KORSAREN

Cussler er i topform.

P u b l i s h e r ’ s W e e k ly

På vej til topmøde i Libyen styrter den amerikanske udenrigs­ ministers fly ned. CIA stoler ikke på libyerne og hyrer derfor Juan Cabrillo og hans agenttrænede besætning til at finde flyet – og deres bange anelser viser sig at være berettigede. Diplomaten er forsvundet, og den ansvarlige for det er en forræderisk libysk minister med sin egen dagsorden, som de er nødt til at sætte en stopper for.

Clive Cussler er forfatter eller medforfatter til mere end 40 spændingsromaner og desuden en ivrig marinearkæolog. Med sit firma, Numa®, har han bl.a. fundet mere end 60 skibsvrag.

Men hvad er forbindelsen til et søslag for 200 år siden og de gamle islamiske skrifter, som libyerne er så opsatte på at finde?

Svarene fører tilbage i historiens mørke, til voldsom kamp mod

Jack Du Brul er forfatter til spændingsserien om Philip Mercer og medforfatter til Clive Cusslers bøger om Juan Cabrillo og skibet Oregon.

nutidige korsarer og nationers skæbne afgøres på åbent hav.

om Juan Cabrillo og det tophemmelige militærskib Oregon.

En ny Clive Cussler-roman er som at få besøg af din bedste ven. to m c l a n cy

korsaren

Korsaren er 4. bog på dansk i Clive Cusslers bestseller-serie

90 mm

158 mm

Det er fjerde gang, danske læsere får mulighed for at møde Cabrillo og hans mandskab på skibet Oregon efter Den gyldne Buddha, Skeletkysten og Pestskibet.

korsaren s p æ n di n g s R o m a n · c ic e r o

236 mm

People

Action, spænding, eventyr og drama.

KORSAREN har det hele.

32 mm

Clive Cussler

Fantastisk underholdning.

158 mm

f oto © R onn ie Br am hall

90 mm

KOR S A R E N

Af samme forfatter: Sahara Cerberus Slangen BlĂĽt Guld Den trojanske OdyssĂŠ Sort Vind Khans Skat Den gyldne Buddha Jagten Skeletkysten Pestskibet

CLIVE CUSSLER & JACK DU BRUL

korsaren Oversat fra amerikansk af Asbjørn Skytte

CICERO

Copyright © 2009 by Sandecker, RLLLP All rights reserved.

Originaltitel: Corsair Published by arrangement with Peter Lampack Agency, Inc. 551 Fifth Avenue, Suite 1613, New York, NY 10176-0187 USA and Lennart Sane Agency, AB. Sats: Cicero, København Tryk: CPI – Clausen & Bosse, Leck, Tyskland Omslagslayout: Larry Rostant ISBN: 978-87-7079-060-4 Første danske udgave Printed in Germany 2011

CICERO er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

„… det er nedfældet i deres profets love, at det står skrevet i Koranen, at alle nationer, som ikke har anerkendt deres myndighed, er syndere, at det er deres ret og pligt at gå i krig mod dem, hvor de end findes, og gøre slaver af alle, de kan tage til fange, og at hver eneste muselmand, som falder i kampen, er sikker på at komme i Paradis.“ – Thomas Jeffersons erklæring til Den Kontinentale Kongres om den forklaring, der blev givet ham af berbernes ambassadør i England, Sidi Haji Abdul Rahman Adja, som skulle retfærdiggøre deres jagt på kristne­skibe, 1786

„Vi bør ikke bekrige dem overhovedet, medmindre vi beslutter os for at bekrige dem for evigt.“ – John Adams om berberpiraterne, 1787

TRIPOLIBUGTEN FEBRUAR 1803

A

ldrig så snart havde eskadren fået den berberiske hovedstads befæstede mure i sigte, før et uvejr satte ind og tvang ketchen Intrepid og den større brig Siren ud i Middelhavet igen. I sin kikkert havde Sirens førstestyrmand, løjtnant Henry Lafayette ved et rent tilfælde fået øje på USS Philadelphias knejsende master; den var årsagen til, at de to amerikanske krigsskibe havde dristet sig så langt ind i piraternes hule.

Seks måneder tidligere havde Philadelphia med sine fireogfyrre kanoner jagtet et berberisk piratskib for tæt på Tripolis notorisk forræderiske havn og var grundstødt i det lave vand. Dengang havde fregattens kaptajn, William Baimbridge, gjort alt, hvad han kunne, for at redde sit skib, herunder kaste dets kanoner ud over rælingen, men det sad godt fast, og der var flere timer til højvande. Omringet af en halv snes fjendtlige kanonbåde havde Baimbridge intet andet valg end at stryge flaget og overgive det tunge krigsskib til pashaen af Tripoli. Breve fra den hollandske konsul i byen rapporterede, at Baimbridge og hans officerer blev behandlet godt, hvorimod den skæbne, der ventede Philadelphias besætning, ligesom de fleste, der blev taget af de berberiske pirater, var slaveri.

Det blev besluttet i ledelsen af den amerikanske middelhavsflåde, at eftersom man ikke kunne gøre sig håb om at generobre Philadelphia og sejle det ud af havnen, ville man forsøge at brænde det i stedet. Med hensyn til besætningsmedlemmernes skæbne erfarede man gennem mellemmænd, at Tripolis statsoverhoved var villig til at løslade dem mod en passende dusør, der løb op i godt og vel en halv million dollar.

I århundreder havde pirater fra Barbarkysten gennemført togter mod Euro7

pas kystlinjer og slået til så langt mod nord som Irland og Island. De havde udplyndret hele byer og taget sagesløse fanger med tilbage til Nordafrika, hvor de sygnede hen som galej- og arbejdsslaver og, i de mere attraktive kvinders tilfælde, som konkubiner i de forskellige herskeres haremmer. De mest velhavende fanger fik chancen for at blive løskøbt af deres venner og familie, men de fattige kunne se frem til et liv med hårdt slid og pinsler.

For at beskytte deres handelsflåder havde de store sømagter England, Spanien, Frankrig og Holland betalt ublu skatter til de tre mægtigste byer på Barbareskkysten – Tanger, Tunis og Tripoli – så piraterne undlod at angribe deres fartøjer. De spæde Forenede Stater, som havde sejlet under Union Jacks beskyttelse indtil uafhængighedserklæringen, betalte ligeledes en skat på næsten en tiendedel af sine skatteindtægter til magthaverne. Alt det blev lavet om, da Thomas Jefferson tiltrådte som USA’s tredje præsident og lovede, at den praksis ville ophøre med øjeblikkelig virkning.

