En hellig alliance - af A.J. Kazinski

A.J. Kazinski

En hellig alliance

Politikens Forlag

En hellig alliance.indd 3

28/08/13 14.38

Når man befinder sig midt i en katastrofe, kan man kan gøre tre ting: Man kan gøre det rigtige, man kan gøre det forkerte, og man kan gøre ingenting. De to første kan muligvis redde dit liv. At gøre ingenting vil helt sikkert kræve dit liv.

Havde han læst det et sted? Var det noget en amerikansk præsident havde sagt, eller noget han havde læst i en bog om dem der overlevede Titanic? Det er reptilhjernen der overtager kommandoen midt i en katastrofe. For sit indre blik så han et dyr flygte, en mus der pisker af sted hen over gulvet i sommerhuset, på flugt fra hans mors skrig og hans far med kosten i hånden. Musen slap væk, men han kunne huske hvordan den først gjorde det forkerte, løb ind i hjørnet under skibskommoden, som hans far ganske let kunne skubbe til side. Og så hamrede faren kosten ned over den. Men musen overlevede inde under børsten, den trak sig sammen til en lille rund klump der kunne klare mosten, og så snart hans far slap, sprang den op og løb videre. Denne gang i den rigtige retning, hen mod komfuret, derind hvor den var kommet fra.

Hvorfor tænkte han på musen nu? Fordi han skulle gøre noget. Det rigtige eller det forkerte, men ikke ingenting. Ingenting var det som fuglene gjorde, når de ramte en rude i deres italienske sommerhus. Han huskede hvordan solsorten bare sad og stirrede chokeret mens den forsøgte at finde vejen ud af katastrofen, hvordan dens hjerte bankede hidsigt inde bag fjerene.

7

En hellig alliance.indd 7

28/08/13 14.38

En stemme fra nutiden: – Hvad skal vi gøre? Stemmen tilhørte en af de livvagter han ikke havde set før.

– Han kan ikke bare ligge der, sagde en anden.

Selv forsøgte han at sige “hjælp”.

– Han siger noget.

Bløde trin hen over gulvtæppet. Han åbnede øjnene, akkurat nok til at han kunne se de sorte sko lige foran sig.

– Sagde du noget?

– Hjælp mig.

– Vi hjælper dig. Du skal nok klare den.

Han lukkede øjnene igen. Han var ikke sikker på hvem der sad ved hans side nu. Var det en hånd gennem sit hår han mærkede? Ja, en varm hånd. Den gled gennem håret på ham, kærligt, han tænkte på sin mor, igen i sommerhuset, fliserne, hendes fødder der gik hen over dem, lydløst, rød neglelak, hvor han elskede hende. Nu fortsatte hånden fra håret ned over kinden, ind i hans mund. Han smagte blod. Sit eget blod. Det var ikke en hånd der havde kærtegnet ham, det var væsken fra hovedet. Han måtte gøre noget, forsøge at komme på benene. Hvorfor havde han så lidt kontrol over sig selv? Igen dette billede af solsorten: næbet på vid gab, øjnene spærret op i rædsel, ikke en bevægelse ud over hjertet der slår. Som ham selv. Her på gulvtæppet, ikke en muskel kunne han få i tale. Sådan har solsorten det, den ved alt om hvad der sker omkring den efter den har ramt ruden, den ser børnene der kommer løbende, pigen der tager den op i hånden, var det hans søster der gjorde det? Eller Claudia? Smukke Claudia – ja, og det lille væsen hører hans mor, der siger at de skal sætte den ud igen, men et sted hvor katten og slangerne ikke kan nå den.

– Han dør hvis vi ikke gør noget.

Det var en stemme der hviskede og blandede sig i erindringen. Hvordan søsteren hele tiden ville holde solsorten. Han ville også, men hun ville ikke lade ham.

– Vi kan ikke have læger og politi her.

– Hvad så?

En tredje stemme blandede sig: – Pressen vil stå klar. Det er bare den flig de venter på.

8

En hellig alliance.indd 8

28/08/13 14.38

Var der en der græd? Eller var det ham selv? Han huskede hvordan han gjorde klar til solsorten oppe i hulen mellem træerne sammen med Claudia. Gjorde det trygt og rart. Deroppe ville katten ikke komme.

– Der er intet vi kan gøre. Ikke nu.

– Så dør han.

Så sagde de ikke mere. Som om de spekulerede over hans død. Hvilken betydning den ville have. Hvem der ville savne ham. Hans søster.

Forældrene var borte for længst. Han så igen sin mor og sin far for sig.

Gyldne dage. Sommerhuset. Middelhavet. Varme, paradis, Claudia.

Nej, ikke endnu – – Jeg vil ikke dø, sagde han.

– Han siger noget.

– Tal med ham.

Trin. Nogen stod tæt på ham. – Sagde du noget?

– Jeg vil ikke dø.

– Selvfølgelig skal du ikke dø.

Han åbnede øjnene igen, et kort øjeblik kunne han se en anden der forsøgte at sætte sig på gulvet ved siden af ham, men opgav eller ombestemte sig. Han så på skoene, trin væk. Det virkede som om de stod så uendeligt langt fra ham. De havde ingen intention om at hjælpe ham.

Hvis blot han kunne komme på benene, kalde på hjælp. Søsteren havde sat solsorten ned i den rede han havde bygget til den, de satte frø og vand til den. Claudia bad for den.

