Page 1


90 mm

148 mm

♥♥♥♥♥ – Politiken

»Kloch kan skrive røven ud af bukserne på mange dygtige reportagejournalister«

mere end bare en fodboldsang. Når man har læst Futbolmania, er man solgt til spansk fodbold og al dens irrationalitet, afsindige følelsesregister og kolossale gæstfrihed.”

90 mm

KASPER KLOCH

FUTBOLMANIA SPANSK FODBOLD I SOL OG SKYGGE

220 mm

»Fremragende ... kan roligt stilles op på reolen ved siden af Hemingway«

“Hvor er det dog berigende at læse en forfatter, der tydeligvis har et indgående kendskab til det spanske samfund. Kasper Kloch formår i den grad at tyde det og sætte pris på dets finurligheder og vanvittige særpræg, som ofte manifesteres i landets fodboldverden. Han skriver medrivende og indsigtsfuldt om alle facetter lige fra piraterne i Vallecas og Madrids martyrer til de furiøse sevillanere og den bevægende klubhymne, som er så meget

148 mm

FUTBOLMANIA

Pressen skrev om “En rejse i tyrefægtningens fodspor”

Futbolmania er en underholdende reportage med dybde og perspektiv til spillet på banen og fortæller samtidigt levende om det samfund og den kultur, der danner bagtæppe for fodbolden.

KASPER KLOCH

KASPER KLOCH er cand.mag. i spansk og antropologi og har arbejdet som freelance journalist. Han har boet i Spanien af flere omgange og har fulgt spansk fodbold på nærmeste hold i mange år. Han debuterede som forfatter i 2010 med den anmelderroste »En rejse i tyrefægtningens fodspor«.

Kasper Kloch tager i Futbolmania på et begivenhedsrigt roadtrip gennem en af verdens mest fascinerende, konfliktfyldte og lidenskabelige fodboldkulturer. Rejsen bringer ham vidt omkring i det spanske fodboldlandskab. Fra de hårde drenge i Baskerlandet til de feterede stjerner i Real Madrid. Fra FC Barcelonas totalfodbold til Rayo Vallecanos revolutionsfodbold. Undervejs fortælles også historien om det spanske landshold, som har erstattet et kronisk tabersyndrom med sprudlende vindermentalitet og for en stund samlet det spanske folk i en fælles stolthed.

20 mm

– Luna Christofi

★★★★★ – Fyens Stiftstidende »… brænder igennem på hver eneste side.« – Information

lig, at den er blændende skrevet.« ★★★★★ – Nordjyske

!"#$%&'()*(+%',&-*)..///0

BELGRANO

9 788792 596840

BELGRANO

»Udover den solide dosis viden og fakta, bogen er pakket med, er det bedste egent-

BELGRANO

12301300///00-45


KASPER KLOCH

FUTBOLMANIA S PA N S K F O D B O L D I S O L O G S K Y G G E

med fotos af Thomas Vilhelm

FORLAGET BELGRANO

!!!"#$

"%&'%&((!!!(")*'


INDHOLD

INDLEDNING

9

KAPITEL 1

LA ROJA SLÅR IGEN

15

Efter ni årtier med stribevis af fiaskoer har det spanske landshold brudt forbandelsen og er endelig begyndt at vinde. Landsholdets succes har for en stund forenet det splittede land i en fælles national begejstring. KAPITEL 2

Futbolmania – spansk fodbold i sol og skygge © Kasper Kloch og Forlaget Belgrano 2011 Omslag: Rasmus Holm Fotos: Thomas Vilhelm Appendiks: Peter Tranum Baumann

BASKERLANDETS HÅRDE HALSE

35

Athletic Bilbaos filosofi om kun at bruge spillere af baskisk oprindelse er enestående i moderne fodbold og til stadighed en symbolsk krigserklæring til centralregeringen i Madrid.

Forsidefotos: Thomas Vilhelm, Action Images/Scanpix og Jamie McDonald/Getty Images Sport/Getty Images Grafisk tilrettelægning: Jan Birkefeldt Bogen er sat med Scala og Stone 1. udgave, 1. oplag Tryk: Clemenstrykkeriet Printed in Denmark ISBN 978-87-92596-84-0 Alle rettigheder forbeholdes

KAPITEL 3

RIGET I MIDTEN

59

Madrid er Spaniens geografiske centrum og hjemby for legendariske Real Madrid. Succes er ikke et ydmygt ønske i Real Madrid, ikke en euforisk undtagelse. Succes er et krav, og den skal opnås for enhver pris.

Forlaget Belgrano www.belgrano.dk

5

!!!*#+

"%&'%&((!!!(")*'


KAPITEL 4

UN COLOR ESPECIAL

87

Sevilla er svøbt i solskin og andalusisk romantik, men på fodboldfronten er byen skåret midt igennem af den hadefulde rivalisering mellem Betis og Sevilla. KAPITEL 5

STORBYENS SIDSTE STAMME

107

En slidt arbejderforstad til Madrid er hjemsted for Rayo Vallecano, Spaniens mest venstreorienterede klub, hvor revolutionsromantikken udleves på tribunerne. KAPITEL 6

MIRAKLET I CASTELLÓN

127

Et ambitiøst fodboldprojekt har bragt en ukendt soveby på Middelhavskysten fra sekundarækkerne til Champions League. Villarreal er spansk fodbolds mest bemærkelsesværdige højdespringer.

bagtæppe af nationalistisk ideologi har det catalanske storhold de seneste år sat nye standarder for æstetisk fodbold. KAPITEL 9

VARM LUFT OVER VALENCIA

185

Valencia har i nyere tid været den største trussel mod Real Madrids og FC Barcelonas dominans i spansk fodbold. Nu har en gigantisk gæld og en træner med nye ideer ændret klubbens selvforståelse. KAPITEL 10

SHEIKEN PÅ COSTA DEL SOL

203

En arabisk milliardær har investeret massivt i Málaga CF med ambitionen om at skabe et europæisk storhold. På tribunerne sidder tusindvis af tilflyttere fra Nordeuropa og hepper på den klub, de med tiden har gjort til deres egen.

