SAMSON 2018 #2

Tema:

Medier = sandhed?

?

?

?

?

?

SELF TRACKING

JEG TRACKER, DERFOR ER JEG? SANDHEDEN

HVOR FINDES (DELE AF) SANDHEDEN BILLEDSERIE

DEN REDIGEREDE VIRKELIGHED

MEDIEMAGASINET SAMSON SAMMENSLUTNINGEN AF MEDIESTUDERENDE (SAMS)

022018

[1]

SOM MEDLEM AF KOMMUNIKATION OG SPROG FÅR DU

Billig indboforsikring fra 36 kroner om måneden

Adgang til KS JOB med ledige studiejob og praktikpladser

Rabat i over 4.500 butikker

Mulighed for at søge legater til udlandsophold

Juridisk hjælp og vejledning fra vores karrierevejledere

Se flere fordele og meld dig ind på www.kommunikationogsprog.dk – de første 6 måneder er gratis*

[2]

*Forudsat at du er studerende og ikke har været medlem de seneste 2 år.

Årligt over 400 gratis kurser, der øger dine jobchancer nu og senere

( MEDIEMAGASINET SAMSON ) #2 | NOVEMBER 2018 | 27. ÅRGANG

TEMA: MEDIER = SANDHED?

4-35

I dette nummer

4 5 8 11

indhold MEDIEMAGASINET SAMSON 022018

11

HVORFOR SKAL VI VÆRE SÅ PERFEKTE PÅ INSTAGRAM? Når vi på Instagram scroller ned gennem smukke kvindekroppe og perfekte selfies, er det for mange svært at opretholde en god tone over for sig selv. Vi stoler blindt på det perfekte billede og antager straks, at det vidner om et fejlfrit liv.

16

HVOR FINDES (DELE AF) SANDHEDEN? Nutidens medielandskab er i høj grad præget af sensationshistorier og fake news. Vi skal være meget opmærksomme på kilden til informationer, nyheder og andet indhold. Men hvor kan vi egentlig i dag gå hen for at læse, se og høre sandheden? Kig med her og bliv klogere, når SAMSON anmelder forskellige medier og guider dig i retning af (dele af) sandheden.

Leder Jeg tracker, derfor er jeg?

Sportens sensationelle sidespor Hvorfor skal vi være så perfekte på Instagram?

14

Spørg redaktionen

16

Hvor findes (dele af) sandheden?

19

DR - fup eller fakta?

22

Mig og mine medier

24

Fang dig en catfish

26

Sandheden om det, vi læser

28

ON/OFF-liste

30

Den redigerede virkelighed

33

The Handmaid's Tale er ikke en manual

22

MIG OG MINE MEDIER Du kender ham måske bedst fra Den Store Bagedyst, men Tobias er så meget mere end det. Han er en vaskeægte verdensmand og et pragteksempel på, at man kan hvad man vil og ikke altid behøver at arbejde inden for én boldgade.

SAMSON – VI INSPIRERER DIG SAMSON er dit landsdækkende mediemagasin, der bringer skarpe fagartikler om alt, der har med medier og kommunikation at gøre. Vi giver dig noget at tygge på og inspirerer dig til dit næste projekt. SAMSON præsenterer både knaldskarpe medieanalyser og lettilgængelig, underholdende kommunikation.

SAMSON har eksisteret i mere end 20 år, og du kan læse de mange artikler på www.samsnet.dk.

FORSIDEFOTO: CHRISTINA SMEDEGAARD JENSEN

[3]

[ LEDER ]

Fortæller medierne os altid sandheden?

Medierne har historisk set været både samfundets og individets største kilde til ny viden, inspiration og måske vigtigst af alt information. Disse efterhånden mangeartede medier skildrer med både visuelle og skriftlige virkemidler verden omkring os og leverer konstant nye materialer, vi som individer skal kunne forholde os til. Som et kludetæppe af små farverige lapper stof tager vi disse informationer ind og forsøger at danne os et samlet billede af nyheder, trends og samfundsværdier. Faktum er dog, at disse medier ikke altid udlægger den rene sandhed, men i stedet modificerede eller direkte løgnagtige informationer til os. Men hvilke medier kan man stole på? Og hvordan kan man reelt skille sandt fra falsk? Disse overvejelser blev baggrunden for denne udgivelse af SAMSONs tema – nemlig ”Medier = sandhed?”.

Med dette nummer har vi i SAMSON-redaktionen begivet os ud på en rejse, hvor vi i høj grad har måttet granske medierne og sætte dem på en spids. I større omfang end nogensinde før bliver fænomener som click-bait og fake news kritiseret for at vægte fiktion og drama højere end fakta. Desværre oplever vi også en tendens, hvor mange, til trods for dette indholds ofte tvivlsomme karakter, hopper i fælden og tror på større eller mindre usandheder. At der overleveres noget falsk, og at folk køber ind i dette, er dog ikke alene begrænset til nyhedsmedierne. Også fremkomsten af sociale medier såsom Instagram tillader folk at skildre deres liv fra den helt rigtige vinkel, med det helt rigtige filter og i det helt rigtige øjeblik.

Som følge af vores mange dygtige skribenters koncentrerede arbejde, kan du som læser af denne udgivelse blandt andet dykke ned i en guide til at undgå catfishing på internettet og forundre dig over, hvordan flere nye serier trækker paralleller til det virkelige samfund – selv inden hændelserne sker. Herudover kan du stille spørgsmålstegn ved, om sport i nutidens verden reelt set handler mere om sensationer end scoringer, og om vi ved hjælp af self-tracking virkelig får et bedre billede af vores reelle tilstand.

På baggrund af dette, vil vi give stafetten videre til to nye og talentfulde redaktører og takke vores mange frivillige for deres store og flotte indsats.

Med venlig hilsen, Tonje Kromann Nissen & Nynne Kiesbye Chefredaktører // SAMSON

Kolofon 27. årgang Nr. 2, november 2018 Oplag: 150 + webudgivelse SAMSON c/o: Ansvarshavende chefredaktør, Tonje Kromann Nissen Otte Ruds Gade 11, 2. Th. 8200 Aarhus N www.samsnet.dk samson@samsnet.dk Chefredaktører: Tonje Kromann Nissen Nynne Krogh Kiesbye Redaktører Sofie Skov Rømer Emma Louise Jensen Skribenter: Christian Beenfeldt Rothausen Emma Louise Jensen Mathias Christensen Simone Korsgaard Mette Harbo Caroline Maria Rynord Cecilie Wolf Malene Christiane Bæk Johanne Bech Rasmussen Anja Bergholdt Andersen Anne-Sofie Thiel Camilla Broe Sørensen Maria Larsen Ehrenreich Layout: Cecilie Blaabjerg Ji Qi Lam Korrektur: Camilla Struck Katrine Fink Pauline Bønnerup Møller Anne La Cour Thysen Forside: Christina Smedegaard Jensen Næste nummer: Det næste nummer af SAMSON udkommer i foråret 2019. Send en mail til samson@ samsnet.dk, hvis din artikel eller andet indhold skal med.

FOTO: CHRISTINA SMEDEGAARD JENSEN

SAMSON er et mediemagasin under Sammenslutningen af mediestuderende (SAMS).

Magasinet udkommer to gange årligt på tryk og digitalt på www.samsnet.dk.

[4]

[ ARTIKEL ]

TEKST: METTE HARBO OLESEN MEDIEVIDENSKAB, AU

Jeg tracker, derfor er jeg?

Self-tracking har aldrig været nemmere: Vi går alle rundt med et (potentielt) måleapparat i lommen 24/7. Du kan tracke alt fra daglige antal skridt til menstruationscyklus – og på baggrund af de indsamlede data få ’et objektivt billede af dig selv’.

Hvis man da ellers kan opnå det, for hvor megen sandhed kan vi egentlig opnå ved at tracke os selv?

he sky is the limit for, hvad der kan gøres til genstand for self-tracking. Der er en mand i Danmark, Thomas Blomseth Christiansen, som har tracket alle sine nys siden 2011, og den internationale bevægelse Quantified Self er

T

Der findes overordnet to typer self-trackere: 1) Patienter, der måler som led i medicinsk behandling.

2) ‘Hobby-trackere’, der tracker for egen fornøjelses skyld. Thomas Blomseth Christiansen fortæller i dokumentaren Quantified Life om, hvordan han bruger

opstået som en fælles passion for at tracke, hvor medlemmerne deler enhver tænkelig form for data.

Det virker på én gang fascinerende og lidt vanvittigt.

self-tracking til at ’få styr på’ sin allergi. ”Self-tracking handler om at øve den måde, man lever sit liv på,” siger han i dokumentaren.

Self-tracking som fænomen bliver i forskningssammenhænge defineret af professor Deborah Lupton som ”en praksis, hvorigennem folk bevidst indsamler information om dem selv med det formål at betragte og muligvis influere måden, hvorpå de lever deres liv.” Self-tracking bliver dermed et redskab til at tage beslutninger om vores måde at leve på.

Klar - parat - track!

For at opnå en (omend overfladisk) indsigt i tracking-universet besluttede jeg mig – i bedste Woman-klummeskribent-stil – at springe ud som hobby-tracker i en uge. Jeg valgte at måle på tre parametre: 1) Min søvn med app’en Pillow, 2) mine daglige skridt med min iPhones skridttæller og 3) mit daglige smartphone-forbrug i app’en Moments. Let the tracking begin!

Men hvad er det, der motiverer os til at måle løs?

[5]

[ARTIKEL FORTSAT ]

TRACKING DAGBOG Mandag Godmorgen. Hvordan har jeg sovet? Jeg spørger min søvn-app. ‘78 procent quality’ beretter den. Jeg har sovet udmærket, og det føles lidt kontraintuitivt at skulle forholde mig til tal på den

Torsdag Min skridttæller har i løbet af dagen registeret 6.625 skridt, men den har talt 1.437 skridt mellem klokken 7.00 og 8.00, hvor jeg cyklede til universitetet og altså ikke tog nær så mange skridt.

måde. Jeg fortæller en veninde om mit trackingprojekt. Vi kigger på søvngrafen sammen og taler om fænomenet. Netop fællesskabsaspektet – det at dele sine tracking-oplevelser – er en væsentlig faktor for mange self-trackere.

Hos Quantified Self betragter de ikke blot selftracking som en vej til selvindsigt, men som et socialt fænomen, der giver mulighed for at lære af hinanden.

Det føles lidt som snyd. Denne type usikkerhed i målinger er – ifølge fællesskabet Quantified Self – en afgørende faktor for medlemmernes motivation for at self-tracke. Fejldata fører til frustrationer – og i sidste ende, at folk helt stopper med at måle.

