Page 1

Brian Rasmussen

Cuba

– en ø i Caribien

HIS2RIE

FRYDENLUND


Cuba – en ø i Caribien © Frydenlund og forfatteren 2. udgave, 1. oplag, 2011 Isbn : 978-87-7887-832-8 Grafisk tilrettelæggelse : Marianne Burkhardt Omslag : Urte Katrine Andersen Grafisk produktion : Balto, Litauen Forsidebilleder : Brian Rasmussen Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy–Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Bogforlaget Frydenlund Alhambravej 6 DK–1826 Frederiksberg C Tlf. 3393 2212 post@frydenlund.dk www.frydenlund.dk I serien er tidligere udkommet : Mette Holm : KINA – fra kejserdømme til kapitalisme Kai Rasmussen : IRLAND – fra påskeoprør til påskeaftale Peter Kyhn : DE BALTISKE LANDE Annette Marcher & Peter Frederiksen : DE RØDE KHMERER – folkemord og forsoning i Cambodia Ole Lindboe : NYNAZISMEN – magt eller afmagt? Suzette Frovin & Laura Fugmann : THAILAND – mellem templer og skyskrabere Jens-Peter Fage Madsen : FORÅR I PRAG Stig Pedersen : DEN SPANSKE BORGERKRIG – mellem stormagtspolitik og idealisme Benjamin Holst : STORBRITANNIEN – mellem imperialisme og multikultur Michael Klos : DDR 1949-1989 – den virkeliggjorte socialisme? Michael Boas Pedersen : DANMARK UNDER DEN KOLDE KRIG – småstat mellem supermagter Birthe Hansen : TERRORISME PÅ TVÆRS, 2. udg. Svend Lindhardt : KRISTEN ZIONIZME – mellem religion og politik Jeppe Villadsen : RET OG VRANG – om menneskerettighederne Jakob Buhl Jensen : DET BROGEDE SPANIEN Svend Lindhardt : HELLIG KRIG I MELLEMØSTEN Anders Bjørn : JUGOSLAVIENS SAMMENBRUD – Balkan-krigene 1991-2001 Jacob Halvas Bjerre : HOLOCAUST Flemming Larsen : FASCISMENS ITALIEN Jens Jørgen Nielsen : Polen 1918–2010 – et land i forandring


Indhold

Fakta om Cuba 7 Introduktion 9 Oversigt over Cubas historie 11 Cubas tidlige historie 15 Den første selvstændighed 1898–1933 19 Mange præsidenter – og Batista 1934  –1958 24 Fidel Castro træder ind på scenen 27 Revolutionen sejrer 1959 34 Cuba i 1960’erne 38 Cuba i 1970’erne 52 Cuba i 1980’erne 57 Cuba 1990–2010 65 Hvordan lever og bor en cubaner ? 81 Personligheder 91 Fremtiden? 94 Turisme i Cuba 104 Forkortelser 118 Kilder 120 Litteratur 122 Stikord 124 Indhold 

|  5


6

Revolutionen sejrer 1959

I løbet af 1958 var det således lykkedes for 26. Juli Bevægelsen at skabe en bred modstand i befolkningen mod Batistas regime. En lang række grupper, organisationer og partier havde mere eller mindre anerkendt bevægelsens program og Fidel Castros lederskab. Det var en meget broget og modsætningsfyldt alliance med deltagelse fra borgerskabet, mellemlaget, arbejderklassen, bondebefolkningen og forskellige partier med kommunistpartiet, som dengang hed PSP, i spidsen. Dette var en alliance, som skulle vise sig vanskelig at forene i årene fremover. Den 2. januar 1959 ankom Ché Guevara og Camilo Cienfuegos grupper til Havanna. Byen blev indtaget stort set uden blodudgydelser. Regeringssoldaterne hejste det hvide flag over deres militærforlægninger og nedlagde deres våben. Civilbefolkningen hyldede guerillaen som befriere. Det samme skete i Santiago de Cuba, hvor Fidel Castro holdt sin første tale til det cubanske folk. Den blev transmitteret i radio og tv. Omgivet af sine kampfæller drog Fidel derefter mod Havanna. Indtoget formede sig som et gigantisk triumftog. Overalt, hvor han kom frem, blev han modtaget af størstedelen af befolkningen som frelseren. Han holdt taler alle steder og blev hyldet. Radio og tv var til stede på hele turen og allerede på dette tidspunkt viste han sig som en mester i kunsten

