Page 1

00

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

00

01

02

03

04

05

06

07

34

35

36

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

54

55

00

begået noget så sjældent som et vellykket stykke spekulationslitteratur … Thrilleren fungerer glimrende på sine egne – og godt

08

udtænkte – præmisser og underholder sin læser meget fornemt.”

– Weekendavisen

09 10

”Medrivende og fantastisk spændende fortælling om en ældgammel konflikt mellem

12

et hemmeligt selskab og efterkommere af

11

engle og mennesker. Det må blive et af årets højdepunkter.”

– Litteratursiden

13 14

OM

E NG L E R I G E T

15

”En spændende fortsættelse til bestselleren

16

bog i serien.

”Med Englen har den amerikanske forfatter

07

rien om Evangeline, og der er planlagt en tredje

★ ★ ★ ★ ★ – Fyens Stifttidende

06

Engleriget – Angelopolis er fortsættelsen på histo-

spændingsromaner, jeg længe har læst.”

05

Smiths produktionsselskab Overbrook.

”Englen er en af de mest overbevisende

04

sat til 32 sprog. Filmrettighederne er solgt til Will

E NG L E N

03

logi var en New York Times bestseller og er over-

Fortsættelsen af ENGLEN ★★★★★★ – Nordjyske Stifttidende

OM

02

Danielle Trussonis første roman Englen – Angelo-

Englen – Angelologi … Lige dele historisk roman, fantasy, kærlighedshistorie og mystik …

19

ANGELOPOLIS

– Booklist

18

Det er en must-read.”

17

Ti år er gået, siden historikeren Verlaine chokeret overværede Evangelines transformation til en bevinget skabning. Nu arbejder han som angel hunter for Angelologisk Selskab i Paris, hvor hans mission er ganske enkel: at fange og eliminere hendes slags. Men da han pludselig ser Evangeline på gaden, lægger han straks mærke til, at hun er anderledes end de væsner, han ellers nådesløst jagter. Han fyldes af en tvivl, som kun bliver større, da Evangeline for øjnene af ham bliver kidnappet af et væsen, som selskabet forgæves har forsøgt at fange i mange år. Det bliver startskuddet til en hæsblæsende og nervepirrende jagt, som bringer Verlaine og angelologerne fra Paris til Sankt Petersborg og dybt ind i fjerne egne af Sibirien og videre mod Sortehavet, hvor sandheden om Evangelines forfædre venter på dem – men onde kræfter vil gøre alt for at forhindre dem i at nå deres mål.

01

I

Englen blev vi præsenteret for menneskehedens største fjende: de smukke nephilimer, som er halvt engle og halvt mennesker og kendt for at være følelseskolde, brutale og magtbegærlige. I Engleriget bryder konflikten atter ud i lys lue, og der er stærke kræfter på spil.

DANIELLE TRUSSONI

ANGELOPOLIS

DANIELLE TRUSSONI

20

S PÆ N D I N G S R O M A N

21

Forfatterportræt: © Hadrien Postel-Vinay

9

7 8 8 7 1 1 4 0 8 0 0 1

www.lindhardtogringhof.dk

22

Omslag: Thomas Szøke – eyelab.dk

LINDHARDT OG RINGHOF

23

Engleriget - Angelopolis OMS 155x231 OMS.indd 1

24

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

19/06/13 08.56


Engleriget - Angelopolis er oversat fra engelsk efter Angelopolis Copyright © Danielle Trussoni 2013 All rights reserved All rights reserved including the rights of reproduction in whole or in part in any form. Dansk copyright © 2013 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: eyelab.dk Bogen er sat med Minion Pro hos Lymi DTP-Service og trykt hos Scandbook, Sverige, 2013 ISBN 978-87-11-40800-1 1. udgave, 1. oplag 2013

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Boethius-citat: “Filosofiens trøst”, Multivers (2008) Oversætter: Torben Damsholt Citat fra “Dantes guddommelige komedie”, Multivers, 5.udg. 1.oplag (2009) På danske vers af Ole Meyer Citater fra “Bibelen”, Det danske Bibelselskab (1992).

Engleriget.indd 4

17/06/13 20.48


E nglerig et A n g el op olis

da n i e l l e t ru s s o n i

P책 dansk ved Nina Bolt

LINDHARDT OG RINGHOF

Engleriget.indd 3

17/06/13 20.48


Engleriget.indd 14

17/06/13 20.48


33 Champ de Mars, 7. arrondissement, Paris, 1983

V

idenskabsmanden undersøgte pigen og pressede sine fingre mod hendes hud. Hun mærkede hans berøring på sine skulderblade, på rygsøjlens hvirvler og sin ryg. Bevægelserne var eftertænksomme, kliniske, som om han ventede at finde noget forkert ved hende – et trettende ribben eller en anden rygsøjle, der strakte sig som et jernbanespor langs originalen. Pigens mor havde sagt til hende, at hun skulle gøre, hvad videnskabsmanden bad om, og derfor udholdt hun befølingen i tavshed: Da han bandt en årepresse om hendes arm, gjorde hun ikke modstand; da han fulgte hendes åres bugtede forløb med spidsen af en nål, forholdt hun sig roligt; da nålen gled ind under huden, og blodet fyldte røret i sprøjten, pressede hun læberne sammen, indtil hun ikke længere kunne mærke dem. Hun betragtede sollyset, der faldt ind gennem vinduerne og gav det sterile rum farve og varme, og havde en følelse af, at en højere magt vågede over hende, som om en ånd var steget ned for at passe på hende og trøste hende. Da videnskabsmanden fyldte tre medicinflasker med blod, luk­kede hun øjnene og tænkte på sin mors stemme. Hendes mor kunne godt lide at fortælle hende historier om fortryllede kongeriger, sovende skønheder og tapre riddere parate til at kæmpe for det gode. Hun fortalte om guder, der forvandlede sig til svaner, og smukke drenge, der blev til blomster, og kvinder, der blev til træer. Hun hviskede, at englene eksisterede på Jorden så vel som i Himlen, og at der fandtes mennesker, der kunne flyve ligesom 11

Engleriget.indd 11

17/06/13 20.48


engle. Pigen lyttede altid til disse historier og vidste aldrig rigtigt, om de var sande. Men Ên ting vidste hun: I alle eventyr vügnede prinsessen, og svanen forvandlede sig og blev til Zeus igen, og ridderen besejrede det onde. I løbet af et øjeblik, ved at vifte med en stav eller bruge en trylleformular, endte mareridtet, og en ny epoke begyndte.

Engleriget.indd 12

17/06/13 20.48


Den første sfære

LI MB O

Engleriget.indd 13

17/06/13 20.48


Allée des Refuzniks, Eiffeltårnet, 7. arrondissement, Paris, 2010

V

.A. Verlaine trængte gennem barrieren af gendarmer og banede sig vej til den døende. Det var næsten midnat, nabolaget var øde, og alligevel havde hele området omkring Champ de Mars – fra Quai Branly til Avenue Gustave Eiffel – været spærret af politibiler, hvis røde og blå lys pulserede gennem mørket. En projektør var sat op på et hjørne af gerningsstedet, og den grelle belysning afslørede en lemlæstet krop, der lå i en pøl af elektrisk blåt blod. Offerets ansigtstræk var ikke til at skelne, kroppen var radbrækket og blodig, og hendes arme og ben lå i unaturlige vinkler, som grene knækket af et træ. Udtrykket ‘flænset i småstykker’ faldt ham ind. Han havde studeret skabningen, da den døde og foldede vingerne over sin krop. Han så den skælve af smerte og lyttede til dens skarpe, dyriske grynt, der efterhånden dæmpedes til en svag jamren. Sårene var alvorlige – et dybt snit i hovedet og et andet i brystet – og alligevel lod det til, at skabningen aldrig ville holde op med at kæmpe, at dens beslutning om at overleve var urokkelig, at den ville blive ved og ved, selv om blodet sivede ud på jorden som en tyk, mørk sirup. En mælkeagtig film lagde sig over skabningens øjne og dækkede dem, så den fik et firbens tomme stirren, og Verlaine vidste, at englen omsider var død. Da han så sig over skulderen, strammedes hans kæber. Han kunne dårligt tro, hvad han så. På den anden side af ringen af politifolk stod alle afarter af skabninger – en levende encyklopædi af væsner, der ville dræbe ham, hvis de vidste, at han kunne se, hvad 15