FAKTA OM SPANSK FODBOLD

221

KAPITEL 7

MARTYRERNES KLUB

143

De rød- og hvidstribede fra Atlético Madrid står hjælpeløst i skyggen af giganterne fra Real Madrid, men deres fans bakker trods kroniske nedture op om klubben med blind og ukuelig lidenskab. KAPITEL 8

I GUARDIOLAS KONGERIGE

161

FC Barcelonas virtuose teknikere gør modstanderne rundtossede og vinder hver dag nye tilhængere over hele verden. På et 6

!!!,#-

7

"%&'%&((!!!(")*'


///05607

58318300///05-41


KAPITEL 2

BASKERLANDETS HÅRDE HALSE

Der var spillet 56 minutter af kampen mellem FC Barcelona og Athletic Bilbao, og stillingen var 3-0 til catalanerne. Barças argentinske stjerne Diego Maradona opfangede en løs bold midt på banen. En enkelt berøring og et temposkift med retning mod sidelinjen. Det blev det sidste, Maradona kom til at opleve af den kamp. Bagfra kom Athletic Bilbaos forsvarsspiller Andoni Goikoetxea stormende. Med bolden langt uden for rækkevidde kastede han sig gennem luften med knopperne forrest. Goikoetxeas venstre støvle ramte Maradonas ankel med så stor voldsomhed, at knækket kunne høres langt oppe på Camp Nous tribuner. Der bredte sig en chokeret tavshed over stadion. Alle stirrede med ængstelse på den argentinske boldkunstner, der vred sig i smerte nede på græsset. Goikoetxea luntede tilbage til Athletics forsvarsrækker et gult kort rigere, mens Maradona blev båret fra banen med en brækket ankel. Lægerne såede bagefter tvivl om, hvorvidt han nogensinde ville kunne spille fodbold igen. Det var ikke for ingenting, at Goikoetxea vandt sit tilnavn Slagteren fra Bilbao. Hans tackling på Maradona i 1983 er et af de grimmeste overfald nogensinde set på en fodboldbane i Spa34

!!!*()*+

35

#$%&$%""!!!"#'(&


FUTBOLMANIA

nien, og det var ikke første gang, den baskiske forsvarer havde sendt en modspiller på hospitalet. To sæsoner forinden havde han nedlagt Maradonas holdkammerat Bernd Schuster så voldsomt, at den tyske midtbanemand først kunne spille fodbold igen ni måneder senere. Udråbt til skurk i det meste af Spanien, men en helteskikkelse hjemme i Baskerlandet. For Athletic Bilbaos fans var Goikoetxea en rigtig basker med fightervilje, fysisk styrke og krigerinstinkt. En mand, der var villig til at give alt for holdet – og dermed for det baskiske folk. Oppe i de tågede, regnfulde bjergegne højt mod nord ligger Baskerlandet som en lille enklave af isolerede dale, små landsbyer og træklædte skrænter. Her taler en del af befolkningen euskera, et gådefuldt sprog uden forbindelse til noget andet moderne sprog. Lingvister har forgæves forsøgt at fastslå sprogets rødder, og på tilsvarende vis har antropologer forsøgt at forklare den ekstra knogle, der tilsyneladende befinder sig i baskernes kraniestruktur. De politiske grupper, der kæmper for baskisk uafhængighed af Spanien ynder, at fremhæve disse forskelle som beviser på, at baskerne udgør et selvstændigt folk med krav på en selvstændig stat. Regnen siler stille, og disen hænger over de træklædte bjergsider, da jeg ankommer til Baskerlandet med tog fra Madrid. Jeg passerer gennem mørke tunneller og grønne dale, hvor flokke af geder, får og køer græsser fredeligt på de græsklædte skråninger. Fra togvinduet ser jeg dybt nede i en dal et lille stenhus med røg fra skorstenen, som stod en gammel mand og rørte i sit troldebryg. De Tolkien-agtige bjerglandskaber opløses i postindustriel modernitet, da toget tøffer ind i Bilbaos randområder. Bilbao er den største by i Baskerlandet og huser med alle for36

!!!*,)*-

BASKERLANDETS HÅRDE HALSE

stæder og de tilstødende industriområder næsten halvdelen af regionens to millioner indbyggere. Den gamle industriby, der gennemskæres af saltvandsfloden Nervión, har de sidste tyve år udviklet sig til en attraktiv turistdestination med Frank Gehrys Guggenheim-museum som det store trækplaster. Bilbao er også hjemby for Athletic Bilbao, en af de mest besynderlige klubber i den moderne fodboldverden. Klubben hylder et særegent princip om, at kun baskiske eller hjemmedyrkede spillere kan optræde i den rød- og hvidstribede trøje. En klub, der har højere idealer end økonomi og sejre, er et særsyn i den moderne fodboldverden. Hvilken anden klub kunne drømme om kun at benytte spillere fra et afgrænset geografisk område, når hele verdens fodboldben er til rådighed? Hvilken anden klub kunne drømme om at gøre stamtavle, genetik og lokalforankring til kriterium for, om en spiller har lov til at iføre sig klubdragten? Det mest opsigtsvækkende ved det hele er, at det er lykkedes El Athletic at holde sig i La Primera Division uafbrudt siden ligaens indførelse i 1929. Otte ligatitler og 24 pokaltriumfer gør samtidig Athletic Bilbao til alle tiders tredjemest vindende klub i Spanien efter Real Madrid og FC Barcelona, når man gør det op i vundne trofæer. Historien taler om et storhold, men der er efterhånden blevet langt mellem triumferne for det baskiske flagskib. Det er 27 år siden, Athletic sidst har vundet en titel. Det var i 1984, da Athletic med Andoni Goikoetxea i forsvaret vandt både ligaen og pokalturneringen. Dengang måtte de spanske hold kun have to udlændinge på holdet, og det var lettere for Athletic Bilbao at konkurrere udelukkende med spillere hentet i eget opland. Siden er der løbet meget vand gennem Nervión-floden. Bosman-dommen fra 1995, der åbnede for et 37