Berberstaterne fornemmede, at det unge demokrati bluffede og erklærede krig.

Jeffersons svar var at sende en armada af amerikanske skibe.

Alene synet af fregatten Constitution fik kejseren af Tanger til at løslade alle amerikanske søfolk i sin varetægt og afstå fra sit krav på skatter. Som tak leverede kommandør Edward Preble de to berberiske handelsskibe, han allerede havde kapret, tilbage til ham.

Pashaen af Tripoli var ikke duperet, især ikke, da hans søfolk erobrede USS Philadelphia og omdøbte det til Allahs Gave. Efter kapringen af et af Amerikas vigtigste skibe var pashaen så opildnet af sin succes, at han tilbageviste ethvert tilbud om forhandling og imødeså den forestående betaling af sin skat. Fra amerikanernes side var der ikke den store bekymring for, at berberpiraterne skulle blive i stand til at bemande råsejleren og bruge den som sørøverskib, men alene tanken om, at et fremmed banner skulle vaje fra dens flagspil, var nok til at nage selv den grønneste sømand.

I fem dage, efter at amerikanerne fik øje på Philadelphia, der lå beskyttet af et hundrede og halvtreds kanoner i Tripolis inderhavn, stod himmel og hav så voldsomt i ét, at ingen om bord på de to krigsskibe havde oplevet det værre.

Selv om deres kaptajner af al magt forsøgte at undgå det, kom eskadrens skibe fra hinanden og drev længere ud mod øst.

Det var så slemt om bord på Siren, at førstestyrmand Lafayette slet ikke kunne forestille sig, hvad besætningen på Intrepid måtte døje med under stormen. Ikke alene var ketchen et langt mindre skib end hans – det vejede sølle fi8

reogtres ton – men indtil den foregående jul havde Intrepid været et slaveskib ved navn Mastico. Det var blevet kapret af Constitution, og da amerikanerne inspicerede dets lastrum, havde de fundet toogfyrre sorte afrikanere i lænker dernede. De var tænkt som en gave til sultanen i Istanbul fra Tripolis pasha.

Ligegyldig hvor meget lud man brugte, kunne stanken af menneskelig elendighed ikke overdøves.

Den tolvte februar løjede uvejret omsider af, men det var først den fem­ tende, at de to skibe genfandt hinanden til søs og stævnede tilbage mod Tripoli. Den aften kaldte orlogskaptajn Stephen Decatur til krigsråd om bord på det brave lille Intrepid. Sammen med otte svært bevæbnede matroser roede Henry Lafayette over til ham. „Så I venter bare i ro og mag, til uvejret har lagt sig, og kommer nu om bord på jagt efter hæder og ære, hva’?“ drillede Decatur og rakte hånden frem for at hjælpe Lafayette op over rælingen. Han var en flot, bredskuldret mand med tykt, mørkt hår og charmerende blå øjne, og han bar officerskappen med selvfølgelig lethed. „Jeg ville ikke undvære det for alt i verden, hr. kaptajn,“ svarede Lafayette.

Selv om de to mænd havde samme rang, var lige gamle og havde været venner siden kadettiden, så stod Lafayette under Decatur, der var eskadrechef og orlogskaptajn på Intrepid.

Henry var lige så høj som Decatur, men havde en mesterfægters slankere kropsbygning. Hans øjne var så mørke, at de nærmest så sorte ud, og i det indfødte kluns, han havde taget på som forklædning, fremstod han som en lige så eventyrlig skikkelse som Suleiman Al-Jama, den legendariske pirat, som de håbede at krydse klinger med en dag. Lafayette var født i Quebec, var flyttet til Vermont den dag, han fyldte seksten. Han ville være med i det amerikanske demo­kratieksperiment. Han talte allerede et nogenlunde engelsk, så han angliserede sit fornavn Henri og blev amerikansk statsborger. Han lod sig indrullere i flåden efter at have arbejdet i ti år på tømmerskonnerter på Lake Champlain.

Der var firs mand stuvet sammen på den atten meter lange ketch, men kun et fåtal af dem var i forklædning. Resten skulle holde sig skjult under rælingen eller i lastrummet, når Intrepid sejlede forbi bølgebryderen og ind på Tripolis centrale ankerplads. „Henry, du skal hilse på Salvador Catalano. Han skal være vores lods, når vi nærmer os havnen.“ Catalano var tætbygget og mørklødet med et buskads af et skæg, der bredte sig ned over hans brystkasse. På hovedet bar han en nusset lærredsturban, og i 9

hans bælte sad en modbydeligt krum kniv med en rød halvædelsten i skæftet. „Han meldte sig næppe frivilligt,“ hviskede Lafayette til Decatur, da han gik frem for at give lodsen hånden. „Han kostede os tværtimod en fyrstelig sum,“ svarede Decatur. „Mig en fornøjelse, hr. Catalano,“ sagde Henry og tog malteserens fedtede hånd. „Og på vegne af besætningen på USS Siren vil jeg gerne takke Dem for Deres tapre indsats.“ Catalano sendte ham et bredt smil, der afslørede hans mellemrum mellem tænderne. „Pashaens korsarer har plyndret mine skibe så mange gange, at jeg tænkte, at det her er en passende hævn.“ „Godt at have Dem med os,“ svarede Lafayette fraværende. Han havde allerede rettet opmærksomheden mod sit nye, midlertidige hjem.

Intrepids to master rakte højt til vejrs, men adskillige af dens stag hang slappe ned, og de sejl, der blev præsenteret for vinden, var dækket af saltskorper og fulde af lapper. Selv om dækket var blevet skuret med både lud og sten, steg der en ildelugtende dunst op fra egeplankerne. Stanken fik Henrys øjne til at løbe i vand.

Ketchen var armeret med bare fire små flådekanoner af den type, der glider på skinner monteret på dækket i stedet for at køre bagud på hjul, når den af­ fyres. Deltagerne i overraskelsesangrebet lå og flød, hvor de kunne finde plads på dækket, hver især med musket og sværd inden for rækkevidde. De fleste af dem så ud, som om de stadig havde mén af de fem dages uvejr.

