den_aabne_grav

CHRISTIAN

MØRK

CHRISTIAN

MØRK Rejsen endeR i dødens landskab

DEN ÅBNE GRAV R O M A N Den åbne

F O R T Æ L L I N G E N

O M

K I T

H E N S O N

6

Den åbne

BUDDHAS BRUD 1

En fængselscelle. Saigon, Vietnam.

OM NATTEN, NÅR LYDENE omkring hende blev svagere, holdt Europæeren vejret, så længe hun kunne.

Det øgenavn brugte både fængselsbetjentene og de andre indsatte om hende. For hun var en høj, hvid kvinde, hvis ansigt opfangede lyset og sendte det retur til enhver beskuer med dobbelt styrke. Hendes næse var for stor. Hun var for fremmed at se på.

Hun satte sig på bænken i sin celle, som hun ikke havde delt med andre i mere end seks år. Hun tænkte på sin bror. I hendes fantasi forekom han både som død og levende, afhængigt af hvorvidt hun lige på det tidspunkt havde mest lyst til at slå ham ihjel. Som årene gik, fik hun sværere ved at hade nogen ordentligt. Her til aften savnede hun ham bare, selvom hun på det sidste var begyndt ikke at kunne genkalde sig hans ansigt.

Olivia kunne ikke reduceres til en gemen tugthustype. Dengang betjentene stadig gad, havde de både udsultet og banket hende. Men på trods af den hårde behandling var det ikke lykkedes dem at knække hende. Man havde for længst isoleret hende fra resten af de indsatte i Chi Hoa-fængslet. Hun vidste godt hvorfor. Der var ikke nogen enkel måde at beskrive hendes skyld på. Var hun en ægte forhærdet kriminel?

Uden tvivl. Men det ville give regeringen røde ører at afsløre, hvad hun havde gjort. Lige før hun blev pågrebet, havde hendes bror efterladt hende som afledningsmanøvre, så han selv kunne nå at flygte. Til undren Den åbne grav.indd 7 for de fremrykkende politisoldater stod hun lænket med håndjern til en07/07/11 mandshøj buddhastatue. Det lignede et tvangsbryllup.

Det var hævet over enhver tvivl, at Olivia havde begået de forfærde-

16.36

9 7

Den åbne grav.indd 9

07/07/11 16.36

ligste ting. Hun havde bortført børn efter ordre fra sin bror. Hun havde endda inviteret gæster til hans jungleslot, så børnene kunne blive solgt og fjernet igen så diskret som muligt.

Da Folkets Hær omsider fandt ud af det hele, havde den ikke vist nogen nåde. Så vidt Europæeren vidste, var alle slavehandlerne blevet henrettet omgående, samme dag de var blevet anholdt seks år forinden.

Alle undtagen hende.

I begyndelsen af Olivias fangenskab havde der lydt skrig mellem metalvæggene i timevis, hver gang lyset blev slukket. Nu hørte hun knap nok lyden af et par knoer, der bankede på væggen et sted. Hun mødte kun sjældent andre fanger mere, når hun en gang om måneden blev ført ned ad gangen for at få sit brusebad. Hun forestillede sig efterhånden fængslet som sit eget private herresæde og betjentene som ydmyge tjenere. Tanken kom aldrig til at more hende helt så meget, som hun havde håbet.

Naturligvis havde man dømt hende til døden. Ingen anden straf kunne komme på tale.

Men måske havde myndighederne alligevel ventet for længe med at eksekvere dommen. De skulle hellere have sørget for at henrette hende ved nakkeskud, som de havde gjort med alle de andre syndere, dengang aviserne stadig krævede blodofre. Nu nævnte statens nyhedstjeneste ikke længere det fjerneste om hvide djævle, som havde drevet slavehandel på vietnamesisk jord. Olivia gættede på, at visse medlemmer af Partiet nok havde bestemt sig for at henrette den europæiske fange lidt diskret, men bare ikke havde nået det i tide. Hvem der end havde forhindret det dengang, holdt hende stadig i live, så hun kunne bøde for sine synder så længe som muligt. Ingen af de herrer omkring bordet var interesseret i presseomtale. Derfor blev Europæeren gemt væk. Det var, som om hun og hendes bande af fremmede banditter aldrig havde eksisteret.