Engleriget.indd 15

17/06/13 20.48


Dan ielle Trus s oni

de var. Han tøvede og anlagde en lærd mands kolde, grublende positur, mens han gennemgik skabningerne i tankerne: Der var forsamlinger af mara-engle, de smukke og fordømte prostituerede, hvis talenter var sådan en fristelse for mennesker; gusian-engle, der kunne spå om fortid og fremtid; rahab-engle, fordærvede væsner, der blev betragtet som kasteløse i engleverdenen. Han kunne skelne de små fysiske kendetegn hos anakim-englene – de skarpe fingernegle, den brede pande og den lettere uregelmæssige knoglebygning. Han så det hele med en uforsonlig klarhed, selv da han vendte tilbage til vanviddet, der knyttede sig til mordet. Offerets blod var begyndt at sive forbi projektørbelysningens konturer og ind i skyggerne. Han forsøgte at fokusere på Eiffeltårnets jernkonstruktion for at samle sig, men skabningerne tog hans opmærksomhed. Han kunne ikke løsrive blikket fra deres vinger, der baskede mod nattens bælgravende mørke. Verlaine havde opdaget sin evne til at se skabningerne ti år før. Evnen var en gave – meget få mennesker kunne faktisk se englenes vinger uden omfattende træning. Det viste sig, at hans svage syn – han havde gået med briller siden femte klasse og kunne dårligt se en halv meter frem for sig uden dem – skyldtes en deformitet i hans hornhinder, der slap lyset ind i øjet i nøjagtig den rette mængde til, at han kunne opfange det fulde spektrum af englevinger. Han var født til at være englejæger. Nu kunne Verlaine ikke blokere for det farvestrålende lys omkring englene og for energifelterne, der adskilte dem fra de flade, farveløse rum, som menneskene befandt sig i. Han opdagede, at han fulgte dem, mens de bevægede sig rundt på Champ de Mars, selv om han ønskede at udelukke den hallucinatoriske tiltrækningskraft ved det. Somme tider var han sikker på, at han var ved at blive skør, og at skabningerne var hans personlige dæmoner – at han levede i en selvskabt sfære af Helvede, hvor en endeløs mængde forskellige djævle havde stillet sig op foran ham, som om de var stimlet sammen med det formål at håne og plage ham. 16

Engleriget.indd 16

17/06/13 20.48


E n gleriget

Men det var den slags tanker, der kunne få ham indlagt på et sindssygehospital. Han måtte sørge for at være i balance og huske, at han så tingene på en højere frekvens end almindelige mennesker, og at denne evne var noget, han måtte dyrke og beskytte, selv når den skadede ham. Bruno, hans ven og mentor, den mand, der havde bragt ham fra New York og oplært ham som englejæger, havde givet ham piller til at berolige sine nerver, og selv om Verlaine forsøgte at tage så få som muligt, gav han sig til at lede efter en emaljeret æske i sin jakkelomme og rystede to hvide piller ud. Han mærkede en hånd på sin skulder og vendte sig om. Bruno stod bag ham med et alvorligt udtryk. “Sårene tyder på et emim-angreb,” hviskede han. “Den forkullede hud bekræfter det,” sagde Verlaine. Han knap­ pede sin jakke op – en gul vintage polyestersportsjakke fra 1970’­ erne af tvivlsom smag – og nærmede sig den døde. “Har liget nogen form for legitimation?” Hans mentor fjernede en tegnebog, hvis lyse ruskind var plettet af blod, og begyndte at undersøge den. Pludselig ændrede Brunos udtryk sig. Han holdt et plastickort op. Verlaine tog kortet. Det var et kørekort fra New York med et fotografi af en kvinde med sort hår og grønne øjne. Hans hjerte bankede hårdt i brystet, da det gik op for ham, at det tilhørte Evangeline Cacciatore. Han tog en dyb indånding, inden han vendte sig om mod Bruno. “Tror du virkelig, at det kan være hende?” sagde han omsider og iagttog omhyggeligt sin chefs udtryk.” Han vidste, at alt – hans forhold til Bruno, hans tilknytning til Det Angelologiske Selskab, hans livsforløb fra nu af – ville blive påvirket af, hvordan han forholdt sig de næste ti minutter. “Evangeline er et menneske; dette er en blåblodet kvindelig nephilim,” svarede Bruno og nikkede mod det blodige lig imellem dem. “Værsgo.” Verlaine stak fingrene ind mellem knapperne i offerets trenchcoat. Han rystede så meget på hænderne, at han måtte trække 17

Engleriget.indd 17

17/06/13 20.48


Dan ielle Trus s oni

vejret dybt for at fastslå formen på hendes skuldre. Kvindens træk var fuldkommen uigenkendelige. Han huskede første gang, han havde set Evangeline. Hun havde været både smuk og melankolsk på samme tid, og hun så på ham med sine store, grønne øjne, som om han var en tyv, der var kommet for at stjæle deres hellige tekster. Hun havde været mistænksom over for hans motiver og indædt besluttet på ikke at fortælle ham noget. Så fik han hende til at le, og hendes hårde facade var smuldret. Det øjeblik mellem dem havde brændt sig ind i ham, og ligegyldigt hvor meget han prøvede, havde han aldrig været i stand til at glemme Evangeline. Det var over ti år siden, at de havde stået sammen i biblioteket på Sankt Rose Klostret med bøgerne åbne foran sig, begge uvidende om verdens sande natur. Der var kæmper på Jorden i disse dage og de følgende. Disse ord og kvinden, der viste ham dem, havde ændret hans liv. Han havde ikke fortalt nogen sandheden om Evangeline. Ingen vidste faktisk, at hun var en af de skabninger. For Verlaine havde det været et uudtalt løfte mellem ham og Evangeline, at han holdt på hendes hemmelighed. Nok var han klar over, hvad hun var blevet, men han ville aldrig fortælle en sjæl det. Kun på den måde kunne han forblive tro mod den kvinde, han elskede – det vidste han nu. Verlaine stak kørekortet i sin lomme og gik sin vej.

