Anna Märklins familiekrønike

Anna Märklin (uddrag)

Anna Märklin (uddrag) gratis læseprøve

D O R T E H U M M E L S H Ø J JA KO B S E N

Saxo Selvudgiver

Dorte Hummelshøj Jakobsen:

Anna Märklin (uddrag) gratis læseprøve All rights reserved. © 

Day of print:

Prolog (juli )

Det var allerede midt eftermiddag. Anna fodrede vaskemaskine og tørretumbler igen og besluttede sig for, at hvis hun foldede de krøllede lærredsbukser rigtig pænt sammen, ville de helt sikkert tage sig meget bedre ud, når hun fiskede dem op af weekendtasken hjemme hos sin mor. En flue i en flaske, det var hvad hun var. Hun havde tabt sig flere kilo i løbet af den sidste måned, det kunne hun mærke på sin bukselinning, men som det hele så ud lige nu, kunne hun ikke engang glæde sig over det.

Hun kiggede på køkkenuret for sjette gang inden for få minutter.

Skulle hun vente med sin plan til Lars kom hjem og krydsforhøre ham om, hvornår han sidst havde hørt noget til deres nabo? Nej, det var nok bedst at lade være. Han brød sig ikke om at blive blandet ind i den slags.

Ude i entreen famlede hun efter Karins ekstranøgle, som havde sin plads på en af de bagerste knager. Hun måtte fjerne de fleste af jakkerne, før hun fik den gravet frem, for hun havde været så sikker på, at den gemte sig under hendes grå regnjakke.

Hun plejede at hænge nøglen på den samme knage hver gang, og hun havde et klart billede i hukommelsen af sin hånd, der hængte jakken op og kom til at skubbe til nøglen, så den svingede frem og tilbage mod knagerækken. Men hun måtte jo huske forkert.

Hun lagde den på håndfladen og så eftertænksomt på den lille metalgenstand, mens hun overvejede, om man virkelig kunne tillade sig at låse sig ind i sin nabos lejlighed, når det ikke var aftalt på forhånd. Var det overhovedet lovligt?

Lydløst lukkede hun sig ud af sin egen lejlighed. Hun kunne lige så godt holde op med alle sine undskyldninger, hun var simpelthen nødt til at gøre det her. Når Karins forældre ikke havde tænkt sig at foretage sig noget, kunne Anna da ikke melde sin nabo savnet uden nogen som helst fornuftig begrundelse.

Hun bankede forsigtigt på Karins dør et par gange. Underboerne skulle nødigt høre hende, men på den anden side var det jo



 dorte hummelshøj jakobsen for pinligt at låse op og pludselig stå ansigt til ansigt med en undrende Karin.

Hun fik ikke noget svar. Der var lige så stille inde i lejligheden som i trappeopgangen udenfor. Hun stak forsigtigt nøglen i nøglehullet og låste op, som om hun trænede til indbrudstyvenes regionale mesterskaber. Uden at tænke over det lod hun alle dørene stå på vid gab bag sig, mens hun trængte sig længere og længere ind på Karins enemærker.

Stuen var pæn og ryddelig, hvis man lige så bort fra den matte hinde af støv, og de halvvisne duske i vindueskarmen. Karins frodige grønne planter var det for sent at gøre noget for.

Rummet var en spejlvendt udgave af Lars og Annas stue, og hun kendte hvert et møbel og hver eneste pyntegenstand næsten lige så godt som deres eget møblement. Bortset fra den kæmpestore flydersofa var det ikke dyre ting, for Karin havde aldrig været i stand til at holde på penge, men hun passede sin lejlighed omhyggeligt og havde en vis stil, selv om den ikke nødvendigvis faldt sammen med Annas egen smag.

Anna listede sig skridt for skridt ud mod køkkenet, næsten uden at trække vejret. Karins køkken var meget enklere end stuen, funktionelt og uden pynt og tingeltangel; her skulle man bare kunne fremstille mad. Hun havde ganske vist afhøvlet trægulvet, ligesom det var på Lars og Annas side af skillevæggen, men hun var aldrig rigtigt kommet videre, havde bare ladet de gamle, åbne hylder være, og hun havde ikke engang kasseret den oldnordiske terrazzobordplade med de tre løse gasblus i støbejern. Karin inviterede ikke gæster ud i køkkenet, og så kunne det vel være underordnet, hvordan der så ud.

Anna stirrede stift på Karins krydderihylde. Den hang lige præcis i hendes øjenhøjde, altså cirka et hundrede og tres centimeter over gulvet. Små glascylindere med basilikum, dild, kardemomme, karry, merian, oregano, paprika, timian med snirklet skrift. Hvis man så bort fra de to høje peberog saltkværne i bøgetræ, stod Karins beskedne samling af krydderier på række og geled i alfabetisk orden, med små, ensartede armygrønne skråhuelåg. Anna var ikke rigtigt klar over, hvor længe hun havde trukket vejret gennem munden. Hun tvang sig til ikke at se ned på gulvet.

Hvordan i alverden kunne det være gået så galt? Hendes hjerne kunne slet ikke fatte, hvad det var, hun så.

Basilikum, dild, kardemomme, karry. . . Anna måtte støtte hænderne mod den kolde bordplade et øjeblik, før fødderne

anna märklin (uddrag)  forstod, at hun ville have dem til at vende om og styrte ud af lejligheden. Nu havde hun al mulig grund til at ringe til politiet, men det skulle være inde fra deres egen lejlighed. Gudskelov, at der i det mindste ikke havde været noget blod!

Kapitel  (maj )

Anna gned og skrubbede på de brunlige stænk i det lyse tæppe.

Hun var nødt til at få dem væk, inden. . . Inde under spisebordet var der flere pletter. Hun anede ikke, hvad det var. The, eller rødvin måske? Hun ville heller ikke vide det; de måtte bare ikke være der! Hun gned, til hænderne begyndte at ryste. Hun forsøgte med klude og børster, og til sidst pøsede hun bare sæbevand ud over det hele. Blegemiddel, klorin. Noget måtte der være, som kunne få det væk. Men jo mere hun gned på pletterne, jo større blev de. De bredte sig ud over tæppet og farvede hendes ru, opblødte fingre røde.

Hun gned fortvivlet hænderne mod sine cowboybukser, samtidig med at hun lyttede efter det mindste tegn på, at der kom nogen. Hun var allerede våd langt op ad lårene, men måske var det bare det lunkne vand. Hun blev nok også nødt til at tage et bad. Men gulvtæppet var hovedsagen. Hvad hun end gjorde, måtte hun ikke glemme tæppet. Hun skulle have brugt koldt vand lige fra starten, indså hun pludselig. Æggehvidestoffer opløses bedst i koldt vand. Kemi for børnehaveklassen. Hvorfor var hun altid så dum?

Hun klappede febrilsk på tæppet omkring sig. Måske var vandet alligevel koldt nok? Skurebørsten, hvor havde hun nu lagt skurebørsten? Alle hendes sanser skreg i hende, at det hastede.

Hun kunne tydeligt høre tunge trin på trappen. Tiden var ved at løbe ud. Men skurebørsten var og blev væk. En saks! Hun måtte finde en saks eller en hobbykniv, så kunne hun skære alle pletterne ud af den sarte, hvide flade. Hun kæmpede for at komme op at stå, hendes nakkehår strittede lige ud i luften, men hendes ben nægtede at lystre.

En klokke kimede. En gang, to gange, ond og insisterende, og hun vidste, at det var for sent. Hun lagde sig ud over tæppet med udbredte arme og forsøgte at skjule pletterne med sin egen krop.

Nu kimede klokken vedvarende, og med et spjæt faldt hun ud over sofakanten, lige ned på det lyse gulvtæppe. 

 dorte hummelshøj jakobsen - Jaja, jeg kommer nu! Med dirrende hænder glattede hun håret en smule, før hun fjernede sikkerhedskæden. Mens hun slog yalelåsen fra, bestemte hun for hundrede syttende gang, at hun måtte se at få en ny dørklokke.

Mistænksomt stod hun ude på den tomme trappeafsats og skævede til Karins lejlighed. Var det lyde derinde fra, som havde blandet sig med hendes drøm, eller stammede det forbandede mareridt bare fra hendes underbevidsthed? Lige nu var der i hvert fald stille bag døren, som var dekoreret med et par kæmpestore, sorte hagekors. eeeee - Gifter vi os så på din fødselsdag, skat? Lars slog begge arme omkring Anna bagfra og kildede hende overtalende mellem ribbenene.

Anna knækkede refleksmæssigt sammen af grin med duften af hans velkendte aftershave i næsen. Hun nåede lige netop at lægge det store bundt røde roser i sikkerhed på køkkenbordet.

Lars havde været på kursus en uges tid, og det var dejligt at have ham hjemme igen.

- Mor ringede i går. Hun spurgte, om vi kommer hjem en tur på søndag.

- Mm. Er din far blevet syg igen, eller. . . . Lars mumlede et eller andet, hun ikke rigtigt kunne høre. Det er svært at tale tydeligt med munden fuld af brune krøller. Han løsnede sit bjørnetag om hende en smule, så hun kunne vende sig rundt og se op på ham. Hun var glad for, hun havde husket at smutte i de nye cowboybukser; de pressede i det mindste ikke den der flaprende delle sammen lige over linningen.

- Mor har i hvert fald overtalt ham til at gå til lægen. Og hold så lige op med det der pjat, før jeg tisser i bukserne.

Hun overvejede, hvor meget hun skulle sige, for det var ikke meningen, hun ville lave et stort nummer ud af noget, som måske ingenting var. Det var bare så sjældent, hendes far lod sig slæbe over dørtærsklen til et venteværelse.

- Jamen, så er alt jo godt, er det ikke? Lars lo, han havde haft to år til at sætte sig nogenlunde ind i deres Jensen-speak.

- Jo, det er det vel. Der var noget med nogle tal, som lægen ikke var helt tilfreds med, men jeg tror ikke rigtigt, mor forstod, hvad han mente.

- Måske skulle han holde op med at ryge, foreslog sportsfanatikeren Lars.

anna märklin (uddrag)  - Joeh, men det lød nu ikke som om, det havde noget med lungerne at gøre, mumlede Anna.

- Det er det sædvanlige med dig og din familie, Anna. I kryber altid uden om i stedet for at se problemerne i øjnene. Han gav hende et drillende dask bagi, men lovede, at han godt ville tage med hende hjem søndag eftermiddag.

- Jeg må hellere lige finde en vase til de her, og du kan godt trække rødvinen op nu. Hun greb roserne på bordet, snurrede rundt og smøg sig forbi ham ind i stuen. Hun havde faktisk været på nippet til at sige ja, første gang han spurgte, men da var det også kommet fuldstændig bag på hende. Ægteskab. Og så levede de lykkeligt til deres dages ende, tænkte hun. Hun strøg langsomt hænderne hen over de fløjlsbløde kronblade og stak næsen ned i den store buket. Roser duftede så berusende, næsten forførende.

