Det brogede spaninen

Jakob Buhl Jensen

Det brogede Spanien Spaniens historie fra Franco til i dag 2. udgave

his2rie

FRYDENLUND

DET BROGEDE SPANIEN Spaniens historie fra Franco til i dag © Frydenlund og forfatteren 2. udgave, 1. oplag, 2013 ISBN 978-87-7118-153-1 Grafisk tilrettelæggelse: Ditte Munk-Osmundsen Omslagslayout: Christine Meike Jensen Grafisk produktion: Xxxxx, xxxxxx Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copydan.

Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser.

Frydenlund Alhambravej 6 DK-1826 Frederiksberg C Tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk Tilmeld dig forlagets nyhedsbrev på www.frydenlund.dk/nyhedsservice.

Serien his2rie his2rie er et netbaseret undervisningsmateriale, specielt tilrettelagt til historieundervisningen i gymnasiet, hf og hhx. Alt materiale i serien kan dog bruges tværfaglig, f.eks. til AT.

His2rie-bøgerne Bøgerne er korte – og billige – temabøger. Bøgernes temaer går fra fra lande- og regionhistorie over begivenheder til organisationer og begreber.

his2rie.dk Som supplement til seriens bøger findes hjemmesiden www.his2rie.dk.

Her har hver bog i serien sin egen del med kildetekster, arbejdsspørgsmål, litteraturlister og link.

På www.his2rie.dk findes også sider om historisk metode og kildekritik, studieteknik, formidling, historie som fiktion med meget mere.

Bøger i serien Chile – kampen for demokrati (Kai Rasmussen, 2010) Cuba – en ø i Caribien (Brian Rasmussen, 2006, 2. udgave 2011) Danmark under den kolde krig – småstat mellem supermagter (Michael Boas Pedersen, 2007) DDR 1949-1989 – den virkeliggjorte socialisme? (Michael Klos, 2006, 2. oplag 2011) De baltiske lande (Peter Kyhn, 2001) De muslimske broderskaber – brandslukkere eller brandstiftere? (Svend Lindhardt, 2012) De røde khmerer – folkemord og forsoning i Cambodia (Annette Marcher & Peter Frederiksen, 2002) Den skrøbelige fred – det internationale samfund og retsstaten fra 1900 til i dag (Henrik Døcker, 2012) Den spanske borgerkrig – mellem stormagtspolitik og idealisme (Stig Pedersen, 2005, 2. oplag 2010) Det moderne Grønland – fra koloni til selvstyre (Rasmus Augustesen & Krister Hansen, 2011, 2. oplag 2013) Fascismens Italien (Flemming Larsen, 2010, 2. oplag 2012) Forår i Prag (Jens-Peter Fage Madsen, 2004) Hellig krig i Mellemøsten (Svend Lindhardt, 2008, 2. oplag 2011) Holocaust (Jacob Halvas Bjerre, 2010, 2. oplag 2011) Irland – fra påskeoprør til påskeaftale (Kai Rasmussen, 2001) Jugoslaviens sammenbrud – Balkan-krigene 1991-2001 (Anders Bjørn, 2010, 2. oplag 2012) Kina – fra kejserdømme til kapitalisme (Mette Holm, 2001, 2. oplag 2007) Kristen zionisme – mellem religion og politik (Svend Lindhardt, 2007) Nynazismen – magt eller afmagt? (Ole Lindboe, 2002) Polen 1918-2012 – et land i forandring (Jens Jørgen Nielsen, 2010) Ret og vrang – om menneskerettighederne (Jeppe Villadsen, 2007) Storbritannien – mellem imperialisme og multikultur (Benjamin Holst, 2005) Terrorisme på tværs (Birthe Hansen, 2003, 2. udgave 2006) Thailand – mellem templer og skyskrabere (Suzette Frovin & Laura Fugmann, 2003)

5

6

det brogede spanien

Indhold

Forord........................................................................................................... 7 Kap. 1: Det brogede Spanien.................................................................... 10 Hvad er Spanien? • Storhed og stagnation • Økonomisk og politisk udvikling • Republik og borgerkrig • Konfliktlinjer i spansk historie • Den socioøkonomiske konflikt • Den politisk-ideologiske konflikt • Den religiøse konflikt • Den etnisk-kulturelle konflikt • Bogens opbygning • En francoists opfattelse af historien