Tirsdag ”Ej, jeg vil heller ikke bruge for meget tid på telefonen,” tænker jeg og lægger den væk. Jeg føler, at Moments ’holder øje’ med mig, så jeg pålægger mig selv en form for selvrestriktion. ”Man begynder at blive mere og mere bevidst”, siger Ida Tin, medstifter af menstruationscyklus-app’en Clue, i Quantified Life. Den øgede bevidsthed kan jeg bestemt nikke genkendende til.

Onsdag Jeg glemte at starte søvn-app’en tirsdag aften, så der er ingen tal på den front. Skridttælleren og Moments er dog tro følgesvende, der konstant kan holde mig opdateret på min gøren og laden.

Som self-tracker er det en vigtig del af praksissen, at det er nemt. ”Hvis det er svært at måle, så måler man det ikke. Alt, du nemt kan installere og derefter glemme, er det absolut bedste,” skriver self-tracker og softwareudvikler, Mark Koester, på sin blog Minding the Borderlands. Jeg melder mig enig i den påstand.

[6]

Fredag Engang var devisen, at “hvis du ikke deler din løbetur på Facebook, så tæller den ikke.” Tak til Endomondo for at oversvømme mit 2012-feed med screenshots. Sådan en følelse fik jeg lidt efter at have været til StepFit uden min skridttæller på mig. Det føltes næsten som ‘spildte skridt’, selvom det jo lyder fjollet.

Lørdag Jeg har tømmermænd i dag, men jeg når dét til trods op på 10.974 skridt – dog primært indhentet på dansegulvet mellem klokken 24.00 og 04.00. Reelt registreres der kun 47 skridt i løbet af lørdag. Til gengæld når min skærmtid imponerende højder med i alt fire timer og 53 minutter (don’t judge!). Egentlig er det bare ekstranederen at self-tracke en dag som i dag, hvor tallene er røde og fordømmende.

Søndag Ny dag, frisk start. Jeg har lyst til at ændre ved de mange røde tal i mine tracking-apps og blive en toptunet udgave af mig selv. Self-tracking er netop forbundet med en implicit opfattelse af positiv optimering. ”Der er ofte en bagvedliggende antagelse om, at hvis du ikke self-tracker, er du ikke ansvarlig eller produktiv,” siger professor Deborah Lupton i Quantified Life.

Bidt af en gal skridttæller Indrømmet; så slettede jeg prompte både søvn- og skærm-app’en, da ugen var omme. Jeg oplevede at blive grebet af projektet og dermed underlægge mig selv visse regler i self-trackingens navn. Resultatet af min uge som self-tracker er tveægget. Det positive aspekt ved min oplevelse var, at jeg reflekterede (mere) over mine valg, fordi jeg vidste, at jeg senere skulle forholde mig til mine data. Omvendt blev det til, hvad jeg vil kalde ‘hobby-fanatisme’, hvor jeg måske i lidt for høj grad var styret af tallene. Det er en hårfin grænse at balancere.

fyldt med så mange facetter, der ikke kan (eller skal) måles, men som er mindst lige så vigtige for vores velbefindende – såsom mental sundhed og værdifulde relationer. Dertil kommer hele debatten om, hvordan vi – og andre – behandler al den data, der bliver genereret. ”Så snart folk har genereret deres data, har de ikke længere ejerskab over deres egen data,” siger professor Deborah Lupton. Men det er en længere snak, som vi må tage en anden gang.

Søvnkvalitet 100

Man kan spørge sig selv, om self-tracking er vejen til sandheden om sin (krops) sundhed? For mig virker det utopisk, at man kan sætte et ideal, der hedder ‘10.000 skridt om dagen, så er du sund’. I min optik er livet

80

78 70

68

70

69

60

Skridt

15000

40

12648 20

12000

10974 9791 0

9000 7210

6837

Mandag

Tirsdag

Onsdag Torsdag

Fredag

Lørdag

Søndag

6625

6000 4368 3000

0

Mandag Tirsdag

Onsdag Torsdag

Fredag

Lørdag

Søndag

Skærmtid

350

293 280

210 161 143 140

117 91

86

98

70

0

Mandag Tirsdag

Onsdag Torsdag

Fredag

Lørdag

Søndag

[7]

[ TEMA]

TEKST: MATHIAS KORSGAARD CHRISTENSEN & CHRISTIAN BEENFELDT ROTHAUSEN, MEDIEVIDENSKAB, AU

FOTO: NIKOLAJ INGEMANN

Sportens sensationelle sidespor

Vi kender selv til det. Når vi i fjernsynet eller i vores daglige færden på nettet ser en historie, der skiller sig ud, slår vi til. Det er ikke en reportage af gårsdagens loppemarked i Thy, der drager vores opmærksomhed mod én bestemt nyhed. Det samme gælder i sportens verden. Der er ikke mange, der finder det interessant at læse om, at resultatet mellem Irland og Danmark blev 0-0. Det er de opsigtsvækkende nyheder, der fanger interessen. Men er de opsigtsvækkende nyheder altid de sandfærdige nyheder – og er de virkelig så interessante, hvis de er med til at forringe kvaliteten af journalistik og måske ligefrem forvrænge sandhedsbilledet? Vi har kontaktet Andreas Kraul, som er sportsjournalist på DR, for at høre hans syn på, hvorfor medier ofte søger sensationen og historierne om sportsstjernernes privatliv.

[8]

A

ndreas Kraul fortæller, hvordan en grundpræmis i nyhedsjournalistikken er at flytte oplysninger fra et sted til et andet. Sådan fungerer det ligeledes i sportens verden, hvor mange mennesker dagligt interesserer sig for det nyhedsmarked, der dækker de forskellige sportsgrene. Det er naturligvis i mediernes interesse at formidle og skabe de nyheder, som vækker en interesse i befolkningen. I den forbindelse uddyber han, hvordan der blandt nyhedsmedier kan opstå en trang til at være først med de seneste nyheder og være leverandør af de store ‘breaking news’.

Sportsstjernerne i mediernes søgelys Frank Arnesen, Preben Elkjær og Søren Lerby.

80’ernes fodboldlandshold havde mange stjerner, som var i mediernes søgelys, hvilket ikke har ændret sig siden tilkomsten af Nicklas Bendtner, Christian Eriksen og Kasper Schmeichel. Hvorfor sidder man så med følelsen af, at mediernes trang til sensationsjournalistik har ændret sig i løbet af de seneste årtier? Og hvorfor går nogle journalister mere op i Bendtners privatliv end i spillet på banen?

Ifølge Andreas Kraul kan svaret findes ved at se på mediernes udvikling og øgede eksponering: “Den store forskel i dag er, at der tidligere var tre til fire aviser og ét ugeblad, der ville skrive om en specifik nyhed, hvor der i 2018 er otte til ti aviser, tre ugeblade, fire tv-stationer og 16 netmedier. Når man så på samme tid er en stjerne i Tyskland eller England, kan man gange det tal med ti eller 20.”

Ifølge Andreas Kraul har den øgede medieeksponering fået stjernerne til at værne mere om deres privatliv. Han refererer til klubber i England, der er blevet mere lukkede, hvorfor det ikke er muligt at komme lige så tæt på idolerne som tidligere. Noget, han ikke ser som en positiv tendens: “Det giver noget fremmedgjorthed, som, jeg ikke nødvendigvis tror, er hverken godt for spillerne, sporten eller fansene.” Årsagen til at medierne er så interesseret i stjernernes privatliv, har Andreas Kraul også en forklaring på: “Med stjernernes forsøg på at skærme sig selv af har de gjort dem selv og deres privatliv mere interessant,” fortæl-

ler han og tilføjer: “En lille udtalelse med et glimt i øjet kan hurtigt blive til en stor nyhed, hvorimod det for 30 år siden blot blev skrevet i en enkelt avisartikel.” Dette kan være en forklaring på den øgede fremmedgjorthed i fodbold.

Andreas Krauls pointe er, at det er nutidens medieverden der gør, at interessen for privatlivet virker mere massiv. En netartikel kan hurtigt blive til et citat, der oversættes forkert i en ny artikel, og pludselig skabes der en historie ud fra en mistolket udtalelse.

SoMe’s indflydelse på sandhedsbilledet Når man taler om journalistik i nutidens mediebillede, kommer man ikke udenom de sociale medier. På de sociale medier kan alle – ligegyldigt uddannelsesmæssig baggrund – ‘lege’ journalister. Andreas Kraul er af den holdning, at de sociale medier både bidrager positivt og negativt til dannelsen af sandhedsbilledet i sportens verden: “Sociale medier er virkelig begge dele. Du kan ikke stoppe udviklingen, og der er også noget fascinerende ved, at nyheder rejser hurtigt, og meninger har en kort vej ud.”

De sociale mediers fremkomst har medført, at idrætsudøverne i dag har deres egen kanal, de kan kommunikere ud fra. Herved når deres budskaber ud til offentligheden via en ‘renere’ vej end journalisternes. Det er noget, Andreas Kraul anser som et nyt og spændende mediemarked.

Modsat understreger han dog, at de sociale medier kan forårsage problemer, idet at processen i publiceringen af en artikel er blevet markant forkortet: “Den overvejelsesfase, der tidligere var, er i dag forsvundet. Man kan i princippet lave en artikel og få den ud fem

[9]

[ARTIKEL FORTSAT ]

Jeg bliver af og til lidt irriteret, når forholdsvis små historier, som kan betegnes som almindeligheder, forsøges at blive pumpet op til at være sensationshistorier. Det er grundlæggende at snyde læseren.

sekunder efter. De journalistiske overvejelser, som man tidligere har brugt megen tid på, og som mange stadig går op i på redaktionen, er i hastighedens navn blevet kørt ud på et sidespor.”

Mediernes sandhedsværdi i sportens verden?

Andreas Kraul beskriver, hvordan han som sportsjournalist ikke vil lægge skjul på, at han drages af det nye og sensationelle. Modsat beskriver han, hvordan han qua sine mange år i journalistbranchen godt kan differentiere mellem, hvad der er clickbait kontra nyheder med en reel sandhedsværdi. I forlængelse af dette udtaler han: “Jeg bliver af og til lidt irriteret, når forholdsvis små historier, som kan betegnes som almindeligheder, forsøges at blive pumpet op til at være sensationshistorier. Det er grundlæggende at snyde læseren.”

Han pointerer endvidere, at det bør klargøres, hvad god webjournalistik egentlig er, og hvilken plads webnyheder skal indtage.