Var det derfor, mænd altid troede, de kunne opnå hvad som helst ved hjælp af en buket mørkerøde roser? eeeee - Åh, Mattias har for øvrigt ringet. Anna havde lige lagt kniv og gaffel fra sig og sad og hvirvlede en sjat rødvin rundt i glasset.

- Hvad for en. . . Da ikke dén Mattias?

- Jo, men det var bare for at invitere mig til jubilæum. I næste uge er det faktisk ti år siden, jeg blev student. De er bare lidt sent ude med at arrangere festen. I slutningen af august, regner de med.

- Hvor er det frækt! Du har vel ikke tænkt dig at tage med?

Lars skovlede de sidste ærter i sig og samlede lidt dressing op fra tallerkenen med en stump flûte.

- Det ved jeg ikke rigtigt. Der er et par af de andre klassekammerater, jeg godt kunne tænke mig at møde igen.

- Jeg bryder mig ikke om, at du skal møde ham igen. For pokker, Anna, han var lige ved at ødelægge din studentereksamen for dig!

- Åh, helt så slemt var det da ikke. Og før eller siden er man da nødt til at komme videre. Hun vred sig lidt på stolen.

Lars skubbede sin tallerken fra sig og lagde armene om hende.

– Anna, jeg har da ikke spor imod, at du møder din gamle klasse, det ved du da. Bare ikke Mattias. Hvis jeg havde været der. . .

- Ja, det ved jeg godt skat, men det er altså ti år siden. Og nu har jeg jo dig. Anna lænede sig frem og tørrede ham om munden med sin serviet, før hun kyssede ham.

- Men . . .

 dorte hummelshøj jakobsen - Nix. Jeg gider ikke høre mere om ham. Hun kildede ham på næsen med servietten. – Din første aften hjemme, og så tror du, jeg gider sidde og snakke om gamle gymnasiekærester.

Men hun var mildest talt blevet rystet over at høre den stemme i telefonen. eeeee Anna strøg håret på plads bag ørerne foran entréspejlet. Der var ingen iøjnefaldende persillestumper mellem tænderne, og hun havde lige gnedet en uidentificeret plet af sin bluse med en fugtig klud. Hun var ikke klar til nogen skønhedskonkurrence, afgjorde hun, men mon ikke nok det gik an til en kop kaffe hos Karin. Og hendes nye sko var i hvert fald smarte.

At gøre noget ekstra ud af sin make-up ville hun ikke nedlade sig til, hun skulle da ikke ud og score, men hun følte sig tit som en pjusket hund ved siden af Karin. Sådan et filtret, utjekket gadekryds, som folk samlede op og slæbte med sig hjem af ren og skær medlidenhed. Skulle hun alligevel. . . ? Nå nej, hendes grå skjorte lå jo i den bunke strygetøj inde i soveværelset, hun havde planlagt at gøre noget ved, mens Lars var i Tåstrup. Hun havde haft mange planer om alt det, hun kunne nå på en hel uge. På den anden side gad hun ikke gå og ærgre sig over, at hun ikke havde flintret rundt og gjort rent i kødfarvede gummihandsker hver dag.

Hun trak beslutsomt entrédøren i bag sig og ringede på Karins dør, det perfekte spejlbillede af hendes egen. De samme billige glaspaneler i rødt og grønt, og en dørklokke, der lød som en rekvisit fra en Stephen King-film, men Karin havde i det mindste anskaffet sig et håndmalet porcelænsskilt med sit navn, og hun havde allerede fået fjernet de værste spor efter de sorte graffitikors.

Hun måtte ringe og banke flere gange, men der skete ikke noget, før hun begyndte at råbe Karins navn. Mon hun lå og sov?

Anna fik et glimt af et ængsteligt øje i dørsprækken, og så raslede sikkerhedskæden omsider derinde. – Velkommen, Anna, kom nu med ind i stuen og sæt dig ned, så henter jeg lige kaffen.

Karin sendte et spidst kindkysmissil af sted i retning af Annas øre og raslede med sine armbånd og halskæder, mens hun pylrede om sin gæst.

- Hvor er det dejligt at have dig hjemme igen, råbte hun i retning af Karins kølvand. Karin så helt urimeligt godt ud.

Solbrændt og med ny frisure, som en model efter tre ugers wellness på Bahamas. Karins alder var ikke noget, man talte om,

anna märklin (uddrag)  men Anna følte sig ærlig talt lidt luvslidt ved synet af denne reviderede version. Og hendes tøjstil var gennemført uld, hør og silke. Ikke noget for Annas aldersgruppe, men alligevel kunne hun godt forstå, at Karin aldrig manglede mandligt selskab.

Gedigne klassikere, kjoler og dragter, som hun udvalgte sig med sikker hånd, når hun endelig havde en klat penge på lommen. Og Karin glemte bare ikke at stryge sin nyeste skjorte. eeeee - Og lad mig så høre, hvad der er sket i Skive, mens jeg har været ude af cirkulation. Karin havde skyndsomt smækket et fotoalbum sammen og skubbet det på plads i reolen, fjernet et usynligt støvfnug fra bordpladen og skænket dampende varm kaffe op, før Anna kunne nå at glippe med øjnene. Hun satte sig til rette ved siden af Anna i sofaen og lænede sig lidt ind over bordet. En slank, velplejet hånd hvilede et øjeblik på Annas underarm, akkompagneret af et strejf af dyr parfume og et karakteristisk, skævt smil. Karins blå øjne indfangede alt, lige fra de forvaskede cowboybukser til den halvslatne, langærmede bluse, som om hun godt kunne have lyst til at checke Annas arme, men hun sagde i det mindste ikke noget.

