2 minute read

Next Article
Livsfortælling

Livsfortælling

Levende boliger med plads til samtaler og ritualer om døden?

Af Generalsekretær Mette M. Madsen

I Menighedsplejen i Danmark har vi fra tidernes morgen i 1902 været med til at bygge plejehjem og ældreboliger, da der dengang var et stort behov boliger indrettet til ældre. I dag administrerer vi fortsat 8 boliger, hvor 4 er plejehjem og 4 er ældreboliger. Derudover sidder vi med i bestyrelsen i Danmarks største plejehjem på Østerbro – Plejehjemmet Fælledgården, som vi var med til at bygge.

Alle steder er der fokus på, hvordan man skaber et godt liv for beboerne, men samtidig er der plads til at tale om døden, da det er noget, som de fleste beboere må forholde sig til. På Plejehjemmet Fælledgården drøftede man i bestyrelsen, hvornår man skulle invitere nye beboere til en samtale om den sidste tid. Det var vigtigt for personalet og de pårørende, at det blev italesat, hvad man forventede af hinanden både i den sidste tid og i forbindelse med bisættelsen. Her gav medarbejderne udtryk for, at det var for tidligt at tale med beboerne om dette emne ved indflytningen, da de havde alt for mange andre spørgsmål. Samtidig var det et problem, hvis beboerne døde, inden man havde fået aftalt, hvordan det hele skulle foregå. For eksempel havde man i disse tilfælde været usikker på, om man måtte fortælle de 189 andre beboer på plejehjemmet om dødsfaldet, så de havde mulighed for at deltage i bisættelsen/begravelsen. Den normale tradition på Fælledgården er, at der bliver tændt et lys udenfor beboerens bolig, så dem, der bor på netop den afdeling, kan få sagt farvel. På et andet plejehjem i København - Plejehjemmet Skjulhøjgård – er det fast tradition, at personalet sørger for at beboeren er gjort pænt i stand og finder en lille blomst som bliver lagt på brystet. Cathja der er leder på plejehjemmet fortæller: ”Vi lukker altid et vindue op så sjælen kan flyve ud, og dæmper belysningen”. Cathja siger, at det som bliver gjort på Skjulhøjgård minder om det, som man gør mange andre steder, men noget særligt for Skjulhøjgård er, at de sørger for at sende en bårebuket fra plejehjemmet til bisættelsen som et sidste farvel.

Har du tænkt over, hvordan du ønsker, at din sidste tid skal være?

This article is from: