Issuu on Google+

irene cao

Erotisk kĂŚrlighedseventyr fra det sanselige Sydeuropa

ItalIenske nĂŚtter


irene cao

ITALIENSKE ItalIenske NÆTTER nætter

Venedig


irene cao IRENE CAO irene cao ItalIenske

ItalIenske nætter ITALIENSKE nætter NÆTTER

Venedig

Pretty Ink


Venedig er oversat fra italiensk af Birgitte Grundtvig Huber efter Io ti guardo Copyright © 2013 by Irene Cao Denne udgave: © Pretty Ink/rosinante&co, København 1. udgave, 1. oplag, 2014 Omslag: Design by Mecob, dansk version af Harvey Macaulay Omslagsfoto: © Shutterstock.com/MongPro © Art Grafts/Getty Images Sat med Stempel Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos Nørhaven, Viborg ISBN 978-87-638-3275-5 Printed in Denmark 2014 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Pretty Ink er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

4


Til min bror, Manuel

5


6


1 Den gule farve opsuger sollyset og toner over i det orange for til sidst at blive glødende rød. Kernerne, som er lysende purpurfarvede, kan anes gennem et sårlignende snit. Jeg har nu studeret dette granatæble i timevis, og det kan godt være, at det bare er en detalje, men det er også nøglen til en dybere forståelse af freskomaleriet i dets helhed. Motivet er Proserpinas bortførelse og forestiller gud­ inden ved bredden af en sø. Proserpina samler et kæmpestort granatæble op, mens Pluto, underverdenens strenge hersker, som er svøbt i en sky af purpurfarvet klæde, fanger hende med et jerngreb om hendes hofter. Freskomaleriet er ikke signeret, og derfor er det stadig et stort mysterium, hvem ophavsmanden er. Jeg ved kun, at han levede i begyndelsen af syttenhundredetallet, og at han, at dømme efter stilen, malingens tekstur og den forfinede leg med lys og skygge, må have været en sand mester. Hvert eneste penselstrøg er udført med ekstrem præcision, og jeg vil gøre mig stor umage for ikke at svigte hans stræben efter det perfekte. Det er nemlig min opgave, på tværs af århundrederne, at fortolke hans kreativitet og genskabe den i mit eget arbejde. Det er min første store, selvstændige opgave som kon­ 7


servator. Det er et stort ansvar at påtage sig som niog­ tyveårig, men jeg er også stolt. Jeg har ventet på den chance, lige siden jeg blev færdig på akademiet, og nu hvor jeg har fået den, vil jeg gøre mit bedste for ikke at forspilde den. Derfor har jeg nu stået i timevis på denne stige med blikket stift rettet mod væggen, i kedeldragt og med et rødt tørklæde til at holde styr på min brune pagefrisure – men et par rebelske lokker driller alligevel og falder hele tiden ned i øjnene. Man kan sikkert tydeligt se, hvor træt jeg er, på de mørke rande under mine øjne, men heldigvis er der ingen spejle i nærheden. Og desuden: Pyt med dem, de er bare de ydre tegn på min beslutsomhed. Jeg ser et øjeblik mig selv udefra: Her står jeg, Elena Volpe, alene i den enorme forhal i en gammel, ubeboet ejendom i hjertet af Venedig. Lige præcis dér, hvor jeg vil være. Jeg har brugt en hel uge på at rense freskoen. I dag skal jeg i gang med at bruge farve for første gang. En uge er lang tid, måske også for længe, men jeg ville ikke risikere noget. Man er nødt til at være virkelig forsigtig, for en eneste forkert bevægelse kan ødelægge det hele. Som min lærer sagde: »Hvis du har renset rigtigt, er du allerede halvt færdig.« Nogle dele af freskoen er totalt ødelagt, og der må jeg stille mig tilfreds med at påføre en ny kalkpuds. Det er på grund af den høje luftfugtighed i Venedig, som gennemtrænger alt, uanset om det er sten, træ eller mursten. Men 8