Kap. 2: Francos diktaturets grundlæggelse og overlevelse 1939-1959.17 Francos sejr • Francoisme • I borgerkrigens skygge • Politisk ensretning • Spanien for børn! • Franco og Tyskland • Møde med Hitler • Spansk slingrekurs • International isolation • Reddet af den kolde krig • Magre år i 1940’erne • Nationalistisk kampagne • Ændring i magtforholdet • Aftale med USA • National-katolicismen stadfæstes • Kilder til kapitel 2

Kap. 3: Spanien i 1960’erne...................................................................... 28 Spansk økonomi i 1950’erne • Opus Dei i regering • Stabiliseringsplanen 1959 • Det økonomiske opsving • De halvnøgne skandinaver • Spanske fremmedarbejdere • Den nye middelklasse • Fortsat politisk undertrykkelse • Studenterrevolten i 1956 • Oppositionen i 1960’erne • Diktaturets hårde hånd • Magtkamp internt i regimet • Den illegale arbejderopposition • Kilder til kapitel 3

Kap. 4: Diktaturets lange farvel 1969–1975............................................. 38 Kongedømme uden konge • Juan Carlos’ udnævnelse • Francos højre hånd • »Operation Uhyret« • Diktatur sendt til tælling • Carrero Blancos efterfølger • »Ånden af den 12. februar« • Francos sygdom og død • Kyniker til det sidste • Kilder til kapitel 4

Kap. 5: Overgang til demokrati 1975–1978............................................. 45 Kong Juan Carlos I’s indsættelse • Spaniens nye kurs • Den demokratiske opposition • Kongedømmets første regering • Folkelig rørelse • Adolfo Suárez til magten • Gang i demokratiseringen • Uro på yderfløjene • På vej mod det første valg • Legalisering af kommunistpartiet • Det første demokratiske valg • Forfatningen af 1978 • Følelse af frihed • Uddrag af forfatningen af 1978 • Kilder til kapitel 5

Indhold

7

Kap. 6: Krise og kupforsøg 1979-1981..................................................... 55 Taburetten vakler under Suárez • ETA’s terror • Suarez trækker sig • 23F – Kup-forsøget • Kongen redder demokratiet • Juan Carlos’ tv-tale, 23. februar 1981 • Juancarlisme • Calvo Sotelos svære tid • Uenighed om autonomistatutterne • Kilder til kapitel 6

Kap. 7: Velfærdsstat og integration i 1980’ og 1990’erne..................... 61 Socialisternes valgsejr i 1982 • Felipe Gonzales og el cambio • Brudte løfter • Den økonomiske politik • Spanien og EF • »Hvad der er godt for Europa, er godt for Spanien« • Vækst og arbejdsløshed • Utilfredsheden og strejke • Generalstrejken 1988 • Intern uro i PSOE • Gonzales’ sidste år • GALskandalen • GAL-skandalens konsekvenser • Den spanske velfærdsstat • Opbrud med gamle normer • Kilder til kapitel 7

Kap. 8: Spanien i dag ................................................................................ 71 Aznar og Partido Popular • Økonomisk politik • PP’s antiterrorpolitik • Herri Batasuna forbydes • Irak-krigen • 11M – Bomber i Madrid • Regeringen i modvind • Valget den 14. marts 2004 • Ny kurs • Kilder til kapitel 8

Kap. 9: Kampen om den nationale identitet........................................... 80 Mere end bare fodbold • Centralister og decentralister • Catalonien • Øget selvstyre • Catalanisering • Baskerlandet • Euskera • Euskalerria • Fueros • Forholdet til Castilien • Sabino Arana og PNV • Uenighed og undertrykkelse • ETA • Trætte af terrorisme • Nutidens baskiske nationalisme • Kilder til kapitel 9

Kap. 10: Kampen om historien................................................................. 90 Skeletter i skabene • Opgør med tavsheden • Kampen om historien • Kilder til kapitel 10

Kronologi ................................................................................................... 94 Forkortelsesliste........................................................................................ 95 Litteratur.................................................................................................... 96

8

det brogede spanien

8

Opsving og terror – 1996-2008 I 1996 sluttede socialisten Felipe Gonzales’ æra ved magten, og Spanien fik en konservativ regering ledet af José Maria Aznar. Han beholdt magten frem til foråret 2004, hvor socialisten José Luis Rodriguez Zapatero blev Spaniens statsminister. Det var indtil 2008, hvor den økonomiske krise brød ud, en tid med økonomisk fremgang – men også med krig i Irak og regional såvel som global terrorisme.

