Page 1

00

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

00

01

02

03

04

05

06

07

32

33

34

35

35

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

5

00 01

© MALIN LAUTERBACH

02 10 11 12 13 14 15 16 17

Uddrag fra bogen 18

som Stieg: fængende, betagende og umulig at lægge fra sig.

09

mellem godt og ondt ofte sløret ... og resultatet er en politistand, som er befriende uforudsigelig — uanset hvor mange krimier, du har konsumeret.

08

”I Den andalusiske ven er grænsen

07

”Stærk setting, opfindsomt plot og overraskende troværdige personer.” DAGENS NYHETER

”Nøjagtig de samme kvaliteter

VÄSTERBOTTENS-KURIREN

DEN ANDALUSISKE VEN er en sofistikeret og brutal pageturner, der udfordrer alle forestillinger om godt og ondt. Romanen er Alexander Söderbergs debut og er solgt til 30 lande.

06

Alexander Söderberg er født i 1970 og bor i Sverige med sin familie. Han er manuskriptforfatter og dramaturg. Den andalusiske ven er Söderbergs romandebut og den første bog i en serie på mindst tre. Romanen er solgt til over 30 lande.

”Fuldkommen fantastisk.”

05

Snart er Sophie Brinkmann en skakbrik i et voldeligt opgør, som tvinger hende til at ofre alt, hvad hun tror på, for at redde sig selv og sin søn.

04

Men Hector er ikke bare en charmerende forlægger, han er også leder af en andalusisk forbryderorganisation. Og da de to, patienten og sygeplejersken, fortsætter deres flirt uden for de sterile stuer, bliver Sophie inddraget i en livsfarlig konflikt mellem to internationale kriminelle bander og en korrupt politistyrke, der ikke tager sandheden særlig højtideligt.

03

Sophie Brinkmann — ung enke, enlig mor og sygeplejerske — bliver mod sin vilje draget af den spanske forlagsmand, Hector Guzman, som er indlagt på hospitalet i Stockholm, hvor hun arbejder.

Fra første dag, Hector blev indlagt, havde han stillet Sophie alle mulige spørgsmål om hendes liv, opvækst og ungdom. Om hendes familie, hvad hun kunne lide, og hvad hun ikke kunne lide. Hun kunne ikke lade være med at svare sandfærdigt på alle hans spørgsmål. Det gik endda op for hende, at hun var glad for at være centrum for hans opmærksomhed og på trods af strømmen af spørgsmål, havde hun aldrig syntes, han virkede påtrængende. Når han kom for tæt på noget, hun ikke kunne lide at tale om, trak han sig, som om han fornemmede, hvor hendes grænse gik. Men jo mere de lærte hinanden at kende, jo mere genert blev han over for hende. Alt det intime ved hans pleje måtte nogle af Sophies kolleger hjælpe ham med, og derfor havde hun ikke så meget at gøre på hans stue. Hun måtte se sit snit til at smutte ind til ham og lade som om, der var noget, hun skulle.

