Issuu on Google+

DEN GODE SØN I

Robert Capa W International Center of Photography / Magnum Photos.

Jeg har set på det fotografi tusind gange. Hver gang jeg ser på det, tænker jeg på Rod Stewarts Every Picture Tells A Story, og hver gang fortæller fotografiet en ny historie. Første gang jeg så det, ønskede jeg mig i drengens sted. Det var en dreng der kunne rejse sig og gå ud af billedet hvornår det skulle være. Han ville tage geværet, lægge det over armen og gå

7

15_Fader_vor_(3k).indd 7

25/07/11 12:25:12


barfodet langs søens bred. Han ville sætte sig på en træstamme med fødderne i vandet og se drømmende ned i vandet, og selv om han drømte sig væk, ville han være vågen som et dyr. Han ville være en del af naturen ligesom vandet og træstammen, det ville kun være geværet der lå ladt i hans skød, som skilte ham fra det levende og gjorde ham til dets modsætning. En fugl letter fra en gren for at flyve hjem til sin mage, dens vinger favner den verden drengen sidder og venter i. Drengen rejser sig på træstammen, han står som Huck Finn på tømmerflåden, så sikkert som var den af sten. Han lægger geværet til kinden, det fejer gennem luften som en finger af stål. Han ser fuglen, den flyver i udkanten af hans blik der er rettet mod det sted den flyver imod. Den stiger opad, op mod solen der står bag sit slør og varmer verden op. Blodet i drengen er roligt, hans kinder er varme, han er lige så meget instinkt som fuglen på himlen. Han er drengen i verden, men verden er ikke i ham, geværet fejer hen over den som er verden et billede. Og fuglen flyver gennem billedet, mens geværet fejer gennem luften uden for det. Drengen udenfor er ét med geværet. Geværet fylder ham med død, men han giver det liv, han giver det bevægelse. Han trykker på aftrækkeren, det smælder og fyger gennem løbet med ild og vilje og instinkt. Patronen kommer farende ud af mundingen, den stiger opad og opad, haglene spreder sig som sort dug for solen og lyden sprætter luften op, men verden står stille, det er kun drengen uden for den der bevæger sig. Det ser ud som om fuglen støder ind i noget, en plade af glas. Pludselig krøller den sammen, man skulle tro at døden havde stået usynlig og ventet på den, men døden er ikke i billedet, den er udenfor. Den sorte prik der bevægede sig gennem billedet falder, den falder ud af rammen og ind i drengens verden udenfor.

8

15_Fader_vor_(3k).indd 8

25/07/11 12:25:14


Det var det, jeg så i fotografiet: Drengen og døden. Drengen der kunne rejse sig og gå ud af det, når det passede ham. Manden der ligger tæt på ham og åbner sin krop mod ham og stirrer mod noget i det fjerne. Manden der ligger så tæt på ham som en far kan ligge på en søn. Sønnen der ikke ser mod noget, men har lukket øjnene så meget at det ser ud som om han er ved at falde i søvn. Det var ham jeg identificerede mig med. Hans spinkle krop, det kønne ansigt, det sorte hår, den brede tot der falder ned i panden. Men frem for alt: De bare fødder. Han var barfodet, mens faren havde støvler på. Drengen var billedets centrum, selv om han kunne forlade det hvert øjeblik og lade faren alene tilbage i det. Faren er i billedet, han kan ikke forlade det. Det er hans idé om billedet, man ser. Idéen om faren og sønnen knyttet så tæt sammen som en far og en søn kan være. Det er ikke kun en idé, det er også et ønske. Om at drengen skal blive som ham. Om at drengen har arvet hans bedste egenskaber. Jagten er noget særligt. Den er noget særligt for en særlig mand. Den mand der kan gå på jagt med sin søn ... Den mand. Den mand der aldrig lod sig fotografere i en situation der ikke viste ham som en særlig mand. Manden med de smukke kvinder, manden i selskab med berømte tyrefægtere, manden foran den nedlagte elefant. Manden foran de mægtige sværdfisk. Billedet er en idé i hans hoved. Uden ham på billedet ville det være et billede af en dreng i naturen. Huck Finn på tømmerflåden. Et billede af frihed. Et billede af en dreng fri af den idé hans far har om ham. Det handler om at komme fri. Om at komme til sig selv. Om man så skal skyde sig fri. Og hvis ikke man kan blive fri: Skyde sig ind i dødens frihed. Skyde manden, faren. Udslette ham.

