bag_skodderne

Journalisten fik aldrig noget svar, og Helle Stangerup har siden da konsekvent holdt skodderne lukkede omkring sig selv og sit farverige liv.

I Bag skodderne åbner hun endelig og fortæller løs. Om sin opvækst i »de vilde diskussioners hjem«, om de kendte og de magtfulde, der beskrives for det gode, men også for det mindre gode. Om arbejdet bag sit forfatterskab, ligesom hun giver en livfuld skildring af ægteskabet med Adam Knuth og deres opbygning af Knuthenborg Safaripark.

Helle Stangerup er ofte blevet fotograferet ved store festlige begivenheder, som hun her tilføjer en række sjove, personlige oplevelser. Men hendes liv rummer også mere dystre sider. En barsk skilsmisse under et nådesløst mediebombardement, og et medfødt helbredsproblem, der satte en kløft mellem hende og broderen, Henrik Stangerup. Eller chokket, da hendes yngste søn meldte sig til krigen i Afghanistan.

Bag skodderne er skrevet med humor og vid, ikke mindst om hendes særlige forhold til bilkørsel, madlavning og andre praktiske gøremål, men også med bid, brod og krasse meninger om rigets tilstand.

Helle Stangerup Bag skodderne

Kun tretten år gammel kom Helle Stangerup for første gang i pressens søgelys. Det skete i 1953, den nye grundlov var netop vedtaget, og en journalist ville vide, hvordan det mon var at gå i klasse med landets kommende Dronning.

Helle Stangerup (født 1939) er cand.jur.

Helle Stangerup

og forfatter. Hun har skrevet en række

Bag skodderne

Markus Nat (1992), Stedfar (1995) og den

­spændingsromaner og historiske romaner, der er udkommet i elleve lande. Hendes virkelige gennembrud var den historiske roman Christine fra 1985, som blev årtiets mest solgte danske roman og for hvilken hun modtog Boghandlernes Gyldne Laurbær. Herefter fulgte Spardame (1989), Sankt store genskrivning af Saxos Danmarkskrøniken (1999). I 2006 udkom Skæbnegalleriet, en historisk roman fra Tudortidens England om

ISBN 978-87-400-0156-3

Politikens Forlag

maleren Hans Holbein, og i 2010 den politiske spændingsroman En forskers død.

Helle Stangerup Bag skodderne Politikens Forlag

3

1 Min karriere som jurist startede medio marts 1966 og sluttede ul­ timo juli 1967. Stedet var Aktieselskabsregistret, et direktorat un­ der det daværende Handelsministerium, og det havde til huse i en bygning på hjørnet af Strøget og Skoubogade.

Ved ansættelsen var jeg fyldt seksogtyve, cand.jur., endnu ugift og med egen lejlighed i Domus Portus i Østbanegade. Jeg del­ te kontor med en elskværdig, midaldrende herre og en lige så elsk­ værdig yngre dame, og fra min plads kunne man se ned på gadens liv, og i det fjerne og højt over hustagene knejsede Nikolajkirkens grønne spir.

Stillingen bestod i at registrere aktieselskaber, nye såvel som ændringer i de eksisterende. Dagen begyndte, når en vogn lastet med aktmapper blev trillet ind med de seneste sager, alle lagt i gule papircharteks og derefter fordelt, så bordenes dynger atter antog fuld højde. Inden længe gav den mig mindelser om en lig­ vogn med gule kadavere.

Navne, adresser og hvert komma skulle kontrolleres og even­ tuelt rettes med en spidset blyant, før aktmappen blev sendt vi­ dere til overreferenten, som gennemgik den for nøjagtig samme detaljer, inden den kom retur. Men hvor blev juraen egentlig af i al den stavning og tegnsætning? Det fandt jeg aldrig ud af. Begrebet »meningsfyldt arbejde« var heller ikke rigtig kommet på mode.

En dag fik jeg en sag ind, hvor aktiekapitalen bestod af ti tu­ sinde brugte eksemplarer af et pornoblad, Weekend Sex hed det vist, og sat til en værdi af en krone pr. styk. Pornoen var, til man­ ges forargelse, netop blevet frigivet, og jeg kontaktede straks an­ melderen og udbad mig et nummer til vurdering. Det ankom med

5

posten, adresseret til mig personlig og blev lagt øverst under char­ tekket, inden det gled videre i systemet.

Aldrig havde en sag været så længe om at nå tilbage til mit skri­ vebord. Da det endelig skete, hang bladet noget nær i laser, selv de pæne, ældre damer i receptionen var blevet set med blussende kinder, mens de bladrede i smug under skranken. Mit lille påfund sluttede med en venlig reprimande fra øverst oppe: »Meeeget morsomt, frøken Stangerup. Men aldrig nogensinde igen.« Altså navne og alle kommaerne. Fra ni til fem hver dag og halv­ dags hver anden lørdag. Jeg skulle files til som et rutinemenneske, men i min lille lejlighed ventede min hemmelighed, et andet ar­ bejde, håbet om løsladelse, et endnu ufærdigt manuskript til en kriminalroman. Ved skrivemaskinen om aftenen og ofte den hal­ ve nat, og så næste morgen atter afgang til stakken af charteks.

