Et land i krig

Prolog

Det blodige slag Danmark og Afghanistan, juli 2006 Georg Arne Petersen gik og skiftede stikkontakter ud i en lægeklinik i Allerød. Et rutinearbejde for den spinkle, men senede 28-årige elektriker med de brune øjne og det korte mørke hår. Det var i juli 2006, og Georg havde travlt med at skrue de sidste stikkontakter i, så han kunne komme hjem til familien, hvor hans kone, Malene, og de to piger, Celina på tre år og lille Nanna på to måneder, ventede på ham.

Han havde været udsendt som soldat i Bosnien, men havde droppet militæret. Alligevel savnede han kammeratskabet, og han havde indgået en kontrakt med hæren, så han kunne blive udsendt, hvis det viste sig at være nødvendigt.

Pludselig ringede hans mobil. Det var hans tidligere chef i forsvaret. »Kan du tage til Afghanistan? Vi har en mand dernede, der er blevet syg, og vi mangler en afløser.« »Joh, hvornår skal jeg så af sted?« »På tirsdag!« Georg sagde ja. Men før han tog til Helmand, giftede han sig med Malene.

Sammen med makkeren, premierløjtnant Thomas Rydahl, og tre andre danske soldater blev han fløjet til Musa Qala i den nordlige del af Helmand. Fortroppen skulle hjælpe med at dirigere omkring 120 danske spejdersoldater ind i den belejrede militærlejr i centrum af ørkenbyen, som Taleban angreb igen og igen. De omkring 30 britiske soldater og dobbelt så mange afghanske politifolk inde i lejren var udmarvede og sultne efter flere ugers belejring.

Soldaterne var fanget i byens gamle distriktscenter, mens Taleban reelt kontrollerede byen. Afløsningen af briterne var den første opgave for

Et land i krig.indd 11

12/03/12 15.23

12

et land i krig

de danske soldater, der lige var kommet til Helmandprovinsen. Georg og Thomas blev fløjet ind om aftenen i en helikopter. »I har 30 sekunder til at tømme maskinen og komme ud!« råbte den britiske loadmaster.

Støv og skidt hvirvlede rundt i luften. Mændene tømte hurtigt maskinen for last. Rundt om dem stod soldater på vagt med våbnene hævet.

Et sted tæt på begyndte muezzinen at kalde til den sidste aftenbøn. »Det er anderledes, det er faneme fucked,« tænkte Georg, mens han løb krumbøjet og hurtigt over mod indgangen til lejren.

Georg og Thomas fik den vagtpost, der lå på taget af en bygning få meter fra muren omkring militærlejren i Musa Qala. Eneste mulighed for at komme fra vagtposten og ind til lejren var at kravle eller balancere over en primitiv træstige, der fungerede som bro. Kontrollen over bygningen var en vigtig del af forsvaret. Hvis Taleban erobrede den, kunne de skyde direkte ned i selve lejren.

Georg Arne Petersen og Thomas Rydahl vidste godt, at Taleban gjorde klar til et stormløb. Danskerne lå med skarpladte våben bag sandsækkene og kiggede ud over byen. Mørket var endnu ikke faldet på, og der var varmt.

De fik øje på noget usædvanligt kun 350 meter væk. Det lignede en primitiv trefod, der holdt en antenneledning oppe. Den anden ende af ledningen forsvandt i en bunke grene på taget af en bygning. Det puslede bag grenene. Thomas ville hen til radioen for at melde, hvad de havde set.

Men han nåede aldrig så langt.

Den hvislende lyd fra en granat stoppede ham. Thomas smed sig ned bag sandsækkene, men granaten gik hen over bygningen. Georg lå inde under vagtpostens interimistiske halvtag. Den næste granat gik ind gennem vinduet på første sal og eksploderede i rummet under dem. Braget var enormt. Luften var fuld af støv. »Her – her skal jeg fandeme ikke ligge!« tænkte Georg.