#$%&$%""!!!"#'(&


FUTBOLMANIA

ubegrænset antal udlændinge, har oversvømmet de spanske klubber med udenlandske spillere, og Athletic har haft sværere og sværere ved at stable et modsvar på benene. Da Baskerlandet samtidig har Spaniens laveste fødselsrate, er rekrutteringsgrundlaget blevet endnu mindre. Alligevel står klubbens principper ikke til diskussion. 85 procent af klubbens medlemmer er imod, at der bliver åbnet op for spanske eller udenlandske spillere. Traditionen hviler i Athletic lige så tungt som regnskyerne over Bilbao. I lobbyen på Hotel Hespería tæt ved Athletics hjemmebane San Mamés møder jeg Javier Irureta, der er sportschef i Athletic Bilbao. Den 63-årige Irureta er en velkendt herre i spansk fodbold med 13 sæsoner som spiller i La Primera – heraf fem år i Athletic Bilbao – og mere end 600 kampe som træner i den bedste række. I Athletic har han sagt ja til en tilbagetrukket post som sportschef i en klub et stykke fra den absolutte elite. Han er ikke bare kommet til Athletic, fordi de tilbød ham et job. Han er kommet, fordi han er basker, og fordi Athletic repræsenterer noget dybere og sandere, end han har kunnet finde i andre klubber. »Athletic er en klub, der har bevaret en mystik og en respekt for traditionen«, fortæller Irureta og fastholder mit blik, som var han i gang med at indvie mig i de allerhelligste skrifter. »Athletic repræsenterer en særlig baskisk forståelse af verden. Klubben er et symbol på et folk, som holder sammen.« Vores samtale skulle egentlig have handlet om Iruretas arbejde med de unge i klubbens fodboldakademi Lezama, men Irureta insisterer på at lede mig videre ned ad det spor, der handler om klubbens identitet. Og at det er et dødsensalvorligt emne, får jeg bekræftet, da jeg et stykke inde i vores samtale ved 38

!!!*.)*$

BASKERLANDETS HÅRDE HALSE

en fejl kommer til at kalde klubben for El Bilbao og ikke, som det sig hør og bør, El Athletic. Irureta ser bestyrtet på mig og griber min arm. »Det må du aldrig kalde den. Jeg tilgiver dig, fordi du er udlænding, og jeg har forståelse for det. Men hvis du er sammen med fans af klubben, kan de blive meget vrede.« Det synes som en lille detalje, men i detaljen ligger forskellen. Athletic Bilbao er en klub, der lever af at skille sig ud fra resten. Det er en klub, der har sat principper og ideologi højere end jagten på triumfer. Athletic har konstrueret en fortælling om sig selv, der udfordrer både logik og fodboldverdenens »vinde for enhver pris«-tankegang. Det vigtigste er ikke at vinde. Det er heller ikke, hvordan holdet spiller. Det er, hvem der spiller. Filosofien står over længslen efter triumfer, og klubbens fans er som en menighed, der trofast accepterer den hellige skrift. Det er ikke tilfældigt, at klubbens fans refererer til hjemmebanen San Mamés som La catedral – Katedralen. For Irureta er det lige præcis dette spirituelle element, der har fået ham til at vende tilbage til Athletic Bilbao. Han har oplevet at stå på sejrens tinder som træner for Deportivo la Coruña fra 1998 til 2005, hvor han vandt et mesterskab, to andenpladser og en pokaltitel med stjerner som Rivaldo og Tristán i truppen. Alligevel er der ingen nostalgi at spore, når talen falder på den succesfulde tid i Deportivo la Coruña, der nærmest fremstår som antitesen til Athletic Bilbao. »I Deportivo havde jeg fire målmænd, som alle var udlændinge. Der blev talt alverdens sprog i omklædningsrummet, og der var kun et par enkelte galiciere i klubben. Ingen kendte landskabet, traditionerne, befolkningen. I Athletic kommer spillerne, fra de er små. De kender hinanden, har haft samme træ39