9

15_Fader_vor_(3k).indd 9

25/07/11 12:25:14


Faren der slår ihjel. Faren der slår sin søn ihjel. Medmindre sønnen slår først.

II Fotografiet er taget i Sun Valley, Idaho, i 1941. Den berømte mand er 42, hans søn er 10. Det er taget af den berømte mands berømte ven, fotografen Robert Capa. Capa er lige så meget med i billedet som faren og sønnen. Der er en grund til at indianerne i Chiapas i Mexico helt op i det 21. århundrede havde ret til at slå de mennesker der fotograferede deres helligdomme, ihjel uden at blive retsforfulgt. Ligesom geværet er kameraet et våben. Ligesom drengens gevær fejede hen over verden som en finger af stål og gjorde verden til et billede og drengen til en dreng uden for billedet, sådan gør kameraet den der bruger det til én der står uden for verden. Fotografen ved at han er en tyv. Han ved at han gør verden til et billede. Han kender sin forbrydelse på sin ensomhed. Der er intet naturligt i billedet, ud over drengen der kan forlade det. Det er et billede i en række af billeder der er taget for at det helt rigtige billede med den helt rigtige idé kunne opstå. Idéen om faren og sønnen, en idé som de to mænd der skaber billedet, deler. Den berømte mand på billedet, Papa, som mange andre end hans søn kalder ham, har anbragt sig i forskellige positurer, indtil den der fuldender hans og hans vens idé, er fundet. Drengen derimod ser ud som om han bare ligger der uden at ændre stilling. Geværet til højre i billedet ligger der ikke bare, det er blevet lagt, det er en del af idéen om billedet. Balancen i det, harmonien. Der er ingen harmoni. Ingenting ægte. Det er det der ikke er der, der gør ondt.

10

15_Fader_vor_(3k).indd 10

25/07/11 12:25:14


We are the hollow men We are the stuffed men Leaning together Headpiece filled with straw. Alas! Our dried voices, when We whisper together Are quiet and meaningless As wind in dry grass Or rats’ feet over broken glass In our dry cellar Jeg, der skriver om fotografiet af den berømte mand og hans søn, kender alt til hollow. Det er ikke kun kameraet der tømmer det levende for liv, det er også faren der kaster sin skygge over sønnen, så det bliver mørkt i ham. Ligesom faren der ingen skygge kaster. Faren der ikke er der, faren som aldrig kommer.

III Første gang jeg så billedet af den berømte far og hans søn i et amerikansk magasin, klippede jeg det ud og lagde det i en plasticlomme som jeg kom i en mappe jeg havde med mig når jeg var ude at rejse. Jeg havde ikke andre billeder af den dreng som jeg ønskede jeg havde været. Drengen hed Gregory og jeg tænkte at han fik brug for al sin frihedstrang for at komme fri af den skygge faren kastede. Jeg havde læst et interview med Bob Dylans søn, Jakob, der som leder af rockbandet The Wallflowers talte om hvordan det var at leve i skyggen af den legende hans far var. Hemingways skygge var ikke mindre end Dylans, den var større. Ikke kun fordi han var mere berømt, men fordi det billede han skabte af sig selv, var hårdt som en klippe. Den mand der bygger et billede af sten af sig selv, bliver lukket inde i stenen, og de børn den mand får,

11

15_Fader_vor_(3k).indd 11

25/07/11 12:25:14


vil aldrig kunne komme ind til ham, lige så lidt som han vil kunne komme ud til dem. Måske er det derfor faren bygger sønnen med ind i billedet. Han ikke alene kaster sin skygge over ham, han gør ham til ét med skyggen. Ligesom den græske gud Kronos sluger han sin søn. Der er ingen mor til at redde ham, sådan som Zeus blev reddet af Rhea. Moren er der ikke. Hun lever i klippens skygge. Hun er kold, hun er Ikke-Mor. »Jeg kunne ikke fordrage hende,« sagde Gregory senere om sin mor, Pauline Pfeiffer. »Ikke på nogen måde var hun mor.« Der gik nogle år før jeg så fotografiet af den berømte mand og hans søn i et andet magasin. Det var i september 2002 i Rolling Stone Magazine, hvor John Colapinto havde skrevet artiklen ’The Good Son’. Det var 61 år efter fotografiet blev taget, ligeså mange år som den berømte mand blev. Det var en artikel, jeg ikke skulle glemme. Da jeg havde læst den, stivnede det fotografi der havde betaget mig i årevis. Det blev til et billede af sten. Gregory Hancock Hemingway, den barfodede 10-årige dreng med geværet, var den yngste af Hemingways tre sønner, hans anden søn med Pauline Pfeiffer. Han giftede sig med Pfeiffer i 1927. Året før Robert Capa tog fotografiet i Sun Valley, havde Hemingway giftet sig med journalisten og forfatteren Martha Gellhorn som han mødte på Key West i 1936. Ligesom Pfeiffer var Gellhorn Ikke-Mor, en ikke-sensuel kvinde med en stærk udlængsel og eventyrlyst, og drengen på billedet har kun én figur at knytte sig til, det er klippen i hvis skygge han ligger. I 1939, to år før Ernest og Gregory blev fotograferet af Capa, flyttede Gellhorn med Hemingway ind i La Finca Vigia på Cuba. Hun havde ikke opholdt sig længe i villaen, før hun var tilbage