- Åh, du ved, Lars har været på kursus i Tåstrup. Næste skridt på karrierestigen. Og så var der en fascinerende artikel i Weekendavisen om arbejdsløse humanister.

- Hvor er det ærgerligt, at jeg ikke var hjemme. Jeg har hørt om en ny bar i Viborg, et rigtig livligt sted. Jeg kunne godt have fundet et eller andet til dig i mit klædeskab. Karin lagde hovedet på skrå og kneb øjnene sammen som for at vurdere Annas chancer på det sjove marked.

Anna kom til at grine, så kaffen stod ud gennem næsen. – Ja, det kunne du li´! Men en bytur på dagpenge er vist næsten lige så underholdende som at være blind til et stripshow.

- Så det har lange udsiger at finde noget fast?

Anna nikkede, mens hun satte tænderne i et stykke wienerbrød. – Mm. Ingen ting her, og ingen ting der. Nå ja, og så er kaffen steget i Fakta. Er det ikke sindsoprivende? Hun slikkede lidt vildfaren glasur af læberne og nød følelsen af det første lille sukkerkick.

- Det må man sige. Men nu skal du bare se, hvad jeg har fundet til ingen penge. Firehundrede kroner! Karin hev en sexet lille Nokia op af lommen. – Og den er med kamera!

- Kan man overhovedet få en telefon uden kamera længere?

 dorte hummelshøj jakobsen Hun vendte og drejede den fikse, lille tingest i hænderne, før hun rakte den tilbage til Karin.

- Nu kan jeg gå rundt og tage billeder af vennerne og forevige alle mine Kodak-øjeblikke, grinede hun og rettede det lille øje mod Anna.

Anna lænede sig instinktivt tilbage og holdt afværgende hænderne op. Hvornår var Karin begyndt at rende rundt og fotografere folk? Hun kom i tanke om det fotoalbum, der havde ligget fremme på bordet. Havde hun opdaget en ny og ukendt side af Karin her?

- Hvad er det nu, dit mobilnummer er? Karin fandt den indbyggede telefonbog frem og tastede begge Annas numre ind.

Anna slap fri af kameraets linse og slappede af igen. Karin slap ikke en stavelse ud, om hvad hun selv havde oplevet, mens hun havde været væk, men hun fortalte med megen indlevelse om et skænderi, hun havde haft med sin far for nylig.

- Hold Skive ren, det er hans valgsprog. Hun gjorde sin stemme dyb og selvsmagende, mens hun samlede de flagrende hænder på ryggen, så man bogstavelig talt kunne se en stiv, nålestribet rygrad.

Anna lo, det var umuligt at lade være. Karin kunne være blevet en fremragende stand-up-komiker. – Jeg forstår bare ikke, hvorfor han bilder sig ind, han har ret til at styre dit liv. Er han ikke ved at være så gammel, at han skal til at trappe lidt ned, spurgte hun forsigtigt.

- Du godeste, nej, min far har skam store planer. Han har ikke indrømmet det direkte endnu, men jeg er sikker på, han går efter en post som folketingskandidat i næste omgang.

- Tror du virkelig din far. . . ? Jo, hvis han virkelig har sat sig i hovedet, han vil i folketinget, så kommer han det selvfølgelig.

- Onkel Henry har allerede spået, at han ender som minister, hvis han ikke falder død om af en blodprop inden. Karin sendte hende et dystert blik.

Karins direktørfar havde lignet en stensikker kandidat til at føre Skive Kommune igennem kommunalreformen, men dagen efter valget havde en af hans egne, nyvalgte partimedlemmer skiftet side, og så var magtbalancen pludselig tippet. Det havde givet dybe dønninger i kommunen, men det var sikkert først og fremmest Karin og hendes mor, som havde fået hans vrede at føle.

Anna tog en ordentlig bid wienerbrød. – Lars bliver ved med at sige, at jeg er nødt til at tænke på min vægt, når jeg nu ikke kan tage mig sammen til at motionere regelmæssigt.

anna märklin (uddrag)  - Jamen det gør du da også. Tænker på den, mener jeg. Karin greb selv et stykke mere fra fadet.

- Men din far som minister? Hvis han bliver undervisningsminister, så vil jeg ærlig talt lige så gerne blive ved med at være arbejdsløs. Hun slikkede et par sukkerkorn af fingerspidserne.

- Ja, det skal nok blive sjovt. Når han bliver hundrede, så sidder han der som landets mest konservative statsminister siden Estrup. Han begynder med pornoen og den frie abort, og før han er færdig, så er vi klar til at emigrere til Iran.

- Tror du ikke, du skulle prøve at holde dig lidt på afstand af ham et stykke tid? Du får bare en værre ballade.

- Jamen, det er da ham, der ikke vil lade mig være i fred, Anna.

Jeg tog såmænd bare hjem for at hilse på min mor. Vi havde det rigtig hyggeligt med kaffe og gamle familiebilleder, og så kom han for en gangs skyld tidligt hjem. Karin slog med hovedet, og der opstod et øjebliks pause.

- Nå, men vi gider ikke bruge mere tid på den gamle stivstikker. Nu skal du bare høre om en rigtig weirdo, jeg stødte på i Egå. Karin kastede sig ud i en bizar historie om en af de personligheder, hun havde mødt på sin vej. eeeee Lars og Annas søndagsbesøg i Viborg fulgte det sædvanlige ritual. Masser af kaffe og hjemmebagte boller og rå æblekage, for at det ikke skulle være løgn. Ingen overraskelser her. Annas mor vimsede rundt for at servicere svigersønnen så godt som muligt, og piskefløde var jo ikke anført på listen over forbudte våben endnu. Annas to storebrødre havde pænt velsignet familien med fire børnebørn, men den mindste var på vej ud af den nuttede alder i raketfart, og så var der kun Anna at håbe på.