Aznar og Partido Popular José Maria Aznar, der i 1996 blev Spaniens statsminister, var i 1990 blevet valgt til formand for det konservative Partido Popular (PP) som afløser for den aldrende Manuel Fraga, der havde været minister under Franco og stifter af partiet Alianza Popular, forløberen for Partido Popular. Fraga blev gjort til ærespræsident og fortsatte som politisk aktiv i kraft af sit valg til regionspræsident i Galicien fra 1989 til 2005. Men selvom Fraga givetvis fortsatte med at sidde i baggrunden og trække i trådene, betød hans exit ikke desto mindre et generationsskifte på den demokratiske højrefløj. Aznar var ikke som Fraga syltet ind i fortidens gerninger. Partiets navneskifte fra Alianza Popular (Folkealliancen) til Partido Popular (Folkepartiet) var også et led i de konservatives kamp for et nyt image, der skulle kappe rødderne til franquismen og markere en ny begyndelse.

Aznar var som politikertype Gonzales’ modsætning. Gonzales var karismatisk og en stor taler, mens Aznar virkede arrogant og tør. Ikke desto mindre vandt Aznar hurtigt popularitet, f.eks. under valget i 1989, hvor mange hævdede, at han talte om emner, som

74

det brogede spanien

Gonzales gjorde i gamle dage – om tolerance og selvkritik. Værdier, som det korruptionsanklagede og lukkede PSOE i kritikeres øjne havde slækket på i tidens løb.

Økonomisk politik Aznar opnåede ikke absolut flertal ved valget i 1996 men var afhængig af de regionale nationalistpartier, catalanske CiU og baskiske PNV. Aznars økonomiske politik var stram og sigtede benhårdt på opfyldelsen af EU’s konvergenskrav, for at komme med i Euro-samarbejdet, der snart skulle realiseres. Den stramme økonomiske politik skabte en del utilfredshed blandt fagforeningerne men til gengæld popularitet i konservative kredse og hos den bedrestillede del af middelklassen.

Aznar bebudede også at ville bekæmpe den spanske udlandsgæld, som var vokset eksplosivt. Men det største problem vedblev at være arbejdsløsheden. I 1991 og 1992 havde den ligget på 16 %, men den var i 1993 steget eksplosivt til næsten 23 % og slog alle rekorder i 1994 med 24,2 %. I 2000’erne faldt arbejdsløsheden yderligere.

Den nyvalgte statsminister José Maria Aznar (i midten) hyldes af sine tilhængere efter valgsej­ ren i 1996, der bragte den borgerlige, konservative regering til magten.

Da Aznar kom til magten indtraf samtidig en bedring af økonomien. Det skyldtes blandt andet gunstige internationale konjunkturer, der fik arbejdsløsheden til at falde til 14 % i 1999. Der var stadig store regionale forskelle. Arbejdsløsheden vedblev at være høj i Andalusien (27 %) og Extremadura (25 %) men var faldet i Catalonien (ca. 11 %) og Baskerlandet (14 %).

PP’s antiterrorpolitik Et andet forhold, som var med til at øge Aznars popularitet i brede kredse, var hans hårde antiterrorpolitik, hvor enhver dialog med terroristerne blev afvist, før de havde nedlagt

våben. Denne kurs blev skærpet efter ETA’s brud på våbenhvilen, som var blevet indgået i 1998 i kølvandet på den irsk-engelske Påskeaftale, der markerede afslutningen på 30 års borgerkrigslignende tilstande i Nordirland. Den baskiske og nordirske konflikt har visse ligheder, blandt andet fordi IRA (Irish Republican Army) og ETA begge opfatter sig som frihedskæmpere mod en undertrykkende udenlandsk stat. Der blev derfor skelet en del fra Spanien til den nordirske fredsproces og fredsaftale.

Den fik mange til at håbe på en lignende fredelig løsning af det baskiske problem og en afslutning på ETA’s terror. Baskiske partier og organisationer gik blandt andet sammen for at lave en fælles erklæring, der skul-

Spanien i dag

75

le tjene som forhandlingsoplæg til en lignende aftale, hvilket også førte til våbenhvilen.

Men konflikten brød med fornyet styrke ud igen efter 14 måneder.

Statsminister Aznar, der selv havde været udsat for et attentatforsøg i 1995, følte sig taget ved næsen og beskyldte ETA for at have indgået våbenhvilen for at reorganisere sig og opruste til en ny terrorbølge. Hans forudanelse var bekræftet: Det var utænkeligt at indlede forhandlinger med ETA, for de ville ikke have fred, men krig.

Han skældte ydermere ud på det moderate nationalistparti PNV, der havde fremlagt et forslag om øget selvstændighed til Baskerlandet for at undgå, at volden skulle blusse op igen. En følelsesladet Aznar udbrød om PNV’s plan:

»Deres idé om Europa er identisk med den, der skabte Kosovo. Et intolerancens og den etniske udrensnings Europa, og ikke euroens Europa, der betyder integration og pluralisme«.

