sit id. – Jeg vil kun tale med dig, hvis min advokat er til stede. Han havde på forhånd klargjort Jørgen Kramer Nielsens mobiltelefon i sin inderlomme og behøvede nu kun at trykke på en tast for at aktivere displayet. Han skød mobilen over foran hende og ventede. Der gik lidt tid, så hvæsede hun: – Har du ligget derhjemme og savlet over mig, dit tykke dyr? Få dig et liv. – Du kan gå, hvis du vil, Maja. Men jeg tror ikke, at din mor bliver glad, når hun får at vide, at et nøgenbillede af dig cirkulerer som appetitvækker blandt gamle … – Det gør du ikke! Konrad Simonsen sagde roligt: – Det gør jeg måske, og måske gør jeg ikke. Det kommer helt og aldeles an på din opførsel. Han kunne se på hende, at hun var knækket, hun vidste det blot ikke selv endnu. Hendes hånd rystede, da hun tog en tår fra sit glas. Hun drak breezer, Smirnoff Red Ice. Han gjorde tegn til bartenderen, der straks stod ved deres bord. – Vi vil godt have byttet de her til en cola og en mineralvand. Han pegede mod deres glas, og de blev hurtigt fjernet. Maja Nørgaard protesterede ikke, men sagde med spinkel stemme: – Hvad skal jeg gøre? – Først skal du tale med mig, bagefter skal du tale med Arne Pedersen og Kom … og Nathalie von Rosen, dem kender du jo begge to i forvejen, og til sidst skal du tale med en SSP-medarbejder. I alle tre tilfælde skal du fortælle sandheden og hele sandheden. – Og så viser du ikke billedet til min mor? 41

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 41

27-06-2011 12:06:09


– Og så viser jeg ikke billedet til din mor. – Hvad hvis du lyver og gør det alligevel? – Ja, så gør jeg det. Du er nødt til at stole på mig. Hun tænkte sig om og accepterede logikken. – Hvorfor skal jeg snakke med den der SSP-dude? – Fordi du drikker alt for meget, og du får vist også en streg eller to til næsen, når du har råd. Desuden prostituerer du dig, hvis du mangler penge, og så færdes du i de helt forkerte miljøer. Derfor. Og så fordi du er sytten år og har brug for hjælp, inden det for alvor går galt med dig. Et par tårer glimtede i hendes øjenkroge. – Bliver jeg straffet? – Det kommer an på, hvad du har gjort, hvis du altså har gjort noget. Men du ligner som sagt mere en pige, der har brug for hjælp end for straf. Nå, hvad siger du? Er det ja eller nej? – Ja. Han gik på toilettet, men fortalte hende inden, at hun kunne gå, hvis hun ønskede. Formålet var dobbelt: Dels ville han ikke senere blive beskyldt for at have tilbageholdt hende mod hendes vilje, og dels var det godt, hvis hun fik tid til at tænke sig om. Tisse skulle han ikke, så han nøjedes med at tage en håndfuld vand i hovedet, tørre sig med et par servietter og tælle til tredve. Da han kom tilbage, sad hun, som han havde forladt hende, trist stirrende ud ad vinduet. Han satte sig og startede lige på og hårdt: – Jørgen Kramer Nielsen, Johannes Lindevej 21 i Hvidovre, søndag den 27. januar klokken 10.00? Hun svarede næsten uhørligt: – Det var første gang, at jeg var ude alene, altså uden Tobias, og jeg var dødnervøs. – Tobias Juul? – Ja. Indtil da havde jeg altid kun … prøvet det hjemme hos ham. Han inviterede en ven … Hun lavede anførselstegn med fingrene. – … eller måske to, men så var vi altid to piger. Og så skulle jeg lade mig score af en af dem, det vidste jeg jo godt. Bagefter 42

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 42

27-06-2011 12:06:09


fik jeg halvdelen af pengene, og Tobias fik den anden halvdel. Det gav gerne et par tusinde, og hvis vi var heldige, tre. Nogle gange betalte han mig med coke eller ice, men han var altid sød ved mig, og han snød mig ikke. Konrad Simonsen tænkte, at det i høj grad var, som man så på det. Han sagde i samme stille tone: – Men med Jørgen Kramer Nielsen var det anderledes? Hun nikkede. – Han ville betale seks tusinde, og jeg skulle ikke gøre andet end at være hjemme hos ham, altså se fjernsyn, snakke, spise … sådan almindelige ting, men … bare uden tøj på. Og om aftenen kunne jeg så tage hjem. Det var det hele. – Gjorde du så det? – Først ville jeg slet ikke. Jeg syntes, det lød creepy, og han var også gammel. Men Tobias overtalte mig og lovede, at der ikke skete andet. Jørgen ville ikke så meget som røre mig, og han havde selv tøj på hele tiden, det garanterede Tobias. Og ja, så tog jeg derud. – Søndag den 27. januar om formiddagen? – Det kan godt passe. – Fortæl. – Der er ikke så meget at fortælle, for det mislykkedes. Da Jørgen havde talt lidt med mig, sendte han mig af sted igen. Jeg tror ikke engang, at jeg var der en halv time. – Kunne han ikke lide dig? – Egentlig var det ikke hans skyld. Han havde forlangt, at jeg skulle være mindst atten, men jeg var kun seksten dengang. Tobias sagde, at jeg skulle lyve, når han spurgte, og det gjorde jeg også. Jeg påstod, at jeg var atten og gik på 2.hf, men det gennemskuede han lige med det samme. Han spurgte om nogle fag og nogle emner og sådan, og da anede jeg jo ikke, hvad jeg skulle svare. Så sendte han mig hjem. Men ikke på nogen ubehagelig måde, egentlig var han rigtig rar, og han gav mig to tusinde for besværet og oveni til en taxa, inden jeg gik. – Fortalte han noget om, hvorfor du skulle gå rundt uden tøj på? 43

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 43

27-06-2011 12:06:09


– Nej, så langt kom vi slet ikke. – Har du indtryk af, at Tobias Juul havde skaffet andre piger til Jørgen Kramer Nielsen? – Det tror jeg. Ellers kunne han vel ikke vide alt det, han vidste. Men jeg er ikke sikker. – Hvor kendte Tobias Juul Jørgen Kramer Nielsen fra, ved du det? – Tobias arbejdede engang som studenterafløser på samme posthus, hvor Jørgen er postbud. Det er i Rødovre, tror jeg, men det er længe siden. Det stemte, formentlig talte pigen sandt. Han stirrede hende intenst i øjnene og sagde: – Jørgen Kramer Nielsen blev arresteret i forgårs. Vi mistænker ham for mindst syv grove overfald på unge piger. Blodet forlod hendes hoved, og hun blev bleg. Den slags var det umuligt at simulere, vidste han. Da hun havde fået forskrækkelsen en smule på afstand, sagde hun: – Jeg vil ikke sige, at han gjorde mig noget, for det gjorde han ikke. Konrad Simonsen fortalte hende den rigtige sammenhæng, forklarede og undskyldte. Derefter stillede han yderligere en snes spørgsmål, der ikke gjorde ham klogere. De var ved vejs ende, og han roste hende: – Det var fint, Maja. Nu mangler du kun to samtaler. Hvis du er lige så ærlig der, så skal det nok gå alt sammen. – Jeg skal prøve, men … vil du ikke være sød og blive her, når de andre kommer? – De kommer ikke her, du skal med mig ind på Politigården, men du behøver ikke være nervøs. Det vil foregå stille og roligt. Måske skulle vi også sørge for, at du får noget mad på vejen. Og jo, jeg vil gerne være der, hvis du synes. På vej til Politigården var hun tavs det meste af tiden. Kun to gange sagde hun noget. Første gang var, da de gik tilbage til bilen med deres McDonald’s-poser: – Jeg oplevede virkelig, at han skød mine klassekammerater. Så med mine egne øjne, hvordan de blev gennemhullet og 44

