Page 1


KIT A. RASMUSSEN Kit A. Rasmussen Kit A. Rasmussen

Varsleren


Varsleren © Kit A. Rasmussen og Høst & Søn/rosinante & co, København 2015 1. udgave, 1. oplag, 2015 Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Spindulio Spaustuvé, Kaunas ISBN 978-87-638-4181-8 Printed in Lithuania 2015 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Lix 24 (Ml 9,8 + Lo 14,4)

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk

4


Del 1

5


6


Første gang Varsleren viste sig for mig, var jeg lige fyldt tretten. Jeg fejrede dagen med at skvatte ned fra et træ. Mens Fede-Rikke og Lola også var ved at falde ned fra træet af grin, prøvede jeg at overskue, hvor stort et hul jeg havde fået i hovedet. Stort nok til, at mine fingre blev røde, men ikke så stort, at jeg var død. Så det var jo fint. Jeg hørte Fede-Rikkes lillebror fnise og så over på ham for at fortælle, hvor han kunne stikke sin fnisen hen, hvis han ikke selv ville ud at flyve en tur. Men før jeg nåede at åbne munden, fik jeg øje på noget andet. Lige ved siden af fniseungen. »Hvem er det?« Jeg pegede. Min ven, Stankelbenet, der sad ved træets rødder, drejede hovedet og fulgte min finger med sit blik. »Det er Frederikkes lillebror, Nikita.« Han kiggede tilbage på mig, som om jeg ikke var rigtig rask. 7


»Nej, nej, ham ...« Manden lignede en hjemløs med sin lange, hullede frakke, de fingerløse handsker og indsunkne kinder. Men hans øjne var klare, da de stirrede ind i mine. Ikke tågede af sprut eller andre, ­sjovere, ting. Langsomt løftede han sin højre hånd. Pegede med en enkelt finger på Fede-­ Rikkes lillebror. Det var mærkeligt. Fede-Rikke kunne ellers slet ikke klare, når folk kom for tæt på hendes lillebror, men hun gjorde ingenting. Grinede bare videre, så hele trækronen dirrede. »Ham den gamle,« sagde jeg. »Hvad snakker du om?« Stankelbenet så på mig med øjenbrynene trukket så tæt sammen, at der kun var ét. Måske havde jeg slået hovedet hårdere, end jeg troede. Fede-Rikkes lillebror så også på mig og lagde slet ikke mærke til manden. Jeg skulle til at grine af det hele, da det skete: Fede-Rikkes lillebror så på mig med sine kuglerunde, blå øjne, der løb over af grin, da hans ansigt med et ændrede sig. Som om nogen havde kastet en kampesten i hovedet på ham. Hans ansigt trak sig sammen. Buede indad. Næsen bøjede sig i en underlig vinkel og blodet løb i en rød stribe ned over hans mund og hage. 8


Øjnene lukkede sig sammen i to gigantiske blå mærker. Det lyse hår strittede i alle vinkler. Tog farve fra blod, der strømmede fra et sted i hans hovedbund. Langsomt gled munden op. Afslørede, at de forreste tænder var slået ud. Jeg rystede på hovedet og blinkede. Fede-Rikkes lillebror grinede videre, og den underlige mand var væk. Jeg havde vist ikke bare slået hovedet. Jeg havde sandsynligvis også slået noget i stykker. Min tante ville blive sur, for det var jo ikke første gang, jeg var ‘kommet galt afsted’, som hun kaldte det. Selvom det som regel ikke var helt så uskyldige ting som at skvatte ned fra træer, jeg plejede at lave. Måske var det ‘Herrens måde at give mig en lærestreg på’. Endnu en sætning, som taget ud af hendes mund. Eller som Lola ville have sagt: ‘Lortede ting sker altid, når man har mindst brug for det.’ Stankelbenet rejste sig og kom over mod mig. Et held, at jeg ikke ramte ham i hovedet, da min røv gav efter for tyngdekraften og trak resten af mig med ned fra trækronen. »Går det?« spurgte han. »Ja ja.« Jeg viftede med hånden for at vise, at der skulle mere til at vælte mig af pinden, ha ha. 9


