i Europa for at dække Den Finsk-russiske Krig. I breve til venner beklagede hun sig over at leve med et egomanisk barn der ikke brød sig om at dele seng med en litterær rival. I en førægteskabelig kontrakt havde hun lovet Hemingway at »han og hans arbejde er det der betyder noget for mig i dette liv, og jeg anerkender at en meget fin og følsom forfatter ikke kan blive ladt alene i to måneder og seksten dage«. Ti år senere, efter at have læst Hemingways Across the River and Into the Trees, skrev Gellhorn til en ven: »Jeg kan ikke beskrive det her for dig ... Jeg føler mig syg, kvalmende syg. Jeg ser ham beundre sit eget billede med sådan en omsorg, sådan en tolerance og sådan en nøjagtighed i detaljen ... Jeg græder over de otte år jeg tilbragte med at tilbede hans billede af sig selv med ham, og jeg græder over alt det jeg blev snydt for mens jeg tjente ham.« I 1969 skrev hun til sin adopterede søn, Sandy: »Ernest hadede sin mor, med god grund. Hun var det rene helvede. En stor falsk, løgnagtig kvinde; alt ved hende var selvretfærdigt og usandt. Nu ved jeg nok til at vide at ingen kvinde nogensinde skal gifte sig med en mand der hader sin mor ... Dybt i Ernest, helt tilbage fra hans uforgængelige første minder om barndommen, var der på grund af hans mor, en dyb mistro og frygt for kvinder som han led under, og fik kvinder til at lide under hele sit liv, og som viser sig i det han skrev.« Gellhorn var selv en mor fra helvede. Da hendes adopterede italienske søn, Sandy, var 20, skrev hun til ham: »I mine øjne er du en stakkels og dum lille fyr. Jeg ville skamme mig så meget over at være dig at jeg ville springe ud fra en klippe.« Gellhorn er, ligesom den mand hun giftede sig med, klippen hendes søn kan springe ud fra. Hendes skød er af sten. Hun der giftede sig to gange og havde en lang række berømte elskere, skrev da hun blev ældre:
13
15_Fader_vor_(3k).indd 13
25/07/11 12:25:14