rundt om de ødelagte steder er der andre, hvor farverne har bevaret deres fulde styrke. Da jeg kravlede op på stigen i morges, sagde jeg til mig selv: ‘Jeg går ikke ned igen, før jeg har fundet de rigtige nuancer til det granatæble!’ Men jeg var vist lidt for optimistisk. Jeg har ingen anelse om, hvor lang tid der er gået, men jeg står her i hvert fald endnu. Pigment­ pulveret skal blandes med lidt vand og et par dråber olie for at få den rette konsistens, og selv om jeg har prøvet mig igennem hele den røde, orange og gule farveskala, er jeg stadig ikke tilfreds og har allerede kasseret otte prøver. Da jeg vil give mig i kast med den niende, hører jeg en ringetone. Den kommer fra lommen i min kedeldragt, så det nytter ikke noget at ignorere den. Jeg famler efter mobilen, undgår med nød og næppe at falde ned af stigen og læser navnet, som blinker insisterende på displayet. Det er Gaia, min bedste veninde. »Hej Elena, hvordan går det? Jeg er på campo Santa Margherita, kommer du ikke hen og får en drink på Rosso? Her er masser af mennesker i dag, mange flere, end der plejer, det er skønt, kom nu!« siger hun uden at trække vejret, uden at spørge mig, om hun forstyrrer, og uden at give mig den mindste chance for at svare. Typisk, hun er allerede i festgear. Gaia arbejder med at organisere events og vip-fester for de hotteste in-steder i Venedig og omegn. Hun starter ved firetiden om eftermiddagen og arbejder uafbrudt indtil sidst på natten. Og for hende er det ikke bare et arbejde, det er et kald. Jeg 9


vil vædde på, at hun ville gøre det, selv om hun ikke fik løn for det. »Undskyld, hvad er klokken?« spørger jeg og forsøger at dæmme op for syndfloden af ord. »Halv syv. Hvad så, kommer du?« Rosso er en bar, hvor Venedigs unge dagdrivere og natsværmere mødes, typer, der har brug for sådan en som Gaia til at finde ud af, hvad der skal ske. Åh nej, er klokken blevet så mange? Tiden er fløjet af sted, uden at jeg har opdaget det. »Hey, Elena ... er du der? Er du okay? Sig noget, for pokker ...« Gaia råber så højt, at hendes stemme er ved at punktere mine trommehinder. »Det ender med, at du bliver skør i hovedet af den fresko! Kom straks herhen! Det er en ordre.« »Hør nu her, Gaia, jeg lover, at jeg stopper om en halv time,« siger jeg. Jeg tager en dyb indånding: »Men så går jeg altså hjem. Vær nu sød, bliv ikke sur.« »Selvfølgelig bliver jeg sur, dit røvhul!« sprutter hun. Det er et klassisk drama, hvor vi spiller vores sædvanlige roller. Der går to sekunder, så er hun glad igen. Med alle de gange, jeg har sagt nej, er det heldigt, at Gaia har en hukommelse som en guldfisk. »Okay, hvis det skal være på den måde, tag du bare hjem først og snup et hvil, så mødes vi senere på Molocinque, jeg har nemlig to billetter til den private fest ...« Inden hun når at fortsætte, skynder jeg mig at sige: »Det er sødt af dig, men jeg skal ikke med hen på det galehus.« Hun ved udmærket godt, at jeg ikke kan udstå 10


trængsel, at jeg ikke drikker, og at det med at danse, hvis bølgerne går højt, for mit vedkommende består i at slå takten med den ene fod – og det er, for at være ærlig, min egen private takt. Den slags er slet ikke noget for mig, jeg bliver genert og føler mig totalt udenfor. Men Gaia opgiver aldrig at få mig slæbt med på sine byture. Og selv om jeg ikke vil indrømme det, er jeg i grunden ret taknemmelig for det. »Er du færdig med at arbejde?« spørger jeg i forsøget på at lede samtalen væk fra potentielt sprængfarlige temaer. »Ja, det er gået helt fantastisk i dag. Jeg har været på indkøb med en russisk direktør. Vi var først i Bottega Veneta at kigge på tasker og støvler i flere timer, så tog jeg hende med hen til Balbi, hvor kvindemennesket købte to vaser i Muranoglas. I Alberta Ferretti så jeg for resten et par kjoler, der ville klæde dig godt. I beige, de vil stå fantastisk til dit brune hår ... Lad os gå forbi en af de næste dage, så du kan prøve dem.« Når Gaia ikke har travlt med at fortælle folk, hvor de skal gå ud om aftenen, forklarer hun dem, hvordan de skal bruge deres penge. I virkeligheden er hun en slags personal shopper. Hun har meget klare og bestemte ideer om alt og en udtalt evne til at overbevise andre om, at hun har ret. Så udtalt, at der findes mennesker, som er parat til at betale hende for det. Ikke mig, i løbet af treogtyve års venskab er jeg blevet immun. »Lad os bare gå derhen, det ender alligevel med, at du køber dem til dig selv, som du plejer.« 11