Den sparsomme konversation de ansatte imellem indskræn­ kede sig til tomme almindeligheder, indtil en dag i begyndelsen af september. Mit private venskab med landets Tronfølger blev selvfølgelig aldrig så meget som nævnt, før en nyhed på Ekstra Bladets forside pludselig satte naturen over optugtelsen. Prinsesse Margrethe skulle forloves med en fransk greve, stod der. Men var det mon sandt? I Aktieselskabsregistret havde man en kilde lige ved hånden, for frøken Stangerup vidste naturligvis besked. Det var simpelthen for fristende.

Hvem Prinsesse Margrethe mon ville gifte sig med, havde længe været genstand for spekulationer. Ingen blåblodet ungkarl kunne runde landet for at deltage i en kongelig begivenhed, uden at han under alskens påskud blev sat under lup, for var det mon et emne? Og så var det en studerende, så en advokat og så en dansk diplomat, alt sammen bare snak. I det sidste tilfælde kom det dog så vidt, at et ugeblad havde forsiden med portrætter af de to unge i trykken, før den i sidste øjeblik blev trukket tilbage. Men på denne septemberdag stod det for første gang sort på hvidt og med hele tryksværtens tilsyneladende troværdighed. Tronfølgeren skulle giftes. Greve Henri de Laborde de Monpezat var den udkår­ ne, en fransk diplomat, der arbejdede på den franske ambassade i London. Der manglede faktisk kun et billede.

6

Når jeg ved tidligere lejligheder var blevet udfrittet om em­ net, havde jeg altid, og som sandt var, sagt det samme: »Aner det ikke«. Senere hen, da det drejede sig om næste generation, og spe­ kulationerne nåede så larmende højder, at selv de lokale handlen­ de forsøgte sig, fik de samme svar. Sågar erhvervslivets spidser gik da i gang, og her serverede jeg en anden og mere juridisk præget formulering: »Spørgsmålet om en tronarvings forlovelse hører hjemme i statsrådet. Det er aldrig genstand for privat snak.« Denne ene gang og forelagt Ekstra Bladet, reagerede jeg dog.

Jeg dementerede, det kunne lige så godt manes i jorden med det samme, for det var ganske enkelt ikke sandt.

Min viden stammede fra en midsommerfest nogle måneder tidligere på herregården Rosenfeldt ved Vordingborg. Den ejedes af en søster til Prinsesse Margrethes eminente hofdame Wava Armfelt, kaldet Wabi, der også var den egentlige arrangør af sam­ menkomsten. Gæsterne bestod af en række af Tronfølgerens ven­ ner, men hertil kom tre for os andre helt ukendte, yngre herrer.

De var alle ugifte, alle udlændinge, en engelsk bankier, lidt tung i det, en flot, svensk diplomat og en mindst lige så vellykket fransk diplomat. Uden at det selvfølgelig blev nævnt, lignede det et for­ søg fra Wabis side på at præsentere Prinsessen for nye ansigter, nye muligheder, og vi fulgte de tre med øjnene, for var der optakt til noget, der kunne udvikle sig til noget, som kunne …?

Absolut nej. Englænderen brugte megen energi på at tale om finanser og spilleklubberne i London, mens både svenskeren og franskmanden svang sig på dansegulvet med alle mulige andre end lige æresgæsten. Faktisk var jeg vist en af den utroligt char­ merende franskmands foretrukne, mit franske var stadig så no­ genlunde i behold, måske derfor, men bagefter tog det lidt tid at få ham ud af hovedet. Nogle svingommer under den funklende lysekrone på Rosenfeldts dansegulv blev dog aldrig fulgt op, ikke så meget som et postkort.

Men jeg havde altså set dem sammen, Prinsessen og den ukendte franske greve, og kunne forsikre mine kolleger om, at selv om han var alle tiders, så havde den historie intet på sig. Des­ værre.

7

Sent samme eftermiddag, som jeg forlod kontoret, flød Strøget med Ekstra Bladets løbesedler. Hoffet bekræftede forbin­ delsen, at en forlovelse ville finde sted, så ikke så sært med det postkort, der udeblev. Wabi havde været mere udspekuleret end som så. En svensker og en englænder som røgslør, og det unge forelskede par, der spillede deres roller til perfektion. Og om end min troværdighed som vidne led et ordentligt knæk, så efterlod det dog en lille håndfuld mennesker, som må have fattet, hvad mange har ubegribeligt svært ved at forstå. Privat omgang med Kongehuset byder på en rigdom af oplevelser, men der følger ab­ solut ingen intern viden med.

