Antonio Hill - De gode selvmordere

Antonio Hill

De gode selvmordere

På dansk ved Kirsten A. Nielsen

Lindhardt og Ringhof

De gode selvmordere.indd 1

23/03/13 13.08

Prolog En helt normal familie Lola Martínez Rueda / De andres stemme Torsdag d. 9. september 2010 ‘Det var et nydeligt par,’ siger naboerne. ‘Ham så man ikke ret meget til, men han var altid meget høflig og hilste venligt. Hun holdt lidt mere afstand ... Men hun var meget tæt knyttet til sin datter.’

‘De havde den sødeste lille pige,’ fortæller ejeren af et cafeteria tæt ved deres hjem i Clot-kvarteret i Barcelona, hvor Gaspar Ródenas, hans kone Susana og deres datter Alba på fjorten måneder havde spist morgenmad ved titiden nogle få dage forinden. ‘De kom her ofte i weekenden,’ tilføjer hun. Og uden at jeg har spurgt, fortæller hun mig, hvad de plejede at bestille, nemlig en sort kaffe til ham og en kaffe med mælk til hende, og at den lille pige var så yndig. Bagateller, ja selvfølgelig. Ubetydelige detaljer og banale kommentarer, som nu, i betragtning af de indtrufne begivenheder, forekommer os meget bevægende.

For tidligt om morgenen den 5. september, mens konen sov, stod denne ‘lidt reserverede, men venlige’ far ud af ægtesengen, gik ind på sin datters værelse, lagde en pude over hendes hoved og trykkede til af alle kræfter. Vi kan ikke vide, om barnets mor vågnede, måske blev hun vækket af denne sjette sans, som har forstyrret enhver mors søvn lige siden tidernes morgen. I hvert fald havde Gaspar Ródenas, der ifølge naboer og venner var en ‘meget høflig’ mand, ikke tænkt sig at lade hende leve. Susana døde kort 3

De gode selvmordere.indd 3

23/03/13 13.08

efter, dræbt af et enkelt skud i hjertet. Og som det plejer at gælde for den mandschauvinistiske morder, gav han derefter sig selv nådeskuddet.

Susanas og hendes datters navn har øget listen over kvinder, der er blevet ofre for dem, som i teorien burde elske dem, respektere dem og – hvis vi tænker på barnet – beskytte dem. Fireogfyrre kvinder er døde i løbet af i år, 2010, for deres partners hånd. Nu er tallet allerede oppe på femogfyrre, og hertil kommer den makabre tilføjelse: en dræbt datter. Men måske passer dette tilfælde ikke helt ind i den formel, vi har set så mange gange: en truende skilsmisse, anmeldelser for vold. Gaspar Ródenas var – hvilket er livets ironi – ikke en voldelig mand.

De offentlige myndigheder kan for en gangs skyld bryste sig og sige, at intet syntes at tyde på, at Susana og Alba var i fare. Og de har ret ... Men dette gør om muligt blot deres død endnu mere frygtelig. Vi er mange kvinder, som ved, at der findes mekanismer – hvor sjældne og utilstrækkelige de end er – til at forsvare os mod disse voldelige mænd, der tror, at de har ret til at herske over vores liv og vores død. Mod den slags, der råber efter os, foragter os og slår os. Hvad vi ikke ved er, hvordan vi skal beskytte os mod det had, der vokser i stilhed, dette tavse had, der pludselig bryder løs en aften og udsletter alt.

Der findes et fotografi af de tre taget for nogle få uger siden ved en strand på Menorca. På det ser man Alba, der sidder på stranden med en rød skovl i hånden. Hun har en lille hvid solhat på hovedet til beskyttelse mod augustsolen. Susana sidder på knæ bagved.

Og ved siden af hende sidder hendes mand med en arm om livet på hende. Som han sidder dér, helt afslappet, med halvt lukkede øjne i solen, vil ingen kunne forestille sig, at denne mand knap en måned senere vil bruge de selvsamme hænder, som kærtegner Susana, til at dræbe dem begge to med.

Hvorfor begik denne mand på syvogtredive år – med fast og vellønnet arbejde i en velrenommeret virksomhed i kosmetikbranchen, uden større økonomiske forpligtelser end almindeligt og med ren straffeattest – denne forbrydelse, der mere end nogen anden forbrydelse vækker afsky hos alle? Hvornår faldt det ham 4

De gode selvmordere.indd 4

23/03/13 13.08

ind at afslutte sin kones og sin datters liv? Hvornår fik galskaben sit tag i ham og forvanskede den daglige virkelighed så meget, at han var overbevist om, at døden var den eneste mulige udvej?

Familie, venner og arbejdskammerater kommer alle med det samme svar, selv om ingen længere kan tro på det, men alligevel bliver de ved med at gentage det: Gaspar, Susana og Alba udgjorde en helt normal familie.

De gode selvmordere.indd 5

23/03/13 13.08

De gode selvmordere.indd 6

23/03/13 13.08

Héctor

De gode selvmordere.indd 7

23/03/13 13.08

De gode selvmordere.indd 8

23/03/13 13.08

1

F

or anden gang inden for kort tid drejer kommissær Héctor Salgado pludselig hovedet, da han er overbevist om, at han bliver iagttaget, men han ser ikke andet end anonyme og uinteresserede ansigter, personer, der ligesom ham selv spadserer hen ad en propfyldt Gran Vía og indimellem standser op foran en af de traditionelle boder med legetøj og gaveartikler, der fylder fortovet. Det er helligtrekongersaften, selv om man ikke skulle tro det at dømme efter den behagelige temperatur, som dog ignoreres af adskillige spadserende, der har klædt sig praktisk i overfrakke, ja, nogen har oven i købet både handsker og halstørklæde på, som det nu passer sig for årstiden, og er godt tilfredse med at deltage i en fantasivinter, der mangler den vigtigste ingrediens: kulden.