#$%&$%""!!!"#'(&


FUTBOLMANIA

nere, samme medspillere hele vejen igennem, de taler samme sprog. Det er denne kontinuitet og sammenhæng, jeg ønsker at opleve igen.« En stribe pensionerede Athletic-legender kommer under samtalen forbi vores sofahjørne for at hilse på og udveksle et par ord med sportschefen. Irureta forklarer mig hver gang med tydelig stolthed, hvem de er, og hvilken rolle de har spillet for klubben. Han smiler det meste af samtalen, og han er i det hele taget forbløffende venlig af en mand at være, der er berygtet for sit vrisne og utilnærmelige væsen. Måske er det Athletic Bilbao, der har fungeret som balsam. Irureta ligner en mand, der er kommet hjem. »Vi er bare to millioner mennesker, og alligevel har vi altid været med i den bedste fodboldrække. Det er vi stolte af, og det styrker forestillingen om, at vi er et samlet folk. Baskiske spillere er ydmyge og loyale, rigtige holdspillere. De er ikke bare loyale mod gruppen, men mod hele det baskiske folk. Derfor skal vi heller ikke rundt i verden og hente spillere. Det er vigtigt at holde fast i kontakten til folket og respektere traditionen. Ellers risikerer vi, at mysteriet går tabt.« Irureta taler, som var han trådt ud af en anden tid. Athletics filosofi er et besynderligt sammensurium af nationalisme, konservatisme, lokalpatriotisme og etnoromantik. Det hele omsluttet af denne semireligiøse følelse. Tager man de romantiske briller på, repræsenterer Athletic Bilbao en fortælling om idealisme og lokalfællesskab og en søgen tilbage til rødderne. Men der er en anden og mørkere side af Athletic Bilbao. Skraber man lidt i overfladen af den eksotiske klubfilosofi, ser man konturerne af den baskiske nationalisme. Og i skyggen af den, den baskiske terrorbevægelse ETA. 40

!!!(&)("

BASKERLANDETS HÅRDE HALSE

Den selvstyrende region Baskerlandet, País Vasco eller på baskisk Euskadi, består af tre provinser: Guipuzcoa, Alava og Vizcaya. Baskiske nationalister vil fortælle dig, at også den spanske naboregion Navarra og tre provinser i det sydvestlige Frankrig er en del af det »historiske baskerland«, Euskal Herria. Baskiske skolebørn lærer i dag, at Euskal Herria er deres sande hjemland, og den baskiske nationalismes ultimative drøm er at etablere en uafhængig stat, der dækker hele dette område. ETAs kamp for baskisk uafhængighed af Spanien har kostet over 800 mennesker livet siden deres første attentat i 1973. Nationalismen i Baskerlandet blev født af den politiske ideolog og filosof Sabino Arana, der grundlagde det baskiske nationalistparti PNV i slutningen af det 19. århundrede. Inspireret af tidens racetænkning og i ånden fra den romantiske nationalisme søsatte han ideen om det tabte baskiske hjemland. Han talte om det baskiske folks renhed og moralske overlegenhed og tordnede samtidig i utallige artikler og bøger mod de såkaldte maketos – indvandrere fra andre dele af Spanien. De kom til området i stort tal i takt med den begyndende industrialisering. Ifølge Aranas teorier ville disse nye indbyggere »forurene« det baskiske blod. Nationalismen fandt en frugtbar jord i den opblomstrende baskiske middelklasse, der fik forstærket både den kulturelle og økonomiske selvbevidsthed som følge af områdets industrielle boom. Bilbao var i starten af det 20. århundrede den rigeste by i Spanien, og de »gamle« indbyggere følte et behov for at sætte kulturel og ideologisk trumf på deres Wirtschaftswunder. Samtidig var der blandt landbefolkningen et stort rekrutteringsgrundlag for den spirende nationalisme blandt tilhængerne af el carlismo, en konservativ, stærkt katolsk, antiliberal bevægelse, der havde en af sine stærkeste bastioner i Baskerlandet. Carlisterne 41

#$%&$%""!!!"#'(&


FUTBOLMANIA

var ikke svære at overbevise om farerne ved indvandring, arbejderbevægelser og anslag mod traditionen. Organiseret omkring partiet PNV vandt den baskiske nationalisme stadig større tilslutning frem mod den spanske borgerkrig, der brød ud i 1936. Under Franco blev baskisk sprog og kultur systematisk holdt nede. De baskiske nationalister forsøgte at organisere sig i eksil, og i 1959 blev en gruppe utilfredse baskiske studenter enige om at tage kampen et skridt videre. De grundlagde ETA. I 1973 meldte ETA sig for alvor på den politiske bane, da de i en spektakulær aktion i Madrid bombedræbte Francos tronfølger Carrero Blanco. Aktionen banede vejen for kong Juan Carlos, der gik forrest i Spaniens overgang til demokrati. Det banede også vejen for en ny forfatning, La España de las autonomías, den mest decentrale statsmodel i det moderne Europa, hvor Baskerlandet fik udstrakt selvstyre. De yderligtgående baskiske nationalister var bare ikke tilfredse med at blive en region med selvstyre inden for rammerne af en spansk stat. De ville have det hjemland, Sabino Arana havde lovet dem næsten hundrede år forinden. Nu var tiden kommet. ETA tog kampen helt ud på de spanske gader, og bomber, likvideringer og kidnapninger blev en del af hverdagen i det unge spanske demokrati. Volden og frygten blev institutionaliseret, og de mere moderate nationalister i PNV formåede aldrig at tage entydig afstand fra ETAs væbnede kamp. Athletic Bilbao har til alle tider hentet sin ideologiske næring i samme brønd som den baskiske nationalisme. Begge dyrker en forestilling om, at det baskiske folk udgør en helt særlig race med et unikt sprog og blodlinjer, der kan spores flere tusinde år tilbage. Begge prædiker, at dette er en arv, som skal beskyttes mod udvanding og imperialistiske tiltag. 42

