Danmarks_vildeste_eventyrer

Freddy Wulff

Danmarks vildeste eventyrer

Gads Forlag

Freddy Wulff - Danmarks.indd 3

27/09/10 08.06

Indhold Prolog 7 Drabet 11 Freddy Wulff får bukkefeber, lidt om Johnny Walker til to dollar flasken og kunsten at sove ordentligt på arbejde.

Kæk ungdom

24

Barndommens fisketure ved Randers Fjord, drømmen om indianere, og en lokumsspand, der vælter ind i Bibel-Lars’ entré.

Kuli i København

50

Freddy får slipset i klemme i ØK og brækker armen i Livgarden.

Down Under

66

Australske piger smider trusserne over bord, da skibet lægger fra land, og en læge ordinerer masser af bajere til minearbejderne.

Freddy Wulff - Danmarks.indd 5

27/09/10 08.06

Huleboeren 79 Tilværelsen som jæger i New Zealand er perfekt, indtil et vildsvin flænser Freddys ben op.

Være overalt, turde alt, gøre alt

102

Ny karriere som vovehals for ugens rapport giver mulighed for at rejse jorden rundt på fuld tid.

Vilddyr i fangenskab

129

Miss Mexico bliver væk på Holiday Inn, og alt man skal bruge for at finde en ny kone er et livsfarligt kattedyr.

Balladen om en uddød

154

DNA fra Vietnam skaber sensation, og Politiken får en hel okse i den gale hals.

Bankbøger er det eneste, jeg gider læse

171

Forretningsmanden Freddy skriver altid regningen før artiklen, og i dag investerer han i vindmøller, hjortefarme og lystyachter.

Manden med tusindbenet

187

Om at blive tatoveret med et spidset søm af hovedjægere, og hvordan man tager røven på naboerne med græskar på 500 kilo.

Epilog 207 En slags rulletekster med små glimt fra et langt livs eventyr.

Freddy Wulff - Danmarks.indd 6

27/09/10 08.06

Huleboeren Dronningborg, den 30. maj 1972 Freddys mor har fejret fødselsdag. Det er midnat, og Edith ligger i sengen i den røde murermestervilla på Bjellerup Allé, da hun pludselig vågner og sætter sig op i sengen med et ryk. Hun rusker i Freddys far og forsøger at vække ham: “Der er sket noget med Freddy,” siger hun.

“Ja ja, helt sikkert. Hvordan kan du vide det? Han er jo omme på den anden side af jorden. Læg dig nu til at sove igen,” brummer han og vender sig for at sove videre.

“Jeg ved det bare,” hvisker hun bekymret og ligger længe og kigger op i loftet, før hun kan finde hvile. Men i mange måneder husker hun sin pludselige fornemmelse af, at der er noget galt.

Og det er der …

Lake Waikaremoana, den 30. maj 1972 Samtidig ved Lake Waikaremoana, helt oppe ved Manganiohavflodens udspring i Te Urewera-nationalparken på Nordøen i New Zealand, har Freddy fået øje på en vildorne inde mellem bregnerne. Han kan kun se skulderbladene rage op, og alene det fortæller noget om størrelsen – den er stor som en kalv.

Hundene rejser børster, men de er trænet til ikke at drøne ind og angribe – kun fortælle, at der er noget. Et eller andet. De to 79

Freddy Wulff - Danmarks.indd 79

27/09/10 08.06

Freddys mor, Edith Rosa Leonia Elgaard, var i alle årene bekymret for, at der skulle ske noget med Freddy på hans farefulde rejser.

Derfor fremdaterede han altid breve, som han fik venner til at sende løbende, når han var væk i månedsvis.

Heri forsikrede han, at alt var vel.

gadekryds, som hver især ikke er større end en cocker spaniel, danser på bagbenene for at se over bregnerne. De er voldsomt ophidsede. Freddy ved, det kun er et spørgsmål om sekunder, før de går efter ornen. Han er trods alt for stor en fristelse, når han er så tæt på.

“Det var egentlig nogle hunde, som ingen ville have, og derfor skulle de skydes. Men så tænkte jeg: Arhh gi’ dem nu lige en chance til. Den ene blev kaldt Gypsy (sigøjner), den anden Rubbish (affald), fordi han var kasseret. Men han var så sød, så jeg lod ham komme med mig. Og han blev skidegod, så jeg kaldte ham i stedet Sir Rubbish,” fortæller Freddy.

Nu kan de høre, at ornen er begyndt at hvæsse sine “elfenben” – de to stødtænder er skarpe som bar­berblade og spidse som dolke. Det betyder, at han også har registreret Freddy og hundene.