- Jeg kigger lige til stegen. Mor smilede som et helt ægteskabsbureau i retning af Lars.

Anna havde ikke tænkt over det før, men i dag var hun sikker på, hele verden havde sammensvoret sig om at få hende gift.

Sikken et held, at mor ikke anede, det her stykke svigersønmateriale havde været mør i næsten et halvt år, for Anna havde nok at gøre med at holde Lars fra kirkedøren.

- Nå, hvordan gik det så med dit kursus? Annas far tænkte slet ikke på, at det var nu, der skulle holdes ophørsudsalg.

- Åh, det var rigtig interessant. Det var kun for salgsledere, så det var meget målrettet. Du ved, strategien er jo, at når man er blevet forfremmet, så skal man ikke bare lade stå til, men straks

 dorte hummelshøj jakobsen sætte sig et nyt mål. Hvad er det næste, oplagte karriereskridt?

Lars var lige ved at vælte sin kaffekop, men skyndte sig at redde porcelænet.

- Øh, altså, når man er blevet udnævnt til salgsleder, så begynder man at se sig om med det samme og overveje, hvor der kan komme en åbning i form af en afdelingschefstilling i løbet af de næste par år. Planlægning på den lange bane, som man siger.

- Ja, det er da klart. Far nikkede, mens han holdt piben så langt væk fra Lars som muligt.

Anna havde hørt en hel del om det kursus i forvejen. Nu vidste hun oven i købet, at det var en stilling som afdelingschef, der lå i luften. Sammen med en moccafarvet arkitektvilla med avancerede glaspartier i stedet for ordinære vinduer, og en matchende afdelingscheffrue og et par kvikke afdelingschefbørn oven i som bonus. Det lå minsandten også og hvirvlede rundt i luften.

- Men nu skal du altså fortælle os, hvad de har sagt på sygehuset. Anna lagde en hånd på sin fars skulder.

- Åh, du ved, de tager en masse blodprøver og klistrer mærkater på i en hel regnbue af farver, så laboranterne kan more sig med at sidde og tælle røde og hvide blodlegemer. Og bagefter er der såmænd ingen, der er stort klogere. Kom I hellere med ud i frugthaven; det bliver en rigtig god sæson. Hans stride, gråsprængte hår stod lige i vejret efter middagssøvnen, armene lå stædigt over kors og modsagde de livlige, grågrønne øjne og det hyggelige, fynske tonefald.

Mere snak om undersøgelser og blodprøver blev det ikke til, før Anna og hendes mor trak sig tilbage til kartoflerne i køkkenet.

Tværs over gryden fortalte mor hende hviskende den smule, hun havde fundet ud af.

Kræft. Hendes far. Anna ville overhovedet ikke tro det; sådan noget skete ikke i hendes familie. Og far var ikke mere end lige fyldt halvfjerds! De spiste kalvesteg efterfulgt af frisk frugt med råcreme, og alle lod ihærdigt som om.

Anna brød kun overenskomsten én eneste gang søndag aften.

Pludselig hørte hun sin egen stemme spørge: – Far, er det ikke på tide, du fortæller mig noget om farmor?

Der blev helt stille, mens en engel adstadigt valsede gennem stuen. Syv sekunder for længe, mindst. Så gentog hendes far præcis det samme, som han altid havde sagt: – Farmor var en smule underlig, andet er der ikke at sige om det. Er der ikke

anna märklin (uddrag)  en af I hjælpsomme unge mennesker, som kan række mig den kaffekande der? eeeee Anna vidste, at hun var døbt Anna efter sin farmor og Birgitte efter sin mormor. Hun hed Jensen ligesom sin far, og mellemnavnet Storm, som hun brugte, når som helst hun kunne slippe af sted med det, stammede fra hendes mors side. Hendes mor fortalte gerne om sit livlige og hyggelige barndomshjem, men hendes far nægtede pure at tale om sin barndom. Alle og enhver kunne jo høre, at han var vokset op på Fyn, og Anna vidste, at hendes farmor havde heddet Anna Nilsson, indtil hun erhvervede den pæredanske etiket ved sit ægteskab med farfar, Nikolaj Jensen.

Farmor var født i Sverige, så meget var der da sevet ud mellem linierne, og det gamle bryllupsbillede viste, at hun havde været spinkel og smuk, men ellers var farmors liv som en lukket bog.

Farmor var underlig. Jo, men hvordan var hun underlig? Hun kunne da ikke have været ravende sindssyg, ikke i tredivernes Danmark, for så havde de spærret hende inde på en anstalt, eller allermindst tvangssteriliseret hende, før de slap hende ud blandt folk. Men farmor var blevet gift og havde født et barn, så det hang ikke rigtigt sammen.

Da Anna var barn, havde hun accepteret det uden videre forklaring. Der var så meget, hendes far ikke brød sig om at tale om. Sygdom og død, krig og ulykker. Tingene forandrede sig ikke til det bedre, fordi man talte om dem, påstod han. – Hvis man ikke har noget godt at sige, kan man lige så godt holde mund.

Hmm. Det havde heller ikke betydet noget for hende, mens hun fjollede rundt til gymnasiefester og prøvekørte drengene i klassen efter tur, men nu, hvor hun selv nærmede sig de tredive, oplevede hun en voksende trang til at vide noget om sin slægt.