På trods af sin usynlighed fandtes Europæeren stadigvæk. Hun sad fanget i en skærsild, hun uden tvivl fortjente. Men hver gang hun holdt vejret og prøvede at se sin brors ansigt for sig, fik hun i stedet øje på en ny åbning i den stilhed, der omgav hende. Olivias bror havde kun sjældent holdt mund. Uden hans evige talestrøm var hun nu i stand til at gendanne sig sin barndoms tavse land et øjeblik ad gangen.

10 8

Den åbne grav.indd 10

07/07/11 16.36

Den åbne

07/11 16.36

Hun var vokset op i Oberhausen, i Ruhr-distriktet. Faderen forgudede hende. Hendes mor holdt sig mere på afstand af sin eneste datter. Olivia lå tit vågen på fængselsbriksen og prøvede at forestille sig, hvordan det måtte føles at gå lige op til deres hoveddør og bede om forladelse.

Som lille vandt Olivia næsten alle de svømmekonkurrencer, hun deltog i. I cellen begyndte hun at drømme. I sin fantasi svømmede hun i et oplyst ocean, der var lige så endeløst som hendes straf. Hun tog en dyb indånding. Så dykkede hun ned under overfladen i sit sind. Her opdagede hun de undersøiske skær og kløfter, der skjulte hele kapitler af hendes liv, som ingen anden nogensinde havde fået at se. Og hver gang hun kom op til overfladen igen, havde hun lært noget nyt.

Det var vand, som ville give hende friheden tilbage. Vand og begær.

Hun blev bekræftet i sin fantasi på den hårde måde: For fire måneder siden var de kommet for at kronrage hende. To matroner med olivengrå jakker holdt hende fast, mens en mand barberede håret af helt ned til huden. Europæeren indså, at de gjorde sig klar til omsider at fuldbyrde dødsdommen. Hun gjorde sig slap, så de var nødt til at bære hende ud af cellen. Hendes skaldede isse bumpede mod gulvet, mens de slæbte hende ned imod det baglokale, som hun nok havde anet var der, men aldrig selv ønsket at se. I flere år havde hun regelmæssigt hørt plaprende bønner om nåde efterfulgt af dumpe smæld. Hun vidste godt, hvor hun skulle hen.

Det var et rum, hvor man slagtede mennesker.

To andre mænd tvang Olivia i knæ. Hun kiggede på det hvide teglgulv, som skrånede ned mod et afløb i midten af lokalet. Så blodet kunne løbe hurtigere ud. En af mændene havde afsikret sin pistol og presset den mod hendes baghoved, da en ordre fik ham til at standse.

Olivia genkendte stemmen med det samme. Den tilhørte kvinden, som hver måned overvågede hendes sparsomme brusebad.

Det var begær, som den europæiske djævel fik øje på i blikket hos den midaldrende kvinde med mandehænderne, hver gang de to plageånder spulede hende med slanger og lod hende fryse på gulvet bagefter. Et slet skjult begær. Et ønske om at blive ladt alene bare et øjeblik med sin blege fange. Olivia sørgede altid for at sende et enkelt blik retur. Bare for en sikkerheds skyld. Og for at se, hvad hun kunne slippe 11 9

Den åbne grav.indd 11

07/07/11 16.36

af sted med. Det kolde vand omkring hende føltes somme tider som det blide fantasihav.

Bøddelen havde stukket pistolen i hylstret og stod ret. Han åndede tungt og var ivrig efter at fortsætte, hvor han slap. Udsatte de bare pinslerne med vilje? Flere andre betjente havde før stukket deres våben op i ansigtet på hende og skreget “Bang!” så hun lå og spjættede på gulvet i lang tid bagefter. Men mandens skuffelse virkede ægte. Kvinden med de ru hænder havde reddet hendes liv. Hun sagde ingenting, men stod bare og betragtede sin europæiske fange.

Siden da havde Olivia afsøgt den kvindelige betjents ansigt, når hun fik bad. Og hver gang sporede hun mere interesse. Om natten, når hun udforskede sit eget hemmelige ocean og var holdt op med at ryste af kulde, turde hun begynde at tro på flugt.

