Page 1

10. oktober

Fleet Street City of London Zed Benjamin var aldrig før blevet kaldt ind på chefredaktørens kontor, og han fandt oplevelsen på samme tid foruroligende og spændende. Det foruroligende resulterede i, at han svedte voldsomt under armene. Det spændende gav hjertebanken, noget han af en eller anden grund kunne mærke i spidsen af sine tommelfingre. Men da han var tiltrådt med den indstilling at betragte Rodney Aronson som alle andre ansatte hos The Source, forklarede han sveden i armhulerne og dunkeriet i tommelfingrene med, at han havde udskiftet sit eneste sæt sommertøj ret tidligt på året med sit eneste sæt vintertøj. Han skrev sig bag øret at tage sommertøjet på igen næste morgen og håbede så bare, at hans mor ikke havde afleveret det i renseriet, da hun opdagede, han havde skiftet. Det kunne nemlig lige ligne hende, tænkte Zed. Hans mor var hjælpsom og pålidelig. Hun var for meget af begge dele. Han søgte efter afledning, og det fandt han uden problemer på Rodney Aronsons kontor. Mens avisens chefredaktør fortsatte læsningen af Zeds historie, begyndte Zed at læse overskrifterne i de gamle, indrammede udgaver af formiddagsbladet, der hang på væggene. Han fandt dem smagløse og idiotiske, og deres indhold leflede for de laveste instinkter i den menneskelige psyke. Trækkerdreng bryder tavsheden — 7 —


prangede over en artikel om et møde mellem en sekstenårig dreng og et parlamentsmedlem i en langsomtkørende bil i kvarteret omkring King’s Cross Station, et usømmeligt romantisk mellemspil, som blev afbrudt, da sædelighedspolitiet fra den lokale politistation ankom. Forud for trækkerdrengens brud på tavsheden kom MP i sex-trekant med teenager og lige i hælene på tavshedsbruddet kom så MP-hustru i selvmordsdrama. The Source havde været først ude med alle historierne, først på skuepladsen, først med scoopet, først med pengene til at betale informanter for slibrige detaljer til at peppe en reportage op med, som i enhver ordentlig avis enten ville være blevet skrevet med diskretion, begravet langt inde i bladet eller begge dele. Det gjaldt især så hotte emner som Prins i sovekammerpostyr, Sexafsløringer chokerer hoffet og Endnu en royal skilsmisse? Zed vidste udmærket fra sladder i kantinen, at de hver for sig havde betydet et meroplag af The Source på over hundrede tusind. Det var den type reportage, som sensationspressen var kendt for. Alle i redaktionssekretariatet forstod, at hvis man ikke brød sig om at få snavsede hænder og rode rundt i andre folks beskidte vasketøj, så brød man sig ikke om at arbejde som dybdeborende journalist ved The Source. Det var netop tilfældet med Zedekiah Benjamin. Han ønskede i hvert fald ikke at arbejde som dybdeborende journalist ved The Source. Han så sig selv som en slags klummeskriver ved et blad af typen Financial Times, en mand med en karriere, der gav tilstrækkelig respektabilitet og anerkendelse til at bakke hans virkelige passion op, nemlig at skrive digte. Men jobbene som respektabel klummeskriver var lige så sjældne som trusser under kilte, og man var nødt til at foretage sig et eller andet for at få mad på bordet. Man fik det i hvert fald ikke ved at skrive fremragende vers. Zed var således klar over, at han var nødt til evig og altid at optræde som en mand, der fandt det journalistisk og professionelt tilfredsstillende at jagte berømthedernes sociale fadæser og kongefamiliens småforseelser. Alligevel holdt han af at bilde sig ind, at selv et blad som The Source kunne få glæde af et lille løft fra sin sædvanlige position i rendestenen, hvorfra ingen kiggede på stjernerne. Det måtte man nok indrømme. — 8 —


Det var den artikel, Rodney Aronson var ved at læse, et bevis på. Efter Zeds opfattelse behøvede en artikel i en tabloidavis ikke at svømme i liderlige kendsgerninger for at fange læserens interesse. Historier kunne være opløftende og forløsende som denne her og alligevel sælge aviser. Den type historier havnede ganske vist ikke på forsiden, men søndagsmagasinet var heller ikke at foragte, selv om midteropslagets to sider i hverdagsavisen heller ikke var dårligt, når historien bare var ledsaget af fotos og fortsatte på næste side. Zed havde brugt uendelig lang tid på at skrive den, og den fortjente tonsvis af avispapir, tænkte han. Den havde præcis det, som læsere af The Source godt kunne lide, men i en forfinet udgave. Fædrenes synder og deres sønner spillede hovedrollen, ødelagte forhold blev efterforsket, der var alkohol- og stofmisbrug, og man opnåede katarsis. Her var beretningen om en ødeland, som i den ellevte time – mere eller mindre – havde held til at frigøre sig fra metamfetaminens dødbringende favntag og omvende sig, opnå nyt liv, blive genfødt ved hjælp af en uventet omsorg for de usleste af de usle i samfundet. Her var en historie om skurke og helte med værdige modstandere og evig kærlighed. Her var eksotiske steder, familieværdier og forældrekærlighed. Og frem for alt – “Snork!” Rodney Aronson smed Zeds historie fra sig. Han pillede ved sit skæg og fandt en stump chokolade, som han kom i munden. Mens han læste, havde han fortæret det sidste af en Cadbury Dairy Milk, og hans blik flakkede hen over skrivebordet, tilsyneladende på jagt efter flere nydelsesmidler. I betragtning af hans livvidde, som den safarijakke i overstørrelse, han altid brugte på arbejde, havde svært ved at skjule, kunne han ellers godt have undværet flere søde sager. “Hvad?” Zed troede, han havde hørt forkert, og søgte desperat i tankerne efter noget, der rimede på snork, så han kunne være sikker på, at hans redaktør ikke lige havde forvist hans artikel til det nederste hjørne af side tyve eller det, der var værre. “Snork,” sagde Rodney. “Snork, det virker søvndyssende. Du lovede mig noget hot og dybdeborende, så vidt jeg husker. Hvis jeg ville finansiere et hotelophold i, jeg ved ikke hvor mange dage –” — 9 —


