Page 1


HELLE MAJ

HISTORIEN OM DRABET PÅ EN DANSKER

Politikens Forlag


EFTERMÆLE Dette er historien om drabet på en charmerende civiløkonom, som levede i mange verdener, de sidste 35 år dog mest i Farum. Farum er et sted, som aldrig har budt på eksotiske flammetræer eller dramatiske bjerge. Men måske netop derfor er der en porøs skønhed over Farum, som om vintergækkerne ville tabe hovedet, hvis man pustede på dem. I denne kombination af flad landsbyidyl, skattelettelser, golf, tennisklub og parceller trivedes Preben Povlsen. Det gjorde den sorte Maria ikke. Hvis der havde været varmere vintre i Farum, og Else Povlsen ikke var død, ville Preben Povlsen næppe have mødt Maria. Men der faldt sne, og der kom hjerneblødning. Så en dag lod Preben Povlsen sig forføre af en vind fjernt fra Farum, en ubønhørlig vind, som skabte gnister, der satte ild i de høje bjerge og fik sandet ved havet til at lægge sig i nye mønstre. I denne verden var intet og alting sort og hvidt, på én gang frækt, frygtindgydende og forrående. Og forbandet smukt. Det var liv, og Preben Povlsen elskede livet. Allerede som helt lille sad han med sin ske og slog med stoisk urytme mod tallerkener og glas i køkkenet, siden gik hans fingre i vild flugt fra normerne hen over klaverets tangenter. Han spillede også klarinet, hvis triste toner drev ud over downtown i en grad, der fik verdenskrigen til at blegne i smerte. Men det var dengang. I over fem år har jeg forsøgt at finde ud af, hvorfor livsnyderen, jazzmusikeren og en hengiven far skulle ende sine dage i dyb angst og smerte. Det er for banalt at skrive historien med en enkelt sætning: Ældre enkemand finder ung, sort hustru, og det går galt. Om det var to kontinenters kollision eller bare en bevidst blindhed kombineret med en kynisk kærlighed, får vi måske aldrig svar på. Preben Povlsens sidste år var fyldt med mærkværdigheder og tavse beslutninger, der ikke helt lignede ham. Men sådan er det vel med os mennesker? Det er ikke alt i vores liv, vi ønsker at fortælle, fortolke eller forklare. Alle kirkegårde rummer store og små hemmeligheder. Som journalist har det været en udfordring at finde ud af, hvad der helt præcist skete i Preben Povlsens ferievilla i Gordon´s Bay i Sydafrika i januar 2008. Og hvorfor det skete. For dybest set kender kun syv mennesker sandheden. De tre af dem har jævnligt skiftet forklaring, de tre andre er små børn, som har fået besked på at tie stille. Den syvende er Preben Povlsen. Hans navn står med sorte bogstaver på en rødmeleret granitsten på kirkegården i Farum. Helle Maj – Hout Bay, Sydafrika, marts 2013

9


Første del

Til sidst dansede englene

Hans død var alt andet end et beklageligt sammentræf af tilfældige, ulykkelige, men hændelige omstændigheder. Finn Christian Andersen, sognepræst


1 DEN LYSEBLÅ MAZDA Cape Town, januar 2008

Første gang jeg støder på Preben Povlsen, er tirsdag den 15. januar 2008. “Pensioneret dansker efterlyst”, står der i mailen fra en af mine venner i Pretoria. På et vedhæftet billede sidder pensionisten med et glimt i øjet og et glas rødvin hævet til skål. Han ser rar ud. Men nu er han forsvundet på vej til golf. “Jørn, der er en dansker, der er blevet væk i Gordon’s Bay”, siger jeg til min mand, som sidder og klipper en film om folkedrabet i Rwanda på sin computer bag mig. Jeg sender mailen til ham, så han får detaljerne om Preben Povlsen, hans lyseblå Mazdas nummerplade, telefonnummeret på hans kone og på politiet. “Gætter på, at ét af dagbladene ringer”, fortsætter jeg, mens jeg lukker min computer ned og lægger den i tasken med mit pas og rejseplanen. Jørn er fotograf. Vi har siden 1989 dækket Afrika, først med bopæl i Namibia, Uganda og Kenya, nu med base i Hout Bay, et gammelt fiskerleje syd for Cape Town i Sydafrika. Hvis jeg ikke havde været på vej ud ad døren, ville vi sammen have fulgt historien om den forsvundne dansker. Men jeg har sagt ja til at være rejseguide og køre 4.000 kilometer i bus med en flok velstillede danske turister, som gerne vil se og høre om det nye Sydafrika og om det gamle kongerige Swaziland. I taxaen på vej til lufthavnen tænker jeg på Preben Povlsen. Er han allerede forvandlet til et tal i Sydafrikas forvoksede drabsstatistik? I gennemsnit bliver 51 mennesker myrdet på en ganske almindelig dag her i landet. Tallene for voldelig kriminalitet er så astronomiske, at de kun trænger igennem dit eget nødvendige filter, når det pludselig drejer sig om en person, du på en eller anden måde føler, du kender. En, som bor i din del af byen. En, du hører om fra venner og bekendte. Eller som her: en landsmand. Preben Povlsen er ikke fundet – hverken død eller levende – da jeg lander i Johannesburg og tager imod de danske turister. Vi sætter os i en ventende luksusbus og kører ad den ottesporede motorvej mod byen. Med en mikrofon i hånden begynder jeg deres rejse ind i det mest civiliserede land i Afrika syd for Sahara. På den første dag på mit job som guide når jeg at fortælle om guldminer, apartheid, ungdomsoprøret i 1976 og om ikonet Mandela. Vi spiser frokost i en restaurant for turister i Soweto. 13