Engleriget.indd 18

17/06/13 20.48


McDonald’s, Avenue des Champs-Élysées, 8. arrondissement, Paris

P

aris var fuld af angelologer og som sådan et af de farligste steder i universet for en emim-engel som Eno, der var temmelig letsindig. Som sine andre artsfæller var hun høj og slank med høje kindben, fyldige læber og grå hud. Hun gik med en tung, sort makeup, rød læbestift og sort læder og fremviste ofte sine sorte vinger åbenlyst uden at være bange for, at angelologerne skulle se dem. Denne adfærd blev betragtet som en provokation, men Eno havde ikke til hensigt at skjule sig. Verden blev snart deres. Det havde Grigorierne lovet hende. Ikke desto mindre lå der angelologer på lur overalt i Paris – videnskabsmænd, der så ud, som om de ikke havde forladt Det Angelologiske Akademis arkiv i halvtreds år, emsige medlemmer, der tog fotografier af alle de skabninger, de kunne finde, angelologiske biologer, der forsøgte at skaffe sig blodprøver fra engle og, værst af alt for Enos vedkommende, team af englejægere, der var ude for at arrestere alle englevæsner. Disse idioter forvekslede ofte golobimere med nephilimer og nephilimer med renere skabninger som Grigorierne. I den senere tid lod jægerne til at være på hvert eneste hjørne, hvor de holdt vagt og ventede, parat til at tage deres bytte i forvaring. For dem, der kunne få øje på jægerne, var livet i Paris bare besværligt. For dem, der ikke kunne, var det dødsensfarligt at færdes i byen. Selvfølgelig havde Eno strenge regler i forbindelse med sin opgave, og hendes første og vigtigste var at overlade risikoen for at blive fanget til andre. Efter at hun havde dræbt Evangeline, hav19

Engleriget.indd 19

17/06/13 20.48


Dan ielle Trus s oni

de hun hurtigt fjernet sig fra stedet og spadserede på ChampsÉlysées, hvor ingen ville tænke på at lede efter hende. Hun var klar over, at det somme tider var bedst at skjule sig for øjnene af alle. Eno lagde hænderne om plasticbægeret og betragtede den travle trafik ned ad Champs-Élysées. Hun ville tage tilbage til sine herrer så snart som muligt, nu da hendes opgave i Paris var afsluttet. Hun var blevet udpeget til at finde og dræbe en ung kvindelig nephilim, som hun havde fulgt i ugevis, hvor hun studerede hende og lærte hendes adfærdsmønster at kende. Hun var blevet optaget af sit offer. Evangeline var anderledes end andre nephilimer, hun havde set før. Ifølge hendes herrer var Evangeline barn af Grigorierne, men hun havde ingen af sin slægts kendetegn for en engel. Hun var vokset op blandt mennesker og var blevet forladt af sine artsfæller, og at dømme efter alt, hvad Eno havde observeret, var hun farligt lydhør over for menneskehedens skikke. Grigorierne ønskede Evangeline død, og Eno svigtede aldrig sine herrer. Og de ville heller ikke svigte hende, var hun sikker på. Grigorierne ville bringe hende hjem til Rusland, hvor hun ville blande sig med horderne af emim-engle. I Paris var hun for iøjnefaldende. Nu da hendes opgave her var afsluttet, ønskede hun at forlade denne farlige og modbydelige by. Hun havde lært af erfaringens vej, hvor farlige de parisiske angelologer var. For mange år siden, da hun var ung og uvidende om menneskenes skikke, var hun nær blevet dræbt af en angelolog. Det var i sommeren 1889 under den parisiske verdensudstilling, hvor folk var strømmet til byen for at se det nyligt opførte Eiffeltårn. Hun slentrede gennem udstillingen og vovede sig derefter ind i menneskemylderet i de nærliggende områder. I modsætning til mange emimer elskede hun at spadsere rundt blandt de lavtstående væsner, der befolkede Paris, elskede at drikke kaffe på deres caféer og spadsere i deres parker. Hun kunne godt lide at blive trukket ind i menneskesamfundets travlhed, den sprudlende energi i deres formålsløse eksistens. 20

Engleriget.indd 20

17/06/13 20.48


E n gleriget

Undervejs på sin spadseretur lagde hun mærke til en smuk engelsk soldat, der stirrede på hende fra den anden side af Champ de Mars. De havde talt sammen i nogle minutter om parken, da han tog hende ved armen og førte hende forbi skarer af infanterister, prostituerede og renovationsarbejdere, forbi vogne og heste. På grund af hans dæmpede stemme og dannede optræden gik hun ud fra, at han var højere placeret end de fleste mennesker. Han holdt hendes hånd forsigtigt, som om hun var for skrøbelig at røre ved, mens han studerede hende med samme omhu som en juveler, der vurderer værdien af en diamant. Menneskeligt begær var noget, hun fandt fascinerende – dets intensitet, måden kærlighed kontrollerede og formede deres liv på. Denne mand begærede hende. Eno fandt ham fængslende. Hun kunne stadig huske hans hår, hans mørke øjne, og den flotte figur, han gjorde i sin habit og høje hat. Hun forsøgte at vurdere, hvorvidt manden var klar over, hvad hun var. Han førte hende væk fra mængden, og da de var alene bag en hæk, så han hende ind i øjnene. Der var kommet noget forandret over ham – hvor han før havde været blid og amourøs, var der nu noget voldeligt ved ham. Hun undrede sig over forandringen og det menneskelige begærs omskiftelige natur, den måde han kunne elske og hade hende på samme tid. Pludselig trak manden en dolk frem og gik til angreb. “Udyr,” hvæsede han med en stemme fuld af had, da han rettede bladet mod hende. Eno reagerede hurtigt, sprang til side, og kniven forfejlede sit mål: I stedet for at ramme hendes hjerte gav soldaten hende en flænge på skulderen, der trængte gennem hendes tøj og ind på kroppen, hvor kødet trak sig væk fra hendes knogle som et stykke knipling. Eno var gået løs på ham for fuld kraft og havde knust knoglerne i hans hals mellem sine fingre, og til sidst var hans øjne blevet hårde som blege sten. Hun trak ham om bag træerne og tilintetgjorde alle spor af det, hun havde fundet smukt ved ham. Hans dejlige øjne, hans hud, den fine, kødfulde øreflip, de fingre, der – kun minutter før – havde givet hende nydelse. Hun tog mandens 21

Engleriget.indd 21

17/06/13 20.48


Dan ielle Trus s oni

frakke og lagde den over sine skuldre for at skjule sit sår, men hun kunne ikke skjule den kendsgerning, at hun var blevet ydmyget. Såret var lægt, men hun havde fået et ar af form som en halvmåne. Hun stod ofte foran et spejl og studerede den utydelige linje for at minde sig selv om det forræderi, mennesker var i stand til at begå. Efter at have læst en beretning i avisen blev hun klar over, at manden var angelolog, en af de mange engelske agenter i Frankrig i det 19. århundrede. Hun var blevet lokket i en fælde. Eno var blevet narret. Denne mand var død for længst, men hun kunne stadig høre hans stemme i sit øre og mærke hans varme ånde, da han kaldte hende et udyr. Ordet udyr havde fæstnet sig i hendes hukommelse, det var et frø, der voksede i hende og befriede hende for enhver tilbageholdenhed. Hendes arbejde som lejesoldat begyndte at more hende mere og mere for hvert nyt offer. Hun studerede angelologernes adfærd, deres vaner og deres teknikker, når de gik på jagt og slog ihjel, indtil hun kendte sit arbejde ud og ind. Hun kunne lugte en jæger, mærke ham, fornemme hans lyst til at fange og nedslagte hende. Af og til lod hun dem tilmed tage hende til fange. Andre gange lod hun dem ovenikøbet udleve deres fantasier med hende. Hun lod dem tage hende med i seng, binde hende, lege med hende, gøre hende fortræd. Når legen var forbi, dræbte hun dem. Det var en farlig leg, men hun havde kontrol over den. Eno iførte sig et par kæmpe solbriller med sorte og konvekse glas. Hun gik sjældent udenfor uden dem. De skjulte hendes store, gule øjne og hendes unaturligt høje kindben – det mest karakteristiske træk ved emimerne – så hun lignede en menneskekvinde. Hun lænede sig tilbage i stolen, strakte sine lange ben og lukkede øjnene, mens hun genkaldte sig rædslen i sit offers ansigt og kødets modstand, da hun borede sine negle ind i hendes brystkasse og flåede den op. Det vellystige gys af overraskelse, hun havde følt ved synet af det blå blod, da det begyndte at flyde ud på fortovet. Hun havde aldrig dræbt et højerestående væsen før, og oplevelsen 22

