Issuu on Google+

89 mm

155 mm

D-Dag var vendepunktet under Anden Verdenskrig. Med landgangen i Normandiet bed de allierede tropper sig fast i det europæiske fastland. Det blev begyndelsen til enden på Det Tredje Rige. Men sejren blev ikke vundet med kanoner alene. I ugerne op til invasionen startede de Allierede en vildledningskampagne, der skulle føre tyskernes opmærksomhed væk fra Normandiet.

Ben Macintyre (f. 1963) er engelsk forfatter, historiker og klummeskribent ved The Times. Han har skrevet en lang række bestsellere om spionage og kontraspionage under Anden Verdenskrig.

DOBBELTSPIL

Dobbeltspil er fortællingen om de fem agenter, der med fantasi og mod, forræderi og grådighed førte Hitler bag lyset og Europa mod friheden.

40,5

BEN MACINTYRE

I sommeren 1943 lagde en dannet og elskværdig efterretningsofficer, pibe­ rygende og klædt i skotskternede bukser, sidste hånd på et hemmeligt våben, han havde arbejdet på i over tre år. Dette våben – med enestående spræng­ kraft og ubegrænset rækkevidde – var helt ander­ledes end noget andet tidligere eller senere våben. Det var omgærdet af så stort hemmelighedskræmmeri, at selv opfinderne af dette våben, i hvert fald en overgang, var uvidende om at være i besiddelse af det og usikre på dets anvendelse. Det var ikke et våben, der dræbte eller lemlæstede. Det var ikke baseret på videnskab, ingeniørkunst eller fysiske kræfter. Det lagde ikke hele byer i grus, det sænkede ikke ubåde, og det kunne ikke gennemtrænge de tyske kampvognes panser. Det gjorde noget langt mere subtilt. I stedet for at dræbe fjenden kunne det manipulere med hans tanker …

11

155 mm

BEN MACINTYRE HHHHH ”Gribende fortælling” Antony Beevor ”Macintyre er en historiefortæller af højeste karat” Sunday Telegraph

DOBBELT SPIL

89 mm

11

D-dag fremstår i dag som en monumental og – set i bagklogskabens klare lys – historisk uundgåelig sejr. Det kunne man imidlertid ikke tage for givet dengang. Amfibieangreb hører til blandt de vanskeligste krigsoperationer overhovedet. Hele vejen ned langs den franske kyst havde tyskerne anlagt et over otte kilometer dybt “dødsbælte”, en drabelig forhindringsbane bestående af pigtråd, betonkonstruktioner og seks millioner landminer. Bagved lå tunge kanonstillinger, maskingeværsreder og bunkers. Som chefen for det britiske imperiums generalstab, feltmarskal sir Alan Brooke, bemærkede i et dystert dagbogsnotat kort før D-dag: “Dette vil sagtens kunne gå hen og blive den værste katastrofe under hele krigen …”

SPIONERNE BAG D-DAG

LINDHARDT OG RINGHOF

Dobbeltspil smuds.indd 1

15/07/13 13.05


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 3

Ben Macintyre

DOBBELTSPIL SPIONERNE BAG D-DAG

P책 dansk ved Morten Visby

Lindhardt og Ringhof


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 21

1. Grønne rekrutter

Dusko og Johnny var venner. De var begge glade for penge, biler, fester og kvinder, ikke nødvendigvis i den rækkefølge, men helst det hele på én gang. Deres relation, som næsten udelukkende var baseret på tant og fjas, skulle få gennemgribende indvirkning på verdenshistorien. Dusan “Dusko” Popov og Johann “Johnny” Jebsen mødtes i 1936 på universitetet i Freiburg i det sydlige Tyskland. Popov, søn af en rig fabrikant fra Dubrovnik, var 25. Jebsen, arving til et stort shippingfirma, var to år ældre. Begge var de charmerende, men også dybt forkælede, ugidelige og uduelige. Popov kørte rundt i en BMW, hvorimod Jebsen foretrak en Mercedes 540K Cabriolet med ekstra motorkraft. Disse to uadskillelige internationale playboys drev rundt i Freiburg og opførte sig dårligt overalt, hvor de kom frem. Popov læste jura, og Jebsen var i gang med at tage en grad i økonomi for bedre at kunne lede familiefirmaet. Ingen af dem gad gøre noget ved studierne overhovedet. “Vi havde begge visse intellektuelle prætentioner,” skrev Popov, men “vi var besat af hurtige biler og rappe piger og havde penge nok til at holde begge dele oppe i omdrejninger”.1 Popov havde et rundt, åbent ansigt med høj pande og tilbagestrøget hår. Der var delte meninger om hans udseende: “Han smiler meget, med helt blottede tænder, men han er egentlig ikke grim at se på, når hans ansigt er i ro, om end det ville være synd at sige, at han ser godt GRØNNE REKRUTTER

21


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 22

PRIVAT SAMLING

Dusko Popov

ud,” skrev en mandlig bekendt. “Typisk flad, slavisk næse, gullig i huden, bredskuldret, atletisk af bygning, men lettere fedladen med hvide, velplejede hænder”, hvormed han fægtede vildt omkring sig, når han talte. Kvinderne fandt ham ofte uimodståelig på grund af hans utvungne væsen, “sensuelt krusede læber”2 og de grønne øjne bag tunge øjenlåg. Han havde “sovekammerøjne”, og sovekammeret var da også hans primære interesseområde. Popov var en uforbederlig skørtejæger. Jebsen havde en noget anden fremtoning. Han var tynd og spinkel af bygning, med mørkeblondt hår, høje kindben og opstoppernæse. Hvor Popov var højrøstet og selskabeligt anlagt, var Jebsen mere vagtsom. “Hans reserverede kølighed kunne virke afskrækkende, men alligevel var alle tryllebundet af ham,” skrev Popov. “Han var også et meget varmt menneske, og hans høje intelligens afspejledes tydeligt i ansigtet, i de årvågne metalblå øjne. Han talte i korte, abrupte sætninger, brugte 22

DOBBELTSPIL


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 23

PRIVAT SAMLING

Johnny Jebsen

næsten aldrig tillægsord og var frem for alt ironisk.” Jebsen var halt og antydede ofte, at det skyldtes en skade, han havde pådraget sig under en eller anden vild eskapade. I virkeligheden skyldtes det åreknuder i benene, hvilke i al hemmelighed voldte ham store smerter. Han elskede at fordreje sandheden og “bevidst lave rav i den for at se, hvad der skete”.3 Men han holdt også meget af at få aftaler i stand. Da Popov på et tidspunkt blev udfordret til en duel over en pige, var det Jebsen, der som hans sekundant i al diskretion fik arrangeret en fredelig løsning – til stor lettelse for Popov, som ikke følte sig overbevidst om, at hans “udseende ville blive forbedret af et stort, rødt ar i ansigtet”. Jebsens forældre, som begge var afgået ved døden, da han kom til Freiburg, var født i Danmark, men havde fået tysk statsborgerskab, da shippingfirmaet Jebsen & Jebsen flyttede til Hamborg. Jebsen blev født i GRØNNE REKRUTTER