Optoget sluttede for lidt siden, og trafikken fylder igen kørebanen under guirlanderne med de skinnende lys. Mennesker, biler, lugten af churros og varm olie, alt sammen krydret med de angiveligt glade julesange, hvis tekster nærmede sig det surrealistiske, og som højttalerne kyler i hovedet på de forbipasserende uden den mindste respektfølelse. Tilsyneladende har ingen gjort sig den ulejlighed at lave nye sange, hvorfor fiskene fortsætter endnu et år med at drikke af den samme rådne flod. Det må være det, der er det kvalmende ved julen, tænker Héctor: Den kendsgerning at den i store træk altid er den samme, mens vi andre forandrer os og bliver ældre. Det forekommer ham at være en ubetænksomhed, der nærmer sig grusomhed, at denne julestemning er den eneste, der gentager sig år efter år uden undtagelse og gør vores forfald 9

De gode selvmordere.indd 9

23/03/13 13.08

endnu tydeligere. Og for hundredeogsyttende gang i de sidste to uger ønsker han, at han var flygtet fra alt dette julehalløj til et buddhistisk eller et totalt ateistisk land. Til næste år, bliver han ved med at gentage, som var det et mantra. Og så til helvede med, hvad hans søn siger.

Han er så opslugt af sine egne tanker, at han ikke lægger mærke til, at rækken af fodgængere, der bevæger sig fremad i næsten samme langsomme tempo som bilerne, er standset op. Héctor befinder sig foran en bod, der sælger små plasticfigurer i poser: indianere og cowboyer, allierede soldater klædt i camouflageuniform klar til at skyde fra en skyttegrav. Det er flere år siden, at han har set den slags, og han mindes, at han købte nogle til Guillermo, da han var lille. Men i hvert fald har sælgeren, en gammel mand med gigtplagede hænder, formået at skabe en detaljeret og vellykket krigsscene, der er en film fra halvtredserne værdig. Det er ikke det eneste, han sælger. Der er også andre soldater, de klassiske i bly, som er større og klædt i skinnende røde uniformer; de står på række i den ene side, og en deling romerske gladiatorer, historisk set fejlanbragte, står på række i den anden side.

Den gamle mand gør tegn til ham og opfordrer ham til at tage en af dem op, og Héctor adlyder, mere af høflighed end af ægte interesse. Soldaten er blødere, end han havde regnet med, og det vækker væmmelse hos ham, at den næsten mærkes som menneskekød. Pludselig opdager han, at musikken er holdt op med at spille.

Fodgængerne er standset. Bilerne har slukket lygterne, og julelysene, som blinker næsten uden kraft, er det eneste, der oplyser gaden.

Héctor lukker øjnene og åbner dem igen. Rundt om ham begynder menneskemængden at forsvinde, kroppene fordufter bare, de udviskes uden at efterlade sig det mindste spor. Kun sælgeren står stadig i sin bod. Rynket og smilende griber han ind under disken og fremdrager en af de der glaskugler med sne indeni.

‘Til din kone,’ siger han. Og Héctor er lige ved at svare, at nej, Ruth hader disse glaskugler, de har gjort hende nervøs, lige siden hun var barn, ligesom klovne. Så falder snefnuggene, der gør kuglens indre uklar, ned mod bunden, og han ser sig selv stå foran en bod med små plasticfigurer, fanget af glasvæggene.

10

De gode selvmordere.indd 10

23/03/13 13.08

“Far. Far ...”

Pis. Den gråtågede fjernsynsskærm. Hans søns stemme. Ømheden i nakken, fordi han var faldet i søvn i den værst tænkelige stilling.

Drømmen, der havde været så virkelig på denne helligtrekongersaften.

“Du skreg.”

Pis. Når ens egen søn vækker én af et mareridt, er tidspunktet kommet til at trække sig tilbage som far, tænkte Héctor, mens han satte sig op i sofaen, med smertende muskler og i dårligt humør.

“Jeg faldt i søvn i sofaen. Og hvorfor er du vågen på det her tidspunkt?” Han gik til modangreb i et tåbeligt forsøg på at genfinde sin faderværdighed samtidig med, at han masserede den venstre side af sin hals.

Guillermo trak på skuldrene uden at sige noget. Ligesom Ruth ville have gjort det. Ligesom Ruth havde gjort det så mange gange.

Med en automatisk bevægelse fandt Héctor en cigaret frem og tændte den. Askebægeret var fyldt med cigaretskod.

“Tag det roligt, jeg falder ikke i søvn her igen. Gå bare ind i seng. Og husk, at vi skal tidligt af sted i morgen.”

Hans søn nikkede. Mens han så ham gå barfodet hen mod sit værelse, tænkte han på, hvor svært det var at udfylde rollen som far, når Ruth ikke var der. Guillermo var endnu ikke fyldt femten, men nogle gange, når han betragtede sønnens ansigt, kunne man tro, at han var meget ældre. I hans ansigtstræk var der en alt for moden alvor, som gjorde mere ondt på Héctor, end han ville indrømme. Han tog et ordentligt hiv af cigaretten, og uden at vide hvorfor trykkede han på fjernbetjeningen. Han kunne ikke engang huske, hvad for en film han havde sat på i aften. Da han så de første billeder, kunne han straks genkende det sort-hvide stillbillede af Jean-Paul Belmondo og Jean Seberg og kom så i tanke om, hvad det var. Åndeløs. Ruths yndlingsfilm. Han havde ikke lyst til at se den igen.

