Flugten fra Camp 14

LÆSEPRØVE

Blaine Harden

Flugten fra Camp 14 Én mands utrolige rejse fra Nordkorea til friheden i Vesten

på dansk ved birger petterson

Kristeligt Dagblads Forlag

3. korrektur side 3 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315

havde aldri g h ørt ordet »kærli ghe d «

introduktion

Havde aldrig hørt ordet »kærlighed«

Ni år efter at Shins mor var blevet hængt, vred han sig gennem et elektrisk hegn og løb af sted gennem sneen. Det var den 2. januar 2005. Før da var det ikke lykkedes nogen, der var født i en nordkoreansk lejr for politiske fanger, at undslippe. Så vidt vides, er Shin stadig den eneste, der har gjort det.

Han var treogtyve år gammel og kendte ikke nogen uden for hegnet.

I løbet af en måned lykkedes det ham at tilbagelægge strækningen til Kina til fods. To år senere var han i Sydkorea. Fire år senere boede han i Sydcalifornien og var seniorambassadør for Liberty in North Korea (LiNK), en amerikansk menneskerettighedsgruppe.

I Californien cyklede han til arbejde, fulgte Cleveland Indians (på grund af deres sydkoreanske batter, Shin-Soo Choo) og spiste flere gange om ugen i In-N-Out Burger, som han mente havde verdens bedste burger.

Hans navn er nu Shin Dong-hyuk.1 Han ændrede det efter at være kommet til Sydkorea i et forsøg på at genopfinde sig selv som et frit menneske. Han er en flot mand med et hurtigt, vagtsomt blik. En tandlæge i Los Angeles har udbedret hans 15

3. korrektur side 15 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315

f lu g te n f ra ca mp 1 4

tænder, som han ikke havde mulighed for at børste i lejren.

Overordnet er han i god fysisk form. Alligevel viser hans krop tydelige tegn på strabadserne ved at vokse op i en arbejdslejr, som den nordkoreanske regering påstår ikke eksisterer.

På grund af fejlernæring er han hæmmet i væksten; han er spinkel og ikke ret høj – 165 cm og omkring 55 kg. Hans arme er krumme på grund af børnearbejde. Nederste del af ryggen og balderne er arrede, hvor fangevogterne har brændt ham. Huden over hans skamben har et ar efter den krog, som blev brugt til at holde ham ind over ilden. Hans ankler er arrede efter lænkerne, som han blev ophængt i med hovedet nedad i isolationscellen. Den midterste finger på højre hånd blev hugget af ved første kno som straf for, at han havde tabt en symaskine på gulvet i en af lejrens klædefabrikker. Fra ankel til knæ er begge skinneben skamferede og arrede af det elektriske pigtrådshegn, som ikke formåede at holde ham inde i Camp 14.

Shin er på alder med Kim Jong Un, den pluskæbede tredje søn af Kim Jong Il, som blev ny leder efter sin fars død i 2011. De er jævnaldrende, men personificerer de diametrale modsætninger i Nordkorea: privilegier og afsavn. Landet er efter sigende et klasseløst samfund, men afstamning og blodsbeslægtethed er imidlertid altafgørende.

Kim Jong Un blev født som kommunistisk fyrste og voksede op bag paladsets mure. Han blev uddannet under et falsk navn i Svejts og vendte tilbage til Nordkorea for at studere på et eliteuniversitet opkaldt efter hans bedstefar. På grund 16

3. korrektur side 16 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315

havde aldri g h ørt ordet »kærli ghe d «

af sin herkomst er han hævet over loven. For ham er alting muligt. I 2010 blev han udnævnt til firestjernet general i den koreanske folkehær trods total mangel på militær felterfaring.

Et år senere, efter faderens død af et pludseligt hjerteanfald, beskrev statsmedierne i Nordkorea ham som »endnu en leder sendt fra himlen«. Imidlertid kan han blive tvunget til at dele sin diktatormagt med slægtninge og militære ledere.