Endelig, han mærkede sine ben, måske var det bare det der skulle til: Han skulle i synk med solsorten; bevingede væsen, få mig til at lette, hviskede han. Nej, nu skulle han holde kæft hvis han ville overleve. Han tvang sine ben i gang, en babys bevægelser på gulvet, op og ned som to små bløde stempler, nu skulle han bare have armene med, ja sådan.

Han begyndte at kravle den anden vej, hen over gulvet, hvis han kunne komme ud på gangen, ville der være andre. De ville hjælpe. Han så sig tilbage, måtte fjerne blodet fra ansigtet. De havde ikke set ham, han var nok ikke kommet så langt. Kom op at stå, kom nu.

– Kan vi ikke køre ham på hospitalet?

– Og sige hvad?

9

En hellig alliance.indd 9

28/08/13 14.38

– At det var et uheld.

Han var på benene. Endelig. Han tørrede blodet væk fra øjnene. Han skulle bare nå over til døren i den anden ende. Ud på gangen og kalde på hjælp. Folk ville høre ham – – Han er oppe.

– Vi må hjælpe.

Stemmer der hviskede i munden på hinanden. Han løb igennem værelset, vaklende ben, så sig over skulderen. En eller anden lukkede døren. Var de andre gået? Var de alene?

– Lad nu være med at gøre noget dumt, sagde en stemme roligt og gik frem mod ham. Han fortsatte mod døren, overhørte det den anden sagde.

– Jeg sagde: Lad nu være med at gøre noget dumt.

Han kunne mærke hånden der standsede ham.

– Hjælp! Han råbte igen: – Hjælp!

En hånd over munden. De stod op begge to. Blodet løb stadig fra hans hoved, han kunne mærke det. Den anden stod bag ham, holdt en hånd stramt over hans mund og vred hans arm om på ryggen. Professionelt, koldt. Han forsøgte at vriste sig fri, nytteløst, han kunne ikke, han havde det som korn i en sæk, tusindvis af korn der ikke kunne arbejde sammen før de blev kvast i møllen og malet til ét hele. Det ville han også være om lidt, kvast, malet – rød. Manden trak ham over gulvbrædderne.

Et kort øjeblik slap manden sit greb om hans mund.

– Nu bliver du der. Ikke? Det skal nok gå, sagde han.

Han forlod ham et øjeblik. Gik ind til de andre. De hviskede. Han hørte enkelte ord: – Det kan vi ikke, ikke nu, nej, ingen ambulance.

Han skulle dø. Den eneste vej ud fra dette sted var som et afsjælet legeme. Det indså han nu. Med visheden kom en ro. Men de skulle ikke slippe fra det. Hvis bare han kunne nå at ringe til nogen? Sende en besked? Nej, mobilen lå slukket i jakken. Der kunne han ikke nå over, de ville se ham, stoppe ham. Han havde få sekunder igen, her på gulvet. Den antikke kommode stod lige ved siden af hans ansigt. Han kunne se op under den. Kunne han ridse sit navn i gulvet? Nej, det ville de se. Fjerne. Måske oppe under kommoden? Men hvem skulle se det?

10

En hellig alliance.indd 10

28/08/13 14.38

Hvem ville nogensinde kigge der? Måske en skønne dag, om mange år, ville en snedker vende kommoden om, alt skal repareres før eller siden, særlig det der er bevaringsværdigt. Og så ville snedkeren se det. Se hvad?

Noget han skrev. Nu. Han førte sin finger op til hovedet. En besked til eftertiden. Blodet piblede stadig ud, og han kom til at tænke på en punkteret cykelslange i en vandbalje, igen barndommens sommerhus, duften af rosmarin og lavendel – hans paradis.

– Hvordan skal vi få ham ud?

– Lad mig om det, sagde manden der havde holdt hans ansigt.

Nu skulle han skynde sig. Hvad skulle han skrive? Sit navn? Det ville tage for langt tid. Han skulle skrive hvad der var sket. Blodet ville størkne men stadig indeholde hans identitet, hans dna. Første bogstav. M. Derefter dyppe penslen i hans hoveds blækhus, mere blod ... O ... R ... Han var på vej ind til ham igen. Hurtigt, sidste bogstav: D. En eller anden satte sig ned ved siden af ham.

– Nu skal du bare slappe helt af, sagde han, manden der ville gøre det af med ham.

– Jeg beder dig.

– Rolig, der sker ikke noget, hviskede han og lagde igen sin hånd om hans mund. Og med pegefingeren og tommelfingeren pressede manden hans næsebor sammen uden at slippe munden. Han kunne ikke få vejret.

– Det tager kun et øjeblik, hviskede han.

Han var helt tæt på hans ansigt. Der var stadig stemmer et eller andet sted. Vidste de andre hvad der skete? Lige meget, eftertiden ville vide det. En skønne dag ville en håndværker eller en anden finde hans besked. Stemmen i hans øre igen: – Hey, rolig. Det bliver nødt til at ende sådan. Det ved du også godt selv. Det er større end os, det her. Meget større. Det har vi altid vidst.

Ellers kunne vi ikke være her. Og nu ligger du her, og en dag er det min tur. Måske om ikke så længe, hvem ved? Det er prisen, og den har vi altid været villige til at betale. Manden strammede sit greb om hans næse og mund. Sagde måske noget mere.