23


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 24

denne by i 1917, men yndede at spøge med, at han i virkeligheden var dansker og blot havde tysk statsborgerskab som et slags “bekvemmelighedsflag” i forretningsøjemed: “En stor del af min kærlighed til fædrelandet skyldes, at jeg rent faktisk ejer en stor del af det.” Jebsen besøgte England som forældreløs teenager, rig og rodløs, og vendte hjem som lidenskabelig anglofil. Han tillagde sig engelske manerer, foretrak at tale engelsk frem for tysk og klædte sig, syntes han selv, “som en ung Anthony Eden, konservativt elegant”. Ifølge Popov var det “lige så utænkeligt at se ham uden en sammenrullet paraply i hånden som at se ham forlade huset uden bukser på”. Selvom de var helt opslugt af skæg og ballade, kunne de to studenterkammerater dog ikke helt ignorere de faretruende politiske forandringer, der fandt sted omkring dem i 1930’ernes Tyskland. De satte en ære i at gøre nar ad den “pronazistiske studenterungdom”.4 Latterliggørelsen havde dog også en reel kant. “Under dække af snobberiet, kynismen og playboy-manererne” havde Jebsen faktisk udviklet en oprigtig afsky for nazismen. Popov fandt de stoltserende nazistiske brunskjorter dybt latterlige og frastødende. Efter studierne vendte Popov hjem til Jugoslavien og tog fat på sit arbejde inden for import/eksport-branchen, hvilket indebar omfattende rejsevirksomhed. Jebsen tog til England, hvor han angivelig ville studere på Oxford University og skrive bøger om filosofi. Han gjorde dog ingen af delene (om end han senere hævdede at have gjort begge dele). De to mødtes først tre år senere, og på det tidspunkt var verdenskrigen brudt ud. I begyndelsen af 1940 boede Popov i Dubrovnik, hvor han havde etableret sit eget advokatfirma og havde affærer med mindst fire forskellige kvinder, da han modtog et telegram fra sin gamle ven, der kaldte ham til Beograd: “Må tale med dig omgående.”5 Det blev en overordentlig lykkelig og fugtig genforening. De tog på en lang druk24

DOBBELTSPIL


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 25

tur gennem nattelivet i Beograd “ledsaget af to korpiger fra en af natklubberne”.6 Ved daggry indtog de fire et morgenmåltid bestående af steaks og champagne. Jebsen fortalte Popov, at han i de mellemliggende år havde stiftet bekendtskab med den store engelske forfatter P.G. Wodehouse. Med monokel og silkekravat lignede Jebsen nu en underlig tysk version af Bertie Wooster. Popov kastede et grundigt blik på sin gamle ven. Det var samme “intelligens, kynisme og sorte humor”, der prægede hans ansigtstræk, men han virkede anspændt, som om der var noget, der plagede ham. Han kæderøg og “drak den ene whisky efter den anden, dobbelt og uden is. Rent stilistisk var hans påklædning stadig en Anthony Eden værdig, men det lyse hår var ikke længere helt så velfriseret, og hans overskæg var uplejet og rødligt af tobak”.7 Nogle få dage senere sad de to venner alene på en hotelbar i Beograd. Jebsen sænkede stemmen og så sig over skulderen med en teatralsk konspiratorisk mine, hvorefter han betroede sin ven, at han havde sluttet sig til Abwehr, Tysklands militære efterretningsvæsen, “fordi han på den måde kunne undgå at gøre soldatertjeneste, hvilket han frygtede mere end noget andet på grund af sine åreknuder”.8 Jebsens rekrutteringsofficer var en ven af familien, oberst Hans Oster, der var assistent for chefen for Abwehr, admiral Wilhelm Canaris. Han havde nu den formelle, men noget vage, titel af Forscher, en slags talentspejder med teknisk rang af menig, og var tilknyttet en 400 mand stærk specialenhed, det såkaldte Sonderverband “Brandenburg”. Denne enhed var i virkeligheden “blot et kneb, Canaris brugte til at friholde et antal unge mænd fra den ellers obligatoriske militærtjeneste”.9 Jebsen var freelance spion, på permanent orlov fra hæren, med Canaris’ personlige garanti for, at han aldrig skulle bære uniform, aldrig skulle underkastes militærtræning og aldrig ville blive sendt i krig. Han kunne “bruge al sin tid på at rejse rundt i Europa og passe sine forretninger GRØNNE REKRUTTER

25


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 26

som privatperson, så længe han blot stod til rådighed for Abwehr, når der var brug for ham.”10 “Hitler er den ubestridte hersker over hele Europa,” erklærede Jebsen. “I løbet af få måneder vil han formentlig gøre det af med England, hvorefter USA og Sovjetunionen gladelig vil slå en handel af med ham.”11 Det var ren nazipropaganda, men Jebsen sagde det som sædvanlig med et ironisk glimt i øjet. “Ville du være villig til at møde en af mine venner fra den tyske ambassade over en middag?” spurgte Jebsen pludselig.12 Denne ven viste sig at være en major Müntzinger, en korpulent bayrer, som var den ledende Abwehr-officer på Balkan. Over cognac og cigarer forsøgte Müntzinger at vinde Popov for sagen med en klodset salgstale. “Intet land kan holde stand mod den tyske hær. I løbet af få måneder vil England blive invaderet. Med din hjælp vil den kommende invasion kunne blive mindre blodig.”13 Müntzinger slog over i smiger. Popov havde gode forbindelser. Hans virksomhed var ideel som dække over en rejse til England, hvor han måtte kende mange vigtige og indflydelsesrige folk. For var der ikke noget med, at han kendte selveste Hertugen af Kent? Popov nikkede (han indrømmede ikke, at han kun havde været i England en enkelt gang i hele sit liv og kun havde truffet hertugen flygtigt i sejlsportsklubben i Dubrovnik). Müntzinger fortsatte: “Vi har mange agenter i England, og de fleste af dem er aldeles fremragende. Men dine forbindelser kunne åbne mange døre for os. Du ville kunne være os til stor hjælp. Og der er også meget, vi ville kunne gøre for dig. Det tyske rige forstår at vise sin påskønnelse.” Jebsen drak sin whisky uden at sige noget. Müntzinger var ret vag, hvad angik den type information, Popov skulle forestille at indsamle: “Generel information. Politisk information.” Og efter en lille pause: “Militær information. Johnny vil præsentere dig for de rigtige mennesker, når og hvis du påtager dig opgaven.” Popov udbad sig lidt betænkningstid, og næste dags morgen sagde han ja. Jebsen havde 26