Omtrent ti timer tidligere sad Héctor en smule ubehagelig til mode og betragtede de hvide vægge i psykologens konsultationsværelse, 11

De gode selvmordere.indd 11

23/03/13 13.08

et rum han kendte ganske udmærket. Som sædvanlig tog manden sig god tid, inden han startede mødet, og Héctor var stadigvæk ikke i stand til at afgøre, om disse minutters stilhed tjente til, at manden fik styr på sin sindstilstand, eller om han blot var langsom i optrækket. Men under alle omstændigheder var kommissær Salgado denne morgen, seks måneder efter sit første besøg, ikke i humør til at vente. Han rømmede sig, lagde det ene ben over det andet, flyttede det igen, indtil han til sidst lænede sig fremad og sagde: “Er det i orden, hvis vi går i gang nu?”

“Selvfølgelig.” Psykologen kiggede op fra sine papirer, men sag­ de ikke mere.

Han blev siddende tavs og kiggede på kommissæren med et spørgende blik. Han så en smule forvirret ud, hvilket sammen med hans ungdommelige ansigtstræk gjorde, at man kom til at tænke på et vidunderbarn af den slags, der løser indviklede ligninger som seksårig, men samtidig er ude af stand til at sparke til en fodbold uden at falde. Det var et falsk indtryk, vidste Héctor.

Manden skød ganske vist ikke ret tit, men når han gjorde det, var han god til at ramme. Faktisk havde den terapi, der var startet som et påbud fra Héctors arbejdsgivers side, nu udviklet sig til en regelmæssig foreteelse, først en gang om ugen og derefter hver fjortende dag, som Héctor havde valgt af egen fri vilje. Så denne morgen trak han vejret dybt, som han havde lært det, inden han svarede.

“Undskyld, men min dag startede ikke særlig godt.” Han ka­ste­ de sig tilbage i stolen og kiggede hen mod et hjørne af kontoret.

“Og jeg tror ikke, at den ender meget bedre.” ”Problemer på hjemmefronten?”

“Du har ikke selv børn i teenagealderen, vel?” Det var et absurd spørgsmål, eftersom hans samtalepartner skulle være blevet far som femtenårig for at have en søn på alder med Guillermo.

Han tav et øjeblik for at tænke sig om og fortsatte derefter i et træt tonefald: “Men det er ikke det. Guillermo er en god dreng. Jeg tror, problemet er, at han aldrig har givet problemer.”

Det var rigtigt. Og selvom mange forældre ville være tilfredse 12

De gode selvmordere.indd 12

23/03/13 13.08

med denne tilsyneladende føjelighed, var Héctor bekymret over de ting, han ikke vidste. Hvad hans søn havde inde i sit hoved var et mysterium. Han beklagede sig aldrig, hans karakterer var på det jævne, aldrig fremragende, men heller ikke dårlige, og hans alvor kunne bruges som eksempel for drenge, der var vildere og mere uansvarlige. Alligevel mærkede Héctor, eller snarere fornemmede han, at der lå en tristhed bag denne fuldstændige normalitet. Guillermo havde altid været et roligt barn, og nu hvor han var teenager, havde han udviklet sig til en indadvendt dreng, der tilbragte tiden, når han ikke var i skole, alene sit værelse. Han sagde ikke særlig meget. Han havde ikke ret mange venner. Faktisk, tænkte Héctor, er han ikke særlig forskellig fra mig.

“Og hvad med dig selv, kommissær, hvordan har du det? Kan du stadig ikke sove?”

Héctor tøvede med at indrømme det. For det var et emne, som de endnu ikke var nået til enighed om. Efter at han havde lidt af søvnløshed i flere måneder, havde psykologen anbefalet ham nogle milde sovepiller, som han havde nægtet at tage. Dels fordi han ikke ønskede at blive afhængig af dem, dels fordi det var tidligt om morgenen, at hans hjerne fungerede allerbedst, og han ikke ville gå glip af sine mest produktive timer, men det skyldtes også, at søvnen førte ham ud på usikker og ikke altid særlig behagelig grund.

Psykologen sluttede sig til årsagen til hans tavshed.

“Du slider dig op til ingen nytte, Héctor. Og uden at ville det slider du også på de mennesker, der omgiver dig.”

Kommissæren kiggede op. Det var ikke ret tit, at han henvendte sig til ham på en så direkte måde. Psykologen fastholdt hans blik uden at fortrække en mine.

“Du ved, at jeg har ret. Da du begyndte at komme her, arbejdede vi med et helt andet emne. Et emne, der blev skubbet i baggrunden efter det, der skete med din ekskone.” Han talte i et fast tonefald, uden tøven. “Jeg forstår, at det er en svær situation, men det fører ingen steder hen at blive besat af den.”

“Mener du, at jeg er besat?”

“Er du da ikke det?”

Héctor antydede et bittert smil.

13

De gode selvmordere.indd 13

23/03/13 13.08

“Og hvad vil du foreslå mig? At jeg glemmer Ruth? At jeg accepterer, at vi aldrig vil få sandheden at vide?”

“Det er ikke nødvendigt, at du accepterer det. Blot at du lever med det uden at gøre oprør mod verden hver eneste dag. Hør her, og nu spørger jeg dig som politimand: Hvor mange sager ligger i et godt stykke tid uden at blive opklaret? Hvor mange bliver først opklaret efter nogen år?”

“Jeg forstår det ikke,” sagde Héctor og tøvede et par sekunder, inden han fortsatte. “Nogle gange ... nogle gange lykkes det mig at glemme det hele i et par timer, når jeg arbejder, eller når jeg er ude at løbe, men det vender altid tilbage. Pludselig. Som et spøgelse.

Afventende. Det er ikke en ubehagelig følelse, for det hverken anklager eller stiller spørgsmål, det er der bare. Og det forsvinder ikke så let igen.”

“Hvad er det, der er der?” Spørgsmålet blev stillet i det samme neutrale tonefald, som var kendetegnende for alle den unge psykologs spørgsmål, men Héctor mente dog – eller frygtede måske – at kunne høre en særlig betoning.

