Rasmussen VARSLEREN (Læseprøve)

Øjnene lukkede sig sammen i to gigantiske blå mærker. Det lyse hår strittede i alle vinkler. Tog farve fra blod, der strømmede fra et sted i hans hovedbund. Langsomt gled munden op. Afslørede, at de forreste tænder var slået ud.

Jeg rystede på hovedet og blinkede.

Fede-Rikkes lillebror grinede videre, og den underlige mand var væk. Jeg havde vist ikke bare slået hovedet. Jeg havde sandsynligvis også slået noget i stykker. Min tante ville blive sur, for det var jo ikke første gang, jeg var ‘kommet galt afsted’, som hun kaldte det. Selvom det som regel ikke var helt så uskyldige ting som at skvatte ned fra træer, jeg plejede at lave.

Måske var det ‘Herrens måde at give mig en lærestreg på’. Endnu en sætning, som taget ud af hendes mund. Eller som Lola ville have sagt: ‘Lortede ting sker altid, når man har mindst brug for det.’

Stankelbenet rejste sig og kom over mod mig.

Et held, at jeg ikke ramte ham i hovedet, da min røv gav efter for tyngdekraften og trak resten af mig med ned fra trækronen. »Går det?« spurgte han. »Ja ja.« Jeg viftede med hånden for at vise, at der skulle mere til at vælte mig af pinden, ha ha.

9