Hvis jeg skulle være helt ærlig, sad der måske lidt kvalme bagest i min mund. Men jeg kunne ikke sige, at jeg så døde lillebrødre. Det ville få mig til at lyde som hovedpersonen i et amerikansk romantisk drama. Alligevel satte Stankelbenet sig på hug ved siden af mig. De grå øjne kiggede ind i mine, og han kneb dem lidt sammen. Så strakte han en hånd ud mod mig og skubbede et par totter sort hår væk fra mit øje. »Du sagde noget med Frederikkes lillebror?« Jeg kunne sige, at han havde hørt forkert, men man skal ikke lyve, vel? Altså over for sine venner, mener jeg. Ikke så meget, i hvert fald. »Jeg havde bare det sygeste syn.« »Syn?« Stankelbenet kneb øjnene endnu mere sammen. »Ja, syn. Flashback. Et eller andet. Sikkert en vild bivirkning fra de der svampe, du fandt dengang.« Det var ikke engang løgn. Han havde fundet nogle svampe bag legepladsen, og vi besluttede os for at ryge dem. Vi blev ikke en skid hverken høje eller skæve, men i en uge efter dukkede de mest syrede billeder op i mit hoved, hver gang jeg lukkede øjnene. Vi havde desværre ikke fundet svampene igen siden. 10


Jeg kunne se, at han ikke troede på, hvad jeg sagde. Men før han kunne nå at sige noget, lød en stemme oppe fra træet: »Nu vi snakker om svampe, så har jeg en fødselsdagsgave til dig, Niki.« Fødselsdagsgave? Til mig? »Den er altså fra os alle sammen,« mumlede Stankelbenet, men Lola ignorerede ham. Hun sprang ned fra træet og landede på fødderne, mens hun svang det lange, brune hår i en bue gennem luften. Det landede blødt på hendes skuldre. Det ville være umuligt for hende at gøre noget uelegant. Hendes ben var for lange, kroppen for smidig og fjæset for kønt. Alt det, der fik Stankelbenet til at virke mærkelig, fik hans tvillingesøster til at virke guddommelig. Det var svært ikke at hade hende indimellem. Men en fødselsdagsgave ... »Til mig? Seriøst?« Jeg prøvede på ikke at lyde som en patteunge. »Kom.« Lola begyndte at gå. Mens Stankelbenet rakte mig en hånd for at hive mig op, klatrede Fede-Rikke ned fra træet. Det var ikke elegant, men hun var den eneste jeg kendte, der kunne klatre ned fra et træ ved hjælp af armkræfterne alene. 11


»Du skal da ikke tage dukkebarnet med,« vrissede Lola, da vi var på vej ud af parken. ‘Parken’ er så en undskyldning for to græsplæner med et par træer udenom og en legeplads i midten. Og når jeg siger ‘legeplads’, tænker jeg på den slags legeplads, hvor ingen forælder med bare en halv hjerne ville drømme om at sende sit barn hen. Det er mest voksne, der leger med sprøjter, som kommer der. »Pas dig selv,« snerrede Fede-Rikke tilbage. »Jeg kan jo ikke efterlade ham her. Han er kun otte.« Lola stoppede og drejede sig rundt i en glidende bevægelse, så hun stod ansigt til ansigt med Fede-Rikke. Øjnene, der havde præcis samme farve som Stankelbenets, prøvede at slå Fede-Rikke ihjel. »Hvad sagde du lige?« »Jeg sagde ...« Fede-Rikke lænede sig frem, mens hun skubbede sin lillebror bagud og trak sine ærmer op. »... at du skulle passe dig selv.« Et øjeblik stirrede de på hinanden. Stankelbenet skævede til mig, men jeg rystede på hovedet. Lola sukkede irriteret og vendte sig rundt igen. »Så tag ham dog med. Men jeg holder ham altså ikke i hånden.« 12


Fede-Rikke trak på skuldrene. »Som om jeg nogensinde ville lade ham holde dig i hånden.« Lola havde ryggen til, men jeg kunne se, at hun smilede. Fede-Rikke aede sin bror i nakken. »Dukkebarn,« mumlede hun for sig selv. Stankelbenet rullede med øjnene. »Nikita.« Han gik helt op på siden af mig og talte lavt. »Hvordan går det? Derhjemme, mener jeg?« Græsset var brunt under vores fødder. Det var nærmere en blanding af grus, jord og vissent ukrudt end ‘græs’. Dengang de anlagde parken, var det meningen, at det skulle være et sted, hvor familier med børn kunne hygge sig. Nu var det kun sådan nogle som os, der kom og hyggede sig. Og så selvfølgelig dem, der var værre end os. Stankelbenet bukkede sig ned midt i et skridt og dukkede op igen med noget i hånden. En mælkebøtte. »Du ved ...« sagde jeg. »Man kan jo ikke være sur over, at de ikke husker ens fødselsdag, når man ikke husker deres.« Han rakte blomsten frem. »Tillykke med fødselsdagen. Vi skal nok sørge for, at den bliver god.« 13