SVENSKA DAGBLADET

19

BOKBOXEN

20 21

SPÆNDINGSROMAN POLITIKENS FORLAG

omslag: eyelab.dk

ISBN 978-87-400-0488-5

22

Den Andalusiske ven 145+3x220.indd 1

torsdag 13/09/12 13:08 23

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51


Alexander Sรถderberg

Den andalusiske ven

POLITIKENS FORLAG

Den andalusiske ven.indd 3

13/09/12 13.08


Prolog

Hendes blik skiftede mellem bakspejlet og kørebanen. Hun kunne ikke se motorcyklen lige nu. Den havde været der for et øjeblik siden, havde tårnet sig op og var så forsvundet igen. Hun kørte i den inderste vognbane på motorvejen og forsøgte at lade de bagvedkørende biler skærme sig af. Han kiggede sig uafladeligt tilbage, forsøgte at dirigere hendes kørsel fra passagersædet. Hun hørte ikke, hvad han sagde, kun panikken i hans stemme. Konturerne af motorcyklen dukkede op i det rystende bakspejl, forsvandt, dukkede op igen – og sådan blev det ved, mens den krydsede ind og ud mellem bilerne bag dem. Hun kastede sig ud i overhalingsbanen og trykkede speederen i bund. Bilen dirrede af høje omdrejninger, hun skubbede gearstangen i femte og sidste gear. Hun havde det dårligt. Hun mærkede luftpust ved fødderne; kuglerne måtte have ramt dernede et sted. Der kom en hvinende lyd fra hullerne, som flød sammen med bilmotorens brøl, en mislyd, der skar gennem marv og ben. Hun kunne ikke huske, hvor langt hun havde kørt, før skuddene faldt – pludseligt og helt uvirkeligt. Hun havde set, at føreren af motorcyklen bar en blå hjelm med mørkt visir, og at skytten på bagsædet havde en sort hjelm uden visir. Hun havde nået at få et kort glimt af hans øjne og set tomheden i dem. 5

Den andalusiske ven.indd 5

13/09/12 13.08


De var blevet beskudt fra venstre, lyden kom ud af intet, en hurtig knebren. Det raslede inde i bilen, som om nogen havde slået en kæde mod blikpladerne. I samme øjeblik hørte hun et skrig. Hun kunne ikke afgøre, om det kom fra hende selv eller manden ved hendes side. Hun kastede et hurtigt blik på ham. Han var forandret nu, brændte af nervøsitet og frygt, der strålede ud af ham som vrede. Den var tydelig at se i hans ansigt, rynken i panden, de stirrende øjne, en trækning af og til ved det ene øje. Han trykkede på en genvejstast på sin mobil. Det var anden gang, siden skuddene faldt. Han stirrede stift frem for sig, lyttede og lagde på, da der ikke blev svaret. Motorcyklen nærmede sig atter i høj fart, og han råbte, at hun skulle køre hurtigere. Hun blev klar over, at farten ikke ville redde dem, heller ikke hans råberi. Hun mærkede den metalliske smag af frygt i munden, og et hvidt brus susede feberagtigt i hendes hoved. Panikken havde overskredet en grænse, hun rystede ikke længere, mærkede bare en tyngde i armene, som om det var hårdt arbejde at køre bilen. Motorcyklen trak op på siden af dem som en uovervindelig fjende. Hun kiggede hurtigt til venstre, nåede at se det kortløbede våben i skyttens hånd, da han rettede det mod hende. Hun dukkede sig instinktivt, våbnet spyttede kugler, de hårde knald gav genlyd, da kuglerne pløjede sig gennem metallet, og det knitrede, da sideruden splintredes og kastede en byge af glassplinter ned over hende. Hun lå på siden og trykkede speederen i bund. Bilen kørte af sig selv, hun havde ingen anelse om, hvad der skete foran dem. Hun så, at handskerummet stod åbent foran hans knæ, at der lå adskillige reservemagasiner derinde, og at han havde en pistol i hånden. Så lød der et højt smæld af metal mod metal. Der lød en skurrende mislyd i højre side, da bilen kørte ind i autoværnet. Det peb og hylede, bilen krængede, og det lugtede brændt. Hun satte sig op, flåede i rattet, rettede bilen op og kom ud på kørebanen igen. Hun så sig hurtigt over skulderen, motorcyklen lå skråt bag hende. Han bandede højlydt, lænede sig ind over hende og skød ud gennem hendes vindue, tre skud i træk. Eksplosionerne fra skuddene bragede surrealistisk inde i bilen, motorcyklen satte farten ned og forsvandt. 6