Og han flygter ikke – det er ikke et godt tegn.

80

Freddy Wulff - Danmarks.indd 80

27/09/10 08.06

Freddy lukker riflens bundstykke, og et øjeblik efter ser han igen den skinnende sorte kæmpekrop imellem alt det grønne og skyder – håber bare, at den rammer foran på bladet. Der lyder også et grynt, hvorefter hundene ryger ind mellem bregnerne.

I næste øjeblik bliver Sir Rubbish slynget i vejret over bregnerne med et forfærdeligt hyl. Freddy lister sig ind på tumulten.

Der er blod over hele rydningen – dels fra ornen, dels fra Sir Rubbish.

“Han var ved at smadre mine hunde, rive dem i småstykker.

Sir Rubbish lå allerede med maven sprættet op, og Gypsy dansede som en gal foran ham, men kunne ikke få fat. Jeg kunne ikke komme til at skyde uden at ramme Gypsy. Men jeg kunne se, ornen var såret: Blodet pissede ud af ham. Jeg havde bare ramt ham lidt for langt tilbage. Han ville dø af det, men ikke uden kamp,” fortæller Freddy.

Freddy stiller riflen op ad et træ og trækker kniven. Han ved, at han under ingen omstændigheder kan kaste ornen rundt på ryggen og jage kniven i brystet. Det er den alt for tung til. Men han håber at kunne liste sig ind på dyret bagfra, mens Gypsy holder det beskæftiget.

Lige så snart han bevæger sig to skridt frem fra træet, opdager ornen ham imidlertid og glemmer alt om hunde. Nu går ornen efter Freddy. Men blodtabet har tilsyneladende gjort den langsom og usikker, så Freddy trækker sig baglæns hen mod riflen.

Så er det, at han snubler over en rod. Og så rykker ornen.

Freddy sparker som en vanvittig ud efter vildsvinet, sparker den i hovedet, sparker og sparker, mens Gypsy kaster sig med blottede tænder ind i siden på ornen. Men den er fuldstændig ligeglad med hunden nu. Og pludselig flænser de knivskarpe stødtænder sig gennem Freddys støvle og langt ind i hans underben.

Ornen trækker sig i et splitsekund og forsøger at komme op på siden af Freddy. Men på vejen passerer den Sir Rubbish, som er hårdt såret. Hunden rejser hovedet og bider sig fast i ornens testikler.

81

Freddy Wulff - Danmarks.indd 81

27/09/10 08.06

“Ornen hylede og satte sig. Den glemte alt om mig, da Sir Rub­ bish bed sig fast i dens kronjuveler. Gypsy greb chancen og gik efter dens tryne, som den fik godt fat i. Ornen svingede hovedet fra side til side, men Gypsy slap ikke – selvom dens ben sjældent rørte jorden. Jeg fik mig rejst op og jog kniven dybt ind i struben på ornen bagfra. Stak og skar og hakkede i den, til blodet fossede ud på jorden, og jeg havde skåret dens halspulsåre over,” fortæller Freddy.

Kampen er overstået – nu skal skaderne gøres op.

“Sir Rubbish havde en flænge, der gik fra under hagen hele vejen ned mellem forbenene, op over skulderen og ned langs ryggen. Mit højre ben så heller ikke for godt ud. Da jeg endelig fik den flåede støvle af, var den fuld af blod. Jeg kunne se mine egne knogler derinde. Og jeg var alene og meget langt væk.”

Freddy har meddelt de andre gutter i jægerhytten, at han vil være væk i to-tre uger. Det er allerede på andendagen, at han møder ornen, så der er ingen, der vil savne ham i lang tid.

Han har slået midlertidig lejr i en gammel pelsjægerhytte, trefire timers gang fra kamppladsen. Der er hans sovepose, og den får han brug for, for i maj måned fryser det om natten herinde midt på Nordøen. Men han er i tvivl, om han kan humpe sig frem før mørkets frembrud.

Han graver et lille hul i jorden og tror, han skal begrave Sir Rubbish, men hunden rejser hovedet og åbner øjnene, da Freddy løfter ham.

“Han var ikke flået i halspulsåren, selvom der var meget blod.

Jeg kunne se ribben, og jeg kunne se mellemgulv, men han var heldigvis heller ikke blevet perforeret, for snittet var ikke gået igennem bughulen. Det var kun gået igennem skindet, som om ornen havde forsøgt at skrælle ham. Men han peb ikke. Og han havde sgu reddet mit liv, så jeg kunne ikke bare svigte ham nu.”

Lidt efter humper Freddy af sted med sin riffel som krykke.