Shin blev født som slave og voksede op bag et elektrisk pigtrådshegn. I en skole i lejren lærte han lige akkurat at læse og regne. Da hans blod var besmittet af hans onklers formodede forbrydelser, levede han under loven. For ham var intet muligt. Den løbebane, staten havde tiltænkt ham, bestod i hårdt arbejde og en tidlig død som følge af sygdomme forårsaget af kronisk sult – alt sammen uden anklage, uden rettergang, uden appelmulighed og i dybeste hemmelighed.

I historier om overlevende fra koncentrationslejrene er der et konventionelt fortællemønster. Sikkerhedspolitiet bortfører hovedpersonen fra en kærlig familie og et trygt hjem. For at overleve opgiver han alle moralske principper, undertrykker sine følelser over for andre mennesker og ophører med at være et civiliseret menneske.

I den måske berømteste af disse historier, Natten af nobelprisvinderen Elie Wiesel, forklarer den trettenårige sin pine ved at fortælle om det normale liv, han levede, før han og hans familie blev stuvet sammen på et tog med kurs mod nazisternes dødslejre. Wiesel studerede Talmud hver dag.

17

3. korrektur side 17 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315

f lu g te n f ra ca mp 1 4

Hans far var indehaver af en forretning og følte ansvar for deres landsby i Rumænien. Hans bedstefar kom altid og fejrede de jødiske helligdage sammen med dem. Men efter at hele drengens familie var gået til grunde i lejrene, stod Wiesel tilbage »alene, frygtelig alene i en verden uden Gud, uden menneskelighed. Uden kærlighed og barmhjertighed«.

Shins historie om overlevelse er anderledes.

Hans mor slog ham, og han så hende som en konkurrent til maden. Hans far, som vagterne kun gav lov til at tilbringe fem nætter om året sammen med hans mor, ignorerede ham.

Hans bror var en fremmed. De andre børn i lejren kunne han ikke stole på. Før Shin lærte noget som helst andet, lærte han at overleve ved at angive dem alle sammen.

Kærlighed og barmhjertighed og familie var ord uden mening. Gud hverken forsvandt eller døde. Shin havde aldrig hørt om ham.

I forordet til Natten skrev Wiesel, at et ungt menneskes viden om død og ondskab »skulle være begrænset til, hvad det mødte i litteraturen«.

I Camp 14 vidste Shin ikke, at der var noget, der hed litteratur. Han så kun én bog i lejren, en koreansk grammatik, i hænderne på en lærer, der var iført en vagtuniform, havde en revolver i bæltet og tævede en af hans klassekammerater til døde med en pegepind.

I modsætning til dem, der havde overlevet en koncentrationslejr, var Shin ikke blevet revet bort fra et civiliseret liv og tvunget til at stige ned i helvede. Han var født der og var 18

3. korrektur side 18 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315

havde aldri g h ørt ordet »kærli ghe d «

opvokset der. Han accepterede dets værdier. Han kaldte det hjem.

Nordkoreas arbejdslejre har nu eksisteret dobbelt så længe som det sovjetiske Gulag og omkring tolv gange længere end de nazistiske koncentrationslejre. Der er ingen tvivl om, hvor disse lejre befinder sig. Satellitfotos i høj opløsning, som alle med internetadgang kan se på Google Earth, viser enorme indhegnede compounds, der breder sig over de vilde, forrevne bjerge i Nordkorea.

Den sydkoreanske regering skønner, at der er omkring 154.000 fanger i lejrene, mens det amerikanske udenrigsministerium og adskillige menneskerettighedsgrupper har sat tallet så højt som 200.000. Efter i et årti at have gransket satellitbilleder af lejrene bemærkede Amnesty International nye bygninger inden for lejrene i 2011 og blev bekymrede for, om det betød, at antallet af indsatte steg – måske for at hindre eventuel uro, når magten begyndte at overgå fra Kim Jong Il til hans unge og uerfarne søn.2 Ifølge det sydkoreanske efterretningsvæsen og menneskerettighedsgrupper er der seks lejre. Den største er 50 km lang og 40 km bred, et område, der er større end Los Angeles. De fleste af lejrene er omgivet af elektriske pigtrådshegn og vagttårne og patruljeres af bevæbnede vagter. To af dem, nummer 15 og 18, har genuddannelseszoner, hvor heldige indsatte modtager specialundervisning i Kim Jong Ils og Kim Il Sungs lære. Hvis fangerne lærer nok af disses lære udenad 19

3. korrektur side 19 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315

f lu g te n f ra ca mp 1 4

og overbeviser vagterne om, at de er loyale, kan de løslades, men resten af livet bliver de overvåget af statens sikkerhedstjeneste.