!!!(#)(*

BASKERLANDETS HÅRDE HALSE

Det er da heller ikke alle baskere, der er begejstret for Athletic Bilbaos sammenblanding af fodbold og politisk ideologi. Nogle dage inden min rejse til Bilbao møder jeg den baskiske politiker Josu Montalbán på en café i det centrale Madrid. Han har siddet i kongressen for socialdemokraterne PSOE de sidste fire år og har før det været lokalpolitiker i Bilbao i 30 år. Han har åbent kritiseret ETA og har måttet leve med livvagt, ligesom hovedparten af de baskiske politikere har gjort det i mange år. Han kender nationalismen på egen krop, og han har kun foragt til overs for Athletics filosofi, som han kalder »rendyrket raceideologi«. »Athletic er et redskab for de baskiske nationalister«, hævder Montalbán. »Det kan godt være, at klubben per definition er apolitisk, men den har i praksis lånt sig ud til en nationalistisk ideologi.« Ligesom FC Barcelona var Athletic Bilbao under Franco en ventil for nationalistiske følelser. San Mamés var et af de få steder, hvor man kunne indgå i et kulturelt-ideologisk fællesskab. Klubbens filosofi om kun at benytte baskiske spillere blev nidkært efterlevet, og klubben bevarede sin status som symbol på det baskiske folk. Allerede få måneder efter Francos død i 1975 bekendte klubben da også ideologisk kulør. I en ligakamp mod Real Sociedad bar de to holds anførere i fællesskab det baskiske flag Ikurriña på banen før kampstart. Flaget var stadig forbudt, og det var en politisk tilkendegivelse fra de to baskiske klubber, der ikke var til at tage fejl af. Athletics anfører var den legendariske målmand Iríbar, der tre år senere var med til at stifte ETAs politiske gren Herri Batasuna. Athletic Bilbao har altid haft vanskeligt ved at balancere mellem den »baskiske sag« og de demokratiske idealer. Siden Fran43

#$%&$%""!!!"#'(&


FUTBOLMANIA

cos død har det magtfulde baskiske nationalistparti sørget for at få valgt deres egne håndgangne mænd til præsidenter i klubben. På San Mamés er der aldrig blevet holdt et minuts stilhed, når ETAs aktioner har krævet dødsofre. Tribunerne på stadion er til gengæld ofte blevet benyttet som udstillingsvindue for nationalistiske budskaber – fra opbakning til forbudte partier til krav om løsladelse af politiske fanger. Fanger, som i resten af Spanien regnes som terrorister. Athletic Bilbao er uløseligt spundet ind i områdets blodige historie. »Nationalismen er en ideologi, der omslutter alting i Baskerlandet«, forklarer Montalbán. »Den er overalt. Nationalismen tager udgangspunkt i en bestemt forestilling om samfundet, et bestemt ideal om en patriot og selv i en idé om en bestemt type fodboldspiller. Ingen kan gøre sig fri.« Ifølge Montalbán praktiserer Athletic Bilbao på daglig basis den samme etniske sortering, der er fundamentet for den baskiske nationalisme. Fodboldklubben har i symbolsk forstand gennemført det, som den politiske virkelighed aldrig tillod, og som ETAs terrorisme heller ikke har opnået. En etnisk sortering på baggrund af, hvor »baskisk« man er, og San Mamés som et mikrokosmos af det idealiserede baskiske hjemland uden udenlandsk eller spansk forurening. I aften synes både bombesprængninger og terror meget langt væk. Der er fest i Bilbao, og byen er ved at koge over af forventning til lokalderbyet mod Real Sociedad fra nabobyen San Sebastián. Nationalistisk bannerfører eller ej, Athletic Bilbao er byens klub i dag, og der er en løssluppen stemning frem mod aftenens kamp. Gaderne omkring San Mamés bobler og syder i timerne frem mod kampstart. Athletic-fans i rød- og hvidstribede trøjer blander sig med mindre fraktioner af Sociedad-fans i 44

!!!(()(+

BASKERLANDETS HÅRDE HALSE

blåt og hvidt. Det støvregner, gaderne flyder med nedtrampede plastickrus, og der er en tæt, opløftet festivalagtig energi i luften. Det er det første lokalderby i tre år, efter at holdet fra San Sebastián har været en tur nede i anden division. I spansk fodbolds ungdom var Baskerlandet en magtfaktor og Athletic og Real Sociedad begge storhold. Med tiden voksede Athletic fra naboerne, og de nye arvefjender blev Real Madrid og FC Barcelona. I starten af 1980’erne havde baskisk fodbold en ny guldalder, og de to hold delte fire mesterskaber mellem sig. Real Sociedad i 1981 og 82, Athletic i 1983 og 84. Historien har budt på mange ondskabsfulde opgør mellem de to lokalrivaler, men i dag lader stemningen indtil videre til at være uden ondt blod. De to holds fans bevæger sig rundt mellem hinanden i menneskehavet i gaderne omkring stadion. Et ungt par står og kysser lidenskabeligt – han i Bilbao-trøje, hun i Sociedad-trøje – og det lader ikke til at provokere hverken den ene eller den anden gruppe. Rivaliseringen mellem Athletic Bilbao og Real Sociedad er en klassisk dyst mellem to nabobyer. Bilbao er den største by i Baskerlandet, og indbyggerne har ry for chulería – skrydende selvglæde. De opfatter da også dem fra San Sebastián som nogle provinsielle narrehatte. Dykker man lidt ned i materien, opdager man imidlertid modsætninger og stridspunkter mellem de to klubber, der stikker dybere end disse kulturelle stereotyper. Mange tilhængere af Athletic Bilbao har aldrig tilgivet, at Real Sociedad tillader udlændinge på holdet – det betragtes som et svigt mod den baskiske sag. Real Sociedad benyttede tidligere også kun baskiske spillere, men i deres optik var det Athletic selv, der tvang dem til at bryde med filosofien. Athletic har de sidste mange år støvsuget alle baskiske provinser for talenter og 45