Kan medierne så betegnes som leverandører for sandheden? Ifølge Andreas Kraul er det et stort spørgsmål, hvor sandhedsbegrebet er diffust. I sportens verden er der meget, man bør holde sig for øje, når det kommer til sandheden. Eksempelvis efter en fodboldkamp. Her står der oftest 22 spillere og to trænere, som har hver deres opfattelse af kampens udfald og hændelser. Andreas Kraul uddyber dette med et eksempel fra sidste års Champions League kvartfinale mellem Real Madrid og Juventus, hvor den italienske målmand, Buffon, begik et afgørende straffespark og blev vist ud: “Selv med 20 forskellige kameravinkler mente halvdelen af verdens fodboldinteresserede befolkning, at der var straffespark, hvor den anden halvdel mente det modsatte. Så hvad er sandheden i den situation? Sandheden om sandheden er, at den ikke er til at definere. Der er ikke en endegyldig sandhed.”

HVEM ER ANDREAS KRAUL?

Født den 7. juni 1975. Opvokset på Frederiksberg i København.

Han blev uddannet i 1999 fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.

Andreas Kraul er en dansk sportsjournalist og kommentator ved DR. Fra 2011 har han også været formand for Danske Sportsjournalister.

[ 10 ]

Sandheden om sandheden er, at den ikke er til at definere. Der er ikke en endegyldig sandhed.

FOTO: TWITTER: @KRAULDR

[ ARTIKEL ]

TEKST: CAMILLA BROE SØRENSEN, MEDIEVIDENSKAB, AU

HVORFOR SKAL VI VÆRE SÅ PERFEKTE PÅ INSTAGRAM? Når vi på Instagram scroller ned gennem smukke kvindekroppe og perfekte selfies, er det for mange svært at opretholde en god tone over for sig selv. Vi stoler blindt på det perfekte billede og antager straks, at det vidner om et fejlfrit liv. Dette kan medvirke til stor usikkerhed blandt unge, hvilket vil sætte sine spor i deres liv fremover. Derfor kan det være udfordrende at navigere i den polerede sandhed, som vi hver dag møder på de sociale medier såsom Instagram.

E

n pige, som tør gøre op med jagten på det perfekte, er den 23-årige Fie Sommer, der medvirkede i DR3’s dokumentarserie ”De Perfekte Piger”.

Programmet samlede fire selvkritiske piger, der i løbet af seks ugers selvudvikling skulle få et sundere forhold til sig selv. Denne rejse gav Fie blod på tanden, og hendes mission er nu at hjælpe unge med at skabe et godt forhold til dem selv og deres krop. Det gør hun blandet andet i hendes workshops, der omhandler selvkærlighed og kropspositivitet.

Jeg mødte Fie til hendes workshop i Herning, hvor vi efterfølgende tog en snak omkring sociale medier og hendes rejse mod et mere positivt selvbillede.

Fie Sommer fie.sommer @ Instagram • Selvkærlighedscoach • 23 år • Bosat i København • Medvirkende i DR3’s dokumentar De Perfekte Piger • fiesommer.dk

[ 11 ]

[ ARTIKEL FORTSAT ]

FRA USIKKERHED TIL SELVKÆRLIGHED ”Da jeg meldte mig til programmet, var jeg et sted i mit liv, hvor jeg egentlig var begyndt med min proces, fordi jeg blev bevidst omkring, at jeg havde det dårligt med mig selv, og at jeg var usikker – måske mere usikker end de fleste.” fortæller Fie. Fie kom igennem nåleøjet og blev valgt til at deltage i dokumentarserien. Her oplevede hun en intim og sårbar proces med sig selv. Det gik op for hende, at hun bar rundt på en facade, som hun gjorde alt for at opretholde. Under optagelserne begyndte Fie dog langsomt at sænke paraderne: ”Jeg har nu brudt facaden, og jeg er mere bevidst om, hvornår den kommer på.

Jeg nyder livet på en helt anden måde, fordi jeg bare kan være til stede.” fortsætter hun.

Fie mener, at vi skal finde tilbage til den indre kerne, vi etablerede i barndommen. I kernen hviler vi i os selv, men vi optager senere i opvæksten forskellige idéer om, hvordan vi bør opføre os. Den indre kerne er blevet muret inde, og vi kan ikke mærke den, fordi vi bliver fanget i de sociale mediers opskrift på det perfekte liv. Som barn er man, grundet tæt kontakt med sin kerne, mere umiddelbar uden begrænsende tanker. Derfor er det i kernen, vi finder vores værdier og os selv. ”Min topværdi er kærlighed. Kærlighed til mig selv, men også til andre. Og når jeg mener kærlighed, så er det ikke kun den romantiske kærlighed, men en kærlig tilgang til mig selv, til livet og til andre. Hvis jeg tager et valg ud fra selvkærlighed, så tager jeg altid det rigtige valg.

Det går hånd i hånd med min anden værdi, som er alignment (afstemning). Det handler om at gøre ting, der stemmer med mig selv, de behov jeg har, og det mit hjerte siger til mig.” forklarer Fie. Det er vigtigt at finde sit eget regelsæt i stedet for at efterligne det, man via sociale medier anser som værende sandt.

ERFARINGER VIDEREGIVES Fie er blevet tilfreds med sig selv, hun taler pænere til sig selv, og hun er kærlig i sin tilgang til verden. Hun vil gerne give sine erfaringer videre til unge piger, der føler den samme usikkerhed, som hun selv har været igennem. ”Jeg har haft så mange dårlige oplevelser, som jeg i lang tid har ladet mig trække ned af. Nu kan jeg bruge det til noget konstruktivt, hvor jeg kan hjælpe andre mennesker, idet jeg deler ud af mig selv. Så det er også healende for mig at

gøre det.” fortæller Fie, mens hun får et smil på læben. Det lyser ud af hende, at hun brænder for at videregive sin historie for på den måde at forebygge dårligt selvværd hos yngre piger og give dem troen på, at de er gode nok, som de er.

Fie har allerede hjulpet mange piger til en sundere forståelse af dem selv, hvilket får hende til at brænde endnu mere for sit projekt.

DRØMMEN OM EN INSTAGRAM-REVOLUTION Fie har i dag et andet forhold til sociale medier.

Hun har selektivt fjernet brugere, der lægger glansbilleder op på Instagram og erstattet dem med brugere, der lægger billeder op af rigtige kroppe i alle former og størrelser. Det har givet et mere reelt syn på verdenen, der motiverer hendes færden i det virtuelle rum, hvor hun skriver om tabuer, sårbarhed og det ægte liv. Det er ifølge Fie her, vi kan bruge de sociale medier til noget positivt. Som hun selv forklarer: ”Jeg kan se potentiale i de sociale medier, og det vil jeg gerne være en del af. Jo flere, der viser sig selv, som de er, jo mere slår det ringe i vandet. På den måde kan sociale medier det, at de forbinder folk, der har de samme overbevisninger som en selv.”

Som Fie beskriver det, skal sociale medier som Instagram ikke kun bygge på falske billedhistorier. Unge mennesker får mere ud af at spejle sig i personer, der ikke pynter overdrevent på sandheden. De vil her opleve at blive bekræftet omkring deres egen væremåde og krop, idet de iagttager en uredigeret sandhed.

Fie understreger i den forbindelse, at vi mennesker er bedst, når vi tør være os selv. Hun lægger særligt vægt på, at ”verden er et federe sted, hvis vi alle sammen hviler i os selv og tør stå ved den, vi er. Folk er sjovere, mere inspirerende og sprudlende, når de er sig selv.”

Selvom Instagram er et inspirerende medie, der giver os mulighed for at udtrykke os visuelt, er det også et medie, der på forskellige måder skaber en illusion af perfektion. På den anden side har vi Fie, der er klar fortaler for det modsatte. Hos Fie mærker vi et menneske, der ikke er bange for at vise følelser, sårbarhed og en anderledes tilgang til livet. Hun bidrager til en ny retning, der udfordrer det perfekte indhold og på den måde skaber variation inden for mediebilledet. Om der kommer en egentlig revolution, der resulterer i mere sandhed på de sociale medier, vil tiden vise. Men det første spadestik er taget, og det har Fie Sommer i høj grad hjulpet med.

FOTO: FIESOMMER.DK

[ 12 ]

Da jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved alle de overbevisninger, jeg havde omkring, hvordan en kvinde bør være, blev jeg mere og mere fri, jo flere begrænsende overbevisninger jeg gav slip på. Ingen skal definere, hvilken kvinde jeg gerne vil være, det er kun mig selv, der har lov til det.

[ 13 ]

[ SPØRG REDAKTIONEN ]

TEKST: REDAKTIONEN

SAMSON SPØRGER REDAKTIONEN

ER DER NOGET I NUTIDENS MEDIEBILLEDE, SOM DU FINDER SÆRLIGT TROVÆRDIGT ELLER UTROVÆRDIGT? Tonje Kromann Nissen, chefRedaktør Affiliate- og PPC-marketing fylder i dag meget på annoncemarkedet, og det virker tydeligvis også. Men for hvem? Hvis du spørger mig, giver afsenderen afkald på en stor del af indholdets troværdighed. Især fordi så mange (åbenlyst) trænger til at blive skolet i at skabe relevant content til forbrugerne.

Sofie Skov Rømer redaktør Fordi medielandskabet er spækket med influencers på kryds og tværs af platforme, er det fortsat med en vis distancering, at jeg dagligt scroller gennem mit feed på en kanal som Instagram. Diversiteten i content og kommercielle samarbejder er så stor, at mit engagement og modtagelighed over for indholdet svækkes. Jeg rammes derfor ofte af mistroiskhed, når en influencer den ene dag gør reklame for et svanemærket skønhedsprodukt og den næste dag for en ny banking app. Troværdigheden hos influenceren bliver for uigennemsigtig.

Christian Beenfeldt Rothausen Skribent Jeg elsker de sociale medier, men på samme tid finder jeg det en smule kritisk, at manges primære nyhedsforbrug kommer gennem disse. Man bliver vel aldrig klogere, hvis oplysningerne udelukkende bygger på tidligere søgehistorikker samt fællesinteresser med sine Facebookvenner. Dette anser jeg som utroværdig viden, idet man ikke altid får alle sider af en sag med.

[ 14 ]

Nynne Krogh Kiesbye, chefRedaktør Morten Elsøe som medieperson finder jeg meget troværdig. Forfatteren af "Slut med forbudt"-bogen bruger sine profiler på de sociale medier til at gøre op med sundhedsmyter, ekstreme kure og direkte latterlige påstande om mad, krop og sind bakket op af reelle undersøgelser og fakta. Jeg er fan!

Mette Harbo, Skribent Podcasten "Den daglige dosis" er for mig en troværdig kilde til viden. Podcasten giver dybdegående og forståeligt info om aktuelle emner - og hvis ikke kvinderne bag gør sig umage med reliabiliteten, falder hele præmissen fra hinanden.

Anne-Sofie Thiel skribent For mig er Instagram ikke en særlig troværdig kilde. Instagram er kendt for at være fyldt med polerede billeder, som viser alle de gode sider af ens liv. Hvor er billederne af den kedelige grå mandag?