Denne melding fik PNV, som var Aznars parlamentariske grundlag, til at afbryde samarbejdet, hvilket førte til udskrivningen af valget i 2000. Aznar tiltrak med sin uforsonlige kurs mange spaniere, der var frustrerede over ETA’s blodige aktioner, og ved valget opnåede han absolut flertal i Cortes. Den moderate højrefløj havde sat sig tungt på magten.

Arnaldo Otegi, leder af det forbudte Herri Batasuna, i den baskiske by Vitoria fredag den 1. april 2005. Han blev i 2009 dømt for at have forsøgt at genskabe Batasuna.

Foto: PolFoto.

76

det brogede spanien

Den 16. marts 2003, kort før Irak-krigens begyndelse, mødtes USA’s præsident George W. Bush, den britiske premiereminister Tony Blair, Spaniens ministerpræsident José Maria Aznar og Portugals ministerpræsident José Manuel Durao Barroso på Azorerne for at diskutere strategi i forbindelse med situationen i Irak samt en appel til det internationale samfund om at støtte op om et væbnet opgør med Saddam Hussein og hans formodede masseødelæggelsesvåben. Foto: PolFoto.

Herri Batasuna forbydes

Irak-krigen

’Hårdt-mod-hårdt’-strategien i kampen mod den baskiske terrorisme fortsatte med at være en hjørnesten i Aznars indenrigspolitik, og der blev ikke knebet mange tårer i den borgerlige regering, da landets højesteret i 2003 valgte at forbyde det radikale baskiske nationalistparti Herri Batasuna på grund af dets tilknytning til ETA. Forbudet skabte stor debat i Spanien, hvor tilhængere bifaldt Aznars handlekraft. Skeptikerne beklagede derimod indgrebet i den politiske ytringsfrihed og hævdede, at et forbud ikke ville løse problemet men blot gøre ETA’s aktiviteter endnu mere lyssky og brutale. For de radikale baskiske nationalister var forbudet blot endnu et bevis på den spanske stats fortsatte undertrykkelse af baskerne.

Terrorpolitikken havde også en vis indflydelse på udenrigspolitikken. Der blev i hvert fald mange baskere nævnt på terrorlisten, som EU – under spansk formandskab – producerede kort efter angrebene på World Trade Center den 11. september 2001.

Et andet væsentligt udenrigspolitisk emne, der kom til at præge Aznars sidste periode på magten, var Irak-krigen, hvor Aznar valgte aktivt at støtte den amerikanske præsident George W. Bush og den britiske premierminister Tony Blairs angreb på Saddam Hussein og hans formodede masseødelæggelsesvåben. Hermed vendte Aznar sig mod sværvægterne i EU, Tyskland og Frankrig, som ikke så mildt på, hvad de opfattede som et kursskifte i spansk europapolitik.

Ydermere trodsede Aznar den spanske befolkning, der demonstrerede i gaderne imod

Spanien i dag

77

spansk krigsdeltagelse. Undersøgelser viste, at ca. 90% af befolkningen var imod, blandt andet fordi angrebet foregik uden FN-mandat.

Aznar-regeringen begyndte at miste sin opbakning, der i forvejen var skrumpet som følge af korruptionslignende skandaler og en fejlhåndtering af miljøkatastrofen i Nordspanien, hvor kysterne var blevet smurt ind i olie efter tankeren Prestiges forlis i november 2002.

På trods af den folkelige modstand mod Irak-krigen fortsatte Aznar sin USA-venlige udenrigspolitik. Indenrigspolitisk nød han stadig stor opbakning for sin hårde kurs mod ETA. Paradoksalt nok var denne terrorpolitik – med Irak-krigen lurende i baggrunden – medvirkende til den borgerlige regerings fald.

11M – Bomber i Madrid Den 14. marts 2004 skulle der være parlamentsvalg til Cortes. Aznar havde valgt at gå af; officielt for at få mere tid til familien og havde derfor givet stafetten videre til Mariano Rajoy, som ifølge meningsmålingerne stod til at vinde valget.

Men så indtraf en katastrofe, som ingen havde ventet: Midt i morgenmyldret den 11. marts 2004 sprang et antal bomber i flere Stog ved Atocha-stationen i Madrid og dræbte 192 mennesker.