Efter eksplosionen lå Georg ved kanten til det hul, som sprængstykkerne og rystelserne fra eksplosionen havde lavet i taget. Hjelmen var faldet ned i hullet. Han hævede sit gevær op i strakt arm og skød mod nord, hvor granaten var kommet fra.

Han rullede længere ind på den del af taget, der holdt endnu. Her lå han beskyttet bag en halvmur og sandsække. Hvad fanden var der sket?

Støvet fra eksplosionen lå overalt. Det meste af taget var faldet sammen.

Et land i krig.indd 12

12/03/12 15.23

Det blodige slag

13

Kun den del, hvor Georg lå, holdt endnu, fordi den var understøttet af beton. Det tunge maskingevær var faldet ned og havde slået hul i etageadskillelsen mellem første og anden etage. Georg havde fået blikplader og bambus fra det lille halvtag ned over sig.

Danskeren talte til ti og fik vejrtrækningen under kontrol. Han kunne ud over resterne af muren se, at lejren også blev angrebet fra øst og vest.

Mod nord kun omkring 300 meter væk stod fire mand på et hustag.

Den ene havde et raketstyr. Det så ud, som om de snakkede med hinanden. Manden med det tomme raketstyr jublede og strakte armene i vejret. Georg tog sigte og skød. Afghaneren faldt om. De andre talebanere stod bare og så på. Georg skød én mere. De to sidste dukkede sig, men han skød igen og så en af dem vælte. Så løb den fjerde.

Omkring 40 sekunder var gået, siden granaten slog ned, men det føltes som minutter. Alligevel havde Georg ikke nået at tænke mange tanker. Det var kun reaktion og handling. Så kom han i tanke om sin makker: »Thomas! Hvor fanden er Thomas?« Da vagtpostens tag forsvandt under Thomas Rydahl, fægtede han med arme og ben for at få fat i et eller andet, men det hjalp ikke. Etageadskillelsen nedenunder brasede også sammen, og han styrtede seks meter ned.

Da støvskyen lagde sig, kunne Thomas ikke se med sit venstre øje.

Det var dækket af blod. Han lå i bygningens stueetage med murbrokker til op over knæene. Han tørrede sig i ansigtet. Det blødte voldsomt fra en flænge i panden. Han kunne høre skud. Så opdagede han hullet i bygningens facade ud mod vejen. »Hvis jeg kan se ud, kan de se ind,« tænkte Thomas.

Den 30-årige premierløjtnant ville væk, men den eneste flugtvej var gaden, hvor angrebet kom fra. Han gravede benene fri og skyndte sig ind bagest i rummet. Der kunne han ligge lidt beskyttet bag en dynge murbrokker.

Thomas var bange. Geværet var forsvundet under faldet, men han havde sin 9 mm Neuhausenpistol og to magasiner med otte skud i hver.

Han tog ladegreb og skød et prøveskud for at være sikker på, at pistolen virkede. Dernæst skiftede han magasinet. På den måde havde han en kugle i kammeret og otte i magasinet. Ni skud i alt, før han skulle skifte magasin.

Hans næste tanke var: »Hvad med Georg? Er han død?« Han råbte og fik svar oppe fra det sønderskudte tag, hvor han fik øje på Georg.

Et land i krig.indd 13

12/03/12 15.23

14

et land i krig

»Jeg er såret i hovedet. Det bløder, og jeg kan ikke komme ud!« råbte Thomas. »Hold lige kæft.Vi gør, hvad vi kan, men de angriber fra flere sider!« Svaret fra Georg var sammenbidt. Thomas klappede i. Han forstod, at alle kæmpede som besatte, og der kunne være andre sårede og døde.

Før var Thomas bange. Nu var han angst for at dø. Og vred. Hvorfor var han havnet her? Hans kone, Camilla, havde ikke været glad for, at han tog til Helmand, og han havde heller ikke selv haft lyst til at tænke og tale om sin egen død. Men hvorfor havde han ikke fået skrevet det afskedsbrev til hende?

