10 skive folkeblad torsdag den 27. oktober 2011
Lokalt Fra Skive til verden rundt i sejlbåd
Eva med delfiner på Stillehavet.
Jacob med hajer i Fakarava-atollens klare vand.
Frygtløse børn i Stillehavet
Lars Bo og Eva Houlberg Kirk, der begge er født og vokset op på Skive-egnen, gik sammen på Aakjærskolen i Skive og blev kærester i 2. g på Skive Gymnasium. Senere flyttede de til Århus, hvor Eva blev uddannet læge og Lars tog journalistuddannelsen. I 2005 flyttede de til København, hvor de boede indtil 14. september sidste år, da de forlod Danmark og tog på rejse verden rundt i deres båd - sammen med parrets tre børn. Nanna på 12 år, Emil på ni og Jacob på syv. Læs mere på skibs(b)loggen på familiens hjemmeside www.ss-luna.com. I Skive Folkeblad vil de med jævne mellemrum berette for læserne om deres oplevelser.
Uddrag fra skibs(b)loggen I 21 døgn sejlede Luna med Stillehavets stabile passatvind mod vest. Herunder kan du læse fire uddrag fra skibs(b)loggen undervejs og således få et indtryk af livet ombord.
Ferskvand i en saltvandsørken Dag 6. Stillehavet, position 4 0 06.73 syd, 104 0 38.90 vest Vi begejstres til stadighed over at kunne lave vand på vores eget lille vandværk. Her ligger vi, på klodens største ocean, så ensomme, som var der ikke andet i verden, så sårbare og udsatte, som gik vi barfodede gennem Afrikas ørkener. Vi ville formentlig dø på under en uge, hvis vi ikke havde vand at drikke. Men nu kan vi rent faktisk forvandle Stillehavets udrikkelige, salte vand til kølig, liflig drikkevand, bedre og rundere end noget kildevand, jeg nogensinde har smagt. Hver femte dag laver vi vand og fylder vores 300 liters tank. Til sammenligning brugte vores familie på to voksne og tre børn gennemsnitligt 500 liter vand i døgnet i Danmark. Ja, 500 liter vand i døgnet! Nu bruger vi og vores gaster 400 liter om ugen! Ok, vi vasker hverken os selv eller vores tøj hver dag som derhjemme, men vi er dog syv mennesker ombord, der laver mad, børster tænder, vasker hænder, vasker op – og ikke mindst drikker rigeligt med væske, som det hører sig til i troperne. Og i dag har vi alle taget et tre-dages brusebad på dækket af Luna. Med shampo, deodorant og rene underbukser. Skønt, det er ren luksus!
Halvvejs over Stillehavet
Det gode skib Luna på Raroia-atollen. »Kom så, dumme hajer, tag det så, kom nu!« Nanna, Emil og Jacob står lænet ud over rælingen, mens de begejstrede pilker med deres hjemmelavede håndliner. Omkring skibet svømmer mindst ti store hajer rundt, ophidset af blodlugten i vandet. Vi er i det måske mest hajfyldte farvand i hele Polynesien, det berømte sydpas på Fakarava-atollen – en af de eksotiske, men også berygtede Tuamutos atoller i Sydhavet, hvor helt specielle forhold i tidevandsstrømmene får hundredvis af hajer til at stimle sammen i store flokke. Netop det dyr var ellers engang børnenes største frygt. »Er der noget, du er bange for på vores rejse,« havde jeg således spurgt dem hver især en varm sommerdag i den gamle have i Danmark – for præcis ét år siden, lige før vi tog af sted. »Hajer,« svarede de hver og en med rædsel i stemmen. Som om summen af al deres usikkerhed omkring den forestående rejse var blevet materialiseret i frygten for det glubske rovdyr.
ter, legede i regnskoven og skrev røverhistorier, mens vi voksne kunne nyde dykning i verdensklasse. Senere på Galapagos-øerne, efter endnu 500 mil i svær modvind, brugte vi 20 dage i selskab med elefantskildpadder, leguaner, pingviner og søløver. Det gjorde hjemmeskolen til en leg.
Lars tager bad på dækket. døgn knækkede Luna sig over den ene konfuse dønning efter den anden, mens madrasserne systematisk løftede sig under køjerne, når vandmasserne gennemrystede det tynde glasfibers-
På Raroia-atollen ledte vi forgæves efter ægte perler. krog og sendte trykbølger af luft op gennem skibet. Havde det været sejlads med nogle af gutterne – eller bare Eva og jeg og vores to gaster, så fint, ingen problemer. Men var det ansvar-
ligt med tre børn? Ansvarligt, jo! Behageligt, nej, konkluderede vi. Trods ubehaget i situationen og en snert af tvivl, var der trods alt ingen fare på færde, og det man ikke dør af, bliver
man som bekendt stærkere af. Det gælder vel også for børn. Og da vi kom frem til den næsten øde Kokos Ø 500 mil ude i Stillehavet, blev vi alle belønnet med eventyr. Børnene gik på skattejag-
Ansvarlighed Og nu står de der, ellevilde med blodigt oksekød på krogen, og forsøger at fange to meter lange gråhajer med de bare næver. Det er helt i gennem surrealistisk, og jeg overvejer som forælder i et kort sekund, om den form for fiskeri er ansvarlig. Og netop tanken om, hvad der er ansvarligt, har slået os jævnligt de sidste seks måneder. Hård sejlads For eksempel som da vi havde forladt Panama og halvandet døgn ude i Stillehavet, måtte krydse gennem et oppisket hav i modvind af kulingstyrke. I tre
Gigantiske djævlerokker er hyppige gæster omkring Luna. Her fotograferer Nanna en rokke på Makemo-atollen.
