AF ANDERS BIRCH BREUNING, CONTEXT MEDIA
153 nye køretøjer på vej til Hjemmeværnet Snart kommer der nye busletter og varevogne til næsten hele Hjemmeværnet. De skal være med til at sikre bedre muligheder for persontransport samt forstærke mulighederne for at transportere materiel, så det bliver nemmere at planlægge og udføre aktiviteter. 116 nye busletter, 37 varevogne og 24 ombyggede MAN13-lastbiler. Det er omfanget af den seneste fornyelse og udskiftning af køretøjer i Hjemmeværnet. De nye køretøjer er bestilt og kommer ud i strukturen primo 2020. ”Når udskiftningen er udført, vil det samlede sortiment af køretøjer have fået et væsentligt løft,” siger major Tim Borngräber Olsen, der er sagsbehandler i Hjemmeværnskommandoens Logistikafdeling og ansvarlig for indkøbet og ombygningen. De nye køretøjer skal blandt andet erstatte den kapacitet for persontransport, der mangler, fordi det ikke længere er tilladt at anvende MAN13 til at transportere personer på ladet. ”Derfor indkøber vi nu yderligere 116 Mercedes VITO-busletter, der hver har plads til otte personer. Samlet set får vi dermed en væsentlig øget kapacitet. Busletterne kan køres med et almindeligt kørekort, hvilket kan være en fordel, da stadig færre frivillige har et stort kørekort. Busletterne har automatgear samt parkeringssensor, så vi håber at undgå for mange parkeringsskader. Og så får de monteret et våbenrack til Hjemmeværnets våben i bagagerummet,” siger Tim Borngräber Olsen.
MAN13 bliver ombygget Busletterne bliver leveret til
distrikterne primo 2020. Inden det sker, bliver de kontrolleret for eventuelle fejl og mangler, og de får tankkort og registreringsattest. De bliver desuden oprettet på hjv.dk bag login, hvor man kan booke dem og låne dem på tværs af distrikter. De nye busletter betyder dog ikke, at de eksisterende MAN13 kasseres. ”Der er stadig en del gode år tilbage i dem. Så vi ombygger de 24 MAN13, som Hjemmeværnet råder over, så de kan transportere materiel. Der monteres nyt lad med surringsøjer. 12 af dem får yderligere monteret en læssebagsmæk, så de er særligt velegnede til at transportere feltrationer eller ammunition på paller. På den måde øges kapaciteten for materieltransport,” forklarer Tim Borngräber Olsen. De ombyggede lastbiler forventes at komme retur fra ombygningen primo 2020, hvorefter de vil blive fordelt i Hjemmeværnet.
Bedre mulighed for transport af ammunition Men hvad nu hvis man har brug for transport af gods, men ikke ligefrem for en terrængående lastbil? Ja, så kan man tage en af Mercedes Sprinter-varevognene, som der kommer yderligere 37 af i det nye år. 25 af dem har en tilladt totalvægt på 3,5 ton og kan køres med almindeligt kørekort, mens de resterende 12 har en tilladt totalvægt på 5,5 ton, som kræver C1-kørekort. De større
22 HJV magasinet | December 2019
varevogne får også en sammenklappelig læssebagsmæk monteret. ”De skal afløse nogle af de ældre varevogne og lastbiler, vi har i dag. Alle varevognene er godkendt til transport af farligt gods, så Hjemmeværnet får i alt 90 køretøjer, der må køre med farlig gods. Det har vi generelt manglet i Hjemmeværnet. Så vi håber, det vil give lidt mere fleksibilitet, når underafdelingerne skal planlægge eksempelvis øvelser, skydeaktiviteter eller ved skarpe indsættelser,” siger Tim Borngräber Olsen. Han understreger samtidig, at de nye varevogne på ingen måde er terrængående. De må KUN køre på veje!
Nyere biler er nemmere biler Med de nye køretøjer bliver Hjemmeværnets vognpark væsentligt styrket. ”De nyere køretøjer betyder også, at vi generelt vil se lavere vedligeholdelsesomkostninger. Alle de nye varevogne og busletter bliver civilt indregistrerede, og det vil sige, at når de skal til syn, kan det gøres hos en almindelig synshal. Det er langt nemmere for Hjemmeværnets lokale myndigheder frem for at køre til en af Forsvarets synshaller. Det vil forhåbentligt også spare enhederne for tid,” siger Tim Borngräber Olsen.