Issuu on Google+

125 mm

9,1

125 mm

200 mm

Uffes storesøster siger, at hun skal dræbe alle dyr. Ellers bliver hun straffet med strøm i munden. Af Ham. Uffe ved ikke, hvem Han er, kun at Han er farlig, så Uffe hjælper hende så godt, han kan.

foto: Michael Thomas

Men en aften flytter et pindsvin ind i familiens have, og det er så sødt, at Uffe får helt ondt i maven. Han passer pindsvinet i smug og håber, at hans søster ikke opdager noget. For slet ikke at tale om Ham. Strøm i munden kan man nemlig dø af.

er født i 1979 og har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur 2004-06. Hun debuterede i 2011 med romanen I anden række og har desuden skrevet den anmelderroste billedbog Historien om Ib Madsen.

Roman


6


HAM


Af samme forfatter I anden rĂŚkke Historien om Ib Madsen


Me t te Eike Neerlin

Ham

Høst & Søn


Ham © Mette Eike Neerlin og Høst & Søn/ROSINANTE&CO , København 2014 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Alette Bertelsen, aletteb.dk Sat med Rotis Serif hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-3300-4 Printed in Latvia 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk


Futte Det begyndte med skrivebordet inde på værelset. I flere uger sad Kikki næsten hele tiden under det. Med knæene trukket op til hagen og surt ansigt. Både morgen, eftermiddag og aften, hvis hun kunne slippe af sted med det. Og hun var ikke til at tale med eller lege med – bare lidt – selvom jeg prøvede alt muligt. »Sidder du nu der igen?« sagde far på vej forbi med sin tekop i hånden. Han var næsten altid hjemme. Det var efter, at han var blevet fyret fra sit job som arkitekt i et stort firma inde i København. Om formiddagen sad han nu ved bordet i spisestuen og arbejdede med at tegne ting for nogle, han kendte. Reoler eller specielle senge og den slags. Om eftermiddagen havde han ofte tid til at ordne forskellige projekter i huset. Lave nyt gelænder til vores trappe eller gå i gang med at lave terrassen i baghaven om. Det var dejligt at have far så meget i nærheden, syntes jeg. Især da det blev sommerferie. 5


»Det er simpelthen for dumt, Kikki,« sagde far og bukkede sig ned, så han kunne se ordentligt på hende inde under bordet. »Du er alt for stor til det pjat. Kom nu ud i haven og få lidt luft.« Kikki svarede ikke, og far fortsatte: »Og hvis du endelig skal være indenfor, kunne du så ikke tage at rydde lidt op i stedet?« Men mor smilede bare, hvis hun hørte ham vrisse ad Kikki, og rystede på hovedet ad ham. »Hun er 12 år, Kim. Sådan er det bare nogle gange, når man er 12. Det må du snart indse.« Jeg ved ikke, hvad far indså. Jeg tænkte selv, at det var godt, at der var lang tid, til jeg fyldte 12, for jeg havde slet ikke noget skrivebord på mit værelse. Men snart startede alt det med dyrene. Og de andre ting. Og skrivebordet og tavsheden og fars brokkerier syntes at være det mindste. Faktisk ønskede jeg, at Kikki af og til ville kravle ind og sidde der igen, helt stille. Men med ét var hun ikke længere så stille. Nej, for en eftermiddag var Kikki kommet ud fra under skrivebordet. Far og jeg sad i køkkenet og spiste abrikoser sammen og havde først ikke opdaget det. Vi havde købt en hel bakke med dem, og 6


abrikoserne var så modne og søde, at man næsten ikke kunne stoppe, når først man var gået i gang. Foran far lå allerede fire afgnaskede sten. Jeg selv var i gang med min tredje frugt, da vi hørte skriget. Det lød næsten som et barn, der græd. »Hvad nu?« sagde far og rejste sig med et sæt, mens han tørrede fingrene i sine bukser. Jeg smed min abrikos på bordet, hoppede ned af stolen og efter far, som allerede var inde i stuen. »Kikki!« Far stoppede brat op, så jeg trådte ham lige i hælen og stødte panden mod hans ryg. »Hvad i alverden laver du?« Kikki stod med naboens kat, Futte. Den havde en snor om halsen, og hun hev og sled i den. Hun ville binde den fast i dørhåndtaget på døren ud til entreen. Hendes hår var vildt og filtret, kinderne var røde af anstrengelse, og hun havde rifter på den ene arm. Nu! Kikki trak i snoren, og Futte hang og dinglede i luften. Og peb. »Hvad pokker,« råbte far. »Vil du straks give slip.« »Nej,« sagde Kikki og hev videre. »Jamen altså. Er du da blevet vanvittig?« Far greb fat i Kikki og rystede hende. Hårdt. Og slap Futte løs. »Men han siger, jeg skal gøre det,« hylede Kikki. 7