I den næste halve time havde Thomas Rydahl sin pistol rettet mod åbningen, hvor talebanerne hvert øjeblik kunne myldre ind, hvis de kom frem til bygningen. Han var i dækning bag murbrokkerne og kunne kun vente. »Chancen for, at jeg klarer det, er under 50 procent,« tænkte han.

Han var nødt til at stoppe tankerne. De var farlige.Ved en fysisk kraftanstrengelse lykkedes det ham at koncentrere sig om hullet ud mod vejen.

På taget havde Georg skudt sit gevær tomt for ammunition. Han tog et let maskingevær, der lå ved den sønderskudte vagtpost, og så mod nord i den retning, som de raketdrevne granater var kommet fra. En gruppe talebanere løb ned ad vejen med direkte kurs mod vagtposten. De var kun 70-80 meter væk. Georg tænkte, at talebanerne sikkert troede, at vagtposten var forladt, fordi han havde indstillet skydningen. De løb frem gennem en snæver gyde, hvor de havde svært ved at finde dækning.

Georg åbnede ild med maskingeværet. Måske ramte han 10-12 stykker. Der var ikke tid til at se nærmere efter. Han havde nok at gøre med at skyde og dække sig. Talebanerne kom ikke nærmere. I stedet forstærkede de beskydningen af Georg. Ammunitionskassen ved siden af ham blev skudt i stykker. Han havde ligget for længe uden at bevæge sig, og de havde skudt sig ind. Han flyttede sig og skød igen.

Før denne varme julidag havde Georg aldrig skudt mod et menneske. Da han var udsendt som soldat til Bosnien fem år tidligere, løsnede han ikke et skud. Han vidste godt, at talebanerne måske havde børn.

Efter stormløbet på lejren i Musa Qala i juli 2006 blev Thomas Rydahl behandlet af den danske læge. Derefter blev han evakueret til et felthospital.

Privatfoto.

Et land i krig.indd 14

ü

12/03/12 15.23

Det blodige slag

15

Han vidste også, at alle talebanere ikke var fanatikere. Mange var blevet tvunget ud i kamp eller gjorde det for en beskeden hyre. Måske havde han dræbt folk, der ikke havde andet valg end at kæmpe mod danskere og briter.

Men hvis talebanerne ikke havde angrebet, var det ikke sket. Og hvis Georg ikke havde skudt, var han selv blevet skudt. Egentlig var det meget enkelt. Han kæmpede for sit liv. Hans kammerat, Thomas, lå såret og spærret inde nede i stueetagen, så ham kæmpede han også for.

Thomas så et ansigt oppe ved kanten af hullet. Det var Wes, den britiske sygehjælper. Han havde hørt Georgs råb om hjælp, og sammen

Et land i krig.indd 15

12/03/12 15.23

16

et land i krig

med andre britiske soldater var han kravlet over broen inde fra lejren.

Briterne hjalp Georg med at holde talebanerne på afstand.

Wes kastede en forbinding ned til Thomas, så han kunne forbinde sig selv og stoppe blødningen i panden, men Thomas havde ikke tid. Han tørrede blodet væk med forbindingen, mens han holdt pistolen rettet mod den åbning, som talebanerne kunne komme ind ad. Wes råbte, at han ville smide et reb ned til Thomas, men der var ikke noget reb. »Det er håbløst,« nåede Thomas at tænke, før en anden brite, Mark, fandt et gammelt sengegærde, som han hurtigt lagde over et hjørne af hullet. Mark gik armgang ud til midten af hullet og lod sig falde seks meter ned til Thomas i stueetagen. Briten tog fat i den store mukkert, som han først havde smidt ned ved siden af Thomas. Han ville prøve at slå et hul i bagmuren, som vendte mod lejren. Måske kunne de komme den vej ud. Men det tykke ler gav sig ikke.

Oppe på resterne af taget var der kommet flere soldater. De mavede sig rundt og søgte dækning, mens de med byger af skud holdt det sidste forsøg på at storme bygningen nede. Et par briter fik bakset en stige ned i hullet, så Thomas og Mark kunne kravle op. Efter godt en halv time var angrebet på lejren stilnet af. Mens briterne affyrede byger af støtteild for at beskytte Thomas, kravlede han over træstigen ind til lejren.