Henry sendte Decatur et grin. „Fandens til kommandogruppe, De har her, hr. kaptajn.“ „Ja, men den er min. Så vidt jeg ved, hr. Lafayette, har ingen endnu tituleret Dem ‘hr. kaptajn’ i alle Deres mange års tjeneste.“ „Sandt nok“ – Lafayette gjorde elegant honnør – „hr. kaptajn.“ Der ville gå endnu en nat, før vinden tog tilstrækkeligt fat til, at Intrepid kunne fortsætte mod Tripoli. Gennem en messingkikkert så Decatur og ­Lafayette den muromkransede by langsomt tone frem foran den vidtstrakte, uvejsomme ørken. Fordelt langs den høje forsvarsmur og på voldene omkring pashaens borg stod mere end et hundrede og halvtreds kanoner. På grund af havdiget, kaldet molen, som strakte sig tværs over ankerpladsen, kunne de kun se toppen af Philadelphias tre master. „Hvad siger De til det?“ spurgte Decatur Henry, som han havde udnævnt til angrebets næstkommanderende. De stod skulder ved skulder bag den maltesiske lods.

10

Henry stod og kiggede på Intrepids udspændte sejl og på det kølvand, den lille ketch trak efter sig. Han vurderede deres sejlhastighed til at være fire knob. „Hvis vi ikke sætter farten ned, så tror jeg, vi sejler ind i havnen længe før solnedgang.“ „Skal jeg beordre topsejlet og fokken rebet, hr. kaptajn?“ spurgte Salvador Catalano. „Det er nok det bedste. Månen vil lyse klart nok senere hen.“ Skyggerne blev længere, indtil de begyndte at løbe sammen, og de sidste af solens stråler krøb ned under horisonten i vest. Ketchen sejlede ind i Tripolibugten og begyndte at rykke helt tæt på berberbyens monumentale mure. Den opstigende halvmåne kastede et uhyggeligt skær over stenene i molen, fæstningen og pashaens borg, mens de sorte kanonstillinger spredt ud over fæstningsværkerne så faretruende ud. Op over muren tittede den slanke silhuet af en minaret, hvorfra mændene på Intrepid havde hørt, at der blev kaldt til bøn lige før solnedgang.

Og for anker lige neden for borgen lå USS Philadelphia. Det så ud til at ­være i fin stand, og amerikanerne kunne se, at kanonerne, som i sin tid blev lempet over bord, var bjærget og sat på plads i kanonportene.

Synet af skibet sendte modstridende følelser gennem Henry Lafayette. Han blev betaget af dets smukke linjer og enorme størrelse, samtidig med at han kogte af raseri ved tanken om, at Tripolis flag vajede over dets agterstavn, og at dets tre hundrede og syv mand store besætning sad som gidsler i pashaens fangekælder. Han ønskede mere end noget andet, at Decatur ville give sine folk ordre til at storme borgen og befri fangerne, men han vidste, at det aldrig ville ske. Kommandør Preble, øverstbefalende for hele middelhavseskadren, havde gjort det klart, at han ikke ville risikere, at de berberiske pirater fik flere amerikanske fanger, end de allerede havde.

Overalt i havnen og fortøjet langs bølgebryderen lå snesevis af andre skibe, latinerriggede handelsskibe og raske piratfartøjer struttende af kanoner. Lafayette holdt op med at tælle, da han kom til tyve.

En ny følelse snørede hans bryst sammen. Frygt.

Hvis det ikke gik efter planen, ville Intrepid aldrig slippe ud af havnen igen, og hver eneste mand om bord ville enten være død – eller værre endnu: en fange med udsigt til slaveri.

Lige med ét var Henry helt tør i munden, og de utallige timer, han havde trænet med sin huggert, syntes ikke at være nær nok. De to umage kaliber .58 flintebøsser, han havde stukket ind bag det skærf, han havde om livet, føltes 11

sølle. Så skævede han ned på matroserne, der lå i skjul bag Intrepids ræling. Bevæbnet med økser, spyd, sværd og daggerter så de lige så blodtørstige ud som nogen arabisk sørøver. De var de bedste mænd i verden, alle frivillige, og han vidste, at de ville vinde sejr. En kadet var henne hos dem for at sikre sig, at gruppelederne havde tændt deres lamper og havde deres trandyppede lunter klar.

Han så igen over på Philadelphia. De var så tæt på nu, at han kunne se en trio af vagter stå ved rælingen med deres krumsabler. Men vinden var så sløj, at det ville tage yderligere to timer, før de var på bekvem prajeafstand. „Ohøj der,“ råbte Catalano på arabisk. „Hvad vil I?“ råbte en tilbage. „Jeg er Salvador Catalano,“ sagde den maltesiske lods, som holdt sig til den drejebog, som Decatur og Lafayette havde givet ham. „Det her er skibet ­Mastico. Vi er her for at købe kvæg til den britiske base på Malta, men vi blev fanget i et uvejr. Vores anker blev revet af, så vi kan ikke kaste det. Jeg vil gerne have lov at fortøje os natten over til jeres prægtige skib. I morgen tidlig lægger vi til kaj og går i gang med reparationerne.“ „Nu gælder det,“ hviskede Decatur til Henry. „Hvis de ikke køber den, så brænder lokummet.“ „Det gør de. Prøv at se på os med deres øjne. Ville du være bekymret for den her lille ketch?“ „Nej, sandsynligvis ikke.“ Vagtmesteren kløede sig i skægget og inspicerede opmærksomt Intrepid, inden han til sidst råbte tilbage. „I må godt fortøje, men I skal fjerne jer ved daggry.“ „Mange tak. Allah har et særligt sted i sit hjerte til dig,“ råbte Catalano, hvorefter han slog over i engelsk. „De er gået med til det,“ hviskede han til de to officerer.

Lafayette stod ved Decaturs skulder, mens den lette brise langsomt skubbede Intrepid tættere og tættere op på siden af Philadelphia. Den store fregats kanoner var kørt frem, og de beskyttende hætter fjernet fra deres mundinger. Jo nærmere de drev, desto mere syntes løbene at vokse i størrelse. Hvis piraterne anede uråd, ville en bredside på denne afstand forvandle ketchen til pindebrænde og flå de firs mand om bord i småstykker.

Da de kom endnu tættere på, var piraterne langs rælingen næsten fem meter over Intrepids dæk. De begyndte at mumle indbyrdes og pege, efterhånden som de fik øje på omridsene af mændene, som lå i ly bag ketchens ræling.