Engleriget.indd 22

17/06/13 20.48


E n gleriget

stred mod alt, hvad hun var blevet oplært til at gøre. Hun havde forventet en kamp, der var en nephilim værdig. Men Evangeline var død med en menneskekvindes patetiske ro. Hendes telefon vibrerede i lommen, og da hun rakte ned efter den, tjekkede hun de forbipasserende, mens hendes blik flakkede fra mennesker til engle. Der var kun én person, der brugte det nummer, og Eno måtte være sikker på, at hun kunne tale privat. Emimerne var bundet af deres arv til at tjene nephilimerne, og i årevis havde hun simpelt hen gjort sin pligt og arbejdet for Gri­ gorierne af taknemmelighed og frygt. Hun var af krigerkaste, og hun accepterede sin skæbne. Hun havde ikke mange andre ønsker end at opleve, hvordan et liv langsomt ebbede ud, det sidste gisp efter luft og den døde krops vidunderlige ubevægelighed. Med dirrende fingre tog hun telefonen. Hun hørte sin herres hæse hvisken, en forførende stemme, som hun forbandt med magt, smerte og død. Han sagde kun nogle få ord, men af den måde, han talte på, med gift i stemmen, vidste hun straks, at noget var gået galt.

Engleriget.indd 23

17/06/13 20.48


Quai Branly, 7. arrondissement, Paris

F

ør han havde fundet sit livs kærlighed død under Eiffeltårnet, havde Verlaine haft en forudanelse om Evangelines død. Evangeline havde vist sig for ham i drømme, en uhyggelig skabning vævet af lys. Hun talte med en stemme, der genlød gennem hans sjæls korridorer, og hendes ord var først uhørlige, men da han anstrengte sig for at opfange dem, blev de tydeligere og tydeligere. Kom til mig, sagde hun, da hun svævede over ham, et smukt og skrækkeligt væsen med en lysende, klar hud og vingerne samlet om sine skuldre som et kniplingsagtigt, æterisk slør. Han forstod, at han drømte, at hun var et fantasifoster, noget han havde fremkaldt fra det ubevidste, en slags dæmon, der havde til hensigt at hjemsøge ham. Alligevel var han skrækslagen, da hun lænede sig frem og rørte ved ham. Hun anbragte sine kolde fingre på hans bryst, som om hun følte efter hans hjerteslag. Mens de arbejdede med jævne bevægelser, forplantede en hede sig fra hendes hænder til hans krop og sendte en brand gennem ham. Med skræmmende klarhed vidste han, at Evangeline ville dræbe ham. Det var altid i det øjeblik i drømmen, at han vågnede, ude af stand til at få vejret, overvældet på én og samme tid af frygt, kærlighed, begær, håbløshed og ydmygelse. Når han kom til sig selv, vidste han, at en mørkets engel havde været hos ham. Hvis ikke Bruno havde grebet ind, ville han måske stadig være fanget i en endeløs spiral af skræk og begær. Mens billedet af Evangelines lemlæstede krop stadig fik det til at svimle for ham, havde Verlaine kurs mod gaden. Han kunne

24

Engleriget.indd 24

17/06/13 20.48


E n gleriget

ikke forbinde kvinden i sin drøm med liget. Det var hans plan at spise middag sent den aften med venner i Marais, men selvfølgelig ville han ikke være i stand til at opføre sig, som om intet var sket. Hans Ducati 250 var parkeret på Rue de Monttessuy. Det blotte syn af den – de polerede, forkromede skærme, det blankpudsede lædersæde – hjalp med at bringe ham tilbage til det nuværende øjeblik. Han havde købt Ducatien den første måned i Paris og sat den i stand, slebet rusten af med sandpapir og malet den rød. Den var stadig en af hans yndlingsejendele og gav ham en følelse af frihed, hver gang han kørte på den. Da han slog støttebenet op, bemærkede han en takket ridse, der var mejslet i malingen. Han bandede lavmælt og gned på den for at se, hvor dyb den var, selv om ridsen sandt at sige kun var én af de mange skamferinger, som Ducatien havde været udsat for de senere år. Ironisk nok forbandt han hver bule og ridse med sine egne oplevelser de sidste ti år. Han var blevet såret flere gange, end han kunne tælle, og – i modsætning til den istandsatte Ducati – var alderen begyndt at kunne ses på ham. Da han fik et glimt af sit spejlbillede i et butiksvindue, bemærkede han, at Ducatien var mere velholdt, end han var. Da han nåede kajen, fangede noget hans opmærksomhed. Senere, da Verlaine genkaldte sig det øjeblik, hvor han så Evangeline, sagde han til sig selv, at han havde mærket hendes tilstedeværelse, før han så hende, at en forandring af det atmosfæriske tryk havde fundet sted – den form for ubalance, der fremkom, når et pust af kold luft trænger gennem et varmt rum. Men det tænkte han ikke over på det tidspunkt. Han vendte sig simpelt hen om, og der var hun og stod nær Seinen. Verlaine genkendte hendes spinkle skuldre og hendes blanke, sorte hår. Han genkendte hendes høje kindben og de samme grønne øjne, der lige havde set på ham fra kørekortet. Han havde bare lyst til at stirre på hende for at sikre sig, at det virkelig var hende, et væsen af kød og blod, og ikke et fantasifoster. Han fastholdt hendes blik et sekund, og i det øjeblik ændrede hans opfattelse sig langsomt, som om en rusten lås havde givet efter. Han holdt vejret. En kold fornemmelse greb 25

Engleriget.indd 25

17/06/13 20.48


Dan ielle Trus s oni

fat om hans rygrad og bevægede sig gennem hans krop. Den lemlæstede kvinde under Eiffeltårnet var en fremmed. Han stillede Ducatien på dens støtteben og banede sig vej til sin Evangeline. Hun skråede over gaden, da han nærmede sig, og uden at tænke nærmere over det faldt han i trit bag hende og fulgte hende, som han ville have fulgt ethvert andet mål. Han spekulerede på, om hun kunne fornemme ham bag sig og mærke hans øjne. Hun vidste, at han var der, og ledte ham med vilje videre – kom aldrig for langt foran ham, men gav ham heller ikke lov til at komme for nær. Snart var han tæt nok på til at se hendes spejlbillede dukke op og forsvinde i ruden på en parkeret varevogn, et billede der var sølvagtigt, flakkende og uskarpt som en luftspejling. Da det stabiliseredes, så han, at hendes hår var blevet klippet i en pjusket pagefrisure, og hun så ud til at bære mørk makeup. Hun kunne være en hvilken som helst af de tusinde unge kvinder, der vandrede rundt i Paris, men hendes forklædning narrede ikke Verlaine. Han kendte den rigtige Evangeline. Da hun satte farten op, måtte han gøre sig umage for at holde trit med hende. Gaderne var fyldt med mennesker; Evangeline kunne let forsvinde på et øjeblik og blive skyllet bort i menneskestrømmen. I alle de jagter, han havde deltaget i, havde han gjort sit arbejde upåklageligt. Han forfulgte, fangede og fæng­ slede efterfølgende skabningerne uden tøven. Men alt ved denne jagt var anderledes. Han ønskede at fange hende, men han kunne ikke følge den sædvanlige procedure, hvis han gjorde det. Det mest bekymrende af det hele var, at han kun ønskede at tale med hende for at forstå, hvad der var hændt i New York. Han ville have en forklaring. Det fortjente han i det mindste, syntes han. Verlaine kunne mærke, at sålerne på hans yndlingssko – et par brune wingtips-lædersko, han havde gået med i årevis – gled for hvert skridt, han tog. En angstfuld skælven gik igennem ham og samlede sig til en kompakt knude af frygt i hans mave ved tanken om at miste hende igen. Han vidste, at hvis hun valgte det, 26