Far ruskede hende mere og spurgte, om hun var komplet vanvittig. »En kat kan sgu da ikke tale!« Hans ansigt var så tæt på Kikkis, at jeg næsten troede, han skulle tage en bid af hende, mens han råbte. Han skældte ud, så han kom til at spytte. »Ikke ham,« sagde Kikki. »Ham.« Det var første gang, hun nævnte noget om ham. Ham. På en eller anden måde vidste jeg straks, at Han ikke kunne være hvem som helst. Og at det her bare var første gang, vi kom til at høre noget til ham. Ham. Jeg stod bag far og hørte det. Senere samme nat tissede jeg i sengen, selvom jeg for længst var holdt op med den slags. Først lidt i seks kom mor hjem fra arbejdet på kommunen, med lange arme af de tunge indkøbsposer. Hun bevægede sig roligt rundt i køkkenet, fandt skærebræt og gryder frem til maden, skrællede løg og hakkede det, men jeg kunne se med det samme, at hun vidste besked om Futte. Far måtte have ringet og sladret, uden at vi havde hørt det. Ikke før maden var færdig, og vi alle sammen sad rundt om bordet og spiste spaghetti med tomatsauce og rejer, sagde hun: 8


»Kikki, hvad er det for noget, far siger om Futte? Det var da lidt voldsomt, synes jeg.« Vi så alle tre på Kikki, som stirrede tomt ned i sin tallerken uden at svare. »Er der noget i vejen, skat?« prøvede mor. »Hvem er det også, der går og siger, at du skal gøre sådan noget?« Men Kikkis mund var lukket og ikke til at åbne. Hun rystede kraftigt på hovedet, så en spids af hendes hår dyppede ned i tomatsaucen, og far rev et stykke køkkenrulle af, som han gav hende, men hun krøllede det bare sammen i hånden. »Hm.« Mor smilede og sukkede ud gennem næsen. »Og hvad med dig, Uffe? Har du haft en god dag?« Jeg skulle lige til at fortælle hende, at far og jeg havde set på en plakat, at der skulle være stenmesse henne i hallen. Sten var min helt store interesse. Jeg havde to hele skotøjsæsker på værelset fyldt med sten i alverdens flotte farver – hver især fint rullet ind i vat eller toiletpapir for ikke at komme noget til eller blive støvede. Faktisk brugte jeg de fleste af mine lommepenge på sten, selvom mor og far syntes, det var lidt fjollet. Især når de nu lå gemt væk i æsker det meste af tiden. Men jeg nåede ikke at sige noget, før mor fortsatte: 9


»Og hvad med dig?« Hun rakte hen over bordet og strøg far kærligt på overarmen. Hun havde lilla neglelak på. Det så flot ud. »Tjaa,« sagde far og trak på skuldrene. Og lidt efter henvendt til Kikki: »Det var da for pokker noget mærkeligt noget med den kat.« Og det var kun begyndelsen.

10


Regndans »Hej Uffe, din lille loppelort,« sagde Kikki en dag til mig. Det var en sen eftermiddag på plænen i baghaven. Jeg havde ligget et stykke tid på ryggen i den sidste sol og lyttet efter bilerne, som susede forbi i høj fart på den store vej bag vores hus. Der var altid meget trafik, og lyden virkede på en eller anden måde afslappende på mig. Som at lytte til stille musik. Sådan lå jeg tit. Og lyttede, mens jeg snoede mit hår om fingrene. Jeg havde ellers kort hår. Men i nakken havde jeg én lang tot, som havde fået lov at gro. Den gik mig efterhånden til halvt ned ad ryggen. Far hadede den. Han spurgte tit, om han ikke nok måtte klippe den af. Mor var vist heller ikke vild med den, og Kikki var helt sikkert ikke. Men jeg var ligeglad. Jeg syntes, den så flot ud. Jeg satte mig op og så på Kikki, som så på mig. Det var ikke tit, min storesøster talte til mig efterhånden. Hendes ansigt var udtryksløst, og sådan 11


Ham - af Mette Eike Neerlin