“Fem,” sagde Zed, “fordi det var en kompliceret sag, og der var mennesker, som skulle interviewes, så den objektivitet, man ønsker bevaret ...” “Okay. Fem. Og for øvrigt vil jeg godt veksle et par ord med dig om valget af hotel. Jeg har nemlig set regningen og kunne tænke mig at vide, om der hørte dansepiger med til det forbandede værelse. Når nogen bliver sendt fanden i vold op til Cumbria i fem dage på bladets regning og lover, at der nok skal komme et brag af en historie ud af det ...” Rodney tog papiret og viftede med det. “Helt præcist, hvad i helvede har du efterforsket? Og hvad i herrens navn skal den rubrik betyde? ‘Det niende liv’. Hvad er dette her? Noget fra dine oversnobbede litte-rære timer? Måske creative writing, hva’? Du bilder dig muligvis ind, du er forfatter, hva’?” Zed vidste, at redaktøren ikke var universitetsuddannet. Det var også et af emnerne i kantinen. Zed havde kort efter sin ansættelse på The Source i al stilfærdighed fået rådet: For guds skyld, og for din egen, så lad være med at antyde over for Rod, at du har noget, der minder om en bachelor eller en kandidatgrad eller noget som helst, der bare tangerer højere uddannelse, makker. Han kan ikke klare det og tror, du tager pis på ham, så hold din kæft, når det drejer sig om den slags. Ted tog derfor alle forholdsregler, da han besvarede Rods spørgsmål om rubrikken på historien. “Jeg tænkte faktisk på katte.” “Du tænkte på katte.” “Øh ... der har ni liv.” “Det er feset ind. Men vi skriver ikke om katte, vel.” “Nej, selvfølgelig ikke. Men ...” Zed var ikke sikker på, hvad redaktøren ønskede, og derfor skiftede han retning og kastede sig ud i videre forklaringer. “Det, jeg mente, var, at fyren har været til afvænning otte gange, forstår du, og i tre forskellige lande, og ingenting hjalp, bogstavelig talt ingenting. Jo, måske var han clean i seks eller otte måneder og en enkelt gang i et år, men efter et stykke tid ryger han tilbage til metamfetaminen og er skæv igen. Han ender i Utah, hvor han lærer en meget speciel kvinde at kende, og pludselig er han et nyt menneske og ser sig aldrig tilbage.” — 10 —


“Hokuspokus filihankat, punktum finale. Det var det hele? Frelst af kærlighedens magt, hvad?” Rodney lød affabel. Det gav Zed mod til at fortsætte. “Lige netop, Rodney. Det er det, som er så utroligt. Han er fuldstændig helbredt. Han kommer hjem, ikke til fedekalven, men –” “Fede- hvad?” Zed slog hurtigt bremserne i. Bibelske hentydninger. Utvivlsomt en rigtig dårlig taktik. “Ikke noget. Han kommer altså hjem og opretter et program for at hjælpe de uhjælpelige.” Var der noget, der hed det? tænkte Zed. “Ikke dem, man skulle tro, han ville hjælpe: unge fyre og piger med livet foran sig. Men taberne. Gamle, hjemløse mænd, samfundets bærme –” Rodney skævede til ham. Zed skyndte sig at fortsætte. “Socialt udskud, der finder deres næste måltid i en skraldespand, mens de spytter deres rådne tænder ud. Han redder dem. Han mener, de fortjener at blive reddet. Og de reagerer. De bliver også helbredt. Et helt liv med druk og stoffer og uden tag over hovedet, og de bliver kureret for det.” Zed stoppede for at få vejret. Han ventede på Rodneys svar. Det blev udtrykt roligt nok, men med en undertone af manglende begejstring for Zeds forsvar for artiklen. “De genopbygger fandeme et tårn, Zed. Ingen bliver kureret for noget som helst, og når tårnet står færdigt, ender hele banden ude på gaden igen.” “Det tror jeg ikke.” “Hvorfor ikke?” “Fordi det er et fæstningstårn. Det er det, der giver historien kraft. Det er en metafor.” Zed vidste, at selve begrebet metafor bragte ham på gyngende grund hos redaktøren, så han piskede videre. “Tænk på, hvordan tårnene blev brugt, så kan du forstå, hvordan det fungerer. De blev bygget for at beskytte folk mod de skotske røvere – de banditter, der kom fra Skotland og invaderede landet, ikke? – og i vores tilfælde repræsenterer røverne stoffer, okay? Meth. Coke. Hash. Heroin. Whatever. Selve fæstningstårnet repræsenterer frelse og helbredelse, og hver etage i tårnet, der tidligere rummede noget forskelligt, og med — 11 —