Engleriget.indd 26

17/06/13 20.48


E n gleriget

kunne hun let løbe fra ham. Faktisk kunne hun slå sine vinger ud og flyve væk. Han havde set hende gøre det før. Sidste gang han havde set hende, havde hun løftet sig væk fra ham og bevæget sig højt op på himmelhvælvingen med sine selvlysende vinger under månen, et smukt monster blandt stjernerne. Han havde ikke fortalt nogen om det – ikke angelologerne, der havde deltaget i New York-missionen, og ikke de mænd og kvinder, der gav ham hans eksamensbevis, da han afsluttede sine studier på Akademiet. Evangelines sande identitet var forblevet hans hemmelighed, og hans tavshed havde gjort ham meddelagtig i hendes bedrag. Den var den eneste gave, han kunne give hende, men den gave havde fået ham til at føle sig som en forræder. Han havde løjet over for alle. Før da han stod på gerningsstedet, havde han ikke kunnet se Bruno i øjnene. Verlaine hadede den følelse. Han havde arbejdet for mange år som englejæger, arbejdet for længe og hårdt på at fange skabningerne, til at være så rystet. Uanset hvad der var sket mellem dem, var årene gået. Han var en anden mand. Hvis han fangede Evangeline, måtte han tilbageholde hende. Han måtte huske, hvad hun var, og hvad hun var i stand til at gøre ved ham. Hvis han fangede hende, måtte han tage hende i forvaring. Hvis hun angreb ham, måtte han kæmpe. Han var nødt til at bevæge sig hurtigt og skubbe sine følelser til side. Han var nødt til at overbevise sig selv om, at hun blot var endnu et væsen, og at det blot var endnu en rutinemæssig jagt. I det fjerne skinnede lysene på Eiffeltårnet mod aftenhimlen klart som et stjernebillede, der var faldet til Jorden. Verlaine løb, og hans hånd rystede, da han rakte ud efter sin pistol. Idet han tog den fra sit bælte, tændte han for den. Med sine 200 volts elektricitet var den virkningsfuld uden at være dødbringende. Hvis den rettedes mod punktet over en engels gaffelben, og skuddet gik ind i solar plexus, ville skabningen være bedøvet i timevis. Han ønskede ikke at bruge magt, men han ville ikke lade Evangeline slippe væk igen.

Engleriget.indd 27

17/06/13 20.48


Limousine, Pont de l’Alma, oppe over Seinen, Paris

A

xicore Grigori kiggede ud gennem det røgfarvede glas i limousinens vindue. Det var en klar forårsaften, og gaderne var fyldt med mennesker, der gjorde det meget usandsynligt, at han ville forlade bilens mørke indelukke. Han afskyede mennesker, og tanken om at komme ud i mylderet gav ham myrekryb. Når han var nødt til at vove sig ud blandt mennesker, holdt han sig så langt væk fra dem som muligt. Han spadserede ikke rundt imellem dem, han spiste ikke på deres restauranter, han rejste med et privat jetfly. Bare berøringen af en menneskehånd fik ham til at føle sig dybt krænket i sit inderste væsen. Selve tanken om, at hans forfædre havde været tiltrukket af den slags modbydelige væsner, fyldte ham med undren. Hvad i alverden havde vægterne tænkt på, spurgte han sig selv, mens han kiggede på folk, der gik forbi. Hvordan det var lykkedes for hans tvillingebror, Armigus, at blive i Rusland, mens Axicore befandt sig på en snusket bro i Paris som en simpel gibborim, gik over hans forstand. Hans grandtante, Sneja Grigori, mente, at en af disse frastødende skabninger, en ung kvinde ved navn Evangeline, var barnebarn af hendes afdøde søn, Percival. Det forekom alt sammen Axicore usandsynligt – navnlig efter at hans mest betroede lejeengel havde holdt øje med vedkommende i ugevis. Eno havde aflagt rapport om alt til Axicore. Han fik at vide, at Evangeline var lille, tynd, mørkhåret og fuldkommen menneskelig af udseende. Hun levede enkelt, fremviste ikke sine vinger, havde ingen nephilistiske kontakter og tilbragte størstedelen af sin tid med at færdes blandt 28

Engleriget.indd 28

17/06/13 20.48


E n gleriget

normale mennesker. Hun havde ingen af de typiske kendetegn for nephilimerne og endnu mindre Grigori-familiens ansigtstræk eller nogen af de forskellige karakteristika, man fandt hos rene racer. Kontrasten mellem dem fremgik af en simpel sammenligning med hans egen fremtræden, et perfekt eksemplar af Grigorierne. Han var et hoved højere end mennesker, hans hud fin og bleg, og hans øjne hvid-blå. Han klædte sig ulasteligt ligesom Armigus – de gik ofte ens klædt og gik aldrig i det samme sæt tøj to gange. Denne morgens forsendelse var kommet fra deres bedstefar Arthurs yndlingsskrædder i Savile Row, og fløjlets luv var glat og sort som en jaguarpels. Med deres elegante tøj og tykke, blonde hår, der faldt ned over deres skuldre i et væld af krøller, var tvillingerne betagende, klassisk smukke og frapperende nok til at få de fleste smukke kvinder til at stoppe op og stirre, især ved de yderst sjældne lejligheder, hvor tvillingerne gik ud i menneskeverdenen sammen. På den måde mindede de om alle Grigori-mændene og især den afdøde Percival Grigori. Tvillingerne var fyrster blandt bønder, plejede deres mor at sige, kongelige skabninger tvunget til at vandre rundt på Jorden, trukket ned på det materielle plan, når de burde være blandt æteriske væsner i æteren. Selvfølgelig var disse fysiske træk kun overfladiske, eftersom deres race var blevet fortyndet de sidste årtusinder. Nephilimernes sande kendetegn var mere subtile og komplicerede end teint, øjenfarve og statur. Hvis Evangeline virkelig var Snejas kød og blod, var Axicore af den opfattelse, at hun var den grimmeste Grigori, der nogensinde var født. Axicore trommede med en lang, hvid finger på vinduesglasset og forsøgte at skubbe sin afsky fra sig og koncentrere sig om den forhåndenværende opgave. Han havde hentet Eno på et etablissement på Champs-Élysées, og selv om hun sad ved siden af ham i limousinen, var hun så tavs og spøgelsesagtig, at han knap lagde mærke til hendes tilstedeværelse. Han beundrede hende enormt og opfattede hende som en af de mest frygtløse emimer, han nogensinde havde mødt, og – selv om han aldrig åbent ville indrøm29