DOBBELTSPIL


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 27

rekrutteret sin første spion for den tyske efterretningstjeneste. Han fik aldrig rekrutteret andre. I mellemtiden var Popov så småt gået i gang med at udvikle det, han kaldte “min egen lille ide”.14 I 1941 var Interallié det vigtigste spionnetværk i det tyskbesatte Frankrig. I de første krigsår var det også stort set det eneste. Som en britisk efterretningsofficer bemærkede, var det “vores eneste franske informationskilde”.15 Netværket bestod af snesevis af informanter, agenter og under-agenter, men i sidste ende var Interallié én spions værk, en mand, der betragtede spionage som sit kald og sammensværgelse og forstillelse som det naturligste i verden. Hans franske samarbejdspartnere kendte ham som Armand Borni, men han brugte også kodenavnet “Walenty” eller “Valentine”. Hans rigtige navn var Roman Czerniawski, og i løbet af meget kort tid var han i kraft af sin blotte energi, sin stærke overbevisning og sin umådelige selvtillid blevet den mest værdifulde britiske spion i Frankrig. Czerniawski var polsk patriot, men den betegnelse er end ikke tilnærmelsesvist dækkende for, hvor dybt hans polske identitet stak, og hvor stærk hans tilknytning til moderlandet var. Han havde viet sit liv til kampen for Polen og var mere end villig til at dø for sit land (indimellem virkede han nærmest opsat på det). “Hans loyalitet gælder helt og holdent hans eget land, og for ham er der ikke noget problem, som ikke er knyttet til det polske folks skæbne,” skrev en af hans medspioner.16 Han hadede tyskerne og russerne lige meget for at have delt hans land og drømte kun om at genoprette den polske nation. Enhver anden loyalitet, ethvert andet hensyn, kom i anden række. Han var kun 1,65 høj og havde et spinkelt, intenst ansigt med tætsiddende øjne. Han havde altid et smil på læben og talte rasende hurtigt. Czerniawski var søn af en velhavende finansmand i Warszawa og GRØNNE REKRUTTER

27


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 28

PRIVAT SAMLING

Roman Czerniawski

blev uddannet som jagerpilot før krigen, men efter et alvorligt styrt havde han været delvist blind og måttet nøjes med skrivebordsarbejde. Ved den tyske invasion af Polen i 1939 befandt kaptajn Czerniawski sig i luftvåbnets hovedkvarter i Warszawa, hvor han havde specialiseret sig i militær efterretningsvirksomhed og skrevet en meget rost afhandling om kontraspionage. Czerniawski var professionel spion, “en mand, der lever og ånder for spionage”, som en af hans kolleger formulerede det.17 Han betragtede spionfaget som en ærefuld profession “baseret på de højeste menneskelige idealer”.18 Mens den polske hær brød sammen under det tyske stormløb, flygtede Czerniawski til Rumænien, hvorfra han ved hjælp af falske papirer kom til Frankrig, hvor de polske 28

DOBBELTSPIL


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 29

styrker omgrupperede. Da Frankrig faldt i 1940, blev hans division opløst, men i stedet for at slutte sig til sine landsmænd i England og fortsætte kampen derfra valgte Czerniawski at blive Frankrig og gå under jorden. Han overtalte en ung fransk enke, Renée Borni, til at låne ham sin afdøde mands identitet. Da de tyske besættelsestropper trængte ind i landet, blev de ledsaget af en bonde, hvis papirer identificerede ham som Armand Borni. Han slingrede efter dem på en lånt cykel og indprentede sig alle troppebevægelserne helt ned til mindste detalje. Han var allerede ganske godt tilfreds med sin indsats: “Hvert et vejskilt, hver en betegnelse på siden af en lastbil, ethvert særkende, betød langt mere for mig end for nogen anden.”19 Dette blev ansatsen til det, han senere forholdsvis selvhøjtideligt kaldte sin “vision”. Mens den polske eksilregering i London udkæmpede én krig, indledte han en anden. Han forestillede sig “små, koordinerede modstandsceller, der lynhurtigt spredte sig, så der var øjne overalt”.20 Czerniawski nåede ned til det ikkebesatte sydlige Frankrig, hvor han kom i kontakt med den polske efterretningstjeneste og fik officiel godkendelse af sin plan om at etablere et spionnetværk i den besatte zone. Få dage senere sad han og spiste middag ved et bord for sig selv på restauranten La Frégate i Toulouse, da en ung kvinde kom hen og spurgte, om hun måtte tage plads ved bordet. “Hun var lille af bygning, og måske i begyndelsen af trediverne. Hun havde et blegt, spinkelt ansigt, men øjnene var meget livfulde.”21 Mathilde Carré dannede sig samtidig et indtryk af denne diminutive og helt tilfældige bordherre: “Tynd og muskuløs, med et langt, smalt ansigt, lidt stor næse og grønne øjne, som oprindelig måtte have været smukke og klare, men nu var fyldt med små læsioner som følge af en flyulykke.”22 Czerniawski præsenterede sig “på et forfærdelig gebrokkent fransk”.23 De faldt i snak. Efter middagen fulgte han hende hjem. Mathilde Carré var en meget intelligent, overspændt kvinde, som GRØNNE REKRUTTER

29


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 30

var på randen af et nervøst sammenbrud, da hun mødte Czerniawski. Hun var vokset op i et borgerligt pariserhjem og havde gået på Sorbonne, hvorefter hun kortvarigt arbejdede i et forsikringsselskab, tog læreruddannelse og giftede sig med en barndomsven, som hun umiddelbart efter fandt ud af, at hun ikke kunne fordrage. Hun brugte krigen som undskyldning for at forlade sin mand. Under den franske hærs tilbagetog fandt hun arbejde på et feltlazaret, hvor hun tog sig af de sårede. Der traf hun en løjtnant fra Fremmedlegionen, som hun gik i seng med “for øjnene af et vældigt krucifiks”24 på et katolsk præsteseminarium uden for Cazères sur Garonne. Næste morgen var han væk, og hun var gravid. Hun besluttede sig for at beholde barnet, men aborterede kort efter. En nat havde hun taget opstilling på kanten af en høj bro og var på nippet til at begå selvmord, men pludselig skiftede hun mening: “I stedet for at kaste mig i Garonne-floden ville jeg kaste mig ud i krigen. Hvis jeg virkelig ønskede at tage mig af dage, ville det være mere intelligent at begå selvmord på en måde, der kom andre til gavn.”25 Og så havde hun bestemt sig for at fejre denne beslutning med en bedre middag på La Frégate. Czerniawskis overvældende store selvtillid fik straks Mathilde til at føle sig helt tryg. “Hans øjne lyste op, hver gang han talte om krigen. Han nægtede at acceptere, at Polen var blevet besejret. Han udstrålede en ungdommelig selvsikkerhed og begejstring, en særlig form for intelligens og viljestyrke, der indimellem måtte vige for et forkælet, hengivent barns skaberi.”26 De mødtes igen aftenen efter og næste aften igen. “Der blev hurtigt knyttet stærke venskabsbånd mellem os.”27 Sidenhen benægtede de på det kraftigste at have været elskende, men benægtelserne var så voldsomme, at de næsten helt sikkert må have været usande. Tre uger efter deres første møde betroede Czerniawski Mathilde, at han var spion, og bad hende hjælpe ham med at føre “visionen” om 30