det mener jeg, at den nederste etage var til dyr, og første sal til madlavning og hjemlige aktiviteter og anden sal var til at opholde sig og sove i. Fra taget skulle man bekæmpe røverne med en regn af pile og, jeg ved ikke, varm olie eller sådan noget, og når man ser på det hele under én hat, og hvad det bør betyde og kunne betyde for en person, der har levet på gaden i hvad ... ti eller femten år? ... så ...” Rodney lagde hovedet ned på skrivebordet. Han vinkede Zed væk. Zed vidste ikke rigtig, hvordan han skulle forholde sig til det. Det lignede en afvisning, men han var ikke den, der luskede af med halen mellem benene ... åh nej, en ny metafor, tænkte han. Han fortsatte dog ufortrødent. “Det er det, som gør historien en tak bedre. Det er det, som gør historien egnet til søndag. Jeg kan se den for mig i magasinet, fire helsider med billeder: tårnet, folk der genopbygger det, før og efter, den slags.” “Snork,” gentog Rodney. “Det er for øvrigt også en metafor. Og det samme er sex, som der ikke er noget af i historien.” “Sex,” gentog Zed. “Okay, hans kone er godt nok noget af en skønhed, vil jeg mene, men hun ønskede ikke, at historien kom til at handle om hende eller om deres ægteskab. Hun sagde, han er den, der ...” Rodney løftede hovedet. “Jeg mener ikke sex som i sex, dit fjols. Jeg mener sex som i sex.” Han knipsede med fingrene. “Ophidselsen, spændingen, at give læseren lyst, rastløsheden, trangen, den voksende ophidselse, gør-hende-våd-gør-ham-hård, men de ved bare ikke engang, hvorfor de føler sådan. Er det forstået? Det mangler din historie.” “Jamen, det var heller ikke meningen, den skulle have det. Den skulle være opløftende, give folk håb.” “Vi er fandeme ikke i den opløftende branche, og vi er guddødemig heller ikke i håbets. Vi skal sælge aviser. Og tro mig, den bunke ævl gør det i hvert fald ikke. Her på bladet drejer det sig om en bestemt type dybdeborende journalistik. Da jeg talte med dig, før du blev ansat, påstod du, at det vidste du godt. Var det ikke derfor, du tog til Cumbria? Så lav det. Bor noget dybere, for fanden.” “Det gjorde jeg også.” — 12 —


“Bavl. Det her er en kærlighedserklæring. En eller anden har forført dig godt og grundigt deroppe –” “Det er løgn.” “– og du gik stille med dørene.” “Absolut ikke.” “Dette her –” Han viftede igen med papiret, “– repræsenterer altså det hårde stof, hva’? Det er sådan, du går efter historiens hovedpulsåre?” “Okay, jeg forstår godt, at ... Ikke lige præcis, går jeg ud fra. Men jeg mener, når man først har lært manden at kende ...” “Man mistede overblikket. Man efterforskede nul og en skid.” Det var nu en ret unfair konklusion, syntes Zed. “Det, du siger, er altså, at en redegørelse for stofmisbrug, for et spildt liv, for plagede forældre, der har prøvet alt for at frelse deres barn, kun for at han reddede sig selv ... denne mand, der var ved at kvæles i sølvskeen, Rodney ... Er det ikke dybdeborende journalistik? Er det ikke sexet? På den måde du vil have, det skal være sexet?” “Sønnen af en eller anden overklassehængerøv ødelægger sit liv med stoffer.” Rodney gabede dramatisk. “Er det noget nyt? Skal jeg opregne navnene på ti andre ubrugelige poser hundelort, der har gjort det samme? Det kan jeg hurtigt gøre.” Zed følte kampånden sive ud af sig. Det tidsspilde, alle de interviews, alle de – måtte han indrømme – raffinerede planer for at ændre holdningen hos The Source og gøre det til en avis, som bare var en lille smule hans indsats værd, og som derved rettede projektørerne mod hans navn. Man kunne jo lige så godt se i øjnene, at der ikke var ledige job hos Financial Times. Alt sammen forgæves. Det var uretfærdigt. Zed overvejede sine muligheder. “Okay,” sagde han til sidst. “Jeg forstår, hvad du mener. Men hvad nu, hvis jeg giver det en chance mere? Hvad nu, hvis jeg tager derop igen og graver lidt mere?” “I himlens navn, efter hvad?” Det var selvfølgelig spørgsmålet. Zed tænkte på alle de enkeltpersoner, han havde talt med: den omvendte stofmisbruger, hans kone, hans mor, hans søstre, hans far, de stakkels junkier, han prøvede at — 13 —