Den andalusiske ven.indd 6

13/09/12 13.08


“Hvor langt er der igen?” spurgte hun. Han kiggede på hende, som om han først ikke forstod spørgsmålet, men så må han have hørt det som et indvendigt ekko. “Det ved jeg ikke ...” Hun holdt speederen trykket i bund, speedometernålen dirrede, og motoren brølede. Et hastigt blik i bakspejlet. “Den kommer igen,” sagde hun. Han forsøgte at køre ruden ned, men sammenstødet med autoværnet havde givet buler i døren, så ruden sad fast. Han lænede sig hen mod hende, bøjede højre ben og sparkede igennem, så ruden smadredes. De fleste af glasstumperne faldt ud. Han skrabede de sidste væk med pistolskæftet, lænede sig ud og skød efter motorcyklen, der lagde afstand til dem igen. Hun indså det håbløse i deres situation. Det var motorcyklen, som bestemte. Der blev stille, som om nogen havde slukket for lyden. De sejlede hen ad motorvejen, stirrede frem for sig og forsøgte at forlige sig med døden, der var i anmarch. Deres ansigter var blege og uforstående over for det, der skete i deres liv i dette øjeblik. Han så træt ud, hang med hovedet, øjnene var sørgmodige. “Sig noget!” opfordrede hun med høj stemme, med begge hænder på rattet, blikket på vejen og uforandret hastighed. Han svarede ikke lige med det samme, var tilsyneladende midt i en tanke. Så vendte han sig mod hende. “Undskyld, Sophie.”

Den andalusiske ven.indd 7

13/09/12 13.08


FĂ˜RSTE DEL Stockholm, seks uger tidligere, maj

Den andalusiske ven.indd 9

13/09/12 13.08


1

Hendes stil og udseende fik nogle til at sige, at hun ikke lignede en syge­plejerske. Hun vidste aldrig rigtig, om det var en kompliment eller en fornærmelse. Hun havde langt, mørkt hår og et par grønne øjne, som en gang imellem gav indtryk af, at hun var lige ved at grine. Det var hun ikke, hun så bare sådan ud, som om smilet i øjnene var noget medfødt. Trappen knagede under hendes fødder. Huset – et mindre, gult træhus fra 1911 med sprossevinduer, gamle, blanke parketgulve og en have, der kunne have været større – var hendes sted på jord. Det havde hun vidst allerede første gang, hun så villaen. Køkkenvinduet stod åbent ud mod den vindstille forårsaften. Duften udefra mindede mere om sommer end forår. Sommeren skulle ifølge kalenderen først begynde om nogle uger, men varmen var kommet tidligt og blev hængende. Nu lå den tung og tyst over det hele. Det var hun taknemlig for. Hun trængte til den, nød at have vinduer og døre stående åbent, frit at kunne gå ind og ud. En knallert hørtes i det fjerne, en drossel sang i et træ, andre fugle sang også, men dem kendte hun ikke. Sophie tog service frem og dækkede bord til to med de pæneste tallerkener, det fineste bestik og de smukkeste glas for så vidt muligt at undgå hverdagsfølelsen. Hun var klar over, at hun nok kom til at spise alene, 11