Hun havde hørt så meget om sin mors barndom i Viborg, at det næsten var, som om hun selv havde været med, men farmor og farfar! Man skulle tro, far var blevet leveret på hendes mors dørtærskel som et fuldvoksent hittebarn. Men hvis hun sagde det til far, lo han bare og forsikrede hende om, at han var vokset op på en ganske almindelig lille gård på Fyn. Og nu havde hendes far. . . kræft. Hun sagde ikke ordet højt, hun nøjedes med at tænke det lige så stille inde i sig selv, for hvis man ikke havde noget godt at sige. . . Arrigt smækkede hun køleskabsdøren i og vidste godt, at hun kom til at tørre en sø af mælk op, næste gang hun lukkede det op. Han kunne bare vove

 dorte hummelshøj jakobsen på at dø! Og hvis han virkelig skulle finde på det, så kunne han bare vove på at snyde hende for en farmor og farfar. Vidste han ikke, at det var sådan noget, asiatiske adoptivbørn fik traumer af og rejste til verdens ende i dyre domme for at finde deres biologiske familie?

Lars var taget af sted på arbejde for længst, og hun havde fri i dag, så der var ikke nogen som helst at brokke sig til. Hun havde prøvet at slappe af med fed musik og en god krimi, men nu sad hun bare her ved køkkenbordet og tegnede kruseduller på indkøbsblokken. Yoghurt og rugbrød. Rucola, tomater og pasta.

Affaldsposer. Noget til at afkalke kaffemaskinen med. Den havde allerede snorket i ugevis. Affald og afkalkning, så typisk for en mandag. Hun slog albuen mod bordpladen og ømmede sig; hun havde en gammel, vissengul plet lige netop der. Affældig. Hvis ikke hendes far ville hjælpe hende, hvordan fandt hun så ud af mere om sin farmor? Hendes ældre brødre havde hovederne fulde til randen af deres egne familier og skældte bare ud, når hun ikke ville lade far være i fred.

Anna Nilsson. Når man var belemret med et sennavn, kunne man ikke bare begynde at søge i blinde. Hun så for sig den ene hyldekilometer efter den anden af arkivalier med navnet Nilsson på. Goddag, jeg vil gerne vide noget om Anna Nilsson fra Sverige.

Hæ! Farfar hed Nikolaj, det var en anelse bedre. Anna vidste, at han var født på Faaborgegnen omkring . Men når det var Fyn, så nyttede det ikke engang noget at gå på landsarkivet i Viborg.

Hun havde skrevet Anna Nilsson, Anna Nilsson, Anna Nilsson den ene gang efter den anden på den linierede blok. Måske skulle hun prøve at spørge i Fakta eller kigge på hylden med læskedrikke? Hun rev siden af og skubbede stolen tilbage. Ned at købe ind, så kunne hun ringe hjem i eftermiddag og spørge til far. Det lød godt; så ville hendes mor måske til gengæld være en lille smule eftergivende, for hun havde trods alt kendt farmor.

Anna trådte på en æggeskal på trappen. Den knasede og blev til en million bittesmå, hvide splinter. Det kunne man da kalde brækket hvid. Der var virkelig ikke noget at tage fejl af; Karin var for alvor kommet hjem. Anna skævede til det hvide porcelænsskilt. Sært, at sådan en perfektionist ikke var i stand til at gå ned med skraldeposen uden at spilde. Hun var vel ikke allerede på noget igen? Man måtte håbe, hun fik tørret op efter sig, før Lars kom fra arbejde. Anna skrabede lemfældigt sin skosål af mod kanten af trinene.

anna märklin (uddrag)  Farmor havde ikke levet længe nok til at opleve selve brylluppet, men Anna vidste, at hendes forældre havde købt de smalle guldringe og pænt vist dem frem på Fyn, fordi farmor var syg og aldrig ville komme til at se sin søn stå i kirken og love troskab, til døden jer skiller. De havde faktisk gjort det, far og mor, selv om kirkebryllupper var på retur den gang. Inderst inde syntes Anna, kirkebryllupper var smukke og romantiske, men hvordan kunne man stå der og love sig selv væk til et andet menneske uden at vide, om det ville blive for fyrre eller halvtreds år eller mere?

Hendes mor turde, men hun var jo også blevet gift med far. Anna borede en hjørnetand så hårdt ned i underlæben, at hun kunne smage blod. eeeee - Anna, far skal indlægges. De vil operere ham i morgen eller fredag. Mor ringede allerede onsdag.

- Opereres? Men jeg troede . . . Anna standsede, usikker på, hvad hun egentlig havde troet.

- Jamen først regnede de også med strålebehandling, men nu mener de åbenbart, det er bedre med en operation. Og så er det selvfølgelig bedst at få det overstået så hurtigt som muligt.

Anna stirrede stift på de afhøvlede brædder på det gamle køkkengulv, som skrånede voldsomt ned mod det ene hjørne.

Viceværten påstod, det var fundamentet, som sank. Anna sagde ikke noget videre til sin mor. Lige pludselig var der et eller andet med hendes stemme, så efter lidt hosten på skrømt meddelte hun bare, at hun ville komme hjem fredag aften og blive hjemme hele weekenden. Hun vidste jo godt, at hun ikke kunne komme til at tale rigtigt med sin far, før han kom til sig selv efter operationen, og så var der nok trods alt mere fornuft i at passe vagterne på biblioteket, til hun fik weekendfri. Snusfornuft, dit navn er kvinde.

Lars kom hjem fra arbejde og holdt om hende i et væk. Igen sagde hun så lidt som muligt. Ordene blev ikke kød og tog bolig iblandt os, før nogen sagde dem højt, vel.