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 44

27-06-2011 12:06:09


døde. Og så skete det slet ikke i virkeligheden. Det er ikke til at forstå. Konrad Simonsen troede hende. Formentlig var hun selv overbevist om, at hun havde set, hvad hun fortalte, umiddelbart efter hun slap ud af klasseværelset på Marmorgades Skole. I stærkt pressede situationer skabte hjernen ofte sine egne billeder. Han forsøgte at forklare hende det. Uden held. – Var det derfor, I skød Robert? Fordi jeg sagde, som jeg gjorde? – Absolut ikke. Vi skød Robert Steen Hertz, fordi der ikke var anden udvej. Det havde intet med dig at gøre. Han skævede til hende og kunne se, at hun ikke troede ham. Så lod hun emnet falde og sagde: – Du må undskylde alt det, jeg kaldte dig på værtshuset. Han slog det hen, herregud, han havde såmænd været ude for det, der var meget værre. Da de satte sig til rette i bilen, talte hun igen: – Der er en ting, jeg glemte at sige før. – Må jeg høre? – Det er sådan lidt … jeg ved ikke. Måske skulle jeg også vente. Hun rødmede let, og han gættede: – Til du taler med en kvinde? – Ja, nej … altså, det er lige meget. Da jeg skulle ud til Jørgen, og også da mit billede blev taget, var det vigtigt, at jeg var hairy. Jeg måtte ikke være intimbarberet, hvis du forstår. Vi blev nødt til at vente indtil … altså, indtil det var sådan. – Interessant, sagde Konrad Simonsen og mente det. * At Maja Nørgaard ikke var den eneste pige, Tobias Juul havde lejet ud, hverken til Jørgen Kramer Nielsen eller andre, var ingen i Drabsafdelingen i tvivl om. Og set i det lys var det umotiverede overfald på postbuddet i 1996 måske ikke så umotiveret endda. Konrad Simonsen spottede kvinden, han ledte efter, på en 45

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 45

27-06-2011 12:06:09


bænk i den fjerneste ende af legepladsen, hvor hun sad og læste i et dameblad, samtidig med at hun vuggede en barnevogn med den frie hånd. Af og til kiggede hun op og smilede mod en pige, der lå på maven i en sandkasse ikke langt derfra og gravede energisk med en skovl. Konrad Simonsen satte sig på bænken ved siden af hende. Hun så op på ham et øjeblik og læste derefter videre. Han følte i inderlommen efter sit id-kort og opdagede ærgerligt, at han havde glemt det. Så præsenterede han sig forsigtigt og forklarede: – Desværre har jeg glemt min identifikation. Kvinden foldede sit blad sammen og lagde det ned under barnevognen, derefter tog hun sine briller af og placerede dem omstændeligt i et foderal fra sin taske, inden hun sukkede dybt og svarede: – Jeg kan godt kende dig fra tv, det er om Tobias Juul, går jeg ud fra? – Delvist, ja. – Tobias er det værste menneske, jeg nogensinde har mødt. Det tog mig flere år at komme over ham. På trods af det blev jeg ked af det, da jeg så i fjernsynet, at han var død. Det er mærkeligt, jeg har ellers hadet ham så meget. – Hvornår kendte du ham? – Det er snart længe siden, over ti år. Jeg var sytten, da jeg flyttede sammen med ham, og jeg er niogtyve i dag, så kan du selv regne det ud. Behøver min mand at få noget at vide om … om den tid? Det vil jeg helst undgå. – Jeg er diskretionen selv, så det skal du ikke frygte. I boede sammen, du og Tobias? – I to år ja. Men uofficielt, jeg havde stadig min adresse hos mine forældre. Vil du fortælle, hvordan du fandt mig? – Jeg gættede. Din far overfaldt et postbud den 5. marts 1996. – Ja, Jørgen Nielsen hed den stakkels mand. Det var forfærdeligt, og det var min skyld. Han døde i øvrigt her for et halvt år siden, og nogle gange tænker jeg på ham. Konrad Simonsen informerede hende kort om omstændig46

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 46

27-06-2011 12:06:09


hederne og lod hende derefter fortælle med sine egne ord. Hendes beretning var på mange måder den samme som Maja Nørgaards, bortset fra at Jørgen Kramer Nielsen ikke havde afvist hende. I to år var hun kommet fast hos ham den sidste søndag i de ulige måneder. Hun havde fået fire tusinde kroner med sig hjem efter hvert besøg, lige indtil hendes far tilfældigt havde hørt om arrangementet. Konrad Simonsen spurgte: – Fra hvem? – Naboen, en gammel sladderkælling med lange øjne. Hun er også død i dag, ved jeg. – Og du skulle ikke gøre andet end at være der uden tøj på? – Ikke spor. Jeg kunne sådan set foretage mig, hvad jeg ville, så længe jeg var der. Ofte var det helt hyggeligt, og jeg vænnede mig hurtigt til at være nøgen, Tobias fik mig såmænd til ting, der var meget værre, andre steder. Nogle gange var det lidt koldt, det var det eneste ubehagelige. – Han lagde aldrig an på dig? – Aldrig, og han var heller ikke sjofel eller noget. Men selvfølgelig har det jo på en eller anden måde været seksuelt for ham, vil jeg tro. – Spurgte du hvorfor? Jeg mener, I må have kendt hinanden godt efterhånden. – Det gjorde vi også. Han købte fødselsdags- og julegaver til mig. Det var helt rørende. Og nej, jeg spurgte ham aldrig, hvad han havde ud af, at jeg var der. Men han viste mig loftet en af de sidste gange, jeg besøgte ham, og så kunne jeg jo nogenlunde regne det ud. Jeg tror, at jeg var stand in for pigen deroppe, selvom han ikke fortalte mig om hende. Men loftet var hans store hemmelighed, og jeg måtte love aldrig at røbe det til nogen, og det har jeg heller ikke gjort før nu, men du har vel selv været deroppe? * Han ringede til præsten, så snart han var kommet ud fra legepladsen, og bestilte så en taxa. Tre kvarter senere var han fremme ved villaen, hvor Jørgen 47