Den andalusiske ven.indd 11

13/09/12 13.08


eftersom Albert spiste, når han var sulten, og det faldt sjældent sammen med hendes tidspunkter. Hun hørte hans trin på trappen, hurtige joggingsko mod gammelt egetræ, lidt for tunge, lidt for hårde – Albert var ligeglad med, om han larmede. Hun smilede til ham, da han kom ud i køkkenet, han gengældte med sit drengede smil, rykkede døren til køleskabet op og stod alt for længe og studerede indholdet. “Luk køleskabet, Albert.” Han blev stående. Sophie tog et par mundfulde, bladrede distræt i en avis. Hun kiggede op og gentog sine ord med irritation i stemmen. “Jeg kan ikke røre mig ...” hviskede han teatralsk. Hun brød ud i latter, ikke så meget på grund af hans tørre humor, mere fordi han var sjov. Hvilket gjorde hende glad, måske ligefrem stolt. “Hvad har du lavet i dag?” spurgte hun. Hun så, at han var lige ved at begynde at grine. Det var noget, hun genkendte, han syntes altid, han var så sjov. Albert tog en flaske mineralvand, smækkede døren i og satte sig op på køkkenbordet. Kulsyren brusede over, da han åbnede flasken. “De er sindssyge alle sammen,” sagde han og drak en tår. Albert begyndte at berette om sin dag i små bidder, efterhånden som de dukkede op i hans tanker. Hun lyttede fornøjet, mens han gjorde grin med lærere og andre. Hun kunne se, at han nød at være morsom, og så holdt han pludselig op. Sophie vidste aldrig, hvornår det ville ske; han tav bare lige pludselig, som om han var blevet træt af at høre på sig selv. Hun havde lyst til at række ud efter ham, bede ham blive siddende, blive ved med at være morsom, menneskelig, venlig og væmmelig på samme tid. Men sådan fungerede det ikke. Det havde hun prøvet før, det endte altid skidt, så hun lod ham gå. Han forsvandt ud i gangen. Der blev stille, måske var han ved at skifte sko. “Du skylder mig en tusse.” “Hvorfor?” “Rengøringsmosteren var her i dag.” “Man siger ikke rengøringsmoster.” 12

Den andalusiske ven.indd 12

13/09/12 13.08


Hun hørte ham lyne jakken. “Hvad siger man så?” spurgte han. Det vidste hun ikke. Han var på vej ud ad døren. “Hej med dig, mor.” Hans stemme lød pludselig venlig. Døren smækkede i, hun hørte hans skridt på grusgangen uden for det åbne vindue. “Ring, hvis det bliver sent!” råbte hun. Sophie fortsatte, som hun plejede. Tog af bordet, ryddede op, så fjernsyn, ringede til en veninde og sludrede om vind og vejr – fik aftenen til at gå. Hun gik i seng, forsøgte at læse i den bog, hun havde liggende på natbordet, der handlede om en kvinde, som havde fundet ny mening med livet ved at hjælpe gadebørn i Bukarest. Bogen var kedelig, kvinden prætentiøs – Sophie havde intet til fælles med hende. Hun smækkede den i og faldt som sædvanlig i søvn alene i sin seng. Otte timer senere var klokken kvart over seks om morgenen. Sophie stod op, gjorde sig i stand og tørrede badeværelsesspejlet af, der afslørede ord, når det duggede til: Albert, AIK og en masse ulæselige ting, han skrev med pegefingeren, når han børstede tænder. Hun havde bedt ham om at holde op med det. Det lod han til at være ligeglad med, og et eller andet sted syntes hun også, det var meget sjovt. Hun gjorde sig færdig og spiste en let morgenmad stående, mens hun læste avisens forside. Hun skulle snart af sted på arbejde, råbte op til Albert tre gange, at han skulle stå op, og et kvarter senere sad hun på sin cykel og lod sig vække af den lune morgenbrise. * Han gik under navnet Jeans. Det troede de virkelig, han hed. De havde grinet og peget på deres bukser. Jeans! Men han hed Jens, og han sad ved et bord i en hytte ude i junglen i Paraguay sammen med tre russere. Bossen hed Dmitry. Han var en ranglet mand i trediveårsalderen, som lignede et barn i ansigtet – et 13