12

Tre meter adskilte stadig skibene, da en af piraterne råbte: „Americanos!“ „Giv Deres folk ordre til at angribe,“ hylede Catalano. „Ingen ordre bliver pareret, medmindre den kommer fra den øverstbefalende officer,“ sagde Decatur roligt.

Oven over dem var berberpiraterne i gang med at trække deres sværd, og en af dem fumlede med den muskedonner, han havde over skulderen. Der lød et skrig, netop som de to skrog stødte sammen. „Bord det!“ gjaldede Decatur.

Henry Lafayette rørte ved den bibel, han altid bar på sig, og hoppede op mod en åben kanonport. Han greb om kantlisten med den ene hånd og tog fat i den varme bronzekanon med den anden. Han sparkede benene ind i åbningen mellem kanonen og skibssiden og kom op at stå; hans klinge sang, da han trak den op af skeden. I lyset fra en enkelt lampe, der hang ned fra det lave loft, så han to pirater rulle væk fra en anden kanonport, da flere mænd tumlede om bord. En af piraterne gjorde omkring og fik øje på ham. Pludselig var krumsablen hævet i hans hånd, mens hans bare fødder dundrede hen over dækket.

Han udstødte et hyl, da han stormede frem – en teknik, der er yderst brugbar, når man står over for ubevæbnede og utrænede handelsmatroser.

Henry lod sig ikke hyle ud. Den frygt, som han havde været sikker på ville lamme ham, var forvandlet til blindt raseri.

Han lod manden komme, og da piraten lagde an til et hug i hoftehøjde, som ville have skåret ham midt over, trådte Henry et lille skridt frem og begravede sin klinge i den anden mands bryst. Piraten havde haft så stor kraft på, at stålet borede sig ind mellem hans ribben og videre ud af hans ryg. Den kraftige krumsabel ramte klirrende dækket, og korsaren sank sammen op ad Lafayette.

Han måtte sætte imod med knæet for at trække sin klinge fri af piratens bryst.

Henry snurrede omkring mod en skygge, der rørte på sig, og dukkede sig for et hug med en økse rettet mod hans skulder. Han huggede tilbage med sit sværd, og æggen skar gennem stof, hud og muskler. Han havde ikke stået i en vinkel, så han kunne gennemkløve sin fjende, men den mængde blod, der sprøjtede ud af såret, fortalte ham, at piraten var sat ud af spillet.

Kanondækket var som et sceneri fra helvede. Mørke skikkelser huggede og stak ud efter hinanden uden ophør. Klangen af stål mod stål blev brudt af smerte­skrig, når klinge traf hud. Luften var tyk af krudtstank, men oppe over den kunne Henry ane den kobberagtige lugt af blod.

Han kastede sig ind i striden. Med sine lave lofter var kanondækket ikke noget ideelt sted til en kamp med sværd eller spyd, men amerikanerne kæmpede stædigt. En af dem gik i dørken, da han blev ramt bagfra. Henry så, at den 13

korsar, der havde slået ham ned, var højere end alle de andre. Det var, lige før hans turban strejfede loftsbjælkerne. Han huggede ud efter Henry med sin krumsabel, og da Henry parerede, gjorde kraften i slaget hele hans arm følelsesløs. Araberen svingede igen, og Lafayette måtte opbyde alle sine kræfter for at hæve sin klinge nok til at afværge den lynende sabel.

Han stavrede baglæns, og piraten udnyttede sin fordel og svingede vildt omkring sig, så han hele tiden havde Henry på hælene og i defensiven. Under planlægningen havde Decatur stået stejlt på, at deres angreb skulle være så lydløst som muligt, fordi piraternes samlede armada lå for anker i havnen. Men udmattet som han var, havde Lafayette intet andet valg end at trække sin pistol fri af skærfet om livet. Han trykkede af, endnu inden han havde taget sigte. Den lille mængde krudt i fænghætten lynede, og samtidig med at pistolen blev hævet, eksploderede sprængladningen med et skarpt knald. Kuglen borede sig ind i brystet på piraten.

Skuddet ville have sendt en normal mand i dørken, før han nåede at blinke med øjnene, men kæmpen fortsatte fremad. Henry havde kun et sekund til at hæve sit sværd, før krumsablen susede mod ham igen. Hans klinge reddede ham fra at få armen hugget af, men det lammende slag kastede ham bogstavelig talt hen over kanondækket. Han faldt ind mod en af Philadelphias attenpundskanoner. Med Decaturs ordre om lydløshed rungende i ørerne famlede Lafayette efter den tændte olielampe i en pung i skærfet og holdt flammen hen til bronzekanonens fænghul. Han kunne lugte, at krudtladningen var antændt, hvorimod dens syden blev næsten fuldstændig overdøvet af lydene fra den kamp, der stadig rasede gennem skibet. Han blev stående mellem den store kanon og sin angriber i tillid til, at hans timing, med hans mange års erfaring med flådekanoner, ville være perfekt.

Piraten må have fornemmet, at hans modstander var brændt ud, da han så, hvordan Lafayette bare stod der, som affandt han sig med det uundgåelige. Piraten hævede sit saracenersværd og lagde an til hug, og hans krop var forberedt på den modstand, han ville møde, når klingen skar gennem kød og knogler. Så sprang amerikaneren til side. Araberen var for optaget af at styre sit hug til at lægge mærke til den røg, der bugtede sig op fra bagenden af kanonen. Den gik af et sekund efter i en spruttende sky af svovlgul røg.

Der var kraftige hampreb beregnet på at dæmpe rekylkraften og hindre kanonen i at slingre hen over dækket, men til trods for det røg kanonen alligevel flere meter bagud. Enden af kanonen ramte piraten i skridtet, gennemrystede hans bækkenparti, knuste hans hofteled og flækkede begge lårknogler. Hans 14

slappe krop blev slynget ind mod en bjælke, og han sank sammen på dækket foldet i to – bagover.