DOBBELTSPIL


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 31

et decentralt efterretningsnetværk ud i livet. Hun sagde, at han kunne regne med hende – sammen skulle de “udrette noget stort”.28 Situationen blev ikke mindre teatralsk, da Czerniawski annoncerede, at han allerede havde valgt et kodenavn til sin nye medsammensvorne: Hun skulle hedde “La Chatte”, Hunkatten, fordi “du træder så varsomt, i dine bløde sko, ligesom en kat”. Hun løftede hånden og krummede sine slanke fingre sammen som kløer: “Og jeg kan også kradse, hvis det skal være.”29 En advarsel, måske. Roman Czerniawski og Mathilde Carré udgjorde et særdeles effektivt spionpar. I Paris lejede de et værelse i Montmartre-kvarteret og gik i gang med at konstruere et helt spionage-netværk. “Det skal være inter-allieret,” slog Czerniawski fast. “Chefen skal være polak, de fleste af agenterne franskmænd, og alle skal de arbejde for de allierede.”30 Interallié-netværket var en realitet. Mathilde fungerede som ledende rekrutteringsofficer (eftersom nogle franskmænd nægtede at arbejde for en polak), mens Roman indsamlede, samordnede, renskrev og videresendte efterretningsmaterialet til London. De første rekrutteringer var Monique Deschamps, kodenavn “Moustique”, en lille, kæderygende og meget temperamentsfuld kvinde, og René Aubertin, en tidligere fransk kampvognskommandør. Gradvist blev netværket udvidet med jernbanearbejdere, politibetjente, fiskere, kriminelle og husmødre. De indsendte alt, hvad de havde af information, til en af de mange “postbokse”, de havde organiseret rundtomkring i Paris: toiletpasseren på cafeen La Palette, Berlitzsprogskolen ved L’Opéra og portneren på Rue Lamarck, som “havde fået jaget en bajonet i bagen, da tyskerne indtog Paris, og derfor hadede dem af et godt hjerte”.31 Mathilde gik rundt og indsamlede oplysningerne hos dem. “Klædt i sort pels, rød hat og små, flade, røde sko bevægede hun sig hurtigt rundt fra aftale til aftale,” skrev Czerniawski, “og kom tilbage med nye kontakter, nye muligheder, så jeg kunne konGRØNNE REKRUTTER

31


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 32

centrere mig om at studere informationerne fra vores forskellige agenter og sammenfatte dem i rapporterne.”32 Czerniawski ville samle et fuldstændigt billede af de tyske styrker i det besatte Frankrig, hele slagordnen komplet med troppepositioner og troppebevægelser, ammunitionsdepoter, flyvestationer, flådeinstallationer og radaranlæg. “For at kunne besejre fjenden må man vide, hvor han befinder sig, og jo mere præcist man ved, hvor han er, desto lettere vil det være,” skrev han.33 Han skrev en sammenfattende rapport på silkepapir. Med få ugers mellemrum steg en kurer med kodenavnet “Rapide”, “en høj, tynd polak af ubestemmelig alder med uren hud og et lille, sort overskæg”,34 om bord på 11-toget til Marseille på Gare de Lyon. Ti minutter før afgang låste han sig inde på 1. klassetoilettet. Over toiletkummen hang et metalskilt med ordene “Remplacez le couvercle après l’usage”35 [slå klappen ned efter brug]. Rapide lagde et lommetørklæde mellem skruetrækker og skruehoved, så han ikke efterlod afslørende ridser, og løsnede forsigtigt skiltet, hvorefter han placerede silkepapirs-rapporten bag skiltet og skruede det fast igen. Når toget så havde krydset grænsen til det ikkebesatte Frankrig, gentog en polsk agent samme procedure i omvendt rækkefølge og byttede rapporten ud med et svar, som blev opsamlet, når toget kom tilbage til Paris. I den ikkebesatte zone videresendte polske efterretningsfolk rapporterne til Spanien og Portugal, som var neutrale, og derfra videre til den polske eksilregering i London, som videreformidlede dem til briterne. Hver og en af Czerniawskis rapporter nåede frem til MI6, den britiske efterretningstjeneste, eller mere officielt Secret Intelligence Service (SIS). Netværket, eller La Famille, som de kaldte det, blev hurtigt større. En radio på størrelse med en rejseskrivemaskine blev smuglet ind over grænsen fra Vichy-Frankrig og installeret i en taglejlighed i nærheden af Place du Trocadéro, hvorfra man nu kunne sende krypteret infor32

DOBBELTSPIL


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 33

mation. Renée Borni, enken, der havde sørget for Czerniawskis falske identitet, flyttede til Paris for at tage sig af krypteringen og dechifreringen af de radiotransmitterede budskaber. Czerniawski gav hende kodenavnet “Violette”. Hun blev hans elskerinde. I midten af 1941 kunne Czerniawski stolt meddele, at “hans Store Netværk bestående af franske patrioter ledet af en polak i engelsk tjeneste, nu var eneste tilbageværende bastion for den allierede modstand mod Tyskland”.36 Der blev etableret yderligere tre hemmelige radiostationer. Nogle af rapporterne var helt op til 400 sider lange og indeholdt kort og diagrammer. Disse kunne umuligt radiotransmitteres og blev i stedet affotograferet og smuglet over den spanske grænse som ikkefremkaldt film “pakket på en sådan måde, at hvis de blev åbnet af en ikkeautoriseret person, ville de blive eksponeret for lys og dermed ødelagt”.37 En flodbølge af Interallié-efterretninger strømmede ind i London med stadig mere præcise og detaljerede oplysninger, og nogle gange gik det så stærkt, at modtagerne ikke kunne følge med. Da en agent på et tidspunkt opdagede den planlagte rute for chef for Luftwaffe Hermann Görings personlige tog, sendte Czerniawski straks oplysningen til London, som til hans store fortrydelse ikke fik arrangeret et angreb på toget. Næste dag kom der besked fra London: “RE: GOERING-TOG UNDSKYLD FIK INFORMATION FOR SENT TIL BRUG FOR RAF STOP”.38 Der var naturligvis interne spændinger i gruppen. Mathilde kunne ikke fordrage Renée, som hun betragtede som en “typisk lille provinskone med dårlig tøjsmag”.39 Czerniawski insisterede på, at “der ikke var skyggen af jalousi i gruppen”,40 men beskrev alligevel Mathilde som en “mærkelig kvinde, idealistisk, men også skånselsløs, ærgerrig og ekstremt nervøs og overspændt”.41 I efteråret 1941 fik Czerniawski besked på at indfinde sig på en flyveplads uden for Compiègne, hvor en maskine ville samle ham op GRØNNE REKRUTTER