»Før eller siden skal jeg nok få dig til at trække i noget ordentligt kluns. Bare så du ved det, jeg har ikke givet op endnu!« Lige siden vi var teenagere, har Gaia ført et korstog mod min, lad os bare kalde den meget casual tøjstil. Gaia synes ikke, at jeans og flade sko er et afslappet og behageligt valg, hun ser det som et bevidst og uforståeligt forsøg på at gøre sig selv til grin. Hvis Gaia skulle bestemme, gik jeg på arbejde hver morgen i mininederdel og tolv centimeter hæle, og så kan det være lige meget, om jeg skal op og ned ad livsfarlige malerstiger tusind gange eller holde balancen længe i stillinger, der ikke ligefrem er behagelige. »Hvis jeg havde haft dine ben,« siger hun hele tiden. Og så citerer hun evigt og altid Coco Chanel: »Man skal klæde sig elegant hver eneste dag, for skæbnen kan vente lige om hjørnet.« Selv går hun ikke uden for en dør uden at være perfekt sminket, friseret og med de rigtige accessories. Nogle gange er det helt utroligt, hvor forskellige vi er. Hvis ikke hun var min bedste veninde, ville jeg ikke kunne udstå hende. »Men Elena,« hun vender uanfægtet tilbage til emnet, »du er altså nødt til at komme på Molo i aften ...« »Hold nu op, Gaia, jeg har jo allerede sagt, at jeg ikke kan!« Det går mig på nerverne, når hun bare bliver ved og ved. »Bob Sinclair kommer!« »Hvem er det?« spørger jeg, mens der blinker et FILE NOT FOUND i min pande. 12


Gaia pruster irriteret: »Ham den berømte franske dj. Han sad i juryen til filmfestivalen i sidste uge ...« »Nåh, ham!« »Desuden,« fortsætter hun, »ved jeg fra sædvanligvis pålidelige kilder, at der kommer en del mennesker til privatfesten, blandt andre, og hør nu godt efter ...« hun gør en kunstpause: »... Samuel Belotti!« »Gud, ikke ham cykelrytteren?« jamrer jeg med en undertone af misbilligelse. Han er en af Gaias mange ‘berømte’ kærester, som hun har fordelt rundt omkring i Italien og det meste af verden. »Lige præcis.« »Jeg forstår ikke, hvad du ser i ham. Han er en arrogant idiot, jeg kan altså ikke se, hvorfor han skulle være lækker.« Også hvad angår mænd, har Gaia og jeg meget forskellig smag. »Hey, det kan jeg godt forklare dig,« fniser hun. »Okay,« glider jeg af. »Han kommer altså også?« Hun sukker. »Jeg har sendt en sms, men han har ikke svaret. Han kommer sammen med hende studieværten nu. Det får mig ikke til at give op, for han har ikke decideret givet mig løbepas ... Jeg tror bare, at han forsøger at vinde tid.« »Jeg forstår ikke, hvor du lærer disse typer at kende, og måske har jeg heller ikke lyst til at forstå det.« »Det er jo bare arbejde, søde, bare arbejde,« siger hun, og jeg ser for mig det lille drillesyge smil, der lige nu glider hen over hendes ansigt. »Det kræver engagement at arbejde med pr.« 13


»Ord som ‘arbejde’ og ‘engagement’ lyder tomme og indholdsløse i din mund,« siger jeg for at provokere. Men jeg prøver samtidig at skjule en antydning af misundelse. Jeg må indrømme, at jeg godt kunne tænke mig at ligne hende lidt mere i den retning. Hvor jeg er alvorlig og ansvarsbevidst, tager Gaia skamløst let og ubekymret på tingene. »Du forstår ikke at værdsætte mine evner, Elena, og du er endda min bedste veninde,« siger hun og griner. »Hold nu op, tag du bare på Molo og mor dig godt. Men pas på ikke at overanstrenge dig.« »Du vil heller aldrig med ... Nå, men jeg er ligeglad, jeg har tænkt mig at blive ved med at bombardere dig med invitationer, det ved du godt. Jeg giver aldrig op, søde!« Det ved jeg kun alt for godt. Det lille skænderi er bare vores sædvanlige måde at vise, at vi elsker hinanden. »Det er kun, fordi jeg er i en vanskelig fase lige nu med arbejdet. Jeg kan ikke blive oppe til klokken tre, for så kommer jeg aldrig op i morgen.« »Okay, du vinder denne gang.« Endelig  ... »Men lov mig, at vi ses i weekenden,« siger hun. »Det lover jeg dig. På lørdag er jeg til din disposition.« Heller ikke det niende bæger med Tizianrød maling dur. Jeg sammenligner farven med granatæblet og ser, at den ikke er rigtig endnu. Jeg indstiller mig så småt på at begynde forfra, da jeg bliver distraheret af nogle lyde bag mig. Der er kommet nogen ind i opgangen, og nu er ved14


