GRATIS
læseprøve
Fanny Hill J O H N
C L E L A N D
Fanny Hill er en af de helt store klassikere inden for erotisk litteratur 2
BOGEN BLEV SKREVET af John Cleland, engelsk forfatter - som skrev den, mens han sad i fængsel. Bogen blev en helt eventyrlig salgssucces i hans samtid – men dog censureret fra politisk hold. Også dengang var det for stærk kost for den læsende offentlighed, og forfatteren idømtes en bod: At modtage en årlig pension, således at han ikke - grundet økonomiske problemer - skulle forfalde til at skrive noget lignende igen. OGSÅ I ÅRENE efter var Fannys erindringer i forskellige omgange skiftevis forbudt, censureret og tilladt læsning. Gennem århundrederne har historien om Fanny således fascineret, forarget og forført læsere. I DANMARK BLEV den oversat så sent som i 1964 – men før den kunne sendes ud til de ventende læsere året efter, måtte forlaget i Højesteret for at få prøvet, om denne bog overhoF A N N Y
H I L L
vedet måtte udkomme i landet. Fanny udkom, og retssagen var med til at skyde debatten om pornografiens frigivelse i gang. På denne måde fik den danske oversættelse af bogen om Fanny en helt utilsigtet – men måske meget forståelig – sociologisk og kulturel effekt i sin danske samtid. I DENNE DANSKE nyoversættelse føres Fanny sprogligt på levende og munter vis op i vores samtid. Hun bringes herved på omgangshøjde med nye generationer af læsere – klar til at forarges og forføres? God læselyst! Venlig hilsen Tine Hovgaard Jørgensen Redaktør, Rosenkilde & Bahnhof
F A N N Y
H I L L
3
F A N N Y
O G
W I L L I A M
EG BØD HAM KOMME hen til mig og give mig brevet, idet jeg samtidig ligegyldigt kastede den bog bort, som jeg havde i hænderne. Han rødmede og kom så tæt på, at han kunne række mig brevet, som han holdt frem på en meget klodset måde, så jeg kunne tage det. Samtidig klæbede hans øjne til mit bryst, der på grund af mit tøjs uorden var tilstrækkeligt bart og snarere beskygget end skjult. 4
JEG TOG BREVET, mens jeg smilede til ham. Idet jeg straks tog blidt fat i hans skjorteærme, trak jeg ham imod mig, mens han rødmede og næsten skælvede. For hans store generthed og fuldkomne mangel på erfaring krævede sandelig alle de initiativer til at opmuntre ham, som jeg kunne tage. Hans krop var nu bekvemt lænet ind imod mig, og idet jeg blidt dikkede ham under hans glatte, skægløse hage, spurgte jeg ham, om han var bange for en dame ... Og idet jeg tog hans hånd og førte den hen imod mine bryster, pressede jeg den blidt imod dem. De var nu fint udstyret og svulmende, så de rejste sig og faldt i hurtige åndedrag, mens de åndede af begær under hans berøring. Drengens øjne begyndte at lyse af al den ild, der kendetegner en ophidset natur, og hans kinder rødmede i en dyb skarla- gensfarve, hvormed han tavst gav udtryk for sin glæde, henryk-
F A N N Y
H I L L
kelse og generthed. Han kunne ikke tale, men hans blikke, hans bevægelse overbeviste mig derimod tilstrækkeligt om, at lunten var antændt, og at jeg ikke behøvede at frygte nogen skuffelse. MINE LÆBER, SOM jeg sørgede for, at han ikke kunne undgå at kysse, koncentrerede og opflammede ham og gjorde ham dristig. Nu kiggede jeg i retning af den del af hans påklædning, der dækkede det essentielle nydelsesobjekt, og jeg opdagede tydeligt, hvordan det svulmede og rørte sig der. Da jeg nu var gået for langt til at standse, når vejen var så farbar, og faktisk ikke længere var i stand til at beher- ske mig eller at vente på de langsommere fremskridt, som hans jomfruelige generthed ville diktere, stjal jeg mig nu til at lægge hånden på hans lår, hvor jeg på det ene kunne både se og føle en stiv, hård genstand, der var indespærret af hans bukser, og som mine fingre ikke kunne finde nogen ende på. Jeg blev derfor nysgerrig og ivrig efter at opklare et så alarmerende mysterium. Mens jeg foregav at lege med hans knapper, der var parate til at springe på grund af den aktive kraft indenfor, fløj knapperne i hans linning og forstykke op, da jeg rørte ved dem, og ud fór den. Og nu hvor den var fri af skjorten, så jeg med undren og overraskelse ikke en drengs legetøj eller en mands våben, men en majstang af så umådelig størrelse, at skulle den have været proportional med resten af hans krop, ville den have tilhørt en ung kæmpe. Dens enorme størrelse fik mig igen til at vige tilbage, og dog kunne jeg ikke uden behag se og driste mig til at røre en sådan længde, en sådan bredde F A N N Y
H I L L
5
af levende elfenben! Fuldstændig velformet og med en hud, der var udspilet af dens stolte stivhed. Dens glatte overflade og fløjlsagtige blødhed kunne kappes med det, man finder hos de sarteste af vort køn, og dens udsøgte hvidhed blev i høj grad fremhævet af den bevoksning af sorte, krøllede hår, der var rundt om roden. Gennem disse hårs kulsorte spirer viste den lyse hud sig, som man på en smuk aften kan bemærke det klare lys gennem grenenes fletværk på fjerne træer, der står på en bakketop. Dertil kom det brede og blålige hoved og de blå slyngninger, der udgjorde dens årer, og som på den mest slående måde lignede naturens former og farver. Kort sagt stod den der som en genstand for frygt og fryd. 6
EN HVAD DER var endnu mere overraskende, var, at ejeren af dette naturens kuriosum på grund af sin strenge opdragelse hjemmefra, der ikke havde givet ham nogen lejlighed dertil, og ligeledes på grund af den ringe tid, han havde været i byen, som heller ikke havde givet ham nogen anledning, indtil nu var fuldkommen fremmed, i det mindste i praksis, over for brugen af den manddom, han så ædelt var udstyret med. Og det faldt nu i min lod at kunne deltage i hans første afprøvning af den, hvis jeg kunne beslutte mig for at løbe risikoen ved, at den var så meget større end den følsomme del af mig, som en maskine i sådan en overstørrelse let kunne lægge i ruiner.