Hun smed lidt tilfældigt tøj og toiletsager i sin weekendtaske og hev prøvende de røde roser op af vasen ude i køkkenet. En stank af snigende råddenskab bredte sig omkring hende, og hun lod hurtigt hele bundtet dumpe ned i skraldeposen med de slimede stængler øverst. eeeee - Din far er sådan en dejlig og tålmodig patient. Den rødhårede sygeplejerske klappede Anna på armen i forbifarten.

 dorte hummelshøj jakobsen Det er jo godt for sygeplejerskerne, tænkte hun vrissent.

Imens udbredte lægerne sig om prognoser og fremtidsperspektiver, som om de var midt i en konference om velfærdsstatens udvikling, og hendes mor talte stilfærdigt om små dagligdags begivenheder.

- Jeg kunne vel ikke få dagens avis? Hovedpersonen opførte sig som en stilig hotelgæst, uanset om han kastede op, fik målt puls og blodtryk eller prøvede at spise de blodfattige diætmåltider, hospitalet kaldte mad. Sværme af skønne sygeplejersker svævede omkring ham og leverede alle deres uigennemskuelige serviceydelser, og de faldt alle med et brag for hans fynske charme, mens Anna skinsygt sad og holdt øje med dem fra sidelinjen.

Brødrene kom på korte sygebesøg med deres livlige familier og vindruer i knitrende papirsposer, men selvfølgelig var det Anna, som fulgtes med sin mor hjem til det alt for store og stille hus på Gammel Århusvej. Hun ventede pænt, til de havde inspiceret den elskede have og sad bænket med hver sin kaffekop foran sig, før hun indledte sit nøje planlagte angreb.

- Mor, hvilken del af Sverige stammer farmor fra? Hun fangede sin mors blik og holdt det fast; denne gang skulle hun ikke få lov til at slippe.

- Farmor og farfar boede på Fyn. - Mor, altså! Hvis du vil have, at jeg skal lade far være i fred, så fortæller du mig, hvad du ved om farmor! Hun viftede aggressivt i luften med sin teske.

- Anna, det mener du jo ikke alligevel.

- Nej, men du bliver altså nødt til at hjælpe mig. Om jeg så kilder far under fødderne, så lukker han jo aldrig familiens skeletter ud af skabet alligevel.

Mens Anna forbløffet så til, rejste hendes mor sig og gik direkte hen til det gamle skrivebord i hjørnet af stuen, hvor hun låste den øverste skuffe op og halede en lille, sort bog frem. Hun rakte den til Anna og lod hende drage sine egne konklusioner.

Hun sad med noget, som ikke kunne være andet end en salmebog, i sine hænder. Den lå i det oprindelige, sorte paphylster, og den slidte bog indeni havde guldsnit og falmede guldbogstaver på ryggen af bindet. ”Psalmboken”. Hun slog op på første side. En lillebitte, alvorstung svensk salmebog, ´av konungen gillad och stadfäst år ´. Og så fandt hun det. ´Anna Märklin, Fredriksdal ´ stod der, med spinkle, snirklede blækbogstaver.

- Anna Märklin? Jamen, farmor hed da Nilsson, indvendte

anna märklin (uddrag)  hun. Hylder med lange rækker af legetøjstog kørte rundt for hendes indre blik. – Märklin, er det overhovedet et svensk navn?

- Jeg ved ikke andet, end hvad der står i din farmors konfirmationssalmebog. I hvert fald ikke noget, som kan hjælpe dig med at finde fars familie. Det er det Fredriksdal, som ligger i Småland.

Det er i nærheden af Jönköping, så vidt jeg husker.

- Men du har da kendt hende?

- Hun var jo allerede meget syg, da jeg lærte far at kende.

Anna var et meget stilfærdigt menneske, og hun snakkede aldrig om sin fortid.

- Farmors fortid. I snakker minsandten altid, som om farmor har været tugthuskandidat eller løs på tråden, spruttede Anna.

- Og du snakker, som du har forstand til. Med den lange uddannelse du har, så skulle man da tro, du kunne få noget ud af din farmors konfirmationssalmebog, så vi andre kan få lov at være i fred! Hendes mor havde fået røde pletter på kinderne.

- Undskyld, mor, selvfølgelig kan jeg det. Jeg er vist bare lidt overvældet over salmebogen. Og jeg kan jo ikke bare sådan fare af sted til Småland. eeeee Annas far blev sendt hjem igen efter et par uger med en diæt, som skulle overholdes på livstid. Hvad er livstid i Danmark?

I bedste fald seksten år, i værste fald. . . ? Men far nød at være hjemme på sin egen lille plet jord, selv om han ikke havde et helt hof af underskønne sygeplejersker til at varte sig op, og overlægen garanterede næsten, at han kunne få en god sommer, hvis han passede lidt på sig selv. Hele familien bød ham velkommen hjem med en lille sommerfrokost, letfordøjelig mad til hovedpersonen og massevis af jordbær med is og fløde til alle de andre. Bagefter overlod de yngre generationer forældrene til sig selv, så deres far kunne få den ro og hvile, han havde behov for.

- Og en enkelt smøg i ny og næ, hviskede han med et gavtyveglimt i øjet. eeeee Anna selv var færdig med sit vikariat på Skive Bibliotek og havde meddelt arbejdsformidlingen, at nu tog hun altså en uges ferie.