kommende på vej op ad marmortrappen. Der kan ikke være tvivl om, at det er en mand. Et øjeblik frygtede jeg ellers et overraskelsesangreb fra Gaia. Jeg kravler ned ad stigen i en fart og passer godt på ikke at træde i de små bægre med maling, som jeg bare har ladet falde ned på presenningen. Døren ind til forhallen går op, og conte Jacopo Brandolinis magre skikkelse toner frem i døråbningen. Det er ham, der ejer ejendommen, hvilket betyder, at han også er min arbejdsgiver. »Goddag,« siger jeg med et høfligt smil. »Goddag, Elena,« siger greven og gengælder mit smil. »Hvordan går det med arbejdet?« Han sænker blikket og ser på kirkegården af små bægre spredt ud over gulvet, mens han binder ærmerne på den sweater, han har over skuldrene, i en knude om halsen. Den er helt sikkert af kashmir. »Fint,« lyver jeg og undrer mig over, hvor afslappet jeg virker. Jeg har virkelig ikke lyst til at forklare en masse detaljer, som han alligevel ikke ville forstå. Men jeg bliver nødt til at tilføje et eller andet for at lyde mere professionel. »Jeg blev faktisk færdig med at rense freskoen ned i går, så i dag har jeg arbejdet med farverne.« »Perfekt. Det hele ligger i Deres hænder, og jeg har stor tillid til Dem,« siger han og flytter blikket fra gulvet til mig. Hans øjne er små og blå, to smalle sprækker af is. »Som De ved, betyder den fresko meget for mig. Det er vigtigt, at resultatet bliver godt. Selv om den ikke er signeret, kan man se, at det er et fint værk.« 15


Jeg nikker. »Den person, som har malet det, var helt sikkert en stor kunstner,« skynder jeg mig at tilføje. Brandolini smiler med en vis stolthed. Han er fyrre år gammel, men han ser lidt ældre ud. Han har et oldgammelt efternavn – han nedstammer fra en af de ældste adelsfamilier i Venedig – og han virker faktisk selv lidt gammel. Han er ekstremt tynd, hans hud er nærmest gennemsigtig, hans ansigt meget markeret og nervøst, og han har askeblondt hår. Han klæder sig også som en gammel mand. Eller rettere, han har en underlig virkning på det tøj, han går i, så det bliver en smule gammeldags. For eksempel i dag, hvor han har et par Levi’s på og en kortærmet lyseblå skjorte. Men fordi han er så spinkel, ser det ud, som om han sejler rundt i det. Helhedsindtrykket er uforklarligt gammelmandsagtigt. Og alligevel siger man, at han er lidt af en damernes ven. Det må være, fordi han er så rig, jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om en bedre forklaring. »Hvordan befinder De Dem her?« spørger han og ser sig omkring for at sikre sig, at alt er i orden. »Meget fint.« Jeg ser sikkert helt forfærdelig ud og løsner tørklædet om håret. »De må endelig spørge Franco, hvis der skulle være et eller andet, og hvis De får brug for materialer, må De gerne sende ham af sted.« Franco er viceværten. Han er lille, tyk og vældig rar og samtidig meget stille og tilbageholdende. I løbet af de ti dage, jeg har arbejdet i bygningen, har jeg kun mødt ham to gange. En gang i den indre gårdhave, hvor han var i gang med at vande stauderne, en anden gang, da 16