#$%&$%""!!!"#'(&


FUTBOLMANIA

gjort det umuligt for en klub som Real Sociedad at opretholde en egenproduktion af lokale spillere. Oprindeligt var Athletic Bilbaos hold bygget op af spillere fra hjemprovinsen Vizcaya, men også det princip er de begyndt at slække på. For nylig stillede Athletic op uden en eneste spiller fra Vizcaya. For de gamle puritanere i Bilbao er manglen på lokale spillere en falliterklæring for en klub, der altid har sat lokalområdet først. For tilhængere af Real Sociedad er det ekstra benzin på rivaliseringens bål, at Bilbao-klubben pudser den baskiske glorie på deres bekostning. Jeg finder min plads bag målet på det nederste tribuneafsnit. San Mamés er lukket i hjørnerne og er et af den slags stadioner, der pumper energien fra tilskuerrækkerne ind på banen som en kæmpestor blæsebælg. Tilskuerne sidder så tæt på banen, at de nærmest kan række ud og røre ved spillerne, og oplevelsen på stadion er intens. Slagsangene runger ud over stadion kun afbrudt af dybe, rullende trommehvirvler. Det lyder som kampråb fra en hær af 40.000 fanatiske soldater. »Atleee-ti! Atleeee-ti.« Sidste stavelse kappes af som en udspændt buestreng, der slippes. Den megafoniske effekt er imponerende, og man forestiller sig, at et hvilket som helst hold må føle sig intimideret, når de gæster San Mamés. Real Sociedad bliver da også med det samme sat under pres af Athletic Bilbao, der blæser til angreb fra starten. De første par minutter afslører, hvilke dyder tilskuerne sætter højest. Et par hårde tacklinger og en bold, der bliver sendt langt frem mod modstandernes mål, udløser jubelbrøl, som var det udsøgte detaljer. Der er – ud over sproget og den usynlige ekstra knogle – andre 46

!!!(,)(-

BASKERLANDETS HÅRDE HALSE

særheder, der springer i øjnene, når man besøger Baskerlandet. Baskerne har en forkærlighed for rå udendørsaktiviteter og fysisk krævende sportsgrene af den slags, der kan skille mandfolkene fra slapsvansene. I denne del af Spanien arrangeres eksempelvis konkurrencer i at kløve brændeknuder og løfte tunge sten. Det kan næppe overraske, at der også på fodboldbanen er fundamentale forskelle mellem Baskerlandet og resten af Spanien. Den baskiske spillestil er tempofyldt og eksplosiv, og her handler det om at få bolden op til angriberne i en fart. På de baskiske hold er der ingen små teknikere, der skubber bolden rundt på midtbanen. Den klassiske baskiske angriber er en stor frygtindgydende type, der ikke lader til at tage sig af, om det er en fodbold eller en stor sten, der sejler ind mod ham fra fløjen. Han skal nok heade den i kassen. Som så meget andet heroppe er fodbold et anliggende for rigtige mandfolk. Det baskiske publikum vil se en herrefight, og de forventer, at spillerne giver smæk for skillingen i stedet for tossestreger som at trille rundt med bolden. Athletic banker høje bolde op til den langlemmede landsholdsspiller Llorente, der med sine 195 cm lever fuldt op til de baskiske fodboldidealer. Ved siden af ham spiller den skaldede Toquero, et fysisk pragteksemplar, der ser ud, som om han kan løbe solen sort. Min sidemand klapper begejstret, da han første gang er i boldkontakt. »Da han kom til klubben for tre år siden, havde han ingen teknik overhovedet«, forklarer han. »Men han har kæmpet sig til en fast plads på holdet, og vi elsker ham her i Bilbao.« Det med teknikken gælder tydeligvis stadig. Toqueros førsteberøringer løber konstant fra ham, men han får generobret de fleste til publikums store jubel. 47

#$%&$%""!!!"#'(&


FUTBOLMANIA

Den blot 18-årige hjemmedreng Muniaín scorer til 1-0 efter klumpspil i feltet, og kort efter øger Toquero til 2-0 på oplæg fra Llorente. San Mamés, La catedral, er i ekstase. Hele stadion står op på deres sæder og svinger med rød-hvide tørklæder. Trods en reducering fra Real er Bilbaos sejr aldrig for alvor i fare. 2-1 til byens helte, som har befæstet deres position som Baskerlandets stærkeste fodboldhold. Nok en gang. Vi forlader San Mamés, og festen fortsætter i de regnvåde gader. Tilbage på hotelværelset høres festen i gaderne som en summen bag vinduerne. Jeg finder en bog frem, som jeg har anskaffet mig tidligere på dagen. »Una cuestión de orgullo«. Et spørgsmål om stolthed. Det er historien om Athletic Bilbao fortalt gennem de 24 pokalfinaler, klubben har vundet fra 1902 til 1984. Jeg bladrer bogen igennem og kigger på billederne. Gamle, grynede fotografier fyldt med vidnesbyrd om en svunden tid. Jeg bliver suget ind i de fortællinger, der gemmer sig i billederne. De ældste fotografier fra starten af det 20. århundrede viser stolte, velkæmmede mænd med cykelstyrsoverskæg og stribede trøjer med snører i kraven. De første fodbolddyster blev udkæmpet i Bilbao så tidligt som i 1894, og i samtidens aviser kunne man læse om, hvordan Bilbao-borgerne om søndagen drog op til Nervión-flodens nordlige bredder for at se de britiske arbejdere spille foot-ball, som den nye sport blev kaldt i mangel af et spansk synonym. Baskiske studenter fra velhavende familier stiftede bekendtskab med sporten på studieophold i England, og de blev pionerer i udbredelsen af fodbolden i Spanien. Overleveringerne fortæller, at de britiske arbejdere vandt de første dyster mod de baskiske drenge, men med tiden blev niveauet hævet. Athletic Bilbao blev stiftet i 1901, og med et hold kun bestående 48

