Page 1

8 SKIVE FOLKEBLAD TORSDAG DEN 10. MAJ 2012

Lokalt

Polynesiske stillehavsdage

Lars styrer Luna gennem Raiateas pas. Efter at have ligget i læ for Stillehavets cykloner er sejlskibet Luna og familien Houlberg Kirk nu klar til at udforske nye eksotiske øer i Stillehavet. Det bliver et sørgmodigt farvel til et af de smukkeste steder i verden, det venlige Fransk Polynesien. »Far, hvorfor skal vi også med? Vi kan jo altid tage ind på en paradis ø,« beklager Emil sig. Eva og mig kigger på hinanden og begynder at grine. Lige foran os, måske 100 meter fra vores vuggende hjem ligger en ensom lille palme-ø i det yderste af en turkis-grøn lagune. Vi har pakket madkurv med rødvin, pastasalat og kyllingespyd klar til tilberedning over det bål, vi er på vej til at lave på stranden. Men Emil vil hellere se »De Fantastiske 4« på båden, for han har svømmet og leget hele dagen og er træt. Det er ikke let at opretholde den eventyrlige stemning, når man så længe har cruiset rundt i ren postkortidyl blandt de fransk polynesiske øer. Selv palmeøer bliver hverdag. Egentlig skulle det gode skib have været nord for ækvator nu, men Evas

mor i Skive fik det så dårligt, at Eva valgte at rejse hjem på sygebesøg. I 24 dage boede børnene og jeg alene på Luna i en lille, beskyttet bugt på Tahiti. Det var ikke det værste sted at bo, for her hilser alle på hinanden med store smil og åbne håndflader, og når elektrikeren kommer, har han bananer med til børnene. Det er svært ikke at blive i godt humør af. Selv de moderne og vestligt klædte teenagere på gaden smiler og hilser respektfuldt, når man passerer dem, som er der noget dybfølt godt i deres milde polynesiske gener. Eller som vores guidebog skriver: »Her er smil ligeså hyppige som duften af hibiskus og sød vanilie i luften.« De flinkeste mennesker Hver dag gik børnene og jeg ind til lokale landsby, og langsomt blev vi en del af det lokale gadebillede. Snart kunne vi ikke gå 10 meter uden at blive samlet op og kørt frem og tilbage, og skulle nogen senere spørge, er jeg ikke i tvivl: Polynesierne er de flinkeste, mest smilende mennesker, vi endnu har mødt på vores nu halvandet år lange rejse. Over en skrattende Skype-

Eva bundmaler Luna.

forbindelse kunne Eva hver anden dag fortælle om et iskoldt og gråt vinter Danmark, hvor det meste lignede sig selv. Hun var glad for at være hjemme, selvom halvandet år under fremmede himmelstrøg også tydeliggjorde sider af dansk livsstil, vi ikke savner. »Man har for travlt derhjemme,« sagde hun, da hun kom tilbage. »Alting bliver planlagt ned i mindste detalje. Jeg havde næsten glemt, hvordan det var«. Og ja, sådan levede vi selv: Styret af klokkefaste aftaler, mødetider, lukketider og sendetider. Skemalagte dage, fyldte kalendere, hverdagens ubrydelige rytme. Hvor tit improviserede vi udflugter med madkurve i det gamle liv? Hvor ofte havde vi en dag eller en uge uden planer eller aftaler? Stort set aldrig. Alt det er forandret. Herude har vi stort set ingen planer, og de få, vi har, ændrer eller udskyder vi gerne mindst en gang eller to. Her kan dagens største udfordring være at lokke børnene med ind og lave bål under palmerne - hvilket igen var svært at forklare, når folk derhjemme spurgte Eva »hvad vi egentlig går og laver«.

Det er to verdener og en fortælling, der ikke kan nå sammen. Afgang fra Tahiti I Skive fik mormor Karen det bedre, og Eva vendte tilbage til familien og et sveddryppende varmt Tahiti. Endelig kunne vi forlade den lille marina, hvor Luna nærmest var groet fast til bunden. Med to skrog fuldstændigt begroede af muslingeskaller, satte vi kurs mod vest, ud på åbent hav mod de vestligste af de fransk polynesiske øer, hvor båden skulle på land og bundmales. Nanna og jeg, side om side med min arm om hende ved roret – i fast cruisingposition med blikket fokuseret på horisonten, vores yndlingsplads. Vi havde sat vores fortrinlige spinnaker, det tysk producerede Parasailor – et let håndterbart og næsten selvjusterende sejl, der i kraft af en genial tværgående luftvinge, står uhyre stabilt selv i skiftende vinde. Perfekt for langturssejlere som os. Nu stod det store rød-hvide sejl perfekt over Lunas dæk mod en klar blå himmel, mens båden skød otte knob mod Raiatea og Bora Bora.

Tahitianske kvinder i Papeete.