Skole om Darwin Dagligt kunne vi ved selvsyn studere evolutionen på samme måde som unge Darwin gjorde det, da han i 1830’erne indsamlede data til sine teorier om »arternes oprindelse« samt det, der senere blev til Darwinisme, nemlig, at i naturen overlever altid den bedst egnede. Det blev til mange timer på det lokale Darwin-institut og et afsluttende projekt, hvor Nanna med stærke argumenter fremlagde sin egen evolutionsteori om, at piger er klogere end drenge. Det hele var så overbevisende fremført, at drengenes selvtillid var knækket i flere uger. Siden sejlede Luna næsten 4.000 sømil, tværs over Stillehavet til Marquesasøerne (se uddrag fra skibs(b)loggen her på siden) og videre ned til Tuamutosatollerne. Og nu, som børnene hænger der ud over rælingen og fisker efter gråhajer med blodigt kød på krogen, er drengenes selvtillid tilbage, ja, den er nærmest vokset til overmod. »Den tager kødet, den tager det,« råber Emil begejstret, da en modig haj snupper maddingen og efterlader krogen tom. Børnene skriger af fryd. Uden frygt, i live og uden tvivl meget stærkere end dengang i haven hjemme i skønne Danmark. Læs mere på www.ss-luna.com
Dag 10. Stillehavet, position 6 0 14.05 syd, 114 033.92 vest Vi er halvvejs over Stillehavet og så langt fra land, som vi på noget tidspunkt, nogensinde, vil komme. Og om få minutter vil vi fejre det med en ekstravagant danskengelsk luksusmorgenmad: Sprødstegte baconpølser, crambled eggs, fyrige chorrisopølser, baked beans, skinke, friskbagt brød, ost og tyk, sød jordbærmarmelade. Ja, måske kan der endda blive et stykke banankage til dessert til sukkertænderne. Normalt står morgenmaden ellers på hurtig havregryn med rosiner eller et enligt stykke brød med ost. Det er let og holder sulten i skak længere. Men i dag er vi halvvejs, og det fejrer vi. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor det er så vigtigt for os. Vi har været på åbent hav i nu 230 timer. Det har rullet, gynget, sprøjtet og blæst omkring os 24 timer i døgnet i ti dage. Dagene er for længst gledet sammen, og tiden er som sådan holdt op med at definere vores verden. Nu er vi bare. Lige her og ingen andre steder, og det burde i den forstand være ligegyldigt, hvor langt vi er nået. Dette er rejsen.
Blåt hav og røde solpletter Dag 18. Stillehavet, position 90 36.73 syd, 1330 03.98 vest Nanna siger, hun trænger til noget grønt. Og jo, det er nærliggende at blive en smule træt af blå, når man nu på 18. døgn ikke har haft andre nævneværdige farveindtryk. Blåt hav og blå himmel; det er blåt uanset, hvor vi kigger hen. Men selvom vi glæder os til grønne bjerge, røde bøffer og vaniljegul flødeis i land, så har vi dog fået et mere nuanceret forhold til farven blå. Blåt er ikke længere bare blåt. Under høje pletskyer er havet for eksempel mørkspættet blåt. I klar sol og modlys er det som koldt, skarpt, splintret sølv. I solnedgangen er havet gråt i gult med en vej af guld. Om natten uden måne er alt sort og opslugende, uhyggeligt. I måneskin ser vi en glitrende silkevej i gyldent sølv skære sig vej gennem det sorte vand. I vores fart gennem vandet, pisker vi stimer af flyvefisk op af bølgerne. Som pile flyver de over bølgerne, inden de med små, hvide smæld rammer overfladen igen og forsvinder. Eftermiddagssolen skinner varmt og kærtegner vores hud. Solpletterne på det inderste af øjenlågene danser røde i hele synsfeltet. Rødt. Det er en skøn kontrast.
Nedtælling til landgang Dag 20. Stillehavet, 85 sømil øst for Fatu Hiva, Marquesas Nedtælling. Vores rejse over Stillehavets længste ben er snart slut. Mere end 3.000 mil har vi sejlet. Det er en besynderlig fornemmelse. På en gang vemodigt, på samme tid kriblende eventyrligt. Mørket falder langsomt over Stillehavet. Månen står allerede fuld og fed og usædvanlig stor i horisonten. Den kaster tykt, gult lys ned over havet, og jeg savner næsten allerede nattevagterne, for der er intet, som en nat på havet i selskab med en milliard stjerner og den rigtige »la luna«. Alligevel glæder jeg mig til at sove, sove rigtigt i gennem på en rolig ankerplads uden halvt i søvne stadig at monitorere alle skibet lyde, bølgesmældenes karakter mod skroget og riggens bevægelser over mig. Jeg glæder mig til ikke at skulle vågne til lyden at sejl, der blafrer eller vind, der tager til – og til ikke lige at åbne det ene øje for gennem loftslugen i vores kahyt at tjekke, om sejlene står godt nok. Jo, på den måde er vi udmattede og klar til land.