Men han gad ikke høre efter længere, han hørte sin søster, tilbage i 11

En hellig alliance.indd 11

28/08/13 14.38

sommerhuset: – Den er væk, råbte hun om morgenen, efter hun havde været oppe i hulen. Hun hoppede i hans seng, kastede sig i armene på ham, vækkede ham alt for tidligt. – Hører du? Den er fløjet væk.

Claudia. Så smuk. Fuglen. Flugten. Mørke.

En hellig alliance.indd 12

28/08/13 14.38

I

INSTITUTIONEN

En hellig alliance.indd 13

28/08/13 14.38

8. april 2013

En hellig alliance.indd 15

28/08/13 14.38

ROSKILDE 07.58 Klik. Låsen i lågen gik op, og Eva trådte ind på legepladsen. Hun lukkede bag sig. Låsen sad så højt at børnene ikke kunne nå den.

– Hallo! Hej! Eva vendte sig om. Stemmen kom ovre fra den anden side af gaden hvor en ung kvinde stod på fortovet. Var det Eva, hun kaldte på?

– Ja, dig! Er du på vej ind i børnehaven? spurgte kvinden.

– Ja, svarede Eva. Den unge kvinde var måske i midten af 20’erne. Kønt ansigt, men vredt eller ophidset lige nu, så vidt Eva kunne bedømme.

– Gider du give en besked når du kommer ind? Til Anna.

– Det er min første dag, svarede Eva. – Nå.

– Jeg skal arbejde i køkkenet.

– Nå, ja. Inge?

– Eva. – Ja. Dig har de nævnt på personalemødet. Jeg hedder Kamilla. Er pædagog på Rød stue.

– Hej. – Vil du sige til Anna at jeg ikke kommer ind før hunden er forsvarligt bundet til væggen eller fjernet fra institutionens grund?

Eva så på hunden der sad ved hoveddøren. Ude på vejen var en mor ankommet på cykel, hun var i færd med at spænde cykelhjelmen af sin datter.

17

En hellig alliance.indd 17

28/08/13 14.38

– Er hunden farlig, Kamilla? spurgte moren.

– Det er en kamphund, svarede pædagogen. – Den har intet at gøre på institutionens grund hvor der er små mennesker overalt. Hun talte selvsikkert, som en politiker, tænkte Eva. Pigen så ud som om hun var ved at drukne under den store hjelm.

Eva kiggede igen på hunden der sad inde på legepladsen; en bidsk sag med afkortede ører og en underlig, stumpet hale. Den sad stoisk foran hovedindgangen til børnehaven.

– Inge! Kamilla henvendte sig igen til Eva. – Jeg hedder Eva, svarede hun, måske lidt vredt. Evas tidligere svigermor var en Inge – og Eva havde bestemt ingen behagelige minder om Inge.

– Nej, undskyld, hvor er jeg dum. Eva! Jeg skal nok huske det nu.

Det er nok fordi jeg er bange. Bare sig til Anna at jeg officielt er mødt på arbejde, men af sikkerhedsmæssige årsager er forhindret i at komme ind i kommunens institution.

– Det er min første dag, sagde Eva. – Jeg skal lige – – Og jeg skal på arbejde! Bare sig det til Anna. Jeg har ikke tid til at stå og vente her, den hund skal bare væk.

– Sidder den køter nu der igen? En far der ankom på en sort lad­cykel, rystede på hovedet. Hans dreng stak hovedet op foran og betragtede nysgerrigt hunden.

– Jeg har lige sagt det, sagde Kamilla og så bebrejdende på Eva. – Det her holder ikke. Ellers må vi have fat i ledelsen igen.

Pædagogen og de to forældre faldt i snak, og Eva benyttede chancen til at fortsætte op mod hoveddøren, mod hunden der stirrede lige frem for sig. Uanset hvad, kunne den hund umuligt være hendes problem på den allerførste arbejdsdag, tænkte hun. Hun så op på skiltet over indgangen. Æblehaven, skrevet med uskyldige bogstaver der stod hulter til bulter og i alle tænkelige farver. Der var ingen tvivl. Hun var det rigtige sted. Her hvor arbejdsformidlingen havde sendt hende hen. Her hvor hun enten kunne begynde som køkkenassistent 30 timer om ugen, med løntilskud fra kommunen – eller forsvinde ud af det offentlige system og synke mod bunden af samfundet, som en sten i vandet. Men det skulle 18

En hellig alliance.indd 18

28/08/13 14.38

hun ikke tænke på nu. Hun skulle tænke fremad, sådan som hun havde aftalt med sin psykolog. Ikke tænke på Martin, på huset, på Martins lede mor. Tænk fremad. Dette var første dag i resten af hendes liv. Psykologen, som kommunen også betalte for, havde forklaret det så enkelt: Hvis du er faldet ned i en brønd, nytter det intet at ligge og tænke på alle de begivenheder der førte frem til at du faldt i brønden. Først handlede det om at komme op – når man var oppe, kunne man tænke over hvorfor man var faldet i. Ikke før. Alle ressourcer rettet mod overlevelse. Fremad.

Hun så op mod institutionen. Æblehaven. Den var fremad. Hun skulle bare forbi kamphunden.