Jeg tog blomsten og satte den om bag øret. Min hånd gled videre om i nakken. Blodet var næsten størknet. Der var en bule på vej. Stankelbenet så på mig med et skævt smil. »Man kan ikke se noget. Dit hår dækker. Det vil sige, det dækker selvfølgelig ikke for din hjerne­ skade.« Han grinede, og jeg dunkede en knytnæve ind i hans skulder. Jeg forsøgte at sætte et slag mere ind, men han greb mit håndled og vred min arm om på ryggen. »Sig be’ om,« grinede han. Jeg kneb læberne sammen. Han trak hårdere i min arm. »Slip,« stønnede jeg. »Ikke før du siger be’ om.« Jeg greb ud efter ham med min anden arm, men han trådte til side, så jeg ikke kunne nå ham og gav samtidig min arm et ekstra ryk opad. »Kom nu, Nikita,« sagde han. »Det bliver meget bedre, når du får det sagt.« »Røvunger, helt ærligt!« Lolas stemme brød igennem smerten fra armen. »Prøv lige at opføre jer ordentligt.« Fede-Rikke rystede på hovedet. »De er så barnlige, altså. Gå og skændes og slås i parken. 14


Det er dårlig opdragelse, det der.« Hun så på Lola, og de rystede begge på hovedet og fnisede. Vi var næsten henne ved hovedindgangen, og selv med armen vredet om var jeg spændt på, hvor vi skulle hen. Måske i biografen. Vi havde fundet en bagdør, hvor låsen var i stykker. Det var den i hvert fald, efter vi havde pillet lidt ved den. Eller måske havde de fundet en god restaurant med lidt for åbne vinduer i køkkenet. »Jamen, er det ikke patterne?« I én hurtig bevægelse trådte Fede-Rikke frem, skubbede sin lillebror om bag sig og satte hænderne i siden for at gøre sig så bred som muligt. Hun stod som en mur mellem os og verdens grimmeste bumse-unger. Stankelbenet gled op på siden af hende, og selvom de lignede Gøg og Gokke, trådte Sune et skridt bagud. »Hvad sagde du lige?« Fede-Rikkes stemme røg ned i en dyb, knurrende lyd. »Dæk, vuffer.« Verdens allergrimmeste bumseunge, der engang var blevet navngivet Kenny, løftede hænderne foran sig. »Jeg sagde, at I er nogle patter, som er inde på vores område.« Tennas latter var som en gaffel, der skreg mod en tallerken. 15


»Ja, I er nogle patter, patunger!« Hun trådte frem ved siden af Kenny og snoede en tot hår om sin finger, som om hun var en dulle fra en tv-serie. Det med at være en dulle var i hvert fald rigtig nok. »Parken er ikke jeres område.« Stankelbenet trak luft ind i en dyb indånding. »Hele byen er vores område. Pil af med jer!« Kenny lavede en truende bevægelse med hånden, men trådte ikke nærmere. Han var ellers mindst et hoved højere end både Stankelbenet og Fede-Rikke. »Du kan bare komme an.« En svulmende overarm dukkede op, da Fede-Rikke trak det ene ærme op. »Uha.« Sune viftede med fingrene, som om han var bange. »Pas på, der ikke er nogen, der kommer til skade, når du svinger med dellerne.« Et ledt smil bredte sig over Tennas læber. Sune selv så ud til at have fået krampelatter. »Ikke sjovt,« mumlede Stankelbenet. »Ja, helt ærligt,« sagde Kenny. »Pas på du ikke sårer deres følelser. Så de løber hjem til mor og tuder.« »I beder selv om det.« Fede-Rikkes stemme var mere en snerren end noget som helst andet. 16