Hen på foråret 1967 blev jeg atter genstand for kontorets op­ mærksomhed, atter skyldtes det medieomtale, men denne gang var det min egen person, det drejede sig om. Den roman, jeg hav­ de arbejdet på, var færdig, og den udkom i marts på Gyldendals datterforlag Spektrum under titlen Gravskrift for Rødhætte.

Min store personlige interesse var faget historie, og jeg havde længe drømt om at kunne skrive en biografi, for slet ikke at tale om en historisk roman, men det lod sig ikke gøre, der manglede den rette hovedperson. Enten fandtes der allerede flere reolmeter om ham eller hende, eller den interessante del af deres liv fyldte alt for lidt. Da jeg samtidig fandt det hyggeligt at læse en god kri­ mi, lå det ligefor i stedet at forsøge sig den vej, og jeg havde den kæmpe fordel at have en professionel redaktør lige ved hånden, min far. Jeg husker endnu hans mange gode råd såsom aldrig at henvende sig til et forlag med en idé. De vil sikkert sige »glim­ rende«, men i virkeligeden tænker de »skriv den«. Alt afhænger af det ene, hvordan den er skrevet og fortalt.

Idéen til Gravskrift for Rødhætte udsprang af et job, jeg havde haft under min studietid. Dengang var der end ikke tænkt på SU, de fleste boede hjemme hos far og mor og tjente til lommepenge­ ne ved siden af. I 1962 og 1963 havde jeg udnyttet universitetets lange sommerferie til at arbejde som stewardesse eller sommer­ fugl, som vi også blev kaldt, vi, de studerende med de fornødne sprogkundskaber, der udfyldte pladserne under højsæsonens spids­belastning. Et par måneders aftenkursus i det enkle at bære

8

bakker rundt og servere drinks, tre ugers indlæring i proceduren i tilfælde af en nødlanding, og så uniformen på og op i luften.

Den første sommer var hos SAS, næste år valgte jeg charter­ selskabet Nordair, hvor passagererne tilhørte et helt anderledes klientel. Det var i charterturismens barndom, og mange spurgte efter deres faldskærm, eller de forventede en art luftdåb, noget med at blive hældt over med champagne, vistnok.

For mig personligt gav de to somre et ganske sundt indblik i at være den tjenende ånd, for trods de fikse uniformer blev vi ikke anset for andet, som når SAS catering havde glemt, at visse rejsen­ de havde bestilt mad uden svinekød. Her var det os, der fik vreden at mærke, og det hændte, at smørrebrød med skinke og italiensk salat i bogstavelig forstand blev kylet efter os, så mayonnaise med ærter og gulerødder drev ned ad benene.

Men jobbet gav samtidig en viden om en verden, som kunne bruges som ramme om en kriminalhistorie. Man skal aldrig un­ dervurdere læsernes fornemmelse for, om et miljø virker ægte eller ej, og Gravskrift for Rødhætte behøvede ingen research. Jeg havde foretaget den allerede.

Gravskrift for Rødhætte blev vel modtaget og godt solgt både herhjemme og i flere andre lande, dog ikke nok til at jeg kunne leve af den. Alligevel gav den mod på at prøve igen, og jeg havde idéen til en ny roman, der skulle foregå på en dansk ø.

Ferieåret begyndte dengang den 1. april, jeg slog til med det samme og tog hele måneden på én gang for at få ro til at starte.

Nogle tror, at forfattere bare kan ernære sig ved et halvdags­ job for så at være kreative resten af tiden, og dertil det vidunder­ lige ved at mærke inspirationen komme som svævende ned fra himlen. At inspirationen som oftest er en følge af selve arbejds­ processen og ikke omvendt, er noget nær umuligt at forklare.

Da jeg begyndte i Aktieselskabsregistret, havde Gravskrift for Rødhætte været så langt fremme i forløbet, at den kun krævede en revision og derfor kunne gøres færdig efter arbejdstid. Den næste, derimod, skulle bygges op fra bunden, og selv om man har hand­ lingen inde i sit hoved, er starten ofte det vanskeligste. Første ka­ pitel, sågar den første sætning kan være afgørende for at bringe

9

læseren ind i fortællingens univers. Her brugte jeg hele den må­ ned på at skrive bare dette første kapitel, og så var det tilbage til kontoret og stakken af charteks.

Bortset fra det ene tilfælde med pornobladet havde kun én sag vakt min opmærksomhed. Eller rettere, det var ikke én, men mæng­den af dem. De stammede alle fra den samme, mig ukend­ te advokat, de bar alle navn efter en dato, og aktiekapitalen var de samme ti tusinde kroner i kontanter. Bestyrelsen bestod hver gang af advokaten selv, dennes kone samt svigerfar, ligeledes en advokat, og de kom som sagt ind i en lind strøm.

Uden at begribe, hvad formålet skulle være, skrev jeg på et tidspunkt en bemærkning til min overreferent og sluttede med ordene »er der ikke noget galt her?« Alle formalia er overholdt, lød svaret, og endnu et af disse aktieselskaber gled videre til ind­ registrering.