Hun lå og stirrede ind i væggen. Hun holdt styr på dagene ved at presse en negl ind i den bløde maling ved vinduet. Ifølge tredive af disse små halvmåner havde hun været møgbeskidt i en måneds tid. Det betød, at celledøren snart ville gå op igen. Så var det igen på tide at få et bad.

Eller et nakkeskud.

Pæren i loftet gik ud. Udenfor indhyllede Saigons særlige orangefarvede mørke alting i en fugtig hinde. I timevis kom der ingen anden lyd hen over fængselsmuren end scooternes fræsen.

Ved daggry hørte Olivia nøglen i låsen.

Der var to par hænder, som sædvanlig. Tøjet af. Ned på knæ og i håndjern. Så en rask løbetur ned til bruserne. Et skub op i hjørnet, lige før der blev skruet helt op for vandtrykket, og hun skulle spules. Hun kunne ikke se kvinden med de søgende øjne, men vidste, at hun måtte være der.

Der lød en kort befaling. Vandstrålerne blev svagere. Olivia segnede om på den våde tegl. Hun søgte tilflugt i en fantasi om sin barndoms velordnede bassin, hvor hun havde oplevet så mange vidunderlige ting, at hun næsten glemte den ene hændelse, som havde ødelagt alt. De andre fangevogtere fortrak udenfor. Og for første gang lukkede de døren efter sig.

Allerede før hun kunne se noget, hørte hun nogen trække vejret. Det lød nervøst og stakåndet. Hun mærkede hænder, der rørte ved hendes 12 10

Den åbne grav.indd 12

07/07/11 16.36

Den åbne

07/11 16.36

krop. De føltes ru. Først kælede de ikke, men holdt godt fast på hendes skuldre. Olivia vendte sig om og fik øje på den kvindelige fangevogter, som betragtede hende med en blanding af begær og medlidenhed. Hun rørte sig ikke, da en af hænderne spredte hendes ben og rørte ved alt det, de havde haft lyst til at mærke i månedsvis. Hun følte ingenting ved det.

Hendes bror havde gjort det, der var værre. Det samme havde utallige kunder, dengang hun var ung. Det varede ikke længe.

Da det var overstået, kunne Olivia smage kvindens fingre i munden.

Mad og tobak. Fangevogteren bad hende sidde ned. Hun fik også en cigaret, som hun holdt mellem fingrene uden at tænde den. Hun sad bare og indsnusede tobakken.

Så fik hun øje på den nydeligt sammenfoldede bylt ovre på metalbordet.

Det var hendes eget tøj. For seks år siden havde det været et helt nyt khakisæt.

Fangevogteren nikkede hen mod tøjet og derefter i retning af døren.

“For you,” sagde hun.

Olivia fik ild på cigaretten og rejste sig op. Hun lænede sig op ad bordet, mens hun smilede og blæste en stor, blå røgsky over mod kvinden, som nu sad og håbede på, de var blevet kærester. Fangevogterens ru hænder var lyserøde af bar ophidselse.

Det her er noget, hun har gjort sig umage for at planlægge, indså Olivia og tog tøjet på. Bukserne var for lange og store i livet. Et af snørebåndene i hendes støvler gik itu. De andre fangevogtere ville ikke holde sig væk ret meget længere. Den vietnamesiske kvindes øjne så stadig milde ud.

Og var nu også blevet sørgmodige.

Hendes store, lyserøde hænder trak en pistol.

Så var det hele altså et spil alligevel, indså Olivia og tog et ordentligt hiv af cigaretten, inden det var for sent. Fangevogteren ville bare more sig lidt inden henrettelsen. Olivia følte ingen angst. Hun var bare vred, fordi hun havde turdet håbe på, at noget så skrøbeligt som begær kunne redde hende.

Kvinden i den grå uniform stod der med pistolen i lang tid, før hun rakte den til sin fange med håndtaget først. Med sine øjenbryn og sit generte smil prøvede hun at forklare hvorfor. Hun pegede igen over mod 13 11

Den åbne grav.indd 13

07/07/11 16.36

en halvåben sidedør, hvor en smal gang fortsatte bagved. Hendes fingre trommede på hendes eget hoved. For at der ikke skulle være nogen tvivl, tog fangevogteren pistolen igen et øjeblik og gav tavs instruktion i, hvordan Olivia bedst kunne bruge den som slagvåben, så det ville ligne et ægte overfald, når hun blev fundet.