Hun trak skuldrene tættere op om ørerne, løftede de knyttede hænder foran sig og trådte et skridt frem. Jeg trådte hurtigt frem bag hende. Udvekslede et blik med Lola, der spyttede og sendte et gennemtygget, lyserødt tyggegummi flyvende gennem luften. Det landede et par centi­ meter fra Tennas sko. Tenna trådte til side med et lille hvin. Jeg sendte Lola en high-five og et bredt smil. Både Tennas øjne og læber blev smalle. »I skal få. Så meget.« Smilet var forsvundet fra Kennys ansigt. Han drejede hovedet først til den ene side og så til den anden, til halsen gav et knæk. Det dunkede svagt i mit baghoved, men jeg ignorerede det. Fokuserede på Sune i stedet. Det var ham, der slog hårdest, og det var altid bedst at være to mod ham. Fede-Rikke kunne på en god dag klare Kenny alene. Sammen kunne Stankelbenet og jeg holde Sune nede, mens Lola og Tenna tjattede til hinanden. »Problemer?« Vagten havde sneget sig ind på os, uden nogen havde opdaget ham. Fede-Rikke sænkede omgående paraderne, og Kenny fik plastret et grin på sit fjæs. 17


»Problemer? Nej, overhovedet ikke,« sagde han. »Skrid med jer. Jeres forældre savner jer sikkert,« sagde vagten. Nikkede mod udgangen. »Klart, klart. Vi var lige på vej.« Kenny vendte sig og nikkede til vagten, men sendte et blik over skulderen til os. Det var på ingen måde overstået. Vi lod dem få et forspring på et par meter, før vi fulgte efter. Men så blev vi bremset af vagten: »Glem det. I kan tage den anden udgang.« »Hvad?« Lola blinkede med sine store, grå øjne. »Hvorfor kan vi ikke bare gå ud her?« »Jeg kender jer.« Vagten sukkede. »Og jeg gider ikke rydde op efter slagsmål eller ringe og få ­politiet til at gøre det.« »Slagsmål? Det lyder ikke som os.« Lola sendte ham sit vinder-smil. Vagten rystede bare på hovedet. »Jeg hjælper jer, okay? I kan altid slås en anden gang, men lige i dag slipper I for at få slået tænderne løse. Acceptér det og kom videre med jeres liv.« Han pegede mod udgangen i den anden ende af parken. Stankelbenet nikkede og lagde en arm omkring min skulder. »Vi har også bedre ting at lave. Lad os smutte.« 18


Fede-Rikke sukkede og lavede en irriteret grimasse. Greb så sin lillebrors hånd. »Jeg var ellers lige i humør til bumseunge-hakkekød.« Vi forlod parken, og Lola viste vej. Jeg var stadig ikke sikker på, hvor vi skulle hen, men det var okay. Uanset hvad vi skulle, kunne jeg ikke forestille mig nogen bedre at være sammen med på min fødselsdag. Selvom en millionær med løstsiddende sedler ville stå på listen lige efter. »Er der nogen, der har lavet fysikrapport til i morgen?« spurgte Stankelbenet. »Fysikrapport? Er du blevet en dengse, bror?« Lola så på ham med det ene øjenbryn hævet. »Ha ha, sjovt.« Stankelbenet langede ud efter hende, men hun gled uden for hans rækkevidde. »Jeg har,« sagde jeg. De andre så chokerede på mig. Jeg trak på skuldrene. »Min onkel slår mig ihjel, hvis jeg ikke snart får andet end dumpe­ karakterer. Eller også smider han mig ud.« »Du kan altid flytte over i parken.« Fede-­ Rikkes lillebror smilede, og en kuldegysning bredte sig over min ryg, da jeg for mit indre blik så hans smadrede fjæs. »Hey.« Stankelbenet gav min skulder et klem. 19


»Det er din fødselsdag. Lad være med at tænke på alt det bræk.« Jeg nikkede og prøvede at skubbe billedet ud af mit hoved. Det lignede ikke mig at være så sart. Måske var jeg ved at blive blød. Det måtte jeg finde en kur mod hurtigst muligt. Mågernes skrig skar i ørerne, mens lugten af rådden tang rev i næsen. Vi havde nået havnen, og vores mål stod tydeligt foran os. »Tadaa,« skrålede Lola og spredte armene ud. »Hvad siger du så?« spurgte Stankelbenet. »Er det ikke en bedre måde at bruge fødselsdagen på end at være i skole?« Jeg måtte bide mig selv i underlæben. Den hjemløse mand og Fede-Rikkes lillebror i smadret tilstand fordampede fra mine tanker. Blev erstattet af synet foran mig. Et pariserhjul strakte sig op mod himlen, og den klamt-søde lugt af candyfloss og bolsjekogeri overdøvede næsten stanken af tang og saltvand. Ding-ding-lyde fra skydetelte blandede sig med hvin fra en rutsjebane, der så ud til at kunne brase sammen, hvilket sekund det skulle være. »Det er i orden,« sagde jeg og smilede alt for bredt. 20