“Bare rolig.” Han smilede. “Det drejer sig ikke om, at jeg en gang imellem ser de døde. Det er blot en fornemmelse af ...” Han holdt inde for at lede efter ordene. “Når man har levet i lang tid sammen med en person, sker det nogle gange, at man simpelthen ved, at vedkommende er i huset. Man vågner af en middagssøvn, og man mærker, at den anden person er der, uden at man nødvendigvis behøver at se denne person. Forstår du, hvad jeg mener?

Det skete aldrig for mig. Jeg mener, det skete aldrig for mig i den tid, jeg var skilt fra Ruth. Først efter hendes ... forsvinden.”

Der var en pause. Ingen af dem sagde noget i et par lange sekunder. Psykologen kradsede noget ned i det hefte, som Héctor ikke havde mulighed for at se. Undertiden tænkte han på, om disse notater var en del af det teatralske ritual i en konsultation, symboler, der alene tjente til, at samtalepartneren, det ville sige ham selv, følte, at der blev lyttet til ham. Han skulle lige til at fremlægge sin teori, da den anden tog ordet; han talte langsomt og venligt og næsten forsigtigt.

“Har du lagt mærke til en ting, kommissær?” spurgte han. “Det 14

De gode selvmordere.indd 14

23/03/13 13.08

er første gang, at du indrømmer, skønt på en lidt skæv måde, at Ruth kunne være død.”

“Vi argentinere ved ganske udmærket, hvad ordet ‘forsvundet’ betyder,” svarede Héctor. “Glem ikke det.” Han rømmede sig.

“Imidlertid har vi ingen direkte beviser på, at Ruth skulle være død. Men ...”

“Men du tror, at hun er død, er det ikke rigtigt?”

Héctor kiggede sig tilbage over skulderen, som om han frygtede, at nogen kunne høre ham. Så svarede han: “Sandheden er, at vi ikke har den mindste idé om, hvad der er sket med Ruth. Det er det satans ved det.” Han havde sænket stemmen og talte nærmest med sig selv. “Man kan ikke engang græde over hende, fordi man så føler sig som en skide forræder, der har kastet håndklædet i ringen alt for tidligt.” Han sukkede.

“Undskyld, men det skyldes julen, som jeg altid får det dårligt af.

Jeg troede, at jeg ville få tid til at gøre fremskridt i den her sag, men ... Jeg måtte overgive mig. Der er intet. Jeg fandt intet. For satan, det er, som om nogen har slettet hende fra en tegning uden at efterlade spor.”

“Jeg troede ikke, at du havde sagen længere.”

Héctor smilede.

“Den er inde i mit hoved.”

“Gør mig en tjeneste.” Det var altid forspillet til afslutningen.

“Fra nu af og indtil vi ses næste gang prøv da at koncentrere dig, i det mindste et stykke tid hver dag, om det, du har. Godt eller dårligt, men om det, der udgør dit liv – og ikke om det, du mangler.”

Klokken var næsten to om natten, og Héctor vidste, at han ikke kunne falde i søvn igen. Han greb sine cigaretter og mobiltelefonen og gik ud af lejligheden og op på tagterrassen. Deroppe vækkede han i det mindste ikke Guillermo. Psykologen havde ret på tre punkter: For det første burde han gå i gang med at tage de forbandede sovepiller, selv om han var pissetræt af det. For det andet var det ikke længere ham, der havde sagen. Og for det tredje var det rigtigt, at han var overbevist om, at Ruth var død. Og at det var hans skyld.

15

De gode selvmordere.indd 15

23/03/13 13.08

Det var en smuk nat. En af disse nætter, der kunne forsone én med verden, hvis man ellers tillod det. Byens strandpromenade lå udbredt foran hans øjne, og der var noget ved husenes glimtende skær, ved det mørke, men rolige hav, som var i stand til at bortjage hans indre dæmoner. Omgivet af urtepotter med visne blomster spurgte kommissær Salgado sig selv helt ærligt, hvad han rent faktisk havde.

Guillermo. Arbejdet som politikommissær, der både var intenst og frustrerende. En hjerne, der syntes at fungere fejlfrit, og nogle lunger, der måtte være halvsorte. Carmen, hans nabo, hans værtinde, hans Barcelona-mor, som hun plejede at sige. Tagterrassen her, hvorfra man kunne se havet. En irriterende psykolog, der fik ham til at tænke på idiotiske ting klokken tre om natten. Nogle få, men gode venner. En kæmpestor samling film. En krop, der var i stand til at løbe seks kilometer tre gange om ugen (på trods af lunger ødelagt af de forbandede cigaretter). Hvad mere havde han?

Mareridt. Mindet om Ruth. Minderne om tiden sammen med Ruth. Tomrummet uden Ruth. Det, at han ikke vidste, hvad der var sket med hende, var et forræderi mod alt, hvad der var vigtigt for ham: mod hans løfter fra en anden tid, mod hans søn, og mod hans arbejde. Mod denne lejlighed, hvor de begge to havde boet, havde elsket og havde skændtes, den lejlighed, som hun havde forladt for at starte et nyt liv, hvori han kun spillede en birolle. Alligevel holdt hun af ham. De blev ved med at holde af hinanden, bare på en anden måde. Båndet mellem dem var alt for stærkt til at kunne brydes definitivt. Han havde været i gang med at lære at leve med alt dette, da Ruth forsvandt, forduftede og lod ham være alene tilbage med den skyldfølelse, som han kæmpede imod hele tiden.