12

15_Fader_vor_(3k).indd 12

25/07/11 12:25:14


i Europa for at dække Den Finsk-russiske Krig. I breve til venner beklagede hun sig over at leve med et egomanisk barn der ikke brød sig om at dele seng med en litterær rival. I en førægteskabelig kontrakt havde hun lovet Hemingway at »han og hans arbejde er det der betyder noget for mig i dette liv, og jeg anerkender at en meget fin og følsom forfatter ikke kan blive ladt alene i to måneder og seksten dage«. Ti år senere, efter at have læst Hemingways Across the River and Into the Trees, skrev Gellhorn til en ven: »Jeg kan ikke beskrive det her for dig ... Jeg føler mig syg, kvalmende syg. Jeg ser ham beundre sit eget billede med sådan en omsorg, sådan en tolerance og sådan en nøjagtighed i detaljen ... Jeg græder over de otte år jeg tilbragte med at tilbede hans billede af sig selv med ham, og jeg græder over alt det jeg blev snydt for mens jeg tjente ham.« I 1969 skrev hun til sin adopterede søn, Sandy: »Ernest hadede sin mor, med god grund. Hun var det rene helvede. En stor falsk, løgnagtig kvinde; alt ved hende var selvretfærdigt og usandt. Nu ved jeg nok til at vide at ingen kvinde nogensinde skal gifte sig med en mand der hader sin mor ... Dybt i Ernest, helt tilbage fra hans uforgængelige første minder om barndommen, var der på grund af hans mor, en dyb mistro og frygt for kvinder som han led under, og fik kvinder til at lide under hele sit liv, og som viser sig i det han skrev.« Gellhorn var selv en mor fra helvede. Da hendes adopterede italienske søn, Sandy, var 20, skrev hun til ham: »I mine øjne er du en stakkels og dum lille fyr. Jeg ville skamme mig så meget over at være dig at jeg ville springe ud fra en klippe.« Gellhorn er, ligesom den mand hun giftede sig med, klippen hendes søn kan springe ud fra. Hendes skød er af sten. Hun der giftede sig to gange og havde en lang række berømte elskere, skrev da hun blev ældre:

13

15_Fader_vor_(3k).indd 13

25/07/11 12:25:14


»Jeg brød mig overhovedet ikke om sex. Sex syntes at være mændenes fornøjelse. Alt hvad jeg fik ud af det, var nydelsen over at blive begæret. Jeg tør roligt sige, at jeg var den værste sengekammerat på fem kontinenter.« Billeder af sten. Over for den kolde hustru står den kastrerede mand. Over for den kolde mor, den foragtende søn. Over for den forstenede far, den fortabte søn. Over for faren der ikke er der, sønnen der må rejse et billede af sig selv.

IV Gregory var Ernest Hemingways håb. Som hans fiktive stand-in, Andrew, i romanen Islands in the Stream, var han den atletiske, gavtyveagtige dreng der mindede mest om sin far. Barsk, frygtløs og handlekraftig så han ud til at have arvet farens maskulinitet. »Jeg kunne en masse af de ting, min far elskede mest,« sagde Gregory. Og som sin far bar han på en melankoli som faren kaldte »drengens mørke side, kilden til hans talent«, såret der forenede far og søn. Drengen må fri. Når han kommer det, er der ingen til at gribe ham. Der er kun klipper. Det er mellem dem, han skal komme til sig selv. Som dreng knytter han sig farligt tæt til sin far. Hans mor er følelsesmæssigt fjern, hans far rejser ustandselig eller isolerer sig fra familien for at skrive. Efter forældrenes skilsmisse skulle Gregory og hans brødre tilbringe somrene hos deres far, så længe havde de aldrig set ham før. Sommeren 1942 deltog 11-årige Gregory i en skydekonkurrence på Cuba. Han skød tyve duer og kom med i de nationale mesterskaber mod nogle af de bedste voksne skytter i landet.