– Kom så, Eva, sagde hun til sig selv: – Det ene ben foran det andet.

Hunden så stadig ikke på hende, kun lige frem, et tomt udtryk som en sfinks. – Ikke vise frygt. Da hun gik forbi den, udsendte den en næsten lydløs, dyb knurren. Hun tog i døren. Den var låst. Der hang en kodelås på muren. Gennem ruden kunne hun se pædagoger og børn på gangen.

Et sidste blik på sig selv i glassets spejling inden hun bankede på. Da hun var yngre og gik i byen, var der ofte nogen der sagde hun lignede Meg Ryan. Det var mest øjnene og munden. Det hørte hun aldrig mere.

Måske fordi Meg Ryan var blevet ældre og ikke lignede sig selv længere – ligesom alle de andre Hollywood-kvinder havde operationerne gjort hende uigenkendelig – til en anden. Burde Eva også få gjort noget ved sig selv? Blive en anden? Hun tog en dyb indånding.

– Kom nu, Eva, hviskede hun. Hun havde studeret sit ydre længe nok, der var ikke mere at gøre: Håret sad nogenlunde, hun havde fået det farvet i går, nøddebrunt. Det passede godt til de grønne øjne, syntes hun, selv om det altid så lidt for farvet ud de første dage, men hun havde vasket det tre gange. Og hellere lidt for mørkt end lidt for gråt. Hun var for ung til hovedbundens grå hår, kun 34, folk ville spørge: Hvad er der med hende den gråhårede? Hvorfor er hun her, hvad er hendes historie?

Så ville hun svare at hun var journalist på Berlingske, men blev fyret på grund af nedskæringer, finanskrise. Ikke andet, en kort version, delvist usand. Desuden: Har andre mennesker krav på sandheden? Dengang hun var journalist, ville hun sikkert have svaret “ja”, men nu var hun ikke så sikker længere.

19

En hellig alliance.indd 19

28/08/13 14.38

Eva ventede et øjeblik inden hun bankede på ruden. Ingen derinde fik øje på hende. Ude på vejen kunne hun høre de to forældre og pædagogen der stadig brokkede sig over kamphunden der ikke var i snor.

Hun bankede igen.

En af pædagogerne åbnede døren.

– 1266.

– 1266?

– Ja, koden.

– Jeg hedder Eva. Jeg skal vist arbejde i køkkenet.

– Du skal have fat i Anna, vores souschef. Vores leder, Torben, er på kursus. Jeg hedder Mie. Eva trådte ind og ville give pædagogen hånden.

– Nå, sagde Mie og så med et smil på Evas hånd, gav den et hurtigt, slattent klem og tilføjede: – Vi er ikke så formelle.

Eva rødmede, måske var håret også en fejl, måske havde hun gjort for meget ud af sig selv. Den kvindelige pædagog havde utæmmet morgenhår, kort, ligegyldigt, som en ukrudtsplante der skyder lidt tilfældigt og uden hensyn til æstetik. Eva lagde først nu mærke til lugten. En omklamrende lugt der gav hende kvalme; hun nøjedes med at trække vejret gennem næsen, måske lugtede mange børn sammen bare sådan, småbørnsafføring, gennemtissede bleer, uvaskede kroppe, mad, sure sokker, snot, savl, gråd. Der var også en anden lugt der blandede sig, noget sødligt, måske noget bagværk.

– Det er ikke for at blande mig, men der står en pædagog udenfor, og jeg skulle hilse fra hende og sige at – Eva overvejede om hun skulle levere beskeden præcist, eller fyre en forkortet version af. Hun valgte en korrekt gengivelse, lidt journalist var man vel stadig: – Hun er mødt til tiden, men hun kan ikke komme ind på institutionens område af sikkerhedsmæssige hensyn.

Mie så uforstående på hende.

– Kamphunden, tilføjede Eva. – Nå! Okay. Den igen. Du må hellere sige det til Anna. Følg med mig.

Eva fulgte efter Mie gennem institutionen, forbi små garderobeskabe med tidens navne. Karla og Esther, Storm og Linus.

20

En hellig alliance.indd 20

28/08/13 14.38

– Og du havde ingen problemer med at finde herud?

– Slet ikke.

– Det hører vi ellers tit når folk kommer første gang. De overser gangstien nede i krydset og ender helt ude ved runddelen.

– Okay, sagde Eva og nikkede uden at ane hvad Mie talte om.

Døren for enden af gangen gik op, og faren fra før trådte ind. Han var vred, hans hår sad sammenklasket og fedtet nu hvor han havde taget cykelhjelmen af. Måske var det bare sådan Danmark så ud så tidligt om morgenen? tænke Eva. Inde på avisen, før hun blev fyret, så folk aldrig sådan ud når de mødte ind. Men måske havde de også været i børnehaven forinden, med morgenhår og dårlig ånde og træningsbukser. Hun vidste det jo ikke, havde aldrig været i en børnehave før. Det eneste hun vidste, var det hun havde læst i avisen dengang – og det havde hun kun skimmet med overfladisk interesse. Eva kunne huske noget med pladsgaranti. Var der noget med at alle forældre skulle have tilbudt en plads når barnet var tolv måneder? Og at man selv betalte noget af regningen, men at staten betalte det meste?

Faren havde sin dreng på armen. – Jeg har lige talt med Kamilla. Det holder ikke det her. Det er et bæst!