Den andalusiske ven.indd 13

13/09/12 13.08


barn, hvis forældre kunne have været fætter og kusine. Hans kammesjukker, Gosha og Vitaly, var på samme alder – og deres forældre var måske søskende. De lo konstant glædesløst, deres øjne sad langt fra hinanden, og deres halvåbne munde vidnede om, at de ikke forstod en lyd af noget som helst. Dmitry blandede dry martini i en plasticdunk. Pressede oliven ned i den, rystede den, hældte op i beskidte kaffekrus, spildte og udbragte en skål på russisk. Hans venner hujede, og de drak af drinken, der havde en bismag af diesel. Jens kunne ikke fordrage dem. Han syntes, de var frastødende, upålidelige, grove, nervøse ... Han forsøgte at skjule sin væmmelse, men uden held. Han havde altid været dårlig til at skjule sine følelser. “Lad os kigge på varerne,” sagde han. Russerne blev ophidsede som børn juleaften. Han gik ud af hytten til jeepen, der holdt på en støvet, svagt oplyst gårdsplads. Hvorfor russerne var taget hele vejen til Paraguay for at inspicere varerne, anede han ikke. Normalt plejede nogen at bestille noget hos ham, han leverede, fik sin betaling og så aldrig kunden. Men de her var anderledes, som om det at købe våben var en stor ting for dem, en spændende begivenhed, et eventyr i sig selv. Han vidste ikke og ville ikke vide, hvad de lavede. Det spillede ingen rolle. De var kommet for at kigge på varerne, prøveskyde, sniffe kokain, kneppe ludere og betale ham anden rate af tre. Han havde en MP7’er og en Steyr AUG med. Resten af våbnene lå i et pakhus på havnen i Ciudad del Este og ventede på af blive afskibet. Russerne greb våbnene og sigtede på hinanden. Hands up ... hands up! De skreg af grin, bevægede sig i ryk. Dmitry havde en hvid plet siddende i skægstubbene. Gosha og Vitaly begyndte at slås om MP7’eren, hev og sled i våbnet, slog hinanden hårdt i hovedet med knytnæver. Dmitry skilte dem ad og fandt dunken med dry martini frem. Jens iagttog dem på afstand. Trekløveret ville skabe sig, til paraguayanerne vendte tilbage med ludere for at vise deres goodwill. Så ville 14

Den andalusiske ven.indd 14

13/09/12 13.08


russerne blive mere kulrede og høje og begynde at skyde med skarpt. Han vidste, hvad der ville ske, men kunne ikke gøre noget ved det. Det ville gå helt i kage. Han ville helst tage af sted med det samme, men blev nødt til at vente, til solen stod op, måtte holde sig vågen og ædru, så han kunne få sine penge, når Dmitry syntes, at det var blevet tid til at betale. “Jeans! Where the fuck is the ammo?” Jens pegede på jeepen. Russerne flåede bildørene op og begyndte at lede. Jens stak en hånd i lommen, hvor hans sidste stykke nikotintyggegummi lå. Han var holdt op med at bruge snus to måneder tidligere, holdt op med at ryge for tre år siden. Nu befandt han sig i junglen fyrre kilometer fra Ciudad del Este. Nikotinsynapserne i hjernen skreg på opmærksomhed. Han tog det sidste stykke tyggegummi, tyggede hårdt, kiggede på russerne med slet skjult væmmelse og vidste, at han snart ville begynde at ryge igen. * Når hun var på sygehuset, arbejdede hun. Der var sjældent tid til andet, og desuden brød hun sig ikke om at sidde og drikke kaffe sammen med sine kolleger, det slappede hun ikke rigtig af med. Det var ikke, fordi hun var genert, måske var det snarere en brist, der gjorde, at hun ikke kunne sidde og hygge sig over en kop kaffe. Hun arbejdede først og fremmest som sygeplejerske for patienternes skyld, ikke på grund af et kald eller et stort ønske om at tage sig af andre. Hun arbejdede på hospitalet, fordi hun var god til at tale med patienterne og omgås dem. Patienterne var der, fordi de var syge, og derved var de stort set sig selv. Åbne, menneskelige, ærlige. Det gjorde, at hun følte sig tryg og velfungerende. Det var en god følelse, det var den, der fik hende til at møde hver dag. Det var sjældent, patienterne ævlede eller brokkede sig, først når de var ved at være raske, og så skiltes deres veje. Det var måske grunden til, at Sophie havde valgt at blive sygeplejerske. Snyltede hun på andres ulykke? Ja, muligvis, men hun følte sig ikke 15