De øvrige lejre er »distrikter med fuldstændig kontrol«, hvor de fanger, som kaldes »uforbederlige«,3 arbejder sig til døde.

Shins lejr, nummer 14, er et »distrikt med fuldstændig kontrol«. Den har ry for at være den værste af dem alle sammen på grund af de overordentlig brutale arbejdsforhold, vagternes nidkærhed og statens nådesløse syn på forbrydelserne begået af de indsatte, hvoraf mange er embedsmænd, der er blevet udrenset fra det herskende parti, administrationen og militæret – og sammen med dem deres familier. Camp 14 blev anlagt i 1959 i det centrale Nordkorea – i Kaechon, Sydpyongan-provinsen – og anslås at rumme 15.000 fanger.

Den er omkring 48 km lang og 24 km bred og har landbrug, miner og fabrikker i dale omgivet af stejle bjerge.

Selv om Shin er den eneste født i en arbejdslejr, som er undsluppet og derfor kan fortælle sin historie, er der i hvert fald 26 andre øjenvidner fra arbejdslejrene, som nu befinder sig i den frie verden.4 De omfatter mindst 15 nordkoreanere, som var indsat i Camp 15’s opdragelsesdistrikt; de fik deres frihed og dukkede senere op i Sydkorea. Tidligere vagter fra andre lejre har også fundet vej til Sydkorea. Kim Yong, en tidligere nordkoreansk oberstløjtnant fra en privilegeret baggrund i Pyongyang, tilbragte seks år i to lejre, før han flygtede i et kultog.

20

3. korrektur side 20 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315

havde aldri g h ørt ordet »kærli ghe d «

Et koncentrat af deres beretninger, som den koreanske advokatsammenslutning i Seoul har lavet, giver et detaljeret billede af dagliglivet i lejrene. Hvert år henretter man offentligt nogle få fanger. Andre bliver tævet til døde eller myrdet i det skjulte af vagterne, som har næsten frie hænder til at mishandle og voldtage fangerne. De fleste fanger arbejder i markerne, i kulminerne, syr militæruniformer eller laver cement – mens de lever på et eksistensminimum af majs, kål og salt. De mister tænderne, gummerne bliver sorte, knoglerne svækkes, og i 40-årsalderen begynder de at gå foroverbøjet.

De får et sæt arbejdstøj en eller to gange om året, sover ofte i deres beskidte pjalter, må klare sig uden sæbe, sokker, handsker, undertøj og toiletpapir. Arbejdsdagen er på 12-15 timer, indtil fangerne dør – sædvanligvis af sygdomme relaterede til fejlernæring – før de bliver 50.5 Selv om det er umuligt at få præcise tal, skønner vestlige regeringer og menneskerettighedsgrupper, at mange hundredtusinder er gået til grunde i disse lejre.

De fleste nordkoreanere sendes til lejrene uden rettergang, og mange dør dér uden at kende anklagen mod dem. De fjernes fra deres hjem, sædvanligvis om natten, af den nationale sikkerhedstjeneste. Kollektiv skyld er et lovfæstet retsprincip i Nordkorea. En lovovertræder fængsles ofte sammen med sine forældre og børn. Kim Il Sung indførte loven i 1972: »Klassefjender, hvem de end er – deres afkom må elimineres i tre generationer.«

21

3. korrektur side 21 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315

f lu g te n f ra ca mp 1 4

Mit første møde med Shin fandt sted i løbet af vinteren 2008.

Vi mødtes i en koreansk restaurant i centrum af Seoul, hvor vi spiste frokost sammen. Han snakkede meget, var sulten og huggede adskillige portioner ris og oksekød i sig. Mens han spiste, fortalte han min tolk og mig, hvordan det var at se sin mor blive hængt. Han gav hende skylden for, at han var blevet tortureret i lejren, og han gjorde det meget klart, at han stadig var rasende på hende. Han sagde, at han ikke havde været en »god søn«, men ville ikke forklare hvorfor.