han polerede messingdørhåndtaget på gadedøren. Han arbejder mest udenfor i gårdhaven og kommer næsten aldrig ind, og hver dag omkring klokken to går han sin vej. Men det er meget godt at vide, at han er der. »Det skal jeg nok klare selv, hr. conte.« For sent bliver jeg klar over, at mit svar lyder lidt brysk, og bider mig selv i læben. Brandolini trækker opgivende på skuldrene og rømmer sig: »Nå, jeg er egentlig kommet for at fortælle, at der flytter en lejer ind i morgen.« »En lejer?« Nej. Det kan bare ikke være rigtigt. Jeg er ikke vant til at arbejde med folk omkring mig. Det skaber alt for meget uro og gør mig nervøs. »Lejeren hedder Leonardo Ferrante. Han er stjernekok og kommer direkte fra New York for at åbne vores nye restaurant på campo San Polo,« forklarer Brandolini mig. »Som De ved, åbner vi om tre uger.« Greven ejer to andre restauranter i Venedig sammen med sin far. Den ene ligger på Piazza San Marco og den anden, som er lidt mindre, lige ved Rialtobroen. Familien har også en restaurant i Los Angeles samt to private klubber, en cafe og et lille boutiquehotel. Sidste år åbnede de også i Abu Dhabi og i Istanbul. Så det er ikke usædvanligt at støde på deres ansigter i de glittede blade og tidsskrifter, som Gaia elsker. Jeg er selv totalt ligeglad med kendismiljøet. Desuden er det sidste, jeg har brug for lige nu, et forstyrrende element i form af en lejer. 17


»Vi er ved at forberede en spektakulær åbningsfest, vi har nærmest slået knuder på os selv for at få det hele klart til tiden. Og som De ved alt om, gør logistikken i Venedig det ikke ligefrem nemmere.« Han snakker videre uden at opdage, hvor irriteret jeg er. »Men når der er noget, man virkelig ønsker, yder man jo gerne en ekstra indsats.« Nå, nu skal jeg også lige have en dosis livsvisdom med på vejen. Jeg nikker mekanisk med et samstemmende udtryk. Det irriterer mig enormt at skulle arbejde, mens en ukendt person tumler rundt i huset. Brandolini må da være klar over, at mit arbejde er yderst krævende? At der kun skal en bagatel til, før jeg mister koncentrationen? »De vil sikkert enes udmærket med Leonardo. Han er meget sympatisk, bare vent og se.« »Det tvivler jeg skam ikke på, sagen er, at forhallen her ...« Jeg får ikke anledning til at tale ud. »Jeg kan ikke bare bede ham flytte ind på et koldt hotelværelse, det kan De nok forstå,« fortsætter Brandolini med den selvfølgelighed, der er typisk for mennesker, der aldrig behøver at spørge andre om lov. »Leonardo er en fri sjæl, og her kan han føle sig hjemme og lave mad, når han har lyst, spise morgenmad om natten og lave middagsmad om eftermiddagen eller læse en bog i haven og nyde synet af kanalen fra terrassen.« Jeg skal lige til at påpege, at man skal igennem forhallen, hvor jeg arbejder, lige meget hvor man skal hen i bygningen, eftersom der ikke er nogen trappeopgang. Hvilket betyder, at fyren vil komme igennem forhallen, 18


gud ved hvor mange gange i løbet af en dag. Men det ved Brandolini jo godt allerede, han er bare ligeglad. Jeg er tæt på at få et nervesammenbrud. »Hvor længe skal han blive her?« spørger jeg og håber på et opmuntrende svar. »I mindst et par måneder.« »Et par måneder?!« gentager jeg, og nu gør jeg mig ikke længere nogen anstrengelse for at skjule min irritation. »Ja, et par måneder, men måske også længere. I det mindste indtil restauranten for alvor er oppe at køre.« Greven retter på sweateren over skuldrene og ser mig bestemt i øjnene og siger: »Jeg håber ikke, at det er et problem for Dem.« Han kunne lige så godt sige: ‘Sørg for, at det ikke er et problem, for det er sådan her, det bliver.’ »Jamen, hvis det er den bedste løsning ...« Hvilket er min måde at sige på: ‘Det er et problem, men jeg må leve med det.’ »Godt, så vil jeg bare ønske god arbejdslyst,« siger han og rækker mig sin magre hånd. »Farvel, Elena.« »Farvel, hr. conte.« »Vil De ikke kalde mig Jacopo i stedet for?« Aha, han forsøger at mindske den sociale afstand mellem os, så jeg bedre kan sluge den bitre pille. Jeg smiler anstrengt. »Farvel, Jacopo.« Så snart Brandolini er forsvundet, går jeg hen og sætter mig i den røde veloursofa, der står op ad væggen. Jeg er nervøs og irriteret og har mistet inspirationen. Jeg vil ikke vide noget som helst om grevens restaurant og hans opreklamerede kok, jeg er totalt ligeglad med deres tusind 19