Vildsvinets kæbe og de blodplettede stødtænder hænger i bæltet, 82

Freddy Wulff - Danmarks.indd 82

27/09/10 08.06

Sir Rubbish hænger i et flettet net på ryggen. Blodet skvulper i støvlen, da Freddy udmattet når frem til hytten lige før mørkets frembrud. Men selvom han er bristefærdig af træthed og smerter, skal sårene renses og lappes. Han er bange for blodforgiftning og koldbrand, og han har ingen medicin. Nu handler det bare om at overleve, og samtidig er han udmærket klar over, at han ikke vil være i stand til at gå dagen efter.

Freddy koger en masse vand og vasker både sine og hundens sår. Sir Rubbish er bevidstløs, da Freddy begynder at prikke huller i hundens skind langs såret med en spids kniv, han har steriliseret i flammerne ved ildstedet. Derefter syr han såret sammen med et tyndt snørebånd, han har kogt. Indimellem klynker Sir Rubbish, men ellers er han langt borte. Freddy tror ikke, hunden overlever.

Det er et mirakel, hvis den undgår betændelse i det flænsede kød.

I ti dage ligger Freddy hjælpeløs i hytten. Om natten dræber Gypsy possums, små pungdyr, som de alle tre lever af. Plus lidt ris, som Freddy har bragt til hytten. Så er Freddys sår helet så meget, at de kan humpe videre. Sir Rubbish er allerede i fuldt firspring igen.

De når frem til jægerhytten med Freddys kolleger, og lejrbossen sender ham ud til en hospitalsklinik i den lille by Wairoa. Freddy fører dog først vildsvinet ind i hyttens jagtrapport. Med dato.

Den 30. maj.

Freddy lever nu drømmen. Alt det han har arbejdet sig hen imod hele tilværelsen.

Han og Jens Lassen kørte fra Vestaustralien omkring årsskiftet 1969 og 1970 mod Sydney. På vejen gjorde de stop ved Streaky Bay i Sydaustralien.

“Vi fangede nogle fisk og stegte dem over et bål. Resten satte vi på en stor krog og en kraftig line. Og så svømmede vi lidt i det krystalklare vand,” fortæller Jens.

“Hen mod aften trak vi den kraftige line ind, og fik os noget af en overraskelse. På krogen sad en to meter lang haj. Den havde vi 83

Freddy Wulff - Danmarks.indd 83

27/09/10 08.06

fanget lige dér, hvor vi nogle timer før havde svømmet! Den røg på tagbagagebæreren, og så levede vi af den op gennem ørkenen.

Vi skulle lige op til Andamooka, hvor der graves opaler, og hvor folk bor under jorden på grund af varmen”.

I Sydney får de deres Ford Falcon Stationwagon om bord på skibet Arcadia. Sjovt nok det samme skib, som Jens og Ole an­ kom til Australien med et par år tidligere. Og så er det ellers 2.000 kilometer over Det Tasmanske Hav til Auckland i New Zealand.

Nu skal de finde ud af, om det virkelig er sandt, at regeringen betaler jægere for at skyde kronvildt og vildsvin. Det lød næsten for godt til at være sandt – i flere år havde Freddy spinket og sparet for at kunne dyrke sin passion, først i Grønland, siden i minerne i Vestaustralien.

I New Zealand er hjorte nemlig ikke en begrænset ressource, som kun må jages visse måneder om året. Det er ikke en bestand, som kræver beskyttelse. Her er hjorte en plage.

Da Kaptajn Cook sejlede rundt om New Zealand, gav han de indfødte nogle geder og svin. Men maorierne var ikke vant til at holde husdyr, og mange af dem slap ud i skovene, og her begyndte de at formere sig i et rasende tempo. Specielt svinene, der får to kuld om året. Og dyrene havde ingen fjender – men bare skov og atter skov, der var ét stort spisekammer.

Senere kom de første europæere med deres husdyr: Hunde, kat­te, kvæg, geder, heste og får. Masser af får. Mange af disse for­svandt også ind i skovene og bjergene fra de primitive farme.

New Zealand havde gennem millioner af år udviklet sit eget dyreliv isoleret fra den øvrige verden, så der fandtes overhovedet ingen pattedyr på øerne. Kun fugle i alle størrelser – og mange af dem kunne ikke flyve. Det var ikke nødvendigt, for der var ingen rovdyr. Kun nogle meget store ørne. Da polynesierne, maorifolket, kom til New Zealand fra Hawaii omkring år 1280, havde de slæbt rotter og hunde med sig. Nogle af disse slap også væk. Maorierne udryddede den berømte kæmpefugl, moaen, der var meget større 84

Freddy Wulff - Danmarks.indd 84

27/09/10 08.06