Han fortalte, at han i sine år i lejren aldrig havde hørt ordet »kærlighed«, i hvert fald ikke af sin mor, en kvinde, som han fortsat foragtede, selv efter hendes død. Han havde hørt om begrebet tilgivelse i en sydkoreansk kirke. Men det forvirrede ham. At bede om tilgivelse i Camp 14, sagde han, betød »at tigge om ikke at blive straffet«.

Han havde skrevet nogle erindringer om lejren, men de havde ikke vakt synderlig opmærksomhed i Sydkorea. Han havde ikke noget job, havde ingen penge, var bagud med huslejen og var usikker på, hvad han nu skulle. Reglerne i Camp 14 havde, under trussel om dødsstraf, forhindret ham i at have intim kontakt med en kvinde. Han ville gerne finde en rigtig kæreste nu, men sagde, at han ikke vidste, hvordan han skulle gribe det an.

Efter frokosten tog han mig med til den lille, triste lejlighed i Seoul, som han ikke havde råd til. Selv om han ikke ville se mig i øjnene, viste han mig sin finger, der manglede et led, og sin arrede ryg. Han gav mig lov til at tage et billede 22

3. korrektur side 22 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315

havde aldri g h ørt ordet »kærli ghe d «

af ham. Trods alle de lidelser, han havde gennemgået, havde han stadig et ansigt som en baby. Han var 26 år gammel og havde været ude af Camp 14 i tre år.

Jeg var 56 år gammel ved den uforglemmelige frokost. Som korrespondent for Washington Post i Nordøstasien havde jeg i mere end et år søgt efter en historie, der kunne forklare, hvordan Nordkorea brugte undertrykkelse for at hindre landet i at falde fra hinanden.

Politisk implosion var blevet mit speciale. For Washington Post og New York Times havde jeg i næsten tre årtier skrevet om mislykkede stater i Afrika, kommunismens sammenbrud i Østeuropa, Jugoslaviens opløsning og den langsomme forrådnelsesproces i Burma under generalerne. Set udefra forekom Nordkorea at være moden – ja, overmoden – til den form for sammenbrud, som jeg havde set andre steder. I en del af verden, hvor næsten alle blev rige, blev Nordkoreas indbyggere mere og mere isolerede, fattige og sultne.

Men Kim-familiens dynasti sørgede for, at låget sluttede tæt. Totalitær undertrykkelse sikrede deres magt over den håbløse stat.

Mit problem med at vise, hvordan regeringen gjorde det, skyldtes manglende adgang. Andre steder i verden havde undertrykkende stater ikke altid held til at forsegle deres grænser. Jeg havde kunnet arbejde åbenlyst i Mengistus Etiopien, Mobutus Congo og Milosevics Serbien og var sluppet ind i Burma som turist.

Nordkorea var meget mere på vagt. Udenlandske reportere, 23

3. korrektur side 23 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315

f lu g te n f ra ca mp 1 4

især amerikanere, fik sjældent lov til at komme ind i landet.

Jeg besøgte kun Nordkorea én gang; jeg så, hvad mine livvagter ønskede, at jeg skulle se, og blev ikke meget klogere. Hvis journalister rejste ind i landet illegalt, risikerede de fængsel i måneder eller år som spioner. For at blive løsladt var det i nogle tilfælde nødvendigt med hjælp fra en tidligere amerikansk præsident.6 På grund af disse restriktioner var det meste af, hvad der blev skrevet om Nordkorea, vagt og intetsigende. Historier skrevet i Seoul eller Tokyo eller Beijing begyndte med en beretning om Pyongyangs seneste provokation, for eksempel at de havde sænket et skib eller skudt en turist. Derefter gik journalistikkens forudsigelige og søvndyssende konventioner i gang: Amerikanske og sydkoreanske embedsmænd udtrykte deres forfærdelse. Kinesiske embedsmænd opfordrede til tilbageholdenhed. Tænketankseksperter udtalte sig om, hvad det kunne betyde. Jeg skrev mere end min andel af disse artikler.