Det siges, at Bora Bora er verdens smukkeste ø. Formentlig er det noget øens mange luksusresorts selv har fundet på, men man kan ikke desto mindre blive næsten svimmel af at iagttage øens grønne, skulpturelle bjergtop, som den ligger der midt i en grøn-blå-turkis lagune, beskyttet af et stærkt koralrev og dekoreret med pletvise øer fyldt med palmer og hvidt sand. Verdens smukkeste ø Efter en uge på bedding og et par ugers sejlads omkring Raiatera, sejlede vi til Bora Bora. Inde i den beskyttede lagune smed vi anker ud for en lille ø fyldt med luksuriøse palmebladsbeklædte pælehytter, som snoede sig ned af bjergsiderne og ud i vandet. Ikke så mærkeligt, at Bora Bora tilhører den absolutte elite i kategorien »verdens mest eftertragtede øer«. Vil man inden for hos Hilton og Intercontinentals femstjernede ressorts, er 5.000 kroner for en enkelt overnatning ikke unormalt. Senest besøgte vi Bora Bora med min gamle gymnasiekammerat Jonas og hans kæreste, nu var vi i følgeskab

med gode sydafrikanske venner fra katamaranen Goody. Emil havde sågar skiftet båd og havde under hele turen leget med lego sammen med den ældste dreng på Goody, fem-årige Johannes. Nanna og jeg fandt straks dykkerudstyret frem, hoppede i gummibåden sammen med Jakolette fra Goody og sejlede ud til et dykkerspot, kendt for sine mange hajer. På cirka 15 meter vand fandt vi to tre meter store og meget nysgerrige lemon sharks med deres uhyggelige udstående hajtænder og onde blik. Det var dagens gys. Om en uges tid sætter vi igen sejl, denne gang med kurs mod et væsentligt større oceanstræk – og de sagnomspundne Cook Islands. Første stop bliver den lille ø Palmerston, hvor man efter sigende stadigvæk hilses velkommen af blomsterklædte lokale familier i polynesiske udriggerkanoer, og hvor besøgende stadigvæk adopteres af den familie, der byder dem velkommen. Det er fem dages sejlads herfra, over et endnu stille Stillehav, for passatvindene fra øst bliver ikke rigtig stærke før sidst i maj.

Familien på Raiatea.

Hverdagen på Luna Fra Skive til verden rundt i sejlbåd Lars Bo og Eva Houlberg Kirk, der begge er født og vokset op på Skive-egnen, gik sammen på Aakjærskolen i Skive og blev kærester i 2. g på Skive Gymnasium. Senere flyttede de til Århus, hvor Eva blev uddannet læge og Lars tog journalistuddannelsen. I 2005 flyttede de til København, hvor de boede indtil 14. september sidste år, da de forlod Danmark og tog på rejse verden rundt i deres båd - sammen med parrets tre børn. Nanna på 12 år, Emil på ni og Jacob på syv. Læs mere på skibs(b)loggen på familiens hjemmeside www.ss-luna.com. I Skive Folkeblad vil de med jævne mellemrum berette for læserne om deres oplevelser.

Gennem de tre måneder, hvor Luna ikke har sejlet længere stræk, har hverdagen fundet sine rutiner. Drengene vågner typisk som de første ved 7.30-tiden. Klokken 8 står vi andre op, hvorefter vi normalt alle sammen får en kølig morgendukkert. Efter morgenmaden finder børnene deres skolebøger frem og Eva gør klar til dagens undervisning; primært dansk, matematik og engelsk. Jeg selv brygger kaffe og starter den gamle, men trofaste Lenovo PC, for de seneste tre måneder har jeg skrevet intensivt på en farverig rejseberetning, der udkommer både som trykt og elektronisk bog til efteråret. Omdrejningspunktet er ikke bare oplevelserne og rejsen på en sejlbåd, men også det gode liv, vi forlod; opbruddet og kontrasten til et nyt, enkelt liv samt personlige, men almenmenneskelige refleksioner over at tage livet alvorligt og være til. Derudover handler bogen selvfølgelig om storme, søsyge, tvivl og ulykker, der kunne have kostet liv. Om åbne verdenshave, tusindvis af stjerneskud, uendelige solnedgange, hvaler

og delfiner, fjerne atoller og smukke vulkanøer. I frikvartererne og efter skolen kaster børnene sig normalt i vandet, hvor de kan lege, svømme og snorkle rundt i timevis. Men de seneste par uger har især drengene taget dinghyen over til de sydafrikanske venner for at lege. Nanna derimod læser bøger, den ene efter den anden, hun er ikke til at stoppe. Eva snorkler, gør lidt rent eller læser en god bog. Hen på eftermiddagen tager vi typisk et smut i land for at købe brød og frugt eller bare røre os lidt, inden vi begynder at tænke på aftensmad. Imens leger børnene videre. Når vi følges med andre langturssejlere, spiser vi sammen næsten hver anden aften, og så går tiden med hyggeligt samvær. Er vi alene om aftenen, skriver eller læser vi, ligesom vi ind i mellem ser film eller bare ligger og snakker. Så som Jacob udtrykker det: »Folk derhjemme tror måske, vi bare dovner den, men vi laver faktisk rigtig meget«.

Nanna læser lektier på Luna, som led i hverdagen. Her ud for Bora Bora.


Skive Folkeblad #5  

Det er to verdener og en fortælling, der ikke kan nå sammen. Lars styrer Luna gennem Raiateas pas. Nanna læser lektier på Luna, som led i hv...

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you