Page 1


Arne Dahl

Jacos hjerte R Oversat fra svensk af Mich Vraa

Dødelig alvor.indd 93

10/05/12 21.44


A

lting ser ens ud. Det er den tanke han pludselig får, mens   han kører ad East Oakland Park Boulevard. Han sælger fast ejendom her i det østlige, eller måske burde man sige det sydøstlige, Florida, og alting ser ens ud. Den dér beigeagtige farvetone der ligesom bare er Florida, for ikke at sige USA. Det er der det begynder. Det er nemlig den tanke han tror han får. Men han fornemmer også at det ikke er helt sandt. For netop den tanke har han jo haft så mange gange i den tid han har arbejdet som ejendomsmægler i Palm Beach County. Det burde slet ikke være nogen ny tanke. Det er en del af jobbet, af hverdagen. Alligevel at få hvert eneste hus til at fremstå som noget ganske særligt. Det er tung sommer. Den fugtige Floridavarme brænder sig igennem tøjet inden man overhovedet er nået ud til bilen – det længste nogen bevæger sig til fods i USA. Det føles som en luftspejling når vejbanen ikke sitrer. Det gør East Oakland Park Boulevard helt frem til det øjeblik da han indser, hvad det faktisk er for en tanke han pludselig har fået. Da er det at tiden forandrer sig. Da er det at ingenting sitrer længere. Da er det at alting bliver glasklart. Først genkender han ikke fornemmelsen. Det er alligevel et kvart århundrede siden, og han fylder snart halvtreds. Den alder hvor man, uanset hvor god form man er i, bør begynde at være opmærksom på kroppens signaler. De signaler der siger, at man faktisk har levet længe nok. Det er derfor hjertesvigt og kræft bliver så almindeligt. For der var ingen der oplevede at fylde halvtreds, 95

Dødelig alvor.indd 95

10/05/12 21.44


dengang vi var en del af naturen. Først da vi løsrev os fra det vilde, begyndte vi at blive gamle. Han føler sig ikke gammel. Han dyrker stadig sin kampsport. Han lever et sundt liv med sin familie. Så han stoler ikke på det dér første instinkt som råber om hjertetilfælde. Men der går nogle sekunder inden han bliver klar over, at han har oplevet det før. Og da er han allerede kørt forbi stedet. Han plejer at undgå det, underbevidst, men målbevidst. Hvorfor kørte han den her vej lige i dag? En ren fejltagelse – han har jo for en gangs skyld ikke spor travlt. Villaspekulanten i Wilson Manors lige nord for Fort Lauderdale, ringede afbud i sidste øjeblik. Men måske netop derfor. Fordi der pludselig var tid. Tid er farlig. Ikke mindst når den antager de her former. Den underlige klarhed. Det indsnævrede synsfelt. Det rytmiske pulsslag. En følelse af at blive oversvømmet af noget der er på grænsen til musik. Sidste gang han oplevede det, var han femogtyve og sad i arresten og ventede på at komme for retten. Klarheden varede i tre timer. Han foretager en brat U-vending på East Oakland Park Boulevard. Hvinende dæk og skingre horn forsvinder bag tunnelen der næsten er musik. Han sætter farten ned da han nærmer sig stedet. Corner Pocket Billiards nu, intet ligner sig selv. Og alligevel ligner alt sig selv. Alt er det samme. Det er ingen vej udenom nu. Den femogtyve år gamle nat træder frem i hans glasklare tunnel af næsten-musik. Da flyene kolliderede med tvillingetårnene fjorten år senere, forstærkede det bare hans egen ellevte september. En Floridavarm sensommernat. En meget bøvlet aften i klubben. For mange drukkenbolte. Bare én til, så ville bægeret flyde over. Forældrenes natåbne bottle club hvor han var både udsmider og chef, bouncer og boss. Høj i betragtning af sine rødder, kampsportstrænet, hidsigt temperament. Alt det der var blevet samlet sammen under opvæksten. At vokse op i USA som halvvietnameser under Vietnamkrigen. Bombetogterne begyndte da han var to, 96

