3 minute read
Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs
I 1999 læste jeg et halvt år teologi i Glasgow i Skotland, hvor jeg hver anden uge besøgte en lokal familie til spisning og hygge. En af disse aftner skulle datteren i huset ikke spise med, fordi hun skulle på visit hos en veninde, der netop havde mistet sin far. Jeg fik at vide, at det var en fast tradition i deres område at besøge den efterladtes familie i ugen efter dødsfaldet, hvor den afdøde stadig befandt sig i hjemmet. Jeg kan huske, at datteren ikke var helt tryg ved at skulle afsted alene, men moderen insisterede og datteren tog afsted. Efter et par timer kom hun glad og lettet tilbage. Hun var ikke kun lettet over, at det var overstået, men lettet over, at det havde været nemt at tale med sin veninde. Hun sagde, at de endda havde leet sammen over gode minder.
Jeg har boet mange steder i Danmark både i Jylland og på Sjælland, men ingen steder fundet traditioner eller ritualer forbundet med døden, som lettede det første møde med den sørgende. Tværtimod har jeg oplevet, at en klassekammerat, som mistede sin mor, ikke blev mødt i klassen af klassekammeraternes kram, men med tavshed, fordi ingen vidste, hvad de skulle sige. Ligesom jeg har oplevet voksne, der ikke har villet tale om døden, fordi de ikke synes, at de vidste nok om emnet og ikke vil gøre noget forkert. I hverdagen møder jeg en masse mennesker, der udtaler sig om emner, som de ikke er eksperter på, men når det kommer til døden, er det åbenbart anderledes. I forbindelse med min bestyrelsespost på Plejehjemmet Fælledgården var jeg i 2022 med til at arrangere en seniorfestival, der handlede om at sige farvel. Her havde vi besøg af Bent Lexner, der fortalte om, hvordan man i jødedommen har helt faste traditioner i forbindelse med døden, hvor man har 7 dage fri fra arbejdet til at holde åbent hus, så familier, venner og bekendte kan komme forbi. Dem, der kommer forbi, har mad med, så de efterladte ikke skal lave noget udover at tale med dem, der kommer forbi. I Danmark er vi novicer i forhold til døden. Men et af de steder, hvor man kan finde hjælp til at håndtere sorgen, er i kirkernes sorggrupper, hvor der ikke skal forklares en masse, men hvor der er nogle faste traditioner for, hvordan man mødes og taler sammen. I Menighedsplejen i Danmark havde vi for nogle år siden en sorggruppe i Valby, hvor en af deltagerne sagde. ”Det er så befriende at snakke med nogle, som vidste, hvad jeg stod i. Vi græd og græd og græd. Det, at jeg ikke skulle forklare så meget om det, der var svært, men at de andre præcis forstod, hvad jeg stod i, var en kolossal lettelse”.
Sorg er en naturlig reaktion på, at kærligheden der er blevet hjemløs. Tabet skal ikke behandles væk, men bæres sammen med andre, og her kan kirken være med til at løfte en yderst vigtig opgave og blive et tilflugtssted midt i sorgen. Selvom mange har familie og netværk, som støtter dem, så kan sorggrupper noget andet. Med en sorggruppe kan den efterladte få meningsfulde medvandrere, som en deltager sagde: ”I sorggruppen fik jeg nye venner, venner jeg slet ikke selv ville have valgt, men sammen hjalp vi hinanden videre”. Derfor kan du i dette nummer af Sammen blive inspireret til at deltage eller etablere en sorggruppe i dit sogn, for at skabe et helle midt i vores accelerationssamfund for dem, der har brug for trygge rammer og traditioner til at bære sorgen med andre.