Henry tog sig tid til at kaste et blik ud ad kanonporten. Attenpundskuglen var hamret ind i fæstningen på den anden side af havnen, og en lavine af murbrokker trimlede ud af et gabende hul. „To med ét smæk. Ikke værst, mon ami Henri, slet ikke værst.“ Det var John Jackson, den store bådsmand. „Hvis kaptajn Decatur skulle spørge, så var det en af de her skiderikker, der affyrede kanonen, ikke?“ „Det var i hvert fald, hvad jeg så, hr. Lafayette.“ Affyringen af kanonen havde virket som en startpistol ved indledningen til et kapløb. De arabiske pirater opgav kampen og styrtede hen til kanonportene, hvor de sprang ud og lod sig falde ned i havnens rolige vand. De, der kravlede op ad lejderne til hoveddækket, ville uden tvivl rende ind i Decatur og hans folk. „Lad os så komme i gang.“ Mændene vendte tilbage til styrbords side, hvor deres kammerater om bord på Intrepid stod klar til at lange tændstoffer op til angrebsstyrken. Fulgt af Jackson og seks andre, der bar tunge tønder med sortkrudt, klatrede Henry Lafayette ned ad en lejder forbi mandskabsrummet, hvor der stadig hang hængekøjer under loftsbjælkerne, mens alt andet grej var plyndret. De fortsatte endnu længere ned til banjerne, det underste på fregatten, og videre ind i et af skibets lastrum. Det meste af flådens lager var fjernet, men der var nok tilbage til, at mændene kunne starte afbrændingen af fregatten.

De arbejdede hurtigt. Henry bestemte, hvor de skulle anbringe lunterne, og hvornår de var klar til at antænde dem med hans olielampe. Flammerne blussede hurtigere op, langt hurtigere end nogen af dem havde ventet. På et øjeblik fyldtes lastrummet med kvalmende røg. De begav sig hen for at klatre op igen, mens de holdt ærmerne op for munden, så de kunne få vejret. Pludselig brød loftet over dem i flammer med et drøn som fra en kanon. John Jackson blev slynget omkuld og var blevet knust af brændende tømmer, hvis ikke Henry havde grebet ham i det ene ben og trukket ham hen over de ru planker. Han hjalp bådsmanden op, og de satte i løb med resten af gruppen lige i hælene. De måtte springe og dukke sig, mens stykker af brændende træ fortsatte med at brage ned oppefra.

De nåede hen til lejderen, og Henry vendte sig om og skubbede sine mænd opad. „Af sted, for helvede, ellers omkommer vi hernede.“ 15

Han var lige efter Jacksons tunge rumpe, da en stikflamme for ned gennem gangen. Henry satte skulderen mod Jacksons bagdel og skubbede, det bedste han havde lært. De kom op gennem lugen og rullede til side, netop som et vulkan­udbrud af flammer kom brølende op fra lastrummet, ramte loftet og bredte sig som en rædselsvækkende baldakin.

De befandt sig i et ildhav. Skotterne, dørken og dækket var omspændt af flammer, og røgen var så tyk, at tårerne vældede ud af øjnene på Henry. Han og Jackson løb som gale, fandt den næste lejder og kom op på kanondækket. Røgen væltede ud ad portene, men for første gang i fem minutter var der frisk luft nok til, at de kunne fylde lungerne uden at komme til at hoste.

En mindre eksplosion gennemrystede Philadelphia og fik Henry til at ryge ind i John Jackson. „Kom så, kammerat.“ De kravlede ud ad en af portene. Mændene på Intrepid stod klar til at hjælpe dem sikkert ned på den lille ketch. De klappede Henry på ryggen adskillige gange. Han troede, de lykønskede ham med et veludført stykke arbejde, men rent faktisk slukkede de ulmende gløder i hans uniform.

Oven over dem ved rælingen stod Stephen Decatur med den ene støvle oppe på bolværket. „Hr. kaptajn,“ råbte Lafayette, „de nedre dæk er rømmet.“ „Storartet, hr. løjtnant.“ Han ventede, mens et par af hans mænd klatrede ned ad rebet, og steg derefter ned på sit skib.

Philadelphia var omsluttet af flammer. Flammerne stod ud ad kanonpor­ tene og var på vej op i rigningen. Snart ville varmen blive så intens, at den antændte krudtladningerne i kanonerne, af hvilke otte var rettet direkte mod ­Intrepid.

Den forreste line, der holdt ketchen forbundet med fregatten, var let nok at kaste los, men agterlinen satte sig fast. Henry puffede mændene til side og trak sit sværd. Rebet var næsten en tomme tykt, men hans klinge, om end sløvet efter kampen, skar det alligevel over i ét hug.

Branden fortærede så meget luft, at ketchen ikke kunne få sejlene spilet ud, og fokken var tæt på at vikle sig ind i Philadelphias brændende rigning. Mændene brugte årerne i et forsøg på at tvinge deres fartøj væk fra det flydende ligbål, men lige så snart de fik skubbet sig fri, sugede flammehavet dem tilbage igen.

Stumper af brændende sejldug fra fregattens stormast dryssede ned som konfetti. Der gik ild i håret på en af matroserne.

16

„Henry,“ brølede Decatur, „sæt jollen i søen og hal os fri.“ „Javel!“ Henry, Jackson og fire andre firede jollen ned. De bandt en line til Intrepids bov og roede væk fra ketchen. Da rebet strammedes, trak de i årerne og lagde alle kræfter i for at vinde få centimeter. Da de trak årerne op og lagde an til endnu et tag, gik halvdelen af det stykke, de havde vundet, tabt til suget fra branden. „Ro til, I elendige tølpere,“ råbte Henry. „Ro til!“ Og det gjorde de. De kæmpede mod fireogtres ton dødvægt fra deres eget skib og brandens sugekraft, og de kæmpede indædt. Mændene trak i årerne, så ryghvirvlerne knasede, og venerne svulmede på halsen. De trak deres skib og besætning væk fra Philadelphia, indtil Decatur kunne sætte sejl på stormasten og fylde dem med den lette brise, som nu blæste ind fra ørkenen.

Pludselig blussede et lys op højt oppe på borgens mur. Et øjeblik efter kom det sønderrivende drøn fra en kanon. Skuddet ramte et godt stykke på den anden side af ketchen og jollen, men det blev fulgt af et dusin til. Vandet blev levende med bittesmå fordybninger – håndvåbenild fra udkigsposter og skildvagter, der løb hen ad bølgebryderen.

Om bord på Intrepid satte alle mand sig til årerne og roede af alle kræfter, mens Philadelphia pludselig blussede op bag dem, da resten af dets sejl brød i brand.

I tyve anspændte minutter roede mændene, mens skud efter skud slog ned i vandet omkring dem. Én af kuglerne røg gennem Intrepids bramsejl, men bortset fra det blev skibet ikke ramt. Skuddene fra håndvåbnene døde først hen, og derefter kom de uden for rækkevidde af pashaens kanoner. De udmattede mænd sank sammen ind over hinanden, mens de lo og sang. I deres kølvand blev fæstningens mure oplyst af det flaksende skær fra det brændende skib.