F A N N Y
H I L L
MEN DETTE VAR det nu alt for sent at overveje. For på dette tidspunkt var den unge fyr, der var overophedet af de genstande, der her fandtes omkring ham, og nu for dristig til længere at lade sig kue af den ærbarhed og ydmyghed, som hidtil havde holdt ham tilbage, helt i sine følelsers vold. Kun ledet af naturen stak han sine hænder, der skælvede af ivrige og påtrængende behov, ind under mine skørter. Da han så, at jeg ikke så meget streng ud herved og således kunne standse eller nedslå ham, undersøgte han og greb blidt fat i det centrale mål for hans attrå. Åh! Den brændende berøring af hans fingre gjorde udslaget, og min frygt smeltede for den glødende, uudholdelige hede. Mine lår løsnede sig af sig selv og gav hans hånd al mulig frihed, og nu, da en heldig bevægelse skubbede til mine skørter, lå indkørslen for smuk og for åben til, at man kunne tage fejl af den. Han kastede sig over mig. Jeg havde anbragt mig under ham, så imødekommende og åben som muligt for hans forsøg, der såmænd var klodsede nok. For da hans maskine ikke fandt nogen vej ind, stødte og hamrede den stift imod mig med tilfældige skub, nu over og nu under og nu ved siden af målet, indtil jeg med hånden blidt og brændende af utålmodighed på grund af dens pirrende berøringer styrede den rasende maskine til det sted, hvor min unge novice nu for første gang fik en lektion i sanselig fryd. Således stødte han gentagne gange mod den varme og utilstrækkelige åbning. Men for ham var ingen breche umulig at trænge igennem, og selv om min så ofte var blevet gennemtrængt, var åbningen stadig langtfra bred nok til let at give ham adgang.
F A N N Y
H I L L
7
8
OG BLEV HOVEDET på hans uhåndterlige maskine vejledt af mig nu målrettet så behændigt, at en gunstig bevægelse fra mig mødte hans betimelige stød, da jeg følte ham direkte mod den spæde åbning. Herved blev dens læber stærkt udspilet og gav efter for hans således støttede indtrængen, så vi begge kunne føle, at han havde fundet logi. Han fulg- te så op på sin succes, og snart pressede han sig ind ved voldsomme og for mig yderst smertelige stød, indtil han var nået så langt, at han var nogenlunde sikker på at kunne komme helt ind. Her sad han fast, og jeg følte nu en blan- ding af fryd og smerte, som ikke kan defineres. Jeg frygte- de i lige høj grad, at han skulle splitte mig længere op eller trække sig tilbage. Jeg kunne ikke udholde hverken at be- holde ham eller at skille mig af med ham. Men da følelsen af smerte fortsat var den kraftigste på grund af hans store størrelse og stivhed, der indvirkede på mig under disse fortsatte hurtige stød, hvormed han rasende fulgte op på sin indtrængen, fik det mig til blidt at sige ”Åh, min kære, det gør ondt!” Det var nok til at holde den elskværdige og respektfulde dreng tilbage, selv om han var midt i svendestykket. Han trak straks den søde årsag til min smerte ud, mens hans øjne med stor veltalenhed på én gang udtrykte hans sorg over at gøre mig ondt og hans modvilje mod at trække sig tilbage fra et sted, hvis varme og snæverhed havde givet ham en fryd, som han nu var vanvittig efter at få mere af. Dog var han for meget en novice til ikke at være bange for, at jeg skulle holde hans
F A N N Y
H I L L
belønning tilbage på grund af den smerte, den havde hensat mig i. MEN JEG VAR selv langtfra tilfreds med, at han havde taget så stort hensyn til min blide klage. For nu, mere og mere ophidset af genstanden foran mig, som den stadig stod stolt erigeret og uden hovedbeklædning, så den viste sit brede, violette hoved, gav jeg først den unge mand et op- muntrende kys, hvilket han tilbagebetalte med en iver, der på en gang syntes at takke mig og bestikke mig til yderligere velvilje. Snart anbragte jeg mig atter i en stilling, så jeg trods risikoen kunne tage imod en fornyet invasion, som han ikke ventede et øjeblik med. Han trængte straks ind, og jeg følte endnu en gang den