frelse. Var der en eller anden et eller andet sted, som gjorde noget, han havde overset? Okay, det måtte der være af den simple grund, at det var der altid. “Jeg er ikke sikker,” sagde Zed endelig. “Men hvis jeg snuser rundt ... Alle har hemmeligheder. Alle lyver om et eller andet. Og i betragtning af, hvor meget vi allerede har brugt på den historie, er det ikke så stort et spild, hvis jeg giver det en chance til.” Rodney skubbede sin stol væk fra skrivebordet og vendte tilsyneladende Zeds tilbud i hovedet. Han jog fingeren ned i en tast på telefonen og bjæffede til sin sekretær: “Wallace. Er du der?”, og da hun svarede: “Hent noget mere chokolade til mig. Hasselnødder denne gang.” Så vendte han sig mod Zed. “Din tid, dine penge. Ellers går jeg ikke med til det.” Zed glippede med øjnene. Det stillede jo sagen i et helt andet lys. Han stod nederst på karrierestigen hos The Source, og med en dertil svarende løn. Han prøvede at regne på det, en togbillet, en lejet bil, et hotel – måske et lurvet B&B eller en gammel dame, der lejede værelser ud i en baggade i ... hvor? Ikke ved en af søerne. Det blev for dyrt selv på denne årstid, så det måtte blive ... Og ville han blive betalt for den tid, han tilbragte i Cumbria? Han tvivlede. “Må jeg tænke over det?” sagde han. “Jeg mener, du dropper ikke historien lige med det samme, vel? Jeg må se på min økonomi, hvis du forstår, hvad jeg mener.” “Se alt, hvad du har lyst til.” Rodney smilede, en mærkelig og unaturlig forstrækkelse af læberne, der røbede, hvor sjældent han brugte dem på den måde. “Som sagt, din tid, dine penge.” “Tak, Rodney.” Zed var ikke sikker på, hvad det var, han takkede manden for, så han nikkede, rejste sig og styrede hen mod døren. “Hvis du beslutter dig for turen,” tilføjede Rodney i en venlig tone, netop som Zed rakte ud efter dørhåndtaget, “vil jeg foreslå, du smider huen.” Zed tøvede, men før han nåede at svare, fortsatte Rodney. “Det har ikke noget med religion at gøre, knægt. Jeg vil skide på din og alle andres religion, hvis det var. Det er en anbefaling fra en mand, som har været i branchen, siden du gik med ble. Du kan følge rådet eller lade være, men som jeg ser på det, duer det ikke at have noget, som — 14 —


distraherer folk eller giver dem grund til at tro, du er noget som helst andet end deres skriftefader, bedste ven, skulder til at græde ud ved, deres psyko-onkel, eller hvad ved jeg. Så når du dukker op iført noget, der afleder deres opmærksomhed fra den historie, de vil fortælle dig – eller bedre endnu til vores formål, den historie de ikke ønsker at fortælle – har du et problem. Og jeg mener hvad som helst: turbaner, rosenkranse, der svinger om halsen, kalotter, hennafarvet fuldskæg, en daggert ved siden. Kan du følge mig? Min pointe er, at en dybdeborende journalist skal kunne skjule sig i mængden, og med den kalot ... Ved du hvad, du kan ikke gøre noget ved højden eller håret – medmindre du farver håret, og det beder jeg dig ikke om – men kalotten er bare for meget.” Zed rørte uvilkårligt ved sin kalot. “Jeg går med den, fordi ...” “Jeg er ligeglad med, hvorfor du går med den. Jeg er ligeglad med, om du går med den. Det er bare et råd fra en gammel rotte. Vælg selv.” Zed vidste, at redaktøren havde tilføjet det sidste for at undgå et sagsanlæg. Han vidste tilmed, at redaktøren af selv samme grund havde formuleret alt, hvad han havde sagt om kalotten, som han havde. The Source var ikke ligefrem en bastion for politisk korrekthed, men det var ikke det afgørende. Rodney vidste, hvilken side af hans professionelle brød, der var smørsiden. “Bare tag det under overvejelse,” sagde Rodney, da kontordøren gik op, og hans sekretær kom ind med en plade chokolade i familiestørrelse. “Skal ske,” sagde Zed. “Selvfølgelig.”

St. John’s Wood London Tid var af afgørende betydning, så han gik med det samme. Han havde i sinde at tage undergrunden og skifte til bussen ved Baker Street. En taxi hele vejen til St. John’s Wood havde været bedre – det ville desuden have givet ham mere benplads – men han havde dårligt råd. Så — 15 —