Henry vendte jollen og styrede den ind under daviderne. „Flot klaret, min ven!“ Decatur smilede, og det æteriske flimmer bag ham blev reflekteret i hans ansigt.

For udmattet til andet end at stønne gjorde Henry slapt honnør for Decatur.

Alles øjne rettedes pludselig mod havnen, da de blussende tårne, der var Philadelphias master, langsomt sank sammen i bagbords side i en eksplosion af gnister. Og så, som en sidste salut, gik dets kanoner af, en rungende kanonade, som sendte kugler ud over vandet og andre ind i borgens mure.

Mændene jublede over skibets dødsforagt over for berberpiraterne.

17

„Hvad nu, hr. kaptajn?“ spurgte Lafayette.

Decatur stirrede ud over havet og undlod at se på Henry, da han svarede. „Det her ender ikke i aften. Jeg genkendte et af piratskibene i havnen. Det var Suleiman Al-Jamas. Det hedder Saqr. Det betyder falk. Jeg tør vædde med, at han netop i dette øjeblik er ved at gøre klar til at tage kampen op med os. Pashaen vil ikke hævne sig på vores tilfangetagne sømænd for det, vi gjorde i aften – dertil er de for værdifulde – men Al-Jama vil være opsat på hævn.“ „Han var engang en hellig mand, ikke?“ „Indtil for få år siden,“ medgav Decatur ham. „Han var det, muslimerne kalder en imam. Noget i retning af en præst. Så stort var hans had til kristendommen, at han fandt ud af, at det ikke var nok at prædike, og han greb til våben imod et hvilket som helst skib, som ikke sejlede under muslimsk flag.“ „Jeg har hørt, at han aldrig tager fanger.“ „Jeg har hørt det samme. Det kan pashaen ikke være alt for glad for, eftersom fanger kan indbringe løsepenge, men han har ikke ret stor magt over AlJama. Pashaen indgik en pagt med djævelen, da han indimellem lod Al-Jama stævne ud fra Tripoli. Jeg har også hørt, at det aldrig skorter på frivillige, der vil med ham ud på togter. Hans mænd er villige til at gå i døden for ham.

Den almindelige berberpirat opfatter det, han gør, som en profession, et leve­brød. Det er noget, de har gjort i generationer. Her i aften så De, hvordan de fleste af dem flygtede fra Philadelphia, lige så snart vi bordede. De ville ikke lade sig slå ihjel i en kamp, de ikke kunne vinde.

Men Al-Jamas tilhængere er af en helt anden støbning. Det her er et helligt kald for dem. De har oven i købet et ord for det: jihad. De vil kæmpe til døden, hvis det betyder, at de kan tage endnu en vantro med sig.“ Henry kom til at tænke på den store pirat, som ubønhørligt var rykket frem mod ham og havde kæmpet videre, selv efter at han var blevet skudt. Var han mon en af Al-Jamas tilhængere? Han havde ikke nået at se mandens øjne, men han havde fornemmet en bersærks vildskab i piraten. Det var, som om det betød mere for ham at dræbe en amerikaner end at forhindre, at Philadelphia blev brændt. „Hvorfor tror De, de hader os?“ spurgte han.

Decatur sendte ham et skarpt blik. „Løjtnant Lafayette. Jeg har aldrig hørt et mere irrelevant spørgsmål i mit liv.“ Han tog en dyb indånding „Men jeg skal sige Dem, hvad jeg tror. De hader os, fordi vi eksisterer. De hader os, fordi vi er anderledes end dem. Men først og fremmest så hader de os, fordi de mener, at de er i deres gode ret til at hade os.“ 18

Henry var tavs et stykke tid, mens han forsøgte at fordøje Decaturs svar, men et trossystem som det lå så langt fra hans holdninger, at det gik over hans forstand. Han havde slået en mand ihjel i aften, men han havde ikke hadet ham.

Han gjorde bare, hvad han blev beordret til. Punktum. Det havde ikke været personligt, og han kunne ikke begribe, at nogen kunne gøre det til noget sådant. „Hvad er Deres ordre, hr. kaptajn?“ spurgte han til sidst. „Intrepid kan ikke hamle op med Saqr, især ikke med alle de folk, vi har om bord. Vi støder til Siren som planlagt, men i stedet for at vende tilbage til Malta i konvoj, skal De og Siren blive herude og lære Suleiman Al-Jama, at den amerikanske flåde ikke er bange for ham og hans slags. Sig til kaptajn Stewart, at han ikke må svigte.“ Henry kunne ikke holde op med at smile. I to år havde de stort set ikke været i aktion med undtagelse af kapringen af Intrepid og nu afbrændingen af Philadelphia. Han glædede sig til at tage kampen op direkte med piratskibene. „Hvis vi fanger ham eller dræber ham,“ sagde han, „vil det gøre underværker for vores moral.“ „Og alvorligt svække deres.“ *** En time efter daggry råbte udkigsmanden højt oppe i Sirens stormast ned. „Sejl! Sejl i sigte! Fem streger ud for styrbords bjælke.“ Henry Lafayette og løjtnant Charles Stewart, skibets skipper, havde ventet på det siden solopgang. „Det var sgu på høje tid,“ sagde Stewart.

Sølle femogtyve år gammel havde Stewart fået sin udnævnelse, en måned før kongressen formelt vedtog, at Amerika skulle have en flåde. Han var vokset op sammen med Stephen Decatur, og ligesom ham havde Stewart en strålende flådekarriere foran sig. Rygterne om bord ville vide, at han ville blive forfremmet til kaptajn, inden flåden vendte tilbage til De Forenede Stater. Han var slank af bygning og havde et langt ansigt med dybt liggende øjne, der sad langt fra hinanden. Han var en streng, men retfærdig tilhænger af disciplin, og ethvert skib, han tjente på, blev betragtet som heldigt af dets besætning.

Sandet i timeglasset dryssede ned i ti minutter, før udkigsmanden gav lyd fra sig igen. „De sejler parallelt med kysten.“ Stewart gryntede. „Løjseren må have mistanke om, at vi er herude, for det 19

første. Han forsøger at ende i nærheden af os og så optage forfølgelsen af Intrepid.“ Derefter henvendte han sig til bådsmand Jackson, som var skibets fører. „Sæt alle sejl.“ Jackson brølede befalingen op til de mænd, der hang i rigningen, og i en perfekt koreograferet byge af aktiviteter foldede et dusin sejl sig ud fra råerne og udspiledes i den tiltagende brise. Fokkemasten og stormasten knagede under belastningen, da det to hundrede og fyrre ton tunge skib begyndte at skære gennem Middelhavet.

