10
ANNONCETILLÆG | visitfaroeislands.com Skeiva pakkhús – det skæve pakhus
Hoydalar
Præstegården i Sandágerði
Tinganes
Gunnar Hoydal: Hoydalar. ’Dalen’ (1999)
For mange mennesker på Færøerne, især ældre folk, anses det intet mindre end mirakuløst livsbekræftende, at Færøernes største gymnasium i dag er beliggende i Hoydalar, på selvsamme sted som tuberkulosesanatoriet lå før i tiden. Hoydalar ligger et par kilometer nord for Tórshavns centrum og er et dejligt, naturskønt område fra Boðanes nede ved vandet og helt op til Svartafoss, som det skønne vandfald fra Hoydalsá hedder. Tidligere stadsarkitekt Gunnar Hoydal har skrevet romanen ’Dalen’ om drengen Páll, der er søn af sanatoriets opsynsmand, og hans iagttagelser af den dødsmærkede hverdag i dalen, som han elsker: Hele engen ligger dernede, mon der findes en større og smukkere dal end denne i hele landet? Her står græsset og venter så tålmodigt og stille. Der er intet så stille som græs. Selv når vinden tager i det, er det stilheden, der går igennem græsset... Oddvør Johansen: Skeiva Pakkhús. ’I morgen er der atter en dag’ (1998)
Oddvør Johansen er Tórshavner med stort T. I hendes historiske roman ’I morgen er der atter en dag’ får vi en fin beskrivelse af, hvorfor det skæve pakhus ved Rættará er skævt. Området ved Rættará er Tórshavns første industriområde, hvis udbygning indledtes omkring 1830 ved bebyggelsen af det første amtshospital. I 1880´erne blev landets første fabriksanlæg opført ved Skálatrøð, og siden kom pakhusene. Fabrikken er i dag grafisk værksted og foto/lydstudie, og hele området er ved at blive transformeret til et dynamisk kulturområde med udstillinger, koncerter m.m. Et forfærdelig skævt pakhus ville det blive, siger han til konen en aften, da han sidder i køkkenet og laver sine udregninger. Da er det, at hans lille datter
spørger ham: Far, hvorfor kan man ikke bygge et skævt pakhus? Han begynder at le. Først indvendigt. De brede skuldre bølger op og ned, han blæser og er ved at sprænges af indestængt latter. Et skævt pakhus? Latteren brøler pludselig ud i køkkenet, så at alle bliver forskrækkede. Skævt? Det er så sjovt, så unaturlig morsomt. En tømrer, som hele livet har anstrengt sig for at alting skal være lige og i vinkel, skal nu til at bygge et stort pakhus skævt med vilje. Han løfter datteren op på knæet og siger: Nej hvorfor kan man ikke det min søde sveske? Det må briste eller bære. Han siger ja. Og nu ligger det på grunden og afmærker spærrerne med romertal. Regin Dahl: Sandágerði. ’Goymi eg minni um hvítan sand’ (1944)
Regin Dahl hører til blandt byens og landets allerfineste lyrikere. Perspektivet er ofte placeret i digterens barndom i det gamle Tórshavn, og i et rørende digt ’Goymi eg minni um hvítan sand’ beskrives jegets minde om en soppetur, som sandsynligvis er foregået i Sandágerði, der ligger imellem Tórshavn og forstaden Argir. Gemmer jeg et minde om hvidt sand/ og sokker og strømper på stenen/ og børn, der soppede i vandkanten/ på blege smalvoksede ben./ ... Sølvglitrende vand ved tangstrand/ fossens skum ved klippen -/ gemmer jeg et minde om din bløde hånd... Sandágerði blev opført som præstegård i 1789 af præsten Rasmus Jørgen Winther og er et populært udflugtssted. Jørgen Frantz-Jacobsen: Tinganes. ’Barbara’ (1939)
Lysene i Den kongelige Handels bygninger ude i Havn blev nær pustet ud af trækken, hver gang vindkastene kom… Dramatisk, tenderende det kulørte er indledningen på en af de mest berømte færøske romaner, der handler om den
splittede præst, hr. Poul, og hans skæbnesvangre og tilintetgørende forhold til den forførende præsteenke, Barbara. Bogen indeholder en ualmindelig velskrevet og klog beskrivelse af naturens og kærlighedens uregerlige væsen, samt en kritisk karakteristik af forholdet mellem Færøerne og Danmark. Romanen tager sit udgangspunkt på Tinganes, der har sit navn fra det ældgamle ting, som blev etableret på dette næs i 825, og stedet emmer af såvel gammel som nyere historie, idet Tinganes i dag huser Færøernes centraladministration. På Tinganes står der en bænk, hvor man kan sidde en stund, før man vender tilbage ind mod byen gennem den fine gamle bydel, der kan betegnes som levende, idet den er beboet af levende mennesker med kaffe på kanden og tøj på tørresnorene. Jógvan Isaksen: Mimir. ’Blid er den færøske sommernat’ (1990)
Er man interesseret i Tórshavns natside, er værtshuset (tidligere kaldet ølklub) Mimir i Varðagøta et interessant sted at besøge. Udadtil et ganske almindeligt parcelhus, indenfor et autentisk og råt værtshusmiljø med livemusik. En hyppig gæst er Hannis Martinsson, den fiktive hovedperson i Jógvan Isaksens populære krimiromaner, som i den første af bøgerne, ’Blid er den færøske sommernat’, giver denne klarsynede karakteristik: I ølklubberne herskede ofte en tvivlsom munterhed, hvor spiritussen, øjeblikket og viljen til at glemme alt andet end det, der skete her og nu, udgjorde en enhed. Var man selv med, kunne det være utrolig morsomt. Længst inde i baghovedet var der noget der gnavede, opdragelse og moral sandsynligvis, men det blev altid skubbet til side. Man følte en ophidselse i disse øjeblikke, slap tøjlerne, og strøg ud over skrænten, mens man pralede og troede på de andres pral.