“Er der nyt om ham den forsvundne dansker?”, spørger en ældre mand, mens vi står ved buffeten. Det er der ikke. Og Preben Povlsen er stadig forsvundet, da vi et par dage senere kører ind i Krüger National Park og skifter bussen ud med tre firehjulstrækkere. Jeg sidder i den ene af bilerne, som er stoppet ved en lort i vejkanten. Mine turister skal høre, hvordan man kan se forskel på et dame- og et herretoilet for næsehorn. Hannerne træder rundt i deres afføring, så den bliver pulveriseret. At markere sit territorium er et seriøst foretagende i Afrika. En turist bagest i vognen filmer seriøst. Han har et digitalt apparat med lyd på. “Biiib, bib”, siger det til dyrene på den afrikanske savanne. En stor zebrahingst pisker støv op i tætte skyer, mens den ruller sig rundt på ryggen med benene strittende i vejret. De andre dyr vender simultant deres ører mod lyden fra kameraet. “Har du stadig ikke hørt noget om ham den forsvundne dansker”, spørger en af turisterne om aftenen. “Ikke en lyd”, svarer jeg. Næste dag har vi en safarichauffør, som elsker sit job. Han er tydeligt fascineret af hver en kvadratcentimeter af den kæmpe nationalpark. Vi når kun at køre få hundrede meter, før han pludselig hugger bremserne i og slukker motoren. Her er ikke et dyr at se. Ikke engang en lille lovebird. Jeg tænker, at han har spottet en leopard og kigger intenst op i de nærmeste trætoppe. “Kan I se det spindelvæv i træet?”, spørger han. Lettere skuffede følger vi retningen af hans pegefinger. Et kæmpe bredt spind sitrer i vinden og – som var den betalt for forestillingen – flyver en flue direkte i fælden. Edderkoppen piler mod sit bytte. “Har I tænkt over, hvordan en edderkop kan gå rundt i sit eget spind og ikke blive fanget ind i det?” Vi sidder lidt som klassens dumme børn. Ingen af os har skænket det en tanke, så vi kigger bare tavse på vores nye lærer. “Det er, fordi den laver spindet i baner. Nogle baner er klæbrige, andre ikke. Når edderkoppen bygger sit spind, ved den, hvilken bane den skal gå på. Offeret aner intet om den rette vej”. Mine turister har hørt om Preben Povlsens forsvinden, allerede inden de rejste fra Danmark. Det tilfører vores tur rundt i Sydafrika en vis spænding. Det kunne jo ske for én af dem også sådan at forsvinde sporløst. For at stille vores nysgerrighed ringer jeg hjem til min mand i Cape Town hver dag. De første fire dage bringer absolut intet nyt. 14


“Det var dog utroligt”, siger én af turisterne en dag. “Man skulle tro, at nogen ville støde på ham”. Men at få en mand til at forsvinde i Sydafrika kræver ikke stor snilde. Man kan køre 100 kilometer og ikke se andre levende væsener end fugle og fluer. Der er skovområder på størrelse med Fyn. Vestpå er der ørken at fare vild i, og langs kysterne er der klippefyldte skrænter eller vildnis i tredje potens. Lørdag aften kan Jørn fortælle, at politiet har arresteret en ugandisk mand på 35 år. Jørn har også prøvet at ringe til Preben Povlsens kone, Maria Povlsen, hvis telefonnummer er opgivet på efterlysningen. Men hun tager ikke telefonen. Da jeg ringer til ham søndag formiddag, har politiet fået yderligere to ugandere sat bag tremmer. “Har de fundet Preben Povlsen?”, spørger jeg. “Nej, han er som sunket i jorden”.