Spanien var i chok. Der var aldrig sket noget lignende i spansk historie. I første omgang pegede alle på ETA, men folk med formodet tilknytning til ETA, f.eks. Arnaldo Otegi, afviste, at organisationen skulle være involveret. Som belæg for afvisningen pegede de på, at terrorangrebet ikke var udført med ETA’s metoder, idet ETA som regel ringede til myndighederne for at fortælle, hvor en bombe var placeret, så området kunne evakueres i tide. Dermed opnåedes skræk og frygt uden store tab af menneskeliv.

Var der tale om politiske modstandere, som skulle henrettes, ville ETA lave en målrettet nedskydning. Med andre ord benæg-

78

det brogede spanien

tede ETA at være masseterrorister og henledte opmærksomheden på islamiske terrorister som Osama bin Laden og hans al-Qaeda-netværk.

Ikke alle troede på ETA og pegede på deres blodige angreb på supermarkedet Hipercor i 1987 i Barcelona, hvor 21 mennesker blev dræbt. Og kort tid før bomberne sprang i Madrid havde myndighederne optrævlet en ETA-gruppe, der havde forsøgt at smugle en stor mængde sprængstof ind i byen.

Regeringen i modvind Der var grund til tvivl, og spanierne tvivlede. De begyndte i stigende grad at undre sig over, at regeringen valgte udelukkende at pe-

Et af de tog der blev smadret af bomber om morgenen den 11. marts 2004. Foto: PolFoto.

ge på ETA og dermed at undgå andre spor, f.eks. al-Qaeda, hvis motiv til terror kunne være en hævn for den spanske deltagelse i Irak-krigen.

Var den borgerlige regerings motiv at få en stemmemæssig fordel ved at pege på ETA og dermed underminere modkandidaten, PSOE’s José Luis Rodriguez Zapatero, der ønskede mere dialog for at stoppe terroren?

Ved at udråbe ETA som synderen ville al tale om dialog være omsonst, idet det ville være klart for enhver, at man umuligt kunne indlede nogen form for dialog med folk, der slog 192 uskyldige mennesker ihjel.

Var det samtidig regeringens motiv for enhver pris at undgå en kobling mellem terrorangrebet og den upopulære Irak-krig?

Allerede dagen efter begyndte ETA-sporet at smuldre, da stadig flere oplysninger pegede på al-Qaeda. Men det gik først helt galt for regeringen, da det tydede på, at den tilsyneladende forsøgte at tilbageholde sporet til alQaeda til efter valget den 14. marts ved at instruere spanske ambassadører og medier i, at de skulle holde fast på ETA som skyldig.

Oppositionen havde lugtet lunten og pressede regeringen, der først sent lørdag den 13. marts – efter arrestationen samme dag af fem al-Qaeda-terrorister – forlod ETA-sporet.

Ny kurs En af den nye statsminister Zapateros første gerninger var at bebude en tilbagetrækning af de spanske styrker i Irak og en tilbagevenden til en udenrigspolitik centreret om FN og EU. Zapatero iværksatte også en nærmere undersøgelse af bombeangrebet den 11. marts, hvor en kommission blandt andet skulle klargøre, hvor meget Aznar-regeringen vidste, og hvad den havde holdt skjult.

Zapatero fik også udlandets opmærksomhed på et helt andet område, nærmere bestemt på det værdipolitiske, hvor han, i modsætning til Aznar, viste sig som frisindet. PSOE-regeringen ændrede blandt andet skilsmisseloven, så det blev muligt hurtigere at opnå skilsmisse. Men udlandets bevågenhed var dog for alvor vakt, da Spanien, som tidligere var kendt som et af Europas mest katolske lande, meldte ud, at det ville tillade homoseksuelle at indgå ægteskab.

I Spanien blev denne udmelding generelt modtaget positivt, men den fik også hefti-

Ministerpræsident Zapatero på forsiden af de homoseksuelles blad, Zero, i juli 2005.

Valget den 14. marts 2004 Den sørgende befolkning, der forsamledes til massedemonstrationer i gaderne, følte sig ført bag lyset, og for mange blev det dråben, der fik dem til at stemme på Zapatero.

Den høje valgdeltagelse vidnede om spaniernes lyst til at støtte demokratiet og give Partido Popular en afklapsning for at have forsøgt at manipulere. Ved valget den 14. marts 2004 gik PP tilbage fra 183 til 148 pladser i Cortes. PSOE voksede fra 125 til 164 mandater, hvilket dog ikke var nok til en flertalsregering. Zapatero måtte for at få flertal, som er 176 mandater, indgå i samarbejde med de catalanske og baskiske nationalistpartier. Socialisterne var tilbage på magten efter en pause på otte år.

Spanien i dag

79