han traskede hen til Blackfriars station, ventede i umindelige tider på et Circle Line-tog, og da toget kom og var fyldt til bristepunktet, blev han nødt til at stå op ved dørene, hvor han kun kunne være, hvis han trak skuldrene op om ørerne og hvilede hagen på brystet som en angrende synder. Han fik hold i nakken og standsede ved en pengeautomat, før han tog bussen det sidste stykke vej hjem. Formålet var at tjekke bankkontoen i det forfængelige håb, at han havde regnet forkert, sidste gang han afstemte kontoen. Han havde ikke andre midler end dem, der stod på den ene konto. Da han så beløbet, var han ved at miste modet. En tur til Cumbria ville klæde ham af til skindet, og han måtte overveje, om det var pengene værd. Når alt kom til alt, var det kun en historie. Opgav han den, ville han bare få overdraget en anden. Men der var historier, og så var der historier ... Han vidste ganske enkelt, at dette her var noget specielt. Da han kom hjem, halvanden time før han plejede, havde han stadig ikke besluttet sig. Han ringede på dørtelefonen nede på gaden for at fortælle, han var hjemme, så hans mor ikke blev grebet af panik, når hun hørte en nøgle i låsen på et tidspunkt af dagen, hvor hun ikke ventede besøg. “Det er mig, mor,” sagde han. “Zedekiah! Vidunderligt!” sagde hun, og det undrede ham en del, indtil han kom inden for døren og så grunden til sin mors henrykkelse. Susanna Benjamin var ved at være færdig med at drikke en beskeden kop eftermiddagste, men hun var ikke alene. En ung kvinde sad i stuens bekvemmeste lænestol – den stol, som Zeds mor altid reserverede til gæster – og hun rødmede kønt og bøjede et øjeblik hovedet, da Zeds mor præsenterede dem for hinanden. Hun hed Yaffa Shaw og var ifølge Susanna Benjamin medlem af den samme læsegruppe som Zeds mor, der af en eller anden grund udråbte det til et forunderligt sammentræf. Zed regnede med, der kom mere, og det gjorde der også snart i form af: “Jeg var netop ved at fortælle Yaffa, at min Zedekiah altid sidder med næsen begravet i en bog. Ikke bare én, men fire-fem bøger samtidig. Fortæl Yaffa, hvad du er ved at læse nu, Zed. Yaffa er ved at læse den nye Graham Swift. Okay, vi er alle sammen ved at — 16 —


læse den nye Graham Swift. I læsegruppen, Zed. Sæt dig ned, sæt dig ned, skat. Og få en kop te. Åh nej, du godeste, den er jo kold. Jeg laver noget frisk, skal jeg ikke?” Før Zed fik taget sig sammen til at svare, var hans mor forsvundet. Han hørte hende skramle ude i køkkenet. For at det ikke skulle være løgn, tændte hun tilmed for radioen. Da han og hans mor havde været gennem det samme før, vidste han, at det med overlæg ville tage hende et kvarter at fremstille teen. Sidste gang var det pigen, der sad i kassen hos Tesco. Og før hende – det var en meget bedre idé – havde det været deres rabbis ældste niece, der var i London for at deltage i et sommerkursus arrangeret af et amerikansk universitet, som Zed ikke kunne huske navnet på. Der ville komme andre efter Yaffa, som utvivlsomt betragtede ham i håb om, at han ville sige noget. Det ville ikke stoppe, før han havde giftet sig med en af dem, og så ville plagerierne om børnebørn tage over. Ikke for første gang bandede Zed over sin storesøster, hendes karriere og beslutning om ikke at sætte børn i verden og heller ikke gifte sig. Hun havde gjort den naturvidenskabelige karriere, som havde været bestemt for ham. Ikke fordi han ønskede sig en naturvidenskabelig karriere, men hvis hun bare havde været samarbejdsvillig og skænket deres mor en svigersøn og nogle børnebørn, ville han ikke den ene gang efter den anden komme hjem og finde en ny potentiel hustru, der var lokket indenfor under et eller andet påskud. “Dig og mor ...” sagde han til Yaffa. “I samme læsegruppe?” Hun rødmede endnu mere. “Ikke helt præcis,” indrømmede hun. “Jeg arbejder i boghandlen. Jeg kommer med anbefalinger til gruppen. Din mor og jeg snakkede ... Jeg mener, sådan som folk nu gør ...” Ja, mon ikke han vidste! Og frem for alt vidste han bedre end noget andet, præcis hvordan Susanna Benjamin opererede. Han kunne forestille sig samtalen: de snedige spørgsmål og de tillidsfulde svar. Han spekulerede på, hvor gammel den stakkels pige mon var, og om det var lykkedes hans mor at indarbejde fertiliteten i ligningen. “Jeg tør vædde på, du ikke regnede med, hun tilmed havde en søn.” “Hun sagde ikke noget om det. Men det gør altså bare det hele lidt vanskeligt, for –” — 17 —


