8 skive folkeblad tirsdag den 24. januar 2012
Lokalt
Fra Skive til verden rundt i sejlbåd
Hvorfor flyve til New Zealand?
Lars Bo og Eva Houlberg Kirk, der begge er født og vokset op på Skive-egnen, gik sammen på Aakjærskolen i Skive og blev kærester i 2. g på Skive Gymnasium. Senere flyttede de til Århus, hvor Eva blev uddannet læge og Lars tog journalistuddannelsen. I 2005 flyttede de til København, hvor de boede indtil 14. september sidste år, da de forlod Danmark og tog på rejse verden rundt i deres båd - sammen med parrets tre børn. Nanna på 12 år, Emil på ni og Jacob på syv. Læs mere på skibs(b)loggen på familiens hjemmeside www.ss-luna.com. I Skive Folkeblad vil de med jævne mellemrum berette for læserne om deres oplevelser.
»Hvorfor er I fløjet til New Zealand, når I har en båd,« har mange spurgt os. Det korte svar er de tropiske cykloner, der netop i disse måneder hærger det vestlige Stillehav mellem Tahiti og Australien. Med vindstyrker, der kan komme op over 100 m/s (en fuldvoksen dansk orkan kommer sjældent over 50 m/s), er en cyklon et naturfænomen, ingen sejler nogensinde ønsker at møde. Vi kunne med andre ord ikke nå at sejle sikkert til New Zealand inden cyklonsæsonen – især ikke, hvis vi skulle have ordentlig tid blandt resten af Stillehavets smukke øer, Tonga, Fiji, Vanuatu, Suvarow og Samoa. Og det vil vi, for vi er slet ikke færdige med dette fantastiske verdenshav.
Nanna og Eva foran et af New Zealands højeste bjerge.
Boblende pøl i Roturua. Området ligger på en aktiv vulkan.
Landgang i New Zealand
Familien foran et vandfald efter en to-timers vandretur på den kolde Tongariro-slette.
De sneklædte bjerge står skarpt i horisonten. Den synkende sol har farvet landskabet lyserødt, som på en smuk sommeraften over lyngen ved Flyndersø, bare større. Den store campingbus ligger tungt og godt på vejen. Vi farer gennem landskabet med 90 km/t, mens børnene sidder bagi og laver matematik. Det er en svimlende hastighed taget i betragtning, at vi de seneste 15.000 sømil sjældent har sejlet hurtigere end 12 km/t. Men vi sejler ikke længere. Vi er taget på selvbevilget landlov og har for en stund skiftet vandliv ud med et landliv. Efter tre ugers cruise i Polynesien
med vores gamle gymnasiekammerat Jonas fra Resen og hans kæreste, er vi taget på fem ugers campingferie i New Zealand. Sejlskibet Luna har vi efterladt på Tahiti, godt og sikkert i øens eneste cyklonsikre hul, en lille marina omgivet af beskyttende bjerge. Stillehavets tropiske cyklonsæson og vores tidsramme umuliggjorde en sørejse til New Zealand, så vi fløj til Auckland, hvor vi blev mødt af et køligt, skarpt og friskt forår. Siden har vi kørt næsten 4000 kilometer ad smukke new zealandske blomsterruter. Vi har vandret på gletchere, gået i gamle guldminer, badet i Det Tasmanske Hav, roet i underjordiske drypstenshuler med lysen-
de orme i loftet, udforsket smukke vinruter og rullet gennem utallige storslåede landskaber af konstant skiftende karakter. New Zealand er som at spise morgenmad i Syditalien, frokost i en skotsk fjord og aftensmad i Nordnorge. Man vandrer i frodige regnskove først på dagen for få timer senere at gå gennem sneklædte landskaber. Som det, vi kører gennem nu. New Zealand er uden tvivl det mest varierede landskab, vi nogensinde har rejst i.
Tilbage på Tahiti, på vores kære, solide skib, hænger tropesolen igen tungt over os. Et nyt år er netop begyndt, og vi tænker tilbage. Til den 14. september 2010, da Luna forlod Danmark i stormende kuling. Uvejret over Biscayen. Portugal og Kanarieøerne. Og julen 2010, da vi støt gled gennem det salte vand på det vestlige Atlanterhav, trukket frem af en passatvind, der endelig havde stabiliseret sig. Vi bagte hotdogsbrød, fandt dåsepølser og snittede løg til vores julehotdogs - og så holdt vi en uforglemmelig juleaften til søs. To dage senere nåede vi Barbados, hvor vores gode gamle Skive-ven Tommie og hans familie ventede med nytårskrudtet. Siden har vi oplevet mere,
end der er plads til at beskrive her. Tre måneders fantastisk cruise i Caribien med flere besøg. Oplevelserne i Venezuela og Colombia. Mødet med Kuna-indianerne i San Blas. Fra det fattige Colon i Panama, gennem Panama-kanalen og frem til verdensmetropolen Panama City. Hård krydssejlads ud til den øde, ensomt beliggende kokosø i Stillehavet. De unikke Galapagos-øer med deres 150 år gamle skildpadder, søløver og titusindvis af sorte, svømmende leguaner. 21-dages strækket over Stillehavet. De frodige Marquesas-øerne, hvor man enkelte steder endnu ikke bruger penge, men bytter sig frem. De berygtede Tuamotus-atoller, dykning med hajer, delfiner, rokker og hvaler. Tahiti
og luksuscruising blandt de paradisiske Selskabsøer. Og senest, 35 dages smuttur til New Zealand. Ingen tvivl om, at 2011 bliver røverhistoriernes år.