Stewart kiggede ud over siden på det hvide vand, der strømmede langs skibets egetræsskrog. Han anslog deres hastighed til ti knob og vidste, at de kunne lægge yderligere fem til under de her vejrforhold. „Han har fået øje på os!“ råbte udkigsmanden. „Han sætter flere sejl.“ „Der er ikke et latinerrigget skib, der er hurtigere end os i disse farvande,“ sagde Henry. „Nej, men han stikker halvt så dybt som os. Han kan vælge at blive tæt på kysten og uden for vores skudvidde.“ „Da jeg talte med kaptajn Decatur, fik jeg det indtryk, at Suleiman Al-Jama aldrig frygter et søslag.“ „Tror De, han kommer ud og går op imod os?“ „Det tror Decatur.“ „Godt.“ I de næste fjorten timer forfulgte Siren stædigt Saqr. Med sit større sejlareal var den amerikanske brig adskillige knob hurtigere end Al-Jamas kaperskib, men den arabiske skipper kendte disse farvande bedre end nogen anden. Gang på gang var han farligt tæt på at lokke Siren til at gå på grund, så det måtte opgive jagten og søge ud på dybere vand. Saqr formåede endvidere at finde kraftigere vinde tæt på kysten, vinde, der kom fra den brændende ørken på den ­anden side af klinterne, der knejsede op over kystlinjen som endeløse fæstningsvolde.

Afstanden mellem skibene skrumpede betydeligt ind, da solen begyndte at gå ned, og brisen fra land blev svagere. „Vi har ham inden for en time,“ sagde Stewart og tog imod et glas lunkent vand fra sin hovmester.

Han kastede et blik ud over det åbne kanondæk. Mandskaberne stod klar ved deres kanoner med forventningens iver i øjnene. Kugler og krudtladninger var lagt frem og klar, men ikke for mange, for det tilfælde at kanonen blev ramt af en fuldtræffer. Krudtaber – drenge helt ned til tiårsalderen – stod klar til at 20

pile frem og tilbage til magasinerne efter mere krudt og ammunition. Der sad mænd højt oppe i rigningen, klar til at skifte sejl, når slaget dikterede det. Og skarpskytter var parvis på vej op i kampmærserne på fok og stormast. To af dem var et brødrepar fra Appalachia, og ingen i resten af besætningen kunne forstå dem, når de sagde noget, men de kunne begge lade og trykke af fire gange i minuttet og ramme plet med alle fire skud.

To hvide skyer indhyllede pludselig Saqrs agterstavn, og et øjeblik efter kom knaldet fra skuddene. Den ene kugle slog ned halvtreds meter ud for Intrepids bovport, mens den anden landede et godt stykke agter.

Stewart og Lafayette så på hinanden. Det var Henry, der satte ord på deres fælles bekymring. „Hans agterkanoner er langtrækkende. Mindst dobbelt så langt som vores.“ „Hr. Jackson, vend ti grader til bagbord,“ befalede Stewart med det formål at forvirre Saqrs kanonerer. „Det er en stående ordre til en lignende manøvre, for hvert skud der affyres. Drej om mod det sted, hvor den nærmeste kugle slår ned.“ „Og Deres ordrer, hvis vi får en fuldtræffer?“ spurgte den store bådsmand, inden han nåede at tage sig i det.

Stewart kunne have givet Jackson piskestraf for en så uforskammet kommentar. „Træk Dem selv for en dags hyre,“ sagde han i stedet, „og håb på, at vi har mere skib, end De har hyre.“ Vinden inde ved kysten døde pludselig hen. Saqrs store trekantede sejl blev slappe og blafrede formålsløst, mens Intrepids forblev udspilede. De nærmede sig agter for piratskibet i en spids vinkel for at undgå dets agterkanoner. Ved hundrede og halvtreds meter blev tre af Saqrs kanoner affyret, og det dannede en mur af røg op ad siden på sørøverskibet, som fuldstændig skjulte det. To skud gik højt over mål, mens det tredje ramte Sirens skrog uden at trænge igennem.

Stewart forblev tavs, mens han mindskede afstanden og øgede chancerne for en fuldtræffer, for hver meter han vandt. Han så, at de endnu ikke blev beskudt af nogen af de andre kanoner, så han ventede, til den arabiske besætning kørte de kanoner frem, som de lige havde renset og ladt på ny. „Skyd, når målet er i sigte!“ Fire kanoner gik af med et hæst brøl, der ramte Henrys brystkasse, som havde han fået et spark. Boven var indhyllet i røg, der piskede ned langs hele siden af Intrepids skrog, da det gik til angreb på Saqr. Oppe i kampmærskerne havde skarpskytterne travlt med deres musketter og fik ram på nogle af de 21

­ irater, som troede, at de var usynlige bag Saqrs ræling. p Yderligere to kanoner brølede, før nogen kunne se, om deres første salve havde ramt. Saqr svarede igen med en hastig bredside, hvis sigte var perfekt rettet ind. Én kugle smadrede en kanon med antændt lunte og væltede den om på siden, samtidig med at den gik af. Kuglen ramte nabokanonholdet, dræbte to mand og lemlæstede en tredje. Sække med krudt brændte som hvidglødende nødblus. Et andet af Saqrs skud hamrede ind i Intrepids stormast uden dog at få den til at vælte, mens andre rev sylespidse splinter ud af skanseklædningerne med en sådan kraft, at de kunne gennembore et menneske. „Hr. Jackson,“ råbte Stewart hen over larmen, „stryg nogle sejl fra stormasten, før vi mister den helt og holdent. Hr. Lafayette, tag kommandoen oppe i boven. Få de brande slukket og få styr på kanonerne.“ „Javel, hr. kaptajn.“ Henry gjorde hastigt honnør og styrtede hen mod boven, mens skud fra Saqrs musketter fejede hen over dækket.

Han kastede et blik derover og så, at ilden rasede på berberskibet. Intrepid lod dem smage deres egen medicin. Han kunne se en skikkelse slynge ordrer ud, ikke i nogen form for panik, men med en ro, der stod i skarp kontrast til situationen. Han var klædt i hvide gevandter og havde et mørkt fuldskæg gennemskåret af to streger hvidt overskæg, der fortsatte ned over hans mundvige.