“Zed, min skat,” jodlede hans mor ude fra køkkenet. “Er Darjeeling okay? Og et stykke sandkage? Hvad med en scone, min ven? Yaffa, du vil godt have mere te, ikke? I unge mennesker holder af at få jer en sludder. Det ved jeg godt.” Det ville Zed netop ikke. Han ville tværtimod gerne have tid til at tænke og overveje fordele og ulemper ved at stifte gæld for at tage til Cumbria i den tid, det tog at peppe historien op med sex. Og når han kom til Cumbria, hvis han altså tog derop, måtte han afgøre, præcis hvori det sexede bestod: den energi eller iver, hvad det så end skulle være, som kunne ophidse læserne af The Source, der højst sandsynligt havde en samlet intelligens på størrelse med en gravsten. Hvordan skulle man ophidse en gravsten? Giv den et lig. Zed klukkede indvendigt af latter over den udstrakte metafor. Han var kun glad for, han ikke havde brugt den i sin samtale med Rodney Aronson. “Vær så god, kæreste!” Susanna Benjamin kom ind igen bærende på en bakke med frisklavet te, scones, smør og marmelade. “Min Zedekiah er en stor dreng, ikke sandt, Yaffa? Jeg ved ikke, hvor han har fået den højde fra. Hvor meget er det helt præcis, min søde snut?” Det sidste var henvendt til Zed. Han var to meter og tre centimeter høj, og det vidste hans mor lige så godt, som hun vidste, hvor den højde kom fra, nemlig fra hans farfar, der kun havde været syv centimeter lavere. Da han ikke svarede, fortsatte hun ubekymret. “Og sikke fødder han har! Se engang på hans fødder, Yaffa. Og hænder på størrelse med fodbolde. Og du ved, hvad man siger ...” Hun blinkede. “Mælk og sukker, Zedekiah? Du vil gerne have begge dele, ikke?” Og til Yaffa: “Han var to år i kibbutz, var han, min søn. Og så to år i hæren.” “Mor,” sagde Zed. “Nu skal du ikke være så beskeden.” Hun skænkede mere te i Yaffas kop. “Den israelske hær, Yaffa. Hvad siger du så? Han vil helst skjule det hele. Sådan en beskeden dreng. Sådan har han altid været. Sådan er Yaffa også, Zedekiah. Hver eneste lille oplysning må hales ud af pigen. Født i Tel Aviv, faren kirurg, to brødre, der arbejder med cancerforskning, og en mor, der er tøjdesigner, min dreng. Tøjdesigner! Er det ikke vidunderligt? Jeg ville selvfølgelig ikke have råd til en eneste — 18 —


af de klude, hun designer, for hendes tøj bliver solgt i ... hvad var det, du kaldte dem, søde Yaffa?” “Boutiques,” sagde Yaffa, selv om hun var blevet så rød i hovedet, at Zed var bange for, hun var på nippet til at få hjertestop eller et slagtilfælde. “Knightsbridge, Zed,” brægede hans mor. “Forestil dig det. Hun designer hele vejen nede i Israel, og tøjet kommer herop.” “Hvad har så bragt dig til London?” sagde Zed til Yaffa og prøvede at finde en måde at standse talestrømmen på. “Studier!” svarede Susanna Benjamin. “Hun skal gå på universitetet her. Naturvidenskab, Zedekiah. Biologi.” “Kemi,” sagde Yaffa. “Kemi, biologi, geologi ... det er alt sammen et fedt, for tænk engang en hjerne i det søde lille hoved, Zed. Og er hun ikke køn? Har du nogen sinde set noget kønnere end vores Yaffa, som sidder her?” “Det er i hvert fald længe siden,” sagde Zed og så betydningsfuldt på sin mor. “Det er mindst seks uger siden,” tilføjede han og håbede, at hun ville blive så flov over at få sine hensigter afsløret, at det tvang hende til at skrue lidt ned. Det var ikke tilfældet. “Han kan godt lide at gøre grin med sin mor, Yaffa,” tilføjede Susanna. “Han er en drillepind, min Zedekiah. Det vænner du dig til.” Vænner sig til? Zed skævede til Yaffa, der flyttede uroligt på sig i stolen. Det sagde ham, at der kom flere afsløringer, og hans mor spændte ham da heller ikke længe på pinebænken. “Yaffa skal have din søsters gamle værelse,” sagde Susanna til sin søn. “Hun er kommet for at se på det, og hun har sagt, at det er lige, hvad hun har brug for, nu da hun er nødt til at flytte fra sin gamle bopæl. Bliver det ikke dejligt at få et nyt ungt ansigt i lejligheden? Hun flytter ind i morgen. Og du må fortælle mig, hvad du gerne vil have til morgenmad, Yaffa. Hvis du begynder dagen med et ordentligt måltid mad, gavner det dine studier. Det gjorde det for Zedekiah, ikke, Zed? Topkarakter i litteratur, fik min søn. Fortalte jeg dig, at han skriver digte, Yaffa? Noget siger mig, at han sandsynligvis vil skrive et digt om dig.” — 19 —


Zed rejste sig pludselig op. Han havde glemt, han sad med tekoppen i hånden, så hans darjeeling skvulpede over. Heldigvis havnede det meste i hans sko og skånede hans mors gulvtæppe. Men han havde mest lyst til at hælde teen ud over hendes sirligt friserede grå hår. Hans endelige beslutning var lige så spontan, som den var nødvendig. “Jeg skal til Cumbria, mor,” sagde han. Hun blinkede. “Cumbria? Jamen, har du ikke lige ...” “Der er mere i historien, og jeg er nødt til at finde ud af det. Det kan ikke udskydes, har det vist sig.” “Jamen, hvornår rejser du?” “Så snart jeg har pakket min taske.” Og det burde tage ham fem minutter eller mindre, afgjorde han.