Et øjebliks begær. Forbudt herinde. Forbudt nu og i al fremtid. Måske ville kvindens foresatte oven i købet ikke tage livet af hende senere, hvis de troede på hendes tyndbenede forklaring om, at den europæiske kvinde selv havde bemægtiget sig pistolen. Olivia takkede ikke kvinden først, inden hun slog hende bevidstløs.

Den høje europæer gik ned ad gangen og ventede, indtil hundevagten blev afløst. Der stod to uniformerede kvinder ved den bageste port.

De havde stillet deres rifler op ad væggen. Olivia slog den ene af vagtposterne med pistolen, og hun sank sammen uden en lyd. Den anden tvang hun til at gå foran sig i retning af fængslets serviceindgang. De blandede sig med de mange vaskekoner, der stimlede sammen fra alle bygningens afdelinger på vej ud. De bar alle sammen den samme grå uniform og slæbte det beskidte tøj ud til vaskerierne på den anden side af muren. Udenfor var gaderne allerede fyldt med fodgængere på vej ind til Saigon. Olivia havde taget vagtpostens kasket på. De andre vagter lagde ikke mærke til noget. Så var de forbi dem. Udenfor forsvandt hun straks i en vrimmel af sort hår, og da de var nået helt ned til Hàn Thuyên-gaden, hvor træerne skygger for udsigten, skubbede hun sit gidsel væk. Der lød ingen sirener endnu. Eller også kunne hun bare ikke høre dem. Hun skilte pistolen ad og smed stumperne ned i to kloakafløb. Kasketten gav hun til en forbipasserende dreng.

Olivia fandt et stykke sammenfoldet papir i sin ene lomme. Det var et kærestebrev. Hun åbnede det og begyndte at læse. Det var skrevet på ubehjælpsomt engelsk. Det var vist et eller andet med dybe følelser og ønsker for fremtiden, som fangevogteren aldrig ville få opfyldt. Olivia smed brevet i en skraldespand.

Der var også et par Dong-pengesedler. Hvor betænksomt. Den befriede fange købte mangosaft og kiks og satte sig ved et bord i nærheden af andre hvide mennesker. Her tiltrak hun sig ikke opmærksomhed, men

14 12

Den åbne grav.indd 14

07/07/11 16.36

Den åbne

07/11 16.36

lignede bare en af de andre trætte rygsækrejsende, som bare havde mistet sin rygsæk.

Det varede ikke længe, før Olivia fandt en kvinde, som lignede hende af bygning og udseende. I en gårdhave med masser af andre turister var hun den, der så mest afslappet ud i sine travestøvler og T-shirt. Hun havde solbriller på og lange, solbrændte ben i shorts. Måske var hun også europæer. Hun så i hvert fald sådan ud. Hendes ansigt lignede kun Olivias en smule, men nok til, at en toldinspektør ikke ville ane uråd.

Da kvinden betalte og rejste sig for at gå, fulgte Olivia efter. I løbet af en times tid skulle hun nok have fået fat i hendes pas, mobiltelefon og pung.

Mens hendes offer fortsatte hen ad fortovet uden at fatte mistanke, kom Olivia igen i tanker om sin bror. Hun kunne især godt genkalde sig hans vrede. Hun nægtede at tro, han var død. Han måtte være i live. Hun kunne mærke det. Men hun havde stadig svært ved at se hans ansigt for sig. Kun hans stemme og ivrige hænder blev tilbage, når hun gjorde sig umage for at huske ham.

Foran Olivia drejede den langlemmede kvinde til højre og gik ind ad døren til et vandrerhjem. Hendes brune ben forsvandt op ad trappen.

Der var ingen andre at se. Olivia fulgte efter samme vej. Hendes hjerte hamrede ikke hurtigere af den grund. Det her var ikke fornøjelse, men helt almindeligt arbejde. Hun skulle nok sørge for at holde sit offer smertefrit. Kvinden ville ikke komme til at lide.

For første gang i årevis kunne Olivia nu ganske tydeligt se en lille mands fine ansigtstræk for sit indre øje.

Idet hun sneg sig op ad trappen, vidste hun, at hun snart ville få sin bror at se igen.

13

Den åbne grav.indd 15

07/07/11 16.36