Mit selvforsynende k kken Jeg har altid syntes, at det var en sand fornøjelse at lave så mange som muligt af mine egne spiselige sager helt fra bunden. Jeg kan blive gennemgribende glad af at sidde ude i solen og spise et helt hjemmelavet morgenmåltid, der består af min egen tykmælk med hjemmelavet mysli og hjemmetørrede bær, friskbagt knækbrød med hasselnøddesmør og hjemmelavet hyldeblomstte. Jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke er den eneste, der har det på denne måde. Vi er ganske givet rigtig mange, der går med en lille drøm i maven om at blive helt eller delvis selvforsynende. Tanken om at sætte sine egne produkter på bordet er forjættende i en tid, hvor vi får mere og mere travlt og derved fjerner os fra de helt basale ting i tilværelsen. Fællesnævneren for opskrifterne her i bogen er, at mange af de ting og sager, jeg har lavet, kan købes i et helt almindeligt supermarked. Jeg synes bare, det er sjovere, mere tilfredsstillende og langt mere velsmagende at lave min egen marmelade, rullepølse, ketchup, rygeost og kryddersalt. Det er hyggeligt, og jeg elsker at bruge timer i køkkenet på at fremstille skønne, hjemmelavede produkter, der kan glæde min gane, min familie og mine venner. Nogle af tingene har en kort holdbarhed, mens andre kan holde i månedsvis. Der er opskrifter til alle temperamenter, men fælles for dem alle er, at de er forholdsvis nemme at gå til. Måske bremser mange af os os selv, hvis vi for eksempel bor i lejlighed og ikke har adgang til have eller en masse land, vi kan dyrke. Men man kan snildt starte i det små, og man behøver på ingen måde et mindre landbrug, en stor villakøkkenhave eller et kæmpe drivhus for at kunne fylde sit spisekammer eller køleskab op – ja man behøver faktisk ikke en gang et spisekammer. For selvom du bor i en lille lejlighed, er der næsten ingen grænser for, hvad du selv kan lave. Det er bare om at komme i gang – også selv om du ikke har planer om at blive 100 procent selvforsynende. 7
M_Spisekammer.indd 7
26/03/13 12.38