En januaraften på Lolland tre et halvt år senere fik tv-nyhe­ derne mig til at hoppe i stolen. Advokatens navn blev nævnt, mens skærmen bragte hans ansigt og også hans stemme ind i vo­ res stue. Han var dagens og kommende tiders topnyhed, manden, der frejdigt vedgik ikke at betale en krone i skat.

Systemet var bygget op omkring hans aktieselskaber. Jour­na­ listen havde forsøgt at få en forklaring fra min tidligere arbejds­ plads, Aktieselskabsregistret, men blev afvist og måtte nøjes med at lade et kamera zoome ind på hermetisk lukkede døre. Men ad­ vokatens natsorte øjne havde stirret mig i møde, mens han talte sin bornholmske dialekt. Nul skat. Det var Mogens Glistrup.

Jeg havde altså indregistreret Glistrups selskaber på stribe.

Og derinde, et eller andet sted bag disse lukkede døre, befandt sig et lille notat, »er der ikke noget galt her?«, underskrevet Helle Stangerup. Måske de skrevne ord fra min hånd, der kan blive af mest varig værdi, hvis de ikke for længst er makuleret.

Men dengang tilbage i maj 1967, og med et enkelt kapitel fær­ digt, var der en uendelighed til næste ferieårs begyndelse. Sam­ fulde elleve måneder uden nåde. Nok kunne min stewardesse­ tilværelse til tider føles barsk, men den bød dog på oplevelser og

10

havde uregelmæssige arbejdstider, aldrig fra ni til fem hver evig eneste dag. Allerede i gymnasiet var jeg begyndt at pjække fra den spændetrøje, kaldet et fast skema.

At være forfatter er også en livsstil, som en god kollega en­ gang udtrykte det. Man slipper ikke ligefrem nemmere om ved sit arbejde, men bestemmer selv, hvornår det skal finde sted. De fleste mennesker står op på samme tidspunkt for at passe deres arbejde, mange endda med glæde. Jeg måtte være skruet ander­ ledes sammen. Som maj blev til juni og så juli, kom den endelige erkendelse. Rutinemennesket i mig fandtes ikke.

Efter studentereksamen lå historie som studium selvfølgelig ligefor, men min far frarådede det. Dels var det ved at blive stærkt politiseret, et problem, der nu ikke bekymrede mig, og så kastede han trumfkortet på bordet, »du risikerer at skulle undervise sko­ leelever«. Det virkede. Kærlighedsægteskabet, historie, blev til et fornuftsparti, juraen. Forelagt den nuværende problematik, at jeg agtede at leve af at skrive, trak min far atter et trumfkort op af lommen. »Jamen tænk dog på pensionen.« Her virkede det også, bare stik modsat. Jeg var blevet syvogtyve, så »pensionen«?

En sen julieftermiddag. Solen bagte fra en høj blå himmel, og Nikolajkirkens spir knejsede som en frihedens lysende, grøn­ ne fane. Mit skrivebord flød med ubehandlede sager, og i man­ gel på plads havde nogle af dem endda fundet vej ind under det.

Beslutningen var truffet. Jeg sagde op. Jeg ville skrive gyseren Gule handsker.

Mine første skridt ind i kulturens verden begyndte med musik, jeg var kun lige fyldt fem, og hjemmet var i bogstavelig forstand et hjem med klaver. Det store, brune møbel prangede midt for dagligstuens langvæg, uden at nogen nogensinde rørte tasterne, indtil jeg altså blev sat i gang.

Vi boede i en stor hjørnelejlighed på Øster Søgade. En gang delte den op på langs, med en række rummelige værelser en suite ud mod en solrig sidegade. Bagest mine forældres soveværelse, så mit, derefter spisestue og dagligstue og endelig og med udsigt ud over søerne det helligste, min fars bibliotek.

11

Mod gården var først min bror Henriks værelse, derefter bad, køkken og pigeværelset, lejlighedens mindste, der gav plads til både barne-stuepigen, Karen, og kokkepigen, frøken Nielsen, af os børn kaldet »Nie«. Det hele lå på fjerde sal til venstre, mens min mormor, der i 1941 var blevet enke efter min morfar, den svenske digter Hjalmar Söderberg, herskede over den lige så store lejlighed til højre.

Mormor var dansk, en kort, stovt dame med et skarpt blik, gigtkrogede hænder og kraftigt blånet hår, en farve, der blev tryl­ let frem ved at lade det skylle med blæk. Skridtene gungrede, når hun tog gulvet op og ned og forkyndte: »I aner ikke, med hvilken dumhed verden regeres.« Hendes følelser for sin afdøde mands hjemland lod sig måle. Om deres behandling af de baltiske flygt­ ninge: »Sendt retur, lige i armene på de sovjetiske bødler.« Om ­deres kvindesyn: »Hellere brændes på bålet i Indien end at være enke i Sverige.« Hendes yndlingshistorie handlede om Selma Lagerlöf, der i sin hjembygd, og selv efter at have modtaget Nobel­ prisen i litteratur, blev belært om at gå sidst til bords. For hun var jo ikke gift.