Nu er det nok, sagde han til sig selv. Det her dur ikke. Jeg minder om hovedpersonen i en fransk film: en mand i fyrrerne, selvmedlidende, middelmådig. En af den slags, der bruger ti minutter af filmen på at stå kigge ud over havet fra en klippesten, optaget af eksistentielle spørgsmål, for derefter som en anden idiot at forelske sig i en ung kvinde. Og disse betragtninger mindede ham om den sidste samtale, eller måske snarere det sidste skænderi, han havde 16

De gode selvmordere.indd 16

23/03/13 13.08

haft lige før jul med sin kollega, vicekommissær Martina Andreu. Årsagen til diskussionen var ligegyldig, men ingen af dem havde tilsyneladende været i stand til at afslutte den. Indtil hun havde set på ham med sin fornærmende åbenhjertighed, og det – uden at hun nåede at tænke sig om – var røget ud af hende: ‘Sig mig engang, Héctor, hvornår har du sidst fået dig et godt knald?”

Inden hans ynkelige svar var begyndt at gentage sig inde i hans hoved, havde mobiltelefonen ringet.

De gode selvmordere.indd 17

23/03/13 13.08

De gode selvmordere.indd 18

23/03/13 13.08

2

P

olitibilernes blå lys oplyste Urquinaona-pladsen til stor overraskelse for de fire spritomtågede tiggere, der plejede at bruge træbænkene som madras, og som denne nat ikke kunne få ro til at sove.

Da Héctor identificerede sig og gik ned ad trappen til metroen, kunne kan ikke undgå at føle sig en smule utilpas. Der var flere selvmordere, som valgte denne metode til at foretage deres englespring, end dem, der blev fortalt om i medierne, og flere end dem, der blev talt op i statistikkerne, men der var dog ikke nær så mange, som det hævdedes i folkemunde. Nogle mennesker talte oven i købet om, at der fandtes ‘sorte’ stationer, perroner hvorfra antallet af personer, der besluttede at afslutte livet, var uforholdsmæssigt meget større end på andre stationer. Under alle omstændigheder, og for at undgå det, der var kendt som ‘afsmitningseffekten’, blev disse dødsfald skjult for offentligheden. Héctor havde altid ment, uden at have andre beviser end sin intuition, at den slags selvmord snarere var resultat af et øjebliks desperation end af en planlagt handling. Perronkanten, muligheden for at slippe af med problemerne ved bare at tage et enkelt skridt – i et frygteligt øjeblik, hvor der ikke var nogen vej tilbage – vandt over den naturlige frygt for en smertefuld død og for forestillingen om sin egen lemlæstede krop.

I hvert fald var politiets fremgangsmåde altid karakteriseret af hurtig handling: få liget fjernet så hurtigt som muligt og genoptaget driften – selv om man i dette tilfælde på grund af tidspunktet havde lidt mere tid end normalt – og derefter skjule begivenheden 19

De gode selvmordere.indd 19

23/03/13 13.08

under foregivende af et uheld eller en teknisk fejl, hvor kørslen som krævet i en sådan situation var suspenderet i et kort stykke tid. Derfor undrede det ham, at betjent Roger Fort, der havde vagt denne nat, havde gjort sig den ulejlighed at ringe hjem til ham så tidligt om morgenen for at informere om, hvad der var sket.

Samme Roger Fort, der netop i dette øjeblik stod nede på perronen og kiggede på ham med et tøvende ansigtsudtryk, da han kom gående ned ad den anden trappe.

“Kommissær. Jeg er glad for, at du kom. Jeg håber ikke, at jeg vækkede dig.”

Der var noget ved den unge mand, en slags respektfuld formalitet, som Héctor både satte pris på og var mistroisk over for. Men i hvert fald var Fort meget forskellig fra den person, han var afløser for, nemlig den unge dynamiske og nærmest uforskammede Leire Castro. Héctor var overbevist om, at det sidste, betjent Castro ville have fundet på at gøre i samme situation, var at henvende sig til overordnede instanser; hun ville helt sikkert have følt sig i stand til at klare det hele selv. Det var det eneste, Héctor havde at indvende mod hendes arbejde: Leire var ikke i stand til at vente på, at de andre nåede frem til hendes konklusioner; hun kom først og gik selv i gang, uden at inddrage andre. Og det var et træk, som ikke altid var velset i et arbejde, hvor orden og disciplin stadig blev betragtet som værende ensbetydende med effektivitet.

Men til hans store beklagelse var Castro på barselsorlov, og inspektør Savall havde placeret denne betjent, der lige var ankommet fra Lleida, i hans gruppe. Han var mørk, med en konstant blåsort skægskygge, der til trods for hyppige barberinger insisterede på at vokse frem, han var af middelhøjde og havde en legemsbygning som en rugbyspiller, og efternavnet syntes at passe perfekt til ham.

Ligesom Leire var han endnu ikke fyldt tredive. Begge tilhørte den nye generation af efterforskere, som efterhånden fyldte godt op i Mossos d’Esquadra, Cataloniens nationale politikorps, og som Salgado syntes var alt for unge. Måske fordi han selv med sine treogfyrre år nogle gange følte sig som en gammel mand på halvfjerds.

“Du vækkede mig ikke. Men jeg ved ikke, om jeg er glad for, at du ringede til mig”.

20

De gode selvmordere.indd 20

23/03/13 13.08

Fort rødmede og var noget forbavset over svaret.

“Liget er blevet tildækket, og man er gået i gang med at fjerne det, som reglementet ...”

“Vent lidt.” Salgado hadede den officielle sprogbrug, som plejede at være den, de inkompetente søgte tilflugt til, når de ikke vidste, hvad de skulle sige. Og han gentog derfor noget, som man havde sagt til ham, da han startede ved politiet, en af de sætninger, som dengang forekom ham latterlig, men som nu, flere år senere, gav god mening. “Det her er ikke en tv-serie. ‘Liget’ er en person.”

Fort nikkede og blev endnu mere rød i hovedet.

“Undskyld. Ja, det er en kvinde. Mellem tredive og fyrre år. De er i gang med at lede efter hendes taske.”

“Havde hun den med, da hun sprang ned på skinnerne?”

Betjenten svarede ikke på spørgsmålet, men holdt sig til sin drejebog.