Emma Louise Jensen Redaktør og skribent Donald Trump slår næsten alle andre på utroværdighedsskalaen. Hans forhold til pressen er forskruet, og han pynter på sandheden og spreder fake news. Senest i en ny rapport om ‘nordisk socialisme’ - kan det virkelig passe, at det er de nye regler?

Camilla Struck Korrekturlæser Jeg finder DR's tiltag til en anderledes form for nyhedsformidling ret troværdigt og ret nice! I en Facebook Messenger-samtale med DR Nyheder kan man klikke 'Kom igang', hvorefter man modtager en række nyheder fra DR en gang dagligt i sin Messenger-indbakke.

Virkelig fed måde at få et hurtigt overblik over dagens nyheder på - og lidt sjovt når man føler, at man chatter med DR Nyheder, som ifølge mig er en troværdig kilde pga. deres public service-forpligtelser.

Anne La Cour Thyesen Korrekturlæser At journalister (fortsat) af danskerne bliver vurderet til at være en af de mindst troværdige faggrupper. Hvordan kan det hænge sammen med, at journalisters ‘identitet’ er bygget op på at være samfundets vagthund og kaldes den fjerde statsmagt? Hmm...

Katrine fink Korrekturlæser I og med vi lever i en tid, hvor vi får nyheder fra hele verden, er det svært at navigere rundt i, hvad der er relevant – og troværdigt.

Den daglige nyhedsstrøm er ofte spækket med historier om alt fra mindre begivenheder til store afsløringssager, men en vigtig fællesnævner for begge er, at man som modtager skal forholde sig kritisk til det, man læser – især i en tid hvor fake news spredes som aldrig før via sociale- og digitale medier.

Cecilie Blaabjerg Layouter Podcasten ”Her Går Det Godt” med Peter Falktoft og Esben Bjerre er for mig et oplagt eksempel på den troværdighed og utroværdighed, som er at finde i nutidens mediebillede. Ved hjælp af højt humør og ærlige analyser tegner de to livlige journalister et yderst selektivt billede af verdens tilstand.

Troværdige nyheder fra ind- og udland bliver højredrejede og selektiv vurderet, hvilket får nyhederne til at balancere på grænsen mellem det troværdige og utroværdige.

Cecilie Wolf Skribent Hvor tit er vi ikke lige selv kommet til at himle op om et eller andet, vi angiveligt var ”100 % sikre på”, for senere at finde ud af, at man havde misforstået det fuldstændigt? Jeg er i hvert fald på ugebasis ekspert over for mine venner, der må lægge ører til tilfældige facts, jeg har hørt eller læst et sted. Så det, jeg finder særligt troværdigt, er, at vi er beriget med forskellige medier på mange platforme, som konstant higer efter vores opmærksomhed. Lidt kritisk stillingstagen og så går det hele nok.

Camilla Broe Sørensen Skribent

Anja Berghold Andersen Skribent

Det er foruroligende, at vi danskere fortsat bruger så meget tid på de sociale medier, når vi stort set ikke finder troværdighed i dem. Forleden læste jeg om en undersøgelse, der viste, at kun 13% af os danskere har tillid til det, vi bliver præsenteret for på de sociale platforme. Det får mig til at overveje, om tiltroen kan vindes tilbage, eller om sociale medier blot er ensbetydende med utroværdigt indhold?

Jeg finder det meget problematisk, at vi lever i en tid, hvor alle kan skrive, hvad de vil. På den ene side kan det være utroværdigt og gør det svært at vide, hvad der er sandt og falskt. På den anden side har vi mere ytringsfrihed og undgår nemmere propaganda, når alle kan skrive.

Jeg er som mange splittet og føler at min holdning hele tiden ændrer sig i forhold til mediernes troværdighed.

Malene Christiane Bæk skribent Vi som borgere gider ikke betale for vores nyheder, hvilket hænger dårligt sammen med, at det er dyrt at lave gennemarbejdet journalistisk arbejde.

Så er det i virkeligheden ikke vores egen skyld, at vores nyheder bliver mere utroværdige? Hvis vi ønsker troværdighed, må vi selv bidrage til det.

Simone Korsgaard Skribent I kølvandet på DR3's populære dokumentarserier om sugardateren Gina Jaqueline og Alex og Malou fra Ku' godt må godt, har udsendelsernes hovedpersoner kritiseret DR for at have skildret deres fortællinger forkert og være svære at samarbejde med. Jeg tør ikke at afgøre, hvem der har ret – men en sag som denne svækker, i mine øjne, DR3's troværdighed – uanset hvem man holder med.

Pauline Bønnerup Møller korrekturlæser

Caroline Maria Rynord Skribent

For nogle uger siden bingede jeg Yousee’s mini-serie "29", og jeg blev helt forelsket i – hvad jeg vil kalde – seriens troværdige fremstilling af et snart-30-årigt-ungdomsliv.

Ligesom da "SKAM" havde sin storhedstid, blev jeg hurtigt ’suget’ helt ind i personerne i "29" med en følelse af genkendelse overfor deres handlinger, emotioner, tankestrømme osv. Selvom "29" betegnes som en fiktionsserie, er det alligevel – ifølge mig – vigtigt med disse serier, der skildrer noget, vi på den ene eller anden måde alle sammen kan genkende.

Når det kommer til nyheder, er appen DR Nyheder det, jeg finder mest troværdigt, når jeg bare ønsker et hurtigt overblik. Jeg får dagligt korte, men meget præcise, notifikationer om, hvad der sker den pågældende dag. I modsætning til Facebook, hvor algoritmen sørger for at vise netop de nyheder, jeg ville interessere mig for, får jeg et mere nuanceret udbud af nyheder, bl.a. på DR appens side der kaldes "5 vigtige". Derudover har DR ikke brug for at benytte sig af clickbait, hvilket jeg synes er befriende.

Johanne Bech Rasmussen Skribent Her på det seneste er jeg blevet utrolig bevidst om Danmarks (og Europas og USAs) syn på Afrika, og hvordan vi i årevis har sat os for at ”frelse” kontinentet og dets folk. Fordi det har Afrika brug for. Fordi det ved vi nemlig alt om.

Fordi vi ved altid bedst. På Instagram følger jeg @nowhitesaviors, der netop pointerer dette problem i det vestlige samfund. Jeg synes, at denne konto kommer med meget troværdige fortællinger om Vestens forsøg på at være Afrikas frelsere, selvom ingen har bedt os om at være det.

Mathias Christensen skribent Det første jeg kommer til at tænke på, når jeg skal forholde mig til, hvad der er utroværdigt i mediebilledet, er internetsiders brug af clickbaits. Som mange andre undgår jeg nyheder fra BT og EB, der ofte beskyldes for at bringe rubrikker, der langt fra står på mål med indholdet.

Det samme gælder for sites, der tilbyder rejser, hvor man gennem annoncer kommer med lukrative tilbud. Når man så klikker ind på annoncerne kan man godt forvente, at prisen stiger drastisk, eller at tilbuddet gælder én dag ud af årets 365.

Så føler jeg mig snydt.

[ 15 ]

[ ARTIKEL ]

TEKST: EMMA LOUISE JENSEN MEDIEVIDENSKAB, AU

Hvor findes (dele af) sandheden?

Nutidens medielandskab er i høj grad præget af sensationshistorier og fake news. Vi skal være meget opmærksomme på kilden til informationer, nyheder og andet indhold. Men hvor kan vi egentlig i dag gå hen for at læse, se og høre sandheden? Kig med her og bliv klogere, når SAMSON anmelder forskellige medier og guider dig i retning af (dele af) sandheden.

Sådan beskriver Zetland sig selv “Zetland er en digital avis, der skriver om sammenhænge frem for sensationer.” Sådan beskriver Zetland dem selv på deres hjemmeside, hvor de siden 2012 har fungeret som netavis og forlag. Zetland modtog dengang en blandet modtagelse, men vi kommer ikke udenom, at Zetland er et interessant og nyskabende medie. Zetland dyrker den dybdeborende og kritiske journalistik.

Derudover er Zetland bygget op af folk, der næsten alle sammen har erfaring fra etablerede medier. En spændende cocktail, der i den grad har udfordret de etablerede medier på både form og indhold. I samme boldgade findes også nyhedsmediet ‘Føljeton’, der leverer nyhedsoverblik med fokus på fakta.

FOTO: THOMAS LEKFELDT

[ 16 ]

Shitstorm De to skarpe journalister Abdel Aziz Mahmoud og Mads Aagaard forsøger i radioprogrammet ’Shitstorm’ på P1 at sætte skik på den digitale dannelse i den offentlige debat.

Hver uge udvælger de to værter udsagn, der har startet en af de berygtede shitstorms på de sociale medier. Abdel og Mads griller hver lørdag hovedpersoner fra ugens shitstorms i studiet. Værterne forsøger at nå til bunds i de kontroversielle udtalelser, personlige konsekvenser og hidsige konflikter, som disse shitstorms har medført. For nyligt havde Abdel og Mads blandt andet besøg af Alex og Malou fra DR3-programmet ‘Ku godt - må godt’, hvor de diskuterede den måde, som parret blev fremstillet på i programmet samt danskeres næsten udelukkende tåkrummende kommentarer til det.

FOTO: ULRIK JANTZEN

Tæt På Sandheden Programmet “Tæt På Sandheden” kører netop nu på sin tredje sæson på DR2. Her leverer komiker Jonatan Spang satiriske nyheder, fra ugen der gik. Idet nyhederne formidles med humor og et glimt i øjet, tilføjer Spang en ekstra dimension til ugens begivenheder, der nu serveres i et meget spiseligt format. Nyhederne er ofte alvorlige, hvilket gør, at når ‘Tæt På Sandheden’ forklarer dem meget simpelt, bliver det voldsomt humoristisk. Som i sagen med kvindelandsholdet: "Undskyld mig! Men det giver bare ingen mening, at Ryanair tjener mere på, at Nadia Nadim spiller på landsholdet, end Nadia Nadim tjener på, at Nadia Nadim spiller på landsholdet,” siger Spang i et af programmerne fra sæson 2.

FOTO: BJARNE BERGIUS HERMANSEN

Helt ærligt, mor I denne ærlige podcast har Sisse Sejr besøg af forskellige kendte danske kvinder, hvor de diskuterer rollen som mor og alle dens aspekter. Sisse Sejr og hendes gæster er bundærlige, og ingen emner er for akavede eller tabubelagte til at blive taget op. ’Helt ærligt, mor’ handler dog ikke kun om børn, bleer og babymad, for Sisse Sejr maler også med større pensler. Hun formår at runde ting som kropsopfattelse, opdragelse, digitale medier og høje forventninger. Andre eksempler på ærlige podcasts henvendt til kvindekønnet er ’Fries before guys’ og ’Perfekt Uperfekt’.