Min morfar havde været en af de ganske få svenske personlig­ heder, der forsøgte at bekæmpe nazismen med ord, og tilmed fra begyndelsen i 1933, eller, som det blev skrevet om ham ved hans halvfjerdsårs fødselsdag i 1939: »Der findes ingen mere overbevist modstander af fascismen.« Den holdning er han blevet hyldet for af sine landsmænd, dog først efter De Allieredes sejr. Det pinlige faktum, at hans stock­ holmske avis, Dagens Nyheter, i den da politiske korrektheds navn ikke ønskede at trykke hans synspunkter, forbigås derimod i tavshed. Kun den vestligt-orienterede Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning vovede i de år at lægge spalteplads til. I 1969, på hundredårsdagen for hans fødsel, hørte jeg en svensk radioudsen­ delse, der hyldede ham for hans politiske mod, mens den samtidig satte spørgsmålstegn ved hans manglende forståelse for kommu­ nismens varme menneskesyn. Tiderne skifter, meninger skifter.

Det var derfor lige så meget i hans ånd, at mormor under be­ sættelsen åbnede sine døre for mennesker, der søgte skjul, det

12

være sig jøder som modstandsfolk. Og så var et kunstnerisk ta­ lent, ligegyldigt på hvilket felt, i hendes øjne den største gave, et menneske kunne eje. Hverken penge eller eksaminer magtede at hamle op med dette kostelige. Og eftersom hun som den eneste i familien besad et musikalsk øre, var det hendes påfund med mit klaverspil.

Inden længe kunne jeg spille både Brittapolka og andet af Lumbye, læreren beskrev mine evner som noget nær enestående, og mormor fablede sig allerede til debutkoncerten, Odd Fellow­ palæets mindre sal, sikkert iført hvid atlask eller noget lignende.

Men til hendes skuffelse sluttede det med et diplom i Ping­klub­ bens åbne musikkonkurrence, og nok kun fordi jeg valgte den mindre kendte komponist Hummel, mens konkurrenterne for de flestes vedkommende klimtede løs på Für Elise. Eneste levn fra mit forsøg med det musikalske er problemet med at holde fing­ rene i ro, når jeg hører klassisk klaverspil. Særlig Liszt og Chopin gør ondt. Blot jeg havde kunnet.

Bror Henrik har ofte fortalt, at han blev smidt ud af alt, hvad man kunne smides ud af, børnehaven, spejderne, danseskolen, spilleskolen og så videre. At Henrik skulle have været spejder eller ulveunge, må stå for hans egen regning, men det med spillesko­ len er ikke rigtigt, for han kunne ikke få hænderne til at fungere uafhængigt af hinanden og nåede derfor aldrig så langt. Og danse­ skolen slet ikke, da ingen af os gik til dans. Børnehaven, derimod, havde sin rigtighed på grund af en bestemt begivenhed. »Jeg har aldrig prøvet at være glad«, sagt af Henrik i voksen­ alderen. Det refererede ikke til øjeblikkets henrykkelse eller til­ fældig opstemthed. Det var glæden i egentlig forstand, den stille, den dybereliggende tilstand. Ordene faldt i en ligegyldig forbin­ delse hen over køkkenbordet og var udtrykt uden hverken patos eller selvmedlidenhed. Blot en nøgtern konstatering, som ryste­ de mig. Men når jeg tænkte tilbage, var det faktisk rigtigt. Henrik kunne være ufattelig morsom, men jeg husker ham ikke som væ­ rende glad. Aldrig. Så meget grundlægges i barndommen. Hvorfor gik det så galt?

Henrik var godt to år ældre end jeg og havde altså haft fornø­

13

jelsen af at være enebarn. Da ankom et vrælende, stinkende uhy­ re kaldet en lillesøster, som stjal al opmærksomhed, en situation, der nok er sværest for en dreng så blottet for dukkeinstinkt, men også en situation, masser af forældre har kunnet tackle. I Henriks tilfælde befandt de egentlige årsager sig også andre steder.

Vore dages børnespykologer påpeger tit, at hvis der er et sygt barn i hjemmet, kommer det, eller de, raske ofte til at betale pri­ sen. Henrik var det raske barn, jeg det syge.

Jeg var, viste det sig, født med dobbelsidigt hofteskred, enkelt forklaret var der ingen hofteskåle til at holde lårbenene på plads.

Man kendte ikke til hofteklikket, den undersøgelse, der nu fore­ tages rutinemæssigt på alle nyfødte og fanger sygdommen, mens knoglerne endnu er bløde og formelige. Dengang tonede virke­ ligheden først frem ved étårsalderen, når barnet begyndte at gå, hvad der gjorde situationen ganske anderledes alvorlig.