Shin slog imidlertid disse konventioner i stykker. Hans liv låste døren op og gjorde det muligt for udenforstående at se, hvordan Kim-familien opretholdt deres position gennem børneslaveri og drab. Nogle få dage efter at vi mødtes, var Shins tiltalende ansigt og gruopvækkende historie på forsiden af Washington Post. »Wow,« skrev Donald G. Graham, bestyrelsesformand for Washington Post Company, i en ét-ords e-mail, som jeg modtog morgenen efter, at historien blev offentliggjort. En tysk 24

3. korrektur side 24 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315

havde aldri g h ørt ordet »kærli ghe d «

filmmand, der besøgte Washingtons Holocaust Memorial Museum den dag, historien stod at læse i avisen, besluttede at lave en dokumentarudsendelse om Shins liv. I en leder skrev Washington Post, at den brutalitet, Shin havde været udsat for, var forfærdende, men lige så forfærdende var verdens ligegyldighed over for eksistensen af Nordkoreas arbejdslejre. »I Amerika undrer gymnasieelever sig over, at præsident Franklin D. Roosevelt ikke bombede jernbanesporene til Hitlers lejre,« sluttede lederen. »Om en generation vil deres børn måske spørge, hvorfor Vesten stirrede på tydelige satellitbilleder af Kim Jong Ils lejre uden at gøre noget.« Shins historie syntes at gøre et dybt indtryk på almindelige læsere. De skrev breve og sendte e-mails, tilbød ham penge, et sted at bo og ville bede for ham.

Et ægtepar i Columbus, Ohio, så artiklen, fandt frem til Shin og betalte for, at han kunne rejse til USA. Lowell og Linda Dye fortalte Shin, at de ville være de forældre, han aldrig havde haft.

En ung koreansk-amerikansk kvinde i Seattle, Harim Lee, læste historien og bad om, at hun måtte møde Shin. Senere opsøgte hun ham i Sydcalifornien, og de blev forelsket.

Min artikel havde kun lige berørt overfladen af Shins liv.

Det slog mig, at en mere dybtgående redegørelse ville afdække det hemmelige maskineri, som håndhæver det totalitære styre i Nordkorea. Gennem detaljer om Shins usandsynlige flugt ville den også vise, hvordan det undertrykkende maskineri må være ved at bryde sammen, når det er muligt for en naiv, 25

3. korrektur side 25 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315

f lu g te n f ra ca mp 1 4

ung mand at rejse tværs gennem en politistat uden at blive opdaget og tilmed krydse grænsen til Kina. Men hvad der var lige så vigtigt: Ingen, som læste en bog om en dreng opvokset i Nordkorea med udsigt til at arbejde sig selv til døde, kunne herefter ignorere eksistensen af lejrene.

Jeg spurgte Shin, om han var interesseret. Det tog ham ni måneder at beslutte sig. I løbet af de måneder blev han kraftigt tilskyndet af menneskerettighedsaktivister i Sydkorea, Japan og USA til at samarbejde. De fortalte ham, at en bog på engelsk ville bidrage til at åbne verdens øjne, øge det internationale pres på Nordkorea og muligvis give ham nogle hårdt tiltrængte penge på lommen. Efter at Shin havde sagt ja, stillede han sig til rådighed for syv runder med interviews, først i Seoul, dernæst i Torrance, Californien, og endelig i Seattle, Washington. Shin og jeg blev enige om at dele fortjenesten lige over. Vores aftale gav mig imidlertid kontrol over indholdet.

Shin begyndte at skrive dagbog i begyndelsen af 2006, omkring et år efter sin flugt fra Nordkorea. I Seoul, hvor han havde været hospitalsindlagt med en depression, fortsatte han med at skrive. Dagbogen blev grundlaget for hans koreansksprogede selvbiografi, Flugten til verden udenfor, som blev udgivet i Seoul i 2007 af Databasecentret for Nordkoreanske Menneskerettigheder.

Selvbiografien var udgangspunktet for vore interviews.