33


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 34

og flyve ham til debriefing i London. Den 1. oktober svævede en RAF Lysander-maskine ned fra himlen, ved roret en mand med overskæg, eskadrilleleder J. “Whippy” Nesbitt-Dufort, som ikke kunne sige andet end “C’est la vie”42 på fransk. Ved ankomsten til England blev Czerniawski modtaget af oberst Stanislaw Gano, chef for den polske efterretningstjeneste. “Du har virkelig givet os alle sammen noget at se til herovre,”43 sagde Gano, der lignede en “direktør for et eller andet firma”,44 syntes Czerniawski. I samfulde 24 timer blev han udspurgt om hvert et aspekt af netværket. Gano forekom at være specielt interesseret i Mathilde Carré. “Vi danner et perfekt partnerskab,”45 forsikrede Czerniawski ham. Endelig blev han til sin store forbløffelse fremstillet for general Wladislaw Sikorski, den polske premierminister. Sikorski erklærede med højtidelig alvor, at Czerniawski var blevet tildelt Virtuti Militari, Polens højeste militære udmærkelse. “Jeg var lamslået over denne helt uventede ære og den pludselig så højtidelige stund,”46 skrev Czerniawski senere. Kort efter blev han kastet ned over Frankrig i faldskærm for at fortsætte sit arbejde. Den lille polske spion var stolt, men glæden var iblandet en snigende tvivl, en lille, ængstelig forudanelse om, at noget var galt: “Jeg følte mig ubehagelig til mode og mærkede en vis foruroligelse”.47 Elvira de la Fuente Chaudoir tilbragte nat efter nat ved spillebordene i Hamilton’s Club eller på Crockford’s Casino i Mayfair, og selvom det hændte, at hun vandt, endte hun sjovt nok altid med at tabe. Det var forfærdelig frustrerende. Men når Elvira ikke gamblede, dødkedede hun sig, og det var derfor, hun indvilligede i at spise middag med en mand, som angivelig ville kunne tilbyde hende et særdeles interessant og meget velbetalt job. Kedsomheden fulgte Elvira som en forbandelse. Hendes far, en peruansk diplomat, havde tjent en formue på guano, ekskrementer fra 34

DOBBELTSPIL


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 35

PRIVAT SAMLING

Elvira de la Fuente Chaudoir

havfugle, flagermus og sæler, som man indsamlede på Perus kyst og eksporterede som gødning. Elvira voksede op i Paris, hvor man bekostede store summer på hendes uddannelse og i øvrigt forkælede hende ud over alle grænser. I 1934, i en alder af 23, kastede hun sig – for at undslippe kedsomheden – i armene på den belgiske børsmægler Jean Chaudoir, der repræsenterede et guldmineforetagende. Jean viste sig at være en gudsjammerligt kedelig dødbider, og tilværelsen i Bruxelles var “umådelig kedsommelig”.48 Efter fire års ægteskab og en række utilfredsstillende kærlighedsaffærer med både mænd og kvinder kom hun til den konklusion, at hun “ikke havde noget tilfælles med sin mand”.49 Hun forlod ham og tog til Cannes sammen med sin bedste veninde, Romy Gilbey, som var gift med en arving til gin-dynastiet af samme navn og umådelig rig. Bedst som Elvira og mrs. Gilbey morede sig storartet med at bortødsle gin-formuen på et kasino i Cannes, blev GRØNNE REKRUTTER

35


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 36

Frankrig invaderet af tyskerne. De flygtede i en åben Renault til St. Malo, hvorfra de sejlede til England. I London flyttede Elvira ind i en lejlighed i Sloane Street, hvor hun imidlertid hurtigt blev indhentet af livets kedsommelighed endnu en gang. Hun tilbragte sine aftener i fast pendulfart mellem baren på Hotel Ritz og bridgebordene, hvor hun tabte penge, hun ikke længere havde. Normalt ville hun blot have lånt af sine forældre, men de var fanget i Frankrig. Hun forsøgte at slutte sig til De Frie Franske, der samledes om Charles de Gaulle, men blev afvist med den besked, at hun var uegnet. Hun oversatte en smule for BBC, men fandt arbejdet dræbende kedeligt. Over for alle, der gad høre på det, beklagede hun sig over ikke at kunne få et interessant job, fordi hun var peruaner. En af dem, der tilfældigvis kom til at lægge øre til beklagelserne en aften på Hamilton’s, var en RAF-officer, der fortalte det videre til en ven i den militære efterretningstjeneste, som lod navnet gå videre til en eller anden i MI6. Og sådan gik det til, at en 29-årig Elvira Chaudoir pludselig sad ved et bord i restauranten på Connaught Hotel, over for en midaldrende herre i et krøllet jakkesæt med strittende, hvidt overskæg og hyperaktive ilder-øjne. Han havde præsenteret sig som “mr. Masefield”. Hans rigtige navn var oberstløjtnant Claude Edward Majoribanks Dansey, også kendt som “Haywood”, “Onkel Claude” eller “Oberst Z”. Han var vicechef for MI6. Claude Dansey var udspekuleret, nedrig og generelt forhadt blandt sine spionkolleger. Historikeren Hugh Trevor-Roper, som arbejdede i efterretningstjenesten under krigen og havde en forholdsvis giftig tunge, beskrev ham som en “rigtig dum skid, korrupt og inkompetent, men ikke uden en vis afstumpet kløgtighed”.50 Dansey var en særdeles ubehagelig person, men også en særdeles erfaren spion. Det var et umage par, der sad der ved bordet. Elvira var høj og overdrevet 36

DOBBELTSPIL


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 37

velklædt, med et sødt, nærmest lidt uskyldigt ansigt og pandehåret sat op i et kastanjebrunt spørgsmålstegn. Dansey derimod var en lille, intens mand, skaldet og med briller. Elvira kunne egentlig meget godt lide denne fyrige lille mand, og efterhånden som samtalen udviklede sig, indså hun, at han vidste en hel del om hende. Han havde kendskab til mrs. Gilbey og de store tab ved bridgebordene, han vidste, at hendes far var blevet udnævnt til peruansk chargé d’affaires for samarbejdsregeringen i Vichy-Frankrig, han vidste, hvad hun havde stående, eller rettere ikke stående, på sin bankkonto. “Det gik op for mig, at han måtte have aflyttet min telefon. Ellers kunne han umuligt have vidst så meget om mig og mine venner,”51 tænkte hun senere. Dansey tilbød hende et job. Med sit peruanske pas, forklarede han, ville hun kunne rejse relativt uhindret rundt i det tyskbesatte Europa, og faderens diplomatstatus ville være et godt dække over et længere ophold i Vichy-Frankrig. Hun ville kunne rapportere om politiske forhold, men hvad vigtigere var, ville hun også kunne lade sig rekruttere som tysk agent. Det var et eksempel på en velkendt spionageteknik, hvor man vifter fjenden om næsen med et potentielt rekrutteringsemne i håb om at kunne bruge vedkommende som dobbeltagent. Hun ville blive meget godt betalt for sine bestræbelser. MI6-vurderingen af den nyhvervede agent var kort og kontant: “Tiltrækkende af ydre. Hun taler flydende fransk, engelsk og spansk. Hun er intelligent og skarpsindig, men formentlig lidt for doven til at bruge sine evner til noget. Hun tilhører det finere internationale gambling-miljø, og hendes venner er at finde i de smarte bridgeklubber i London.”52 Overvågning af hende afslørede, at hun syntes at “have smag for situationer, hvor ’det går hedt til’”. Politiet rapporterede om “løsslupne fester” i lejligheden i Sloane Street med “støjende adfærd, skrig og skrål sent om aftenen og ankomst af berusede mænd og kvinder helt ud på de små timer af natten”. Vicepolitimester Joseph GoulGRØNNE REKRUTTER