“Jeg vil gerne have dig til at se billederne. Metroens overvågningskameraer har optaget en del af det, der skete.”

Lyden af stemmer fra perronen gjorde det klart, at der skete noget dernede.

“Hvem er ellers dernede?”

“To drenge. Patruljebetjentene er sammen med dem.”

“Drenge?” Salgado væbnede sig med tålmodighed, men tonen i hans stemme afslørede hans utilfredshed. “Sagde du ikke i telefonen, at selvmordet var sket lidt før klokken to? Så skulle jeg mene, at I har haft tid nok til at afhøre dem og sende dem hjem.”

“Det har vi også gjort. Men drengene vendte tilbage.”

Inden Roger Fort fik lejlighed til at forklare yderligere, kom sikkerhedsvagten gående hen mod dem. Det var en midaldrende mand med sorte rande under øjnene og et træt ansigtsudtryk.

“Betjent, kommer I hen og ser båndet nu, eller foretrækker I at tage det med jer?”

Eller sagt ligeud, oversatte Héctor: ‘Kan jeg for helvede ikke snart få lov til at slutte min vagt?’ Betjent Fort åbnede munden for at sige noget, men kommissæren kom ham i forkøbet.

“Lad os gå derhen,” afgjorde Héctor uden at se på sin underordnede. “Så kan du forklare mig det med drengene bagefter, Fort.”

21

De gode selvmordere.indd 21

23/03/13 13.08

Rummet, hvor man på skærme fulgte, hvad der skete på perronerne, var meget lille, og der var en stram lugt derinde, en blanding af sved og indelukkethed.

“Her er det,” nøjedes vagten med at sige. “Men I skal ikke regne med det helt store.”

Héctor betragtede ham igen. Enten fandtes der mennesker, som var født til at udføre et bestemt arbejde, eller også havde jobbet formet dem, der udførte det, indtil der var opstået en symbiose mellem person og arbejde. Denne mand med bleg hud og dårlig ånde, med langsomme bevægelser og med monoton stemmeføring, var den perfekte kandidat til at sidde derinde i otte timer, hvis ikke mere, og kigge på scener af det underjordiske liv via en skærm med lav opløsning.

Kameraet var rettet mod perronen fra den ende, hvor toget kom ind, og Salgado, Fort og vagten betragtede i tavshed togets ankomst præcis klokken 01.49. Héctor kom straks til at tænke på sin drøm; måske skyldtes det skærmens uskarpe og grålige billeder, at de mennesker, der ventede på perronen, lignede kroppe med udflydende ansigter og synkoperede bevægelser, som var de storby-zombier.

Netop i det øjeblik, der blev fløjtet til afgang, kom en flok drenge klædt i stramme jeans, hættetrøje og kasket løbende ind på perronen; de var sure over at se, at de kom for sent til toget, så de begyndte at hamre på de lukkede døre, en reaktion der var lige så absurd, som den var nytteløs. En af dem gjorde en sigende bevægelse med fingeren foran kameraet, da toget begyndte at køre ud fra stationen.

“Nu var de nødt til at vente seks minutter, for ...” sagde vagten, hvis stemme faktisk nu udtrykte noget, der lignede tilfredshed.

“Dér er hun, kommissær,” afbrød betjent Fort ham.

Ganske rigtigt, en kvinde trådte ind fra den modsatte side.

Man kunne ikke afgøre, om hun var høj eller lav. Hun var mørk, var iført en sort frakke og holdt noget i hånden. Hun var så langt fra kameraet, at hendes ansigt knap nok kunne anes. På grund af afstanden, og fordi hun flere gange drejede hovedet om mod det sted, hvorfra hun var kommet ned på perronen.

“Kan du se det, kommissær? Hun kigger sig hele tiden tilbage.

Som om en eller anden følger efter hende.”

22

De gode selvmordere.indd 22

23/03/13 13.08

Héctor svarede ikke. Han havde blikket rettet mod skærmen.

Mod den kvinde, der ifølge uret, som meddelte, hvor mange minutter der var til det næste tog, kun havde lidt mere end tre minutter tilbage at leve i.

Hun holdt sig på afstand af skinnerne og stod med siden vendt mod kameraet. Forrest i billedet havde to af de fire drenge sat sig eller rettere væltet sig om på bænkene. Héctor kunne da se, at en af dem var en pige. Han havde ikke bemærket hende før. Hun var iført meget korte sorte shorts og sko med ekstremt høje hæle samt en hvid anorak. Ved siden af hende stod en af drengene og forsøgte at tage fat om livet på hende, men hun skubbede ham vredt væk og sagde noget til ham, der fik de to andre til at slå en høj latter op. Fyren vendte sig truende om mod dem, men de blev begge to ved med at grine.

Héctor fulgte fortsat kvinden med blikket. Hun følte sig ubehagelig til mode, det var tydeligt. Først skulle hun til at gå hen mod de unge, men da hun hørte deres latter, standsede hun op og holdt om sin taske med et fast greb. Der var ikke kommet andre ned på perronen, men hun blev stædigt ved med at kigge sig tilbage. Måske i et forsøg for at ignorere de unge mennesker, der tydeligvis var af latinamerikansk oprindelse. Så kastede hun et blik på det, hun holdt i hånden, og gik eftertænksomt frem og stillede sig ved den gule linje, der afgrænsede sikkerhedszonen, som om hun ville vinde et par sekunder ved at stille sig ved perronkanten.

“Hun kiggede på sin mobiltelefon,” meddelte Fort.

Og så syntes alt at ske på én gang. De unge mennesker hoppede op og fyldte hele billedet samtidig med, at toget kørte ind på stationen.

“Hun må være sprunget i netop dette øjeblik,” sagde vagten, mens man på skærmen så, at toget holdt, dørene gik op, og perronen fyldtes med nysgerrige. “Men man kan ikke se noget, for de der satans latinoer. Faktisk var det lokoføreren, der slog alarm.