Endelig kom han under behandling. Thomas Rydahl fik lagt en forbinding om såret i panden, før han dagen efter blev evakueret med helikopter til et felthospital. Han blev syet med 17 sting.

Georg Arne Petersen valgte at blive i Musa Qala og vente på, at dan­ ske soldater kom ind og forstærkede lejren. Det lykkedes dagen efter.

Men i de følgende uger skulle Georg og den danske styrke i Musa Qala opleve endnu flere træfninger. De hårdeste kampe, som danske soldater havde været udsat for siden 1864.

Den danske forsvarsledelse havde i flere år været stolt over, at de danske soldater var dygtige til deres håndværk i både Afghanistan og Irak – og at det var lykkedes at komme i forreste linje. Altså i rigtig krig.

Men generalerne var overraskede over, at træfningerne i Helmand blev så voldsomme fra begyndelsen.

Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, var den første, alvoren gik op for. Få dage før Georg Arne Petersen og Thomas Rydahl kæmpede for livet på vagtposten i Musa Qala, var Kiærskou på besøg i den store lejr Camp Bastion i Helmand. Under briefingerne blev generalmajoren klar over, at kampene ville blive langt

Et land i krig.indd 16

12/03/12 15.23

Det blodige slag

17

hårdere end forventet. Derfor krævede han garanti for flystøtte fra Natos ledelse i Afghanistan, ellers ville han ikke sende de danske soldater ind i Musa Qala. Garantien kom, og Poul Kiærskou havde tillid til de danske soldaters kunnen. Men han var også bekymret.

Generalen ringede til Forsvarskommandoen for at forklare den kritiske situation. Han bad forsvarschef Jesper Helsø om at orientere ministeriet om de hårde kampe, der kunne komme. Da han kom hjem et par dage senere, ændrede han sin ferie. Han ville ikke være i udlandet, hvis det værste skulle ske.

I Forsvarskommandoen fik Jesper Helsø hver morgen klokken ni en briefing om udviklingen. Da det gik hårdest til ved Musa Qala, blev Helsø ringet op døgnet rundt med de vigtigste meldinger. Forsvarschefen talte flere gange i telefon med forsvarsminister Søren Gade. Jesper Helsø ville sikre sig, at der var politisk rygdækning. Frem for alt ville han undgå en situation, hvor regeringen uden varsel kunne læse om hårde kampe på forsiden af aviserne.

Men det skete ikke. Først efter et par dage brød nyhederne om kampene ved Musa Qala igennem sommervarmen hjemme i Danmark. Heldigvis så det ud til, at det “danskerheld”, der havde hjulpet Thomas og Georg, fortsatte. Der var 11 sårede danske soldater, men ingen dræbte i Musa Qala.

På et hasteindkaldt møde den 7. august 2006 i Forsvarsministeriet gav Jesper Helsø en grundig orientering til Folketingets Forsvarsudvalg.

Helt usædvanligt var politikerne blevet indkaldt midt i deres ferie, og kun halvdelen af udvalgets medlemmer kom for at høre om kampene ved Musa Qala. Forsvarschefen viste billeder og kort fra området og forklarede, hvor slemt det stod til. Stemningen var anspændt og bekymret – og ikke jovial, som den plejede at være med forsvarsminister Søren Gade for bordenden.

Det lykkedes Jesper Helsø at berolige de fleste politikere på mødet.

Forsvaret regnede med, at kampene i Musa Qala kun var en overgangsfase. Ikke en permanent tilstand. De danske soldater skulle nok klare opgaven. »Vi havde ikke ventet så hårde træfninger, men soldaterne er uddannede til kampene,« forklarede Jesper Helsø på mødet.

Men Musa Qala blev begyndelsen på flere års åben krig i Helmand.

Danmarks aktivistiske udenrigspolitik var ved at nå et militært klimaks.

Et land i krig.indd 17

12/03/12 15.23