37


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 38

der anførte med slet skjult misbilligelse og en vis underdrivelse, at mrs. Chaudoir “gerne omgiver sig med kvinder, som måske nok kunne have udvist en større grad af rettidig omhu, når det gjaldt deres jomfruelighed”.53 Selvom Elvira kunne virke som en dum gås uden skyggen af begreb om, hvad der foregik uden for den fashionable verden, var hun faktisk meget velbegavet og snarrådig. Og så havde hun en helt perfekt profil at skjule sig bag: party-pigen, der ikke tænkte længere end til den næste cocktail, den næste seksualpartner og det næste væddemål. Ydermere appellerede hun til begge køn og var i pengebekneb – begge dele kunne vise sig anvendeligt. Som Dansey meget vel vidste på baggrund af sin livslange erfaring med spionage, ville selv en ellers overordentlig intelligent og diskret person være tilbøjelig til at tale over sig, hvis vedkommende troede sig i selskab med en lidt skør kvinde, som ville være let at få i kanen. I en lejlighed i Knightsbridge lærte Elvira at skrive med usynligt blæk ved hjælp af en tændstik imprægneret med et kemisk pulver. Når hun kom til Frankrig, skulle hun skrive “tilsyneladende harmløse breve”54 til en dækadresse i Lissabon. “Mellem linjerne i disse breve skulle jeg indføje mine efterretningsrapporter skrevet med en usynlig væske udviklet af Danseys teknikere.”55 Elvira var meget lærenem. “Hun er intelligent og hurtig til at forstå, hvad tingene går ud på,”56 berettede hendes instruktør. Hendes spirende spionkarriere var tæt på at komme til brat afslutning, da en vis sekondløjtnant Burnett fra den engelske marines frivillige reservekorps indberettede, at han en aften på Crockford’s havde hørt Elvira Chaudoir prale med, at hun “blev undervist i den hemmelige efterretningstjenestes kodesprog et sted i St. James-kvarteret, og at hun inden længe ville blive sendt til Vichy-Frankrig”. Elvira fik en ordentlig overhaling med besked på fremover at “afholde sig fra at afsløre, hvad end hun måtte besidde af information”.57 Hun lovede 38

DOBBELTSPIL


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 39

brødebetynget at være mere diskret, men hændelsen vidnede om et af hendes mere problematiske (men også charmerende) personlighedstræk: Ligesom så mange andre spioner havde hun svært ved at holde på en hemmelighed. Elvira fik det sært maskuline kodenavn “Cyril” og skulle holde sig parat til at rejse til Frankrig. For hende var krigen begyndt at blive ikke så lidt interessant. Juan Pujol García havde været mange ting i løbet af sit unge liv: biografejer, forretningsmand, kavaleriofficer (selvom han var bange for heste) og modstræbende soldat. Han havde tilbragt størstedelen af Den Spanske Borgerkrig under jorden på flugt fra fascisterne. Han havde afgangseksamen fra Den Kongelige Fjerkræskole i Arenys de Mar, Spaniens fineste hønseavlerhøjskole, og drev et hønseri lidt uden for Barcelona, selvom han hadede høns. Pujol havde dårlig forretningssans, og hønseriet gik nedenom og hjem. Han var firskåren og væver, havde høj pande, “et skælmsk glimt i de varme brune øjne” og lignede umiskendeligt en lille kamphane. Da Anden Verdenskrig brød ud, besluttede Pujol, at han ville spionere for briterne. “Jeg må gøre noget,” sagde han til sig selv, “noget konkret, jeg er simpelthen nødt til at yde et bidrag til menneskehedens vel.” Hitler var “psykopat”, konkluderede Pujol, og derfor måtte han støtte de allierede.58 “Jeg ville arbejde for dem, forsyne dem med fortrolige oplysninger, som kunne være af interesse for deres sag, politisk eller militært.” Nærmere bestemt hvor og hvordan han havde tænkt sig at fremskaffe sådanne oplysninger, manglede han dog stadig at finde ud af. “Jeg havde ikke rigtig nogen sammenhængende plan,”59 indrømmede han senere. Hans memoirer, skrevet mange år senere, vidner om, at hans virkelighedsfjerne, men dybfølte, insisteren på at bekæmpe Hitler udsprang af en form for aggressiv pacifisme og en indgroet mistillid til GRØNNE REKRUTTER

39


THE NATIONAL ARCHIVES

dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 40

Juan Pujol

enhver form for politisk ekstremisme. Pujol havde et overordentlig mildt væsen, og han satte en ære i aldrig at have affyret et skydevåben. Han ville bekæmpe nazismen med andre midler. “Jeg var fascineret af ordene og deres oprindelse,” skrev han mange år senere. “Pennen er mægtigere end sværdet. Det tror jeg fuldt og fast på. Jeg har viet størstedelen af mit liv til dette ideal og brugt alt, hvad jeg har af talenter og overbevisninger, og alt, hvad jeg har kunnet udtænke af rænker, kneb og snedige planer.”60 Pujol ville udkæmpe en helt særlig slags krig, en krig, hvor ordene var hans eneste våben. I januar 1941 henvendte den 29-årige catalonier sig til den britiske ambassade i Madrid og tilbød at spionere mod tyskerne. Han blev venligt, men bestemt, bedt om at gå sin vej. Med en variant af Groucho Marx’ berømte diktum ønskede briterne ikke at optage folk, der faktisk var interesseret i medlemskab af klubben. Pujol forsøgte sig dernæst 40

DOBBELTSPIL


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 41

hos tyskerne, hvor han foregav at være glødende fascist og villig til at spionere mod briterne – i håb om at kunne forråde dem, når først han var blevet hvervet. Tyskerne svarede, at “de havde ekstremt travlt”.61 Denne lille catalonier med det intense blik vedblev imidlertid at plage tyskerne i Spanien og skolede sig så grundigt i nationalsocialismen, at han til sidst kunne “rable løs som renlivet nazist”.62 Omsider sagde tyskerne (om end mest for at slippe for at høre på ham), at hvis han kunne komme til England via Lissabon, ville han kunne komme i betragtning som spion. Det var nok for Pujol. Fra da af begyndte han at åle sig længere og længere ind i en position, hvor han havde tyskernes fortrolighed, især hos major Karl-Erich Kühlenthal på Abwehr-kontoret i Madrid. Kühlenthal blev godt og grundigt taget ved næsen i forbindelse med Operation Mincemeat, hvor man lod et lig skylle ind på den spanske kyst med falske dokumenter, der indikerede en allieret landgang i Grækenland og ikke på Sicilien. Denne tyske officer var effektiv, paranoid og helt utrolig godtroende. I Pujols øjne var han den ideelle føringsofficer. Som det sig hør og bør, udstyrede Kühlenthal Pujol med usynligt blæk, kontanter og kodenavnet “Agent Arabel”. Han gav ham også et godt råd med på vejen: “Han skulle passe på med at undervurdere briterne – de kunne være en respektindgydende fjende.”63 Ved ankomsten til Lissabon kontaktede Pujol briterne igen, og endnu en gang blev han afvist. Det satte ham i noget af et dilemma, for han var jo nødt til at begynde at fodre tyskerne med information så snart som muligt. Den 19. juli 1941 sendte han et telegram til Kühlenthal og lod ham vide, at han var kommet til England i god behold. Men Pujol var ikke i England. Han befandt sig stadig i Portugal. Eftersom han var afskåret fra at indhente reelle oplysninger til nogen af siderne, besluttede han sig for bare selv at opfinde dem, og det gjorde GRØNNE REKRUTTER