Engleriget.indd 29

17/06/13 20.48


Dan ielle Trus s oni

me det – fandt han hende langt mere attraktiv end de fleste lavere engle. Faktisk var Eno en smuk dræbermaskine, som han beundrede og i hemmelighed frygtede, men ikke den klogeste engel i de himmelske sfærer. Hendes raseriudbrud kunne være volde­ lige. Han måtte behandle hende med forsigtighed. Og derfor var det med en vis taktfuldhed, at Axicore genoptog den forklaring, han var begyndt på i telefonen. Eno havde begået en alvorlig fejl. Evangeline var i live. “Er du sikker?” sagde Eno, og den gule ild i hendes øjne trængte gennem glassene i hendes mørke solbriller. “For jeg begår aldrig fejl.” Hun var vred, og Axicore ønskede at udnytte hendes raseri til egen fordel. “Fuldstændig sikker,” sagde han. “Og jeg er ikke den eneste – en angelolog jagter hende i dette øjeblik. En englejæger.” Eno tog solbrillerne af, og lyset fra hendes øjne spredte mørket. “Ved du, hvem det er?” “En af det typiske slæng,” sagde Axicore og følte sig utilpas ved tanken om, hvad hun ville gøre ved denne englejæger, hvis hun fangede ham. Axicore havde set Enos ofre. Så grusom vold vakte næsten hans medfølelse. “Vi må tage os af det nu,” sagde Eno og skubbede solbrillerne op for øjnene igen. “Og så tager vi hjem. Jeg vil ud af denne af­ skye­lige by.” Axicore lænede sig tilbage i sædet og huskede sin barndom i Rusland. De forlod deres bylejlighed og tilbragte måneder på Krim, hvor familiens landsted lå ved kysten. Grigori-klanen samledes til te, og han og hans bror foldede deres vinger ud – store, gyldne vinger, der glitrede som plader af hamret bladguld – og løftede sig op i luften, hvor de udførte kunststykker for deres tilbedende slægtninge. De vendte og drejede sig og udførte akrobatik, der fremkaldte den ældre generations bifald, fire hundrede år gamle nephilimer, der havde opgivet den slags atletiske manøvrer for længe siden. Deres forældre var der, klædt helt i hvidt, og stirrede op med stolthed. De var en gammel families feterede børn. 30

Engleriget.indd 30

17/06/13 20.48


E n gleriget

De var unge og smukke med alt det skabte for deres fødder. Der syntes ikke at vÌre noget overhovedet, der kunne bringe dem ned pü Jorden.

Engleriget.indd 31

17/06/13 20.48


Passage de la Vierge, 7. arrondissement, Paris

V

erlaine fornemmede en kold tilstedeværelse langt inde i passagens skygger og vidste, at Evangeline stod i mørket så tæt på, at han kunne mærke hendes åndes isnende kulde mod sin hals. Han trådte et skridt tilbage og forsøgte at se hende mere tydeligt, men tilsyneladende var hun ikke meget andet end en udvidelse af skyggerne. Der var så mange ting, han gerne ville sige til hende, så mange spørgsmål, han havde forberedt, men han kunne slet ikke formulere dem. Hans modstridende følelser for Evangeline – den kærlighed, han havde følt for hende, og hans vrede over, hvad der var sket imellem dem – gjorde ham rasende og forvirret. Hans uddannelse havde ikke forberedt ham på dette. Han havde lyst til at tage hende i armen og tvinge hende til at tale med ham. Han var nødt til at vide, at han ikke forestillede sig alt det, der var foregået imellem dem. Til sidst stak han hånden i lommen og tog kørekortet. “Du har vist tabt noget,” sagde han og holdt det op foran hende. Hun mødte hans blik og tog langsomt kortet i hånden. “Troede du, at det var mig derhenne?” “Alle spor pegede i den retning,” sagde han og kunne mærke det vende sig i ham ved tanken om det blodige søle ved Eiffeltårnet. “Der var ikke andet at gøre.” Hendes stemme var lavmælt. “De ville dræbe mig.” “Hvem ville dræbe dig?” “Men de begik en fejl,” sagde hun med store øjne. “Jeg førte dem i den gale retning. Jeg lod dem dræbe en anden.”

32

Engleriget.indd 32

17/06/13 20.48


E n gleriget

Verlaine følte en mærkelig ambivalent trang til at beskytte Evan­geline mod dem, der havde forsøgt at dræbe hende, og til selv at tage hende i forvaring. Det første, der faldt ham ind, var at ringe til Bruno og bringe hende til deres fængsel i La Forestière. “Du må fortælle mig noget mere.” Evangeline stak hånden i sin jakkelomme og tog en stor, rund ting frem, som hun lagde i Verlaines hånd. Han undersøgte den hårde glans i guldemaljen og ædelstenene, der var indlagt i overfladen som klumper af stensalt. Derefter tog han brillerne af, pudsede dem i sin skjorte og tog dem på igen: Æggets finesser kom i fokus. Han vendte det mellem fingrene og lod ædelstenene funkle i det svage lys. “Hvorfor skulle de ønske at dræbe dig?” spurgte han og mødte Evangelines blik. Selv det grønne i hendes irisser slog ham som farligt og hypnotisk. Tanken fremkaldte et skarpt stik af længsel efter den person, han havde været engang – tillidsfuld, optimistisk, ung og med fremtiden for sig. “Du er en af dem.” Evangeline nærmede sig ham og anbragte sine læber ved hans øre. “Du må tro mig, når jeg siger, at jeg aldrig var en af dem,” hviskede hun. “Jeg har flakket om fra sted til sted i et forsøg på at forstå, hvad jeg er blevet. Der er gået ti år, og jeg forstår det stadig ikke.” Verlaine trak sig væk og følte sig splittet. Han ønskede at tro hende, og alligevel vidste han, hvad nephilimerne var i stand til at gøre. “Fortæl mig så, hvad der bringer dig tilbage nu?” sagde han, kastede det juvelbesatte æg op i luften og greb det i sin hånd. “Påskeharen?” “Xenia Ivanova.” “Vladimirs datter?” Vladimir Ivanovs død havde blot været et af mange dødsofre under deres forfejlede mission i New York. Det havde været hans første sammenstød med deres fjenders morderiske forræderi. “Vladimir var en af de eneste, jeg kendte uden for klostret,” 33

Engleriget.indd 33

17/06/13 20.48


Dan ielle Trus s oni

sagde Evangeline. “Han havde stået min far nær. Hans datter Xenia overtog caféen efter hans død, og hun var så venlig at give mig arbejde og logi i en lille lejlighed i bagbutikken – huslejen trak hun fra min løn. Årene gik på den måde. Jeg kom på fortrolig fod med Xenia, selv om jeg aldrig var sikker på, om hun helt forstod, hvad det var for en slags arbejde, hendes far havde udført, eller min families relation til ham.” “Jeg er sikker på, at du heller ikke gjorde dig større umage for at oplyse hende om det,” sagde Verlaine. Evangeline så på ham et øjeblik, besluttede sig for at ignorere hans bemærkning og fortsatte. “Og derfor blev jeg overrasket, da Xenia en dag i forrige måned fortalte mig, at hun havde noget, hun gerne ville drøfte med mig. Hun tog mig med ovenpå til sin fars lejlighed, et værelse næsten lige så lille som mit eget og stadig fyldt med hans ejendele, som om han kun lige havde forladt det. Hun viste mig ægget, du står med. Hun fortalte mig, at hun var overrasket over at have fundet det blandt Vladimirs effekter efter hans død.” “Det er ikke rigtigt Vladimirs stil,” sagde Verlaine. Vladimir blev husket for sin asketiske radikalitet. Hans café i Little Italy var et skalkeskjul for hans ekstreme nøjsomhed. “Jeg tror blot, at han opbevarede dette æg,” sagde Evangeline. “Det var den eneste genstand af den slags blandt hans ejendele. Xenia fandt det svøbt ind i et klæde omme bag i en af hans kufferter. Hun mente, at han havde haft det med til New York fra Paris, da han rejste derfra i firserne. Xenia vidste ikke, hvad hun skulle stille op med det, så hun gemte det blot. Men så for et par måneder siden tog hun ægget hen til et auktionshus for at få det vurderet, og ikke længe efter begyndte der at ske mærkelige ting. Nephilimer begyndte at følge efter hende. De gennemsøgte hendes lejlighed og caféen. På det tidspunkt hun fortalte mig om ægget, var hun skrækslagen. En nat brød to gibborimer ind i hendes lejlighed og forsøgte at stjæle det. Jeg dræbte den ene, og den anden undslap. Efter det vidste jeg, at jeg var nødt til at fortælle 34