Og der var de voksne i hjemmet, bortset fra hushjælpen vores forældre, Hakon Stangerup og Betty Söderberg. I det ydre et sta­ teligt par, men skønt født henholdsvis den 10. og 6. november og derfor begge skorpioner, var de af sind og temperament de diame­ trale modsætninger.

Der herskede ligesom en ring af stilhed omkring min fars høje, ranke skikkelse, som kun blev brudt af skrivemaskinens klap­ren.

Han var et fredselskende menneske, myreflittig og bortset fra sin påklædning, altid jakke og slips, uhyre beskeden i forhold til li­ vets materielle goder. Dertil akademiker med stort A. Uni­ver­si­te­ tets guldmedalje, cand.mag. i dansk og fransk med udmærkelse og dr.phil. som syvogtyveårig. »Den nemmeste vej i tilværelsen er at begynde i 1. klasse og fortsætte direkte frem til embedseksamen. Alt andet er besværlig­ gørende omveje.« For ham var børn først af interesse, når de hav­ de nået et mål af mæle og fornuft, men så tog han til gengæld re­ vanche, dog aldrig noget med at ligge på alle fire for at lege med futtog og klodser. En enkelt slingretur på en kælkebakke blev det vist til.

Omvendt forlod mor skolen i samme fart, som det overhove­ det lod sig gøre. Syv år holdt hun ud, dernæst et mislykket for­

14

søg på indlæring i husholdning, inden hun som purung blev op­ taget på Det Kongelige Teaters elevskole for at blive uddannet til skuespiller. Derfra fortsatte hun hos Betty Nansen, og radioteater og en håndfuld film blev det også til. Et feagtigt luksusvæsen, så ulig sin egen mor, og skønt storryger altid duftende af Guer­lin­ parfumer som Vol de Nuit og l’Heure Bleu, mens begreber som logik endsige autoritetstro ikke eksisterede i hendes bevidsthed.

Alt kørte på nogle højt udviklede sanser, og i krisens stund på en total mangel på nerver.

Lidt lad af natur, som hun var, sluttede hun karrieren, ­allerede mens vi var små, men scenemennesket i sig bevarede hun, særlig en hang til det gribende, der nemt overskred grænsen til det me­ lodramatiske. »Betty, du har øjne som knuste vinduesruder«, en bemærkning, hun elskede at citere og altid med en let dirrende stemme.

Hendes foretrukne godnatlekture var H.C. Andersen og altid de sørgelige. Den lille Havfrue, indtil jeg græd mig i søvn, for hvad hjalp det havfruen, at hendes sjæl ville blive udødelig, når hun ikke fik sin Prins? Frem for alt var det dog Historien om en Moder.

Mor læste den ikke, hun spillede den, mens hun med de højrøde negle nærmest flåede håret af og rev sine øjne ud. Men bag øjne­ nes vinduesruder, knuste eller ej, boede den skibskaptajn, der først viser sig på broen, når barometeret melder om orkan, og som så til gengæld overtager den fulde kontrol.

Overlægen på Ortopædisk Hospital gav mig ti procents chan­ ce for helbredelse pr. hofte, altså én procent for dem begge. Man havde tidligere benyttet gips, men var gået over til at bruge en slags skinne, dels fordi den stive gips kunne skade barnets psyke, dels fordi den var for tung for personalet, når de skulle løfte bør­ nene. Men i mors skole havde der været en pige, der var født med samme skavank, og som var blevet rask efter et år netop i gips og uden åbenbare psykiske men. Og dette med hensynet til persona­ let fik for alvor mors alarmklokker til at ringe.

Mor krævede gips. Overlægen sagde nej. Gentaget, gips. Gen­ taget, nej. Da satte mors vindstyrke 12-sind ind. På en eller anden måde fik hun boret sig frem til et møde med hospitalets øverste

15

ledelse, selveste direktøren. Om hun hulkede, truede eller flirte­ de, står hen i det uvisse, hele repertoiret er sikkert blevet kørt af, for hendes vilje blev trumfet igennem. Som det eneste af alle bør­ nene blev jeg lagt et år i gips i frøstilling fra talje til ankler. Og som det eneste skulle jeg komme til at gå normalt på mine ben.

På ét punkt havde overlægen dog haft ret. Ifølge mor var jeg et barn uden udtryk, uden blik, uden for kontakt. Selv husker jeg intet fra den tid, og i samme øjeblik jeg som toårig vendte hjem, syntes det hele åbenbart glemt, væk.

I det år havde Henrik efter sigende atter været den glade dreng fra før min fødsel, men så skete det. Det var lige før jul, uhyret kom hjem fra hospitalet og blev overdynget med gaver, herunder en hvid kaninskindspels med tilhørende kyse, muffe og vanter.