FOTO: DR PRESSEN

[ 17 ]

[ARTIKEL FORTSAT ]

Fodboldministeriet Lars Jacobsen og Christian Wolny snakker om fodbold ud fra deres egne erfaringer i denne podcast. De har levet af, med og for fodbold i over 20 år. Derudover er podcastens producer, Sture Sandø, også med i studiet.

Podcasten indeholder det faste og legendariske indslag ”Landsholds-Lars-quizzen”, hvor spørgsmålene handler om både nye og gamle fodboldrelaterede begivenheder. Lars og Christian laver både personlige analyser og fortæller gode og sjove anekdoter fra deres tid i fodboldens verden. Herudover udnævner de også med jævne mellemrum nye navne til deres ”Hall of Fame”.

FOTO: JACOB STAEHELIN

The Daily Som navnet afslører, udkommer denne podcast dagligt. Bagved podcasten står The New York Times, hvor værten Michael Barbaro også er journalist. Konceptet består i, at han interviewer forskellige journalister, imens de vender aktuelle nyheder i USA. Emnerne er normaltvist amerikansk politik og større begivenheder i USA. ’The Daily’ anvender derudover reportager fra andre medier, der kan være med til at sætte scenen for dagens emne. De giver et indblik i en udvalgt historie, der er aktuel og gennemarbejdet af et af verdens mest troværdige medier.

FOTO: NEW YORK TIMES

[ 18 ]

[ ARTIKEL ]

TEKST: ANNE-SOFIE THIEL & MALENE CHRISTIANE BÆK, MEDIEVIDENSKAB, AU

FUP ELLER FAKTA? Vi har alle en forestilling om DR som en medieinstitution, der forsyner hele befolkningen med alsidige og troværdige programmer. I en tid, hvor grænsen mellem medier og sandhed er blevet sløret, er spørgsmålet, hvorvidt denne forestilling om DR er sandfærdig? Vi har taget en snak med Malou Lassen og Alex Andersen fra dokumentarserien "Ku’ godt, må godt" og Martin Møller Meyer, lektor på Aarhus Universitet, om deres erfaringer og oplevelser med DR.

H

vert år pumper vi store beløb ind i DR i håbet om, at vi på den måde bliver fyldt med kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Det er i hvert fald det, vi er blevet lovet. DR har siden 1925 været en public service-institution. Dermed er DR et offentligt gode, som har til formål at lave alsidige, kulturelle og oplysende programmer til hele den danske befolkning.

Med DR som et offentligt gode forventes det derfor, at de leverer troværdige programmer. Ifølge Malou Lassen og Alex Andersen, som er hovedpersonerne i dokumentarserien "Ku’ godt, må godt", har det ikke været tilfældet i deres serie. Dét giver anledning til refleksion, for kan vi overhovedet stole på DR? UTILFREDSE MED PROGRAMMET ”Jeg havde ikke set andre medievirksomheder, som kunne portrættere os mere faktuelt end DR,” svarer Alex, da vi spørger, hvorfor de valgte at medvirke i et DR-program. Alex har sammen med sin kæreste, Malou, medvirket i dokumentarserien "Ku’ godt, må godt". Dokumentarserien handler om, hvordan det er for Malou og Alex at leve i et åbent forhold. Deres formål med at deltage i serien var at sætte åbne forhold på dagsordenen. Med de mange artikler fra diverse nyhedshuse og kommentarer på de sociale medier, må det siges, at Malou og Alex er lykkedes med dette.

Derfor burde man også tro, at de sidder tilbage med en

Alt, hvad der handler om, at vi har et ulige forhold, og alt, hvad der handler om, at jeg dater mere end Alex, har intet med virkeligheden at gøre. følelse af tilfredshed, men det er langt fra tilfældet. Processen med DR har været fuld af aftalebrud, hvilket har ført til, at Malou og Alex er endt med et helt andet program end det, de var blevet lovet. Det er også grunden til, at der har været mange interne diskussioner mellem Malou, Alex og DR. Processen med DR er ikke det eneste, Malou og Alex er utilfredse med. Det er også fremstillingen af dem og deres forhold, som, de mener, er misvisende. ”Alt, hvad der handler om, at vi har et ulige forhold, og alt, hvad der handler om, at jeg dater mere end Alex, har intet med virkeligheden at gøre,” forklarer Malou.

KONSTRUERET VIRKELIGHED Ifølge Malou og Alex var det en dummy-optagelse, der var omdrejningspunktet i de fleste diskussioner med DR. Dummy-optagelsen skulle kun have været til intern brug i DR, men i stedet blev den en del af programserien. Problemet med, at dummy-optagelserne bliver en del af programserien, er ifølge Malou og Alex, at dummy-optagelserne er [ 19 ]

[ ARTIKEL FORTSAT ]

FOTO: MALOU & ALEX

[ 20 ]

Det er et problem, hvis vi smækker penge ind i jukeboxen, og det går til underholdningspropaganda.

opstillet og instrueret af DR, fordi de kun var beregnet til at se, om serien i starten kunne bruges i praksis. På den måde indeholder serien konstruerede scener, som Malou og Alex ikke har givet tilladelse til at bruge. Det er ikke alene dummy-optagelserne, som er en konstrueret virkelighed, men også flere andre scener i løbet af serien. Ifølge Malou og Alex er flere klip i programmet taget ud af konteksten, og derfor mangler der flere steder baggrundsfortællinger om det, der bliver sagt i serien. Martin Møller Meyer, lektor på Aarhus Universitet, mener, at det er et kæmpe problem, hvis vi bliver taget ud af konteksten. En forkert klipning eller en instruering i ageren kan ifølge ham på længere sigt medføre moralske og samfundsmæssige problemer. ÆNDRET PLAN I overvejelsen om at medvirke i dokumentarserien var det for Malou og Alex en væsentlig faktor, at det var DR, der ville producere serien. En vigtig faktor, fordi Malou og Alex havde stor tillid til DR som medieinstitution. Det skulle dog vise sig, at DR hurtigt brød tilliden, fordi de undervejs valgte at ændre planer for serien uden at indvie Malou og Alex i det, før alt var godkendt internt i DR. I stedet for at lave en kronologisk serie med flere par ændrede DR det til en tematisk serie kun med Malou og Alex. Den ændrede plan var ikke det eneste aftalebrud fra DR’s side. Malou og Alex var blevet lovet løbende gennemsyn af afsnittene, men heller ikke det kunne DR overholde.

IDENTIFIKATIONS- ELLER SENSATIONS-TV? Malou og Alex lægger vægt på, at de inden seriens start var blevet lovet en ’kærlig’ og sympatisk fremstilling. Argumentationen for fremstillingen dengang var, at seeren skulle føle en form for identifikation eller opnå en forståelse for deres valg om at leve i et åbent forhold. En fremstilling, som dog aldrig blev til virkelighed. Lige fra første klip er sensationsfaktoren i højsædet, hvor den indledende tekst fortæller om en søgen efter forelskelsens rus. En søgen, der ifølge Malou og Alex aldrig har eksisteret. En virkelighed, som kun de to (og DR) ved, er konstrueret. En søgen, der har rystet og forarget den danske befolkning – og efterladt Malou og Alex både frustrerede og kede af det. De står tilbage med spørgsmålet om, hvordan det kunne ske på en af DR’s kanaler. Ifølge dem havde det været mere forståeligt, hvis serien var blevet lavet og sendt på TV3. Da DR bliver konfronteret med den konstruerede virkelighed, lyder svaret blot: ”Amen, det er meningen, at man lige skal fange seerne i starten, og så kan de blive klogere i løbet af afsnittet.”

Martin Møller Meyer mener ikke, at det hverken er første eller sidste gang, at deltagere i programmer ikke vil kunne genkende sig selv. Martin Møller Meyer tror, at sensationstv i fremtiden kommer til at vinde over identifikations-tv: “DR har et ønske om at fremstå troværdige, men problemet er, at det er underholdningsværdien, der har vist sig at skaffe seere fremfor faktualitet.” Vi som seere skal altså ikke lade os snyde af, at DR er en public service-kanal.

Ifølge Martin Møller Meyer er DR nemlig meget mere interesserede i seere, end vi regner med. Det betyder ultimativt, at de mere faktuelle programmer må vige pladsen for de programmer, der er underholdende og sensationelle.

Danskerne betaler til DR, og DR leverer det indhold, danskerne efterspørger. Problemet opstår derfor, hvis danskerne betaler til en konstrueret virkelighed. Ifølge Martin Møller Meyer er DR på en måde vores allesammens ‘jukebox’, som vi selv lægger penge i, alt efter hvad vi har lyst til at se og høre om. “Det er et problem, hvis vi smækker penge ind i jukeboxen, og det går til underholdningspropaganda,” forklarer Martin Møller Meyer.

DR vs. TV3 Kan vi stole mere på DR end på TV3, blot fordi DR har public service-forpligtelser? Grænsen mellem underholdning og fakta er Martin Møller Meyer ikke overbevist om, at DR mestrer bedre end kommercielle kanaler som TV3. Malou og Alex nævner selv programmet med Gina Jaqueline på DR3, hvor Gina selv har udtalt, at fremstillingen af hende hverken er korrekt eller fyldestgørende. Til gengæld bliver Gina i TV3’s program "Til middag hos" – ifølge Malou – fremstillet sympatisk og afbalanceret. Her skulle man umiddelbart tro, at det var TV3, der fremstillede Gina sensationelt og DR det modsatte. I udgangspunktet er DR ikke mere troværdige end TV3, siger Martin Møller Meyer og fortsætter: “Jeg har aldrig selv anset DR for at være den her nærmest etiske højborg. Jeg tænker, at TV3 kan være lige så ‘troværdig’ som DR.” Martin Møller Meyer forholder sig derfor skeptisk over for DR som mere troværdige end kommercielle kanaler.

En skepticisme, som han har fået igennem erfaring med interviews af både public service-kanalers og kommercielle kanalers afsendere og modtagere.

FUP ELLER FAKTA? Da vi spørger Martin Møller Meyer, hvorvidt han mener, at DR er en fup- eller faktakanal, placerer han sig i midten.

Men han pointerer, at der i fremtiden vil være større sandsynlighed for, at fupprogrammerne vil overtage sendefladen. En fremtidig medievirkelighed, som Malou også vil forholde sig til med et kritisk og filtreret blik i kølvandet på sin egen oplevelse med DR. Betyder det så for fremtiden, at vi aldrig kan stole på DR? Nej. Det betyder ganske enkelt, at vi skal være opmærksomme og kritiske overfor det indhold, vi bliver præsenteret for. Indhold, som med al sandsynlighed bliver mere og mere konstrueret.