Stakkels fyr.”

Det er underligt, tænkte Héctor, at lokoføreren får mere medlidenhed end selvmorderen. Som om hun havde optrådt ubetænksomt ved sin sidste handling.

23

De gode selvmordere.indd 23

23/03/13 13.08

“Og der er ingen kameraer, som viser billeder fra den anden side?” spurgte Salgado.

Vagten rystede på hovedet og meddelte: “Der er de kameraer, som overvåger indgangene til perronerne, for at folk ikke skal snige sig ind uden at betale, men i det tidsrum kom ingen ind den vej.”

“Godt. Nu har vi set det,” meddelte Salgado. Og hvis Fort havde kendt ham lidt bedre, ville han have vidst, at en sådan kort og kølig bemærkning varslede uvejr. “Vi tager båndet med, og så kan herren her lukke og komme hjem.”

Det havde vagten ingen indvendinger imod.

“For guds skyld, Fort, du vil da vel ikke fortælle mig, at du har tilkaldt mig på den her tid af natten bare for at vise mig en optagelse, hvor man ingenting kan se.” Det var kun et par uger siden, at Fort var kommet under hans kommando, derfor udtrykte kommissæren sin ærgrelse så høfligt som muligt på den korte tur hen ad perronen, og selv om han talte lavt, kunne han umuligt skjule sin gnavenhed. Han trak vejret dybt; han havde ikke lyst til at være alt for hård, men på det her tidspunkt af morgenen var det let at hidse sig op. Og betjenten satte oven i købet et så sønderknust ansigtsudtryk op, at Salgado havde helt ondt af ham. “Det er lige meget, det snakker vi om senere i fred og ro. Lad os klare problemet med de der unge mennesker, nu hvor jeg er her.”

Og han skyndte sig ned ad trappen og lod Fort stå tilbage uden at have fået mulighed for at tale færdig.

De unge mennesker, det vil sige kun to af dem, sad på en af bænkene, den samme, som de havde siddet på tidligere. Men nu grinede de ikke længere, tænkte Héctor, da han så, at de sad fuldstændig anspændt. Festen havde fået en brat afslutning. Mens han gik hen mod dem, forsøgte han at lade være med at kigge på de sorte plasticsække, der lå spredt ud over sporet. Han vendte sig om mod betjenten.

“Sørg for, at de bliver færdige, og nu kan liget godt fjernes.”

Stationens matte lys fik drengene til at se beskidte ud. To uniformerede betjente stod foran dem. De snakkede med hinanden samtidig med, at de holdt øje med drengene. Da Salgado nærme24

De gode selvmordere.indd 24

23/03/13 13.08

de sig, hilste de begge på ham og trådte et skridt tilbage. Kommissæren standsede op og betragtede drengene. Dominikanere, det var han næsten sikker på. En af dem var nok atten eller nitten år, og at dømme efter ligheden mellem de to måtte den anden være hans lillebror og yngre end Guillermo. Tretten, højst fjorten år, afgjorde Héctor.

“Nå, drenge, det er temmelig sent, og vi vil gerne være færdige her så hurtigt som muligt. Jeg er kommissær Salgado. Sig mig, hvad I hedder, fortæl mig, hvad I så, og forklar mig så, hvorfor I er kommet tilbage,” tilføjede han, da han kom i tanke om, hvad Fort havde fortalt ham. “Bagefter tager vi alle sammen hjem og sover, er det en aftale?”

“Vi så ikke noget,” udbrød den yngste, mens han kiggede vredt over på sin bror. “Vi havde været ude og fyre den af og var på vej hjem ude fra Port Olímpic. Vi skiftede fra den gule til den røde linje, men toget kørte fra os. Vi var lige ved at nå det.”

“Navn?” gentog kommissæren.

“Jorge Ribera. Og det her er min bror, Nelson.”

“Nelson, lagde du heller ikke mærke til kvinden?”

Den ældste af drengene havde meget mørke øjne, og hans ansigtsudtryk var hårdt og mistroisk. Uanfægtet.

“Nej, kommissær.” Han kiggede lige frem for sig uden at fæste blikket på nogen. Hans tonefald var næsten militærisk.

“Men I så hende?”

Den lille smilede.

“Nelson har kun øje for sin kæreste. Selv om hun blev sur på ham ...”

Salgado genkendte nu den dreng, der havde plaget pigen i den hvide anorak. Nelson sendte sin bror et dræbende blik. Men Jorge måtte være vant til det, for han lod sig ikke skræmme.

“Godt. Var der andre på stationen?” Héctor vidste, at det var der ikke, selv om der altid eksisterede den mulighed, at en eller anden var ankommet i sidste øjeblik. Ikke desto mindre trak begge drengene på skuldrene. Det fremgik klart, at de havde været fuldt optaget af diskussionen mellem Nelson og pigen. “Udmærket.

Hvad foretog I jer så bagefter?”

25

De gode selvmordere.indd 25

23/03/13 13.08

“Vi blev smidt ud fra metroen, og så løb vi hen for at tage natbussen. Og da vi stod ved stoppestedet, tvang Nelson mig til at vende tilbage.”

Med et albuestød pressede hans bror ham til at fortsætte, men Jorge kiggede bare ned i jorden. Nu var han lige pludselig ikke så ivrig længere.

“Fortæl ham det,” befalede Nelson, men Jorge nøjedes med at se til den anden side. “Eller vil du have, at jeg skal fortælle ham det?”

Lillebroderen udstødte et prust.

“For satan, jeg opdagede den jo på perronen. Inden dørene blev åbnet. Toget bremsede pludselig op, inden det var nået helt ind på stationen, og så opdagede jeg, at der lå noget på perronen. Jeg tog det op, uden at nogen så det.”

“Hvad var det?”