– Du kan bare gå op til Anna, forklarede Mie og så på Eva. Faren hævede stemmen og så på Mie. – Forstår du hvad jeg siger?

– Øjeblik, sagde Mie. – Tag det nu roligt. Jeg er lige ved at hilse på det nye personale.

– Jeg har et møde om tyve minutter, sagde han og bankede hårdt med to fingre på sit håndled, der hvor der kunne være et armbåndsur, men nu hang en enkelt læderstrop med et asiatisk smykke.

Eva så på ham og Mie. – Du skal op ad trappen og til venstre, sagde Mie lavmælt. – Annas kontor. Hun er souschef. Så kan hun vise dig til rette, okay?

– Okay, tak.

Eva åbnede døren og trådte ind på en smal, højloftet gang. Linoleums­ gulvet blev afløst af lakeret træ. Den sødlige stank blev erstattet af en tør lugt af kopimaskiner, printere og kontorartikler, mere Evas type lugt, 21

En hellig alliance.indd 21

28/08/13 14.38

den hun var vant til. Eva gik til venstre. Døren stod på klem. Tastelyde.

Eva kunne se en midaldrende kvinde gennem sprækken der sad med siden til og skrev på computer. Hun løftede ikke hovedet da Eva bankede på.

– To sekunder, så skal jeg være der. Kvinden rettede på læsebrillerne og gennemlæste hurtigt det hun havde skrevet. – Og send, mumlede hun, inden hun så op på Eva. – Er det Eva? – Ja. Eva smilede. Kvinden rejste sig, hun var lidt kraftigere end Eva havde forestillet sig.

– Anna Lorentzen, souschef, sagde hun og skubbede brillerne op i panden.

– Eva Katz.

– Velkommen til Æblehaven, Eva Katz. Vores kære leder, som man siger i Korea, er desværre på kursus i dag, men vi er glade for at du er her. Og du kan tro der sidder nogle små mennesker rundt omkring på stuerne og glæder sig til at hilse på dig.

– Det lyder godt, sagde Eva. – Du kommer inde fra København?

– Hareskoven.

– Du har været arbejdsløs et stykke tid?

Eva så ned. Nu kom de til det. Fortiden, den slags psykologen igen og igen havde indprentet Eva at hun ikke skulle beskæftige sig med.

Og Eva vidste det var rigtigt, dette var sidste chance, hun måtte ikke se sig tilbage, ligesom Lot fik at vide af Herren: Se dig ikke tilbage mod Sodoma. Alligevel gjorde Lots kone det. Hun blev til en saltstøtte – Eva ville bare gå til bunds, forsvinde.

– Eva? Anna så på hende med et lille smil.

– Ja, svarede hun og tilføjede: – Et år.

– Hvad arbejdede du med?

– Jeg er journalist, sagde Eva. Rettede hurtigt sig selv: – Var. – Journalist, gentog Anna. – Det har Torben ikke sagt noget om.

Eva betragtede Anna, væk var det myndige overskud, en rød plamage voksede frem på hendes hals. Eva kiggede ned.

22

En hellig alliance.indd 22

28/08/13 14.38

– Men – Anna gik i stå. Rømmede sig. – Du er ikke journalist nu?

Eva så på Anna, forvirret. – Nej, jeg er jo arbejdsløs.

– Men du vil gerne være journalist igen?

– Det håber jeg da. Men det er en trængt branche, og hvis du er bekymret for om jeg stikker af om to uger, så kan jeg forsikre dig – Anna afbrød: – Du kan altså ikke skrive om Æblehaven. Forholdet mellem barn, forældre og institution er fortroligt. Du kan ikke skrive noget som helst om det du oplever her.

Ordene fik lov til at hænge i luften et øjeblik. Eva anede ikke hvad hun skulle sige.

– Selvfølgelig ikke, sagde hun endelig. – Det kunne jeg ikke drømme om. Desuden – hvad skulle nogen kunne skrive? Jeg mener, det er jo bare en børnehave. Hun så på souschefen og fortrød sit ordvalg. – Ikke at det ikke er vigtigt arbejde I laver. Der er jo bare ikke store afsløringer og den slags.

Anna rømmede sig.

Eva følte sig forkert. Alligevel fortsatte hun. – Desuden er jeg ikke den slags journalist. Jeg skriver om mode og livsstil. Eva smilede mens et minde dukkede op: Den sidste ting hun arbejdede på den nat for snart et år siden. En stor artikel om Helena Christensen. Supermodellens liv i New York, lækre billeder, hvordan hun lå på gulvet og lyttede til jazz når hun skulle inspireres. Eva tog en dyb indånding. Så snart minderne pressede sig på, skulle hun gøre noget, skifte spor, back to the future – som psykologen kaldte det, det skulle hun sige til sig selv igen og igen, gerne højt og tydeligt, sådan havde psykologen instrueret hende, men i stedet hørte Eva sig selv sige: – Anna, virkelig, det er ikke noget problem.

Det forsikrer jeg dig. Jeg glæder mig til at komme i gang i køkkenet.

Souschefen betragtede hende et øjeblik, kiggede ned på sine papirer på bordet, de røde pletter på hendes hals var ikke forsvundet. Eva havde oplevet det et par gange før: Folk der reagerede negativt når hun fortalte om sit arbejde. Opførte sig skyldigt, ligesom Eva selv gjorde når hun så en politibil.