[ 21 ]

[ MIG OG MINE MEDIER ]

TOBIAS HAMANN

Mig og mine medier

Tobias Hamann Du kender ham måske bedst fra "Den Store Bagedyst", men Tobias er så meget mere end det.

Han er en vaskeægte verdensmand og et pragteksempel på, at man kan, hvad man vil og ikke altid behøver at arbejde inden for én boldgade.

Tobias har studeret Østeuropastudier på Aarhus Universitet, men valgte at afslutte uddannelse for at begive sig ud i den autodidakte branche. Han har siden arbejdet freelance for Jyllands Posten, hvor han skrev rejseartikler og efterfølgende deltog i "Den Store Bagedyst" på DR1, hvor han vandt og blev et landskendt ansigt i medierne. Tobias har efterfølgende rejst verden rundt med DR-programmet Bag verden – med Tobias, hvor han igennem kagens kunst fortolker mennesker, landskaber, oplevelser og kulturer.

I øjeblikket har Tobias mange bolde i luften, men han har blandt andet taget en uddannelse som master-hypnotisør og turnerer Danmark rundt med sine hypnoseshow, hvor han forbløffer publikum med sandheden bag sindet – eller illusionen om samme.

[ 22 ]

Lige nu lytter jeg til...

George Michael, Older-albummet. Ja, det er vanvittig god musik, som jeg første gang skamlyttede på en rejse på Galapagos. Hans vokal er uden sidestykke. Og så hører jeg Håkan Hellstrøm (som i sammenligning med George synger pivfalsk, men som rummer masser af nerve).

Hvordan bruger jeg de sociale medier i min hverdag?

Jeg synes, det kræver meget tankevirksomhed at holde mine platforme kørende. So-Me er dog uundværligt for mig. Jeg finder koncerter, udstillinger, tøj og møbler via So-Me. Og jeg lever selv til dels af So-Me, so I can’t really blame it. Det er nok kommet for at blive.

Lige nu klikker jeg ind på...

Nicolai Bangsgaards hjemmeside. Mine ben er begyndt at virke rastløse.

Lige nu læser jeg...

Den selvbiografiske roman "Min Kamp" af Karl Ove Knausgaard. Jeg befinder mig midt i 3. bind, hvor han beskriver sin barndom. Sublimt. Og så er jeg lige blevet færdig med Thorkild Hansens "Rejsen til det Lykkelige Arabien". Et fabelagtigt, virkeligt eventyr!

Lige nu ser jeg...

Jeg er ikke blevet indfanget af hele universet af Netflix og HBO-serier endnu. Jo, jeg så "Stranger Things" og elskede det. Men bagefter sad jeg med sådan en lidt flad følelse af, at jeg havde spildt 25 timer af mit liv. Jeg tror, det hænger sammen med, at underholdningsværdien er så høj, at jeg ikke rigtig får plads til at drømme og tænke undervejs - og det har jeg brug for. Vil hellere se dokumentarer eller film. Har lige set en foto-dokumentar af Lars Muhl, der hedder “Før Øjet Brister”. Den var rå og straight forward. Alt andet end overproduceret, tværtimod var den ikke for køn. Det var lige, hvad jeg havde brug for. Nej, god litteratur sætter flere tanker i gang hos mig - og beroliger mig.

FOTO: INSTAGRAM TOBIAS_HAMANN

[ 23 ]

[ ARTIKEL ]

TEKST: CAROLINE MARIA RYNORD, MEDIEVIDENSKAB, AU

S

FOTO: INSTA G RA

M

@

NU

VS

Fang dig en catfish CH

UL M

AN

Profil

Billeder (0)

Venner (0)

For nogle kan det være svært at skelne mellem, hvad der er sandt og falsk i forelskelsens rus. Måske er du endda stødt på fænomenet selv: En catfish. En person, som udgiver sig for at være en anden på internettet, ofte med det formål at finde kærligheden.

Ordet catfish blev udbredt efter udgivelsen af dokumentaren af samme navn, og er senere blevet titlen på en populær reality-serie på MTV. Her beviser Yaniv Nev Schulman, at catfishing er et klart tegn på, at der langt fra altid bliver delt rene sandheder på sociale medier. Men frygt ej - du behøver ikke selv at falde i fælden, for der er hjælp at hente hos SAMSON. Læs med her, og kast linen ud, for nu er det tid til at fange de falske onlineidentiteter.

[ 24 ]

L

idt for flot

Forestil dig scenariet: Du klikker ind på Facebook, og pludselig popper en venneanmodning op fra en person, der hverken findes på din egen liste over venner eller på nogle af dine venners lister. Dit første indtryk af personen er, at han eller hun slet ikke ser værst ud. Faktisk tænker du, at personen er langt over din standard, og dette bekræftes med det samme, da du opdager, at profilens indledning vidner om cirka fem forskellige modeljobs. Her burde første alarmklokke begynde at ringe – for hvis dit nye crush ligner lidt for meget en sild, kan det være en god idé at tænke sig om en ekstra gang. Du bør snarere overveje, om personen allerede her har potentiale til at være en catfish. Bag det flotte, unge modelansigt lurer der måske en ældre, gråhåret herre. Så med mindre det er lige præcis, hvad du søger, så læs videre for flere faldgruber.

M

angelfuld profil Du kan ikke stå for synet af denne ukendte

person, så du vælger at besvare anmodningen med et kæmpestort “ja tak”. Nu går der formentligt ikke lang tid, før du får stalket denne persons Facebookprofil fra ende til anden. Når du alligevel er i gang, så gør dig selv den tjeneste lige at tjekke omfanget af vedkommendes venneliste.

Har personen oprettet profilen for få dage siden og valgt at ansøge dig – en fremmed – uden først at tage kontakt til sine egentlige bekendte? Jeg tror godt selv, at du kan regne ud, at det virker lidt mistænksomt.

V

ideochat er no-go

Du vælger fuldstændigt at ignorere faresignalerne, og har nu haft daglig kontakt til denne person i et godt stykke tid. Du indser, at du ikke længere kan stille dig tilfreds med kun at savle over personens profilbilleder, men at du længes efter at se denne person i virkeligheden. Eller i hvert fald over et Skype-opkald til at starte med. I dette tilfælde spotter du en catfish, hvis personen insisterer på, at de konstant har for travlt til at deltage i et videoopkald.

Dette, selvom vedkommende på det seneste har tilbragt alle sine vågne timer med at chatte med dig. Det kan også være tilfældet, at personen påstår, at de simpelthen ikke ejer et webcam. Med mindre han/hun lever noget nært analogt, og foretrækker en Nokia 3310 og en gammel stationær computer, skal du nok være skeptisk.

L

avvande i kassen

Tiden er nu kommet til, at I to gerne vil mødes på en ordentlig date, men pludseligt melder din potentielle catfish ud, at han/hun er i pengenød. Den eneste mulighed for, at I kan mødes ansigt-til ansigt, er, hvis du vælger at overføre en ordentlig sum penge til dem. Jeg har selvfølgelig ikke tænkt mig at holde dig tilbage, hvis du mener, at du har en god opsparing og egentlig gerne vil prøve lykken. Men nu skulle du gerne være klædt ordentligt på til at spotte en catfish blandt et hav af onlinepersonligheder. Sidste step er blot at samle et kamerahold og møde op ved personens hus for at konfrontere din catfish i ægte Nev Schulman stil.

DESIGNED BY FREEPIK.COM

En catfishs motivation I anledning af den nylige udgivelse af seneste sæson af MTV’s ”Catfish” er det interessant at kigge tilbage på episoderne gennem årene. Ikke meget har ændret sig siden showets begyndelse i 2012. Det dokumentarlignende format forbliver det samme, og vi formår gang på gang at blive både overrasket og underholdt af de såkaldte catfish. Tilsammen har de utallige måder at snyde sig vej ind til en andens hjerte, og de løber tilsyneladende aldrig tør for undskyldninger i forsøget på at opretholde deres falske online personligheder.

Jeg har søgt svar på, hvad der driver en catfish og har derfor dykket lidt ned i den bog som ”Catfish” frontmanden, Nev Schulman, har udgivet: ”In Real Life – Love, Lies & Identity in the Digital Age (2014)”. Her gør han det klart for læseren, at der selvfølgelig ikke er en entydig grund til at opdigte en personlighed på nettet, men ifølge hans erfaring i feltet så har det oftest at gøre med det basale ønske om at være elsket og accepteret. I hans arbejde på MTV har han erfaret, at en catfish ofte er en person, som er enten usikker på sig selv, sit udseende eller endda sin seksualitet. Ikke nok med dét, findes der også personer, der er så usikre på deres partners loyalitet, at de opretter falske profiler for at finde ud af, hvorvidt partneren kunne finde på at være utro. Men det er en anden sag.

Showet, der omhandler den (oftest mislykkede) søgen efter kærlighed på nettet, kører nu på 7. sæson og giver ikke tegn til at stoppe her. I år er der ovenikøbet landet en spinoff serie på MTV, som kaldes ”Catfish: Trolls”. Her fokuseres der i stedet på de, som opretter falske profiler med det formål at krænke andre. I introsekvensen nævnes det, at forskning inden for området viser, at 25% af amerikanere selv har ”nettrollet” (som det kaldes, når man publicerer stødende indhold).

Det lader altså til, at både catfishing og nettrolling er fænomener, der ikke ligefrem er ved at dø hen – tværtimod. Fakrisk har hele én ud af fire personer prøvet det på egen hånd, hvis man altså vælger at tro på denne udokumenterede påstand. Og det gør vi helst ikke. For vi bliver jo nødt til at være kritiske over for det vi oplever på nettet. I hvert fald, hvis vi vil undgå at medvirke i en potentiel 8. sæson af Catfish. [ 25 ]

[ TEMA ]

TEKST: ANJA BERGHOLDT ANDERSEN, MEDIEVIDENSKAB, AU

SANDHEDEN OM DET, VI LÆSER Kære læsere. I kan lige så godt forberede jer. Sagligheden i medierne er på vej væk, det bliver simpelthen ikke bedre, og der er intet at gøre. Der er ingen, der søger sandhed længere, og journalisterne vil jer ganske enkelt ikke det bedste. Trump har åbenbart alligevel ret i sin påstand om, at medierne kun er agitationsmidler, og at der kun findes ‘fake news’. Faktisk bør vi helt lade være med at søge ny viden.

For alt, du læser, er vitterlig løgn. Det bedste vi kan gøre, er bare at slukke radioen, slukke tv’et, lægge avisen og aldrig se os tilbage, for medierne indeholder ingen sandhed.