14

15_Fader_vor_(3k).indd 14

25/07/11 12:25:14


Hans far pralede af ham. I en novelle skrev han om drengens utrolige talent: »Han skyder som har han en indbygget radar.« Det er i en af drengenes somre i Cuba, Ernest overrasker Gregory foran spejlet i soveværelset. Drengen har taget sin stedmors undertøj på. Faren, Papa, bliver ude af sig selv, hans raseri springer fra et blødt og farligt sted dybt i stenen. Det er farligt fordi det kan få stenen til at slå revner og smuldre og blive til sand. Det er farligt fordi han er et billede af sten. Hvis ikke han er det, er han ikke. Den 11-årige dreng i kvindeundertøj har revet sig fri af det billede faren og hans ven fotografen skabte den efterårsdag året før i Sun Valley. Faren er alene med drengen i et nyt skræmmende billede, og den ensomhed der er i ham, er som den vidstrakte, endeløse ørken. This is the dead land This is cactus land Here the stone images Are raised, here they receive The supplication of a dead man’s hand Stenen slår revner, den smuldrer, den står som en støtte af sandkorn, og vinden blæser kornene ud over ørkenen, og støtten bliver mindre og mindre, og sandkornene fyger gennem luften og falder ned og bliver til ørken, og dér hvor stenen stod, står nu en spinkel dreng med mørkt tæt hår. Hans hud er lys, hans arme og ben er slanke som en piges, han ser ud over ørkenen der vender sig som et spejl mod himlen. Han er klædt i en kvindes undertøj, og måske er det ikke en dreng, måske er det en pige, måske. Pigen begynder at gå, hendes fodspor viskes ud så snart de er sat. Hun går gennem den endeløse ørken, pigen der var inde i stenen, pigen der skabte stenen, pigen i Papa.

15

15_Fader_vor_(3k).indd 15

25/07/11 12:25:14


Gregory i kvindeundertøj, Gregory i Ernest, Ernest i Gregory. Gregory har taget sin mor Paulines undertøj og nylonstrømper på siden han var fire for at »komme tættere på hende«. Tæt på mor, tæt til hendes hud, tæt. Han gyser, hun er der ikke. Hun er Ikke-Mor. Ud af længslen efter moren der aldrig kommer, vokser pigen. Pigen føler lyst. Ernest forstår ikke hvad det er han ser, da han overrasker Gregory i Marthas undertøj. Han ser drengen i kvindeundertøj, drengen, der er pigen der føler lyst. I hans kones undertøj. Hans kone der ikke føler lyst. Han bliver ude af sig selv. I de første tre år af Ernests liv klædte hans mor, Grace, ham som hans ældre søster, Marcelline, fordi hun havde ønsket sig en pige og ikke en dreng. Mary Welsh, Hemingways sidste kone, citerer i sin selvbiografi, How It Was, fra en passage i Ernests dagbog, hvor han skrev om deres kønsbytte i sengen: »Hun elsker at jeg er hendes pige, og jeg elsker at være det ... Om natten gør vi alt, hvad der tilfredsstiller hende og tilfredsstiller mig ... Jeg har aldrig været lykkeligere.« Synet af Gregory i kvindeundertøj får kun stenen til at blive hårdere. Det er i 1942, Ernest er 43, han er ved at bygge billedet af sig selv færdig: bokser, jæger, kvindebedårer, dybhavsfisker, verdensberømt forfatter. Den bedste, den største, den stærkeste. Ser han sin søn, eller ser han sig selv? Hans frådende raseri er begyndelsen til enden. Drengen forlader billedet, farens ensomhed bliver afgrundsdyb. Han er alene med kvinden med det kolde skød. Gregory går gennem ørkenen i kvindeundertøj. Hans fodspor bliver slettet så snart han har sat dem, Ernest kan ikke finde dem. Han famler sig frem i blinde. Drengen der er en pige, har

16

15_Fader_vor_(3k).indd 16

25/07/11 12:25:14


blændet ham. Han glemmer aldrig synet. Det smukke, smukke syn. Som han vil knuse. Hvis han bare kunne finde den dreng. Som er en pige. I ham selv.

