TRIPOLIBUGTEN FEBRUAR 1803
A
ldrig så snart havde eskadren fået den berberiske hovedstads befæstede mure i sigte, før et uvejr satte ind og tvang ketchen Intrepid og den større brig Siren ud i Middelhavet igen. I sin kikkert havde Sirens førstestyrmand, løjtnant Henry Lafayette ved et rent tilfælde fået øje på USS Philadelphias knejsende master; den var årsagen til, at de to amerikanske krigsskibe havde dristet sig så langt ind i piraternes hule. Seks måneder tidligere havde Philadelphia med sine fireogfyrre kanoner jagtet et berberisk piratskib for tæt på Tripolis notorisk forræderiske havn og var grundstødt i det lave vand. Dengang havde fregattens kaptajn, William Baimbridge, gjort alt, hvad han kunne, for at redde sit skib, herunder kaste dets kanoner ud over rælingen, men det sad godt fast, og der var flere timer til højvande. Omringet af en halv snes fjendtlige kanonbåde havde Baimbridge intet andet valg end at stryge flaget og overgive det tunge krigsskib til pashaen af Tripoli. Breve fra den hollandske konsul i byen rapporterede, at Baimbridge og hans officerer blev behandlet godt, hvorimod den skæbne, der ventede Philadelphias besætning, ligesom de fleste, der blev taget af de berberiske pirater, var slaveri. Det blev besluttet i ledelsen af den amerikanske middelhavsflåde, at eftersom man ikke kunne gøre sig håb om at generobre Philadelphia og sejle det ud af havnen, ville man forsøge at brænde det i stedet. Med hensyn til besætningsmedlemmernes skæbne erfarede man gennem mellemmænd, at Tripolis statsoverhoved var villig til at løslade dem mod en passende dusør, der løb op i godt og vel en halv million dollar. I århundreder havde pirater fra Barbarkysten gennemført togter mod Euro7