- Jeg får ikke noget ordentligt at lave på den her side af skoleferien, og det nytter alligevel ikke, at jeg sidder lårene af far lige nu, så hvorfor skulle jeg ikke tage en hurtig lille tur til Småland.

 dorte hummelshøj jakobsen - Småland? Jamen selvfølgelig tager vi da til Småland. Jeg havde egentlig tænkt mig at overraske dig med et par billetter til Berlin. Vi kunne flyve derned og så tage et par dage på et hyggeligt lille hotel. Berlin er jo ret hot lige nu. Men når du hellere vil til Sverige, så gør vi selvfølgelig det, skat. Lars var simpelt hen så sød og så solidarisk.

- Men er du sikker. . . Har du virkelig lyst til at bruge din ferie i Sverige?

- Selvfølgelig mener jeg det da, Anna. Vi må jo have fundet hende der din mystiske farmor. Han holdt om hende og nappede hende blidt i nakken med sine læber.

Anna slappede af og lænede sig ind mod ham. – Jamen jeg kan altså godt tage af sted selv. Så kunne vi jo tage til Berlin sammen en anden gang.

- Pjattehoved. Selvfølgelig tager jeg da med dig til Småland.

Han rodede op i hendes hår og lod ligesom tilfældigt sin anden hånd glide indenfor hendes bluse.

Hun var lidt træt men gav efter uden diskussion. Hun ville egentlig gerne beholde sin underlige farmor helt for sig selv. Men samtidig trøstede hun sig med, at det hele som regel gik meget godt, når de bare var hjemmefra. eeeee Anna vaskede og pakkede nærmest simultant, mens Anne Linnet sang til for fuld udblæsning, men en kop kaffe hos Karin skulle der være tid til. Hendes alibi var, at hun var nødt til at finde en til at vande sine tre pjuskede potteplanter, men i virkeligheden havde hun store forventninger til alt det, hun skulle have drøftet med Karin.

- Din stakkel! Hvor må det være forfærdeligt for dig. Karin slog sine lange arme om Anna og gav hende et ordentligt bjørnekram. – Kom med ind og sæt dig, så drikker vi en kop kaffe og snakker om det.

Anna blev halet med i slipstrømmen af smalltalk, og før hun vidste af det, sad hun og tronede i Karins bedste lænestol.

- Se her, jeg har lige bagt en lækker æbletærte. Man skulle næsten tro, jeg vidste, du ville komme. Karin hviskede konspiratorisk, mens hun satte kopper og tallerkener på bordet.

Anna tog en dyb indånding og lænede nakken tilbage mod stolen. Hun havde hevet benene op under sig og sad med kaffekoppen i skødet.

- De har fjernet en del af hans mavesæk, men de siger jo, at man sagtens kan klare sig, så længe man bare har et stykke

anna märklin (uddrag)  tilbage. Hun kunne mærke, hvordan noget løsnede sig i hendes egen mave.

- Lægerne kan jo rigtig meget, Anna. Der er en lang række kræftsygdomme, hvor de har gjort kæmpestore fremskridt de senere år. Karin gav hendes hånd et klem og læssede en ekstra skefuld fløde oven på hendes æbletærte.

- Og hvad med dig? Hvad har du gået og lavet, mens jeg har været i Viborg?

- Mig? Jeg har vist mest gået og nusset rundt herhjemme.

Karin trak på skulderen.

- Det er jo ikke fordi, jeg vil blande mig. Der var bare en aften. . . Ja, jeg hørte altså lyde herinde. Anna plukkede lidt i sømmen på sine bukser.

- Nå ja. Det er nok ikke alle mine venner, der tænker lige meget over, hvor lydt der er mellem lejlighederne. Du må meget undskylde, hvis vi har ødelagt jeres nattesøvn. Skal jeg hente en kop kaffe mere til dig?

- Jo, men jeg tænkte på om. . . om du måske havde mødt en, som for alvor er. . . Anna havde allerede ordet klar på tungen, da hun hørte det forsigtige host inde fra Karins soveværelse. Hun blev rød i hovedet og sagde ikke mere.

- Anna, altså. Behøver du virkelig være så tantet? Det er bare Onkel Henry, som for en gangs skyld har sovet længe. Han er ærlig talt mere genert, end du er, så kan du ikke bare ignorere ham? Den stakkels mand lytter jo ikke eller noget, han står bare derinde og gør sit bedste for at ligne en standerlampe. Karin dæmpede sin stemme endnu en tand.

Karin var Karin, men Anna sad og smuldrede det sidste stykke æbletærte mellem fingrene. Karin havde ikke andet end sex i hovedet, og så var det da ikke til at tale med hende om alvorlige ting.

- Ja, men I bliver væk en uge så?

- Ja, det er alt, hvad det kan blive til. Arbejdsformidlingen holder mig i stramt tøjr. Hvad med dig, skal du ud at rejse i sommer? Anna prøvede at tage sig sammen, men hun kunne godt høre, hun lød tvær.

- Nej, jeg har jo lige været væk i flere måneder, jeg må hellere se, om jeg kan få rettet lidt op på finanserne. Det er det rene bundskrab lige i øjeblikket, men en af mine bekendte har skaffet mig et job på en bar, eller rettere en slags klub, i Viborg. Det, de vil have, er godt nok ikke helt min sædvanlige stil, men det er slet ikke så dårligt betalt. Jeg vil også godt have foden indenfor

 dorte hummelshøj jakobsen i miljøet. ´Purple Lounge´ hedder det, og det er sådan et lidt avanceret sted. Jeg har hørt, de skulle have nogle prominente gæster ind i mellem. Karin lo og blinkede frækt til Anna.

- Penge er der jo nok af her i verden, det drejer sig bare om at få dem fordelt lidt bedre.