– Okay, sagde Anna efter den akavede pause. – Jeg ved ikke hvor meget vores kære leder nåede at fortælle dig i telefonen?

23

En hellig alliance.indd 23

28/08/13 14.38

– Ikke så meget, tror jeg. Jeg skulle være i køkkenet, og – ja, ellers ikke noget.

– Du skal hjælpe Sally. Vores køkkenchef.

– Okay, sagde Eva. – Og for at være helt ærlig, bliver der nok at se til. Det er jo et stort hus. Er du vant til at lave mad?

– Anna. Har du lige to sekunder? Mie stod i døren. – Det er det med hunden.

– Igen?

– Ham faren. Han er helt oppe at køre. Hvad er det han hedder? Og han truer med at ringe til politiet. Og Kamilla vil ikke møde ind før hunden er fjernet.

– Nu må hun sgu holde op, sagde Anna og rystede på hovedet.

– Kamilla står ude på fortovet.

– Hvor er hundens ejer? Er det ikke Frank han hedder?

– Han sidder inde på Grøn.

– Okay. Souschefen nikkede og så på Eva. – Vi bytter lige lidt rundt på det hele og starter rundvisningen inde på Grøn stue. Der er tilsyneladende nogen der nægter at følge spillereglerne.

– Selvfølgelig, sagde Eva mens Anna gik forbi hende i døren.

Den store kvinde bevægede sig overraskende hurtigt. Eva fulgte efter, vidste ikke hvad ellers hun skulle. Hun burde spørge om noget, forsøge at virke interesseret. – Hvor mange børn har I så i alt?

– Det skal du selvfølgelig lige vide. Vi kalder dem ikke børn.

– Nå, okay.

– Vi siger “små mennesker”, sagde Anna og trådte til side for en pige der kom løbende ud fra Rød stue. – Men vi har cirka 130 små mennesker. Halvdelen er i vuggestuen, og den anden halvdel er i børnehaven.

Eva forsøgte at følge med, tænkte på hvad hun nu skulle spørge om.

Måske hvornår man gik fra vuggestue til børnehave, men hun nåede det ikke inden Anna åbnede døren til Grøn stue.

– Frank?

Den unge mand vendte sig og så på Anna. Han var helt kortklippet.

Tætsiddende øjne i et hærget, solariebrunt ansigt. Han sagde ikke noget.

24

En hellig alliance.indd 24

28/08/13 14.38

– Godmorgen Frank. Jeg troede vi havde snakket om det med din hund.

Frank rejste sig. En tatovering kravlede op fra hans ryg, kom til syne på halsen: enden af en skorpions hale, den der stikker, Eva forestillede sig at resten af skorpionen sad fast på hans ryg, under hættetrøjen.

– Din kamphund, der sidder ude ved lågen.

– Hvad er problemet, sagde han og så Anna i øjnene uden at blinke.

Eva tog et lille skridt tilbage mod døren.

– Det har vi talt om. Hunde skal være i snor. Og de skal slet ikke være på institutionens grund.

– Det er ikke en kamphund. Hr. Hansen gør kun noget hvis han bli­ ver provokeret.

– Din hund skal være i snor og uden for institutionens grund, gentog Anna frygtløst, selv om Frank overskred hendes intimgrænse.

– Hvad er problemet? Er der nogen der er blevet bidt?

– Sådan er det bare. Jeg har sagt det før. De små mennesker bliver bange. De store mennesker bliver også bange. Jeg er bange for din hund, Frank.

Manden sagde ikke noget. Et par lange sekunder stod han bare og nidstirrede hende med et koldt, udtryksløst ansigt. Anna så på Eva og fandt overskud til et lille smil. Eva var ikke sikker, men måske var der frygt i hendes blik. I hvert fald usikkerhed.

– Du skal fjerne hunden med det samme, ellers – Franks misbilligende fnys afbrød hende. Det var den eneste lyd der kom ud af munden på manden med skorpionen inden han klappede sin datter på hovedet og forlod stuen. Mie tog pigen op og forsøgte at trøste, men det hjalp ikke. Anna måtte hæve stemmen for at overdøve larmen.

– Men det her er altså Grøn stue, og du kender jo allerede Mie. Og så er der Kasper. Hvor er han henne?

– Han er lige ude at skifte, sagde Mie og plantede dermed en frygtelig tanke hos Eva: Måske skulle hun også skifte bleer, havde Torben ikke sagt det? At man hjælper til på stuerne. Hun skulle nok ikke tænke så meget fremad alligevel.

25

En hellig alliance.indd 25

28/08/13 14.38

– Nu skal jeg vise dig køkkenet, sagde Anna men blev afbrudt af en dør der smækkede.

Kamilla, hende der havde nægtet at gå på arbejde før hunden var væk, trådte ind. Hun stod i døren til Grøn stue og så køligt på Anna: – Han skubbede mig, Anna.

– Frank?

– Jeg har ringet efter politiet.

– Nej, Kamilla, det er for meget.

– Det er dig der er sikkerhedsrepræsentant, Anna. Du kan bare ringe og sige de ikke behøver at komme, det er din beslutning. Men jeg noterer den. En af de små kunne have fået bidt ansigtet af i dag. Der må ikke være løse hunde på vores grund. Sikkerheden skal jo være i top. Forstår vi hinanden?