Den andalusiske ven.indd 15

13/09/12 13.08


som en snylter. Hun følte sig mere som en afhængig. Afhængig af andres oprigtighed, andres åbenhed, afhængig af en gang imellem at se glimt af menneskers sande væsen. Og når det skete, blev de patienter til hendes foretrukne på gangen. Favoritterne var næsten altid af statelig karakter. Statelig, det var det udtryk, hun brugte. Og når de dukkede op, standsede hun op og grundede over dem, forundredes måske og fyldtes af et udefinerbart håb. Rankryggede mennesker, som turde smile til tilværelsen med den indre form for statelighed, hun altid havde haft blik for, altid havde kunnet se med det samme uden at kunne forklare hvordan og hvorfor. Som om disse få mennesker lod deres sjæl blomstre, som om de valgte det bedste i stedet for bare det, der var godt, som om de turde se alle sider af sig selv, også de mørke og skjulte. Hun var på vej hen ad gangen med en bakke til Hector Guzman på stue elleve. Han var blevet indlagt tre dage tidligere efter at være blevet påkørt i et fodgængerfelt i midtbyen. Højre ben var brækket under knæet. Lægerne mente at have fundet en skade på milten, så nu lå han til observation. Hector var midt i fyrrerne, køn uden at være lækker, stor uden at være tyk. Han var spanier, men hun syntes, hun kunne ane noget nordisk i hans træk. Håret var mørkblondt med et par lyse striber. Næse, kindben og hage var skarptskårne, og huden nærmest sandbrun. Han talte flydende svensk og var en af de statelige – måske på grund af det observerende blik, måske på grund af letheden i hans bevægelser, til trods for at han var en stor mand. Eller måske på grund af den naturlige ligegyldighed, han smilede med, hver gang hun kom ind til ham – som om han forstod, at hun forstod, hvilket hun gjorde, hvad der fik hende til at gengælde hans smil. Han sad op i sengen med brillerne på næsen og lod, som om han var fordybet i en bog. Han spillede altid et lille spil af den slags, når hun kom ind på stuen, lod, som om han var optaget, eller som om han ikke så hende. Hun gik i gang med at ordne pillerne, lagde dem i små plastbægre og rakte ham et af dem. Han tog imod det uden at flytte blikket fra bogen, hældte pillerne i munden, tog imod et glas vand og skyllede pillerne 16

Den andalusiske ven.indd 16

13/09/12 13.08


ned, stadig uden at se op. Hun gav ham det andet bæger, og han gjorde det samme med det. “Altid lige godt,” sagde han dæmpet og kiggede op. “Du har andre øreringe på i dag, Sophie.” Hun skulle lige til at føre en hånd op til øret. “Måske,” sagde hun. “Nej, ikke måske, det har du. De klæder dig.” Hun gik hen til døren og trak den op. “Kan jeg få lidt juice? Hvis det er i orden?” “Det er i orden,” sagde Sophie. I døren mødte hun den mand, der tidligere havde præsenteret sig som Hectors fætter. Han lignede ikke Hector, var spinkel, men muskuløs, sorthåret, højere end gennemsnittet, havde vågne, isblå øjne, der så ud, som om de registrerede alt. Fætteren nikkede afmålt til hende. Han sagde noget til Hector på spansk. Hector svarede, og de begyndte at le. Sophie fik en fornemmelse af, at hun var en del af spøgen, og glemte alt om juicen. Gunilla Strandberg sad på gangen med en buket blomster mellem hænderne og så, da sygeplejersken forlod Hector Guzmans stue. Gunilla granskede hende, mens hun nærmede sig. Var det glæde, hun kunne se? Den slags glæde, som et menneske er intetanende om, at det udstråler? Kvinden gik forbi hende. På venstre brystlomme sad det lille emblem, der viste, at hun var Sophiasøster. Ved siden af emblemet sad hendes navneskilt, og Gunilla nåede at læse Sophie. Hun fulgte Sophie med blikket. Kvinden havde et kønt ansigt, kønt som hos de privilegerede, smalt, diskret ... og friskt. Sygeplejersken bevægede sig med en lethed, som om hendes fødder kun rørte ganske let ved gulvet inden næste skridt. Det var et elegant bevægelsesmønster. Hun fulgte Sophie, til hun forsvandt ind på en anden stue. Gunilla faldt hen i tanker, tanker, der byggede på følelsesmæssige lig­ninger. Hun kiggede igen i den retning, Sophie lige var forsvundet, og dernæst tilbage mod stue elleve, hvor Hector Guzman lå. Der var et 17