Den er også kilden til mange af de direkte citater i denne bog, som tilskrives Shin, hans familie, venner og fangevogtere i 26

3. korrektur side 26 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315

havde aldri g h ørt ordet »kærli ghe d «

den tid, han var i Nordkorea og Kina. Men enhver tanke og handling, som tillægges Shin på disse sider, er baseret på mangfoldige interviews med ham, hvorunder han uddybede og på mange afgørende punkter korrigerede sin koreanske selvbiografi.

Selv om Shin samarbejdede, virkede det ofte, som om han gruede for at tale med mig. Jeg følte mig undertiden som en tandlæge, der borede uden bedøvelse. Med afbrydelser stod dette på i mere end to år. Nogle af vores samtaler var katartiske; mange andre gjorde ham deprimeret.

Det var svært for ham at stole på mig, og han indrømmer gerne, at det svært for ham at stole på nogen overhovedet.

Det er en uundgåelig følge af den måde, hvorpå han voksede op. Vagterne lærte ham at forråde sine forældre og venner, og han går ud fra, at alle, han møder, også vil forråde ham.

Under arbejdet med denne bog har jeg nogle gange haft problemer med at stole på ham. Under vores første interview løj han om sin rolle i moderens død, og det fortsatte han med at gøre i adskillige efterfølgende samtaler. Når han lavede om på sin historie, blev jeg nervøs for, om der var andet, han havde fundet på.

Det er ikke muligt at tjekke facts i Nordkorea. Ingen udenforstående har besøgt landets lejre for politiske fanger. Beretninger om, hvad der foregår i dem, lader sig ikke verificere af uafhængige kilder. Selv om satellitbilleder i høj grad har øget omverdenens viden om lejrene, er afhoppere stadig de primære kilder til information om dem, og deres motiver og 27

3. korrektur side 27 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315

f lu g te n f ra ca mp 1 4

troværdighed er ikke altid pletfri. I Sydkorea og andre steder er de ofte desperate efter at skaffe sig noget at leve af og derfor villige til at bekræfte forudfattede meninger hos menneskerettighedsaktivister, antikommunistiske missionærer og højreorienterede ideologer. Nogle overlevende fra lejrene nægter at sige noget, medmindre de bliver betalt på forhånd i kontanter. Andre gentager sensationelle anekdoter, de har hørt af andre, men ikke selv oplevet.

Selv om Shin blev ved med at være på vagt over for mig, besvarede han ethvert spørgsmål om sin fortid, som jeg kunne komme i tanker om. Hans livshistorie kan måske virke utrolig, men den stemmer med, hvad andre tidligere fanger i lejrene har erfaret, såvel som hvad tidligere lejrvagter har fortalt. »Alt, hvad Shin har sagt, harmonerer med, hvad jeg har hørt om lejrene,« sagde David Hawk, en menneskerettighedsspecialist, der har interviewet Shin og mere end en snes andre tidligere arbejdslejrfanger til »The Hidden Gulag: Exposing North Korea’s Prison Camps«, en rapport, der sammenkæder overlevendes beretninger med kommenterede satellitbilleder.

Den blev første gang offentliggjort i 2003 af U.S. Committee for Human Rights in North Korea og er blevet opdateret, efterhånden som flere vidnesbyrd og satellitbilleder i endnu højere opløsning blev tilgængelige. Hawk fortalte mig, at eftersom Shin er født og opvokset i en lejr, ved han noget, som andre overlevende fra lejrene ikke ved. Shins historie er også blevet gennemgået kritisk af forfatterne til den koreanske 28

3. korrektur side 28 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315

havde aldri g h ørt ordet »kærli ghe d «

advokatsammenslutnings »White Paper on Human Rights in North Korea 2008«. De udførte omfattende interviews med Shin såvel som med andre overlevende, der var villige til at udtale sig. Som Hawk har skrevet, er den eneste måde, hvorpå Nordkorea kan »gendrive, modsige eller afkræfte« Shins og andre lejroverlevendes vidnesbyrd, at give udenforstående eksperter tilladelse til at besøge lejrene. Ellers, erklærer Hawk, står deres vidnesbyrd ved magt.