Jeg troede, det var den bedste dag i mit liv. Vi snød os ind til rutsjebanen flere gange, end jeg kunne tælle, stjal bolsjer og åd, til jeg var sikker på, at mine indvolde var ved at eksplodere. Lola fik charmeret en abe-bamse ud af en gammel stodder, der passede et skydetelt, og satte den op på min skulder. Hun sagde, at den hed Øffe og skulle sidde der til evig tid. Vi grinede, til jeg troede, at jeg ikke kunne mere, og så grinede vi videre. Alt andet var ­ligegyldigt. Det kunne ikke blive bedre. Det gjorde det heller ikke. Jeg ved ikke, hvad klokken var, da vi forlod havnen. Mørket var begyndt at sænke sig, men det var sommerens grå-mørke, som aldrig blev rigtig sort. Stankelbenet var i gang med en forfærdelig udgave af en fødselsdagssang, som ville have skræmt små børn, hvis de havde hørt hans stemme. Fede-Rikke holdt sin lillebror for ørerne, til Stankelbenet var færdig. »Hvis han har skader på trommehinderne, kommer du til at betale,« mumlede hun med et lille smil. »Du er også så sur.« Lola daskede Fede-Rikke på overarmen og fik et skub retur. 21


»Stop så I to! Det er min fødselsdag, og jeg ønsker mig fred i verden!« »Held og lykke med det, Niki,« sagde Lola, men lagde en arm om livet på mig og gav mig et klem. »Ja, du lever vist i en fantasiverden.« FedeRikke dukkede op på min anden side og lod sin arm hvile på mine skuldre. »Livet er vist meget godt indimellem,« sagde Stankelbenet ved Fede-Rikkes side. Vi drejede for at krydse vejen. Uovervindelige og høje på verden. Mit navn, Nikita, betyder uovervindelig, og jeg havde aldrig følt det stærkere end i det øjeblik. Vi havde det hele. Ikke alt det, man drømmer om, men alt det, der betyder noget. En bil nærmede sig, og føreren trykkede hornet i bund. »Slap dog af,« vrissede Lola og gav ham fingeren. Bilen var kun et par meter fra os. Føreren satte ikke farten ned, og jeg mærkede Lola stramme grebet om mit liv. »Hey,« råbte Stankelbenet og hoppede et skridt frem. Vi andre fulgte med. Nåede lige uden for bi22


lens rækkevidde. Et fnis pressede sig på i min hals. Vi levede til kanten. Og så lidt videre. Men fniset druknede i halsen. Knaldet og den knasende lyd var alt for tæt på. Jeg sad fast mellem Lola og Fede-Rikke, men de vendte sig også. Bilens bremser hylede. Der var en stank af brændt gummi mod asfalt. Stankelbenet reagerede først. Han løb forrest. Jeg var lige bag ham. Bilen holdt fuldstændig stille et par meter længere fremme. Med et stille klik gik døren til førersædet op, og et »åh gud« slap ud. Stankelbenet løb om foran bilen og stoppede. Hele hans krop stivnede. Jeg var ved siden af ham en brøkdel af et sekund senere. »Åh nej.« Mine hænder fandt op for min mund som for at stoppe ordene fra at slippe ud. »Nej!« Skriget kom fra Fede-Rikke. Hun dumpede ned på knæ. Greb sin lillebror. Løftede ham op mod sig, mens hun gentog ordet ‘nej’ i en uendelig, jamrende strøm. Men han reagerede hverken på berøringen eller lyden. Hans ansigt var buet indad, og næsen sad i en underlig vinkel. En stribe blod løb fra næsen, over hans læber og videre ned over hagen. Det lyse hår blev langsomt farvet rødt af blod. 23

Rasmussen VARSLEREN (Læseprøve)  
Rasmussen VARSLEREN (Læseprøve)