Den andalusiske ven.indd 17

13/09/12 13.08


eller andet dér. En energi ... en forstærkning af noget, der ikke kunne ses med det blotte øje. Noget, kvinden Sophie havde taget med sig ud af rummet. Gunilla rejste sig, gik hen ad gangen og kastede et blik ind i personalerummet. Det stod tomt. Ugens vagtliste hang på væggen. Hun så sig omkring i gangen, inden hun gik ind og hen til listen, som hun lod pegefingeren løbe ned over. Helena ... Roger ... Anne ... Carro ... Nicke ... Sophie ... Sophie Brinkmann, læste hun. Hun stak blomsterbuketten i en tom vase på et rullebord foran personalerummet og forlod afdelingen. I elevatoren tog hun sin mobil, ringede til kontoret og bad om adressen på en Sophie Brinkmann. I stedet for at køre tilbage til stationen på Brahegatan inde i Stockholm kørte hun fra Danderyd sygehus over på den anden side af motorvejen og ind i villakvarteret i Stocksund. Hun fór vild i vrimlen af småveje, der nægtede at føre hende frem til hendes mål, kredsede rundt i virvaret og syntes, at det føltes, som om hun kørte frem og tilbage. Til sidst havnede hun på den rigtige vej, fulgte numrene og standsede uden for et lille, gult træhus med hvide hjørner. Hun blev siddende i bilen. Det var et roligt kvarter, skyggefuldt med birketræer, der var ved at springe ud. Gunilla steg ud, og duften af hæg slog hende i møde. Hun drejede sig en omgang, betragtede nabohusene og kiggede så på Sophies hus. Det var smukt, mindre end de omkringliggende, og hun fik en fornemmelse af, at der var mere rodet end hos naboerne. Hun vendte sig igen og sammenlignede. Nej, der var ikke rodet hos Sophie Brinkmann, det virkede helt normalt. Det var hos naboerne, det virkede forkert. En slags perfektionisme, en trist og sjælløs orden. Sophies villa var mere levende, facaden var ikke nymalet, græsset ikke nyslået, grusgangen ikke nyrevet, vinduerne ikke nypudsede ... 18

Den andalusiske ven.indd 18

13/09/12 13.08


Gunilla vovede sig ind ad lågen og gik forsigtigt hen ad grusgangen. Hun kiggede ind ad køkkenvinduet, der vendte ud mod vejen. Det, hun kunne se af køkkenet, så smagfuldt ud. Gammelt og nyt i en tiltalende blanding, en flot køkkenhane af messing, et AGA-komfur, en bænk af gammelt egetræ. Loftslampen var så smuk og usædvanlig og gennemtænkt, at Gunilla mærkede et stik af misundelse. Hun kiggede videre, lod blikket standse ved buketten i en stor vase i entrévinduet. Gunilla gik et par skridt baglæns og lod blikket glide op ad facaden. Der stod også en smuk buket blomster i et vindue på første sal. I bilen på vej tilbage mod byen begyndte hendes hjerne at arbejde på højtryk.

Den andalusiske ven.indd 19

13/09/12 13.08

Den andalusiske ven  

Den handler om en helt almindelig kvinde - sygeplejerske og enlig mor - som indblandes i en grænseoverskridende og voldsom konflikt mellem t...

Advertisement