Næste dag gik Henrik amok i børnehaven. Han smadrede alt, der var til at få fat i, julestadsen blev revet i stumper og stykker, noget mor til sin død aldrig forstod. »Hvor kunne han dog gøre det? Og selv julestadsen!« Og indimellem kunne hun endda more sig over hans forsøg på en forklaring, »jeg er bare så forsivlet« i stedet for »fortvivlet«.

Ved udskrivelsen var jeg nået den alder, hvor søskende nor­ malt begynder at lege med hinanden, men her lod det sig ikke gøre. Jeg var under konstant overvågning.

Barnepigen, Karen, bar mig op og ned ad trapperne, og når jeg tog mine forsigtige skridt, holdt hun mig oppe i en sele. Aldrig falde, aldrig falde, til gengæld var jeg genstand for al den opmærk­ somhed, der er så afgørende for et barn. Da Henrik senere fik bank af en sadistisk skoleleder på Krebs’ Skole, vakte det selvfølgelig vrede i hjemmet, men stadig, han var jo sund og rask og havde derfor bare at være lykkelig.

Vi var en lille familie. Min farmor var for længst død, og farfar hav­ de valgt at tilbringe sin pensionisttilværelse på Stevns. Han kom aldrig til København, det hændte dog, at vi besøgte ham. Fars eneste søster, barnløse tante Tulle, og hendes mand viste sig af og til, og mors svenske halvsøskende boede i Sverige, i henholdsvis Stockholm og Göteborg.

16

Far havde ganske vist en moster, tante Søs, der var gift med en Thorvald Rifbjerg, og de havde børn, nogle piger og den yngste, en dreng, der hed Klaus. Jeg så en gang et fotografi af dem og syn­ tes, at det kunne være sjovt at møde dem, også selv om de var en del ældre, men det kom aldrig på tale, for tante Søs var noget, mor kaldte »kommunist«. Altså ingen fætre og kusiner på besøg, der var kun os to, og selvfølgelig ville jeg da lege med min storebror. »Henrik, Henrik, vent på mig,« lød mine råb, efterhånden som jeg kom fri af selen, men kun for at gå, ikke løbe. Henrik ven­ tede ikke, hvorfor skulle han dog og så tilmed på en søster, der aldrig måtte få så meget som et skub? Kun én eneste gang i de år i Øster Søgade kom vi hinanden nær. Det må have været mod kri­ gens slutning, og forhistorien lærte vi først at kende senere.

Enhver i min generation husker glimt fra besættelsen. For mig, mørklægningsgardinerne med de olivengrønne indersider, nu og da lyskastere, der fejede over himlen, nu og da sireners tu­ den og turen ned i kælderen, pakket ind i tæpper, eller dengang et lille tysk fly lå styrtet ned i Sortedamssøens fjerneste hjørne. Og som en detalje, også de genstande og malerier, som pludselig var rykket ind i vores hjem. »Tilhører nogen, der er ude at rejse,« hed det.

En af disse genstande var et ur og den rene magi. Det kunne slå både time-, halvtime- og kvarterslag. Åbnede man lågen og trak i en ring for enden af en tynd snor yderst til højre, gav det sig til at repetere. Jeg måtte selvfølgelig ikke røre det, alligevel sneg jeg mig til det, til at sætte en finger ind i den ring og trække til.

Da lød det, de mørke toner, så den lysere og endelig de lette plingplang, pling-plang for hvert kvarter. Længe efter det var forsvun­ det, erfarede jeg, at det var et såkaldt engelsk lygteur, noget jeg har ønsket mig lige siden da.

Men en formiddag skete der noget, ikke noget med sirener el­ ler turen ned i kælderen. Vi to børn sad tæt op ad hinanden på et af trappetrinene, mens vi stirrede ned mod lejligheden på tredje, den lige under vores egen.

Lejligheden var beboet af en tysk officersfamilie, det var bare noget, vi vidste, jeg erindrer i hvert fald ikke at have set nogen af

17

dem. Den formiddag havde postbuddet ringet på hos os, han var kommet til at smide mine forældres post ind hos tyskerne, som åbenbart ikke var hjemme. Postbuddet havde til gengæld en ven, en fingernem låsesmed.

Låsesmeden blev tilkaldt, låsen dirket op og posten hentet ud, men her standsede det ikke. Tanken om, hvad den lejlighed måtte rumme, var mere end mor kunne modstå. Låsesmeden blev beor­ dret til at holde vagt nede ved gadedøren med besked om at pifte, hvis nogen nærmede sig, og mens postbuddet ventede lige uden for lejligheden, gik mor i gang med at gennemrode skuffer, skabe og gemmer.

Døren stod spærvidt åben, og der lå en solstribe hen over gul­ vet udenfor. Vi børn vidste så meget, at tyskere var væmmelige, og hvad mor end lavede inde hos tyskerne, var det noget meget, meget farligt. Først år senere fik vi hele forløbet. Til sin umåde­ lige ærgrelse havde mor ikke fundet noget som helst af interes­ se, ingen hemmeligstemplede papirer, kun en lille æske med et Dannebrogsmærke, som hun uden videre tog med sig. Det hørte ikke hjemme hos »dem«.