og en åbningsnat. Jeg vil bare have lov at passe mit arbejde, alene og i fred og ro. Er det for meget at bede om? Jeg tager mig til hovedet og ser på de små bægre fulde af indtørret tempera, der ligger der og minder mig om en mislykket dag. Med en kraftanstrengelse beslutter jeg mig for at ignorere dem. Freskoen kan også gå ad helvede til! Klokken er halv otte, og min koncentration holder fyraften. Det rækker for i dag. Jeg er træt. Jeg vil hjem. Ude på gaden lader jeg mig omfavne af den fugtige og sødmefulde oktoberluft. Man kan godt mærke, at aftenerne er blevet køligere. Solen er næsten gået ned over lagunen, og om et øjeblik bliver gadelygterne tændt. Jeg går igennem gyden med hurtige skridt, jeg har svært ved at slippe tankerne løs. De er stadig spærret inde i den støvede forhal – og jeg frygter, at de bliver der et stykke tid endnu, takket være min tilbøjelighed til at gå og ruge over tingene. Det er noget, som både min mor og Gaia tit bebrejder mig. De siger, at jeg bliver fraværende og distræt, når det sker. Det er rigtigt nok, jeg forfølger tit en tankestrøm og lader den føre mig langt væk. Men jeg ser det bare som min personlige form for eskapisme, og jeg har ikke planer om at opgive den. Af samme grund elsker jeg at gå alene rundt i byen, jeg lader fødderne styre min vej, endelig er der ingen, der kræver min opmærksomhed, endelig er min bevidsthed fri. En let vibreren og en ringetone bringer mig brat tilbage til virkeligheden. Jeg læser en sms på displayet på min iPhone. 20


Bibi, vil du med i biografen? De viser Sorrentinos nye film i Giorgione. Kys.

Filippo. Endelig et menneske, som jeg har lyst til at tilbringe aftenen med, selv efter en dag som i dag. Men jeg tror ikke, at jeg har energien til at slæbe mig helt til Giorgione. Jeg er virkelig udmattet, og tanken om at være spærret inde i en biografsal i flere timer tiltaler mig ikke. Jeg trænger til at slænge mig i en sofa. Jeg skriver tilbage: Kan vi spise hos mig og se en dvd i stedet? Jeg er helt smadret, kan nok ikke kapere Sorrentino.

Han svarer straks. O.k. Vi ses om lidt;–)

Jeg har kendt Filippo, lige siden vi gik på uni. Vi fulgte det samme kursus i arkitektur og interiør, da jeg var førsteårsstuderende, og han gik på tredje år. En dag foreslog han, at vi startede en læsegruppe. Det ville jeg gerne, for han virkede som en person, man kunne regne med, og jeg havde en udefinerlig fornemmelse af, at vi på en eller anden måde havde noget til fælles. Jeg havde ikke noget konkret at bygge det på, jeg vidste det bare. Vi blev gode venner lige med det samme. Vi gik på 21


udstillinger, i biografen og i teatret eller snakkede og snakkede og snakkede aften efter aften. Det var dengang, han begyndte at kalde mig ‘Bibi’, fordi han syntes, at jeg lignede en japansk tegneseriefigur af samme navn, en lidt kejtet type med en tendens til at ruge for meget over tingene og fortabe sig i snørklede og labyrintiske fantasier. Jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad der er sket, men efter universitetet har vi ligesom mistet forbindelsen. Sidste år fortalte Gaia mig, at han var begyndt at arbejde for Carlo Zonta, en af Italiens kendteste arkitekter, og at han var flyttet til Rom. Men for en måned siden, og det var, som om der kun var gået en dag siden årene på uni, fik jeg pludselig en mail: »Jeg er tilbage i Venedig. Vil du med en tur på Corrermuseet?« Invitationen overvældede mig i en grad, der fik mig til at indse, hvor meget jeg havde savnet Filippo. Jeg sagde ja med det samme. Selv om vi ikke havde set hinanden meget længe, var alt alligevel, som det plejede at være. Vi gik stille og roligt igennem museets sale, stoppede foran vores yndlingsværker – jeg kunne huske hans, og han kunne huske mine – og snakkede om, hvad der var sket siden sidst. Siden har vi set hinanden nogle gange, vi har været ude at spise og en tur i biografen. Vi snakkede også om, at det kunne være sjovt med en reunion med vores studiekammerater, men da det kom til stykket, gad vi alligevel ikke arrangere noget.