2 LIGET I BUSKEN

Blouberg Strand, Sydafrika, søndag den 20. januar 2008

Joseph Borman går oppe på vejen og kigger ud over græsplænen med grill-glade badegæster. Nede på stranden ser han en teenager kaste en neongrøn frisbee, som et pludseligt vindstød sender i hans retning. Han stopper for at se, hvor den lander. “Han er da død for længst”, hører Borman en stemme sige. Han vender nysgerrigt sit blik mod manden, som er ved at lægge trækul på en grill, mens hans kammerater omkring ham nikker. Joseph Bormans blik flytter sig et par meter hen til mændenes koner, som folder tæpper ud, åbner salatskåle og tager folien af bøffer, lammekoteletter og pølser. “Forsvandt han ikke på vej til golf?”, spørger en anden af mændene. Joseph Borman aner ikke, hvem de taler om. Men han læser heller aldrig aviser. Hvis han havde, så ville han have vidst, at de talte om den 72-årige Preben Povlsen. Fra at være en ganske almindelig og ukendt dansker har han med sin forsvinden formået at komme i stort set alle sydafrikanske aviser og tv-kanaler. Pressen beskriver ham konsekvent som en pensioneret millionær. En avis har givet ham en canadisk identitet, andre har fået hans alder galt. Men sydafrikanerne kender ham. De har set billedet af den skaldede dansker med et rødvinsglas i hånden. 15


Det er nu syv dage siden, at Preben Povlsen forsvandt. Han kan i princippet stadig være i live. Politiet har anholdt tre ugandere, men de mangler et lig for at kunne sigte dem for drab. Teenageren smiler forpustet til Joseph Borman efter løbeturen fra stranden op til vejen. Han samler den grønne frisbee op, og med et vip i håndleddet lader han den svæve tilbage ned mod vennerne. Borman følger fyren og plasticskiven med øjnene, mens han fortsætter ud ad Erden Road mod de øde klitter længere fremme. Da han er kommet forbi ‘Den Første Sten’, som campingpladsen uden for byen hedder, stopper han og indånder den krydrede duft fra vildnisset og den salte brise fra Atlanterhavet. Efter campingpladsen kan han gå i ren natur, ikke flere hoteller, cafeer eller ferielejligheder. Ingen støjende børn eller stank fra grillpølser. Til venstre har han udsigten til Taffelbjerget. Det massive bjerg flimrer blåligt i varmedisen. Til højre ligger sandklitter og buske. Borman fortsætter, til han ser en hvid mini-lastbil parkeret i vejkanten. Fra ladet tager han en spade og går mod lyden af stemmer. Da han finder vennerne, går han i gang med dagens arbejde: at grave kabler op. Varmen er ved at tage livet af ham. Efter en times tid beslutter han at holde pause og følger en sti ind i klitterne. Det er bare et lille spor, der er ved at forsvinde i fynbos, boernes ord for en række meget stædige planter. De kan overleve i al slags vejr. Selv når en brand hærger – som brande ofte gør på de her kanter – ryster de bare soden af sig og ser døde ud for en tid, før de igen opstår fra asken og folder sig ud med små lilla, gule og lyserøde blomster. Borman sætter sig i skyggen af en busk og ruller en joint. I det samme fører et vindpust en stærkt kvalmende lugt hen over klitterne. Det er ikke duften af tang og muslinger. Det er en malplaceret stank. Som om nogen har tømt en skraldevogn et sted i naturreservatet. Han kigger sig omkring og ser en busk med nogle unaturlige farver i bunden. Er det ikke en menneskearm, der stikker ud under busken? Joseph Borman går tættere på og opdager noget, der umiddelbart ligner en hjemløs hyllet ind i et vattæppe. Et menneske, som har søgt ly for regn, blæst og kulde. “Så meget kan man bare ikke fryse på en solrig sommerdag i 29 grad­ ers varme”, tænker Borman. Det gjorde Preben Povlsen heller ikke.

16

Den sorte enke  

DEN SORTE ENKE er fængslende som en krimi - men bogen er en sand fortælling om en helt almindelig danskers liv og død - om et fatalt møde me...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you