!!!(.)($

BASKERLANDETS HÅRDE HALSE

af baskere lykkedes det allerede samme år at besejre den rivaliserende Athletic FC, der havde seks briter på holdet. En institution var født. Det var imidlertid kun på spillersiden, at Athletic afsvor brugen af udlændinge. På trænersiden var der ingen begrænsninger, og Athletic har altid haft tradition for at hyre britiske trænere. En af dem var Billy Barnes, en splejset gentleman-type i skjorteærmer og med vandkæmmet hår, der på et af bogens fotografier poserer foran den nyopførte tribune på San Mamés i 1915. Barnes introducerede den direkte og offensive britiske spillestil, som siden skulle blive Athletics varemærke. Et panorama-billede viser San Mamés fra 1921 under finalen mellem Athletic og Real Madrid. Efter tidens standarder et enormt stadion og fyldt til randen med 10.000 tilskuere. Omkring stadion er der helt åbent land. Bilbao var stadig i gang med den massive urbane ekspansion, der med tiden skulle smelte byer, landsbyer og havnearealer sammen til dagens Gran Bilbao, med knap en million indbyggere. Jeg bladrer en side frem, og en uhyggelig mand stirrer tilbage på mig. Forsvarslegenden José María Belausteguigoitia, Belauste. Ikke en mand, man ville have lyst til at møde en mørk aften i Bilbaos randområder. En gruopvækkende kæmpe med lange shorts trukket højt op på maven, gazebind om knæet, lange gorillaarme og et sammenbidt ansigtsudtryk. Athletic Bilbaos rygrad gennem tolv sæsoner og med til at vinde seks pokalfinaler. En ægte baskisk fodboldkriger og en militant baskisk nationalist, der måtte gå i eksil to gange. Lidt længere fremme i bogen støder jeg på et fotografi af en af Belaustes holdkammerater, en klejn og hulbrystet type med uregelmæssige ansigtstræk, flyveører og gavtyvesmil. Rafael Moreno Aranzadi, Pichichi. Et geni med en fodbold og en af 49

#$%&$%""!!!"#'(&


FUTBOLMANIA

de største fodboldlegender i Spanien. Pichichi døde af et tyfusanfald som bare 29-årig i 1922, men mindet om ham lever videre i Spanien. Topscorerprisen i den spanske liga kaldes »El trofeo Pichichi«, og det er den dag i dag tradition, at modstanderholdet lægger blomster ved busten af Pichichi, når de gæster San Mamés. Samme år som Pichichi døde, dukkede den excentriske brite Fred Pentland op i Athletic Bilbao. I bogen poserer han med bowlerhat, ulasteligt jakkesæt og et tyndt overskæg, og han stirrer ind i kameraet med tydelig galskab i blikket. Pentland var træner i Athletic i 1920’erne, og hans revolutionerende ideer om pasningsspil og boldbesiddelse regnes af mange som forløberen for den moderne spanske fodboldstil. Athletic praktiserede med stor succes stilen under Pentland, men da han forlod klubben, vendte de tilbage til de lange bolde. Jeg bladrer gennem hele den fascinerende klubhistorie, og en uendelig stribe baskiske fodboldkoryfæer passerer på siderne, inden trætheden overmander mig, og jeg lægger bogen fra mig på natbordet. Jeg falder i en urolig søvn og drømmer om fodboldkæmper og jernminer og tågebanker i Biscayen. Bilbao ligger roligt og afklaret hen i det tidlige morgenlys, da jeg kommer ud på gaden næste morgen. Jeg går en tur rundt om stadion. Uden folkelivet fra i aftes ser det afsjælet ud og er en underlig kontrast til al den følelsesintensitet, jeg oplevede i går. På kampdage lever og vibrerer Athletic Bilbao i byens puls, og klubben kan mobilisere en imponerende opbakning fra sine fans. Men samtidig står det også klart, at Athletic ikke er, hvad de har været. I gamle dage rivaliserede de med Barça og Real Madrid. I dag rivaliserer de mest med sig selv. Bogen, jeg læste i nat, fortæller om et storhold med en imponerende historie, men 50

!!!+&)+"

BASKERLANDETS HÅRDE HALSE

det er 27 år siden, de sidst har vundet en titel. Er tiden løbet fra Athletic Bilbao og deres særprægede filosofi? Jeg beslutter mig for at opsøge bogens forfatter Jon Agiriano for at få et svar. Jeg mødes med Agiriano samme eftermiddag på en udendørs café i Bilbaos historiske bydel. Vi får pintxos og zuritos – baskiske tapas og fadøl serveret i små lave glas. Lydtæppet suppleres af et lokalt hornorkester, der marcherer rundt i gaderne. Agiriano taler med en mørk stemme, hurtigt og med høj informationstæthed. Han har mange ting på hjerte. Han har været lidenskabelig fan af Athletic, siden han i 1971, bare syv år gammel, var på San Mamés for første gang. Han var en ung mand, da klubben havde sin seneste storhedstid i starten af 80’erne, og han har tilbragt det meste af sit voksne liv med at se Athletic tabe. Agiriano tilhører den minoritet i klubben, der agiterer for at bløde op på la filosofía for at bringe Athletic tilbage i en hovedrolle. »Vi har en forpligtelse over for de næste generationer. Athletic skal være i stand til at konkurrere, og det er vi ikke, så længe vi ikke gør noget aktivt for at tiltrække spillere. Basen skal stadig være den samme. Men hvorfor ikke sende nogle spejdere ud i verden og få øje på nogle drenge, der så kan blive skolet i la cantera? Være lidt mere opsøgende i stedet for bare at sidde og vente på, at folk kommer til os.« Agiriano nævner eksemplet med Barça-stjernen Andrés Iniesta. Som 12-årig fik han en invitation fra FC Barcelonas ungdomsakademi La Masía, og hele familien blev hentet fra landsbyen i Albacete til Barcelona. I Athletic gør man ikke den slags. Hvis familien var kommet af egen fri vilje, så havde Iniesta været velkommen i klubben, men man opsøger dem ikke selv. Det er denne mangel på handlekraft, der får blodårerne i Agirianos hals til at dunke i arrigskab. Det er for ham så indlysende nødvendigt, 51