Dødelig alvor.indd 96

10/05/12 21.44


Tet-offensiven da han var seks, freden kom først da han var tretten. En hel barndom i krigens skygge. Som om man kunne give den skylden. Og som om han behøvede give noget skylden. Han havde ikke gjort noget forkert. Men de tanker findes ikke herinde. Ikke inde i tunnelen. Her findes kun klarheden. Og alt det der er overalt omkring ham og som er på vej til at blive til musik. Hele tiden på vej til uden rigtig at blive det. Han er nødt til at standse. Køre ind på en 7-eleven-parkeringsplads. Et øjeblik hænger vejstøvet omkring ham. Det hvirvler rundt i tunnelen som om bilen befandt sig i et glasrør, inden det lægger sig. Hvide knoer på rattet, umulige at få til at give slip. Så tydelige mod den brune, asiatiske hud. Ti dage i arresten inden det kom, ti dages kaos og angst og så pludselig de dér tre timers forfærdelige klarhed. Allerede dengang – han var femogtyve og i topform – troede han at det var hjertet. Det var en rimelig antagelse; det kunne være prisen for at blive stor. Men det var ikke hjertet, i hvert fald ikke hans, det var noget helt andet, noget han aldrig havde oplevet før. Næste morgen var sigtelsen blevet ændret. Til drab, “homicide”. Kommer det også til at vare i tre timer denne gang? tænker han og ser på sine hvide knoer. Overlever jeg det? Den nat igen, ikke til at slippe for. Afmagten. Han gik udenfor et øjeblik for at køle af og komme væk fra menneskenes dårskab – som om han tænkte på den måde. Det var bare vrede, uartikuleret vrede. Den satans, forbandede natklub omringet af biler som en truende hær der bare ventede på at blive brugt til at begå forbrydelser. Al den spirituskørsel han så hver eneste nat. Og nu igen, nøgler der klirrer mod asfalten, dæmpede eder, vaklende skridt. Ingen stjerner eller måne, helt bestemt ingen nattekølighed. Varmen fugtigere end nogensinde. Højrøstede, berusede stemmer inde fra baren. I det øjeblik dukker han op. Notorisk drukkenbolt. Han vil ikke have noget med det at gøre. Ser op i den kulsorte himmel. Ryster 97

Dødelig alvor.indd 97

10/05/12 21.44


på hovedet. Bare en taber mere, det er det hele. Gider ikke mere. Men drukkenbolten sparker til glasdøren, forsøger at mase sig ind, kæfter op om at han har været backstage med Santana. Så husker han ikke mere. Indtil det fulde svin ligger der på jorden. Tænderne er gået igennem både over- og underlæbe. Et sygt dødningehoved der griner gennem alt blodet. Ikke engang i arresten ved han rigtig hvem beruseren er. En ballademager af den slags hvis fjæs er ætset ind på nethinden af enhver udsmider. Fyre som aldrig må lukkes ind, det er det hele. Det siges at manden er indlagt på sygehuset, men han får ikke særlig meget at vide i arresten. Der går ti dage, ti tavse dage som han aldrig vil kunne beskrive. Den enogtyvende september forandres alt. Cellen fyldes af en særlig klarhed. Synsfeltet snævres ind. Og så kommer den dér rytmiske puls, det dér som ikke rigtig er musik, men når som helst vil kunne blive det. Hvor det presser og maser sig på, vil tydeligvis sige ham et eller andet, lige nu og lige dér, på den beskidte cellemadras. Musik har aldrig betydet noget for ham. Livet er fuldt og kompliceret nok som det er. Der har aldrig været plads til det. Man kan faktisk leve et helt liv uden at have kunstneriske oplevelser. De er ikke nødvendige. Men klarheden giver sig ikke. Langsomt, ganske langsomt kommer toner glidende ud af det dér som ikke rigtig er musik. I starten lange, dybe, dæmpede. Og hele tiden den rytmiske pulseren. Tonerne bliver hurtigere, lysere. Det er en elbas, men ingen elbas er nogensinde blevet håndteret sådan. Den særlige skønhed, det fine anslag. Rytmens pres og samtidig melodiens skrøbelighed. Han omsluttes, fortrylles. Verden får en ny form. Ingenting kan nogensinde blive det samme igen. Da en besynderlig, intensiv fingervandring op og ned ad bassens gribebræt glider over i nogle sidste blide flageoletter, bliver han klar over at den rytmiske pulseren allerede er slut. Fortryllelsen brydes. Dagen efter får han at vide at sigtelsen er ændret. 98