“Det var en mobiltelefon, kommissær,” svarede Roger Fort, der var kommet hen til dem efter at have udført ordrerne. “En helt ny iPhone. Den her.”

Med en blanding af skuffelse og begærlighed kiggede Jorge på den pose, som Fort holdt frem.

“Tvang du din bror til at komme herhen for at levere den tilbage?” Det var indlysende, at det var sådan, det var gået til, men spørgsmålet fløj bare ud af munden på ham.

“I Ribera-familien stjæler vi ikke,” svarede Nelson meget alvorligt. “Desuden er der ting, som det er bedst ikke at se.”

Den lille himlede, som om han var træt af at høre på den slags tåbeligheder. Héctor bemærkede det, og efter at have blinket med det ene øje til storebroderen henvendte han sig til Jorge i et meget strengt tonefald.

“Udmærket, min ven. Du og jeg skal en tur hen på politistationen. Betjent Fort, kør ham derhen.”

“Hej, jeg har ingenting gjort! Man kan da ikke bare ...”

“Tyveri, forstyrrelse af politiets efterforskningsarbejde. Modstand mod myndighederne, som jeg tilføjer for egen regning, da jeg er sikker på, at du vil gøre modstand. Og ... hvor gammel er du? Tretten? Jeg er overbevist om, at dommeren ved ungdoms26

De gode selvmordere.indd 26

23/03/13 13.08

domstolen ikke bryder sig om, at en knægt på din alder tager ud og ‘fyrer den af ’, som du siger, så sent på natten.”

Drengen så nu så forskrækket ud, at Héctor standsede sig selv.

“Medmindre ... Medmindre, at din bror, der virker som en fornuftig fyr, lover mig, at han vil tage sig af dig. Og hvis du lover mig, at du vil gøre, som han siger.”

Jorge nikkede med en iver som en lille hyrde, Jomfruen har åbenbaret sig for. Nelson lagde en arm om sin brors skulder, og uden at denne så det, blinkede han tilbage til Héctor.

“Jeg skal nok tage mig af ham, kommissær.”

Metrostationen var næsten helt forladt, tilbage var der kun Salgado, Fort og to ansatte fra rengøringsselskabet, der efter at have gjort korsets tegn gik i gang med arbejdet, og man glemte hurtigt, at denne station havde været scene for et voldsomt dødsfald. Livet går videre, tænkte Héctor, der uden at ville det kom til at bruge en kliché. Alligevel virkede det næsten rystende, at alt fortsatte på helt normal vis. Om nogle timer gik trafikken i gang igen på linjen, og perronen ville blive fyldt med mennesker. Og af kvinden ville der kun være enkelte stykker tilbage, opbevaret i nogle sorte plasticposer.

“Vi har fundet tasken, kommissær,” meddelte Fort. “Kvinden hedder Sara Mahler.”

“Var hun udlænding?”

“Født i Østrig, ifølge hendes pas. Men hun boede her, hun var ikke turist. I hendes pung er der også et af de der indstemplingskort. Hun arbejdede tilsyneladende på et laboratorium. ‘Laboratorios Alemany’,” læste han op.

“Vi skal have underrettet familien, men det kan godt vente til i morgen. Tag tilbage til politistationen, skriv rapport og gå i gang med at finde frem til familiemedlemmerne. Men lad være med at ringe, før det bliver dag. Vi giver dem lige endnu en nat med søvn.”

Héctor var totalt udmattet. Hans øjenlåg var tunge af ren og skær træthed, og han havde slet ikke lyst til at give Fort en skideballe, fordi han havde tilkaldt ham. Han ville bare gerne hjem i 27

De gode selvmordere.indd 27

23/03/13 13.08

seng og sove uden mareridt. Han ville prøve at tage de der forbandede sovepiller, selv om ordet sammen med det, han lige havde set, fik ham til at tænke på døden, dog ganske vist en smertefri død.

“Der er en ting mere, jeg gerne vil vise dig, kommissær.”

“Så gør det. Du får fem minutter.” I samme øjeblik kom han i tanke om, at han om knap et par timer skulle på en rejse sammen med sin søn og tænkte da, at sovepillerne måtte gemmes til en anden lejlighed. “Hverken mere eller mindre.”

Héctor lod sig falde ned på bænken og fandt en cigaret frem.

“Sig ikke til nogen, at jeg har røget her, for hvis du gør det, melder jeg dig til politiet.”

Betjenten svarede slet ikke. Han rakte mobiltelefonen til sin chef og sagde: “Det her er den eneste besked. Det er underligt, men logbogen er tom, der er ikke registreret en eneste samtale. Derfor må det være den her besked, hun læste på perronen, inden ...”

“Ja, det er godt.”

Héctor kiggede på skærmen. Det var en mms-besked bestående af kun tre ord, skrevet med store bogstaver, samt et fotografi.

GLEM DET IKKE Da Salgado trykkede fotografiet frem, forstod han, hvorfor Fort havde tilkaldt ham, og hvorfor den dominikanske dreng havde slæbt sin bror tilbage til metrostationen for at aflevere den forbandede mobiltelefon.

Først troede han, at det var nogle drager, der var fanget i et træ.

Men da han havde forstørret fotografiet og kunne se detaljerne, fandt han ud af, at det var det ikke. Det var ganske vist et træ med nogle tykke og solide grene. Men det, der hang i dem, de tre bylter, der var hængt op i reb, var dyr. Tre hængte hundes stive kroppe.

De gode selvmordere.indd 28

23/03/13 13.08

De gode selvmordere er oversat fra spansk efter Los buenos suicidas Copyright © Toni Hill, 2012 Random House Mondadori S.A., 2012 All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Mark Airs Bogen er sat med Garamond hos Lymi DTP Services og trykt hos ScandBook AB 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden ISBN: 978-87-1138-511-1 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Til Jan, familiens yngste

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

De gode selvmordere.indd 2

23/03/13 13.08