Anna så på Eva. Eva rettede sit blik mod gulvet, følte sig uvelkommen, som et par dømmende øjne der var dukket op midt i en konflikt der havde stået på længe.

– Men Kamilla, skal vi nu ikke lige se om Frank har forstået det? spurgte Anna. – Jeg mener, politiet, vi skræmmer jo de små.

– Han slog ud efter mig.

– Slog?

– Eller skubbede. Ja, han skubbede mig. Gav mig skulderen.

– Sagde du noget til ham?

– Undskyld, Anna, sagde Kamilla og tog et lille skridt fremad. – Jeg forstår ikke helt hvad du mener. Hvad betyder det om jeg sagde noget eller ej? Hvad kunne jeg sige der kan retfærdiggøre vold?

Annas blik flakkede et sekund inden det igen fangede Evas. Sirener kunne høres, men langt væk.

– Nu kommer politiet vist, sagde Kamilla.

Anna tænkte. Så kiggede hun på Eva. – Hvad siger du til at blive herinde mens jeg taler med politiet?

Der gik et akavet øjeblik før Eva forstod, at det var hende Anna talte til.

– Kasper er her jo også. Så kan du hjælpe lidt til herinde? Lære de små at kende.

26

En hellig alliance.indd 26

28/08/13 14.38

Souschefen sendte et hurtigt søgende blik rundt. Kasper var stadig ikke at se noget sted.

– Det kan jeg godt, sagde Eva. – Jeg plejer selv at give en hånd med i de her situationer.

Anna blev afbrudt af begejstrede råb fra gangen. Det var politiet der ankom, et par drenge samledes ved vinduet mod vejen.

– Så tager vi køkkenet lige om lidt, sagde Anna.

– Det er okay.

– Jeg ved godt du bliver kastet lidt voldsomt ud i det hele. Du må ringe hvis der er noget. Du kan finde mit nummer ved logbogen herovre.

Hun gik over til en skrivepult ved siden af døren. Eva fulgte efter.

– Her skal forældrene selv skrive de små mennesker ind i logbogen når de afleverer, og når de henter. Med tidspunkt. De kan også skrive små beskeder. Om det er farmor der henter i dag. Om de små må tage med en af de andres forældre med hjem. Lus, børnesår, sygdom. Måske kan der stå at de er kommet sent i seng om aftenen, så vi ved de kan være pylrede. Den slags.

– Okay, sagde Eva. – Selvfølgelig kan de også bare sige det til os, men det er et stort hus, og vi ved af erfaring at der især om morgenen kan være lidt forvirring.

Og hvis så den samme pædagog får sytten forskellige beskeder smidt i hovedet klokken halv otte om morgenen, opstår der nemt fejl. Det undgår vi når vi bruger logbogen. Anna så på Kamilla der betragtede hende afventende.

– Nå, men jeg må hellere – sagde hun og forsvandt ud ad døren. * Øjeblikket efter var Eva alene på stuen sammen med fjorten børn. Ingen af dem havde set på hende endnu. Måske skulle hun bare stå helt stille, gemme sig indtil en rigtig pædagog dukkede op. Ude på gangen, ved hoveddøren, kunne hun se Anna der diskuterede med Kamilla, lavmælt. Gad vide hvad Kamilla havde på Anna? tænkte Eva. Noget måtte 27

En hellig alliance.indd 27

28/08/13 14.38

det være, ellers ville Anna jo bare sætte hende på plads. Selv nu stod Kamilla med armene over kors og så på souschefen med et næsten nedladende blik, idet hun tog imod de to betjente. Anna så tilbage, ganske kort, mod Eva. Eva skyndte sig at se væk. På børnene. Og de små borde af rødmalet træ. Stole der matchede. På væggen hang der en planche med udklip om den kongelige familie. “Dronning Margrethe II, 73 år den 16. april”, stod der skrevet med farvekridt. “Hurra!”. På bordet: små, tykke farveblyanter og kraftigt papir.

– Er der samling?

Stemmen kom nede fra gulvet. Eva så ned, en pige trak hende i bukserne.

– Samling?

– Hvad hedder du egentlig?

– Jeg hedder Eva. – Hvor mange år er du?

Eva så på hende, havde ikke lyst til at tale om sig selv. – 34, sagde hun tørt.

– Hvad skal vi lave? spurgte en af pigerne.

– Ja, hvad skal vi lave? tænkte Eva højt. Hvornår havde hun sidst brugt tid sammen med et barn? Brugt mere end tre minutter i selskab med mennesker i den størrelse? Nok ikke siden hun selv var barn. Hun måtte kunne huske noget. Hvad kunne hun selv lide dengang?

– Hvad med at tegne noget I har oplevet i dag? sagde Eva. Hun havde selv elsket at tegne indtil hun lærte at skrive; derfra havde hun stort set ikke lavet andet end at læse og skrive.

– Det forstår jeg ikke, sagde pigen og så ned i gulvet.

– Jo, forklarede Eva. – I skal tegne noget I har set her til morgen. Måske talte hun helt forkert til dem. Hun anede det ikke.

– Politi! råbte en af drengene.

– Ja. Tegn politiet.

– Min hund, sagde pigen.