glatte, hårde brusk tiltvinge sig adgang, hvilket han opnåede noget lettere end før. Men da jeg havde så mange smerter på grund af anstrengelserne for at få den helt ind, hvilket han var så hensynsfuld at gøre ganske langsomt, passede jeg på ikke at klage. I mellemtiden løsnedes den bløde, snævre passage gradvist og gav efter. Udstrakt til sin yderste kapacitet af den stive, tykke maskine, der var drevet ind, og på én gang opmærksom på både den uudsigelige fryd ved følelsen og smerten ved udspilingen gav den adgang for ham omkring det halve af vejen, hvorefter al den nervøse aktivitet, han nu udøvede for at fremme sit mål, ikke kunne give ham en tomme mere. For mens han tøvede der, blev han ramt af frydens krise, og den tætte sammenpresning af de varme folder rundt om ham drog en ekstatisk flom fra ham, end- nu før min var parat til at møde den, da den endnu blev holdt tilbage af den smerte, jeg havde tålt F A N N Y
H I L L
9
under træfningen på grund af den uudholdelige størrelse af hans våben, selv om det endnu kun var halvt inde.
10
EG VENTEDE SÅ, men uden at ønske det, at han ville trække sig tilbage, men blev glædeligt skuffet. For han ville ikke lade sig nøje med det. Den veltrænede unge mand, der var hed af temperament og fuld af herlige safter, var nu fast besluttet på at lade mig kende min rytter. Så snart han derfor havde holdt en kort pause og på en måde var vågnet op fra lyksalighedens trance, holdt han stadig sin post. Han var endnu ikke mæt af nydelser og glædede sig over disse nye vidundere, indtil han genvandt sin stivhed, som næppe var taget væsentligt af, skønt han ikke en eneste gang havde trukket sit våben tilbage. Han begyndte på ny at kløve og åbne en hel indgang i mig for sig selv, hvilket nu blev gjort lettere af den balsamiske indsprøjtning, som han just så rigeligt havde vædet passagens indre med. Han forstærkede derfor sine aktive og energiske stød, der blev begunstiget af den sunde appetit i mine bevægelser, indtil de bløde, smurte låsegange ikke længere kunne modstå så effektiv en dirk, men gav efter og åbnede en passage for ham. Og nu gennemtrængte han endelig forhindringerne kraftigt bistået af naturen og min flid. Han kom tomme for tomme helt ind, indtil et mægtigt stød til sidst drev den ind helt op til hæftet. Da han mærkede dette gennem den tætte sammenføjning af vore kroppe (for så vidt som hårene på begge sider var helt indfiltrede i hinanden), strålede den fyrige ynglings øjne af en mere henrykt ild, og han gav ved F A N N Y
H I L L
hele sit udseende og sine bevægelser udtryk for et overmål af nydelse, som jeg nu begyndte at dele, for jeg følte ham i den mest levende del af mig! Jeg var helt syg af fryd, pirret over måde af den voldsomme ophidselse i mig og fyldt helt til randen, ja, til overmål. Således lå jeg pustende og stønnende under ham, indtil hans uregelmæssige åndedrag, usammenhængende tale, øjne, der blinkede af fugtig ild, endnu mere rasende stød og en forøget stivhed lod mig ane, at det andet klimaks nærmede sig. Det kom ... Og den herlige, unge mand, der var overvældet af ekstase, døde bort i min arme og smeltede i den flod, der lod sin livgivende varme fordele sig i de inderste afkroge af min krop. Hver kanal i denne krop, der var indstillet på denne glæde, var nu klar til at blande sig med den. Således fortsatte vi i nogle øjeblikke, fortabte, åndeløse, sanseløse af alt og i hver del undtagen i disse herlige steder, som naturen har udpeget, og hvor alt, hvad vi nød af liv og følelse, nu var fuldstændig koncentreret.
F A N N Y
H I L L
11
MINE LÆBER, SOM jeg sørgede for, at han ikke kunne undgå at kysse, koncentrerede og opflammede ham og gjorde ham dristig. Nu kiggede jeg i retning af den del af hans påklædning, der dækkede det essentielle nydelsesobjekt, og jeg opdagede tydeligt, hvordan det svulmede og rørte sig der.
EN NYOVERSAT UDGAVE AF KLASSIKEREN FANNY HILL UDKOMMER D. 22. AUGUST