V Da Gregory er 14, griber Ernest ham i at stjæle et par trusser fra hans nye kone, Mary Welsh. Ernest der om natten er Marys pige, kalder i breve til venner Gregory for en falden stjerne, mens han selv lyser som en stjerne i kvindeundertøj i Marys mandige favn. I 1948 vinder Gregory, der er fyldt 17, en pris på sin skole i Connecticut for en novelle han har skrevet: ’Mågen’. Han lader sin far læse den. Ernest kalder den brillant, og Gregory skriver mange år senere i sin biografi: »Han havde ikke smilet sådan til mig i lang, lang tid.« Smilet stivner, selvfølgelig gør det det. Gregory havde skrevet historien af efter en novelle af Turgenev. Hans far opdagede det, men nævnte det aldrig, men i novellen ’I Guess Everything Reminds You of Something’ der blev offentliggjort 26 år efter hans død, fortæller han om en fars stolthed over hans søns litterære geni. Da faren opdager sønnens plagiat, tænker han på alle de hadske og tåbelige ting drengen har gjort gennem tiden. Og Ernest skriver i novellen: »Nu vidste han at drengen aldrig havde været noget værd.«

VI Drengen der går gennem ørkenen som pige, flytter til Los Angeles i 1951 og gifter sig som 19-årig med Janet Rhodes. Fire måneder efter brylluppet lægger han makeup, tager kjole og paryk på og går ind på dametoilettet i en biograf for at se om han vil blive betragtet som kvinde af de andre kvinder. Han bliver arre-

17

15_Fader_vor_(3k).indd 17

25/07/11 12:25:14


steret. Hans mor, Pauline der er i Californien, køber ham ud på kaution. Hun ringer til Ernest på Cuba og fortæller hvad der er sket. I artiklen i Rolling Stone skriver John Colapinto: »Ernest der led under sin mors død og den hårde medfart hans bog Across the River and Into the Trees havde fået, rasede og skældte sin ekskone ud for at have gjort Gregory til den, han var. Ødelagt gik Pauline i seng. Hun vågnede klokken 1 om natten med voldsomme smerter. Hun blev indlagt på et hospital og døde få timer efter.« I et brev til forlæggeren Charles Scribner, skrevet dagen efter Paulines død, gav Hemingway sin søns transvestisme hovedparten af skylden for hendes død. Da Gregory nogle måneder senere besøger sin far i Cuba, siger han om sin arrestation i Los Angeles: »Det var overhovedet ikke så slemt.« »Nå, det var det ikke?« svarede Ernest. »Det slog din mor ihjel!« Drengen der er en pige der går alene gennem ørkenen, har slået sin mor ihjel, men hvis den pige også går alene gennem ørkenen inde i den klippe faren er, hvem er så den skyldige?

VI Sandet i timeglasset rinder ud, de sidste korn løber hurtigere end de første, sådan ser det ud. Gregory lider af angstanfald og depressioner. Ligesom far. Han drikker. Ligesom far. I 1959 gifter han sig for anden gang, han skjuler ikke sin transvestisme over for konen. Ligesom far. Far er i sit livs krise. Han tager smertestillende piller, sovepiller og får testosteronindsprøjtninger for at bevare lysten til sex. Han bliver indlagt på Mayo Clinic og får elektrochok. I januar

18

15_Fader_vor_(3k).indd 18

25/07/11 12:25:14


1961 flytter han ind i sit nye hus i Ketchum, Idaho. Klokken 7 om morgenen 2. juli 1961 lader han sit Scott jagtgevær med to patroner, sætter mundingen mod ganen og trykker på aftrækkeren. Femten år senere indleder Gregory sin selvbiografi Papa: A Personal Memoir med ordene: »Jeg kom aldrig over en følelse af at jeg var skyld i min fars død.« Måske var det ikke drengen der var en pige, der slog faren ihjel. Måske var det pigen i faren der skød klippen, hun var lukket inde i, i stykker. Måske.

VII Klippen bliver ved med at kaste sin skygge over drengen længe efter den er knust. I 1966 bliver Gregory skilt, men kort efter gifter han sig for tredje gang med en ung, irsk journalist ved navn Valerie Danby-Smith – Ernest Hemingways personlige assistent de sidste år af hans liv. De får tre børn sammen. I 1976 udgiver han sin selvbiografi. Gregory der troede at bogen kunne blive en uddrivelse af farens ånd, mislykkes. Til en journalist siger han: »Jeg er ikke kommet ud af hans skygge. Det slår mig med forfærdelse at jeg stadig prøver at bevise mig selv som en mand i konkurrence med min far.« I 1980 flytter Gregory til den lille by Jordan i Montana, hvor han arbejder som læge. En aften dukker han op på den lokale Hell Creek Bar i kjole. Det vækker skandale. Han flytter til Bozeman, han er i manisk selvopløsning. Han drikker, doper sig med lithium, han kører bil med selvmorderisk hensynsløshed. Han flytter ind på Thunderbird Motel i Missoula. Stedets ejer, Thelma, fortæller at han bestiller kjoler, parykker og makeup fra shopping-programmer i tv: »Han var enten den sexede blonde Gloria Hemingway eller den korthårede brunette Elizabeth Ashley i jakkesæt.«