– God ide, sagde Eva. – Har du en kæreste? spurgte pigen fra før.

– Tegner I? Det var da en god ide. En ung mand med fuldskæg og 28

En hellig alliance.indd 28

28/08/13 14.38

lidt krøllet skjorte trådte ind og gav Eva hånden. – Du må være Eva. Jeg hedder Kasper.

Eva smilede. Hun var lettet over ikke at være alene med børnene længere. – Hej Kasper.

– Tegner I de kongelige? Vi har et tema for tiden, her op til dronningens fødselsdag i næste uge.

– Nej, bare noget de oplevede her til morgen.

– Fint nok, sagde han og smilede.

Eva så på ham. Fuldskægget gjorde hans alder svær at bedømme.

– Er I kærester? var der en af de små der spurgte.

– Nej, jeg har en kæreste, sagde Eva. – Og nu skal vi i gang med at tegne.

– Hvad hedder han?

– Martin.

– Er I gift?

Nu var det en dreng der spurgte. Eva så ud over flokken foran sig.

De fleste af børnene var i gang med at tegne. Drengen havde nogle opmærksomme øjne, noget frækt over sit ansigt.

– Er I gift? lød spørgsmålet igen.

– Nej, men – Eva blev opmærksom på den svage vibration der lå på hendes stemme.

Som om der pludselig var en slags ekko på hvert eneste ord der undslap hendes mund. Hun havde ikke forberedt sig på at børnene ville bore i hendes fortid. Havde netop regnet med at samvær med børn handlede om her og nu.

Kasper smilede til hende: – De spørger om alt, det kan du lige så godt vænne dig til. Alt! – Virkelig? spurgte Eva. – Hvad laver han? blev drengen ved.

– Nu tegner vi, sagde Kasper.

– Boller I? Det var ham igen. De andre drenge grinede, pigerne så ned og skjulte deres smil.

Eva så på Kasper der løftede en enkelt finger i vejret og hævede sin stemme: – Adam! Det der gider jeg ikke høre på. Er du med?

29

En hellig alliance.indd 29

28/08/13 14.38

Eva satte sig ved siden af en af pigerne. – Hvad tegner du ... det ser spændende ud. Eva kunne selv høre hvor anstrengt det lød.

– Det er min mor. Kan du se at hun er sur?

Eva betragtede tegningen af en kvinde der lignede en sur smiley. – Ja, måske.

– På min far. Om morgenen. Og om aftenen, tilføjede hun. Eva vidste ikke hvad hun skulle sige.

Kasper satte sig ved siden af hende og hviskede: – De spørger om alt.

Og de fortæller alt.

Hun så på ham. Hans ånde var behagelig, kaffe og måske lakrids. Eva fik øje på en dreng der sad for sig selv i hjørnet. Hun gik over til ham, væk fra Adam der spurgte om for meget, og pigen der fortalte for meget.

– Hvad har du tegnet?

– Ikke noget, sagde drengen og dækkede for tegningen med hænderne. Han var en køn dreng. Sorthåret. Måske fem år gammel men med et udtryk i øjnene som om han var ældre.

– Det gør ikke noget, sagde Eva og rejste sig. – Det er helt okay.

Drengen fjernede hænderne så Eva kunne se hvad han havde tegnet.

To mennesker. To mænd. Den ene stak noget i ryggen på den anden.

Måske en kniv? Eller skubbede han? Var det en hånd? Store dråber af blod sprang op i luften. En sø af blod forneden.

– Hvad er det? sagde Eva. – Ikke noget.

– Er det en der er ond ved en anden? Hun lænede sig frem for bedre at kunne se. Offeret var rødhåret. Bag ved hans morder var der tegnet et ansigt, måske. Eller et dyr.

Drengen så også interesseret på tegningen.

– Det er meget drabeligt, sagde Eva. – Hvorfor har du tegnet det?

Ikke en lyd fra drengen. Blikket stift rettet mod bordet foran ham.

– Er det noget du har set i fjernsynet? Vi skulle jo tegne noget vi havde oplevet her til morgen.

Han så på hende. Nikkede.

– Og du så det her?

Igen en lille bekræftende bevægelse med hovedet.

30

En hellig alliance.indd 30

28/08/13 14.38

– I tv?

Han rystede på hovedet.

– Tegneserie? Eller hvad det hedder?

Endelig en forsigtig lyd fra hans lille mund: – Nej. Evas telefon vibrerede i lommen, bare et halvt sekund inden den hidsige ringetone bragede ud i stuen. “Far” stod der i displayet. Hun afbrød telefonen, stak den i lommen og satte sig ned til drengen igen.

Han havde tårer i øjnene. Havde han haft det hele tiden? Eva var ikke sikker. – Er det noget fra en film du har set?

Nu kom der lyd på drengens gråd.

– Hvad er der galt?

– Vi prøver ikke at have telefonerne tændt herinde. Kasper trak undskyldende på skuldrene. – Jeg kan lige så godt sige det lige ud. Anna og Torben bliver – – Det er klart. Undskyld.

I det samme rejste drengen sig og løb ud af stuen. Han havde tegningen i hånden. På vejen sparkede han til en stol der stod i vejen.

– Malte, råbte Kasper. – Hvad er der galt?

Døren til stuen blev smækket i med et brag.

En hellig alliance.indd 31

28/08/13 14.38