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 47

27-06-2011 12:06:09


Kramer Nielsen havde boet. Præsten ledte ham op ad trappen og ind i lejligheden på første sal, mens han forklarede: – Det tog os lang tid at finde lemmen. Manden, der bor her, hjalp mig, men han måtte tage på arbejde, inden du kom. En overgang troede vi, at der slet ikke var nogen lem, men til sidst opdagede vi den. Jørgen har bygget den ind som en naturlig loftplade i badeværelset. Jeg var den første, der gik op, og da jeg fik tændt lyset og så, hvad han havde indrettet, tænkte jeg, at det ville være bedst at gå ned igen og vente, til du kom. Loftrummet var en overvældende oplevelse. Aldrig havde Konrad Simonsen set noget lignende, og han følte sig sært fremmed, da han forsigtigt gik ind i lokalet. Efter et par skridt stoppede han og overvejede helt tåbeligt at tage sine sko af, mens han forknyt så sig selv, som han var: en indtrænger, en uindviet, en lurer, der tiltvang sig adgang til en død mands sjæl. Rummet var beklædt med spejle. Kvadratiske, facetslebne, små spejle, hver især på knap en håndsbredde, var minutiøst opsat, så de dækkede alle flader: de store skråvægge ud til taget, de to endevægge og ikke mindst gulvet. Øverst i kipningen sendte rækken af lysstofrør hårde stråler ud i uendelig refleksion, der grisk kopierede enhver, som vovede sig ind. Der var ingen vinduer eller møbler. Men mest besættende var billederne. Han talte dem for et kort øjeblik at holde dem stangen. Atten var der i alt, alle i plakatstørrelse og alle indrammet, tilpasset i dimension både i bredde og i højde, så de på millimeter dækkede et antal spejle. Motiverne var ens, og ikke desto mindre var hvert billede unikt. En livslang variation over samme betagende tema: lysende bjerge kimingen rundt under en frysende isblå himmel med evigt roterende sollys tindrende alle steder fra. Og så pigen. Overalt pigen. Det var hendes rum. Hendes kønne ansigt var på hver eneste plakat smeltet sammen med himlen til teknisk perfektion, hvor hun efter eget lune kunne lege skjul med sin beskuer. Snart var hun synlig smilende, og sekundet efter – når han gjorde et diminutivt drej med hovedet – forsvandt hun 48

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 48

27-06-2011 12:06:09


i skyerne blot for samtidig at titte frem i en af sine utallige spejlinger. Gik han tæt på, kunne han se, at hver plakat var sammensat af adskillige fotografier, men overgangene var så mesterligt udført, at han selv på få centimeters afstand skulle anstrenge sig for at finde dem. Her afsløredes også hemmeligheden bag pigens dragende blik, der i andre vinkler vekslede med solens kolde stråler. Snesevis af bittesmå huller var prikket ind til det bagvedliggende spejl og gav hendes øjne en sugende intensitet, som om diamantstøv med kalejdoskopisk uforudsigelighed gnistrede i hendes pupiller. Konrad Simonsen lukkede øjnene og følte sig et kort øjeblik kastet tilbage til en tid, der for længst var gået. Så blev han igen nærværende og sagde stille ud i rummet: – Og hvem er så du?

Gyldendal-Ensomme-hjerters-klub.indd 49

27-06-2011 12:06:10


ensomme_hjerters_klub