På vejen til Cumbria Det faktum, at Zed ville og måtte af sted over hals og hoved, før hans mor stablede chuppahen på benene her og nu midt i dagligstuen, tvang ham til at tage et tog, som bragte ham til Cumbria ad den nærmeste omvej. Det var der ikke noget at gøre ved. Han pakkede sin taske og kom sin bærbare computer i dens hylster, og så var han ude ad døren på en meget ukompliceret flugt. Bussen, undergrunden, Euston station, så var han klar og smækkede kreditkortet i disken for at betale for billetten, fire sandwich og tre aviser: Economist, The Times og The Guardian, hvorpå han traskede rundt på perronen, til det var på tide at stå på toget. Han spekulerede imens på, hvor længe han ville være om at finde noget – hvad som helst – der kunne gøre historien sexet, men endnu mere på, hvor længe det ville tage ham at vænne sin mor af med at hente kvinder ind fra gaden som en anden rufferske ... Da han endelig stod på toget, lod han sig hellere end gerne aflede af sit arbejde. Han åbnede sin computer, og da toget kørte ud fra stationen, gav han sig til at søge i sine notater, som han altid omhyggeligt nedfældede under hvert eneste interview, og som han omhyggeligt skrev — 20 —


ind på sin computer hver aften. Han medbragte også en stak håndskrevne notater. Dem skulle han have tjekket igen. Der måtte nemlig være noget, og han ville finde det. Han begyndte med at gennemgå hovedpersonen i sin historie: Nicholas Fairclough, toogtredive år gammel, den tidligere så udsvævende søn af Bernard Fairclough, første baron af Ireleth i grevskabet Cumbria. Han var født rig og privilegeret – her kom sølvskeen ind i billedet – men satte allerede som ung den formue over styr, som skæbnen havde udstyret ham med. Han var begunstiget med en engels ansigt, men havde tilbøjeligheder som Lots nærmeste nabo. Fra han var fjorten, havde han modvilligt deltaget i en række afvænningsprogrammer. Listen over dem kunne læses som en række rejsebeskrivelser, efterhånden som hans forældre valgte stadigt mere eksotiske – og fjerntliggende – placeringer i et forsøg på at lokke ham til en sund livsform. Når han ikke deltog i en kur et eller andet sted, brugte han sin fars penge til rejser – under mottoet livet-skylder-mig-det – der med mellemrum førte ham direkte tilbage til stofmisbrug. Når det gjaldt ham, kastede alle håndklædet i ringen, efter at have vasket deres hænder og tørret dem i det. Far, mor, søstre, tilmed en kombineret fætter og bror havde ... Jamen, der var jo noget, han ikke havde tænkt på, indså Zed. Den kombinerede fætter og bror-vinkel. Det havde virket som en nonstory, og det havde Nicholas også selv understreget i forskellige interview, men der var chance for, at Zed havde overset noget, som han nu kunne bruge ... Han bladede først i sin notesbog og fandt navnet: Ian Cresswell, ansat i Fairclough Industries i et ansvarsfuldt job, fætter til Nicholas, otte år ældre, født i Kenya, men var som stor dreng kommet til England for at bo i familien Faircloughs hjem ... Det var da noget, ikke, noget der kunne anvendes på en eller anden måde? Zed så tankefuldt op og kiggede ud ad vinduet. Der var bælgmørkt udenfor, så han blev bare mødt af sit eget spejlbillede: en rødhåret kæmpe med bekymrede panderynker, fordi hans mor forsøgte at gifte ham væk til den første pige, hun kunne finde, der ville have ham, og fordi hans chef var rede til at smide hans velskrevne prosa i papirkur— 21 —


ven. Men hvad stod der nu i de notater? spurgte han sig selv. Hvad? Hvad? Zed fiskede en af sine sandwich frem og fortærede den, mens han gennemså sine papirer. Han var på udkig efter et stikord, efter en måde at fortælle historien på eller bare et vink om, at yderligere boring på et eller andet felt kunne resultere i den ophidselse, som Rodney Aronson sagde, var påkrævet. Sagen med fætteren, der var opfostret som bror, var en mulighed. Men da Zed læste det, konstaterede han imidlertid, at hans tanker var domineret af beretninger fra Det Gamle Testamente, der førte ham ind i et område med litterære henvisninger og metaforer, som han gjorde klogest i at holde sig fra. Men hvis han skulle være helt ærlig, var det svært at læse, hvad han havde afdækket i sine interviews med alle hovedpersonerne, uden at tænke på Kain og Abel, min broders vogter, brændofferet af frugterne af ens arbejde og at behage eller ikke behage den pågældende, der indtog Guds plads i historien, sandsynligvis lord Fairclough. Og hvis man virkelig ville gå den bibelske vej, kunne adelsmanden være Isak, der havde konflikten mellem Esau og Jakob og deres slagsmål om førstefødselsretten at kæmpe med, skønt Zed aldrig havde kunnet fatte, hvordan nogen kunne forveksle skindet af et dødt lam – eller hvad det nu var – med lodne arme. Hele tanken om førstefødselsret tvang imidlertid Zed dybere ned i notaterne for at se, om han havde nogen oplysninger om, hvem der i virkeligheden skulle arve hvad, hvis der skete lord Fairclough noget ubelejligt, og hvem der skulle styre Fairclough Industries, hvis baronen døde i utide. Det var da en god historie, ikke? Bernard Faircloughs gådefulde ... hvad? Død eller forsvinden? Lad os sige det. Han falder ned ad trappen, bliver ukampdygtig, får et slagtilfælde, eller hvad ved jeg. Lidt dybdeboring afslører, at han få dage før sin død i utide, eller hvad det nu var, har haft møde med sin advokat og ... hvad? Der er oprettet nyt testamente, hans hensigter med hensyn til familiefirmaet er krystalklare, der træffes livslange afgørelser, formuleringer er indføjet i hans testamente, hans organisation, hans papirer angående – hvad kunne det være? – en indikation om en arv, en erklæring om en eller anden, der gøres arveløs, en afsløring af ... hvad? Sønnen er ikke hans — 22 —