#$%&$%""!!!"#'(&


FUTBOLMANIA

men klubben vil ikke tage det skridt at starte en egentlig import af unge talenter til området. »Hvis det så bare havde været for at honorere klubbens principper, så kunne jeg til nød forstå det«, raser Agiriano. »Men la filosofía er i forvejen så gennemhullet og inkonsekvent, at det snart kan være lige meget. Det er mest af alt bare dumt.« Går man Athletics spillerpolitik efter i sømmene, afslører der sig da også nogle absurde historier. Agiriano fortæller om spillere med portugisiske navne og baskiske aner fire generationer tilbage, der pludselig er baskiske nok og hentes til klubben. Om de tre spillere fra naboregionen La Rioja, der er blevet indlemmet i Athletics trup, uden at nogen har reageret. Samtidig har der været adskillige eksempler på spillere, der har haft baskiske rødder eller er vokset op i Baskerlandet, men alligevel er blevet afvist i klubben med argumentet om, at de ikke er baskiske nok. »Problemet er, at princippet ikke følger nogen nedskrevne vedtægter. Det gældende princip siger, at man skal være født i Baskerlandet eller skolet i en baskisk klub. Men det har altid været et spørgsmål om fortolkning, hvornår man er baskisk nok til at spille for Athletic Bilbao. I praksis har det ført til en bizar og inkonsekvent kurs, som ingen længere kan gennemskue.« For Agiriano er tiden kommet til at handle – konsekvent, målrettet og systematisk. Droppe alle de hykleriske fiksfakserier og få etableret det, han kalder en cantera global, hvor spillere kan hentes ind i ungdomsårene og skoles efter klubbens idealer. Klubben har et kæmpe potentiale med en af de mest trofaste fangrupper i Spanien. Til pokalfinalen i 2009 mellem Athletic og FC Barcelona var der eksempelvis 60.000 baskere på Bernabéu mod blot 25.000 fra Barça. 52

!!!+#)+*

BASKERLANDETS HÅRDE HALSE

»Athletic Bilbao er ikke født til at være et midterhold. Vi er født til at være i toppen. Vi har altid stræbt højere. Det er et alvorligt paradoks. Klubben er kæmpestor, men holdet meget lille.« En ny runde zuritos og pintxos ankommer til bordet. Vi lader nutiden ligge, og jeg spørger ind til Athletics succeshold fra starten af 1980’erne, der vandt to mesterskaber i træk. Der kommer lys i Agirianos øjne. Et vidunder af et fodboldhold, lader han mig forstå. Et hidsigt angribende, fysisk stærkt mandskab, der blæste modstanderne omkuld. Det er sådan et hold, han drømmer om igen vil løbe ind på San Mamés og bringe Athletic tilbage til toppen af spansk fodbold. Athletic Bilbaos 1980’er-hold var ikke for sarte sjæle, og der blev både tacklet og uddelt øretæver, når de baskiske helte forsvarede klubbens farver på fodboldbanen. Agiriano husker tydeligt de ondsindede opgør mellem Athletic og FC Barcelona i starten af 1980’erne, men han mener, at de to parter var lige gode om det. Han var selv til stede på Camp Nou den dag, Andoni Goikoetxea nedlagde Maradona, og har ikke meget til overs for den efterfølgende dæmonisering. Han mener, at den baskiske forsvarer er blevet uretfærdigt dømt af eftertiden. »Goikoetxea var en fantastisk forsvarsspiller«, slår han fast. »Alt det med »slagteren« er ondsindet propaganda. Goiko var en kontant spiller, men aldrig brutal. Han var bare uheldig at komme til at skade verdens bedste fodboldspiller.« Athletic Bilbaos mest succesfulde år i nyere tid faldt på paradoksal vis sammen med opblusningen af ETAs væbnede kamp i starten af 1980’erne. Athletics spillestil var fysisk, direkte og intimiderende over for fysisk underlegne modstandere. Samme år, som Goikoetxea slagtede Maradona, dræbte ETA 49 men53

#$%&$%""!!!"#'(&


FUTBOLMANIA

nesker i Spanien. For datidens spanske samfund var det let at drage paralleller mellem begivenhederne på fodboldbanen og den politiske virkelighed. Mange år efter den dramatiske kamp på Camp Nou blev Goikoetxea interviewet i sit hjem i Cantabrien. Goikoetxea fortæller i interviewet om sin karrieres op- og nedture, og han viser journalisten sine mange pokaler og medaljer, som han opbevarer i et skab. Han viser ham også en fornem glasmontre, der indeholder et par fodboldstøvler. Det var dem, han bar den 26. september 1983. Den dag, han skadede Maradona og vandt sit tilnavn Slagteren fra Bilbao. Athletic Bilbao stadig en af de mest usædvanlige og gådefulde klubber i den moderne fodboldverden. Nationalistisk feberdrøm, bannerfører for antiglobalisering eller bare et særligt folkefærd med en særlig måde at forstå fodboldspillet. Athletic Bilbao er det hele og lidt af hvert. Det afhænger af øjnene, der ser.

54

!!!+()++

55

#$%&$%""!!!"#'(&


///0296028

58318300///05-41


///0956097

58318300///05-41

Futbolmania  

Kasper Kloch tager i Futbolmania læseren med på et begivenhedsrigt roadtrip gennem en af verdens mest fascinerende, konfliktfyldte og lidens...