41


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 42

han så ved hjælp af biblioteket i Lissabon, antikvariske bøger, og hvad han nu kunne gætte sig til ud fra ugerevyerne. Han fandt frem til navne og adresser på virkelige britiske våbenfabrikker, slog op i Blue Guide to England for at finde relevante stednavne og benyttede en portugisisk udgivelse om Den Britiske Marine som grundbog i flådespørgsmål. Pujol havde aldrig været i England. Han forestillede sig blot, hvordan der måtte være i landet, og sendte lange, detaljerede og meget vidtløftige rapporter tilbage til tyskerne om de ting, han kunne forestille sig at have set i England, hvis han rent faktisk havde været der. Pujols skrivestil var umådelig verbos, tætpakket med indskudte sætninger, overlæsset med tillægsord og fyldt med omstændelige sætninger, der fortabte sig i en fjern grammatisk horisont. Senere hævdede han, at denne specielle skrivestil var affødt af behovet for at få sætningerne til at fylde på siden uden egentlig at sige ret meget. Selvom han elskede at lege med sproget og gjorde meget ud af sine rapporter, var de fyldt med grelle fejl og mangler. Pujol fik aldrig rigtig styr på hverken britisk militærnomenklatur eller britisk kultur i det hele taget. Han forestillede sig for eksempel, at drikkevanerne i Glasgow måtte være mere eller mindre identiske med de spanske, og kunne således finde på at skrive: “Der er mænd her i byen, som vil gøre hvad som helst for en liter vin.”64 Ikke alene overså hans tyske føringsofficerer disse fejl, de roste faktisk Agent Arabel til skyerne, især da han påstod at have rekrutteret to underagenter, hvilket naturligvis var pure opspind. Gennem ni måneder blev Pujol hængende i Lissabon, hvor han gjorde, hvad spioner altid har gjort, når de var i bekneb for reelle oplysninger. Han opfandt ganske enkelt den information, han troede, tyskerne var interesseret i. Og det blev han ved med at gøre, med stor succes, krigen ud. Major Emile Kliemann i det tyske Abwehr nød krigen i fulde drag. Det besatte Paris var et fantastisk dejligt sted at opholde sig, hvis man 42

DOBBELTSPIL


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 43

vel at mærke var en del af besættelsesmagten. Han havde kontor på Champs-Elysées, en lækker lejlighed tæt på Bois de Boulogne, masser af penge på lommen og ikke ret mange pligter. Det vigtigste af det hele var dog, at han havde en ny elskerinde ved navn Yvonne Delidaise. Hun var fransk, men havde tysk mor. Yvonne var krævende, dyr i drift og 20 år yngre end ham. Han havde en lille, tyk kone hjemme i Wien, men der var ingen fare for, at hun pludselig troppede op i Paris. Også det passede ham fint. Kliemann havde til opgave at rekruttere informanter og opspore franske spioner, men hans utrættelige kollega Hugo Bleicher ville hellere end gerne gøre det hårde arbejde, hvilket var helt i orden med Kliemann. Han havde været forretningsmand i Wien, før han blev udstationeret i Paris i juni 1940, og havde ikke meget tilovers for nazismen. Faktisk “brød han sig ikke rigtig om tyskere”,65 og egentlig håbede han, at Tyskland ikke vandt krigen alt for hurtigt, for der var ikke noget, han hellere ville end at fortsætte sin parisertilværelse, hvor han ikke lavede andet end at gå i seng med Yvonne, kun afbrudt af et møde med en fordægtig personage i ny og næ på yndlingscafeen Chez Valérie. Kliemann var bredskuldret og godt i stand. Han havde et veltrimmet overskæg og bar en guldring med initialerne EK på venstre hånds langfinger. Han klædte sig med, hvad han selv opfattede som underspillet elegance, farvede sine bakkenbarter og redte håret i en sirligt brillantineret midterskilning. Han spillede violin og samlede på antikt porcelæn. Den 43-årige major Emile Kliemann var forfængelig, romantisk anlagt, velbegavet, uhyre doven og konsekvent upålidelig i sit fremmøde. Som det hører sig til for en spionchef, havde han skaffet sig en imponerende række aliasser – “Killberg”, “von Carstädt”, “Polo”, “Octave” og “Monsieur Jean” – til gengæld havde han ikke formået at skaffe så meget som én eneste brugbar spion. Den 13. oktober 1941 havde Kliemann modstræbende indvilliget i at mødes med et potentielt rekrutteringsemne, en 29-årig fransk GRØNNE REKRUTTER

43


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 44

kvinde af russisk herkomst, som han var blevet anbefalet af en kollega. Hendes navn var Lily Sergejev. Kliemann kom to timer for sent til mødet på Café du Rond-Point. Den unge kvinde, der sad og ventede ved hjørnebordet, var nydelig uden at være smuk. Hun havde brunt, krøllet hår, klare blå øjne og et fremtrædende hageparti. På flydende tysk forklarede Lily Sergejev, at hun var journalist og kunstmaler. Hendes far havde været embedsmand under zardømmet, men efter revolutionen i 1917, hvor Lily var fem, emigrerede familien til Paris. Hendes farfar, sagde hun stolt, havde været den sidste kejserlige russiske ambassadør i Serbien. Hendes onkel, general Jevgenij Miller, havde været øverstkommanderende for den russiske 5. Armé under Første Verdenskrig, men han forsvandt i 1937 og blev henrettet i Moskva to år senere. Hendes far var i dag automobilsælger, og moderen arbejdede som kjolesyerske. Hun betragtede sig selv som franskmand. Hun ville spionere for tyskerne. Kliemann fandt Lily interessant. Hun var meget levende og intelligent, og frem for alt lod hun til at være interesseret i Kliemann. Han inviterede hende på middag på Restaurant Cascade i nærheden af Bois de Boulogne, hvor Yvonne, hans “sekretær”, ville støde til dem. Den unge kvinde insisterede på at tage sin hund med, en lille, hvid hanhund af puddel-terrier-blanding ved navn Babs, som hun tydeligvis var meget hengiven. Da de havde taget plads ved bordet på restauranten, fortalte Lily sin historie. Hun var en rastløs ånd og havde foretaget flere storstilede rejser tværs gennem Europa, til fods og på cykel, og én af disse rejser havde ført hende gennem Hitler-Tyskland. Hun havde været imponeret over nazistyrets effektivitet og havde skrevet en række positive artikler til fransk presse. Hun havde ligefrem interviewet Göring, som havde lovet at “skaffe hende et personligt interview med Hitler”.66 Det 44