ægte søn. Nevøen er ikke hans ægte nevø. Der er en anden familie på Hebriderne, der er en gal og handicappet ældre bror/søster for længst gemt hen på loftet i kælderen i bådehuset. Der er noget sprængfarligt. Noget kapow. Noget sexet. Hvis Zed skulle være helt ærlig, var problemet selvfølgelig, at det eneste bare en anelse sexede i historien om Nicholas Faircloughs niende liv var mandens kone, og hun var sexet ud over alle grænser. Han havde afstået fra at gøre for meget ud af det ved sit møde med Rodney Aronson, fordi han havde været temmelig sikker på Rodneys reaktion, nemlig lad os få nogle billeder af hendes bryster. Zed havde stort set ikke sagt noget om konen, fordi hun havde ønsket at holde sig i baggrunden, men nu spekulerede han på, om der ikke var noget ved hende, han kunne udforske nærmere. Han kiggede på sine notater og så, at ord som caramba og åh var udtryk for hans umiddelbare reaktion ved synet af hende. Han havde tilmed været så tåbelig at beskrive hende som sydamerikansk sirene, hver tomme af hende en ­k-v-i-n-d-e, der krævede opmærksomhed fra en m-a-n-d. Hvis Eva havde haft mindste lighed med Alatea Fairclough, var det ikke så mærkeligt, at Adam havde taget æblet, havde Zed sluttet efter deres eneste samtale, Det eneste spørgsmål var, hvorfor han ikke havde spist hele den forbandede æblehøst og træet med. Med andre ord ... Var det hende, der var historien? Det sexede? Det ophidsende? Hun var overvældende på alle de rigtige måder, men hvordan forvandlede man overvældende til en historie? “Hun er grunden til, at jeg er i live i dag,” siger ægtemand­en, men hvad så? Bring et foto af hende, og enhver mand med fungerende kønsdele vil forstå, hvorfor Nicholas Fair­clough gennemgik kuren. Derudover havde hun ikke andet at sige end: “Det, Nick har gjort, har han selv gjort. Jeg er hans kone, men jeg spiller ingen rolle for hans virkelige historie.” Havde det været en hentydning, tænkte Zed. Hans virkelige historie. Var der mere at hente? Han syntes, han havde gravet, men måske havde han været for opslugt af historiens emne. Og måske havde han været for opslugt af sit emne, fordi han gerne ville tro på, at den slags var muligt: forløsning, frelse, begynde forfra på en frisk, finde ægte kærlighed ... — 23 —


Det var måske den retning, han skulle følge: ægte kærlighed. Havde Nicholas Fairclough virkelig fundet det? Og hvis han havde, var der så nogen, der var jaloux? En af hans søstre måske, hvoraf den ene var ugift og den anden fraskilt? Og hvordan var i det hele taget deres holdning nu, da den fortabte søn var kommet hjem? Mere bladren i notaterne. Mere læsning. Endnu en sandwich. En vandring gennem toget for at se, om der var en buffetvogn, fordi han længtes helt vildt efter en kop kaffe. Så gik turen tilbage til hans plads, hvor han nær havde opgivet ånden helt, men fandt den igen ved tanken om onde ånder. Det var nemlig familiens hjem, der i første omgang havde fået ham til at begynde på historien, og hvad nu hvis familiens hus var hjemsøgt af onde ånder, og hjemsøgelsen havde medført afhængighed af stoffer, som havde ført til en kur, som havde ført til ... Så var han tilbage ved den forbandede kone igen, den sydamerikanske sirene, og den eneste grund til, at han var tilbage ved hende, var caramba og åh, og han ville være bedre tjent med at kravle hjem igen og glemme hele den forbandede historie. Men hjem var ensbetydende med hans mor og Yaffa Shaw og den, der ville følge efter Yaffa Shaw i det endeløse optog af kvinder, som det var meningen, han skulle gifte sig med for at få børn. Nej. Et eller andet sted var der en historie af den type, som redaktøren ønskede. Hvis han blev nødt til at grave dybere for at finde noget pikant, ville han tage skovlen frem og rejse til Kina. Alt andet var uacceptabelt. En fiasko ville han ikke finde sig i.

At tro på løgnen  

AT TRO PÅ LØGNEN er en psykologisk spændingsroman og en del af Elizabeth Georges populære serie om den adelige vicekriminalkommissær Thomas...