Af Lars Bo Kirk
Gratis overnatning Solen sænker sig langsomt og smukt over bjergene bag os. Vi er på vej ind i Roturoa-regionen, der er kendt
for sin termiske aktivitet og mange vulkaner. Børnene er trætte af at køre, så vi beslutter at »freecampe«. Instinktivt følger vi en grusvej tre kilometer ud i ingenting og parkerer camperen i et lille skovbryn. Et lille interimistisk skilt fortæller, at vi er ankommet til »Kerosene Creek«, en termisk opvarmet å med naturlige, svovldampende pools. Her er ingen andre end os. Perfekt til en gratis overnatning - og campingbussen har både køkken, toilet og en lille bruser, så vi efterlader ingen spor. Mens Emil, Nanna og Jacob leger i skoven, bikser vi en herlig portion dansk millionbøf sammen i det lille køkken. I forhold til sejlerlivet er mange ting pludse-
lig blevet meget lettere. Vi kan vaske tøj overalt. Tanke diesel overalt - og ringe efter autohjælpen, hvis noget går i stykker. Vi kan finde drikkevand overalt. Og vi kan handle hver dag: Fersk kød, grøntsager, yoghurt, frisk mælk og ikke mindst lækker frugt. Nam, nam! Vi svælger os i lækre sager og lever som grever og baroner. Alligevel vokser en varm, nostalgisk klump sig pludselig stor i mit bryst, da jeg står og vasker op efter aftensmaden. Jeg ser for mig det åbne hav, og med ét savner jeg så inderligt at stå på taget af Luna og spejde ud over det uendeligt store Stillehav. At fornemme oceanets liv, dønningernes rytme, bølgernes dans. Og det går op
hjemme i Åparken har det skidt på grund af en dårlig ryg. At tale med farfar Niels i Kisum og mærke, at han er ved at blive en ældre mand, der godt kunne bruge en hånd og lidt flere besøg. At blive moster og onkel på afstand - uden mulighed for at se, bære og kramme de små nye familiemedlemmer. At høre vores egne børn savne deres moster og onkel. Men det er prisen for oplevelserne, selvom det er lidt svært. Og trods savnet går vi ind i det nye år med fuldt mod. Mod på nye oplevelser og længsel efter nye Stillehavstogter. Øde polynesiske atoller, vilde, grønne vulkanøer, masser af smukt hav og til sidst Australien. Andre planer har vi ikke; det er befriende enkelt.
Luna på Stillehavet. Forude venter nye togter.
Året der gik - jorden halvt rundt Også et mentalt togt Og det har ikke bare været et fysisk togt. Mentalt har vi også flyttet os. Aldrig har vi som forældre kendt vores børn så godt, aldrig har båndene mellem os været så stærke. At tage det fulde ansvar for deres opvækst, 24 timer i døgnet, på alle planer! Det er en på en gang skræmmende og euforisk oplevelse. Den mørke side af eventyret er ikke at kunne være der for familien derhjemme. At vide, at mormor Karen
for mig, at rejsens pris måske er, at vi alle for altid må bære udlængslens smerte, at vi alle for altid vil være afhængige af »the blue fix«. Følelsen er stærk, her så langt fra havet. Efter filmhygge i bussens mørke går vi i seng, og falder i søvn til lyden af skoven, bækken og den new zealandske nat. Vi sover som sten under vores dyner – måske på grund af den rene, kølige og friske luft, måske fordi vi ikke behøver bekymre os om risikoen for pludselige dønninger, løse ankre eller vejrudsigter, der kan true komfort eller sikkerhed. Morgenbadning Da vi vågner tidligt næste morgen, stavrer vi halv-
nøgne og halvt i søvne ned til den dampende å og sætter os i det brusende, badekarvarme mineralvand, der bliver opvarmet af enorme termiske kræfter i undergrunden. Vandet er rygende varmt, og kraften fra strømmen forvandler den lille pool, vi sidder i, til et stort naturligt spabad med indbygget nakkemassage. Sådan er området her omkring Roturoa i midten af New Zealands nordø; fyldt med dampende bække, sprøjtende gejsere og boblende mudderpøle. Hele undergrunden er en stor, slumrende vulkan og en del af den såkaldte Taupo Volcanic Zone, som strækker sig skråt ned gennem landet. Sidste udbrud var i 2007, da
Mount Ruapehu ikke langt herfra åbnede sit indre. Vildt! Og så sidder vi der i en surrealistiske scene midt i skoven og funderer over, hvor syret det er, at der gennem denne å løber 50-55 grader varmt vand nat og dag, sommer og vinter. Det er begyndelsen på en god dag. Godt nok stinker hele familien nu af svovl og prut (lugten hænger specielt godt fast håret), men det synes at være en fair pris for at mineralmorgenbade i den frie og morgenkolde new zealandske natur. Forude venter en sidste hektisk og oplevelsesrig uge på hjul. Og så skal vi hjem til Tahitis grønne, frodige bjerge og det gode skib Luna. Vi er allerede begyndt at glæde os.