DOBBELTSPIL


THE NATIONAL ARCHIVES

dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 45

Lily Sergejev

var dog aldrig blevet til noget. I 1937 havde en tysk journalist ved navn Felix Dassel, som hun havde mødt under sine rejser, indviet hende i, at han arbejdede for det tyske efterretningsvæsen, og tilbudt hende et job. Hun afslog tilbuddet, men da tyskerne marcherede ind i Paris, dukkede Dassel op igen. Over en middag på Maxim’s sagde hun, at briterne “havde svigtet franskmændene på det groveste, og at hun ikke kunne udstå dem”.67 Dassel spurgte hende igen, om hun ville være villig til at arbejde for tyskerne, og denne gang sagde hun ja. Det var Dassel, der havde anbefalet Kliemann at arrangere dette møde. Yvonne sad og gabte under denne sidste del af Lilys historie, men Kliemann var nysgerrig. Hun virkede oprigtig og meget entusiastisk, om end en smule nervøs. “Det ville formentlig være ret let for mig at komme til Portugal og derfra videre til Australien eller England,” sagde GRØNNE REKRUTTER

45


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 46

hun. “Jeg har familie i alle de lande, og det vil ikke komme bag på nogen, hvis jeg ønskede at komme ud af Frankrig.”68 Kliemann overvejede sagen. “Jeg er interesseret i dit projekt,” sagde han efter et stykke tid. “Jeg tror, vi sender dig til Portugal. Jeg har dog svært ved at forestille mig, at du vil få lov at komme ind i England.”69 Pludselig greb Kliemann hende om håndleddet og stirrede hende lige i øjnene med, hvad han tydeligvis selv troede var et borende spionblik: “Sig mig, hvorfor du ønsker at arbejde for os?” En længerevarende pinlig tavshed fulgte. Da hun endelig gav ham et svar, var det ikke, hvad man ville have forventet. “De er jo en intelligent mand, major Kliemann. Mit svar ville umuligt kunne være noget værd for Dem. Jeg kunne sige, at det var på grund af mine overbevisninger, at det var en principsag, eller at det skyldtes min store kærlighed til Tyskland eller mit had til briterne. Men hvis De var min fjende, og jeg i virkeligheden var her for at udspionere Dem, for at forråde Dem, tror De så virkelig, at mit svar ville have været meget anderledes? Synes De ikke, det er bedre, jeg slet ikke besvarer Deres spørgsmål?” Han smilede og svarede, at “hun selvfølgelig havde ret”. Kliemann satte Lily og hendes lille hund af ved forældrenes lejlighed i nærheden af Place du Trocadéro. “Jeg kontakter Dem inden så længe,”70 sagde majoren. Men som sædvanlig gjorde han ingenting. Lily skrev i sin dagbog: “Babs løfter sin lodne, lille trøffel-tud og ser spørgende op på mig.”71 (Dagbogen er næsten udelukkende skrevet i nutid, og store dele af den er viet til hunden). “Jeg tager Babs på skødet i sofaen inde i stuen og hvisker i hans lyserøde øre: Det er et herligt spil, et storslået spil, men ved du hvad, hvis vi taber, er vi dødsens ... jeg er i hvert fald.”72 Imidlertid var det Babs, der blev spillets første dødsoffer.


dobbeltspil_bog_151x226_Layout 1 14/07/13 15.57 Side 4

Dobbeltspil – spionerne bag D-dag Oversat fra engelsk efter: Double Cross – the True Story of the D-Day Spies Copyright © 2012 Ben Macintyre og Bloomsbury Danske rettigheder forhandlet gennem: Ed Victor Dansk udgave © 2013 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Oversat af Morten Visby Redaktion: Anja Hitz Grafisk tilrettelæggelse og sats: Kirsten Sonne/baghus Kort: John Gilkes Forfatterfoto: Jonathan Ring Omslagsdesign: David Mann Omslagsfoto: (øverst) TNA /Getty Images /Privat samling; (nederst) Alamy Dansk bearbejdning: Remote Grafik/Lars Ole Nielsen Trykt hos: ScandBook ISBN: 978-87-11-38482-4 1. udgave/1. oplag 2013 Printed in Sweden

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont


89 mm

155 mm

D-Dag var vendepunktet under Anden Verdenskrig. Med landgangen i Normandiet bed de allierede tropper sig fast i det europæiske fastland. Det blev begyndelsen til enden på Det Tredje Rige. Men sejren blev ikke vundet med kanoner alene. I ugerne op til invasionen startede de Allierede en vildledningskampagne, der skulle føre tyskernes opmærksomhed væk fra Normandiet.

Ben Macintyre (f. 1963) er engelsk forfatter, historiker og klummeskribent ved The Times. Han har skrevet en lang række bestsellere om spionage og kontraspionage under Anden Verdenskrig.

DOBBELTSPIL

Dobbeltspil er fortællingen om de fem agenter, der med fantasi og mod, forræderi og grådighed førte Hitler bag lyset og Europa mod friheden.

40,5

BEN MACINTYRE

I sommeren 1943 lagde en dannet og elskværdig efterretningsofficer, pibe­ rygende og klædt i skotskternede bukser, sidste hånd på et hemmeligt våben, han havde arbejdet på i over tre år. Dette våben – med enestående spræng­ kraft og ubegrænset rækkevidde – var helt ander­ledes end noget andet tidligere eller senere våben. Det var omgærdet af så stort hemmelighedskræmmeri, at selv opfinderne af dette våben, i hvert fald en overgang, var uvidende om at være i besiddelse af det og usikre på dets anvendelse. Det var ikke et våben, der dræbte eller lemlæstede. Det var ikke baseret på videnskab, ingeniørkunst eller fysiske kræfter. Det lagde ikke hele byer i grus, det sænkede ikke ubåde, og det kunne ikke gennemtrænge de tyske kampvognes panser. Det gjorde noget langt mere subtilt. I stedet for at dræbe fjenden kunne det manipulere med hans tanker …

11

155 mm

BEN MACINTYRE HHHHH ”Gribende fortælling” Antony Beevor ”Macintyre er en historiefortæller af højeste karat” Sunday Telegraph

DOBBELT SPIL

89 mm

11

D-dag fremstår i dag som en monumental og – set i bagklogskabens klare lys – historisk uundgåelig sejr. Det kunne man imidlertid ikke tage for givet dengang. Amfibieangreb hører til blandt de vanskeligste krigsoperationer overhovedet. Hele vejen ned langs den franske kyst havde tyskerne anlagt et over otte kilometer dybt “dødsbælte”, en drabelig forhindringsbane bestående af pigtråd, betonkonstruktioner og seks millioner landminer. Bagved lå tunge kanonstillinger, maskingeværsreder og bunkers. Som chefen for det britiske imperiums generalstab, feltmarskal sir Alan Brooke, bemærkede i et dystert dagbogsnotat kort før D-dag: “Dette vil sagtens kunne gå hen og blive den værste katastrofe under hele krigen …”

SPIONERNE BAG D-DAG

LINDHARDT OG RINGHOF Dobbeltspil smuds.indd 1

15/07/13 13.05


Dobbeltspil - af Ben Macintyre