Hans næse var stor og så krum, at den var tæt på at røre ved hans overlæbe.

Suleiman Al-Jama måtte have følt sig iagttaget, for han valgte i samme øjeblik til at se over på det amerikanske skib. Selv på hundrede meters afstand kunne Henry fornemme det had, der udstrålede fra manden. En ny kanonsalve skjulte piratkaptajnen for en stund, og Henry måtte dukke sig, da rælingen bag ham splintredes. Da han kiggede igen, stod Al-Jama stadig og stirrede.

Henry så væk.

Han nåede op i boven og fik hurtigt organiseret et hold, der bekæmpede flammerne ved at række spande fra hånd til hånd. Den kanon, der var blevet ramt, var ødelagt, men kanonen ved siden af virkede. Henry overtog selv styringen af den. Den unge kadet, som havde haft kommandoen over denne kanonsektion, var brændt til ukendelighed.

Han rettede kanonen ind og antændte lunten med et ulmende stykke langsom tændsnor. Kanonen brølede og gled tilbage på sine styreskinner, før man kunne glippe med øjnene. Lafayette satte mændene til at rense løbet, før han tjekkede, om Saqr var blevet ramt. Kuglen havde truffet ved siden af en af kanonportene, og gennem det hul, den havde sprængt i træværket, kunne han se mænd ligge og vride sig af smerte.

22

„Lad igen!“ På noget nær klos hold hamrede de to skibe løs på hinanden som sværvægtsboksere, der ikke kan finde ud af at holde inde. Mørket var ved at falde på nu, men de var så tæt på hinanden, at mandskaberne kunne tage sigte ved skæret fra de brande, der blussede op og døde hen.

Skuddene fra Saqr begyndte at stilne af. Amerikanerne var i gang med at sætte dets kanoner ud af spillet, én for én. Og da ilden ikke var blevet gengældt fra det tripolitanske fartøj i næsten et minut, beordrede Stewart Siren tættere på. „Entrehold klar.“ Nogle af matroserne tog fat i entrehagerne, som skulle bruges til at holde de to skibe sammen, mens andre fordelte spyd, økser og sværd. Henry tjekkede fænghætterne i de to pistoler, han havde i bæltet, og trak sin huggert.

Siren skubbede en dønning af hvidt vand ud fra boven og gik til angreb på Saqr som en tyr, og da skibene var tre-fire meter fra hinanden, blev entrehagerne kastet. I samme øjeblik skrogene ramlede sammen, sprang Henry over på det andet skib.

Aldrig så snart havde hans fødder berørt dækket, før en række rasende eksplo­sioner løb ned ad piratfartøjet i hele dets længde. Dets kanoner var over­ hovedet ikke bragt til tavshed. De havde foregivet, at de var ubevæbnede for at lokke Siren ind på klos hold. Tolv kanoner tømte deres ladning ind i den amerikanske brig og nedlagde alle de mænd, der stod ved rælingen. Stewart blev tvunget til at dreje skarpt af. Matroser flåede i drægtovene i et desperat forsøg på at slippe fri.

At se sine skibsfæller blive mejet ned på den måde smertede Henry, som var det hans eget kød, der blev sønderrevet. Men han havde ikke tid til at springe tilbage, før hans eget skib havde lagt seks meter mellem sig selv og piratfartøjet.

Han var fanget på Saqr. Kuglerne fra matrosernes musketter piftede hen over hovedet på ham.

De arabere, der bemandede Saqrs kanoner, havde ikke set ham springe om bord. Det eneste valg, Henry havde, var at hoppe i havet og bede til, at han var så god en svømmer, at han kunne nå ind til kysten i det fjerne. Han begyndte at snige sig over mod den modsatte ræling og var næsten derovre, da en skikkelse pludselig hævede sig over ham.

Instinktivt gik han til angreb, inden manden fuldt ud fattede, hvad det var, han så. Henry trak en af sine pistoler med venstre hånd og affyrede den, sekundet før hans skulder ramlede ind i mandens brystkasse.

23

Da de tumlede ud over rælingen, genkendte han de karakteristiske hvide striber i den anden mands skæg: Suleiman Al-Jama.

De ramte det lunkne vand viklet ind i hinanden. Henry brød op gennem overfladen og fandt Al-Jama ved sin side gispende efter luft. Han slog vildt omkring sig, men på en mærkelig måde. Først da opdagede Henry den mørke plet på den ellers hvide kåbe. Kuglen fra hans pistol havde ramt kaptajnen i skulderleddet, og han kunne ikke løfte den arm.

Ved et hurtigt øjekast så han, at Saqr allerede var femten meter væk og i gang med igen at udveksle bredsider med Siren. Ingen på nogen af skibene ville kunne høre Henry råbe, så det droppede han alt om.

Al-Jamas anstrengelser for at holde hovedet oven vande ebbede ud. Han kunne stadig ikke få sine lunger fyldt op igen, og hans tunge gevandter trak ham under. Henry havde været en stærk svømmer hele sit liv, men det var araberen tydeligvis ikke. Hans hoved forsvandt under overfladen et øjeblik, og så dukkede han spruttende op igen. Men ikke en eneste gang råbte han om hjælp.

Han gik under igen, længere tid denne gang, og da han vendte op til overfladen igen, kunne han kun med nød og næppe holde læberne oven vande.

Henry sparkede støvlerne af og sprættede Al-Jamas kåbe op med sin dolk. Beklædningsgenstanden flød væk fra dem, men Al-Jama ville kun holde et minut til.

Kystlinjen var næsten fem kilometer væk, og Henry Lafayette var ikke sikker på, om han overhovedet kunne klare det, for slet ikke at tale om med piraten på slæb, men Suleiman Al-Jamas liv lå i hans hænder nu, og det var hans ansvar at gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at redde ham.

Han lagde armen rundt om Al-Jamas nøgne overkrop. Kaptajnen slog omkring sig for at skubbe ham væk. „I det øjeblik du faldt ned fra skibet, ophørte du med at være min fjende,“ sagde Henry, „men jeg sværger ved gud, at hvis du stritter imod, så lader jeg dig drukne.“ „Det vil jeg også helst,“ svarede Suleiman på engelsk med tyk accent. „Som du vil da.“ Med de ord trak Henry sin anden pistol og hamrede den ind i tindingen på Al-Jama. Og med den bevidstløse korsar under den ene arm begyndte han at svømme ind mod kysten.