J

eg må hurtigt bekendtgøre, at jeg vitterligt ikke mente et eneste ord i det foregående afsnit. Det har nogen af jer læsere måske allerede regnet ud. For hvor mange læser egentligt noget den dag i dag uden at være kritiske over for indholdet? Det er nok de færreste mennesker, der blot læser en tekst og siger: ”Okay, det står der, ergo må det være den rene, uberørte sandhed.” Hvad siger dette så om læserens rolle? Jo, det siger noget om, at den er større, end læseren umiddelbart tror. Læseren er ikke bare en læser, men en fortolker og et tænkende individ. Det er netop denne rolle, der er brug for, at vi dyrker i højere grad, hvis vi ønsker at få mere indblik i det, vi læser.

Forklædt som journalist Mange vil måske hurtigt tænke: ”Hey vent. Er det ikke journalistens rolle at servere sandheder og lange dem over disken?” Jo måske, men hvad så når propaganda spredes? Eller for at tage et eksempel fra vores egen hverdag: Hvad sker der, når de, der leverer nyhederne, slet ikke er journalister, men i stedet ‘kommentatorer’? Det var netop det, vi så og hørte, da Trish Regan

[ 26 ]

spredte næsten komiske usandheder om det danske samfund på Fox Business Network i en nyhedsudsendelse. Jeg ved ikke med jer, men dén setting en nyhedsudsendelse er, skaber for mig en forventning.

En forventning om, at det formidlede indhold kommer fra en journalist, der har styr på ting såsom fakta.

Desværre var det ikke den forestilling vi blev mødt med. Hvordan forsvarede Fox Business Network så disse fake news? Ved – som nævnt – at påpege, at Trish Regan var kommentator og ikke journalist.

Mange af de, der får sendetid i USA, er faktisk hyret til at kommentere på nyhederne. De er ikke ansat til at bringe nyheder på en måde, hvor modtageren kan sidde ukritisk med forestillingen om, at nu er de blevet ny information rigere.

Hvis alting kunne læses ukritisk, og vi kunne stole på alt, vi får at vide gennem medierne – tja, så vil livet være meget nemmere for os alle. Men hvis én ting kan drages fra indledningen i denne artikel, er det netop, at det er forfærdeligt svært at skelne sandhed fra usandhed. Der er ingen konkret sandhed i medierne, for der vil altid være grader af subjektivitet – her løj jeg ikke. Så længe det er mennesker, der skriver ny-

Læseren er ikke bare en læser, men en fortolker og et tænkende individ heder og har til opgave at sprede viden, vil det være sådan. Vi kan faktisk intet gøre for at fjerne subjektiviteten i medierne. Men betyder det, at vi skal ignorere mediernes eksistens?

Nej, det betyder det modsatte. Det betyder nemlig, at vi som læsere skal bruge vores kritiske sans, samle viden fra flere kilder og huske på, at subjektivitet påvirker det indhold, vi læser. Jeg ved godt, at mange tænker, det er basal viden. Det, at man ikke kan stole på alt, hvad man læser. Men svar mig så på det her: Hvis vi allerede ved, hvor kritiske vi skal være, hvorfor er der så mennesker, der tror på, hvad Trish Regan sagde? Hvorfor er der så mennesker, der tror, at der i 2018 er mere kriminalitet end nogensinde før, på trods af at kriminalitetsraten er faldende og har været det i årevis?

Tag kildekritik med ind i hverdagen Vi ved godt, at vi ikke skal stole på alt, hvad vi læser. Men mange vælger alligevel at stole på det, der repræsenterer deres egen holdning. Det er farligt, og det er på sin vis en måde, hvorpå vi indskrænker vores chancer for fremtidig viden. Med dén indgangsvinkel til verden, risikerer vi at udelukke en masse viden, og stoppe os selv fra at blive klogere.

Jeg kunne sagtens tro på Regans forklaring af den danske model, og jeg ville nok i særdeleshed tro på påstandene, hvis jeg i forvejen var kritisk over for socialisme. Det er bare sådan, at vi mennesker er indrettede med ønsket om at have ret. Jeg hader at tage fejl og at

blive modbevist i noget, jeg føler mig sikker på. Det er desværre nok bare nødvendigt at blive udfordret og modbevist. Jeg vil nemlig påstå, at jo oftere vi søger efter at blive bekræftet i lige præcist vores verdensbillede, jo større er chancen for at vi bliver isoleret fra andre i stedet for at lære af dem. Vi er nødt til at tage debatter op, læse modstridende holdninger eller bare prøve at tage andre briller på, når vi læser. Selvom det lyder besværligt, er vi nok også indimellem nødt til at undersøge ting dybere end ved blot at læse én artikel. Måske vi skal læse fire for at få en sandhed ud af det? Måske flere? Vi skal være kildekritiske på bedste vis, hvilket mange nok er trætte af at høre om fra historieundervisningen i folkeskolen, men det er sandt og vigtigt.

Se mere – ikke mindre Vores kritiske sans er noget af det vigtigste, vi har, og på trods af algoritmer, der kun viser os bestemte nyheder, kan vi godt undersøge ting nærmere, når vi læser. Lad være med at se dette udelukkende som en opdragende og løftet pegefinger, men som mit velmenende råd til jer. Luk avisen op, tænd tv’et og radioen i stedet for at lukke medierne ned. Ja, der kan være usandheder eller ting, som vi er uenige i.

Men brug dem i stedet til at træne dig selv i at spotte gode kilder og læse mere – ikke mindre. Åbn øjnene og se, hvor meget der egentligt er at lære.

Samfundet er ikke dømt til at fejle, fordi nyhederne virker mindre oplysende end tidligere. Faktisk kan vi alle være med til at styrke det. Vi skal bare øve os og blive endnu bedre til at være kritiske, når vi søger sandheden.

[ 27 ]

Lorem ipsum

[ ON/OFF LISTEN]

TEKST: REDAKTIONEN

Journal 64 er simpelthen et must-see! Filmen, der handler om Afdeling Q, får uendeligt meget ros af biografgængerne - og det er slet ikke så mærkeligt. Den nye instruktør Christoffer Boe har virkelig formået at levere et smukt stykke arbejde, der afslutter Jussi Adler-Olsen serien med et brag. Vi er helt vilde med bromancen mellem Carl Mørch og Assad og i samspil med den grusomme historie om kvindehjemmet på Sprogø skabes en fantastisk spændende fortælling. Har du ikke allerede set den, skal du virkelig gøre dig selv den tjeneste.

Podcasten “Mennesker og medier” er en spændende podcast, der diskuterer relevante emner inden for journalistik, etik og tendenser i nutidens mediebillede.

Kritisk journalistik, der med konkrete og kontante interviews fra fagfolk skaber en meget troværdig italesættelse af mediernes virkelighed.

Netflix's produktion af film og serier er fed - især kvaliteten af deres indhold og deres genrealsidighed. Netflix skaber indhold til mange målgrupper, og de har endda lavet en horrorserie, chickflicks og meget andet. Det virker som om, at de har gjort det i 30 år. Så stor respekt herfra, for vi var skeptiske, da de begyndte med originalt indhold, but well done Netflix!

Julekalender - Nogle vil mene, at det er lidt i overkanten, men indtil videre er der i alt offentliggjort 14 julekalendere. Vi ved godt, hvad vores eksamensoverspringshandlinger i december skal være.

Længe leve satireprogrammer! Programmer som Quizzen med Signe Molde (der desværre nu hedder Quizzen med Gyrith Cecilie Ross), Tæt På Sandheden og Den Korte Weekendavis er virkelig geniale programmer, der både oplyser og underholder uden at det bliver alt for søgt.

[ 28 ]

R.I.P armslængdeprincippet (fair nok med nedskæringer på DR, men detailstyring fra politikernes *host DF* side er et skridt i den forkerte retning)

Som følge af en opdatering på iPhone måler din smartphone nu, hvor lang tid du faktisk bruger på at kigge på skærmen hver dag. Grunden til at Skærmtid er røget på OFF-listen er fordi, at vi blev overraskede (læs: MEGET overraskede) over vores brug. Eller også blev vi bare en smule bekymrede for, at tracking af vores skærmtid ikke kun er en lille sjov notits til os selv – men måske et spørgsmål om hvorvidt der er en anden part, som ønsker at vide mere om os.

DR lukker P6 Beat og P7 Mix. Når man kigger ud over det danske radiolandskab, er der næsten kun kanaler tilbage, der spiller og dækker de samme populære genre. Vi vil have den skæve nichemusik tilbage i varmen.

Det smerter os lidt, at ’Her går det godt’ skal ende på OFF-listen. Esben og Peter er dygtige journalister, men deres formidling i podcasten er simpelthen blevet for ensidigt.

At sende Den Store Bagedyst om lørdagen! Vi vil have kage-onsdag tilbage!

sum

Lorem ip

[ 29 ]

[ BILLEDSERIE ]

[ 30 ]

TEKST: CECILIE WOLF & MARIA LARSEN EHRENREICH, MEDIEVIDENSKAB, AU

Den redigerede virkelighed De fleste kender udtrykket ”et billede siger mere end tusinde ord”, og mange har en overbevisning om, at billeder altid skildrer virkeligheden, som den er. Et bevægende pressefoto taget af Jan Grarup om krigens rædsler kan sætte stærke følelser i gang hos publikummet. Ligeledes kan et perfekt timet bryllupsbillede, som foreviger det romantiske øjeblik, påvirke gæsternes og brudeparrets minde om brylluppet for eftertiden. Men er billeder virkelig altid troværdige og sandfærdige?

Eller er deres funktion måske nærmere en anden?

Vi er to skribenter fra redaktionen, som har forsøgt os med en fotoserie med motiver fra et efterårsbeklædt Aarhus. Vi vil vise, hvordan to dummies som os, uden den store erfaring, let kan redigere og manipulere med billeder.

[ 31 ]

[ BILLEDSERIE FORTSAT ]

F

otografier hjælper os med at huske og dokumentere de både vigtige og mindre vigtige begivenheder i vores liv. Vi er konstant omgivet af billeder i vores hverdag – på tv, sociale medier, i reklamer, ugeblade og aviser. Vi er muligvis gode til at skelne mellem fiktion og fakta, men grænserne kan i mange tilfælde være flydende. Programmer til efterredigering bliver bedre og mere avancerede, og flere og flere lærer at håndtere dem. Hvornår et billede er falsk, og hvor meget redigering vi tillader, før virkeligheden er for manipuleret, kan være svært at svare på.

Billeder i det hele taget skildrer måske nærmere blot et udsnit af virkeligheden. Billederne isoleres i det øjeblik, de bliver taget og bringes derefter over i en anden kontekst - såsom en avisartikel eller i et fotoalbum der vises frem ved festlige lejligheder – hvor de her bliver genstand for fortolkning af modtagerne.