34  | 

Cuba – en ø i caribien

at håndtere et medie. Noget som han senere er blevet berømt – eller som nogle vil mene – berygtet for. Om aftenen den 8. januar holdt han sin første tale til en skare mennesker på over 100.000 forsamlet foran præsidentpaladset i Havanna. Allerede den 5. januar 1959 havde 26. Juli Bevægelsen indsat deres præsidentkandi­dat Manuel Urrutia i embedet og lavet en foreløbig national samlingsregering med José Miro Cardona som statsminister. Denne regering skulle ikke komme til at sidde længe. Modsætninger brød ud allerede den 9. januar, da Fidel Castro i en stor tv-tale redegjorde for den planlagte s grundprincipper. Det viste sig allerede da, at det var for revolutionært selv for mange af dem, som havde støttet op i kampen mod Batista. José Cardona var den første af en lang række, som blev fjernet fra det egentlige magtapparat. Den 15. februar blev Fidel Castro statsminister, den stadig tilbageværende kongres opløstes, domstole og retsvæsen blev udrenset for Batista-tilhængere og omkring 4000 mand i statsapparatet blev afskediget. De gamle hærenheder blev omdannet og i princippet erstattet af folk, som havde deltaget i oprøret. Mange af dem, som havde deltaget og haft ledende militærposter og arbejdet for det hemmelige politi under Batista, blev arresteret og fik fængselsstraffe eller blev henrettet.


De revolutionære har indtaget Havanna i januar 1959. Fotoet med bl.a. Fidel Castro, Camilo Cienfuegos og Ché Guevara er taget ved et af de første massemøder, der blev afholdt i Havanna. Det, der bl.a. har været indtagende for de venstreintellektuelle i Europa, er, hvor fotogene de revolutionære er – i modsætning til de normale hjemlige politikere.

Revolutionen sejrer 1959  

|  35


Jordreformen Noget egentligt program havde bevægelsen som tidligere beskrevet ikke. Det var og havde været nogle vage erklæringer om afskaffelse af arbejdsløsheden, gennemførelse af en jordreform, nødvendigheden af et industrialiseringsprogram. Der fandtes simpelthen ikke noget handlingsgrundlag eller en strategi for den økonomiske udvikling. Det var et af problemerne for den nye bevægelse, som ikke havde grundlaget klart, og som også skulle i gang med at forholde sig til de forskellige retninger og holdninger, som stadig eksisterede i det cubanske hierarki. Fidel Castro udtalte straks ved sin egen indsættelse, at han ikke var modstander af kapitalistiske foretagen­der; den nye regering var modstandere af diktatur og kommunisme og ville optræde neutralt i FN. Og som nok det vigtigste, at han ville afholde frie valg i Cuba inden for de næste to år. Reformen blev den første politiske manifestation, de nye magthavere satte i værk. Jordreformen, som blev gennemført den 4. juni 1959, var først og fremmest et forsøg på at sikre den fattige del af landbefolkningen en eksistens. Det var dog også en tak til alle disse bønder, som havde ydet stor støtte til rebelhæren i kampen mod Batista, og som var blevet lovet jord, hvis oprørerne kom til magten. Jordreformen satte en grænse for hvor meget jord, de store godser måtte eje. Det blev sat til 400 ha, således at de overskydende jorder blev fordelt mellem småbrugerne og jordløse arbejdere. Alene her fik mere end 100.000 småbønder deres egen jord. Det blev forbudt at dele eller sælge den uddelte jord. Jordreformen fritog dog særlige produktive godser fra denne regel for at undgå en tilbagegang i produktionen. De cubanske godsejere og de amerikanske ejere af sukkerplantager og sukkermøller protesterede og klagede ikke kun til den nye cubanske regering, men også til den amerikanske. Den amerikanske regering sendte herefter en skarp protest til den cubanske regering, hvori de gjorde det klart, at erstatninger for indgrebene skulle betales her og nu i amerikanske dollar. Til dette svarede Cuba,

36  | 

Cuba – en ø i caribien

at det kunne der ikke blive råd til, da Batista og mafiaen havde stjålet landets penge, men de kunne få, hvad de også selv havde fået – statsobligationer baseret på ejernes egne skatteopgivelser. Foruden jordreformen blev indført en række sociale reformer. Nedsættelse af huslej­ en for arbejderne i byerne, betydelige lønforhøjelser for den over en halv mio. arbejdere i sukkerproduktionen. Desuden indførtes gratis medicin og hospitalsbehandling. Disse tiltag førte til en endnu større tilslutning og opbakning omkring 26. Juli Bevægelsen. Men samtidig følte det cubanske borgerskab og den øverste middelklasse sig klemt af den nye regering, og kontrarevolutionære kræfter fra disse lag – hjulpet af CIA – satte ind med sabotageaktioner. I første omgang med afbrænding af sukkerhøsten. Handlinger som førte til, at folk fra 26. Juli Bevægelsen efterhånden totalt overtog alle de ledende poster og organer i alle ministerier. Denne omgåelse af det etablerede statsapparat fik præsident Manuel Urrutia til at træde tilbage i protest mod den radikalisering og venstredrejning, som skete. I stedet blev Osvaldo Dorticos indsat. Også inden for egne rækker i 26. Juli Bevægelsen blev der ryddet ud i de borgerlige rækker og den radikale fløj overtog snart alle de centrale positioner. Ché Guevara blev nationalbankdirektør og senere industriminister. Carlos Rafael Rodriquez og Blas Roca fra PSP, Det Kommunistiske Parti, fik centrale poster, fordi de havde støttet reformpolitikken og troen på Fidel Castros lederegenskab.