Hvis Nordkorea kollapser, får Shin måske ret i sin forudsigelse af, at landets ledere af frygt for krigsforbrydelsesprocesser vil tilintetgøre lejrene, før undersøgelsesgrupper når frem til dem. Som Kim Jong Il forklarede: »Vi må omslutte vore omgivelser i en tæt tåge for at hindre vore fjender i at lære noget om os.«7 I et forsøg på at sammenstykke, hvad jeg ikke kunne se, brugte jeg det meste af tre år på at rapportere om den nord­ koreanske militære ledelse, økonomi, fødevaremangel og om krænkelser af menneskerettighederne. Jeg interviewede snesevis af nordkoreanske afhoppere, deriblandt tre tidligere indsatte i Camp 15 og en mand, der som tidligere vagt og chauffør havde arbejdet i fire arbejdslejre. Jeg talte med sydkoreanske forskere og teknokrater, som regelmæssigt kommer til Nordkorea, og jeg gennemgik den voksende mængde af videnskabelige artikler om lejrene og personlige beskrivelser af dem. I USA lavede jeg omfattende interviews med koreansk-amerikanere, som er blevet Shins nære venner.

Når man vurderer Shins historie, bør man huske på, at 29

3. korrektur side 29 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315

f lu g te n f ra ca mp 1 4

mange andre i lejrene har været udsat for lignende eller værre strabadser, ifølge An Myeong Chul, tidligere lejrvagt og chauffør. »Shin havde et relativt let liv i sammenligning med andre børn i lejrene,« sagde An. Ved at foretage atomprøvesprængninger, angribe Sydkorea og dyrke et image som aggressivt og krigsgalt land har den nordkoreanske regering skabt mere eller mindre permanent utryghed på Den Koreanske Halvø.

Når Nordkorea nedlader sig til at deltage i internationalt diplomati, er det altid lykkedes dem at skubbe spørgsmålet om menneskerettigheder væk fra forhandlingsbordet. Krisestyring, sædvanligvis med fokus på kernevåben og missiler, har domineret amerikanernes forhandlinger med Nordkorea.

Arbejdslejrene har været en biting. »Det har ikke været muligt at tale med dem om lejrene,« fik jeg at vide af David Straub, som arbejdede i Udenrigsministeriet under Clinton og Bush med særligt ansvar for Nordkorea-politikken. »De bliver tossede, når man bringer det på bane.« Lejrene har knap nok prikket til verdens kollektive samvittighed. I USA er uvidenheden om deres eksistens fortsat udbredt, selv om aviserne har skrevet om dem. I adskillige år samledes en håndfuld nordkoreanske afhoppere og overlevende fra lejrene på The Mall i Washington til taler og marcher. Pressekorpset i Washington ofrede det ikke megen 30

3. korrektur side 30 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315

havde aldri g h ørt ordet »kærli ghe d «

opmærksomhed. En del af grunden var sprogproblemet. De fleste af afhopperne talte kun koreansk, men hvad der var lige så vigtigt: I en kultur, der lever af berømtheder, trådte ingen filmstjerne, intet popidol, ingen nobelpristager frem og forlangte, at omverdenen engagerede sig emotionelt i et fjernt emne, som i den grad mangler noget godt videostof. »Tibetanerne har Dalai Lama og Richard Gere, burmeserne har Aung San Suu Kyi, darfurianerne har Mia Farrow og George Clooney,« hørte jeg fra Suzanne Scholte, en aktivist, som har bragt overlevende fra lejrene til Washington. »Nordkoreanerne har ingen af den slags.« Shin fortalte mig, at han ikke fortjener at tale på vegne af de tusinder, der stadig er i lejrene. Han er skamfuld over, hvad han gjorde for at overleve og flygte. Han har ikke villet lære engelsk, blandt andet fordi han ikke ønsker at skulle fortælle sin historie igen og igen på et sprog, som kunne gøre ham til en betydningsfuld person. Men han ønsker desperat, at verden skal forstå, hvad Nordkorea så omhyggeligt har forsøgt at skjule. Han bærer på en tung byrde. Ingen anden født og opvokset i lejrene er flygtet og kan forklare, hvad der foregik i lejrene – og hvad der stadig foregår der.

31

3. korrektur side 31 flugten fra camp 14 kristeligt dagblads forlag christensen grafisk | 34315