Kenneth Merrild, som er kandidatstuderende på Aarhus Universitet, har 10 års erfaring med at fotografere. Han elsker at fotografere mennesker, og de sidste par år er han flittigt blevet booket som fotograf til forskellige arrangementer, hvor især bryllupper har været dominerende. Fotografens primære rolle er umiddelbart at stille sig det rigtige sted med det rigtige objektiv, tage højde for lyset, være dygtig til kamerateknik og selvfølgelig trykke på knappen. Men derudover har fotografen en anden og lige så vigtig opgave ifølge Kenneth: “Det handler om at få folk til at slappe af. Skabe en naturlig situation og afvæbne dem. Man skal som fotograf have en forståelse for det psykiske, og i den forbindelse de usikkerheder der er forbundet med at blive fotograferet. God situationsfornemmelse er nødvendig.”

Allerede før billedet bliver taget, står fotografen over for mange til- og fravalg for at imødekomme sine kunders for-

Fotojournalister er meget begrænsede i det, de må redigere, hvor det, jeg laver, ofte er en romantisk fortælling og et spørgsmål om æstetik.

[ 32 ]

ventninger. Den perfekte setting, god timing og fotografens subjektive vinkling samt framing påvirker resultatet. Men også i efterbehandlingen af billederne sker der en sortering, beskæring og redigering af farver, lys og kontraster. Kenneth fortæller, at hvis han tager billeder til et bryllup i fire timer, er det nødvendigt at efterbehandle billederne i seks timer. Her er det især sorteringen af de mange billeder, der er tidskrævende. Kenneth bruger programmet Lightroom, hvor man med en brush-funktion kan male forskellige effekter ind i billedet. Det kan være at male et ansigt lidt lysere eller fremhæve andre ting, der alt sammen bidrager til at lede øjet det rigtige sted hen. Han har i enkelte tilfælde retouched en genstand ud, som forstyrrede i billedet og ikke var afgørende for settingen. Kenneths rolle som bryllupsfotograf er en helt anden end pressefotografens, hvilket han selv kommenterer på: “Fotojournalister er meget begrænsede i det, de må redigere, hvor det, jeg laver, ofte er en romantisk fortælling og et spørgsmål om æstetik.”

Vi mennesker bruger billeder til at fastholde og dokumentere begivenheder, men også til udfordre, udvikle og forandre verden.

Fotografernes integritet er afgørende, da de er formidlere af de givne øjeblikke. Vi mennesker bruger billeder til at fastholde og dokumentere begivenheder, men også til udfordre, udvikle og forandre verden. Billeder har derfor mange fantastiske evner og kan være indgangen til forståelse, så længe vi blot husker fotografiets begrænsning: Hele virkeligheden kan ikke portrætteres i billeder – den skal opleves.

[ ARTIKEL ]

TEKST: JOHANNE BECH RASMUSSEN & SIMONE KORSGAARD, MEDIEVIDENSKAB, AU

The Handmaid’s Tale er ikke en manual!

I løbet af de seneste år har science fiction-genren opnået enorm popularitet med titler som The Hunger Games og Divergent både inden for filmens og litteraturens verden. Men science fiction er ikke en ny genre – tværtimod. Den indebærer klassikere som Star Wars, Star Trek, 1984, A Clockwork Orange og Back to the Future og er endda at finde helt tilbage i 1700-tallet, hvor Jonathan Swift skrev Gullivers Rejse, og Voltaire skrev Micromégas. Fælles for alle disse værker er, at de opstiller en fremtid, hvor kun fantasien sætter grænser for ny teknologi, nye livsformer og alternative samfundsstrukturer. Inden for de seneste år har vi dog set en udvikling fra science fiction til ‘spekulativ fiktion’.

Det er blandt andet tilfældet i tv-serierne Black Mirror og The Handmaid’s Tale, der i høj grad tager udgangspunkt i temaer og problemstillinger, som findes i det moderne samfund. Det er serier, som ikke adskiller sig fra vores virkelighed - i modsætning til de førnævnte science fiction-fortællinger. Det er serier, der blander fiktion med sandhed.

[ 33 ]

[ ARTIKEL FORTSAT ]

V

i synes især, at The Handmaid’s Tale er et interessant eksempel på spekulativ fiktion, fordi fortællingen er dybt forankret i virkelige hændelser, og derudover har serien været inspirationskilde til forskellige kvindebevægelser. Første sæson af The Handmaid’s Tale havde premiere i april 2017 på HBO. Serien, der er produceret af amerikanske Hulu, består foreløbigt af to sæsoner, og en tredje er på vej næste år. Serien er baseret på Margaret Atwoods roman af samme navn fra 1985 og finder sted i Gilead, en del af det tidligere USA, hvor patriarkatet hersker, og

kvinden bag fiktionen, Margaret Atwood, er af samme overbevisning.

frihed er forbeholdt de få. Seriens hovedkarakter, Offred, er en af de få kvinder, som fortsat er i stand til at få børn, og hun bliver dermed handmaid – en tjenerinde. Som handmaid er det Offreds opgave at lægge krop til at bære sin kommandørs barn – for derefter at blive forflyttet til et nyt privilegeret, men ufrugtbart par i toppen af det hierarkiske samfund.

der godt kunne finde sted i virkeligheden.

Hendes hensigt med romanen var ikke at skabe en verden, som folk ikke kunne relatere til.

Hun ønskede at skrive en roman, som adskilte sig fra de science fiction-bøger, hun selv har læst. Hun skriver: “The form was strewn with pitfalls, among them a tendency to sermonize, a veering into allegory and a lack of plausibility.

If I was to create an imaginary garden I wanted the toads in it to be real”. Atwoods pointe er, at science fiction-fortællinger er fyldt med for mange metaforer og en mangel på troværdighed, hvorfor hun selv ønskede at skabe en fiktiv verden udelukkende bestående af virkelige elementer. Derfor var det også vigtigt for Atwood, at alle de elementer, hun tilføjede historien, var troværdige og rent faktisk allerede havde fundet sted i virkeligheden. Hun forklarer, at alt det, der finder sted i The Handmaid’s Tale, allerede er sket på et eller andet tidspunkt et eller andet sted i vores verden.

The Handmaid’s Tale tager afsæt i en virkelighed, hvor religion vægter tungere end videnskab, hvor infertilitet udgør en alvorlig trussel mod artens overlevelse, og hvor kvinder hverken må sige eller gøre andet, end hvad de bliver bedt om. På trods af at en sådan livsanskuelse vækker opsigt i 2018, forekommer hverken miljøet eller karaktererne fremmede. Dét faktum er medvirkende til at genrekarakterisere The Handmaid’s Tale som spekulativ fiktion frem for science fiction.

Forskellen mellem de to fiktionsgenrer består nemlig i de elementer, fortællingen besidder.

Hvor science fiction har monstre og rumskibe, findes der i den spekulative fiktion ikke fantasivæsner eller teknologi, som endnu ikke er opfundet. Fortællingerne her bygger altså på noget, der rent faktisk kan ske. Men hvilken effekt har det så på os som modtagere og vores indlevelsesevne, når vi eksempelvis ser et afsnit af The Handmaid’s Tale? Baseret på vores egne oplevelser med serien tror vi på, at identifikationspotentialet fremmes, når vi ser fiktion, der foregår i en verden, vi kan genkende som vores egen. Og det lader til, at

[ 34 ]

I et essay i The New York Times fra 2017, kort forinden tv-seriens premiere, deler Atwood nogle af sine tanker om romanen, serien og ikke mindst fortællingens aktualitet i en tid, hvor Trump er præsident i USA, og hvor emner som slutshaming, kvinders rettigheder og klimakrisen er på dagsordenen. I essayet forklarer hun også, at hun selv betegner The Handmaid’s Tale som spekulativ fiktion frem for science fiction – fordi det netop er noget,

At Atwoods bog og den dertilhørende tvserie er spekulativ fiktion, og således berører modtagerne på en særlig vis, står altså klart.

Endnu klarere bliver det, når vi ser på, hvordan serien bliver brugt til at understrege politiske pointer. I USA arrangeres der hvert år adskillige demonstrationer for kvinders rettigheder, og siden Atwoods fortællings nyvundne popularitet er skilte med tekster som “Make Margaret Atwood fiction again” og “The Handmaid’s Tale is not an instruction manual” begyndt at dukke

op i mængden, når der demonstreres for abortrettigheder, ligestilling og kvindeundertrykkelse. Med Trumps sejr i 2016 har det politiske klima i USA ændret sig, og det kan den 22-årige radiovært og journalist, Autumn Barnes fra Missoula, Montana i USA, sagtens genkende: “I think it’s scary, sometimes, how the world portrayed in [ The Handmaid’s Tale, red.] doesn’t seem that unrealistic. Only a few things would have to go wrong in ours to put us on the same track. Just look at everything going on with the Kavanaugh trial... luckily a lot of Americans are against him, but it’s an example of the kind of society we live in where the people in power really doesn’t care about women”.

Barnes’ oplevelser vidner altså her om, at der er opstået en sammenhæng mellem fiktionens verden i The Handmaid’s Tale og den virkelige verden - i hvert fald i USA. Det bekræfter os i vores tro på, at identifikationspotentialet i fiktion fremmes, når der er tale om spekulativ fiktion, der finder sted i en verden, som kunne forveksles med vores. På den måde kan en serie som The Handmaid’s Tale gøre mere end blot at underholde os en søndag aften på sofaen. Den fremhæver nogle helt grundlæggende værdier i samfundet såsom religion, forældreskab og seksualitet, og tager dem til ekstremerne. Serien portrætterer, hvordan vores liv kunne se ud, hvis vi som samfund tog en forkert drejning, og kom til at lytte til de forkerte mennesker. Serien kan gøre os opmærksomme på vores eget liv og på at bidrage til at skabe og vedligeholde den virkelighed, vi ønsker at leve i. Vigtigst af alt kan The Handmaid’s Tale minde os om hvilken virkelighed, vi i hvert fald ikke ønsker at leve i. Netop derfor er det vigtigt, at vi ser en form for sandhed reflekteret i de medier, vi forbruger – også, og måske i særdeleshed, når det kommer til fiktion.

Kilde: Atwood, M. (2017, 10. marts). “Margaret Atwood on What ‘The Handmaid’s Tale’ Means in the Age of Trump.” The New York Times.

Grafik: Created by Freepik

[ 35 ]

Bliv medlem af

og få mere ud af din studietid SAMS er dit første skridt på vejen til at etablere et godt netærk. Vi bygger ikke kun bro mellem dig og studerende fra andre studier og byer, men også mellem dig og erhvervslivet.

Vi besøger virkshomheder, inviterer til oplæg og afholder workshops, der gør dig skarp på dine kvalifikationer. Og så sætter vi branchefolk, forskere og studerende sammen på kryds og tværs.

Hold dig opdateret om vores arrangementer på facebook, samsnet.dk og på www.samsnet.dk, hvor du også kan blive medlem af SAMS. Vi glæder os til at hilse på dig!

[ 36 ]