Engleriget.indd 34

17/06/13 20.48


E n gleriget

hende sandheden. Jeg forklarede hende alt – om vores fædres arbejde, om nephilimerne og tilmed om min egen situation – og til min overraskelse vidste hun mere om Vladimirs arbejde, end jeg havde regnet med. Til sidst gik Xenia med til at lukke forretningen og forsvinde. Jeg tog ægget. Det er derfor, jeg kom hertil. Jeg måtte finde en, der kunne hjælpe mig med at forklare, hvad det betyder.” “Og Xenia?” “Hvis jeg ikke havde grebet ind, ville hun være død.” “Var det hendes lig ved Eiffeltårnet?” “Nej.” Evangeline rystede på hovedet med et alvorligt udtryk. “Det var bare en tilfældig nephilim, der lignede mig en smule. Jeg anbragte min legitimation på hende og fik emimen til at tro, hun var mig.” Verlaine tænkte over det og indså, hvor langt Evangeline var gået i sine bestræbelser på at overleve. “Så de tror, at du er død,” sagde han omsider. Evangeline sukkede med et udtryk af lettelse i ansigtet. “Det håber jeg,” sagde hun. “Det vil give mig tid nok til at skjule mig.” Da Verlaine betragtede Evangeline, strejfede hans blik hendes hals, hvor en skinnende guldkæde glitrede mod hendes hud. Hun bar stadig sit halsmykke, det samme som hun havde båret den dag, de mødtes. Efter sigende havde den berygtede dr. Raphael Valko fremstillet tre amuletter af et sjældent og kostbart metal ved navn valkin. Det ene halssmykke bar han selv, det andet havde han givet til sin datter Angela, og det tredje blev båret af hans hustru, Gabriella. Evangeline arvede Angelas smykke efter sin mors død. Verlaine bar Gabriellas halssmykke, som han havde taget, da Gabriella døde. Han løftede hånden mod sin hals og tog smykket frem, som han viste Evangeline. Evangeline tav og så et øjeblik på det. “Så havde jeg ret,” sagde hun og rakte ud efter ægget. Da hendes finger strejfede hans håndflade, fik han sådan et chok, at han nær havde tabt det. “Det er meningen, at du skal have dette. Det ville Gabriella have øn35

Engleriget.indd 35

17/06/13 20.48


Dan ielle Trus s oni

sket. Pas godt på det.” Hun lukkede sin hånd om hans, som om hun låste hans fingre om ægget. “De vil have det,” sagde Verlaine og kiggede ned på ægget. “Men hvad fanden er det?” “Jeg ved det ikke,” sagde hun og mødte hans blik. “Det er derfor, jeg har brug for dig.” “Mig?” Han var ude af stand til at forestille sig, hvordan han kunne være til nogen nytte. “Du er angelolog nu, er du ikke?” spurgte Evangeline med en stemme, der udfordrede ham. “Hvis nogen kan hjælpe mig med at forstå det, er det dig.” “Hvorfor ikke gå til andre?” Evangeline trådte væk, og luften omkring hende så ud til at bølge som fra en hede, der kom fra hendes tøj, som var det elektrisk. Hendes menneskelige fremtoning opløste sig i et gyngende, skævt rum, hvor kroppen dirrede og vred sig, som om hun ikke var andet end farvet røg. En strøm af lys eksploderede omkring hende, da hendes vinger foldede sig ud. Verlaine blinkede, og i et mærkeligt og desorienterende øjeblik blev han ved med at se hendes to personligheder for sig, den overfladiske illusion af en kvinde og den underliggende virkelighed: den vingede skabning. Billederne af menneske og engel var som hologrammer, der gled ind i hinanden, hvis lyset ændrede sig. Hun slog vingerne ud, strakte først den ene og så den anden, og drejede dem, indtil de nåede murene i passagen. De var enorme og lysende, de lagdelte fjer havde en dyb purpurfarve gennembrudt af sølvårer, og alligevel var de gennemsigtige, uhåndgribelige, så tynde, at han kunne se muren bag dem. Han så dem vibrere af energi. De pulserede med hendes vejrtræknings langsomme rytme, strejfede hendes skuldre og sendte et pust gennem hendes hår. Han lænede sig op ad en mur og forsøgte at bevare kontrollen. I årevis havde han forsøgt at forestille sig Evangelines vinger, at rekonstruere dem og huske nøjagtig, hvordan de havde set ud den aften i New York. Da han første gang havde set dem ti år før, hav36

Engleriget.indd 36

17/06/13 20.48


E n gleriget

de det været på afstand og med de utrænede øjne hos en mand, der ikke kunne skelne mellem de forskellige slags engle. Nu kunne han se alle hendes små kendetegn så tydeligt som urenheder i kvarts. Han kunne se hendes huds perlemorsglans i skyggerne og den mærkelige farvede glød, der lå omkring hendes hår. Han gik rundt om hende og studerede hende, som om hun var en vinget statue i Louvre, og han spekulerede på, hvordan det føltes at leve uden for tiden. Evangeline ville ikke ældes som mennesker, og hun ville ikke dø i mange hundrede år. Når han var en gammel mand, ville hun se ud, nøjagtig som han så hende nu – lige så ung og dejlig som en figur udhugget i marmor. Han ville dø, og hun ville huske hans eksistens som noget kort og ubetydeligt. Han indså nu, at hun var mere speciel, end han nogensinde kunne have gættet. Han kunne næsten ikke få vejret. Evangeline var et under, et mirakel, der udspillede sig for øjnene af ham. “Forstår du nu, hvorfor jeg ikke kan gå til dem?” hviskede hun. “Kom her,” sagde Verlaine, og til hans overraskelse trådte Evangeline hen til ham. Han kunne mærke luftens bevægelser hvirvle om hendes vinger og lugte hendes huds søde vellugt. Da han tog hendes håndled, var det koldt som is. Han pressede sin finger mod hendes åre. Hendes puls var lav og overfladisk, næsten ikkeeksisterende. “Dit blod?” “Blåt.” “Syn?” “Bedre end perfekt.” “Temperatur?” “Ti grader under menneskers.” “Det er mærkeligt,” sagde han. “Du har både menneskelige og nephilistiske kendetegn. Dit hjerte banker usædvanlig langsomt – mindre end to slag per minut, meget langsommere end nephilimers i almindelighed.” Han klemte hendes arm. “Og du er praktisk talt iskold. Men din hud er rødlig. Du ser i enhver henseende lige så menneskelig ud som jeg.” 37

Engleriget.indd 37

17/06/13 20.48


Dan ielle Trus s oni

Evangeline tog en dyb indånding som for at stramme sig op. “Har du dræbt mange skabninger som mig?” “Jeg har aldrig i mit liv mødt en skabning som dig, Evangeline.” “Måden, du siger det på,” sagde hun og fastholdt hans blik, “får det til at lyde, som om du forstår, hvad jeg er blevet til.” “Alt, hvad jeg har gjort, hele jagten, har haft til formål at kunne forstå dig.” “Så fortæl mig en ting,” sagde hun med dirrende stemme. “Hvem er jeg?” Verlaine betragtede hende og var klar over, at hans tilstræbte forsigtighed var ved at give efter for hans stærke følelser. Til sidst sagde han: “Det fremgår tydeligt af dine vinger – deres farve, størrelse og styrke – at du er en af eliteenglene. Du er en Grigori, en efterkommer af den store Semyaza, barnebarn af Percival og oldebarn af Sneja. Men du er også menneskelig. Du er utrolig, en slags mirakel.” Han trådte væk og kiggede én gang til på Evangelines vinger og rørte ved hendes hud under fjerene. “Der er noget, jeg altid gerne har villet vide,” sagde han. “Hvordan føles det at flyve?” “Jeg ville ønske, at jeg kunne forklare det,” sagde hun. “Følelsen af vægtløshed, lethed, opdrift, af at jeg kan forsvinde i en luftstrøm. Da jeg var menneske, kunne jeg ikke have forestillet mig, hvordan det var at træde ind i et tomrum, falde hurtigt ned og så pludselig glide op i vinden. Til tider føles det, som om jeg mindre hører til hernede end på himlen og må justere alle mine bevægelser blot for at beholde jordforbindelsen. Jeg plejede at flyve ud over Atlanterhavet, hvor jeg ikke kunne ses, og jeg kunne flyve kilometer efter kilometer uden at blive træt. Somme tider stod solen op, og jeg kunne se mit spejlbillede i vandet og tænkte, at jeg ville fortsætte. Jeg måtte tvinge mig selv til at tage tilbage.” “Det ligger i din natur at flyve,” sagde Verlaine. “Men hvad med de andre kendetegn for nephilimerne? Har du også observeret dem?” Hendes udtryk ændrede sig, og han kunne straks se, at hun 38