Amerikanske sanktioner Ved den indirekte støtte til den kontrarevolutionære bevægelse søgte USA at få det nye styre til at falde. Den førte politik i Cuba var langt fra at varetage de amerikanske interesser, især økonomiske, hvor amerikanske investeringer alene i 1958 løb op i over 1 mia. dollar i datidens penge. Det vigtigste middel var at ramme Cubas svage økonomi, hvor samhandlen med USA udgjorde mere end 70 % af Cubas totale udenrigshandel. Den amerikan-


ske regering, som Eisenhower var præsident for, skar gradvis fra sommeren 1959 ned på den cubanske sukkerkvote. Alene dette første år efter revolutionen resulterede i, at samhandlen mellem de to lande halveredes. Dette skete på et tidspunkt, hvor de store sociale reformer var trådt i kraft og var bekostelige for den cubanske økonomi. Den cubanske regering måtte derfor sørge for at finde nye handelspartnere, som kunne aftage Cubas sukker og levere de varer, som Cuba havde brug for. Her tænkes især på råolie, metaller og de færdigvarer, som Cuba ikke selv var i stand til at fremstille. Efter pres fra den amerikanske regering over for sine allierede, var disse også tilbageholdende med at handle og overtage den amerikanske andel af handelen med Cuba.

Også den cubanske tobaksindustri var og er hårdt ramt af den amerikanske handels­embargo. Billedet viser en bonde ved sin tobaksmark. Foto : Brian Rasmussen

Revolutionen sejrer 1959  

|  37


7

Cuba i 1960’erne

Sammen med PSP (Partido Socialista Popular – Cubas Kommunistiske Parti) som føren­de kraft indgik Cuba i februar 1960 en handelsaftale med Sovjetunionen. Ifølge denne aftale skulle Cuba levere 5 mio. tons sukker til Sovjetunionen over de næste fem år. Sovjetunionen skulle til gengæld levere råolie, jern, gødning samt teknisk bistand til byggeri. Desuden skulle Sovjetunionen yde Cuba et lån på 100 mio. dollar, som primært skulle dække omkostningerne ved de sociale reformer. Et lån som Cuba havde prøvet at låne hos Valutafonden og Verdensbanken, men som USA havde blokeret for. Det gjorde selvfølgelig ikke USA mildere stemt, at Cuba indgik disse aftaler med Sovjetunionen. Det udmøntede sig i, at Eisenhower gav ordre til at oprette en træningslejr i Guatemala for forberedelse til en invasion i Cuba. I denne spændte politiske situation meddelte Fidel Castro, i modsætning til tidligere, at der ikke ville blive afholdt valg. Begrundelsen var, at en gennemførelse af sociale reformer ikke kunne forenes med et system, hvor imperialismen manipulerede og kontrollerede massemedierne for kun at tjene egne inter­ esser og sin egen klasse. Sommeren 1960 satte den endelige konfrontation med USA ind. De store amerikanske olieselskaber i Cuba nægtede at raffinere den råolie, som Sovjetunionen leverede iføl-

38  | 

Cuba – en ø i caribien

ge handelsaftalen. Følgen blev, at de tre store udenlandske olieselskaber, Texaco, Exxon og Shell blev nationaliseret. Amerikanerne svarede igen med yderligere at nedskære den cubanske sukkerkvote til USA, hvorefter den cubanske regering udvidede nationaliseringen af amerikansk ejendom. Det fik USA til at standse al import af sukker fra Cuba. Herefter var der ingen vej tilbage for cubanerne, de måtte finde helt nye veje til deres udenrigshandel. Efter det totale sukkerstop i sensommeren 1960 gennemførtes en nationalisering af al amerikansk ejendom i Cuba – de store sukkercentraler, telefon- og elselskaberne, industriselskaber, supermarkedskæder, hotel- og bankkæder. Den cubanske regering prøvede at få en dialog i gang med den amerikanske regering for at betale erstatninger for nationaliseringen, men på dette tidspunkt var de diplomatiske forbindelser så godt som totalt afbrudt. Det endelige diplomatiske brud kom i januar 1961. Samtidig erklærede USA en total handelsblokade mod Cuba (som eksisterer den dag i dag).

Første Havanna Deklaration Denne nationalisering både inden for landbruget og industrien blev begyndelsen til en

Cuba  

Få danskere ved så meget om Cuba - eller har rejst så meget i landet - som Brian Rasmussen. I "Cuba - en ø i Caribien" fortæller han om land...