Dødelig alvor.indd 98

10/05/12 21.44


Præcis hvordan femogtyve år for drab blev forvandlet til ti måneder for vold med døden til følge forstod han aldrig. Han blev sluppet ud efter et halvt år på grund af god opførsel. Intet kan nogensinde blive det samme igen – men det bliver det alligevel. Livet normaliserer sig. Han melder sig til kontrol hos sin tilsynsværge i fem år. Han bliver i Florida. De tre mærkelige timer i arresten trænges i baggrunden sådan som erindringer gør. Det er den dag han fylder tredive at han hører det. En gammel transistorradio breder et knitrende lydtæppe ud over tilsynsværgens svedigvarme venteværelse. Pludselig vokser tonerne frem, de dér lange, dybe, dæmpede toner, og der går nogen tid inden han kan høre, at de kommer fra en elbas. Han rejser sig og kan mærke at han bliver bleg. Han spørger tilsynsværgen som netop i det samme kommer ud for at kalde ham ind på kontoret. Tilsynsværgen ryster på hovedet og siger: “Det har du ikke lyst til at vide.” Men han vil vide det. Der er ingen vej udenom. Drukkenbolten som han slog ihjel, var ikke bare en dranker på femogtredive, han var også i nogle korte, selvdestruktive år verdens mest indflydelsesrige bassist. Komponist, arrangør, musikalsk vidunderbarn. Og både genialiteten og alkoholismen hang åbenbart sammen med en sygdom som snart skulle blive benævnt bipolar sygdom, men endnu kaldes maniodepressiv psykose. Og det vigtigste af alt: Hvis han havde fået hjælp i form af den rigtige medicinering, havde han efter al sandsynlighed været i live den dag i dag. I dag hvor hans morder sidder i sin bil på en parkeringsplads uden for en 7-eleven med knoer der ikke vil holde op med at være hvide, ville han have været tres. Og han kunne stadig have spillet, komponeret og arrangeret musik. Da han endelig slipper for tilsynsværgen, lytter han faktisk til det hele, hver eneste indspilning han kan finde. Det er ikke bare en musik som vokser sig stærkere og stærkere – han genkender også mere og mere af den. Fra de tre timers klarhed. Tunnelen som næsten var musik og sidenhen blev verdens mest fantastiske bassists fulde, enorme register. Da han har hørt det hele, hver en tone, synes han at han har 99

Dødelig alvor.indd 99

10/05/12 21.44


forstået et eller andet, men der findes ingen ord for det. Og så ved han ikke om han har forstået noget som helst. Det er en kort, forbigående periode i hans liv. Så må han i gang med hverdagen igen. Mens han opbygger en karriere som ejendomsmægler, falmer erindringen sådan som den slags gør. Det sker stadig sjældnere at han hører de magiske bastoner og de sælsomme rytmer inde i sig selv. Og musik lytter han aldrig mere til. Det sidste han læste inden han holdt op med at interessere sig for det, var at bassisten fik en hjerneblødning mens han lå på sygehuset. Man lagde ham i respirator og holdt ham kunstigt i live. Familien var tvunget til at beslutte om den skulle slukkes. Det skete ti dage efter episoden. Det mærkelige var at hans hjerte blev ved at slå i hele tre timer. Og ud af den dér diffuse lydtunnel som omgiver bilen på parkeringspladsen, siver pludselig musik. I begyndelsen er det lange, dybe, dæmpede toner. Og hele tiden den rytmiske pulseren. Så eksploderer musikken inde i ham. Den kommer overalt fra og fylder ham, åbner ham. Intet kan nogensinde blive det samme igen. Så holder det op. Pludselig. Hænderne slipper rattet. Fingrene er helt stive. Han ser på knoerne og ser at blodet langsomt og smertefuldt fylder de små årer, vener, kapillarer. Efter et øjeblik kan han atter bevæge dem. En sælsom tomhed fylder ham. Han ser på uret og indser at han kommer tre timer for sent hjem. Han bakker ud fra parkeringspladsen og kører tilbage ad East Oakland Park Boulevard. Ser ind på det der nu er Corner Pocket Billiards. Der er ikke noget specielt ved stedet. Alt ligner sig selv. Eller gør det?

Dødelig alvor.indd 100

10/05/12 21.44

Dødelig alvor  

Dødelig alvor er en spændingsantologi med historier skrevet af forskellige Skandinaviske krimiforfattere. Forfatterne har fået frie hænder i...