Engleriget.indd 38

17/06/13 20.48


E n gleriget

var bange for sine evner. “Mine sanser er lidt forandrede – alt er stærkere og skarpere. Jeg har ikke brug for mad og drikke på den måde, jeg var vant til – men jeg har ingen af de ønsker, der tillægges nephilimerne. Jeg er fysisk anderledes, men mit indre liv er uændret. Min sjæl har ikke forandret sig. Jeg har nok arvet en dæmons krop,” sagde Evangeline stille, “men jeg vil aldrig blive en dæmon med min gode vilje.” Verlaine rørte ved halssmykket, der hvilede mod hendes hud. Det var så koldt, at et lag frost dækkede metallet. Hans finger efterlod et vådt aftryk på dets overflade. “Du er kold som is.” “Forventede du, at min hud skulle være som din?” “Jeg har befundet mig blandt mange nephilimer, jeg har talt med dem på nært hold. Man kan mærke, at de har is i deres årer – de er kolde, men det er en anden slags kulde, som fra de døde, der vandrer rundt iblandt os. De har ingen sjæl. De lever af menneskers sjæle. Selv en middelmådig angelolog kan let identificere dem. Men sådan er du ikke. Hvis jeg ikke havde kendt sandheden, ville jeg have troet, at du var et menneske. Du kunne gå for en af os.” “Skræmmer jeg dig?” Verlaine rystede på hovedet. “Jeg må stole på mine instinkter.” “Som fortæller dig?” “At du måske nok ligner dem, men du er ikke en af dem. At du er anderledes. At du er bedre.” Evangelines hud skinnede i månens halvlys. Pludselig havde han lyst til at trække hende ind til sig og varme hende i sine arme. Måske kunne han hjælpe hende. Han havde med ét en følelse af, at der ikke var andet, der betød noget, end dette øjeblik med Evangeline. Han strøg hende over kinden med en finger og lagde sin arm om hende, og da han trak hende ind til sig, kunne han mærke fjerenes støvede overflade mod sin hånd. Han ville gerne, bare et kort nu, føle, at verden omkring dem var en fjern drøm, noget uvirkeligt. Angelologerne og nephilimerne, jægerne og dem, der blev jagtet – alt det betød ikke noget. I hele verden 39

Engleriget.indd 39

17/06/13 20.48


var der kun de to. Verlaine ønskede, at den illusion skulle vare evigt. Men at holde om hende var som at forsøge at omfavne en skygge. Hun smuttede væk, hendes opmærksomhed var tiltrukket af noget bag ham. Ud af den ene øjenkrog opfangede han en hurtig bevægelse. Pludselig kørte en bil ind i passagen, og forlygterne banede sig vej gennem mørket. Døren gik op, og en emim-engel sprang ud af bilen. Før han kunne nå at røre sig, var Evangeline løbet gennem passagen, og med en fart og ynde, som han genkendte som tilhørende de mest fuldkomne skabninger, løftede hun sig i vejret og landede på hustaget ovenover. Emim-englen slog sine vinger ud – store, sorte vinger, enorme og magtfulde – og fløj efter hende.

Engleriget.indd 40

17/06/13 20.48


00

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

00

01

02

03

04

05

06

07

34

35

36

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

54

55

00

begået noget så sjældent som et vellykket stykke spekulationslitteratur … Thrilleren fungerer glimrende på sine egne – og godt

08

udtænkte – præmisser og underholder sin læser meget fornemt.”

– Weekendavisen

09 10

”Medrivende og fantastisk spændende fortælling om en ældgammel konflikt mellem

12

et hemmeligt selskab og efterkommere af

11

engle og mennesker. Det må blive et af årets højdepunkter.”

– Litteratursiden

13 14

OM

E NG L E R I G E T

15

”En spændende fortsættelse til bestselleren

16

bog i serien.

”Med Englen har den amerikanske forfatter

07

rien om Evangeline, og der er planlagt en tredje

★ ★ ★ ★ ★ – Fyens Stifttidende

06

Engleriget – Angelopolis er fortsættelsen på histo-

spændingsromaner, jeg længe har læst.”

05

Smiths produktionsselskab Overbrook.

”Englen er en af de mest overbevisende

04

sat til 32 sprog. Filmrettighederne er solgt til Will

E NG L E N

03

logi var en New York Times bestseller og er over-

Fortsættelsen af ENGLEN ★★★★★★ – Nordjyske Stifttidende

OM

02

Danielle Trussonis første roman Englen – Angelo-

Englen – Angelologi … Lige dele historisk roman, fantasy, kærlighedshistorie og mystik …

19

ANGELOPOLIS

– Booklist

18

Det er en must-read.”

17

Ti år er gået, siden historikeren Verlaine chokeret overværede Evangelines transformation til en bevinget skabning. Nu arbejder han som angel hunter for Angelologisk Selskab i Paris, hvor hans mission er ganske enkel: at fange og eliminere hendes slags. Men da han pludselig ser Evangeline på gaden, lægger han straks mærke til, at hun er anderledes end de væsner, han ellers nådesløst jagter. Han fyldes af en tvivl, som kun bliver større, da Evangeline for øjnene af ham bliver kidnappet af et væsen, som selskabet forgæves har forsøgt at fange i mange år. Det bliver startskuddet til en hæsblæsende og nervepirrende jagt, som bringer Verlaine og angelologerne fra Paris til Sankt Petersborg og dybt ind i fjerne egne af Sibirien og videre mod Sortehavet, hvor sandheden om Evangelines forfædre venter på dem – men onde kræfter vil gøre alt for at forhindre dem i at nå deres mål.

01

I

Englen blev vi præsenteret for menneskehedens største fjende: de smukke nephilimer, som er halvt engle og halvt mennesker og kendt for at være følelseskolde, brutale og magtbegærlige. I Engleriget bryder konflikten atter ud i lys lue, og der er stærke kræfter på spil.

DANIELLE TRUSSONI

ANGELOPOLIS

DANIELLE TRUSSONI

20

S PÆ N D I N G S R O M A N

21

Forfatterportræt: © Hadrien Postel-Vinay

9

7 8 8 7 1 1 4 0 8 0 0 1

www.lindhardtogringhof.dk

22

Omslag: Thomas Szøke – eyelab.dk

LINDHARDT OG RINGHOF

23

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

19/06/13 08.56

24

Engleriget - Angelopolis OMS 155x231 OMS.indd 1

Engleriget  

Ti år er gået, siden historikeren Verlaine chokeret overværede Evangelines transformation til en bevinget skabning. Nu arbejder han som ange...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you