22


Klokken er lidt i ni, og lyden af dørtelefonen jager mig ud fra badeværelset. Jeg har lige nået at lægge lidt makeup på øjnene og samle håret i en kort hestehale, som man selv med lidt god vilje må betegne som sjusket. Jeg har jeans på og en hvid tanktop og klipklapper, og jeg når lige at trække en stor fleecetrøje over hovedet. Jeg forsøger at lade være med at tænke på Gaias chokerede ansigtsudtryk, hvis hun så mig i det antræk. Det er mit hjemmetøj, men jeg er sikker på, at Filippo er ligeglad ... Han kommer stormende op ad trapperne med to pizza­ kartoner under armen. Han bliver modtaget af Norah Jones blide, varme stemme, for jeg har lagt hendes nyeste cd på. Straks han kommer ind, smider han sin skuldertaske på gulvet, giver mig et kys på kinden og styrter ud i køkkenet som skudt ud af en kanon. »Kom, skynd dig nu, ellers bliver pizzaen kold!« siger han. »Er du sulten?« Jeg følger efter ham ud i køkkenet og gør plads på bordet. »Jeg er ved at dø af sult!« Han har allerede åbnet en skuffe – selv om han ikke har været i min lejlighed i årevis, gættede han med det samme, hvilken der var den rigtige – og finder pizzaskæreren frem. Han skærer min pizza ud først. Jeg kigger på ham. Hans ansigt har noget åbent og lysende over sig, der virker meget tillidsvækkende. Måske var det derfor, vi blev venner dengang. Hans øjne er store, udtryksfulde og lidt skråtstillede. Havde det ikke været for deres grønne farve og hans lyse, pjuskede manke, skulle man næsten tro, at han var asiatisk. 23


»Vegetarisk uden peberfrugt – ligesom du kan lide det,« siger han og rækker mig mine pizzastykker. Det kan han også huske! Han kigger på mig med sine usædvanlige grønne øjne, som ikke kan undgå at tryllebinde ens blik. Jeg nikker glad. Vi står sådan et øjeblik, lidt fraværende, så koncentrerer Filippo sig igen om pizzaen, og jeg giver mig til at lede efter glassene, bare for at gøre et eller andet. Det var bare et kort øjeblik, men vi har begge mærket, at der er en vis elektricitet i luften. »Jeg er også vegetar i aften, for at du ikke skal føle dig så alene,« joker han og åbner den anden pizzakarton. Han smiler, så man kan se hans hvide, regelmæssige tænder. Det er endnu en ting, jeg godt kan lide ved ham. Ligesom smilehullet i højre kind. »Bibi, kan jeg tillade mig at sige, at pizzeriaet i stueetagen er ret nederen?« »Ja, det kan du godt,« siger jeg og sætter tænderne i det første stykke, »men det får mig ikke til at holde op med at købe pizza der ... det er en hurtig og smertefri måde at få aftensmad på.« »Hvad med om du lærte at lave mad?« Jeg lader, som om jeg tænker mig om et øjeblik, inden jeg svarer: »Nej.« Han tager en oliven fra sin pizza og smider den efter mig.

24


Da vi har spist, gennemgår Filippo dvd’erne, der står i til­fældig orden på den øverste hylde i reolen. Imens laver jeg urtete. »Hvad i alverden er det her?« siger han og griner. »Hvor kommer den fra?« Han vifter i luften med hylsteret til Shall We Dance. »Åh Gud, det må være en, som Gaia har glemt!« Jeg skjuler ansigtet bag den ene arm. Han ser forstående på mig. »Det er helt i orden med mig. Du kan roligt sige det, hvis du er begyndt at kunne lide sådan noget. Du behøver ikke at skamme dig. Man siger, at erkendelse er det første skridt på vejen til helbredelse. Du kan fortælle mig om det, jeg er jo din ven, måske kan jeg hjælpe dig.« »Idiot.« Film er en af de store lidenskaber, som jeg deler med Filippo. Før i tiden mødtes vi altid i en af universitetets filmklubber. Vi har tit siddet helt alene i en biografsal, mens vores kammerater for længst var gået ud for at få en drink i nærheden, og set ukendte film lige til rulleteksterne, film af obskure instruktører fra søvnige og for længst glemte russiske avantgardebevægelser. Filippo fortsætter sin undersøgelse af titlerne på dvd’erne. Han finder En ganske særlig dag af Ettore Scola. »Den har vi set mindst fire gange, men jeg gider godt igen. Hvad med dig?« »For mig er det kun tredje gange, så den er jeg med på.« Filippo smider sig på sofaen. Han fifler rundt med 25