Når vi spurgte hende, om hun ikke havde været bange, faldt svaret med et nærmest uforstående »Næ«, og her uden den mind­ ste dirren i stemmen. Det samme gjaldt et af hendes andre gøre­ mål under besættelsen, noget vi ikke havde kendskab til.

Det var i efteråret 1943, de danske jøder skulle reddes ud af landet til Sverige. På et tidspunkt blev mor kontaktet af operasan­ geren Henry Skjær, der manglede en hjælper, og hun var straks parat.

For mors vedkommende drejede det sig om godt og vel en snes personer, højst femogtyve i alt. Hun skulle opsøge dem i deres skjul, sørge for at få dem med toget op ad kysten til Snekkersten, kontakte fiskeren og arrangere betaling, samt få dem om bord i kutteren. Ifølge hendes egen beskrivelse havde det værste været mødet med disse mennesker på flugt. Pæne medborgere, der plud­ selig sad sammenkrøbet på loftkamre og i garager. Men af sted kom de, og under min mors kommando fordelt ud over hele toget for at undgå opmærksomhed hos de patruljerende tyske soldater.

18

De mest jødisk udseende blev bedt om at læse i en avis, holdt op foran ansigtet, mens hun lavede forskellige afledningsmanøvrer. »Jamen var du da ikke bange?« spurgte vi igen. »Det skulle bare gøres,« kom det ligegyldigt, og så med tilføjelsen: »Desuden vidste vi, at vi kunne stole på alle. Ingen snakkede.« Sådan var det også. Alle kom over bortset fra et enkelt tilfæl­ de, den berygtede historie om jøder, gemt på Gilleleje Kirkes loft, der blev stukket og bragt til tyske kz-lejre.

Mor var blot en af de utallige hjælpere, og hun foregav aldrig andet. Det drejede sig trods alt om mere end syv tusinde menne­ sker, der skulle reddes i sikkerhed, så talløse andre danskere del­ tog enten aktivt eller stiltiende i en del af vores historie, som vi virkelig kan være bekendt. År senere rejste Henrik til Israel for at plante et træ i De Dan­ ske Frihedskæmperes skov til hendes ære. Umiddelbart efter hen­ des død besluttede Den Jødiske Nationalfond selv at hædre hen­ des indsats med plantning af træer. Det får derfor stå hen i det uvisse, om den måske bestod af mere, end vi vidste.

Uanset hvad, ville mor, som det dobbeltmenneske hun var, have ønsket, endsige værdsat det? Dette var hverken rollespil på en scene i forventning om klapsalver eller dramatik for dramatik­ kens skyld, udført inden for hjemmets fire vægge. Jeg er ikke helt sikker.

19

Tænk at være så lille, men dog tryg mellem fars hænder.

Et år på Ortopædisk Hospital. Et barn man ikke kunne nå, men psykosen forsvandt åbenbart, i samme øjeblik jeg kom fri af gipsen og hjem igen.

20

21

Godt pakket ind i min fine kaninskinds­ pels, Henrik i frakke og barnepigen, Karen, der ikke kan have været særlig kuldskær.

At lære at gå. Karen holdt godt fast og slap mig aldrig af syne.

22

Skønt med al den opmærksomhed. På græsplænen i vores sommerhus i Espergærde med Karen og »Nie«, vores kokkepige. Karen og Nie var søstre og stammede fra Horsens.

23

Juletræet var altid omgærdet med hemmelighedskræmmeri. Vi børn blev holdt væk, når det ankom for at blive stillet op i fars bibliotek, hvorefter dørene blev låst, og mor tog over med al pynten. For at sikre sig mod nysgerrige børneøjne, stoppede mor nøglehullet til med papir.

Endelig øjeblikket, hvor lysene var tændt og dørene blev slået op. Jule­ aften var i øvrigt den eneste gang om året, hvor barnepige og kokke­ pige fik lov at spise med ved bordet og tilbringe aftenen sammen med familien.

Henrik er i matrostøj, det fineste, et barn kunne være klædt i, og se­ nere fik jeg selv en matroskjole.

24

Henriks eneste – og håbløse – forsøg ved klaveret, men fluks var mor der med sit kamera.

25

Henrik og jeg sammen med mor uden for vores sommerhus.

26

Med far og Henrik og i Øster Søgade, hvor man endnu havde ridestier til det beredne politi.

27

Kvinder viste sig ikke på gaden uden en hat på hovedet, heller ikke små ­piger. Her passende påklædt, fotograferet på min første skoledag.

28

Sussi hed hun, et gadekryds, men når nogen spurgte, udnævnte mor hende til at være en tibetansk, ruhåret steppeterrier. Min første hund, og også min første sorg. Kun fire måneder gammel blev Sussi kørt ihjel af en bil.

29