19

15_Fader_vor_(3k).indd 19

25/07/11 12:25:14


I 1986 tager han til Butte, Montana, og får elektrochok. Året efter flytter han til Miami. Han taler om kønsskifteoperation. I 1992 gifter han sig for fjerde gang med Ida Galliher der senere siger: »I løbet af vores ægteskab fik jeg ham indlagt syv gange. Han prøvede Ritalin, Prozac, elektrochok. Intet hjalp.« Ida forlanger skilsmisse. Gregory flytter tilbage til Thunderbird Motel og fortæller Thelma at han vil gennemføre en kønsskifteoperation. I november 1994 rejser han til Trinidad i Colorado hvor Gregory bliver til Gloria. Hans køn er nu en kvindes køn. I 1997 lader hans ekskone, Ida, ham flytte ind igen: »Han havde ikke andre steder at tage hen. Og vi elskede stadig hinanden.« De gifter sig igen. Ida og Gloria og Gregory der stadig klæder sig som mand, og kun som kvinde når han ikke kan lade være. Gloria og Gregory. De drikker og spiser piller, de raser. De lever i den samme krop, men to er en for mange. To er en for mange. Hvad med Ernest og Martha, Martha og Ernest? Hvor mange er de egentlig? Gloria og Gregory og Ernest og Martha? Hvis drengen der var en pige, også var en pige inde i Ernest, hvor begynder så den ene og hvor hører den anden op, og hvordan kan jeg, Gregory, rumme det, hvordan?

VIII Det slutter i Miami i 2001. Ida og Gloria og Gregory har et frygteligt skænderi på deres ranch i Montana. Gloria og Gregory rejser til Miami, hvor de flytter ind i det hus Gregory boede i med Ida på Royal Palm Avenue i Coconut Grove.

20

15_Fader_vor_(3k).indd 20

25/07/11 12:25:14


»Jeg tog ud til huset,« fortæller Danny Werner, en af Idas venner. »Porten var ødelagt, og Gregorys bil havde knust forruden. Jeg bankede på og hørte Gregory sige: »Gregory er ikke hjemme, det er Idas søster, Gloria.« Gregory er ikke hjemme, det er Idas søster, Gloria. Om aftenen 21. september 2001 går Danny Werner ind i den lokale Borders boghandel med Gloria der har en lang brun paryk og sort cocktailkjole og højhælede sko på. De går op i afdelingen for skønlitteratur hvor Gloria tager Ernest Hemingways bøger ned fra hylden og skriver Gregorys navn hen over titelsiden, mens hun citerer fra farens værk. Fire dage senere går Gloria nøgen på gaden i Key Biscane. Hun har en kjole over armen og et par højhælede sko i hånden. Hun bliver kørt til Miami-Dade Women’s Detention Center og bliver anbragt i 3C2, en 10 x 10 fod sikkerhedscelle for anholdte med psykiske problemer. Klokken 5.30 morgenen 28. september 2001 bliver Gloria fundet død i sin celle.

IX Jeg har set på det fotografi tusind gange. Hver gang jeg så det, tænkte jeg på Rod Stewarts Every Picture Tells a Story. Men en dag læste jeg historien om det, og billedet lukkede sig for mig. Når jeg ser på det nu, strømmer mærkelige følelser gennem mig. Det er som at se ned i søens blanke overflade. Man læner sig frem, der er noget nedenunder, noget der bevæger sig, et eller andet, man kan ikke se hvad. Pludselig går der en sitren gennem spejlet, en understrøm, der er noget.

21

15_Fader_vor_(3k).indd 21

25/07/11 12:25:14


Det gyser gennem én: »Hvad er det?« Det ligner månens matte skive, der langsomt stiger op mod én fra det mørke dyb. Nærmere og nærmere. Og så: Det trykker mod spejlets bagside, det prøver at komme igennem ...

22

15_Fader_vor_(3k).indd 22

25/07/11 12:25:14


Fader vor