fjernbetjeningen og mumler noget om moderne teknologi. Han er sjov, han får mig til at grine. Jeg sætter to krus dampende varm te på sofabordet, smider mig på sofaen ved siden af ham og skubber klipklapperne hen i et hjørne. Jeg glemmer, at teen er skoldende varm, og brænder tungen, da jeg tager en slurk. Filmen begynder, og jeg mærker Filippos knæ mod mit. Kontakten gør mig pludselig lidt utilpas, som om jeg først nu opdager, hvor tæt på hinanden vi sidder. Jeg rykker et par centimeter væk. Det virker ikke, som om han lægger mærke til noget, så måske er jeg bare paranoid. Filmen er lige så bittersød, som jeg husker den. Vi ser den i andægtig tavshed og nipper til vores te, som i mellemtiden har fået en mere menneskelig temperatur. Et par gange spoler vi tilbage for at se vores yndlingsscener igen. Nu tager Mastroianni og Loren et par dansetrin, hvor de følger det indlagte mønster i gulvet. Ud ad øjenkrogen opdager jeg, at Filippo holder øje med mig. Jeg har faktisk mærket hans blik på mig, lige siden filmen begyndte. Varmt og favnende. Jeg vender mig om og stirrer på ham: »Hvad er der?« Han smiler. »Jeg sad og tænkte på, at du slet ikke har forandret dig i løbet af alle de år.« Han bliver ved med at se på mig. Pludselig bliver jeg lidt genert. »Jeg håbede ellers, at det ville blive bedre med alderen,« siger jeg i et forsøg på at afdramatisere situationen. »Den eneste fejl, du havde, er du heldigvis kommet af med.« Jeg kigger spørgende på ham. 26


»Valerio, din ekskæreste.« Jeg lader, som om jeg er fornærmet, og giver ham en knytnæve på armen. Jeg blev kæreste med Valerio det næstsidste år på uni. Filippo kunne ikke udstå ham og gjorde ikke noget for at skjule det. »Han er alt for overfladisk og umoden til dig,« sagde han altid, indtil han på et tidspunkt gav op. »Det tog mig et stykke tid at indse det, men til sidst måtte jeg indrømme, at du havde ret,« tilstår jeg. »Hvor længe er det siden, at I slog op?« »Halvandet år.« »Har du fundet en ny?« Lige ud af posen, det havde jeg ikke regnet med. »Nej.« Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes, at den efterfølgende stilhed er lidt trykkende. Bare jeg havde haft en sjov bemærkning på rede hånd til at lette stemningen, men jeg kan ikke finde på noget at sige. Jeg ved ikke, hvad Filippo er ude på, men jeg har aldrig haft det i tankerne. Jeg er lykkelig over at have fået ham igen som ven og har faktisk ikke overvejet, om det kunne blive til mere. Skønt jeg lige nu er ved at komme i tvivl. »Nu kommer min yndlingsscene,« siger Filippo og vender sig om mod fjernsynet igen. Mastroianni og Sophia Loren er gået op på terrassen, hvor de tager det tørre vasketøj ned fra snoren og lægger det sammen. Måske kan han mærke min generthed og kommer mig til undsætning. Det ville være typisk for ham. Jeg udstøder et lille lettelsens suk. Jeg prøver at glemme 27


det hele, måske er det bare min fantasi, der løber løbsk. Jeg koncentrerer mig om filmen, og lidt efter lidt slapper jeg af igen. Udenfor er det begyndt at regne. Det er, som om regndråberne, der rammer ovenlysruden, også strejfer mit hjerte. Det er en behagelig fornemmelse, og jeg har uimodståelig lyst til at give efter ... Jeg har det, som om jeg vågner op af en dyb koma, da jeg pludselig hører en blid stemme hviske: »Bibi, jeg går nu.« Jeg åbner øjnene og ser Filippo stå bøjet over mig. Rulleteksterne løber over skærmen. Jeg forsøger at rejse mig. »Hvorfor har du ikke vækket mig?« »Shhh, bliv nu liggende.« Han lægger et tæppe over mig. »Jeg tager lige den paraply, der er gået i stykker.« »Du må gerne tage den gode.« »Det behøves ikke, jeg skal ikke så langt.« Han stryger min kind med en ømhed, som jeg ikke har oplevet tidligere, og giver mig et kys på panden. »Hej, Bibi.«

28


Italienske nætter: Venedig - af Irene Cao